Vis kilden til Nord i tåkeheimen - Oldtiden før Pytheas


{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Nord i tåkeheimen - Oldtiden før Pytheas]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Nord i tåkeheimen]]'''<br><br>

<big>'''Oldtiden før Pytheas'''</big>

<br>av[[Fridtjof Nansen biografi| Fridtjof Nansen]]

<br>''Med originale illustrasjoner''

<br>Jacob Dybwads Forlag
Kristiania, 1911.</center>




[[File:Taakeheim ill 1.png|thumb|Skib fra den egyptiske Punt-ekspedition, 17. årh. f. Kr. (J. Dümiche)].]]Den tidlige oldtids lærde verden hadde bare dunkle anelser om Norden. Ad folkeveiene opstod langt tilbake handelsforbindelse med nordlandene. De gik kanske tidligst langs elvene i Rusland og Østgermanien til Østersjøen, derefter også langs elvene i Mellemeuropa. Men de oplysninger som ad de veier nådde syd til Middelhavs-landene, måtte gå gjennem mange mellemmænd med forskjellige sprog, og var derfor længe dunkle og uklare.

Hvad oldtidens folk ikke kjendte, utfyldte de med digterisk mytiske forestillinger; og om verdens yttergrænser, særlig mot nord, dannet sig med tiden en hel sagnkreds, som skulde bli grundlæggende for forestillingerne om Jordens nordstrøk gjennem årtusen, langt op i middelalderen, og længe efter at pålidelig kjendskap var vundet, endog ved Nordmændenes færder.

Længe før folkene visste om det var lande og have langt i nord, hadde de som agtet på stjernene, lagt merke til at det var nogen stjerner på nordhimmelen som aldrig gik ned, og det var et punkt på himmelhvælvet som aldrig skiftet plads. Med tiden fandt de også at, når de flyttet nordover, så blev den større den kreds som omgav de altid synbare stjerner, og de så at disse i sin daglige bevægelse fulgte cirkelbaner rundt himmelens faste punkt eller pol. Dette kjendte allerede de gamle Kaldæer. Fra denne iagttagelse lå det nær at slutte at jorden ikke var flat, som den almindelige folkeforestilling gjorde den, men måtte på en eller anden vis være hvælvet, og når en kom langt nok nord så fik en disse stjerner ret over hodet. For Grækerne dannet en kreds gjennem stjernebilledet den Store Bjørn, som de kaldte Arktos, grænsen for de altid synbare stjerner. Den blev kaldt bjørnekredsen, eller den arktiske kreds, og fra himmelen stammer således denne betegnelse for Jordens nordstrøk.

[[File:Taakeheim ill 2.png|thumb|Verden efter Hekataios (Bunbury).]]Efter den almindelige græske forestilling var det landene om Middelhavet og i orienten, som dannet jordskiven eller ''oikumenen'' (den bebodde verden). Rundt denne skive fløt efter de Homeriske sange (Iliaden nedskrevet omkring 900 f. Kr.), den altomfattende elv Okeanos, Jordens ende og himmelens grænse. Denne dyptflytende, i sig selv tilbakestrømmende, utrættelige, og stille rindende flod var alts opgang og undergang, og den var ikke alene Okeanidernes og elvenes far, men var også guders og menneskers ophav. Om denne elvs ytre grænse sies ikke noget sikkert; kanske var det der ukjendte lande av en anden verden, hvorpå himmelen hvilte; ialfald optræder senere, som hos Hesiod, forestillinger om hinsidige lande eller øer, Hesperiderne,  Erythea, og de Saliges Øer, som sandsynligvis sprang fra fønikiske fortællinger. Oprindelig opfattet som en dyptflytende elv, blev Okeanos senere til det alt omsluttende, tomme verdenshav, som var forskjellig fra det kjendte hav (Middelhavet) langs kjendte kyster, om det end hang sammen med det. Herodot (484—424 f. Kr.) er kanske den første som brukte navnet i denne mening; han forkaster bestemt forestillingen om Okeanos som en elv, og at oikumenen skulde være rund, som slåt med en passer, slik som de joniske geografer (jfr. Hekataios) mente. Han holdt det for bevist at jordskiven på vestsiden, og sandsynligvis også i syd, var omflytt av verdenshavet, men sa at ingen kunde vite om det også var tilfælde i nord og nordost. I motsætning til ''Hekataios''<ref>Hekataios fra Milet (549 efter 486) var den joniske skoles mest kjendte geograf. Han tegnet et verdenskart, og sammenfattet Graskernes geografiske forestillinger på den tid.</ref> og de joniske geografer (skolen fra Milet) hævdet han at det Kaspiske Hav ikke var en bugt av det nordlige Okeanos, men var et indelukket hav for sig. Derved fik oikumenen utstrækning ind i det ukjendte mot nordost. Han nævner flere folk som boende længst i nord; men nordenfor dem var øde strøk og utilgjængelige fjelde; hvor langt sier han ikke.

