Vis kilden til Grønlandske relationer (Dalager) – Om grønlændernes naturel og superstitioner

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Grønlandske relationer (Dalager) – Om grønlændernes naturel og superstitioner]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:Andreas Kornerup - Indlandsisen.jpg| thumb|500px|<center>Akvarel af Andreas Kornerup fra 1878. Det tidligste billede af indlandsisen. <br>Lars Dalagers rejse ind over indlandsisen foregik 125 år tidligere.</center>]]<center>


'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''
<br><br><br>'''Lars Dalager'''<br><big> '''[[Grønlandske relationer (Dalager)|Grønlandske relationer]]'''</big>



<br>'''DET TREDIE CAPITEL'''<br><br><big><big><big>'''Om Grønlændernes Naturel og Superstitioner</big><br> samt korte Betænkninger over Missionen</big></big>'''

</center>
<br>



AT sige for gandske vist, hvad Temperament Grønlænderne ere underkastede, vil blive vanskeligt, eftersom man finder hos dem, ved Alder og Omstændigheder, alle de Sorter Gemyts-Forandringer, som iblant andre Mennesker i Almindelighed.

Dog troer jeg, det melancholiske er det herskende, som vel reyser sig af den haarde Maade, de skal ernære dem paa, der ikke alleene er saa uvis, men og at de derunder bestandig maa leve og sveve i Livs og Legems Fare. Derfore, hvor lystige og rasende de end have været om Aftenen, seer man dem dog, saa snart Morgenen frembryder, at være saa modeste som gamle Katte.

Thi da rinder dem vel i Sinde de Besværligheder, Dagen vil føre med sig, og de alligevel maa arbeyde paa maae og faae.

Det første, de foretage dem, er, at gaae op paa næste Bierg, for at betragte Luften og Havet, paa det de deraf kand giøre dem et Udkast til deres Hensigter.

Herudover er jeg ogsaa kommen i den Vane, hvad enten jeg har havt noget paa Søen at bestille eller ikke, at jeg stedse har giort saadan en Morgen-Reyse, hvor jeg da har merket, at Grønlænderne staae en liden Stund ligesom i dybe Tanker; mange Gange har jeg vendt mig om og spurt efter, hvad de tænkte paa, og da have vel de fleeste svaret derpaa: Intet. Men hos endeel har jeg faaet differente Svar, som alle har udgaaet paa en slags Frygtagtighed over Dagens Hændelser.

Men om Aftenen, naar de komme hiem, og besynderlig om de have giort god Fangst, ere de i prægtig Humeur. Endeel, som mange Dage efter hverandre intet have faaet, see derimod nedslagne ud, og har jeg mange Gange seet, naar de ere komne til Strand-Bredden, at de have sat deres Harpuner og Piile med saadan Force op i Steene, at de ere optagne i mange Splinter.

Spørger man dem, hvad saadant kand tiene til? svare de: Uværdige Piile, som ikke kand treffe, due jo ikke til andet.

Heraf fødes den meeste Overtroe hos dem, som er vanskelig at borttage, særdeeles, om deres Tanker gaae derhen, at Piilene ere forhexede; thi da maa ikke alleene Materialet til dem være af andet Træ og Been, men og Structuren gandske forandres, og kand man da ret beklage disse stakkels Mennesker.

Thi hvad de ikke have været ulykkelige før, saa blive de det nu, efterdi heraf følger, at deres Haandelaug derefter ogsaa maa forandres, hvilket ikke er saa let i Førstningen at practicere, hvorover de fleeste atter maa omgiøre dem paa deres sædvanlige Facon; og for desbedre at afvende de tilforn imaginerte Forhindringer, foreskriver en Angekok dem visse Midler til at bruge som Præservativ.

Det er dog underligt nok, at siden Grønlænderne ere et frit Folk, hvor man næsten kand sige, at enhver er sin egen Herre, og derforuden inclinere til Tungsindighed, at de ikke meere ere hengivne til Søvnagtighed.

Mandfolkene sove ikke meere om Sommeren end 5 til 6 Timer, og om Vinteren omtrent 8 Timer. Og omendskiønt de ikke kand udrette noget i den mørke Tid, ere de dog oppe 3 til 4 Timer før Dag, og hvem som da har Lyst til at tale med dem om alvorlige Ting, kand da finde dem best disponeret, langt bedre end ald anden Tid, thi heele Dagen skal en Grønlænder grunde paa det, som henhører til Næringen, og de faa overblevne Timer om Aftenen behøver han til at recreere Legemet udi, eftersom han har arbeydet den heele Dag, og imidlertid aldrig nydt det allerringeste at vederqvæge sig paa, og derfore, at incommodere en Grønlænder med vigtige Betragtninger uden Forskiel af Tiden, er ikkun at giøre hans Tid fortrædelig.

Med Fruentimmeret derimod, er den beste Tid midt paa Dagen, thi da have de giort til rette i Huuset hvad som almindeligt daglig er at forrette, og vente nu siden paa, om deres Mandfolk bringer noget hiem, hvormed de videre om Aftenen kand faae at bestille.

Grønlænderne kand gierne sulte 2 à 3 Dage, uden at lade dem merke, at de vansmægte.

Derimod naar Spiise-Kammeret er i god Stand, kand de igien æde fra Morgenen indtil Aftenen i eet Trek. De kand i trange Tider leve af Dyrenes Skarn paa Marken.

Ellers, naar Hungeren er ret stor, hakke de deres Telte-Skind i Stykker og kaage Suppe paa, og er det sandelig ikke rart, man hører dem fortælle om den og den, der kaagte Suppe paa sine gamle Buxer.

Dette har jeg dog aldrig seet, men at de have hakket Sælhuder og andre nye Skind til Finker, har jeg med stor Bevægelse mange Gange seet, særdeeles denne Vinter, som er den sletteste, jeg har opholdet mig og boet her i Landet.

Man skal dog neppe høre de Gamle og Voxne at klage dem herover, naar de merke, at Sulten er almindelig, men den Nød, de see paa deres smaa Børn, gaaer dem nær til Hjertet, og derfore, den mindste Smule de kand faae, give de Børnene, om de end selv af Hunger ere færdige at crepere til døde; thi de leve hver Dag i Haabet om en ønskelig Forandring, som virkelig holder Livet op i mange.

Herudi ere de ogsaa meere lykkelige end andre Mennesker, eftersom saadan Elendighed kand i det høyeste ikke vare længere end 2 eller 3 Maaneder, da kand de faae fuldt op igien.

Mister en Grønlænder noget af sit Gods, eller det alt tilsammen, ved ulykkelig Hændelse, give de sielden derover nogen Sinds Uroeligelse tilkiende.

Blive de lemlæstede paa en eller anden Maade, ja om det end gaaer saa vidt, at de aldeeles blive ulykkelige og unyttige, bevise de dem dog meget gelassen og taalmodige, NB. saa længe de mærke, at de kand leve uden alt for stor Smerte.

Bliver nogen Mand vreed, viser han vel et suurt Ansigt, dog taler han lidet eller intet; vil man end give ham søde Ord, bliver han dog ved sin bestandige Tavshed, indtil hans Pa- roxysmus er gaaet forbi; herover ere de vanskelige, at tale sig i rette med.

Slagsmaal hører man aldrig iblant dem (naar man undtager, at een med Magt vil slide sig en Brud til, eller og, at en Mand noget lidet kand revse sin Kone); thi kommer det videre, gaaer gandske vist baade Hiertet og Hovedet i Løbet.

Dette Sørge-Spil indfalder vel een og anden Gang, fornemmelig exeqveres det over Hexemestere og Hexer, men da haver Banemanden saa mange Secundanter, at han i det mindste paa den Tid ikke har nødig at frygte for nogen Modstand.

Drab paa gandske uskyldige Mennesker indfalder ogsaa iblant, og hvorved tvende Mænd af dette Colonies Catechumenis for nogle Aar siden maatte undgielde, dog maatte Morderen saavel for disse, som andre fleere Drab, der beløb sig in alles til tretten, betale Lauget afvigte Aar 1751 den 30 May, en liden halv Fierding-Vey fra Colonien, da han af tvende Brødre langsom blev steenet ihiel, fordi han for 30 Aar siden havde ihielslaget deres Fader med en Steen, og var det mærkeligt, at det skeede just paa samme Sted. Processen blev ellers nogle Dage tilforn ageret med største Taushed inden i min Stue af tvende andre fornemme Grønlændere, foruden de tvende Brødre, som giorde de største I-Rettesættelser.

