Vis kilden til Hávamál (F.W.Horn 1887)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Hávamál]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Håvamål]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Den Højes Tale]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den Höges sång]] !! [[Fil:Faeroysk.gif|32px|link=Nökur örindi úr »Hávamáli« (gamalt eddukvæði)]]
|-
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Hávam&#491;&#769;l]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Den Høies ord (Hǫ́vamǫ́l)]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Havamál]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Håvamål (Den Höges sånger)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Havi-Maal]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den höges ord (NFS)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Den Højes Taler]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den Höges Sång (PAG)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Runatalo þattur Oþins]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Odins höga sånger (AAA)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Af Håvamål (C. A. E. Jessen)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den Höges sång (KL)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Den Højes Sang (F.W.Horn)]] !!  !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Hávamál (F.W.Horn 1887)]] !!  !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Havamaal (FM)]] !!  !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Uddrag af Hávamál]] !!  !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Odins høie Sang (B.C.Sandvig)]] !!  !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Rune-Capitlet (B.C.Sandvig)]] !!  !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Vers af Havamaal]] !!  !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Højsangen (V.B.Hjort)]] !!  !! 
|-
|}


[[Bilde:Odin - Georg von Rosen (1886).jpg|thumb|300px|<center><br>'''Odin''' ''(Georg von Rosen, 1886)''</center>]] 

<center><big>'''[[Eddadigtene]]'''</big>


Oversat af<br>'''[[Frederik Winkel Horn biografi|Frederik Winkel Horn]]'''<br>'''Nordisk Mytologi''', 1887


<big>'''Hávamál'''</big><br>'''Odins Højsang'''</center>


<blockquote>
<br>Træd over ingens 
<br>Tærskel ind, 
<br>før du vel har set dig for, 
<br>skarpt du skue alle Vegne, 
<br>thi ingen véd, 
<br>om Uvenner sidder 
<br>fjælet i fremmed Mands Hal. 
<br>
<br>Hil den gjæstmilde ! 
<br>en Gjæst er kommen, 
<br>sig, hvor han Sæde skal tage; 
<br>ondt er at staa 
<br>ved anden Mands Dør 
<br>og vente paa venlige Ord. 
<br>
<br>Til Varme trænger 
<br>vejfarende Mand, 
<br>kold han kommer til Huse, 
<br>til Mad og Klæder 
<br>maa han vel trænge, 
<br>vidt over Fjæld har han faret. 
<br>
<br>Vand du ham byde, 
<br>før til Bords han gaar, 
<br>Haanddug og høvisk Hilsen, 
<br>venlig Velkomst, 
<br>om værd han det er, 
<br>hør, hvad at sige han har.  
<br>
<br>Til Vid trænger, 
<br>hvo vidt farer, 
<br>lettere lever man hjemme; 
<br>hvo intet véd, 
<br>vorder til Latter, 
<br>naar han blandt kloge kommer. 
<br>
<br>Ingen Mand 
<br>af Mandevid prale, 
<br>hellere varsom han være; 
<br>sjælden times 
<br>den tavse Mén, 
<br>hvor han end kommer til Huse; 
<br>thi bedre Ven 
<br>ej i Verden man faar 
<br>end meget Mandevid. 
<br>
<br>Varsom Gjæst, 
<br>som til Glide kommer, 
<br>tier mer, end han taler; 
<br>han lytter med Øret 
<br>og lurer med Øjet, 
<br>saadan snild Mand ser sig for. 
<br>
<br>Vel det er, 
<br>om vinde man kan 
<br>Vild og Venskab blandt Mænd; 
<br>usikkert er dog, 
<br>hvad anden Mand 
<br>bærer for en i sit Bryst. 
<br>
<br>Sæl er den, 
<br>Bom selv har Vid, 
<br>vel han lider, mens han lever; 
<br>ofte hænder, 
<br>at onde Raad 
<br>avles i anden Mands Bryst. 
<br>
<br>Bedre Byrde 
<br>bærer ingen 
<br>end meget Mandevid; 
<br>mer end Guld 
<br>og Gods det gavner, 
<br>vel det værner fattig Mand. 
<br>
<br>Bedre Byrde 
<br>bærer ingen 
<br>end meget Mandevid; 
<br>værre Byrde 
<br>véd jeg ej 
<br>end for meget Mundgodt. 
<br>
<br>Ej er saa godt. 
<br>som Ordet gaar, 
<br>Mundgodt for Menneskens Børn; 
<br>jo mere man drikker, 
<br>des mindre man véd, 
<br>hvor ens Vid bliver af. 
<br>
<br>Glemsels Hejre 
<br>over Gildebordet 
<br>svæver og stjæler vort Vid; 
<br>den Fugls Fjedre 
<br>fast mig holdt, 
<br>den Gang jeg Gunlød gjæsted. 
<br>
<br>Drukken jeg blev, 
<br>mægtig drukken, 
<br>da jeg til Fjalar fór; 
<br>det bedste, jeg véd 
<br>om Øl at sige, 
<br>er, at Viddet kommer igjen. 
<br>
<br>Tavs og klog 
<br>Kongesøn være, 
<br>og kjæk, naar Strid staar paa. 
<br>Glad og frejdig 
<br>gjæv Mand bier 
<br>paa sin Dødedag. 