Han lot således spørsmålet uavgjort, fordi han med forskerens ryddende nøkternhet, som på en vis gjorde ham til den fysiske geografis grundlægger, holdt på sikre iagttagelser fremfor usikre spekulationer; og derfor hævdet han at den joniske skoles geografer ikke hadde ført tilstrækkelige beviser for at jorden virkelig var omgit av hav på alle kanter. Men allikevel var kanske hans endelige mening at jordskiven svømte som en ø i Okeanos.

Dette fællesnavn tapte sig snart, og isteden talte man om det Ytre Hav utenfor Herakles's Støtter i motsætning til det Indre Hav (d. e. Middelhavet). Det Ytre Hav blev også efter Atlas kaldt Atlanter Havet. Dette navn findes først hos Herodot. I syd for Asien var Sydhavet eller det Erythraiiske Hav (det Røde og det Indiske Hav). I nord for Europa og Asien var Nordhavet; og det Kaspiske Hav var en bugt af det, efter de flestes mening. Vistnok mente man almindelig at disse have hang sammen; men fællesnavnet Okeanos for dem begyndte først igjen at bli brukt i det 2. århundrede f. Kr.


[[File:Taakeheim ill 3.png|thumb|center|600px|<center>Verden efter Herodots forestillinger (J. Murray).</center>]]


Efter de Homeriske forestillinger var universet nærmest at opfatte som en kule, som av jordskiven og dens grænse Okeanos, var delt i to halvdele: en øvre, lysets halvkule eller himmelen, og en underst, Tartaros, skjult i evig mørke. Hades lå under jorden, og Tartaros var så dypt under Hades som himmelen var over jorden. Den faste himmelhvælving blev båret av Atlas, men hvilte sikkert ytterst ute på Okeanos (eller dets ytre grænse), eller var i det mindste avsnittet derav. Ifølge Hesiod (omkr. 800 f. Kr.) vilde en ambolt som faldt fra himmelen først nå jorden på den tiende dag, og fra jorden vilde den falde i ni dage og ni nætter, og først på den tiende nå bunden av Tartaros. Fra randen av er denne underverden fyldt med tredobbelt mørke, og deri er Titanerne styrtet ned og kan ikke undkomme. Ved denne underverdens rand støter grænserne for jorden, det øde Okeanos, det mørke Tartaros, og den stjerne sådde himmel sammen. Tartaros er et dypt svælg som selv guderne gruer for; på et helt år vilde en ikke kunne gjennemforske det<ref>Jfr. Kretschmer, 1892, s. 41—42. s.</ref>.

Så tidlig finder vi tre forestillinger som endnu to tusen år senere gik igjen i læren om Jordens ytterste grænser, særlig mot nord: 1) det alt omsluttende Okeanos eller tomme verdenshav, 2) sammenstøtet av himmel, hav, land, og underverden ved den ytterste grænse, og endelig 3) det uhyggelige svælg som selv guderne var ræd for at styrte ned i.

Længe efter at de matematiske geografer hadde opfattet jorden som en kule, holdt disse eller beslegtede forestillinger sig. Pythagoras (568 omkr. 494 f. Kr.) var kanske den første som forkyndte læren om Jordens kuleform. Han bygget mindre på iagttagelser end på den spekulative opfatning at kulen var den mest fuldendte form. Før ham hadde Anaximandros fra Milet (611 efter 547 f. Kr.), som tillægges opfindelsen av ''gnomonen'' (skyggekaster, solur) og den første fremstilling av jordskiven på et kart, holdt på at jorden var en cylinder svævende mitt i verdensrummet; den bebodde del var dens øvre runde flate. Hans lærling Anaximenes (fra sidste halvdel av det 6. årh. f. Kr.) mente at jorden var trapetsformet, og båret av luften under, som den presset sammen lik lokket på en vase; mens tidligere Thales fra Milet (640 —omkr. 548 f. Kr.) nærmest holdt på at jordskiven svømte på havet, midt i den hule himmelkule, og at jordskjælv opstod ved vandenes rørelse<ref>Mænd som Empedokles, Leukipp, Heraklit, Anaxagoras, og endog Herodot hyldet den naive anskuelse at jorden var en skive.</ref>.

Parmenidos fra Eleia (omkr. 460 f. Kr.) delte jordkulen i fem soner eller belter, hvorav tre ubeboelige: hetens sone, eller det for brændte belte rundt ekvator, og kuldens to soner mot jordkulens poler. Mellem varmen og kulden var det, på begge sider av det forbrændte belte, to middelvarme soner hvor mennesker kunde bo. Denne deling stammet oprindelig fra de fem soner på himmelen, hvor bjørnekredsen dannet grænsen for de altid synbare, nordlige stjerner, og vendekredsene for den sone hvori solen hersker. Allerede Pythagorads synes at ha overført den på jordkulen, verdensaltets mittpunkt<ref>Jfr. Kretschmer, 1892, s. 99; Berger 11, 1889, s. 36.</ref>. Denne forestilling om Jordens fem beboelige og ubeboelige soner holdt sig helt til henimot middelalderens slut; men samtidig finder en, ofte til langt ind i middelalderen, de nævnte forestillinger om det alt omsluttende tomme ocean, og om oikumenen svømmende som en ø deri. Stundom forekom hinsides dette hav et stort ukjendt fastland av en anden verden, som ingen kunde nå<ref>Jfr. Theopompos (omkr. 340 f. Kr.) i Aelian, Varia, 111, c. 18.</ref>. Ved siden av, om end ikke fremtrædende, levet også troen på det umådelige svælg ved verdens grænse; og det blev til vore forfædres Ginungagap.

