Vis kilden til Morderen fra Kangilinek (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Morderen fra Kangilinek (Rink)]] !!  !! 
|-
|}


<blockquote>
<center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – I]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1866<br><br><big><big>'''111. Morderen fra Kangilinek'''</big></big><br><br>'''(Fortælling fra Frederikshaab i Sydgrønland)'''</center><br>


Blandt Kangilinekkerne fandtes der en vældig Mand, som udmærkede sig ved Styrke og Behændighed, men ingen vidste, at han ogsaa var en Morder. Engang gik Nikamiutternes eneste Erhverver i Kajak nordpaa, satte over Ikikfjorden, kom til Landet ved Nugatak, og gik langs Kysten vesterud. Der traf han den Stærke, som netop havde begaaet et Drab. Da han tog den Dræbte ud af Kajakken, saae han strax den Kommende, og da denne vilde vende om og flygte, raabte han, at han skulde komme og stikke med i den Døde. Men da denne ikke vilde, af Frygt for at faae Fjender, truede Drabsmanden ham med, at han ogsaa vilde dræbe ham, hvorpaa han strax greb Flugten, for at ile til sit Hjemsted Nikamiut. Den Stærke, som aldrig gav tabt for noget, roede til af alle Kræfter. Da hiin saae sig om, havde han allerede stødt fra Land og satte over Ikik, forfølgende ham, og da han anden Gang saae sig om, havde den Stærke indhentet ham lidt. Naar han kom over Ikik, skulde han omkring et langt Næs. Af Frygt for at blive naaet der, gik han paa Land og slæbte sin Kajak op, hvorpaa Forfølgeren vendte om, da han ikke troede at kunne naae ham, som var behændigere paa Landjorden. Den Flygtende bar sin Kajak tværs over Landet, og da han kom hjem, fortalte han om, hvorledes Kangilinekkernes Kæmpe havde baaret sig ad. Om Natten sov han kun lidt, og endnu før Morgengry sagde han til Qvinderne: »jeg vil ud og forhøre mig om, hvem han har dræbt.« Ved Nattetid drog han derpaa nordefter. Fordum fandtes der flere beboede Vinterpladser i Nærheden af hverandre end nutildags. Han gik fra den ene til den anden og erkyndigede sig, nemlig Ukevinguak, Natlarmiut, Okutalik, Kitorsorsuak, Kitorsanguak, Ivsormiut, Pujamiut, Karsutalik, Karkartok og Umananguak. Da han kom til Ukevinguak og udspurgte de der boende, fortalte de, at der var en gammel Mand, hvis eneste Søn Dagen iforvejen var bleven borte. Han fortalte dem da, at Kangilinekkernes Kæmpe havde dræbt ham, og drog derpaa videre, efterat have betydet dem, at Drabsmanden nok vilde besøge dem, dersom de blot vilde lade som om han var ganske uskyldig. Henad Dagen kom Morderen ogsaa virkelig til Ukevinguak, og da han gik ind i et af Husene, sendte de strax to unge Kajakmænd til de nærmeste Bopladse, for at bede Folk om at være med ved at dræbe Kæmpen. Imidlertid blev denne indbudt til at sove der om Natten, og om Aftenen kom Kajakkerne, medens han sov. De Ankomne skjulte deres Kajakker bag Huset, saa at blot de Kajakker, som tilhørte selve Pladsens Beboere, vare synlige, og derpaa skjulte de sig i et andet Huus. Imidlertid havde den slemme Gjæst lagt sig til Ro, men da han mærkede, at en af de Sovende stod op og gik ud, fik hans Mistanke, laa først og ventede paa, at han skulde komme ind igjen, men reiste derpaa bort før Daggry. Da de nu mærkede, at deres Bytte var undveget, droge alle Kajakkerne ud paa Forfølgelse, idet de roede omkap for at naae ham. Da de to forreste Kajakker fik Øie paa ham, roede de ganske lydløst til med deres Aarer; saaledes kom de uventet bag paa ham, der roede langsomt og ventede paa Dagens Frembrud. Pludselig fastholdt de hans Kajak, ved at stikke Aarerne ind under Kajakremmene baade for og bag, og bortkastede hurtigt alle hans Vaaben, saavelsom hans Aare. Derpaa raabte de til de andre, at nu holdt de ham fast, hvorpaa der blev raabt videre og svaret fra alle Kanter. Kajakkerne kom og omringede Pladsen. Den som skulde stikke først, nemlig den Dræbtes Fader, kom sidst. Han havde ingen andre Vaaben, end en stor Kniv. Med denne roede han frem mellem alle Kajakkerne, og da han kom til ham, løftede han Kniven mod hans Hjertekule, og tænkende paa Sønnens Død, holdt han saaledes Armen opløftet i nogen Tid, for at indgyde ham Skræk, hvorpaa han gjennemborede ham. Da dette var skeet, skiltes de ad, og da den første Kajak havde sat en Piil i ham, hørtes der et Bulder. Derpaa satte ogsaa alle de andre deres Pile i ham, og da han kæntrede, kunde han ikke synke for bare Pile. Derpaa sønderlemmede de ham og kastede Stykkerne til alle Sider, fordi han selv havde forskyldt det. Man siger at Drabet foregik ved Kajantalik, paa Solsiden af Pamiut (Fredrikshaab), paa samme Sted, hvor den Gamles Søn var død.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 305-307.
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]