<br>
<br>Fejg Mand tror, 
<br>han flyr for Døden, 
<br>om han for Vaaben sig varer. 
<br>Ælde giver ham 
<br>aldrig Fred, 
<br>selv om han slipper for Saar. 
<br>
<br>Taaben glor, 
<br>naar til Gilde han kommer, 
<br>mumler i Skjægget og skuler; 
<br>grant dog ses, 
<br>saa snart han drikker, 
<br>alt, hvad der bor i hans Bryst. 
<br>
<br>Den kun véd, 
<br>som vandrer vide 
<br>og taler med mange Mænd, 
<br>hvad der bor 
<br>i hver Mands Bryst, 
<br>selv om til kloge kommer. 
<br>
<br>Sky ej Hornet, 
<br>men hold dog Maade, 
<br>tal med Forstand eller ti: 
<br>ej til Last 
<br>dig Iægger nogen, 
<br>at tidlig du søger til Sengs. 
<br>
<br>Graadig Mand, 
<br>som ej Maade holder, 
<br>æder sig Ulykke til; 
<br>tit volder Maven 
<br>Tossen Spe, 
<br>naar han blandt kloge kommer. 
<br>
<br>Hjorden véd, 
<br>naar hjem den skal, 
<br>og gaar fra Græsset i Tide; 
<br>uvis Mand 
<br>mættes aldrig. 
<br>kjender ej Maal eller Maade. 
<br>
<br>Uvis Mand 
<br>og ildesindet 
<br>ler ad alt, hvad han hører; 
<br>ej han véd, 
<br>hvad vide han burde, 
<br>at han selv er fuld af Fejl. 
<br>
<br>Uvis Mand 
<br>om Natten vaager 
<br>angst for alt, hvad han hører; 
<br>mødig er han, 
<br>naar Morgenen gryr, 
<br>og alt er end som før. 
<br>
<br>Uvis Mand 
<br>paa hver Mand tror, 
<br>som smiler venlig til ham, 
<br>ej han mærker, 
<br>til Moro han er, 
<br>naar han blandt kloge kommer. 
<br>
<br>Uvis Mand 
<br>paa hver Mand tror, 
<br>som smiler venlig til ham; 
<br>snart dog han mærker, 
<br>naar han mødes paa Thinge, 
<br>at faa forsvare hans Sag. 
<br>
<br>Uvis Mand 
<br>tror alt at vide, 
<br>naar sikker han sidder i Krog. 
<br>lidet han skjønner, 
<br>hvad svare han skal, 
<br>naar med Mænd han mødes. 
<br>
<br>Uvis Mand, 
<br>som mødes med andre, 
<br>holde Tand for Tunge;
<br>ingen véd, 
<br>at han vidløs er, 
<br>mæler han ej for meget; 
<br>hvo intet véd, 
<br>véd heller ej, 
<br>om han for meget mæler. 
<br>
<br>Vís han sig tror, 
<br>om blot han taler, 
<br>skifter med Spørgsmaal og Svar; 
<br>ej dog Daarskab 
<br>dølges blandt Mænd, 
<br>snild Mand snart den ser. 
<br>
<br>Hvo aldrig tier, 
<br>taler for meget 
<br>og taler tit som en Taabe, 
<br>rapmælt Mand 
<br>faar tit at mærke, 
<br>han taler sig Ulykke til. 
<br>
<br>Driv ej Gjæk 
<br>med fremmed Gjæst, 
<br>let er at spotte og le; 
<br>mangen Tosse 
<br>tykkes sig vís, 
<br>om han for Spørgsmaal slipper. 
<br>
<br>Vis tykkes sig den, 
<br>som løber sin Vej, 
<br>naar han en Gjæst har gjækket; 
<br>lidet véd den, 
<br>som lér i Laget, 
<br>om ej han sig Fjender faar. 
<br>
<br>Gjæve Mænd, 
<br>som er gode Venner, 
<br>kives ofte dog ved Kruset; 
<br>altid saadan 
<br>Trætte yppes, 
<br>at Gjæst vredes paa Gjæst. 
<br>
<br>Aarle om Morgenen 
<br>Maaltid man tage, 
<br>fastende gaa ej til Gilde, 
<br>ellers sidder man 
<br>sulten og maaber 
<br>og er træg til at tale. 
<br>
<br>Lang Omvej 
<br>til Uven der er, 
<br>bor han end tæt ved dit Bo 
<br>men til gode Venner 
<br>Gjenvej der er, 
<br>bo de end langt af Led. 
<br>
<br>Gaa man skal, 
<br>ej sidde som Gjæst 
<br>stadig paa samme Sted; 
<br>Ven bliver led, 
<br>om for Iænge han sidder 
<br>bænket ved Vennens Bord. 
<br>
<br>Bedst er eget Bo, 
<br>bor man end trangt, 
<br>Herre man er i sit Hus; 
<br>blot to Geder man har 
<br>og en straatækt Hytte, 
<br>det er dog ej saa tungt som at tigge. 
<br>
<br>Bedst er eget Bo, 
<br>bor man end trangt, 
<br>Herre man er i sit Hus. 
<br>Hjærtet bløder, 
<br>naar bede man skal 
<br>om Mad til hvert Maaltid, 
<br>
<br>Fra sine Vaaben 
<br>ingen vige 
<br>et Fjed, naar ude han færdes; 
<br>ingen véd, 
<br>naar ude han færdes, 
<br>hvornaar han stedes i Strid. 