Fordi den heele Historie er af alt for stor Vidtløftighed, vil jeg ikke melde videre derom, alligevel den kunde tienne til at bevise Grønlændernes besynderlige Naturell.

Naar en Grønlænder beslutter at dræbe en anden for given Aarsag, attaqverer han glubsk, og ved første Greeb melder Raisonen med faa Ord.

Men slaaer han een ihiel alleene for at slaae ihiel, tier Manddraberen stille og stiæler Livet fra ham, og skeer disse Mord gierne paa Søen; da derimod de andre, hvortil man meener at have Raison, exeqveres paa Landet. Gierningsmanden river alletider Hiertet og Leveren ud, hvoraf han æder en liden Smuule, udi Overtroe, at den Dræbtes Venner siden ingen Magt eller Courage kand have, at æske Revange.

Løsagtigheds Synd ere vel Grønlænderne hengivne til, dog ikke i den Grad som andre Nationer.

De unge Karle, saa snart de ere i Stand til at forsørge en Kone, og mærke Begiærlighed paa sig, gifte de sig strax.

Pigerne i deres første moedne Aar stille sig ogsaa meget kydske an, thi ellers forspilde de gandske vist deres Lykke, at komme i Ægtestand med en Ungkarl.

Men derimod, om de forkastes eller blive unge Enker, regne de det ikke saa nøye, og som man meget sielden skal høre, at en Pige bliver besvangret, saa seer man derimod mange udstødte Qvinder at avle lige saa mange Børn, som rette Ægte-Koner.

Tilrettesættes de derfore, endogsaa af deres egne Landsmænd, svare mange: At det skeer ikke af Løsagtighed, men af en naturlig Lyst, til at føde Børn, hvorover de forføre mangen ærlig Mand.

Een og anden kand ogsaa giøre deres Lykke, sær om de have Drenge-Børn; thi da kand de vel omsider faae en reputeerlig Enke-Mand.

At Grønlænderne ellers udi lystige Forsamlinger divertere dem med hverandres Koner, (hvilket Gr. Nat. Hist. Cap. 13. pag. 78 melder) er i det mindste aldrig passeret, saa vidt mine Handels-Tourer har strakt sig udi de 10 Aar, jeg har været her. Dog skeer det, efter Grønlændernes Beretning, et og andet Sted, men meget rart, og er det da at mærke, at aldrig nogen Ægte- Kone, som lykkelig føder Børn, lader sig debauchere.
Manden er derforuden og alt for meget jaloux, at han dertil offentlig skulde give sit Samtykke.

Men, hvis en Mand haver en Hustrue, som ikke føder Børn, eller en Concubine af samme Natur, saa tilstæder han dem saadant, dog at det skeer ved en Hexemester, eller et andet frisk hurtig Mandfolk, som man formoder er i Stand til, at forplante en god Avl.

Derfore, naar de upolerede Søerlændinger komme til Colonierne om Foraaret, findes der alletider nogle iblant, som komme og bede om, at giøre deres ufrugtsommelige Koner frugtsommelige.

De allerfrugtbareste Grønlandske Koner føde sielden over 6 Børn, men ordinair er det tre til fire, de føde ikke hastigere end hvert tredie Aar.

Derfore eige de om vore Fruentimmer, naar det fortælles, at de kand føde Børn hvert Aar, og saaledes have en Svite af en halv Snees, at de derudi ligne Hundene.

Blodskam hører man fornemmelig om de Syd<ref>n. om de Syd: Efter det Hollandske om de Zuyd.</ref> paa et og andet Sted, hvoriblant jeg har kiendt en Mand, som havde sin egen naturlige Datter til Kone, og en anden, som først tog Datteren, dernæst hendes Moder til Med-Hustrue, item adskillige, som har havt tvende Søstre.

Men dette er saa afskyelig en Last, saa Grønlænderne selv sige, at de faae Hierte-Klappen ved at tænke derpaa, hvorfor og saadanne unaturlige Mennesker stedse søge at holde sig i en Krog for dem selv.

Tyverie begaaes meget rart iblant Grønlænderne indbyrdes, særdeeles af Mand-Folkene, dog stiæle Qvind-Folkene undertiden nogle ringe Føde-Vahre, ligesom og de Reysende, naar de have Mangel paa Levnets-Midler, og treffe paa de Steder, hvor andre om Sommeren giemme deres tørrede Sild og Sælhunde-Kiød, da tage de for Haanden med et roeligt Hierte, og ansees samme ikke anderleedes, end som man i vore Lande lader sine Heste beede ved Eng-Veyene.

Derimod ere de eenige udi at stiæle fra os, hvad de kand komme over, ja endogsaa ansee det for en Dyd, at de paa saadan Maade kand trække noget fra os.

Løgn og Bagvaskelse regierer fornemmelig hos Fruentimmeret.

Mand-Folkene ere derimod langt oprigtigere, og krympe de sig gierne ved at fortælle noget, som de ikke see sig i Stand at legitimere.

Naar de fortælle noget efter en anden, sige de: disse vare hans Ord. Førend de svare noget, repetere de alletider igien den givne Repliqve.

De tage sig ogsaa vare for, naar de skal afmale en Ting for en anden, at de ikke giøre det meere glimrende end efter Fortienneste, særdeeles naar een vil kiøbe noget, som han ikke har seet, da, endskiønt Sælgeren gierne vil være af dermed, beskriver han det dog noget ringere, end det virkelig er.

Derimod, naar de handle med os, lyve de græsselig.

Thi naar en Grønlænder siger, han haver saa mange Vahre, som han kand betale en Skiorte med, kand man være forsikret paa, at Værdien neppe er en Kniv eller Piile-Jern værd, dog tør nu omstunder ingen binde mig saadan Løgn paa Ermet.

Een Ting maa man berømme dem for, nemlig, at de aldrig lyve, naar man spørger dem efter Veyen, og kand man sige, at de mangen Gang herudi gaae alt for varligen tilværks, hvilket jeg adskillige Gange har knurret over, naar jeg siden har erfaret, de mageligere kunde bragt mig til Maalet; men de have svaret, at det var bedre at udvælge det visseste, omendskiønt det kostede meere Arbeyde.

Kommer een Grønlænder til et Skib udi Søen, som vil havne, kand Commandeuren sikkert styre efter, hvor Grønlænderen pæger hen, og hvis en Skipper forstoed Sproget, skulde han befinde, aldrig noget Sted at have fundet meere active Lodser; de giøre sig megen Umage for at erhverve en ringe Ting.

Saaleedes kand en Grønlænder giøre en Dags Reyse, som bestaaer af 6 til 8 Miile, for at obtinere en Ting, som ikke er fierde Parten af en Skilling værd.

Derimod farer han et Ærende for os af lige Vey, vil han i det mindste have et Piile-Jern og en Krog, som beløber sig til 5 à 6 Skilling Danske.

Imellem Friderichshaab og Gothaab er en Vey af 36 Miile, naar en Grønlænder farer som Post derimellem, saa er hans Taxt om Sommeren een Skiorte og een Stokfisk til Tæring, men om Vinter-Dage maa man give dobbelt saa meget.

Naar Veyret er nogenlunde, giøre de saadan en Reyse paa 8 Dage, dog ere der de iblant, som ere saa stærke Roere, naar man iler med et Bud imellem Colonierne, og derfore betaler vel, at de kand retournere den 5te Dag.

At agere et saadant Bud, holde de for en stor Ære, og derfore, hvor de fare frem og møde nogen, som, efter Sædvane mod Fremmede, beder dem lidet at vederqvæge sig, svarer Postillionen, min Tid er kort, eftersom jeg fører Herskabernes Taler igiennem Landet.

Jeg haver tilforn sagt, at Grønlænderne kand giøre dem Umage og spilde megen Tid, for at vinde en ringe Ting, hvoraf man maatte slutte, at det er et vindskibeligt Folk. Ney, aldeeles ikke.

