Vis kilden til Ketil paa Silfrunarstad

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Ketil paa Silfrunarstad]] !!  !!  
|-
|}


[[Fil:Carl Chr. Thv. Andersen.jpg|thumb|200px|<center>Carl Chr. Th. Andersen<br> (1828-1883)</center>]]

<center>'''[[Islandske Folkesagn og Eventyr]]'''<br><br><big><big>'''Ketil paa Silfrunarstad'''</big></big><br>i dansk oversættelse ved<br>Carl Andersen<br>1862</center>




Der boede i længst forsvundne Tider en Bonde paa Silfrunarstad i Skagefjord, hvis Navn ikke vides. Denne Bonde eiede mange Faar, men det er da ogsaa en Jord, der egner sig ypperligt til Faareavl. Han lod gjerne sit Kvæg græsse foran i Fjeldet ved Bessehytten, som Stedet hedder, undertiden dog længere borte, og der gik lang Tid hen, uden at noget Mærkeligt tildrog sig, og han boede saa roligt der i mange Aar.


Da skete det en Juleaften, at Bondens Kvæg kom hjemad forbi Grimshøi, og han ventede, at det hvert Øieblik skulde komme. Han pleiede altid selv at være Hyrden behjelpelig med at lukke Faarene ind; han lod derfor have et Øie med dem, og en god Stund efter, da han antog, at nu maatte de være komne hjem, gik han selv ud, men Faarene vare ikke komne og saaes endnu paa det selvsamme Sted. Bonden sendte da Folk did, for at see til Faarene og drive dem hjem efter, men Hyrden var ingensteds at see, og Natten gik hen, uden at han kom hjem. Bonden blev derfor nødt til at lade en Anden have Tilsyn med Faarene. Man søgte nu efter Hyrden, men han var ikke at finde. I Begyndelsen gjorde man sig mangehaande Gisninger om hans Forsvinden, men det gik dog saa, at lidt efter lidt talte Folk mindre derom, hvilket jo pleier at være Tilfældet, naar der er gaaet nogen Tid.


Nu hændte ikke Noget til næste Juul. Men Juleaften, da Kvæget paa Hjemveien skulde forbi Grimshøi, blev det staaende stille der, og det gik paa samme Viis, som Aaret i Forveien. Bonden blev meget sorgfuld derover, og gjorde sig allehaande Tanker om sine Hyrders Forsvinden; Folkesnakken begyndte igjen om Alt dette, man meente, at dette ikke hang rigtig sammen; Faae vilde paatage sig at vogte Bondens Faar, og det faldt ham saare vanskeligt at faae Folk i sin Tjeneste.


Men om Vaaren fik han en ung Mand i sin Tjeneste, der hed Ketil, var 18 Aar gammel og havde Kraft og Mandsmod i Brystet. Om Høsten overtog han Bevogtningen af Faarene og drev dem paa Græs, som man før havde pleiet. Det lakkede henad Juul. Juleaftens Dag var Veiret smukt og Ketil drev sine Faar paa Engen, som han pleiede. Bonden havde nu i Sinde at see nøiere til, naar de kom hjem, og, saa snart det lod sig gjøre, at see efter, hvorledes Hyrden havde det. Da det begyndte at blive mørkt, kom derfor Bonden udaf Huset og saae efter Faarene, men da han ikke saae Noget til dem, gik han ind igjen. Efter en kort Tids Forløb kom han atter ud, og da vare Faarene komne til Grimshøi. Paa Øieblikket gik man did, men da var Ketil ingensteds at see. Det var et haardt Slag for Bonden, og ikke tyktes ham bedre at miste Ketil, end begge de Andre. Han tænkte da ogsaa fuldt og fast, at for Fremtiden vilde Ingen mere paatage sig at bevogte hans Faar.