<br>
<br>Ej fandt jeg saa gjæv 
<br>eller gjæstfri Mand, 
<br>at ej han blev glad ved Gave. 
<br>ej fandt jeg saa gjæv 
<br>eller gavmild Mand, 
<br>at ej han blev glad ved Gjengjæld. 
<br>
<br>Hvo, som har Gods 
<br>og Guld i sit Hus, 
<br>vide det vel at nytte; 
<br>tit spares til Uven, 
<br>hvad man undte sin Ven, 
<br>tit gaar det ej, som man tror. 
<br>
<br>Med Vaaben og Klæder 
<br>din Ven du glæde, 
<br>med de ypperste, du ejer; 
<br>Gaver og Gjengjæld 
<br>gjør Venskab gammelt, 
<br>om alt ellers vender sig vel. 
<br>
<br>Sin Vens Ven 
<br>skal Manden være 
<br>og lønne Gaver med Gaver; 
<br>paa Latter skal han 
<br>med Latter svare, 
<br>paa løs Tale med Løgn. 
<br>
<br>Sin Vens Ven 
<br>skal Manden være, 
<br>hans og hans Vens, 
<br>men ej maa 
<br>en Mand være 
<br>Ven med sin Uvens Ven. 
<br>
<br>Véd du en Ven, 
<br>som vel du tror, 
<br>og vil du, han Gavn skal dig gjøre, 
<br>skift Tanker med ham, 
<br>skift Gaver med ham, 
<br>og gjæst ham tit paa hans Gaard. 
<br>
<br>Har du en anden, 
<br>som ilde du tror, 
<br>og vil du, han Gavn skal dig gjøre, 
<br>fagert skal du tale, 
<br>men falsk tænke, 
<br>svare med Løgn paa løs Tale. 
<br>
<br>End ét om den, 
<br>som ilde du tror 
<br>og mener har Svig i Sinde : 
<br>le med ham 
<br>og listig vær, 
<br>lige for lige ham giv. 
<br>
<br>Ung var jeg fordum, 
<br>ene jeg gik, 
<br>da fór jeg vild paa Vejen; 
<br>rig jeg mig tyktes, 
<br>da en anden jeg traf, 
<br>Mand er Mands Gammen. 
<br>
<br>Gjæv og modig 
<br>Mand har det bedst, 
<br>sjælden Sorg han faar; 
<br>men den fejge 
<br>frygter for alt, 
<br>Gnieren gruer for Gaver. 
<br>
<br>Med mine Klæder 
<br>to Træmænd jeg klædte, 
<br>som jeg paa Marken saa'; 
<br>Karle de tyktes, 
<br>da Klæder de fik, 
<br>nøgen Mand faar Spot og Spe. 
<br>
<br>Fyrren raadner 
<br>som paa Fjældet staar, 
<br>vejrslagen, blottet for Bark; 
<br>saa er og han, 
<br>som Venner ej har, 
<br>hvi skal han Iænge leve? 
<br>
<br>Som Fyr og Flamme 
<br>i Dage fem 
<br>er Venskab blandt utro Venner; 
<br>men kommer den sjette, 
<br>kølnes det brat, 
<br>og Venskabet vendes til Had .
<br>
<br>Ej skal du give 
<br>store Gaver, 
<br>tit faar for lidet man Tak; 
<br>med en halv Lev 
<br>og en liden Slurk 
<br>vandt jeg mig nys en Ven. 
<br>
<br>Smaa Revler, 
<br>smaa Søer, 
<br>smaa ere Menneskenes Sind; 
<br>ej er alle 
<br>ens i Kløgt, 
<br>der er Vlsmænd og Daarer i Verden. 
<br>
<br>Vís til Maade 
<br>hver Mand være, 
<br>ej bør han være for vis; 
<br>de Mænd leve 
<br>Livet fagrest, 
<br>som vel véd, hvad de véd. 
<br>
<br>Vís til Maade 
<br>hver Mand være, 
<br>ej bør han være for vís; 
<br>vís Mands Sind 
<br>vorder sjælden glad, 
<br>naar han er alt for vís. 
<br>
<br>Vís til Maade 
<br>hver Mand være, 
<br>ej bør han være for vis. 
<br>Sin Skæbne skal ingen 
<br>skue forud, 
<br>saa er han friest for Sorg. 
<br>
<br>Branden brænder, 
<br>til brændt den er, 
<br>Lue tændes af Lue. 
<br>Mand vorder klog 
<br>af med Mænd at tale, 
<br>lidet den folkesky véd. 
<br>
<br>Aarle staa op, 
<br>hvo anden Mands 
<br>Liv eller Gods lyster; 
<br>sjælden faar liggende 
<br>Ulv Lam 
<br>eller sovende Mand Sejr. 
<br>
<br>Aarle staa op, 
<br>om faa Folk du har, 
<br>selv du til Arbejdet se; 
<br>meget sinkes, 
<br>naar længe du sover, 
<br>rask Mand er halvvejs rig. 
<br>
<br>Paa tørre Planker 
<br>og Tækkenæver 
<br>holde du rigtig Rede, 
<br>hvor meget Brændsel 
<br>der brændes i Huset, 
<br>paa sligt du nøje se. 
