Vis kilden til Kalve, køer stude

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Kalve, køer stude]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:ETK 04.jpeg|thumb|200px|<center>Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.</center>]]

<center>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|<big>Danske sagn</big><br> som de har lydt i folkemunde]]'''<br><br>

af
'''[[Evald Tang Kristensen biografi|Evald Tang Kristensen]]'''<br>1893


<big>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|Bind II]]'''<br><br>'''[[Dødsvarsler|H. Dødsvarsler]]'''</big>

<big><big>'''7. Kalve, køer stude'''</big></big>

</center>



165. Kirken i ''Glenstrup'' skal være bygget på en kalv. 

''H. A. B''. 


166. To piger gik en aften silde fra ''Salby'' til ''Mesinge''. Da de havde gået en stund, mærkede de, at der var noget bag ved dem, og de så, at det var en blakket kalv. Denne nærmede sig stedse mer og mer, så da de kom op til pladsen foran kirken, gik den tæt forbi den ene og berørte hendes forklæde, hvor efter den forsvandt på kirkegården. Men pigen døde, inden året var omme. 

''A. C. P''. 


167. I en gård i ''Sminge'' er det galt med spøgeri. Beboerne ser ofte en hovedløs kalv. En middagsstund, da en pige lå og sov middagssøvn, løb den inde i kammeret omkring sengen. 

''A. H. Povlsen''. 


168. I en gård i ''Bogense'' på ''Hindsholmen'' kom der en gang en mørkerød kalv ind i bryggerset til pigen, da hun bryggede. Imellem foderloen og høgulvet var der et hul, som ikke på nogen måde kunde tilstoppes; hvad man stoppede i gulvet om aftenen, var taget bort om morgenen. Her mente man, at den mørkerøde kalv havde sin gang, og at den gjennem hullet gik ind til hestene og gjorde dem fortræd. 

''L. Fr''. 


169. Det var en juleaften, der gik en kalv inde i gården i ''Flarup''. Det var ligesom den nys var bleven født, for den var både beskidt og slævret. Så tog drengen en pisk og slog den i. Den rendte da ind i hakkelsehuset. Men så tog kalven drengen, da han endnu kom efter den, lagde ham i hakkelsekisten og skar ham i hakkelse. 

''Joh. Jensen, Mollerup''. 


170. Der var noget, de kaldte ''Gammel-Havreballe'', det var der, ''Havreballegård'' kom til at ligge. Hvem som kom der forbi sådan ved aftenstide, skulde være varsom med ikke at komme til at ride på en hovedløs kalv derfra og ind til ''Horndrup''. Den, der vilde undgå det, skulde vende den indre side ud af sin lue, og var det et fruentimmer, skulde hun vende sit forklæde. Gamle Peder Skrædder påstod, at han havde redet på den kalv mange gange. Mens han var en lille knægt, fik han hans hoved vreden om i nakken en aften, da han fulgte med hans fader inde i ''Elmtkjær''. Det var, förend de kom til ''Bækkekjær'', og så kom han til at se sig tilbage, for da tykte han, der var en stor hvid én, der slog armene ud og ligesom vilde omfavne ham. Så rendte han hen og tog ved hans faders hånd. Næste morgen var hans hoved drejet helt om i hans nakke, så han kunde ikke få det tilbage. Ja, det er nu sandt. Så sendte de bud efter Flab-Rask, og han kunde godt dreje det tilbage, men det tog sædet igjen. Så gik han og Karen Skrædders — det var drengens moder — op med drengen til ''Ovsted kirke'' om natten klokken 12, og tog noget kirkebly og bandt ved hovedet, så kerte han sig. Det er ingen fabel. 

''M. H. og J. B., Lille-Tåning''. 


171. I ''Vejrum'' mellem Holstebro og Struer ligger herregården ''Avsumgård''. Der fortælles, at der fra Avsumgårds vestre markskjel og tværs over marken til östre markskjel om natten omtrent klokken 11 færdedes en hvid kalv. En daglejer, der gik til ''Hjerm'' i arbejde, kom en søndag aften til ''Lillebjærge'' i ''Sir''. Konen spurgte ham da, om han ikke gik til Hjerm om aftenen. Han svarede nej, han vilde ikke gå den vej der ned over ''Kronengene'' om aftenen mere, det var han én gang bleven kjed af. «Nå,» siger så konen, «har du måske også set den hvide kalv, som Bærtel (hendes mand) har snakket om?» Daglejeren fortalte da, at han en aften omtrent klokken 11 gik over markdiget og vilde gå tværs over Avsumgårds mark til en gård i Hjerm, hvor han havde tærskearbejde; og da han kom over diget, kom straks en hvid kalv, som vedblev at følge ham snært i hælene. Han var rigtig nok betænkelig ved en sådan følgesvend, men han skyndte sig at gå for at nå det östre markdige. Da han kom over dette, så han ikke siden den hvide kalv; den var blot anvist sin plads inden for markskjellenes grænser. Om den går der endnu, vides ikke. 