Thi hvis de ved alle Leyligheder toge saadant i agt, var det umueligt, de kunde lide nogen Mangel; men som de lidet bekymres om den tilkommende Tid, og stedse ere begiærlige efter nye Forandringer, saa forlade de ofte et nyttigt og vigtigt Foretagende, for at profitere udi et andet af behageligere Smag, hvorvel langt mindre fordeelagtig og bestandig.

Saaledes kunde Grønlænderne om Foraaret, udi May og Junii Maaneder, da der aldrig fattes paa Overflødighed af smaa Sild og Sælhunde at fange, forsyne dem med fuldkommen Levnets-Forraad til de forestaaende haarde Vinter-Dage, i Steden for den største Deel spenderer Tiden strax, enten til Rensdyr-Jagten, eller og til at samle Æg paa Øerne, hvilke Poster vel ogsaa ere gode, og værd at tage med, hvis de ikke, for at divertere Smagen, giorde saa yderlig Exces deraf, som siden om Vinteren virker hos dem en Fortrydelse over deres Efterladenhed, og er det forunderligt, at, hvor mange Prøver de end have herpaa, er det strax forglemt, saa snart Foraaret bryder frem.

Hvad som egentlig bestyrker dem i denne Lunkenhed, er, at der undertiden driver een og fleere Vintere bort med saa got Veyrligt, hvor de daglig kand søge deres riige Underholdning.

Nogle af vore Missionairer forglemme vel ikke, at forestille deres døbte Grønlændere saadan Mund-Sandhed, men til denne Dag har de lidet kundet bringe det til Praxin.

Dog have de Mæhriske Brødre i deres Meenigheder giort temmelig Fremgang herudi.
Af Stats-Raison var det vel ikke heller got, at underviise dem alt for meget udi oeconomiske Regler.

Jeg siger: ikke alt for meget. Eftersom jeg tilstaaer, at nogle kunde behøve Forandring, og ønsker derfore Reformatorerne den Skiønsomhed til at indsee, saavel Nationens egen, som Handelens Nytte.

Thi det er at befrygte, at Grønlænderne ellers til visse Tider ville slaae dem til Ørkesløshed, som hine Egyptier, naar de saae Nil-Floden opskylle til det forønskede Maal.

Grønlænderne synes hastig at ville resolvere til store Foretagender, men det falder ligesaa hastigt, naar de skal begynde at føre det i Praxin.

Saaleedes, for Exempel, naar een siger, at man kunde klavre op ad den steile Klippe, og derved naae en god Fordeel, faaer han strax Bifald, at det er en gandske muelig Sag.

Men saa snart den første Forhindrings-Steen møder, falder Modet strax, omendskiønt der kunde avanceres meere; alt hvad en Grønlænder skal giøre, vil han strax see Enden paa, thi ellers fortvivler han i første Angreb under Byrden.

En Grønlænder flyer ikke gierne for første Trudseler, men mærker han, der følger Hug paa, vender han strax Ryggen, og hvis man forfølger denne Seir for stærk, saa hans Ryg forcerer ham at viise Ansigtet igien, kand man være forsikret, han bruger Repressalier, og lader sig siden hverken skrække af Ild eller Vand.

Dette kand man forklare lige efter Bogstaven; videre finder jeg ikke fornøden at antegne om Grønlændernes Naturell, uden jeg vil hæfte nogle andre faa Omstændigheder hertil, som ellers ikke vare saa magelige for mig at indrykke paa et andet Sted, og bestaaer udi følgende:

Man seer af den Gr. Nat. Hist. Cap. 20. pag. 121, hvor slette Astronomici Grønlænderne ere.

Ikke desto mindre kand de af Solens Fremskydelse over Fjeldene, næsten paa 2 à 3 Dage, mærke, hvad Tid den staaer ved Tropeci.<ref>Tropeci = Vendekredsene.</ref>

Men hvad Tid den er midt paa Himmelen eller lige over Linien, veed de ikke, dog regner de trende Maaneskin fra Capricorni<ref>Capricorni: Capriconi (Gen. af Capricornus, Stenbuk, her i Stenbukkens Tegn).</ref> indtil Vinteren begynder at standse, som er det første, man vover sig paa at boe i Telte.

Herom er ofte Disputer. Eftersom nogle holde det sidste Maaneskin, udi Steenbukkens Tegn, for det første efter Solens Vending.

Endeel blive derfore efter Veyrets Beskaffenhed i deres Huuse, indtil midt i April-Maaned.

Udi det fierde Maaneskin veed de, at Ravnene skal have Æg, og at Smaa Sporrene kommer.

Udi det femte er Sælhundenes og Loddernes Tid, at søge under Landet, og endelig udi Slutningen, at Ædder-Fuglene begynder at ligge, tillige ogsaa at Rensdyrene kalver.

Fra den Tid kand de ikke rette dem meere efter Maanen, uden de, som boer paa 59 Latitude, som ogsaa regner det siette.

Fra den Tid sætter de Epocha efter Ædder-Fuglenes Ungers Størrelse og Krække-Beerenes Tiltagelse i Modenhed.

Naar det igien er Tid at begive dem til deres Vinter-Boeliger, mærker de, som ere paa Jagten, af Rensdyrenes Horn, naar de blive skaldede, hvilket skeer først i September-Maaned.

De, som opholder dem ved Søen, haver derimod andre Mærker. Nemlig:

Paa Ternernes Bortfart og Sælhundenes Fædme. Naar de skal pakke deres Telte ind og flytte i Huus, dependerer egentlig af Veyret, dog skeer dette Indtog ved September-Maaneds Udgang.

Og som deres Forretninger bestaaer gandske alleene derudi, at fange Sælhunde, agter de ikke om at inddeele Dagen, førend Solen igien naaer det nederste Mærke i Fieldene.
De, som boer saa langt udi Nord, at Solen ikke nogen Tid sees paa Horizonten, have dog deres Mærker paa Middags Randen udi Fieldene, hvorefter de nogenledes kand giøre deres Gisning.

Naar man ellers spørger Grønlænderne her Syd, hvoraf de saa nøye kand mærke paa Solens Tilbagestigelse, eftersom dens Avance udi en fiorten Dags Tid er saa subtil, at samme ved fri Øyesyn ikke lettelig kand skielles, siger de, at Soelen, naar den vender, skyder i de første Dage røde Ilds-Flunker fra sig, som er Opstigelses Tegn.

Men dette Syns Mærke er nok ligesaa vist, som Degnens, der catechiserede for mig i min Barndom, at Soelen dandsede paa Himmelen, hver Paaske Morgen.

Dagen inddeeler de efter Flod og Ebbe. Men som man veed, at Vandet declinerer nogle Minuter ved hvert Flod-Maal, og saaledes gaaer det til agters for Maanen, saa kand deres Sætning ikke holde over tvende Dage Stand, hvor de atter maa begynde at giøre en nye Inddeeling.

Iblant dem, jeg daglig omgaaes, har jeg undervist, hvorledes de denne Uorden nogenledes kunde regelere, for at beholde en circulair Gang med Maanen.

Udi Chronologien er de gandske ukyndige, eftersom de fleeste neppe veed at tælle til tyve; derfore, naar man spørger et gammelt Menneske, hvor længe det har levet, bestaaer det høyeste Tall man faaer, af tyve Vintere.

Nu omstunder bliver de herudi meere øvede, da de kand sætte en Tids-Epocha fra Superintendents Egedes første Ankomst til Landet.

Fra Gothaabs Plantelse, og siden derefter fra de andre Coloniers Indstiftelser, her imellem haver de andre mindre Periodi, nemlig, fra den Tid, da een eller anden anseelig Kablunak kom til Landet, eller reyste derfra; formedelst deslige indløbne Omstændigheder spørger de nu flittig efter deres Alder, og forundrer sig ikke lidet, at høre saa mange Vintere kand være forløbne.

Udi Genealogien, endskiønt de ikke videre, end af oven anførte kand determinere Tiden, saa ere de dog herudi agtpaagivende, og temmelig godt veed, at giøre Reede for deres Slægt-Stammer, og derfra adskille de udspirende Greene, herover veed de at regne dem i Slægtskab sammen, indtil tiende Leed, og maaskee derover, hvilket er en stor Styrke for mange Fattige.