<br>
<br>Toet og mæt 
<br>til Things du ride, 
<br>har du det knapt end med Klæder; 
<br>ingen sig skamme 
<br>ved Sko og Brog, 
<br>ej heller, om Hesten 
<br>har daarligt Huld. 
<br>
<br>Han gaber og glor, 
<br>den gamle Ørn, 
<br>naar over Søen han sejler; 
<br>saa gjør og den Mand, 
<br>som blandt mange kommer, 
<br>hvor faa kun for ham vil tale. 
<br>
<br>Snildt du spørge 
<br>og svare listig, 
<br>om klog du vil kaldes; 
<br>betro dig til én, 
<br>ikke til to, 
<br>alle véd, hvad tre véd. 
<br>
<br>Mand sin Magt 
<br>med Maade bruge, 
<br>om han klog vil kaldes; 
<br>blandt kjække Mænd 
<br>han mærker snart, 
<br>at der er Høg over Høg. 
<br>
<br>Vel bør Mand 
<br>blandt Mænd sig vogte, 
<br>varsomt Venner han tro; 
<br>for de Ord, 
<br>man til andre siger, 
<br>bittert man tit maa bøde. 
<br>
<br>Meget for tidlig 
<br>til mangt Sted jeg kom, 
<br>somme Steds kom jeg for sent: 
<br>Øllet var drukket 
<br>eller end ej brygget, 
<br>ukjær Mand kommer aldrig til Pas. 
<br>
<br>Hist og her 
<br>blev hjem jeg buden, 
<br>om ej Mad til Maaltid var nødig, 
<br>eller om to Skinker hang 
<br>under Vennens Tag, 
<br>naar jeg én havde ædt. 
<br>
<br>Ild er bedst 
<br>for Menneskens Børn 
<br>og lifligst Solens Lys, 
<br>om man ved Huld 
<br>og Helsen er 
<br>og uden Laster lever. 
<br>
<br>Helt usæl er ingen, 
<br>har end han ej Helsen, 
<br>somme har Glæde af Sønner, 
<br>somme af Frænder, 
<br>af Fæ somme, 
<br>somme af hvad godt de gjør. 
<br>
<br>Bedre at leve 
<br>end i Graven at ligge, 
<br>altid faar kvik Mand Ko; 
<br>Ild saa' jeg rase 
<br>hos rig Mand, 
<br>og uden for Døren stod Døden. 
<br>
<br>Halt Mand rider, 
<br>haandløs driver Kvæg 
<br>døv er dygtig i Kamp; 
<br>hellere blind 
<br>end lagt paa Baal, 
<br>død Mand til intet duer. 
<br>
<br>En Søn er bedre, 
<br>om end sent han fødes, 
<br>naar Faderens Liv er ledet. 
<br>Sjælden Bavtastene 
<br>staa ved Vejen, 
<br>om ej Frænde dem rejser for Frænde. 
<br>
<br>To er i én Hær, 
<br>Tungen er Hovedets Bane, 
<br>under hver en Kappe 
<br>en Haand jeg venter. 
<br>
<br>Til Nat sig glæder, 
<br>hvo der har Reisekost nok, 
<br>Ræer række ej langt, 
<br>hurtig Høstnat skifter, 
<br>i fem Dage vexler 
<br>Vejret tit, 
<br>endnu mér i en Maaned. 
<br>
<br>Ej véd den, 
<br>som intet véd, 
<br>at mangen er anden Mands Abe. 
<br>En er rig, 
<br>en anden fattig, 
<br>derfor er han ej at dadle. 
<br>
<br>Fæ dør, 
<br>Frænder dø, 
<br>du skal ogsaa dø, 
<br>men ''den'' Mands Ry 
<br>dør aldrig, 
<br>som Hæder og Ære vandt. 
<br>
<br>Fæ dør, 
<br>Frænder dø, 
<br>du skal ogsaa dø; 
<br>ét jeg véd, 
<br>som aldrig dør: 
<br>Dom over hver, som dør. 
<br>
<br>Fulde Folde 
<br>saa' jeg hos Fitjungs Sønner. 
<br>nu de træde Stavkarls Sti. 
<br>Rigdom er 
<br>som Øjets Blink, 
<br>den vankelmodigste Ven. 
<br>
<br>Om usnild Mand 
<br>ejende vorder 
<br>Gods eller Kvinders Gunst, 
<br>da voxer hans Hovmod, 
<br>men ej hans Vid, 
<br>som en Taabe han brasker og brammer. 
<br>
<br>Det røbes strax, 
<br>naar om Runer du spørger, 
<br>om Runer, som Guderne risted, 
<br>om Tegn, som den gamle 
<br>Taler tegned, 
<br>da baader ham bedst at tie. 
<br>
<br>Ved Kvæld skal Dag du rose, 
<br>Kvinde, naar brændt hun er, 
<br>Glavind, naar vel det er prøvet,
<br>Mø, naar vel hun er gift 
<br>Is, naar du over er sluppen, 
<br>Øl, naar drukket det er. 
<br>
<br>I Vind skal Ved du hugge, 
<br>i Vindstille ro, 
<br>i Mørke med Mø tale — 
<br>mange ere Dagens Øjne; 
<br>af Skib skal fart du kræve, 
<br>af Skjold Værn, 
<br>af Mø Kys 
<br>og af Klinge Hug. 