Opfatningen av Jordens form og dens ytterste grænser var således litet sammenhængende, og ofte motstridende. Vi må altid, men særlig i de ældre tider, skjelne mellem den videnskapelige verdens anskuelser og den mer almindelige folkemening, hvilke ofte blev blandet håbløst sammen. Og i den videnskabelige verden må vi igjen skjelne mellem de matematisk-fysiske geografer og de historiske, hvilke sidste var mer beskrivende og gik mer efter folks fortællinger og sagn, end efter hvad fysiske iagttagelser lærte.

Den verden som Grækerne virkelig kjendte var i den tidlige tid begrænset i nord av Balkanfjeldene. Disse gav igjen oprindelsen til de mytiske Rhipaiiske Fjelde, som snart blev flyttet længere Rhipaiiske nord eller nordost<ref>Den berømte læge Hippokrates (470—364 f. Kr.) lar Skytien utstrække sig mot nord til Rhipaierne, som uten ende strækker sig like til under den Store Bjørn. Fra dem kommer nordenvinden, som altså ikke blåser længere nord, hvorfor det der måtte være et mildere klima hvor, som senere omtalt, Hyperboreerne bodde. Rhipaierne var blit fuldstændig mytiske, men synes ofte at være sat i forbindelse med Ural, og lagt nord for Skytien, stundom har de også været forbundet med Alperne, eller fjeldene øst for dem.</ref> efterhvert som kjendskapet utvidet sig, og de fjelde og Alperne kom da til at danne nordgrænsen for den kjendte jord. Om hvad som lå længere borte hadde Grækerne meget dunkle forestillinger; der begyndte for dem nærmest de stivnede polarlande, hvor det var så koldt at folkene måtte gå med bukser lik Skyterne; eller også var der et godt klima, da det var nordenfor nordenvinden som kom fra Rhipaierne. Men at virkelige oplysninger om Norden  hadde nådd frem til dem så tidlig som på Odysseens tid, synes at fremgå av fortællingen om Laistrygonerne — som hadde den lange dag, og hvor den ved kveld inddrivende gjæter kunde rope til den om morgenen utdnvende, fordi nattens og dagens stier der ligger hinanden nær og om Kimmerierne ved underverdenens porte, som levet i et tåkeland, ved Okeanos, med uendelig trøstløs nat. Rigtignok ser det ut som at digteren har tænkt sig disse lande mot øst eller nordost, sandsynligvis i Sortehavet; for Odysseus kom fra Laistygonerne til øen Aiaia "ved Morgenrødens boliger og dansepladse og ved det sted hvor solen går op". Og fra Aiaia styrte den græske helt ut i natten og tåken på Okeanos's farlige vande og kom til Kimmerierne<ref>Odysseens (XI, 14) Kimmerier er utvilsomt de samme som de historiske Kimmerier fra trakterne nord for Sortehavet, og som i det 8. århundrede gjorde flere indfald i Lilleasien, og hvis navn holdt sig længe i det Kimmeriske Bosporus. Jfr. Niese, 1882, s. 224, og K. Kretschmer, 1892, s. 7. W. Christ, (1866, s. 131—132) sætter navnet i forbindelse med Kimbrerne på Jylland, hvis navn skulde blit noget forandret ved påvirkning av det fønikiske kamar (= mørk), hvilket kan være tvilsomt; men allerede Poseidonios synes at ha antat Kimmerier og Kimbrer for samme navn (jfr. Strabo, VII, 293), og noget urimelig er det ikke i at de vidt omstreifende Kimbrer kan ha nådd til Sortehavet og været samme folk som Kimmerierne, som netop også ut merket sig ved sine vandringer. Goterne træffer vi jo på lignende vis ved Østersjøen og ved Sortehavet, da vi først støter på dem i literaturen.</ref>, som altså bodde hinsides solopgangen, hyllet i tåker og skyer. Det kan tænkes at det har faldt digteren naturlig at tro at det måtte være nat hinsides solopgangen og henimot nedfarten til dødsriket; men rimeligere er det vel at både den lange dag og mørket og tåken er gjenklang av fortællinger om nordens sommer og lange vinternat, og at disse fortællinger har nådd Grækerne ad veiene langs de russiske elver og over Sortehavet, hvorfor strøkene hvor disse undere fandtes blev henlagt i den retning. Fundet i ganggravene ved Mykene (14.—12. årh. f. Kr.) av perler gjort av rav fra Østersjøen<ref>O. Helm i Danzig har ved kemisk undersøkelse vist at ravet i perlene fra Mykene indeholder 8% ravsyre, og er derfor lik det som findes ved Østersjøen og Nordsjøen, men ulik alt kjendt rav fra sydligere strøk, Sicilien, Overitalien eller andensteds. Jfr. Schuchhardt, 1890, s. 223 f., og Kretschmer, 1892, s. 10.</ref> og endvidere mange ravstykker fra den doriske folkevandringstid (før 10. årh.) fundet ved de sidste års engelske utgravninger av Artemis templet i Sparta<ref>"The Times" for 27. september, 1909, s. 9—10. A. W. Brøgger (1909, s. 239) omtaler et fund fra Korinth av seks hængesmykker av rav, fra stenalderen, som opbevares i Museum für Völkerkunde i Berlin; men han meddeler ikke hvor det er beskrevet. Forutsat at dette er nordisk rav tyder det altså på en endnu ældre forbindelse, hvilket også er sandsynlig.</ref>, gir sikre beviser for at den græske verden hadde forbindelse med nordens strøk, længe før Odysseen blev nedskrevet i det 8. århundrede, selv om dette digts nordlande synes at ha stanset ved en sjøforbindelse som Norden  om Balkanhalvøen forbandt Sortehavet med Adriaterhavet. Kanske kunde vel denne forbindelse være istandbragt ved Ister (Donau) som ialfald senere tænktes at ha utløp både i Sortehavet og i Adriaterhavet. Gjenklang fra fortællinger om nordens mørke vinter og lyse sommer tør vi kanske også finde i Sophokles's tragedie, når det heter at Orithyia blev røvet av Boreas og bortført over