Endskiønt man af de Grønlandske trykte Relationer gierne kand samle saa meget tilsammen om Grønlændernes Koglerie, hvoraf man kand giøre sig en Begreb om deres Religion, saa vil jeg dog i Korthed føye nogle Anmærkninger dertil, som ere disse: At Grønlænderne ere gandske uovereensstemmende i deres Principia; thi hvad en troer, forkastes og belees af en anden, alt efter deres Genie, og ligesom de finder sig vel derved.

Udi nogle Ting ere de næsten eenige, som bestaaer udi følgende: At, naar de farer paa Hvalfiskefangst, oppynter de sig udi deres stadseligste Klæder, foregivende, at Hvalen vil have Ærbødighed, og ingen Skidenhed kand fordrage.

De af deres Fruentimmere, som imidlertid ere hiemme, maa ogsaa vaske dem og holde Lamperne slukte, og i det øvrige holde sig stille.

Paa Harpunerens Baad for i Stavnen er et slags Amuleta for Lykken, samme bestaaer gierne af en Reve Been-Rad, som vender Snuden<ref>vender Snuden: vendes Sønden.</ref> ud over Stavnen.

Paa Skaftet af Harpunerne er ogsaa fæstet noget, enten en Rype-Kloe eller Ørne-Neb, dog i det sidste ere de foranderlige.

Naar en Grønlænder sælger os noget af Spek- eller Skind-Vahre, skiærer han alletider en liden smule først deraf.

Den Dag Sælhunden er fangen, vil de nødig sælge af dend.

Ere de i Trang, eller meget forliebt paa noget, giør de hundrede Indvendinger; findes der nu en Hex saa nær, bespørger han sig med hende, og haver man da kun, i Fald man lyster, at stikke Kiærlingen et par Sye-Naale i Næven, for at faae hende til at sige, at det ingen onde Følger kand efterdrage.

Kiøber man en heel Sælhund, accorderer de gierne, at Hovedet maa exciperes i Kiøbet; vil man ikke tilstaae dem dette, gaaer mange fra Kiøbet. Men de, som endelig debiterer heele Sælhunden, kand dog ikke bare dem, de jo skal skiære en Rem af Huden, og om ikke andet, saa dog nogle Haar af Trynen.

Paa Rensdyr-Jagten giver de Ravnen Rens-Kiød, fordi de ikke skal skrække Rensdyrene, samme er hos dem en rodfæstet Superstition, alligevel det er meget naturligt, eftersom denne Fugle Art er, at søge efter Rov, og altsaa tier stille for den Tid, de faaer noget at pille paa.

Dette har jeg idelig forestillet dem, hvorover adskillige ogsaa har ladet dem overbeviise.

I det øvrige veed jeg ikke noget, hvorudi deres Principia bliver eens lydende. Thi de differerer for Resten saavidt fra hinanden, at man hører ofte gamle Folk forundre dem over een og anden nye antagen sælsom Meening.

Det er en gammel almindelig Tradition, at Sælhundenes Hoveder ikke maa brækkes, dog seer man mange, som ikke tager i Betænkning, at bryde dem, for desbedre at kunde udslikke Hiernen.

Det er troeligt, hvilket ogsaa nogle fornuftige Grønlændere tilstaaer, at deres Fædre intet andet Sigte har havt dermed, end at lade dem ligge heele uden for deres Boeliger, at andre deraf kunde overbeviises, og see deres Hurtighed og gode Levemaade. Hvilket Angekut har forandret til saadanne Troes Articul:

At Sælhundene bliver skye over, at deres Medbrødres Pander saa nøye anatomeres; at de kand undgaae, ikke at blive borte paa Søen, saa hænger nogle en Baad udi Mignature inde i en af Enderne paa den ordentlige Kajak, som præsenteres med Svær og Puder paa Siderne, for at imodstaae Kantring<ref>Kantring (ældre Form for Kæntring): Kantning.</ref>.

Nogle indhænges en død Sneppe eller Sporre, eller tørret Sild, item smaa Steen og Spaaner, alt eftersom en Hexemester eller Hex foreskriver dem.

Endeel bruger slet intet i Baaden, men vel noget derimod paa Legemet.

Andre igien ingen af Deelene.

Ikke desto mindre, saa viser daglig Erfarenhed, at baade disse, som bruge deslige Amuleta, og de som intet bruger, omkommer i Fleng.

Og har jeg virkelig mærket, at de, som meest har multipliceret deres Amuleta, snarest er ombragt, hvilket er meget naturligt, eftersom Overtroe deriveres nok af en frygtagtig Feighed, der omsider saa dybt indtrykkes i Sindet, at Modet gandske tabes, og derover et saadant Menneske (saa at tale) ligesom med Hænderne i Skiødet overgiver sig godvillig til Fare og Ulykke.

Denne Betragtning udtoner jeg stedse ved alle Leyligheder, og jeg kand med Sandhed sige, at tvende Mænd, formedelst saadan Prædiken, er opdragen fra Fortvivlelsens fæle Afgrund.

Er en Mand meget ulykkelig til sin Fangst, og han kommer i et Giæstebuds-Laug med en Angekok, hvor Verten derimod har været lykkelig, og iblant andre Retter fremsætter Sælhunde-Lever, skiærer Angekok et Stykke deraf, og rækker den Uhældige, der smager og tykker det langsom.

Undertiden forlanger de af os, at kaste med deres Piile, for desbedre derefter at kunde treffe.

Hollænderne lader de blæse paa dem, og behænge Takkerne med noget smaat Gøylerie, hvilket altsammen danck jow Maet<ref>danck jow’Maet: Hollandsk, Takker Dig, Kammerat (Maat), altsaa et Øgenavn for Hollænderne.</ref> for en billig Betaling findes meget villig til.

Hvad i andre Tilfælde deres Liv og Sundhed angaaer at conservere, da betjener de dem dertil af adskillige og mangfoldige slags Amuleta, som alle ville blive for vidtløftig at specificere.

Endeel bruger som en Patron-Rem, nedhængende tvert paa Skulderen til den anden Side, samt et Belte om Livet.

Andre bruger Remmer om Armene oppe over Albuen, men om Halsen hænger det fornemmeste og vigtigste, eftersom derudi gierne er indfattet og indsyet den fornemmeste Medicin, hvilket kand bestaae af Haar, Fiær, Pimpsteen, Fiskeskiel og Fugle-Øyne, saa har jeg ogsaa fundet hos nogle en smule af vore Steenkull. Ræve-Tænder og Ørne-Kløer bruges ogsaa af mange, hvilket nogle foregiver, er for at dæmpe usunde Vædsker, hvorpaa ikke synderligt kand være at sige, efterdi man seer hos os, at Folk bruger Rav, Els-Kloe, item Guld og Blye, for at trække Flod og Usundhed af Legemet.

Og kunde man derfore spørge vore Physici, om ikke Ræve-Tænder og Ørne-Kløer kunde giøre samme Virkning i Grønland.

Nogle iblant os vildfarer ogsaa mange Gange, naar de seer en Grønlænder belagt med forommeldte Bindseler, og derfore tilrettesætter dem for daarlig Overtroe. 

Thi endeel bruger Baand om Halsen med Kløer udi, alleene til Zirat.

Endeel bruger ogsaa Bindseler om Armene og Hænderne, for at mærke, hvorledes de af- og tiltager udi Fædme, og saaledes bliver mange uskyldige Ting giort til Hexerie.

Ligesom ogsaa, naar en Kone lykkelig føder et Drenge-Barn efter et andet, fletter hun nogle Haar sammen i Panden paa sig, der fremvises som et Horn, dette bliver ogsaa lasted, ihvorvel det betyder ikke andet end et Glædes-Tegn, hvis derimod Manden bar et lige saadant slags Prydelse, kunde det give Anleedning til Discours.

Men, at man hos en Kone, som haver et lille Barn, ikke maa drikke af hendes Vandspand, eller tænde Lys ved hendes Lampe, hvoraf de troer, at Barnet fanger Skade, ere Ting, som med sunde Overbeviisninger fortiener at igiendrives.

Hvad deres Betragtninger om Siæle-Læren og de himmelske Ting angaaer, da differerer de endnu allermeest derudi fra hverandre.

At Verden og Menneskerne haver havt en Begyndelse, kand de fleeste give Autores for, men at Verden igien skal blive til intet, derom veed eller kand de ikke sige noget.
Der findes mange Grønlændere, som aldrig troer at have Siæl, men at de bortfarer i Døden som Fæet.