''Kr. Søndberg, Lomborg''. 


172. På vejen mellem ''Byrsted'' og ''Öster-Hornum'', godt en mil sydøst for Nibe, har det ikke al tid været godt at færdes om natten med jordemoderen fra førstnævnte til sidstnævnte by. Et stykke ude på vejen blev vognen så tung, at hestene döjede svært med at trække den. Det blev stedse værre og værre, de pustede og stönnede forskrækkelig og kom dog næsten ikke af pletten. Kusken havde en gang hørt, at det under et sådant tilfælde skulde være godt at gå ud ad stjærten mellem begge hestene så langt, at man lige kunde se foran dem begge. Han prøvede midlet, og straks han havde set forom den sidste af hestene, rullede der en sortbroget kalv fra jordemoderens födder forud af vognen. Fra nu af var der ingen ting i vejen for at kjøre rask. 

''N. K. Pedersen''. 


173. Skovfoged Skjellerup, der døde 1886, har fortalt, at da han omkring ved 1850 var skytte på ''Vejrupgård, Marslev'' sogn, gik han tit om aftenen ud på et engdrag, der var ved haven, for at skyde ænder, og han så da flere gange en sortbroget kalv ligge tæt ind under hegnet ud til haven, men tænkte, at det var møllerens ved siden af, kun undrede det ham, at man lod dyret ligge ude ved den årstid, og han tænkte også på at sige det til folkene. Nu træffer det sig imidlertid sådan, at Skjellerup lånte nøglen til havelågen af gartneren, så han kunde gå igjennem haven og derved spare en omvej, og da, som han en aften står ved lågen ud til marken, som var tæt derved, hvor kalven lå, rejste denne sig op og brød igjennem et bundgjærde (risgjærde fra bunden af) henimod åen, og det med sådan bragen og værre spektakel, som både møllehus og gjærde helt skulde ramle sammen. Skytten blev så ræd, at han først kom til besindelse, da han næsten var kommen igjennem haven; han vendte sig nu om, og kalven stod da rolig i havelågen. Selv havde han ubevidst fået bøssen i hænderne, færdig til skud, og han troede, at alle hårene på hans hoved stod så stive som svinebørster. Han så ikke mere til kalven, men både gartneren og andre så den. Det var almindelig antaget, at det var den gamle møller Trunderup, der gik igjen i denne skikkelse. 

''P. Jensen, Kværndrup''. 


174. For en del år siden var en aften en mand og hans karl fra ''Egebjærg'' ved Svendborg ovre i ''Kirkeby'' hos karlens forældre til pølsegilde. Da de om aftenen gik hjem, gik de igjennem en gyde i Kirkeby, som kaldes ''Bleggyden''. Allerbedst de gik, kom der en skikkelse og mödte dem, den lignede en stor broget kalv. Da de kom lige ud for skikkelsen, greb manden karlen i armen og sagde: «Så du den?» Det skulde manden ikke have gjort; havde han tiet stille, så kunde skikkelsen ikke gjort ham noget, men nu blev han syg; inden de nåede Egebjærg, kunde han mærke sygdommen, og fra den dag af svandt han hen. Da foråret kom, var han så afkræftet, at han næppe kunde bære den tomme såsæk, langt mindre den fyldte. Da blev det rådet ham at rejse hen til den den kloge mand i ''Kokkenborg'' ved ''Hørup'' for at få et godt råd hos ham, og det gjorde han. Den kloge mand rådede, at han tre torsdage i træk om natten klokken 12 skulde gå op på Kirkeby kirkegård, der skulde han afføre sig den skjorte, som han havde på, og iføre sig en anden. Den, han havde båret, skulde han nedgrave i en frisk grav. Når han udførte det, skulde han komme sig. Manden rejste hjem til Egebjærg, gjorde, som det var ham rådet, og inden ret lang tid var han helbredet. Vandringen til kirkegården og arbejdet dér skulde naturligvis være stiltiende. '' (Sml. afd. VI, «Hekseri».)'' 