:" . . . hele havets speil, til Jordens rand
:til urnats kilde, der hvor himlens hvelving slutter,
:hvor Phoibos' gamle have ligger."


Skjønt slike billeder kan også skyldes en forestilling om at solen tilbragte natten hinsides strokene i nord.

Efter en forholdsvis sen græsk forestilling var det langt i nord et lykkelig folk, Hyperboreerne. De bodde "under den strålende bane" (den klare nordhimmel), nordenfor den brusende Boreas, så langt at denne kolde nordenvind ikke kunde nå dem, og hadde derfor et herlig klima. De holdt ikke til i huser, men i skoger og lunder. Hos dem var uretfærdighet og krig ukjendt, av alder og sygdom var de urørt, ved det muntre offergilde, med gyldne laurbærgrene i håret, og under sang og zitharklang og ungmøers ringdans, førte de en sorgløs tilværelse i uforstyrret glæde, og nådde en umådelig alder. Når de var mætte av livet styrtet de sig, efter at ha spist og drukket, glade og ombundet med kranser i havet fra en bestemt klippe (hos Meia og Plinius efter Hekataios fra Abdera). Blandt andre egenskaper hadde de evnen til at flyve, og en av dem, Abaris, fløi verden rundt på en pil. Mens de av nogen, særlig joniske geografer, blev lagt til de nordlige landstrøk, nord for Rhipaierne<ref>Damastes fra Sigeum (omkr. 450 f. Kr., og samtidig av Herodot) fortæller at: "hinsides skytterne bor Issedonerne, hinsides disse igjen Arimasperne, og hinsides Arimasperne er de Rhipaiiske Fjelde, fra hvilke nordenvinden blåser, og som aldrig er fri for sne. På den anden side av de fjelde er Hyperboreerne som brer sig ned til havet".</ref>, så fortalte Hekataios fra Abdera (1. halvd. av 3. årh. f. Kr.) som skrev et samlet verk, nærmest roman, om Hyperboreerne, at de bodde langt hinsides de tilgjængelige strøk, på øen Elixoia i det fjerneste nordlige Okeanos, hvor stjernerne synker trætte til hvile, og hvor man ser månen så nær at man tydelig kan skjelne forhøininger på dens overflate. Leto blev født der, og derfor hædres hos dem Apollon høiere end andre guder. Der er et kulerundt <ref>Da kuleformen var den fuldkomneste efter Pythagoreernes opfatning.</ref> vidundertempel, som båret av vinger svæver frit i luften, og som er rikt på offergaver. Til denne hellige ø kom Apollon hvert nittende år, efter nogen kilder kom han gjennem luften i en vogn trukket av svaner. Under sit besøk slog guden selv kitharæn og danset uten ophør fra vårjevndøgn indtil Pleiadens opgang. Boreaderne var arvelige konger på øen, og tillike forstandere for helligdommen; de var efterkommere av Boreas og Khione. Tre kjæmpebrødre, seks alen høie, forrettet prestetjenesten. Når de bragte offeret og sang de hellige hymner til kitharklang, kom det fra de Rhipaiiske Fjelde hele skyer av svaner som omkredset templet, slog sig ned på det, og istemte den hellige sang.