Men om Ketil er at fortælle, at da det var hen paa Dagen, drev han sine Faar i en stor og spredt Drift foran sig hjemad langs Fjeldlien. Da han var kommen henimod Grimshøi, saae han en overvættes stor Skabning træde udaf et Indsnit, der findes nedentil i Fjeldet ovenfor Gaarden paa Silfrunarstad; der er nemlig en lille Klippe, ligesom løsreven fra Fjeldlien, hvilken Aabning kaldes »Kløften«. Dette Uhyre styrede henimod Faarene, der angste trak sig tilbage til Ketil. Han saae nu, at det var en overmaade stor Troldkvinde. Hun raabte til Ketil og bad ham om et Faar til Høitiden. Ketil syntes, at Sagen blev noget vanskelig, og han fortalte hende, at disse Faar ikke vare hans, han eiede kun eet Faar, der gik med Pattelam; dem viste han hende, og sagde, at dem maatte hun tage, hvis hun vilde. Hun var ikke længe om at faae fat i dem, knyttede dem sammen ved Hornene og kastede dem over Skulderen. Siden foer hun henimod Ketil, tog ham i sine Arme og vendte tilbage ad samme Vei, hun kom. Da hun var kommen op af Kløften, gik hun langs Fjeldet og tog store Skridt. Ketil indsaae, at det ikke vilde nytte ham noget at forsøge paa at sprælle; thi han kunde neppe røre sig. Hun blev ved at gaae, indtil hun kom til Kløften ved Bolstadsaa, til en stor Fos, som er der nede i Fjeldet. Denne Klippekløft er næsten ufremkommelig. Der gik Troldkvinden ned og ind i en Hule under Fossen. Hun slap Ketil og slængte sin Dragt ned paa Gulvet. Hun bad Ketil om at slagte Faarene og tilberede dem; med dem, sagde hun, vilde hun holde Julegilde for ham og sig selv. Hun satte en Kjedel over Ilden, og kogte i en Fart Maden. Derpaa gav hun sig til at æde med stor Graadighed, og lod Ketil spise med. Hun fortalte ham, at hun havde voldet, at Hyrderne fra Silfrunarstad bleve borte, og at hun i de to foregaaende Aar i Træk var kommen til dem Juleaften og havde bedt dem om at give sig et Faar, hvoraf hun kunde koge sin Juleaftensmad. Men de havde givet hende knubbede Svar og skjældt hende dygtigt ud, og derfor havde hun taget sig af dem. Men nu havde han venligt opfyldt hendes Bøn, og han vilde blive en saare lykkelig Mand, da han dog havde havt Mindre at give af, end Nogen af de to Andre. Hun fortalte ham, at i Blidemaaned (Februar) vilde hans Huusbond afgaae ved Døden; da skulde han overtage Gaarden og nedsætte sig paa den til næste Vaar. Ketil sagde, at han paa ingen mulig Maade kunde overtage denne Gaard; thi baade vare Jorderne store og vanskelige, og han selv havde ingen Midler. Desuden manglede han en Huusholderske og Tjenestefolk. Men hun sagde, at han nok vilde faae Midler i Hænde; thi inden een Maaned vilde hun døe og da skulde han eie Alt, hvad der i hendes Hule fandtes af Penges Værd, og da vilde han ikke mangle Penge til at sætte Bo for paa Silfrunarstad. Men derom vilde hun bede ham, sagde hun, at han saae til hende om en Maaneds Tid og lagde hendes Liig der foran i Fossen, hvis det blot var ham muligt. Hun sagde, at hans Huusbonds Indbo vilde blive solgt den næstkommende Vaar, han skulde da kjøbe deraf, hvad han behøvede, og Penge til at betale med, skulde han hente i hendes Hule. Han skulde fæste de samme Tjenestefolk, der nu vare paa Silfrunarstad, og siden skulde han frie til Præstens Datter paa Havsteens stad. Ketil meente dog, at det vilde vise sig at være et uheldigt Raad, han var jo et stakkels udannet Menneske. Hun bad ham ikke at være bange derfor, »og er her et Belte,« sagde hun, »det skal Du spænde hende om Livet. Det har den Egenskab, at hun fatter Kjærlighed til Dig, naar hun faaer det paa, og da vil Alt gaae godt.« Men Beltet var ogsaa en sjelden Skat.