Andre igien troer vel de haver en Siæl, men derhos tænker de, den er af saadan Materie, at den ligesom Legemet kand svækkes, og omsider bortsvinde. Og derfore er det ikke rart, man hører fortælle om en og anden, som haver forlist Siælen, og det, som er allermeest latterligt, at den kand deeles, da man hører hvorledes den eller den har tabt et Stykke af sin Siæl, hvilket de listige Hexemestere bestyrker dem udi, eftersom at deres Plov ved den Leylighed best kand komme til at gaae. Thi der er ingen Curer, hvorfor de bedre lader dem betale, end for at giøre en nye Siæl, eller at flikke noget paa den gamle, men at de dog ikke alletider kand giøre det til gavns, derpaa har man adskillige Exempler, at godt Folk beklager dem at være bedragne.

Det meest Orthodoxo Partie, som er det herskende, troer, at Siælen er et eget Væsen. Disse differerer dog atter igien udi deres Meeninger om dens Herligheder og Rettigheder, samt Forretninger i den anden Verden. Thi, endskiønt Angekok lærer, at udi det Liv skal til Næring for de Afdøde være meere overflødigt af Jagt og Fiskerie, end her paa Jorden, saa dog findes der mange, som tvivler om denne Sags Rigtighed, og statuerer, at Siælen maa være et substantiel Væsen, adskilt fra ald materialsk Grovhed, eftersom de seer Legemerne gandske hos dem at forraadne og blive til intet, og altsaa ingen naturlig Føde kand behøve, men at den næres og fornøyes ved noget andet, som de ikke her kand betyde, eller giøre Reede for, førend de opvaagner derudi.

Afvigte November-Maaned, paa een af mine Handels-Tourer, laae jeg en Morgen paa Brixen hos en Grønlænder og læste udi Monsr. Fontenelles<ref>Fontenelle: Bernard le Bovier Fontenelle (1657—1757), berømt ved sine akademiske Eloges (1708).</ref> Samtale om meere end een Verden; min Sove-Cammerad, Grønlænderen, som var en fornuftig, middel-aldret Mand, blev da meget begiærlig, for at vide, hvad jeg læste, hvilket jeg ogsaa betydede ham.

Derpaa spurte han, om de ikke var de lyksalige Boeliger, hvortil fromme Siæle blive henflyttede, hvorpaa jeg svarede ham til Fornøyelse.

Han fortalte mig da, hvad han erindrede sig at have hørt om Guds Godhed, ihvorvel det var temmelig confus. Jeg repeterede da Buddene for ham, fra det fierde indtil det niende, hvortil han sandfærdig testerede, at have holdet dem fra sin Ungdom, og skulde fremdeeles holde dem, for at nyde Deel med gode Siæle i de lyksalige Boeliger.

Endelig talte jeg med ham om Oprindelsen til det menneskelige Kiøns Elendighed, som han tilforn mange Gange havde hørt; dog forundrede han sig over, at Brøden, kunde være saa stor, og efterdrage saa sørgelige Sviter.

Iligemaade forundrede han sig over de første Menniskers Taabelighed, ved at give sig i Samtale med en Orm. Denne Knude var just ikke saa let at løse for mig, uden at gaae allegorice til verks, og derfore i en Hast maatte gribe til en Anmærkning, som jeg erindrede mig at have læst udi den Allgemeine Welt-Hist.<ref>Allgemeine Welt-Hist. Udkom fra 1746 i Halle, udg. af S. J. Baumgarten.</ref> vierter Theil pag. 8 og 9, som er Supplement til den ersten Theil zweyter Abschnitt pag. 133.

Dette kunde Grønlænderen godt finde sig udi, og blev fornøyet, igientagende stedse de lyksalige Værelser, hvorfore jeg repeterede saa længe for ham de tvende første Vers af Joh. 14, indtil han kunde dem uden ad, hvilket han sagde, stedse at ville erindre sig.

Der findes ogsaa de Grønlændere, som troer, at der er en timelig Lyksalighed efter Døden, hvor de til en Tid skal æde og mætte dem med det lekkerste Kiød, og siden forflyttes hen til gandske stille Værelser, hvilket er ligesom de gamle Nordiske Folk, der troede, at Valhalla varede kun for en Tid.

De giøre ogsaa Forskiel paa Fornøyelsen udi det andet Liv, efter Personernes Værdigheder og Liidelser, som han kand have udstaaet her i Tiden. See den Gr. Nat. Hist. Cap. 19. p. 118.

Derimod paa den anden Side haver de ikkun maadelige Tanker om Taasser, uduelige og onde Mennesker, særdeeles om gamle Hexer, hvilke endeel prognosticerer<ref>prognosticerer = spaaer, varsler.</ref> ikke meget godt, men disse sidste er derfore ikke forlegen, thi de giør dem selv en Himmel, som passer sig hiertelig got efter deres Gout, da jeg har hørt en Hexe fortælle, hvorledes hun allerede havde været henrykket udi hendes tilstundende Himmel, hvilket bestod af et maadeligt Cabinet, hvorinde sad sex Matroner af hendes Battaillon, som levede godt af Klapmuuse-Hoveder, hvoraf der laae fuld under Bænkene, som aldrig kunde opfortæres.

Man maa tilstaae, at samme bliver et synderligt Societet, og en Presentation, som for dens Artigheds Skyld ikke skulde klæde ilde, at udstikke i Kaaber.

Nogle troer ogsaa, at Siælen, strax efter den er opløset fra Legemet, maa udstaae en slags Trængsel eller Skiærs-Ild, førend den naaer de Lyksaliges Stad, see den Gr. Nat. Hist. Cap. 19. pag. 120., og kand man høre, naar een døer i stærk Kuld om Vinteren, hvorledes de beklager den Dødes haarde Reyse, og betiener de sig dertil af Ord, som man kand udtyde paa een nye Frost-Død, og saaledes kalde den anden Død.

Andre derimod troer, at ingen Hindringer meere er i Veyen, saasnart Siælen er udblæst, men at den strax føres til den fuldkomne Herlighed, hvor den endog samme Aften kand accompagnere andre afdøde Godt Folk med at spille Bold i Himmelen, hvilket de meener er det samme, som vi kalder Aurora Borealis, eller Nord-Lyset.

Denne daarlige Indbildning har jeg stedse søgt at borttage iblant dem, jeg har omgaaets, ved at give naturlige Aarsager dertil. Og som de mærker, man haver af Nord-Lysene, om Veyrets Forandring indfalder, meget vissere og kiendeligere Tegn i Grønland, end udi vore Lande, saa ere mange Grønlændere fuldkommelig bleven overbeviiset om, at min Demonstration maa være bygget paa en naturlig uryggelig Grund.

Og om jeg ogsaa et meget lidet har kiget ind i mathematiske Videnskaber, og derover for Tidsfordriv om Aftenen kand sladdre med dem om et og andet, saa faaer jeg idelig Spørsmaal, hvorledes det haver sig med de himmelske Corpores Bevægelse, som vi seer. Item, hvorledes det udi andre Maader staaer til i Himmelen.

Af foranførte kand ellers erfares, hvor meget de differerer fra hverandre udi deres Meeninger om Siælen og det tilkommende Liv.

Hvilket i mine Tanker fornemmelig kommer af de mange Secter, der findes iblant deres Lærere, hvoraf enhver illustrerer Sagen paa sin Maade, og som han faaer Indfald til.

Og haver jeg paa et andet Sted pag. 33. viist Forskiæl paa ægte og uægte Angekoker, saaledes, at en ægte giør alleene godt, da derimod de uægte giør baade ondt og godt, og legger sig efter alle de Scienser<ref>Scienser: Her menes Science, Videnskab.</ref> udi Philosophien, der best tiener til at giøde ham, hvilket man ikke meget forundrer sig over, efterdi man haver mange Exempler af vore Tiders Læger, da man seer en Medicus at agere tillige med Chirurgus, og Apotheker samt Feltskiær-Svend i en Hastighed at forvandles til Doctor Medicinæ.

Maaden, hvorledes een bliver til Angekok, er at læse udi den Gr. Nat. Hist. 19 Capitel. Dog maa jeg føye følgende Anmærkninger dertil:

At mange paa en extraordinair Maade bliver kaldet til Embedet, ved det, at de foregiver, en Angekok har aabenbaret sig for dem. Derimod findes der de, som i lang Tid studerer og informeres efter Reglerne, og kommer dog aldrig til at prakticere, formedelst de ingen Torngak kand faae.