Hvis vi tør tro Aelians fremstilling (Varia III, c. 18; omkr. 200 e. Kr.) så har Theopomp (på Philip av Makedoniens tid) med delt en merkelig omformning av Hyperboreer-sagnet med tilblanding av andre sagn:


<blockquote>"Europa, Asien, og Afrika var øer omflytt av Okeanos; fast land var bare det som lå utenfor denne verden; dets størrelse var umådelig. Dyrene der var store, menneskene ikke alene dobbelt så store, men levet også dobbelt så længe som vi. Blandt de mange store byer var det særlig to større end de andre, og uten likhet med hinanden, de het Makhimos (de stridbare) og Eusebes (de gudfrygtige). Beskrivelsen av den sidstes fredelige indbyggere har de fleste træk tilfælles med Hyperboreersagnet. De stridbare indbyggere av Makhimos derimot blir født med våben, fører altid krig, og undertrykker sine naboer, så at denne ene stad hersker over mange folk, men indbyggerne er ikke mindre end to millioner. De dør vistnok stundom også av sygdom, men det er sjelden, da de for det meste blir dræpt i krig, av stener eller træ (d. e. køller), for av jern kan de ikke såres. Av guld og sølv har de slik overflod at hos dem er guldet ringere i værd end hos os jernet. Engang gjorde de også et tog til vor ø (d. e. Europa), satte ti millioner sterke over oceanet, og kom til Hyperboreerne. Men da de erfarte at disse var de lykkelige på vor jord, og de fandt deres levevis slet, armodslig, og foragtelig, holdt de det ikke for møien værdt at dra længer.

Det bor mennesker hos dem, kaldt Meroper, i mange store byer. Ved grænsen av deres land er et sted som bærer det betydningsfulde navn Anostos (uten tilbakevenden), og ligner et svælg, ''khiasma''. Det hersker der hverken mørke eller lys, men det ligger et tåkeslør av smudsigrød farve derover. Om dette sted flyter to strømme, hvorav den ene heter Hedone (glædens strøm), den anden Lype (sorgens strøm), og ved begge står trær av størrelse som en stor platan. Frugtene på trærne ved sorgens strøm har den virkning at enhver, som spiser derav, blir avpresset så mange tårer, at han i hele resten av sit liv flyter hen i gråt, og dør således. De andre trær som vokser ved glædens strøm bærer en frugt av ganske forskjellig slag. Den som smaker dem, hos ham kommer alle tidligere lyster til ro; endogså hvad han lidenskabelig har elsket kommer i forglemsel, han blir efterhånden yngre, og tilbake lægger de tidligere og allerede gjennemløpne alderstrin i omvendt orden. Fra olding blir han mand, yngling, gut, og så barn, og dermed er han brukt op. Aelian føier til: "Og hvis Khierens (d. e. Theopomp fra Khios) fortælling er troværdig for nogen, så får han troes, men mig synes han at være en mytolog, både i dette og i andre ting".</blockquote>


Det kan ikke være tvilsomt at disse strøk som det her for tælles om, med Hyperboreer, det meget guld, svælget uten tilbakevenden o. s.v. har været tænkt som liggende hinsides havet i nord; og ved skildringen av det stridbare folk fra Makhimos som i store skarer satte over havet mot syd, kunde en jo næsten fristes til at tænke på krigerske nordboer, som blev dræpt med stener og køller, men ikke med jern, kanske fordi de endnu ikke hadde fåt jernet.

Sagnet om de lykkelige Hyperboreer i nord er utsprunget fra en feilagtig folkeetymologi, og det er her blit omtalt så utførlig som eksempel på hvordan geografiske myter kan opstå og utvikle sig<ref>Hyperboreer er først omtalt i digte som med tvilsom ret tillægges Hesiod, men som ialfald vanskelig kan være yngre end det 7. årh. f. Kr. Mytens fulde utvikling findes først hos Pindar (omkr. 470 f. Kr.); men hans Hyperboreer kan ikke opfattes som boende særlig mot nord; deres hjem, hvortil man "hverken over sjøen eller over land finder den underbare sti", lå helst hinsides havet i det fjerne vest, og dit kom den av vinger bårne Perseus på færden til Medusa.</ref>. Navnet har sikkert i sin oprindelige form været betegnelsen for offerbringerne til Apollo-helligdommen i Delfi (kanske også i Delos). De har været betegnet som ''perferoi'' eller ''hyper-feroi'' (overbringere), som igjen i visse nordgræske dialekter har hat formerne ''hyperforoi'' eller ''hyper-boroi'', hvilket så senere ved en feiltagelse blev sat i forbindelse med Boreas, og deres hjem blev følgelig flyttet mot nord, og mange skikke fra Apollo-kultusen fulgte med, (O. Crusius, 1890, sp. 2830). Dette gir også en naturlig forklaring av deres mange egenskaper, deres hellighet, deres flyvefærdighet og pilen (Apollons pil), festmåltider, at de styrter sig fra en bestemt klippe<ref>Denne forestilling kan føres tilbake til Delfi, hvor den som var guden hjemfalden, blev styrtet ned fra en klippe. Noget lignende hændte ved årsfestene for Apollon i Leukas, da den, som var bestemt til offer for at avvende det onde, styrtet sig fra den Leukadiske klippe i havet. Rigtignok pleide man at binde på ofrene alskens fjær og fugler som en faldskjærm, og nedenunder fisket man de nedstyrtede op i båter, og førte dem bort over landegrænsen, som bærere av forbandelsen. Efter nogen skulde det være prestene selv som gjorde dette sprang. Hos Germanerne fandtes, hvis vi tør tro Gautreks saga (jfr. J. Grimm, 1854, s. 486; Ranisch, 1900, s. LXXVII,) en skik, at slegtens gamle, når de var mæt av livet, pleide at kaste sig ned fra en høi berghammer, kaldt ''ætternis stapi'' (ætte-klippen), for at dø uten al sott, og fare til Odin. Som løn for tro tjeneste tok husfaren sin træl med sig i spranget, for at han også kunde komme dit. Efter at Skapnartungr hadde utdelt arven, blev han og hans hustru ført til klippen av barnene, og de for glade og muntre til Odin. Dette minder sterkt om de glade Hyperboreer. Thietmar av Merseburg (omkr. 1000 e. Kr.) har et lignende sagn om ætte-klipper. Det er sandsynlig at Germanerne langt tilbake, lik mange andre folk, f. eks. Eskimoene, har hat for skik at ta livet av de gamle og ubrukelige, eller at disse har tat livet av sig selv, f. eks. ved at styrte sig i sjøen, som endnu forekommer hos Eskimoene. Derimot synes det mer tvilsomt om det har været slike ætte-klipper; det kan tænkes at denne forestilling er literær, og oprindelig stammer fra den Delfiske eller Leukadiske Klippe, som gjennem Hyperboreer-sagnet er gåt til de romerske forfattere Meia og Plinius, og derfra videre til de middelalderske og til nedskriveren av Gautrek-sagæn. I Sydsverige har man ment at kunne påvise flere slike ätte-stupar, men de synes alle at være av yngre dato, og kan igjen være dannet ved denne saga.</ref> o. s. v. som alt stammer fra Apollo-dyrkelsen. Appolonios fra Rhodos (omkr. 200 f. Kr.) fortæller at efter Kelternes sagn (i Norditalien?) var ravet opståt av Apollons tårer som han utgjøt i tusener dengang han kom til Hyperboreernes hellige folk og forlot den strålende himmel. Da Grækerne efter Alexanders tog blev kjendt med den indiske sagnverden, blev Indernes sagnland, ''Uttara Kum'', hinsides Himalaia, naturlig sat i forbindelse med Hyperboreer-landet. "Dette land er ikke for koldt, ikke for varmt, fri for sygdomme; kummer og sorg er der ukjendt; jorden er uten støv og er vellugtende; elvene strømmer i leier av guld, og isteden for småsten ruller de perler og edelstener".