<br>
<br>Ved Ilden skal Øl du drikke, 
<br>paa Is skride, 
<br>kjøb Hest mager 
<br>og Klinge rusten, 
<br>hjemme du Hest 
<br>og Hund kan fede. 
<br>
<br>Paa Møs Ord 
<br>skal Mand ej lide, 
<br>heller ej paa Hustrus Tale, 
<br>thi paa snurrende Hjul 
<br>blev Hjærtet dem skabt, 
<br>og i Brystet Falskhed kun bor.
<br>
<br>Tro ej bristende Bue, 
<br>brændende Lue, 
<br>gabende Ulv, 
<br>galende Krage, 
<br>gryntende Galt, 
<br>rodløs Gran, 
<br>voxende Bølger 
<br>eller boblende Kjedel. 
<br>
<br>Tro ej flyvende Spyd, 
<br>faldende Bølge, 
<br>natgammel Is, 
<br>ringlagt Orm, 
<br>Bruds Sengetale 
<br>brustent Sværd, 
<br>Kongebarn 
<br>eller Bjørn, som leger. 
<br>
<br>Tro ej syg Kalv, 
<br>selvraadig Træl, 
<br>nyfældet Val, 
<br>Vølves Smiger, 
<br>klar Himmel, 
<br>leende Herre, 
<br>hinkende Hund 
<br>eller Horens Graad. 
<br>
<br>Ingen tro paa 
<br>tidlig saaet Ager, 
<br>tro ej for tidlig din Søn, 
<br>for Ager raader Vejret 
<br>og Vid for Sønnen, 
<br>tvivl paa dem begge to. 
<br>
<br>Sin Broders Morder, 
<br>om paa Vej man ham møder, 
<br>halvbrændt Hus, 
<br>hurtig Hest — 
<br>saa tryg være ingen, 
<br>at han tror paa sligt, 
<br>ej duer Hest, 
<br>om blot én Fod er brudt. 
<br>
<br>Saa er Kvinders Fred, 
<br>er de falske i Hu, 
<br>som paa Glatis at age 
<br>med uskoet Hest, 
<br>fyrrig to Aars, 
<br>utæmmet Fole, 
<br>som i Storm at sejle 
<br>paa rorløst Skib, 
<br>som naar halt paa Fjældet 
<br>skal fange Rén. 
<br>
<br>Lid paa mit Ord, 
<br>jeg livet kjender, 
<br>troløs er Mand imod Mø; 
<br>fagrest vi tale, 
<br>naar falskest vi tænke. 
<br>saadan daares Kvinders Sind.
<br> 
<br>Stort skal man love 
<br>og lokke fint, 
<br>gjælder det Kvinders Gunst, 
<br>med fagre Ord 
<br>hendes Fagerhed pris, 
<br>frir du blot, Ja du faar. 
<br>
<br>Ingen laste 
<br>anden Mand, 
<br>elsker end Mø han mægtig, 
<br>ofte daarer 
<br>Ynde Vismand, 
<br>men Daaren ænser den ej. 
<br>
<br>Ingen laste 
<br>anden Mand, 
<br>for hvad alle øve, 
<br>at vís vorder vidløs, 
<br>volder tit 
<br>Elskovs mægtige Attraa. 
<br>
<br>Kun Sjælen skjønner, 
<br>hvad sig skjuler i Sind, 
<br>den sidder Hjærtet næst; 
<br>ej værre Sot 
<br>for vís Mand jeg véd 
<br>end at leve sit Liv uden Lyst. 
<br>
<br>Det skjønned jeg grant, 
<br>da i Siv jeg sad 
<br>og efter min elskte længtes; 
<br>mer end mit Liv 
<br>var Møen mig værd, 
<br>skjønt aldrig den væne jeg vandt. 
<br>
<br>Billings solklare 
<br>Mø jeg saa' 
<br>sove i Sengen ene; 
<br>ude tyktes mig 
<br>al min Lyst, 
<br>fik jeg ej den fagre Mø. 
<br>
<br>”Kom ved Aften, 
<br>Odin, hid, 
<br>vll du Møen vinde; 
<br>ilde det gaar 
<br>om andre véd, 
<br>hvad vi tvende tales ved”. 
<br>
<br>Bort jeg gik 
<br>glad i Hu, 
<br>lød den lumskes Bud; 
<br>vist jeg vented, 
<br>hun vorde vilde 
<br>min med Sjæl og Sind. 
<br>
<br>Da atter jeg kom, 
<br>jeg uglad saa' 
<br>alle de kjække Kæmper vaagne; 
<br>brændende Blus 
<br>og Fakler de bar, 
<br>farligt var det dér at færdes. 
<br>
<br>Ved aarle Morgen 
<br>igjen jeg kom, 
<br>da Hirden i Hallen sov; 
<br>da fandt jeg en Hund 
<br>i den fagres Sted, 
<br>bunden paa Lejet den laa. 
<br>
<br>Mangen en Mø 
<br>sviger Mænd, 
<br>naar man nøje ser til, 
<br>det blev jeg var, 
<br>da jeg vilde med List 
<br>lokke den lyse Mø; 
<br>den snilde mig havde 
<br>til Haan og Spot, 
<br>og ej hendes Elskov jeg vandt. 