Ketil vilde nu drage hjem; thi han meente, at hans Huusbond vist var kjed af hans Fraværelse. Men Jettekvinden sagde, at det ikke gjorde noget til Sagen, og bad ham at blive til næste Morgen, og han føiede hende deri. Næste Morgen fulgte hun ham ud af Fossen, viste ham, hvor man kunde gaae ind i Hulen, og lod ham selv prøve derpaa, hvilket lykkedes ham godt. Derpaa bød hun ham Farvel og sagde da, at de to vilde ikke sees oftere; hun ønskede ham al tænkelig Lykke, og sagde, at de fleste Ting vilde gaae ham efter Ønske og at dette var Begyndelsen til hans Lykke. Saa skiltes de med Venlighed; hun gik tilbage til sin Hule, men han skyndte sig af alle Kræfter, for at naae sit Hjem.


Da laa Bonden tilsengs, saa nær var Ketils Forsvinden gaaet ham. Men da Ketil nu kom, bleve Alle glade, især Bonden, der strax stod op af Sengen, og syntes, at han havde faaet ham frelst tilbage fra Helvede selv. Han spurgte Ketil om hvad der havde voldet hans Bortebliven. Men derom vilde Ketil ikke tale Meget, og han omtalte hverken Jettekvinden eller hendes Hule. Siden passede Ketil Faarene, ligesom tidligere.


Efter en Maaneds Forløb gik han ind i Hulen. Da var Jettekvinden død. Ketil førte Ildtøi med sig, tændte Lys og fik hendes Liig udaf Hulen, og han fortalte siden, at aldrig havde han nogensinde bestaaet en slig Kraftprøve før. Han undersøgte derpaa Hulen og fandt en stor Rigdom paa alskens kostelige Ting og Penge, men han lod dog Alt ligge der for det Første.


I Februar Maaned blev Bonden syg, og efter at have ligget tilsengs i en halv Maaned, døde han. Ketil forlangte da Gaarden i Forpagtning, men fik et trevent Srar; thi Eieren ansaae det for den største Taabelighed, at udleie den til ham; men alligevel gav han ikke nogen Anden den i Forpagtning. Det lakkede nu henad Vaaren, og Arvingerne solgte det Meste af Indboet paa Silfrunarstad; Ketil kjøbte en stor Deel deraf og betalte strax ved Hammerslaget. Da havde han allerede fæstet de Fleste af Tyendet paa Gaarden, og nu faldt det ham let at faae den til Leie.


Om Vaaren drog han hen til Havsteensstad, hvor han først traf sammen med Præstens Datter; han gav hende Beltet og spændte det om hende. Derpaa fortalte han sit Ærinde, at han var kommen derhen, for at beile til hendes Haand. Manden tyktes hende smuk og haabefuld, og da nu tillige Beltet tændte Kjærligheden i bendes Bryst, lovede hun ham sit Ja, hvis hendes Fader vilde samtykke deri. Ketil fremførte da sit Frieri for Præsten og bad om hans Datter. Præsten svarede koldt derpaa, og man mærkede da, at han fandt, at Ketil ikke var hans Datter jevnbaaren, han, der kun var en slet og ret Almuesmand. Men paa Grund af, at Ketil nu var bleven rigere, end man tidligere troede han var, og han ellers var en dygtig og særdeles klog ung Mand, lod Præsten sig endelig overtale til at give sit Minde til, at hun fulgte hjem med ham, som hans Huusholderske for denne Sommer; og derom kom man da overeens.


Ketil drog nu hjem med Præstedatteren, og de kom godt udaf det med hinanden om Sommeren. Om Høsten kom hendes Fader, og da blev det Enden paa Raadslagningen, at Ketil fæstede sig Præstens Datter, og om Høsten holdtes deres Bryllup med stor Pragt. De elskede hinanden saare og boede paa Silfrunarstad til deres Alderdom. Ketil havde Lykken med sig i Alt og blev en meget rig Mand, saaat Ingen kunde mindes, at saa rig en Mand tidligere nogensinde havde boet paa Silfrunarstad. Han havde da heller ikke Mangel paa Penge fra Jettekvindens Hule, saalænge han var i Færd med at bringe sit Bo i Orden, og han rettede sig efter hendes Raad i alle Henseender. Denne Fortælling hørte man af hans egen Mund, da han var en gammel Mand, længe har den siden bevaret sig i Folks Hukommelse og har forplantet sig fra Mand til Mand.



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Carl Christian Thorvald Andersen]]