Den mytiske sanger Aristeas fra Prokonnesos (i 6. årh.?) som skulde ha skrevet digtet "Arimaspeia" skal (efter Herodot) ha trængt ind i Skyternes land til det nordligste folk, Issedonerne. Disse fortalte om de enøiede, langhårede Arimasper, som bodde endnu længer nord ved verdens ytterste ende og foran den hule hvorfra Boreas stormer frem. Ved deres nordgrænse bodde Griffene, løveagtige uhyrer med ørnevinger og ørneneb<ref> De kan være de arkitektoniske figurer på taket av templet i Delfi, som er flyttet nordover sammen med Hvperboreerne. I Delfi tænktes de vel nærmest som vogtere for tempelskattene.</ref> ; de var vogtere for guldet som jorden selv sender ut. Men endnu længere nord like til havet var Hyporeerne.

Men den lærde Herodot (omkr. 450 f. Kr.) tvilte på at Hyperboreerne bodde nordenfor Boreas; for, sa han, hvis det findes folk nordenfor nordenvinden, så findes det også folk søndenfor søndenvinden. Han trodde heller ikke på Skyternes fortællinger om Gjeteføtinger<ref>Førestillingen har været forklaret som stammende fra beretninger om folk med bukser av gjeteskind.</ref> og Langsovere høit i nord. Likeså litt som denne tviler trodde at luften over Skyterne var fyldt med fjær, som hindret alt syn og gang; det var, mente han, stadige snefald som Skyterne beskrev slik. Derimot trodde han på Amazonerne, men de bodde ikke langt i nord som senere forfattere mente.

Forestillingen om Langsoverne, som sov i seks måneder, kan vel stamme fra sagnagtige fortællinger om nordens lange vinternat, hvis længde ved teoretiske spekulationer er blit sat til seks måneder som så er blit blandet sammen med fortællinger om at folkene i Skytien sov en stor del av vinteren, hvilket den dag idag bønderne skal gjøre i visse dele av Rusland, hvor de halvveis ligger i hi. Den mulighet synes heller ikke utelukket, at det kan være fortællinger om dyrs, f. eks. om bjørnens vintersøvn, som er blit overført på mennesker.

Senere lærde geografer har, trods Herodots tvil, hat det travlt med at anvise de nordlige Hyperboreer boplads i det ukjendte. Den videnskabelige geografis grundlægger Eratosthenes fra Kyrene (275—195 f. Kr.) fandt at Herodots måte at motbevise Hyperboreernes tilværelse på var latterlig. (Jfr. Strabo, I, 61). Endnu et halvt årtusen efter Herodot erklærte Plinius Hyperboreerne for et historisk folk, som en ikke kunde tvile på; og på middelalderens karter finder vi dem stadig i de nordligste bebodde strøk; vi finder endog de Hyperboreiske Fjelde i Nordeuropa og det Hyperboreiske Hav nordenfor. Adam av Bremen (11. årh.) mente at Skandinaverne var Hyperboreerne.