<br>
<br>Glad skal hjemme man være, 
<br>blandt Gjæster munter, 
<br>fro og frejdig i al sin Færd; 
<br>vil vís du kaldes, 
<br>skal vel du mindes 
<br>og tale om alt, hvad du véd: 
<br>en Ærketosse kaldes, 
<br>hvo intet siger, 
<br>derpaa man kjender den dumme. 
<br>
<br>Den gamle Jætte jeg gjæsted, 
<br>nu er fra Gildet jeg kommen, 
<br>lidet Tarv var det der at tie, 
<br>ved mange Ord 
<br>jeg meget vandt 
<br>hist i Suttungs Sale. 
<br>
<br>Gunlød mig gav 
<br>paa Gyldenstol 
<br>en Drik af den dyre Mjød, 
<br>med Lumskhed blot 
<br>jeg lønned den Mø 
<br>for Gammen, hun gav, 
<br>for al hendes Elskov. 
<br>
<br>Rates Mund 
<br>arbejde maatte 
<br>og gnave i Gruset mig Vej; 
<br>over og under mig 
<br>Jætternes Veje — 
<br>Hals og Hoved det gjaldt 
<br>
<br>Drikken jeg vandt, 
<br>og vel jeg den nød, 
<br>Vismand vel finder Vej, 
<br>op jeg slap 
<br>med Odrører 
<br>paa Jorden fra Jætternes Hjem. 
<br>
<br>End jeg tvivler 
<br>om, at atter jeg var 
<br>sluppen af Jætternes Sal, 
<br>om ej Gunlød, 
<br>den gode Mø 
<br>havde hvilt i min Arm. 
<br>
<br>Dagen derpaa 
<br>Thurserne drog 
<br>til den højes Hal 
<br>for om den høje at høre, 
<br>om Bølverk de spurgte, 
<br>om han til Gudernes Bo var kommen, 
<br>eller ham Jætten ihjel havde slaaet. 
<br>
<br>Ed paa Ring 
<br>havde Odin svoret, 
<br>hvo kan lide paa hans Løfter? 
<br>Suttung han sveg 
<br>for Skjaldemjøden, 
<br>og Gunlød han græde lod. 
<br>
<br>-----
<br>
<br>Tid er at tale 
<br>paa Talerstolen 
<br>ved Urds Brønd; 
<br>jeg saa’, og jeg tav, 
<br>jeg saa', og jeg tænkte, 
<br>lytted efter, hvad Mænd mælte;
<br>om Runer jeg hørte 
<br>og Raad, de lagde 
<br>i den højes Hal, 
<br>i den højes Hal 
<br>jeg hørte dem tale saalunde : 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad 
<br>nytte dig vil det, 
<br>i Fald du det nemmer: 
<br>staa ej op om Natten, 
<br>om ej spejde du skal 
<br>eller har andet 
<br>Ærind ude. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nyttigt det vorder dig, 
<br>om du det nemmer: 
<br>ej du sove 
<br>i Sejdkvindes Arm, 
<br>saa i sin Favn 
<br>hun fast dig holder. 
<br>
<br>Let hun volder, 
<br>at lidet du ænser 
<br>Thing eller Høvdings Tale,
<br>ledes ved Mad 
<br>og Mænds Gammen 
<br>og gaar sorgfuld at sove. 
<br>
<br>Jeg raader dig Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer: 
<br>aldrig du daare 
<br>anden Mands Viv, 
<br>lokke hende 
<br>til lønlig Leflen. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om da det nemmer: 
<br>om paa Fjæld eller Fjord 
<br>dig fare lyster, 
<br>mag det saa, 
<br>at paa Mad det ej skorter. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer: 
<br>aldrig du lade 
<br>onde Mænd 
<br>høre, hvad ondt dig er hændt, 
<br>thi aldrig du faar 
<br>af onde Mænd 
<br>Tak, fordi du dem tror. 
<br>
<br>Ond Kvindes 
<br>Ord jeg saa' 
<br>bide gjæv Mand til Blods; 
<br>falsk Tunge 
<br>voldte hans Fald 
<br>med løgn og løs Tale. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer: 
<br>Véd du en Ven, 
<br>som vel du tror, 
<br>gjæst ham tit og gjærne, 
<br>thi højt Græs 
<br>og Ukrudt gror 
<br>paa Veje, hvor ingen vandrer. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer:
<br>lok god Mand 
<br>til Gammenstale. 
<br>tag den Gammen, 
<br>Livet giver. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer: 
<br>vær ej hastig 
<br>til Venskab at bryde, 
<br>har du en Ven dig vundet; 
<br>Sorg æder dit Hjærte, 
<br>om ej til nogen 
<br>du tale tør alt, hvad du tænker. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer:
<br>aldrig skal du 
<br>skifte Ord 
<br>med Taaber og Tosser. 
<br>
<br>Thi af Usling 
<br>aldrig faar du 
<br>Løn, for hvad godt du giver. 
<br>men god Mand 
<br>gjør sin Ven
<br>hædret ved ham at hædre.