Dette er ogsaa at mærke, at een og anden beskikkes dertil fra Moders Liv, formedelst at Forældrene kand have giort et Løfte, ligesom man læser i Samuels 1ste Bog.

Hos disse mærker man strax i deres Opvæxt en slags Gravitet, der rimer sig til deres høye Fødsel.

Og har vi her strax ved Colonien en saadan ung Person og Candidat af 12 til 14 Aar gammel; den samme er ogsaa udi Klæde-Dragt distingueret fra andre saaledes: At han stedse fra Fødselen af har baaret Buxer og Støvler udi et Stykke. Derimod er Hætten separeret fra Pelsen imod den sædvanlige Maade, ihvorvel Grønlænderne siger, at derfor ingen faste Regler er at følge.

I det øvrige seer ikke Drengen meget lærd ud, i hvad han end vil blive, dog siges der, at han allereede skal have giort god Fremgang i Philosophien, og udi afvigte Høst faaet sin Torngak, kaldet Nerrirsok<ref>Æderen: — Nerrirsok — Nerrersôk, en, der spiser for meget.</ref>, det er Æderen.

Endskiønt Angekok ere dumme og falske Propheter, saa maa man dog tilstaae, at de ere de meest forstandige og artigste blant Nationen, hvilket holder den største Deel af deres Landsmænd i den blinde Indbildning, at de ere miraculeuse og inspirerede Mænd.

Og som jeg har anført paa et andet Sted pag. 33 den Bestandighed, de lader see i at forfægte deres Lærdom indtil den sidste Blodsdraabe.

Bemelte Angekok og Hexemestere ere mindre og meere Fiender og Venner af Missionen.

Da endeel have aldrig det allermindste at sige derimod, om nogen af deres Venner finder Lyst til at eftertænke Guds Ord, og lade sig døbe.

Andre derimod raader heftig derfra, forestillende, at Ordet døder, viser ogsaa af een og anden døbt Grønlænders Exempel, hvor meget de har forværret dem i deres Fangst, siden de antoge Ordet, i hvilket sidste de udi lang Tid ikke har havt synderlig Uret, men samme har reist sig af andre Aarsager, som de ikke har vildet eller kundet indsee.
Dog kand nu omstunder Missionen ved denne Colonie, fornemmelig blant de Mæhriske Brødre, fremvise døbte Grønlændere, der ere saa hurtige udi deres Fangst, som de allerbeste Steder i Landet.

De Hindringer, som findes paa Grønlændernes Side, hvorfore de ikke antager Ordet, bestaaer herudi:

Først, den foranderlige Maade, som de haver Lyst til at søge deres Næring paa, nemlig, ved at flakke og streife fra et Sted til et andet i dette vidtløftige Land, og derfore endnu er alt for vanskeligt at efterfølge dem i alle Vinkler og Vraaer.

Dernæst deres meget slette Skiønsomhed til at indsee dybe Ting med Forstandens Kræfter.

Thi de seer sandeligen meere paa deres Exempel, der staaer i Credit hos dem, end paa de grundige Forestillinger, da de giør og efteraber meere end de prøver og overveyer, og meere antager, end de forstaae at dømme om, saaledes:

Naar en Mand faaer det Indfald, at vil høre Guds Ord og lade sig døbe, følger Moder, Broder, Kone og Børn samme Exempel, uden videre Raisonnement, saa det kand her heede: Hvor et Faar løber til Vands, løber de andre efter.

Endelig kommer hertil, at de frygter for, at deres Børn, som de saa usigelig elsker, skal komme til at lide nogen slags Trang ved Colonien. Item, deres Meening om Missionairernes Foranderlighed, raisonerende saaledes:

Den Præst, som nu er, er en from og skikkelig Mand, men der kand komme en anden, som ikke er saadan sindet, og da bliver det os fortrydeligt at leve.

Hvilken Snak jeg virkeligen kand sige, at have hørt Sneese Gange.

I det øvrige ere Grønlænderne ikke vanskelige at overtyde om Sandheds Kundskab, formedelst at de ingen visse Religions-Sager haver at følge, og dog ønsker deres Siæles Velgaaende efter Døden.

Hernæst er det ogsaa en stor Lykke, at meget faa hades eller foragtes af deres Venner og Landsmænd, efter de ere bievne døbte.

De Hindringer, som derimod findes paa Missionens Side, ere langt vigtigere.

Først, som vi alle veed, den Mangel paa saa mange Lærere, der nogenlunde kunde besætte heele Kysten, for derved at have Leylighed til Omgang med Grønlænderne i alle Vinkler og Huller.

Dernæst den korte Tid, som enhver Missionair opholder sig her i Landet, nemlig i 4 til 6 Aar, i hvilken Tid de fleeste har nok med at lære Sproget, og at omgaaes med Grønlænderne, saa at, naar de først er beqvem til Embedet, expireres deres Tid at reyse hiem.

Den nye Successor er altfor fremmed i alle Ting, og om han endskiønt har lært en Slump Glosser hiemme, og deraf noget efter Ankomsten kand formeere en Composition til en kort Stand-Tale, saa er han dog gandske uerfaren til at omgaaes med Grønlænderne og accommodere dem efter alle Omstændigheder af Sted og Tid, hvilket er en slags Praxis, som neppe kand læres paa 3 eller 4 Aar; thi det er fast ikke at beskrive, hvor nøye Grønlænderne giver Agt paa vore Ord, Gierninger og Fagter, og hvor høyligen de kand støde dem over en ringe Ting, som f. Ex.

Kommer en fremmed Grønlænder til mig, og jeg seer ham for stivt i Øynene, bliver han skamfuld.

Seer jeg derimod slet intet paa ham, tænker han sig at være foragtet.

Leer jeg strax ad ham, tænker han jeg vil raillere med ham<ref>raillere med ham: ralere ham.</ref>.

Viser jeg derimod et alt for ærbar Ansigt, meener han, min Dreng har slaaet et Kruus eller Glas i tu, for hvilket jeg er vred.

Vil jeg ambrassere ham ved Strygen eller Klappen, tænker han jeg er drukken.

Knurrer jeg ad ham, meener han, at jeg er gal, og derfore pakker sig strax, for at undgaae slemmere Følger.

Alt dette kand jeg af egen Erfarenhed best illustrere, da jeg har giort yderlig Exces deraf, og falder nu fra en Extremitet i en anden.

Det første jeg kom her til Landet, var jeg i den flygtigste Ungdoms Alder, og dertil af Naturen hengiven til Ungdoms Spøg, eller rettere at sige, Galenskaber (dog skal aldrig nogen kunde overbevise mig om grove Laster); i det øvrige var min Opførsel som en Arleqvin.

Endeel Grønlændere fandt stor Behag herudi, og kaldte mig den pudseerlige Lars, men andre fandt dem incommoderet derved og talte ilde derom.

Dette mærkede jeg omsider, og som jeg ikke vel kunde fordøye saadan Haanhed, i Besynderlighed, da jeg ved samme Tid avancerede en Grad høyere op i min Tieneste, saa søgte jeg at reformere mine comødiske Grimacer, men Medicinen blev værre end Sygdommen. Thi dens Virkning fermenterede hos mig en slags Bizareri, som nærmede sig meere til Brutalitet end en anstændig Gravitet, og som der fandtes her ved Stedet de, der vare omtrent ligeledes sindede, saa giorde vi i en Hast, ved vores besynderlige Opførsel, noget nær Colonien til en Daare-Kiste, og derfor holt fornøden at forandre min Skikkelse paa nye igien.

Om jeg har nu i mange Aar, siden den Tid, nogenledes truffen den rette Maade at omgaaes Grønlænderne paa, derom maa de af vores Nation dømme, som daglig har været omkring mig.

Dette vil jeg alleene sige, at faa Fremmede have været i større Anseelse.

Jeg siger, at det kraftigste Middel, hvorved Grønlænderne skal vindes, er en fornuftig Omgang, eftersom de seer meere paa Exempler, end paa de grundigste Prædikener.

Naar begge Deele vare tilsammenføyet, kunde det være saa meget desbedre.