[[File:Taakeheim ill 4.png|thumb|Færdselsveiene mellem Middelhavet og norden]]De arkælogiske fund viser at det allerede i nordisk bronsealder, eller før, må ha været en slags forbindelse mellem Middelhavet og nordlandene. En av de tidligste færdselsveier mellem Middelhavet og Østersjøen har sikkert gåt fra Sortehavet op Dnjestr eller op den av Grækerne tidlig omtalte seilbare elv Borysthenes (Dnjepr), derfra over til Vistula (Weichsel), og ned denne til kysten. Også i den senere oldtid finder vi veien almindelig brukt. Da vi først træffer Goterne i historien er de bosat ved dens begge endepunkter, ved Vistulas og ved Borysthenes's mundinger. De nordiske Eruler nævnes også ved siden av Goterne ved Sortehavet. Hvad det vandrende folk Kimmerierne var, vet vi ikke; men som ovenfor nævnt (s. 11) kan de ha været vandrende Kimbrer som i hine tidlige tider er kommet til nordsiden av Sortehavet ad netop den samme vei. For vore forfædre i Skandinavien var denne færdselsvei vel kjendt i sine enkeltheter, hvilket likeledes peker på en gammel forbindelse. Tidlig færdedes man sandsynligvis også fra Østersjøen op Vistula over til March, bielv til Donau, og så enten ned denne elv til Sortehavet, eller over land til Adriaterhavet. En lignende forbindelse gik sikkerlig mellem Nordsjøen og Middelhavet, langs Elben til Adriaterhavet, og op Rhinen, derfra enten over til Rhone og ned denne til kysten, eller over Alperne til Po.

Men meget tidlig har det også været en sjøforbindelse langs Vesteuropas kyster mellem Middelhavet og Norden. Dette viser bl. a. dyssegravenes utbredelse, omkring 2000 f. Kr., over Sicilien, Korsika, Portugal og Nordspanien, Bretagne, de Britiske Øer, Germaniens Nordsjø-kyst, Danmark og Sydskandinavien, til Bohuslen (jfr. S. Muller, 1909, s. 24 f.), og kanske længer. Noget senere, i mitten av det 2. årtusen f. Kr., fulgte ganggravene eller jettestuerne denne samme vei nordover fra Middelhavet. At denne sjøforbindelse har været forholdsvis livlig i hine fjerne tider, bevises derved at dysserne, som utsprang fra gravkamrene fra begyndelsen av Mykene-tiden i det østlige Middelhav, nådde, ad denne meget længre vei rundt kysten, til Danmark før enkeltgravene, som var en ældre gravform i Middelhavs-landene, men som utbredte sig den langsommere vei over land, gjennem Mellemeuropa.


[[File:Taakeheim ill 5.png|thumb|center|600px|<center>Dyssegraver fra Portugal, til høire (efter Cartailhac), og fra Danmark, til venstre (efter S. Muller).</center>]]


At det allerede i stenalderen har været en forbindelse ad en eller anden vei, kanske langs kysten, mellem Spanien og Nordsjølandene, gjøres sandsynlig derved, at det på den Iberiske Halvø er fundet neolitiske perler av rav indeholdende 2% ravsyre, hvis tilstedeværelse skulde være særkjende for nordisk (baltisk) rav (jfr .L. Siret, 1909, s. 138).

På grund av de mange mellemmænd som talte forskjellige sprog, har de oplysninger som ad disse forskjellige veier nådde Middelhavet, været meget mangelfulde. Ifølge Herodot (IV, 24) trængte Skyterne på sine handelsreiser til de skaldede Argippaier ikke mindre end syv tolker og syv sprog for at handle med dem. Middelhavsfolkenes første mer direkte kjendskap til Nord- og Vesteuropa kom sikkerlig med tinhandelen og med ravhandelen. Det er værd at merke at netop disse to varer, bærere av to mægtige sider i menneskenaturen: nyttetrangen og pragtsyken, skulde bli av så stor vigtighet også for kjendskapet til Norden.

Vi vet ikke når, hvor, eller hvordan tinnet først kom ind i verden, dette metal som i bronsealderen, sammen med kobberet, var like vigtig som jernet i vor tid. I Egypten er det fundet i de ældste pyramidegraver, og i det 3. årtusen f. Kr. var bronsen almindelig anvendt der, uten at vi vet hvorfra tinnet dertil kom.