<br>
<br>Det er Fostbroderskab, 
<br>naar frit du taler 
<br>til Vennen om alt, hvad du véd; 
<br>intet er værre
<br>end utro Ven, 
<br>ej er den Ven, som altid smigrer. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer: 
<br>spild ej et Ord 
<br>paa ussel Mand; 
<br>tit bedre Mand bier, 
<br>medens slet Mand slaar. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer: 
<br>kan Sko du lave 
<br>og skæfte Spyd, 
<br>sørg saa først for dig selv; 
<br>passer Skoen ilde, 
<br>er Skaftet skjævt, 
<br>strax faar du onde Ord. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer: 
<br>hvad ondt du ser, 
<br>tro det sigtet paa dig, 
<br>og giv ej din Fjende Fred. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne. 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer: 
<br>aldrig du glæde dig 
<br>over det onde, 
<br>men glæd dig over, hvad godt du ser. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer. 
<br>ej i Slag 
<br>op du se 
<br>— Mænd vorde galne 
<br>tit som Galte — 
<br>Trolddom tager mangen Mands Mod. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer: 
<br>om du vil tale 
<br>om Elskov med Kvinder 
<br>og have Held dermed, 
<br>fagert du love 
<br>og løfterne holde, 
<br>ej man ledes ved god Gave. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd du mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer: 
<br>varsom du være, 
<br>men ej for varsom, 
<br>varsomst med Øl 
<br>og andens Mands Hustru 
<br>var dig for det tredje 
<br>for Tyves Rænker. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer: 
<br>aldrig til Haan 
<br>og Latter du have 
<br>Gjæst eller gangende Mand. 
<br>
<br>De, som inde sidde, 
<br>tit ej kjende 
<br>grandt den kommendes Kaar; 
<br>saa god er ingen, 
<br>at han ej har Fejl, 
<br>eller saa ussel, at til intet han duer. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer: 
<br>ad gammel Mands Ord 
<br>du aldrig le, 
<br>tit er det godt, hvad gammel Mand siger, 
<br>fra runkne Læber 
<br>lyder tit 
<br>Ord, som er værd at høre, 
<br>ryster end Gubben 
<br>runken og graa 
<br>og trisser blandt Trællene om. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer: 
<br>krænk ej din Gjæst, 
<br>kast ham ej paa Dør 
<br>godt imod trængende Mand du tage. 
<br>
<br>Stærke Hængsler 
<br>maa Døren have, 
<br>om den for alle skal aabnes; 
<br>giv dog Almisse, 
<br>at ej ønske man skal 
<br>ondt over Liv og Lemmer. 
<br>
<br>Jeg raader dig, Lodfafne, 
<br>lyd mit Raad, 
<br>nytte dig vil det, 
<br>om du det nemmer: 
<br>tag Hjælp, naar du drikker, 
<br>af Jordens Kraft, 
<br>thi Jord hjælper mod Rus, 
<br>Ild mod Sot, 
<br>Eg mod Forstoppelse, 
<br>Ax mod Trolddom 
<br>og Hal mod Hustvist; 
<br>mod Vrede paakalde man Maanen, 
<br>
<br>Runer er gode mod onde Raad, 
<br>Urter mod Saarfeber, 
<br>og Vang skal drikke Væde. 
<br>
<br>Jeg véd, at jeg hang 
<br>i det høje Træ 
<br>Nætter samfulde ni, 
<br>saaret med Spyd, 
<br>til Sejrfader ofret, 
<br>ofret selv til mig selv, 
<br>i det høje Træ, 
<br>hvorom ingen ved, 
<br>af hvad Rod det er rundet. 
<br>
<br>Ej Brød man mig bød 
<br>eller Bæger mig rakte, 
<br>i Dybet jeg spejded, 
<br>Runer jeg spejded, 
<br>nemmed dem klagende 
<br>og faldt saa ned. 
<br>
<br>Ni kraftige Galdre 
<br>jeg nemned af Sønnen 
<br>til Bølthorn, Bestlas Fader, 
<br>og et Drag jeg drak 
<br>af den dyre Mjød 
<br>øst af Odrærer. 
<br>
<br>Saa tog jeg til at trives 
<br>og vís at vorde 
<br>vel tog jeg til at voxe. 
<br>Ord fra Ord 
<br>til Ord mig førte, 
<br>Daad fra Daad 
<br>til Daad mig førte. 
<br>
<br>Runer skal du finde, 
<br>Runer at raade, 
<br>store Stave, 
<br>stærke Stave, 
<br>som den mægtige Taler maled, 
<br>som de raadende Magter risted, 
<br>som den ypperste As har tegnet, 
<br>Odin blandt Aser, 
<br>blandt Alfer Daain, 
<br>Dvalin blandt Dværge, 
<br>Alsvinn blandt Jætter, 
<br>selv jeg nogle risted og raaded. 
<br>
<br>Forstaar du at tegne dem? 
<br>Forstaar du at tyde dem? 
<br>Forstaar du at male dem? 
<br>Forstaar du at magte dem ? 
<br>Forstaar du at bede? 
<br>Forstaar du at blote? 
<br>Forstaar du at sende dem ? 
<br>Forstaar du at stække dem? 
<br>
<br>Bedre ej at bede 
<br>end at blote for meget, 
<br>hver Gave for Gjengjæld er givet; 
<br>bedre intet at sende 
<br>end at sende for meget. 
<br>Saa, ristede Thund 
<br>før Tidens Ophav, 
<br>op stod han dér, 
<br>hvor han atter kom. 