''Martin Dyrholm, Broager, Sortebro''. 


175. For mange år siden kom min bedstemoder og en anden kone fra arbejde på herregården ''Langesø'', og da de nåede deres hjem, vilde de, da det allerede var ved at blive mørkt, lede en kalv ind, som stod töjret uden for min bedstemoders hus. De gik da hen efter den, men för de nåede den, hørte de, at den løb løs omkring, og at den uheldigvis løb lige ud i en stor törvegrav tæt ved. De fik nu meget travlt med at redde den, og med hver sin stok forsøgte de i lang tid at drive den i land; men den svömmede omkring i vandet, der boblede stærkt, og de kunde kun lige se dens hoved. Til sidst sank den, og de to nabokoner måtte med bedrøvelse gå tilbage igjen. Da nu bedstemoder kom ind og helt forpustet fortalte, hvilket arbejde de havde haft med kalven, men at den desværre alligevel var druknet, blev forbavselsen først stor, da de erfarede, at kalven var hentet ind for over en time siden, og det ganske rigtig viste sig, at den lå veltilfreds og uskadt i stalden. 

Meddelt mig af en kone i Vigerslev.  ''Anton Andersen''. 


176. I en stor eng ved ''Ramsømagle'' er der ofte om natten set en hovedløs kalv. 

''Krist. Jensen''. 


177. I et hus på ''Endelave'' var sönnen en vinteraften gået uden for, og da han kom ind igjen, siger han til sin bedstemoder, der sad i stuen: «Det er da underligt, at vor naboes ko går uden for i aften.» — «Ja, det er vist ikke rigtig,» siger bedstemoder, «tag tællekniven dér, og stik den op over døren.» Sönnen gjorde, som bedstemoderen sagde, og kort efter hørte de noget buldre mod døren, og dette var spøgeri i skikkelse af en ko, men fordi kniven sad over døren, kunde det ikke komme ind. 

''Sören Mand, Tanderup, Samsø. N. P. O''. 


178. Tæt östen for ''Nisgård'' i ''Trunderup, Kværndrup'' sogn, der nu tilhører P. Johansen, lå der for nogle år siden en lille toft, hvor der i sin tid lå et hus, og her i denne gamle have har man senere set en overnaturlig hvid ko gå omkring. Hvorfra den ko skulde hidrøre, véd man nu dog intet om. 

''P. Jensen, Kværndrup''. 


179. Ved ''Hundborg'' degns skal der også være spøgeri. En gang havde de fået en ny pige, der var uvant med det og kom om aftenen løbende ind og spurgte, om hun også skulde malke den sorte ko med det store yver, der stod ude ved stalddøren, for hun vidste jo ikke rigtig, om det var deres. Nej, for Guds skyld, nej, hun måtte ikke røre den, den passede nok sig selv, for de vidste jo, hvad det var. Da hun nu kom ud, stod koen der alligevel, men var nu bleven så stor, 3, 4 gange så stor som för, og yveret og patterne hængte rent ned på jorden. Som hun nu med forbavselse står og ser på denne her ko, bliver den større og større: öjnene som döre, og kroppen nåede til sidst til skyerne, og yveret og alt det øvrige blev derefter. Men da det var blevet så stort, at hun slet ikke kunde se, hvor stort det var længere, svandt det hele hen som af sig selv. 

''P. Uhrbrand''. 


180. Der var en pige i en stor gård, som hver nat så en stor sort stud gå frem og tilbage langs med lademuren, og det så ud, som om der var en hel sti, men om morgenen var der hverken sti eller stud. 

''Kolding-egnen. Karl Jörgensen''. 


181. De har sagt, at der skulde gå en tyr i ''Lem dal'' mellem ''Gimming'' og ''Lem''. En mand, der hed Germand, var ude at lede efter kalve, og a lå tillige med nogle andre drenge for at passe på bæsterne, at de skulde ikke gå ind på Randers mark. De gik løse til sengetiddags, og så kunde vi fæste dem og gå hjem. Da kommer Germand hvællende op af dallet, at der kom noget efter ham i skikkelse som en tyr, og han var nær tagen. Vi fulgte ham til Lem, og dernæst löb vi, hvad vi kunde, hjem til Gimming. Men siden flyttede vi tidlig til nætter, nu turde vi ikke blive ved bæsterne til sengetid. 