Thi den gandske Lov er vel god og hellig, som den staaer, men den haver dog stridige Virkninger. Som f. Ex.

En af vore Missionairer holder en Prædiken i saadan Tone: I Dag: I hører Herrens Røst, da forhærder ikke eders Hierter; omvender eder derfore nu, medens han findes, kalder paa ham den Stund han er nær, etc. Øxen ligger allereede hos Roden af Træet, etc.

Det vil blive forsilde, naar I allerede staaer i Ævighedens Døre, etc.

Derimod holder de Mæhriske Brødre en Prædiken af følgende Indhold:

See! Han er kommen, om hvilken i Bogens Rulle for saa lang Tid siden var talt.

Han, den Hoved-Hiørne-Steen, han er det Guds Lam, som bar Verdens Synder, glæder og fryder eder derover, thi udi ham forkyndes Eder Syndernes Forladelse, i hvad for Synder etc.

Ydmyger eder for ham, og elsker ham, han vil hellige eders Hierter til at elske sig og Brødrene.

Begge Prædikener maa man tilstaae, haver Grund i Guds Ord, dog enhver i sin Orden.

Ikke destomindre holder jeg dog meere med den sidste end den første, over hvilken jeg veed at Grønlænderne forskrækkes, og undslaaer dem derved at høre saadant for ofte.

Jeg vil alleene med faa Ord sige: At de Mæhriske Brødre ikke mindre ved deres fornuftige og sagtmodige Omgang, end ved deres kiærlige Invitation, formedelst Evangelii Freds-Prædiken, haver erhvervet det store Antall af Grønlænderne som vi see dem have.

Jeg vil ikke demonstrere eller forsvare deres Lærdom og Læremaade, efterdi samme er meere end noksom bekiendt.

Jeg vil ikkun alligevel sige: At naar jeg eftertænker, med hvad Nød, Kummer og Foragt de har maattet fremdrage de første Aar her i Landet, og nu efter nogle Aars Forløb har opbygget en smuk liden Kirke eller Forsamlings-Sahl, hvorledes man om Søndagen ved Trompeters Skral seer meere end Tre Hundrede Grønlændere at indstrømme, blant hvilke een tager et blæsendes Instrument, en anden en Violine, den tredie et Cither og saa fremdeeles, hvortil det gandske Chor istemmer Lov- og Takke-Sang:

Saa siger jeg mig at falde i Forundring, efterdi min Fornuft og Sands ingen Reede kand finde hertil, men omsider maa giøre den Slutning: See! Her er meere end Menneskets Finger.




<center>––––––––––––––––––––––</center>





P. S. Til dette ringe Skrift vilde jeg have føyet nogle andre smaa Anmærkninger, nemlig: Hvor Folkerigt Grønland omtrent kand være.

Dernæst om Forbisser-Strat<ref>Forbisser-Strat: Opkaldt efter Søfareren Martin Frobisher, der 1576—78 besejlede det senere efter Davis opkaldte Stræde. F.-Strædet antoges længe, indtil Egede brød med denne Opfattelse, forbinde Vest- med Østgrønland (Medd. om Grønland IX 262).</ref>, som ligger 7 Miile Synden for<ref>Synden for: Synden, for (fra Frederikshaab regnet).</ref>, hvilket daglig sætter mig graae Haar i Hovedet, formedelst mine Handels-Tourer, som bestandig falder i den Egn.

Endelig om lis-Driften her udi Strædet, som altsammen kunde være baade artig og nyttigt.

Men som jeg til deels haver havt Mangel paa Tid til at optegne mine ringe Memoires, saa faaer det beroe til en anden Gang, da jeg imidlertid ogsaa gierne ønskede at kunde faae Leylighed til at indhente nogen Underretning fra de Engelske Strat-Hudsons-Farere, hvorledes de udi Augusti- og September-Maaneder har befundet lisen og Strømmen, saavel under Hudsons-Bay som Terra incognita septentrionalis. Efter hvilken Oplysning jeg havde en bedre Grund til at bygge mine Sætninger paa, hvilke, om de ikke alle vare saa antagelige, kunde der dog findes nogle iblant, som af de Lærde fortiente en nøyere Overveyelse. Hvilket var det, som skulde være beviiset paa efterfølgende Blade.

Men fordi de ikke gandske skal staae ledige, vil jeg med mine Høy-gunstige Læseres Tilladelse udcopiere et Stykke af min Journal, som handler om en lille Recognoscerings-Tour paa lisblinken, forgangen Høst, og følger saaledes:


''Anno 1751, den 28 Augusti'', 

sendte jeg den store Baad ud, for at søge efter Drive-Brænde Norden for Isblinken; med min egen Baad giorde jeg den Geleide indtil denne Side af bemelte lisblink.

Mit Ærende var alleene at divertere mig et lidet med Skøtterie, for derved at faae mig en tilstrækkelig Motion, som jeg haabede, kunde virke en Forandring udi mit svage Legeme.

Men ved den Leylighed havde jeg snart resolveret at giøre en Reyse til Øster-Bøygden over lisfieldet hen, formedelst en nye Opdagelse af en Grønlænder afvigte Julii-Maaned, der havde været saa høyt oppe paa Jagt, at han tydelig sagde sig, at kunde see de gamle Kablunakiske Fielde paa den Østre-Side.

Dette bragte mig, som melt er, udi Bevægelse, at jeg i det mindste, som fordum Moses, havde Lyst til at see Landet, og tog jeg foromtalte Mand med sin Datter, samt trende unge Grønlændere med mig; vi, vil jeg sige, begyndte derpaa at antræde vores Reyse, efter at vi tilforn saa dybt var indkommen i en Fiord ved den Sydre Ende af lisblinken.


''Den 2 Septembr''. 

Om Morgenen tilig bandt vi vore Madposer sammen og videre let Eqvipage til Hvilelye om Natten, derpaa tog Pigen det altsammen paa sin Nakke, hvoraf hun havde en temmelig svær Dragt.

Vi andre tog hver sin Kajak (liden Grønlandsk Baad) paa Hovedet, og vore Flinter over Skulderne, samt en Stav i Haanden, hvorpaa Marchen begyndtes med stor Alvorlighed.

Manden gik foran som Chef og Veyviiser, jeg derimod sluttede ved det bageste Geleed som Sergeant. Den første halve Miil var jevn og god, igiennem en Dal, langs ved Siden af en Elv, og derfore passerede vi samme i en Hast.

Men nu skulde vi over et Field, hvilket ikke alleene var høyt, men ogsaa meget ujevnt, hvorover vi med Baadene paa Hovedet tumlede omkring meere end engang.

Endelig, kort at fortælle, kom vi ved Soelens Undergang paa den anden Side need af Fieldet.

Denne vores Dags-Reyse kunde efter min Gisning ikke beløbe høyere end knap til 1½ Miil, ihvorvel, hvis jeg efter Siællands Maal skulde have taget Penge for Veyen, vilde jeg gandske vist med en god Samvittighed ladet mig betale for 10 Miile; ved dette vores Lager-Sted mødte os en stor Fiord, hvilken ind paa Bonden er en stiv Dags-Reyse for en Kajak-Roere.

I forrige Tider har Grønlænderne kundet fare lige fra Søen af og herind.

Men lisblinken har udi Mundingen ved Tidens Længde overgroet til begge Land-Siderne, paa en halv Miil dybt; herover maa nu Grønlænderne, om de vil derind paa Jagt.

Om Aftenen lagde vi os til Hvile, og derpaa


''Den 3 Sept''. 

om Morgenen, roede vi i vores Kajaker ¾ Miile tvert over Fiorden til den Nordre-Side af Landet, hvor vi lagde vore Fartøyer, bedekket med Steen, ved Strand-Bredden. Herpaa tog vi vores Randsler paa Ryggen, og begyndte vores Marche over Fieldet N. O. ad Landet; om Aftenen naaede vi Faste lisen.


''Den 4 Septembr''. 