<br>
<br>Sange, jeg kan, 
<br>som ej Kongen véd, 
<br>som ingen i Verden véd; 
<br>Hjælp hedder én, 
<br>og hjælpe den kan 
<br>for Sorg og Sot 
<br>og Smerter alle. 
<br>
<br>Den anden, jeg kan, 
<br>bør hver Mand kjende, 
<br>som lyster Læge at vorde. 
<br>Den tredje jeg synger, 
<br>om nødigt det gjøres 
<br>i Lænker min Fjende at Iægge; 
<br>Sværdene deres 
<br>døver jeg flux, 
<br>saa hverken List eller Vaaben hjælper. 
<br>
<br>Den fjerde jeg synger, 
<br>om fængslet man har 
<br>i Lænker Lemmerne mine; 
<br>da galdrer jeg saa. 
<br>at frit jeg gaar, 
<br>af Fødderne Lænkerne falde 
<br>og Haandjærn af Hænderne mine. 
<br>
<br>Den femte jeg synger, 
<br>om Fjendespyd
<br>jeg ser imod Flokken flyve, 
<br>hvor stærkt det end flyver, 
<br>jeg standser det dog, 
<br>blot jeg med Blikket det naar. 
<br>
<br>Den sjette jeg synger, 
<br>om man sender mig Mén 
<br>i Runer paa vildt Træs Rødder; 
<br>den Mand, som vil 
<br>Mén mig bringe, 
<br>saarer det mer end mig selv. 
<br>
<br>Den syvende synger jeg, 
<br>om Sal jeg ser 
<br>brænde om bænkede Kæmper; 
<br>saa bredt den ej brænder, 
<br>at ej bjærge jeg mægter, 
<br>saa god en Galder jeg véd. 
<br>
<br>Den ottende Sang 
<br>var alle til Gavn, 
<br>om de den naaede at nemme; 
<br>Had, som voxer 
<br>mellem Høvdingers Sønner, 
<br>evner jeg strax at stække. 
<br>
<br>Den niende synger jeg, 
<br>om Nød det volder 
<br>at bjærge min Baad paa Hav; 
<br>flux jeg Vind 
<br>og Vove dysser 
<br>og stiller stormrørt Sø. 
<br>
<br>Den tiende synger jeg, 
<br>om jeg Troldkvinder ser 
<br>lumsk gjennem Luften fare; 
<br>flux jeg volder, 
<br>at vild de fare, 
<br>tabe Ham 
<br>og Hu og Sans. 
<br>
<br>Den ellevte kvæder jeg, 
<br>om jeg til Kamp 
<br>Venner paa Valen skal føre, 
<br>under Skjolde jeg galdrer, 
<br>saa glade de gaa 
<br>trygge i Kampen 
<br>og trygge fra Kamp, 
<br>uskadte gaa de fra alt. 
<br>
<br>Den tolvte jeg synger, 
<br>om i Træ jeg ser 
<br>hængt Mand gynge paa Gren; 
<br>saalunde jeg rister 
<br>Runerne mine, 
<br>at jeg ham tvinger 
<br>at tale med mig. 
<br>
<br>Den trettende kvæder jeg, 
<br>om jeg kaares 
<br>til Stormands Søn at vatne; 
<br>ej da han falder, 
<br>om i Fylking han kommer, 
<br>aldrig for Sværd han segner. 
<br>
<br>Den fjortende synger jeg, 
<br>om jeg for Folket 
<br>tale skal om Aser og Alfer. 
<br>Alle Guder 
<br>grandt jeg kjender, 
<br>alt, hvad kun den vise véd. 
<br>
<br>Min femtende Sang 
<br>Thjodrører sang, 
<br>Dværgen uden for Dellings Døre; 
<br>Kraft gol han til Aser, 
<br>Lykke til Alfer, 
<br>Tanker gol han til Hroptatyr. 
<br>
<br>Den sextende synger jeg, 
<br>naar Elskov jeg søger 
<br>og Møs Vilje vil vinde; 
<br>jeg vender den vænes 
<br>Vilje og Vid, 
<br>saa helt hun mig skjænker sin Hu. 
<br>
<br>Den syttende synger jeg, 
<br>for at først sent 
<br>den favre fra mig skal fare. 
<br>Længe jeg ved, 
<br>Lodfafne, 
<br>savned du Sangene mine. 
<br>Nem dem nu, 
<br>og nyd dem vel, 
<br>fatter du dem, fanger du Lykken. 
<br>
<br>Den attende Sang 
<br>synger jeg aldrig 
<br>for Mø eller Mands Viv — 
<br>bedst er alt, 
<br>som én kun véd, 
<br>saadan jeg slutter min Sang — 
<br>undtagen for hende, 
<br>jeg holder i Favn, 
<br>og for selve min Søster. 
<br>
<br>Nu har du hørt 
<br>den højes Sang, 
<br>her i den højes Hal, 
<br>til Gavn for Mænd 
<br>og til Mén for Jætter, 
<br>Hil ham, som kvad, 
<br>Hil ham, som hørte den. 
<br>Hvo, som den nemmed, 
<br>nyde den vel, 
<br>lykkelig den, som den Iærte!
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Den eldre Edda]]
[[Kategori:Frederik Winkel Horn]]