Vis kilden til Ligskarer, man har mødt eller er fulgt med

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Ligskarer, man har mødt eller er fulgt med]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:ETK 04.jpeg|thumb|200px|<center>Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.</center>]]

<center>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|<big>Danske sagn</big><br> som de har lydt i folkemunde]]'''<br><br>

af
'''[[Evald Tang Kristensen biografi|Evald Tang Kristensen]]'''<br>1893


<big>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|Bind II]]'''<br><br>'''[[Dødsvarsler|H. Dødsvarsler]]'''</big>

<big><big>'''22. Ligskarer, man har mødt eller er fulgt med'''</big></big>

</center>



468. Når man møder en ligskare, skal man smide sig ned på vejen eller gå i grøften, ellers bliver man ført af stjærten af ligvognen op til kirkegården. 

''H. F. F''. 


469. En vinteraften færdedes en mand på vejen mellem ''Tårs'' og ''Vrejlev'' kirker. Som han nu allerbedst går, får han öje på en vogn, der kjørte foran ham. «Det er bedre at kjøre end gå,» tænkte manden, hvorfor han skyndte sig at indhente vognen. Han kom nu snart så nær, at han kunde se, der var to personer på vognen, og fire gik ved siden af. Men nu blev han opmærksom på, at der var så underligt stille ved vognen, han kunde ikke høre den mindste vognrummel eller raslen ved hestekoblerne eller noget som helst andet. Nu brød manden sig ikke om at komme nærmere, ti det var en ligskare, der skulde hen at forkynde et menneskes død. Han blev ved at gå bag efter den en stund, så drejede ligskaren om ad en sidevej og forsvandt. 

''Johannes Neve''. 


470. Lige op ad kirkegårdsmuren ligger graverens hus i ''Koldby''. Nu traf det sig en aften, at konen meget sent gik uden for døren, og så da en ligskare drage ind på kirkegården. Hun fik lyst til at se efter, hvad den vilde foretage sig, hvorfor hun gik bag efter hen til porten, på hvilken hun lagde sine arme for i ro og mag at betragte skarens færd, men straks kom én af dem efter hende. Hun blev da forskrækket og løb ind i huset og smækkede døren i efter sig; men skikkelsen tog fat i døren, og konen var ikke i stand til at kunne holde den, hvorfor hun i sin angst kaldte på sin mand, der var gået i seng. Han kom da op og råbte: «I Jesu navn vig bort!» og den forsvandt da straks. Manden forbød nu sin kone en anden gang at gå efter sådant noget. 

''Jens Tunbo ved N. P. Olsen, Selsinggårde''. 


471. Min moder har tit formanet mig til at gå ved siden af vejen ved nattetid, for går én midt ad vejen og kommer imod noget, kommer én op at kjøre, og følges man med nogen, så må én endelig ikke snakke til dem imens, ellers kan man falde af og brække arme end ben. Når én kommer i møde med ligskaren og kommer op, går det så ujævnt, og det er, ligesom én kommer af én vogn og på en anden, og det går så rask med den klyven. Min moder har set liglam, men dem har a aldrig set. 

''Marie Pedersen, N.-Vissing mark''. 


472. Gamle Lars fra ''Fædsted'' var i ''Hygum'', og da han så vilde til at hjem ad om aftenen og var kommen lidt vest for Hygum kirke, hører han, der kommer en vogn kjørende æbag efter. Så gik han lidt til side, og mærkede da, at der var flere vogne. Han bliver standende, til den sidste vogn kommer, og så siger han: «A kunde vel ikke komme op at kjøre til Fædsted?» Der blev ikke svaret, men vognene holdt, og han klatrede op æbag og lod benene hænge tilbage. Da han var kommen til sæde, sagde han: «Nu da i Guds navn, så kan vi kjøre, nu kom a da vel ved.» Så kjørte vognen, og han blev siddende, til han blev helt forfrossen og kold. Omsider tykte han, at vognen holdt, og lav han vilde til at se sig om, da sad han midt på vejen, så det var ikke sært, han var bleven forfrossen. Det var en ligskare, han var kommen i, og han skulde ikke have nævnt Guds navn. 

''Niels Jonsen, Bække''. 


473. En mand, der hed Per, gik en aften hen ad vejen og kom til en ligskare. Folkene på vognene var ene af hans familie og bekjendtere, han kunde godt se, at de var fra ''Tebstrup''. Så sluttede han sig til dem og fulgte med dem ind på ''Ovsted'' kirkegård, men forundrede sig over, at han ikke selv var med, da han sådan kjendte dem. Den gang liget var bleven sat i graven, og alt var ordnet, sagde Per höjt: «Hvem blev her begravet?» Så sagde de hans eget navn. «Det skal ikke ske de første femten år,» svarer han, og det skete heller ikke. Han vidste, hvad tid han så skulde dø, han havde sagt dem det, för han nogen tider døde, og det skete lige på 15-års dagen. 

''Jens Bæk, Lille-Tåning''. 


474. En karl, som kunde se ligskarer, vilde en gang prøve, om hjulene på en sådan kunde skralde ligesom andre vogne, når han rørte ved dem med sin kjæp. Men han fik lov til at følge med i skaren og falde for hver vogn. Han forvandt det ikke i mange dage efter. 

''H. Bering''. 



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Evald Tang Kristensen]]