Om Morgenen begave vi os ud paa lisen, for at naae den første Bierge-Top, som ligger mit paa lisblinken, hvortil vi havde omtrent en Miil. Veyen dertil var lige saa slet og jevn som paa Kiøbenhavns Gader, Forskiællen syntes mig alleene at her var noget glattete, men derimod havde jeg ikke fornøden at vaade ud til Siderne i Skarnet, af Frygt for at overveltes af Postmesterens Heste og Vogne. En Time efter Soelens Opgang naaede vi Bierge-Toppen; der løb vi op og need den Dag efter Rensdyrene, dog blev der kun et eeneste skudt, heraf fik Grønlænderne nok at æde, men saasom der hverken var Riis, Lyhg eller Græs paa Marken, hvormed man kunde antænde Ild, for derved at faae mig noget kogt, saa maatte jeg tage til min liden Madpose, hvorudi var et Stykke Ost, og nogle Tvebakker, hvorpaa jeg slukkede efter med en Drik Vand.


''Den 5 Septembr''. 

Om Morgenen marcherede vi atter ud paa lisen, for at naae det øverste Field paa lisblinken, kaldet Omertlok, dertil havde vi ogsaa omtrent en Miil, men paa dette Stykke Vey anvendte vi 7 Timer, formedelst lisens Ujevnhed og mangfoldige Sprækker, hvor omkring vi maatte giøre adskillige Kraage.

Klokken 11 kom vi til Fieldet, og efter at vi havde hvilet os ud en Times Tiid, begyndte vi at bestige Toppen, hvilken vi endelig med megen Sved og Møye naaede imod Klokken fire.

Her begyndte vi at falde i Forundring over den store Prospect fra alle Kanter, fornemmelig det vidtløftige lisfield langs Landet, og tvers over til Øster-Bøygden, hvis Fielde var lige som disse, bedækkede med Snee.

I Begyndelsen forekom det mig, at der ikke kunde være over fire til sex Miile derover.
Men da jeg med alle tydelig kunde see Fieldene ved Gothaabs Colonie, som præsenterede dem nok saa store, og betragtede Distancen her imellem, maatte jeg fornufteligen giøre en anden Gisning.

Paa Toppen af Bierget forblev vi indtil Klokken 7 om Aftenen, da jeg imidlertid brugte mine Øyne det beste jeg kunde, baade uden og ved Hielp af Forstørrelses-Glas, og endelig sluttede med en Tale til Grønlænderne, som handlede om de i fordum Dage Øster-Bøygde Beboere, deres saavel legemlige som aandelige Velgaaende.

Imidlertid gik Soelen under, hvorfore vi gik et Stykke need ad Bierget og lagde os til Hvile.

Jeg for min Deel sov ikke meget den Nat, deels formedelst et og andet som løb i Sindet, deels for den haarde Kuld.


''Den 6 Septembr''. 

Om Morgenen ved Soelens Opgang blev jeg strax ved vores Nattelager et Rensdyr var, hvilket blev af mig skudt, og som jeg ikke paa femte Dag havde smagt noget varmt, saa drak jeg en god Portion af det endnu varme Dyrs Blod, hvoraf jeg fandt mig slet intet ilde. Grønlænderne spiiste nu ogsaa en god Froekost deraf, og toge et Stykke Laar med dem, Resten blev liggendes for Himmelens Fugle, eftersom vi ikke, formedelst de besværlige Veye, kunde føre ret meget med os.

Endskiønt jeg gierne havde ønsket, at gaae en Dags Reyse længere ind paa lisfieldet, for nogenledes at giøre en løs Calculation over Distancen, saa dog maatte vi af mange Aarsager være betænkt paa vor Hiem-Reyse, hvoriblant een var meget vigtig, nemlig, at vi gik saa got som Barfodede.

Thi, ihvorvel enhver af os var til Reysen forsynet med tvende par gode Støvler, saa vare de dog nu allereede af lisens og Steenenes Skarphed gandske i tu slidte.

Og som vores medhavende Jomfrue til all Ulykke havde tabt sine Sye-Naale, kunde vi ikke faae noget lappet om os, hvorfore vi bleve meget betuttede, dog trøstede vi hverandre med Latter, naar vi betragtede de nøgne Tæer fremkrybe af Støvlerne.

Men det er sandt, jeg havde nær forglemt, at beskrive den Deel af Øster-Bøygden, som jeg her paa Bierget kunde see og saae; da jeg maa forud have den Ære at sige, at jeg ingen Compas havde med mig, og derfor ingen tilforladelig Peiling kand give. Saa meget er vist:

At Stedet vi stod paa, ligger paa den Bredde af 62° 16 M.<ref>62° 16 M.: 62° 17 M.</ref> derfra omtrent N. O. eller O. N. O. forekom mig de nærmeste Fielde paa den Østre-Side, ihvorvel de vare meget mindre, end de som laae Sydvest over, hvilket jeg sluttede deraf, fordi de vare med mindre Snee bedækkede.

Efter Gisning, hvor Forbisser-Straat ligger, der syntes det eene med det andet saa got som jevnet til en ævig lis.

Og kand jeg neppe sige, om jeg saae to eller tre smaa Hompeler, der kunde betyde Land.

Men derimod N. O. eller maaskee noget længere N. V., som tilforn melt er, der vare Fieldene gandske oprakt over lisen, og paa nogle Hokke af dem var gandske bart for Snee.

I Besynderlighed laae en langagtig Hompel imellem tvende mægtige Fielde, hvis gandske Ryg tonede en ordinair naturlig Land-Farve; og er dette altsaa det vigtigste, som min ringe Pen formaaer at udføre til Oplysning.

At give ellers mit Betænkende over den store lis-Plane, som forhindrer os, at have Communication med Øster-Bøygden da i Henseende til Veyen, troer jeg, det er practicabel, efterdi mig syntes, at lisfieldet er ikke nær saa farlig som man har udraabt det for, og ikke heller Sprekkerne saa dybe, som man har foregivet.

Thi nogle af disse Sprekker kand man gaae udi, som i er Dal, og jeg har i Almindelighed ikke fundet dem dybere end til 4 eller 5 Favne; mange af bemelte Sprekker kand man ogsaa springe over, hvilket vi tidt giorde ved Hielp af vores Gevæhr.

Vel er det sandt, at der findes hist og her Sprekker, som ere efter Øyesyn Bundløse, men disse strækker sig ikke længere, end at de jo kand gienskydes. Men ikke desto mindre bliver det dog impracticabel at reussere udi saadan Reyse, af disse Aarsager, nemlig, at man ikke kand drage saa megen Mund- Portion med sig, hvormed man til saadan Reyse billig burde være forsynet; dernæst den ulidelige haarde Kulde, som jeg holder næsten umueligt, at nogen levende Creaturer kand respirere udi ved idelige mange Nætter at campere paa lisfieldet, thi endskiønt vi havde vor Lager paa Landet, og ingen af os vare just meget kuldskier, og derforuden havde forede Klæder paa, saa dog, lige saa snart vi satte eller lagde os en Times Tid, ville Lemmerne ligesom strax sammenkrympes.

Jeg for min Deel havde til Underklæder tvende gode Trøyer, derover igien en Rensskinds-Pels, om Natten indviklede jeg mig i en skiøn dobbelt foret Kappe, tilligemed indputtede Fødderne i en Pose af Biørne-Skind, men med alt dette var jeg ikke i Stand at kunde holde Varmen.

Jeg kand sige, at af saa mange haarde Vinter Nætter som jeg har camperet paa Marken i Grønland, ingen har af Kulden incommoderet mig saa stærk, som disse første i September- Maaned.


''Den 7 Septembr''. 

Om Natten kom vi igien til Fiorden, hvor vi havde efterladt vores Kajakker.


''Den 8 Septembr''. 

Om Morgenen kom vi over og naaede vore Telte om Aftenen, og kand jeg ikke her forbigaae at melde, med hvilken synderlig Appetit jeg den Aften udtømmede en heel Bouteille Portugis-Viin, hvorpaa jeg sov hen indtil den anden Dag ved Middags-Tider.


''Den 10 Septembr. '' 

Om Aftenen kom jeg igien til Colonien, da min Baadsmand tilforn var kommen med en Ladning Brænde,



''TERSA NAGATA''<ref>Tersa nagata: Grønl tássa naggatâ, det er Slut.</ref>


==Fodnoter==

<references/>

 

==Kilde==

Lars Dalager: ''Grønlandske relationer'', ss. 46-72; genudgivet med indledning ved Louis Bobé, København, 1752/1916
 
</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Lars Dalager]]
[[Kategori:Louis Bobé]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]