''Niels Kristensen, Törring''. 


182. ''Djernæs'' er en stor gård med en mølle ved vest for ''Tisted'', og straks overfor ''Jannerup'' ved den nordre ende af ''Sjörring sö''. Der skal være ført nogle sten dertil fra ''Tvorup kirke'', som er brækket ned for sandets skyld, og den har spøgeriet især hængt sig ved. Det har været slemt inde i stalden. Somme tider farer det midt om natten langs gjennem den hen ad grævningen og ser ud som en sort stud med rødgloende öjne. Studene farer op i deres båse og brøler, så det er forfærdeligt, men ellers gjör det ingen fortræd. 

''P. Uhrbrand''. 


183. På ''Demstrup'' var der en gangen herremand, der var grumme stræng mod sine folk; om det så var juleaften, måtte de tærske. Hver juleaften kommer der nu en blakket stud op i borggården og vender sig der, men nede i laden er der en tærsken og et spektakel, så man aldrig har hørt mage. 

''F. Estrup''


184. Det var vist nok en julenat, a siger til min moder: «Men hvad er det, der ligger på bordet?» Det var ligesom en slagtet ko, huden var afe, og det tog hele bordet for. Hun svarer: «Å skidt, hvad er det for sludder, læg dig nu til at sove.» Hun vidste nok, hvad det var, for der gik slemt spøgeri der i huset, og det gik endog efter min faders tid. De måtte til at flytte huset for det. 

''Kristen Nielsen, Mosehuse''. 


185. En karl i V. fortalte, at da han kom forbi en stor gård ved navn St., så han, at der ud for gården kom en skikkelse slæbende hen imod ham. Han blev meget angst, og alt blev sort rundt omkring ham. Han vidste ikke i sin. angst, hvordan han skulde komme den forbi, men da mindedes han, at hans broder havde sagt, man skulde i et sådant tilfælde bede sit Fadervor. Dette gjorde han, og kom lykkelig forbi. Karlen forsikrede, at det var sandt, og aldrig skulde han gå denne vej mere om aftenen, da skikkelsen stod så klar for ham. Den havde udseende af en mellemting mellem et føl og en kalv. 

''Hans Andersen, Sinding''. 


186. En aften, da en mand og en kone fulgtes ad fra ''Taftebjærg'' til ''Onsbjærg'', skød de gjenvej over en sti på ''Österby mark'' om ved et sted, som kaldes ''Gammelskov''. Da de kom der om ved, så manden, at der skred noget ligesom et kalvehoved foran konens ben, og hver gang hun trådte frem med det höjre ben, var hun nærved at træde på det. Han gav nogle ryk i konen for at trække hende bort fra stien, men det gav hun ikke videre agt på, da hun ikke kunde se noget. Først da de kom hjem, sagde konen: «Jeg syntes, du gav sådanne sære ryk i mig, da vi gik over Gammelskov, hvad skulde det betyde?» — «Det var, fordi der skred noget ligesom et kalvehoved foran dig hele tiden, og hver gang du trådte frem med det höjre ben, var du lige ved at træde på det.» Det havde konen ikke set noget til, men siden den tid gik de aldrig over Gammelskov. 

En anden gang, da samme mand kom fra Taftebjærg og gik til Onsbjærg — denne gang fulgte han vejen — så han to kulsorte heste stå og knubbes eller klø hinanden i manken ved vejen, som går op til ''Bisgård'', og da manden kom dertil, kunde han ikke komme et skridt videre på vejen. Han måtte da gjøre en omvej over marken for at komme forbi dette sted, men da han kom på vejen igjen og var næsten kommen ind til Onsbjærg, mödte han der et stort ligfølge, der drog ud af byen, hele ligskaren drog lydløst forbi ham, og han kjendte dem alle sammen. En anden mand har også mödt en ligskare på samme sted.. 

''Samsø Mikkel Sörensen''. 


187. Lidt sydøst for ''Lyne kirke'' på ''Uldbæk mark'', hvor den støder op til kirkegårdens jord, er der en lille hulning i jorden, som kaldes ''Harpers hul''. Der er det ikke så rigtig fat. Somme har seet en kirkeklokke trimle derfra hen til kirkestien, som går der tæt forbi, og somme har set en kalv, der var ensdan i begge ender. 

''M. Eskesen''. 

 


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Evald Tang Kristensen]]