[[File:Taakeheim ill 6.png|thumb|Gammel-egyptisk skib; fra grav i det vestlige Theben [efter R. Lepsius].]]Tinsten forekommer på forholdsvis få steder på jorden, og når Kina undtas, som dannet en verden for sig, så er det nordvestlige Spanien, Kassiteriderne (sandsynligvis i Bretagne), og Cornwall, som fremdeles har rike leier, de eneste steder hvor vi vet<ref> Strabo (III, 147) og Diodor (V, 38) nævner, efter Poseidonios, disse tre strøk som findestedene for tin.</ref> at metallet blev fremstillet i oldtiden; og så langt som vi kan forfølge historien tilbake, fik Middelhavets og orientens kultur folk sit tin fra Vesteuropa<ref>På de tre nævnte steder forekommer tinoksyd (SnO) i ganger i fast fjeld, desuten også, tildels sammen med guld og sølv, i det av elvene førte grus og sand, og derfra er tinnet sikkerlig først blit utvundet, efterat det ved et eller andet tilfælde var opdaget.</ref>. Hvis det første tin i Egypten og i Eufrat-dalen også er kommet derfra vilde den vesteuropæiske kultur, med ordnet bergverksdrift, få en ærværdig ælde, som næsten kunde måle sig med Middelhavets ældste kulturer. Men dette er vanskelig at tro, da vi måtte vente at finde spor av denne tidlige forbindelse med Egypten langs handelsveiene mellem dette land og tinlandet, og noget arkæologisk fund som sikkert kan bevise det, er endnu ikke gjort<ref>Mulig er det vel at den første bronse, lik silken, kan være kommet fra Kina til orientens folk og til Egypten, uten at man visste hvorfra den oprindelig stammet. I Troja er fundet bronsesaker som kan vise forbindelse med Kina, ja man har endog villet finde kinesiske skrifttegn der (jfr. Schliemann, 1881, s. 519). Tinforekomster er også kjendt i Persien; men det vites ikke at disse skulde ha været utnyttet i oldtiden. Strabo (XV, 724) sier imidlertid at Drangerne i Drangiana, nær Indus, "lider mangel på vin, men tin forekommer hos dem." I Fichtelgebirge forekommer tin, og man har ment at kunne påvise forhistoriske tingruber der (jfr. O. Schrader, 1901, artikel "Zinn").</ref>.

Helt utelukket er det allikevel ikke; fund av perler av nordisk (?) rav i egyptiske graver fra det V. dynasti (omkr. 3500 f. Kr.) kan tyde på gamle ukjendte forbindelser med de fjerneste dele av Europa. I Spanien er endvidere fundet neolitiske saker, av elfenben og andet, som kan være kommet fra Egypten (jfr. L. Siret, 1909). Sikkert er det at de ældste optegnelser derom i literaturen nævner tinnet som kommende fra Europas ytterste grænser. I sin klagesang over Tyros sier profeten Ezekiel (27, 12): "Tarsis handlet med dig (Tyros) fordi du hadde en mangfoldighet av allehånde gods; med sølv, jern, tin, og bly betalte de dine varer." Herodot (III, 115) sier at det kommer fra Kassiteriderne. Da Tarsis<ref>Fønikernes sølvrike Tarsis (eller Tarsjisj), av Grækerne kaldt Tartessos, var på Spaniens sydvestkyst mellem Herakles's Støtter og Guadiana. Tyros anla der, omkring 1100 f. Kr., kolonien Gadir (=fæstning), av Grækerne kaldt Gadeira, av Romerne Gades (nu Cadix).</ref> var utgangspunkt for tinhandelen på Kassiteriderne, stemmer disse uttalelser overens.

Figurer og tynde staver av tin er fundet sammen med stenredskaper ved tomtene av pælebygningene i Schweiz. Tinringer er også fundet i Hallstatt. I gravhauger (fra bronsealderen ?) på øen Amrum, på vestkysten av Slesvig, blev det fundet en dolk eller pilespids, og forskjellige andre saker av tin foruten en tinklump, og i Danmark vites tin anvendt til forsiringer på ekekister i den ældste bronsealder, hvilket igjen peker på kystforbindelsen mot sydvest.

I Iliaden nævnes tinnet som et sjeldent og kostelig metal, brukt til smykning av våben, og det ser ut som at våbnene var gjort av kobber, mens at bronsen endnu ikke var almindelig brukt; hvilket derimot var tilfælde senere i Odysseens tid. Men ved utgravningene i Troja, blev merkelig nok bronsesaker fundet like ovenpå stenalderens lag, hvilket skulde vise at bronsealderen kom til Grækerne fra Egypten efter stenalderen, uten nogen mellemliggende kobberalder.

De Homeriske sange omtaler ikke tinnet som en fønikisk handelsvare, lik ravet. Det er derfor mulig, at Grækerne allerede i de ældste tider fik det ved sine egne handelsforbindelser med Gallien, uten Føniker som mellemmænd.

Muligens tyder selve det græske ord for tin, ''kassiteros'', og navnet på tinøerne, ''Kassiteriderne'', på denne direkte forbindelse. Samme ord findes også i sanskrit, ''kastira'', og i arabisk, ''qazdir''. Professor Alf Torp mener at ordet både i græsk og i sanskrit "må være lånt etsteds fra, men hvorfra og når, vet man ikke. Kassiteros forekommer jo alt hos Homer, ''kastira'' er i indisk literatur meget senere, men 'kan for den saks skyld gjerne være gammelt i sanskrit. Jeg vet ikke noget keltisk ord en kunde tænke på, et ''cassitir'', "skovland", er neppe rigtig, vistnok betyr ''tir'' "land", men det er ikke noget andet ''cass'' mig bekjendt end det som betyr hår," (i brev av 9. nov. 1909). Vi tør altså anse det som sikkert at ''kassiteros'' ikke oprindelig er et græsk ord; det må vel være kommet fra det land hvorfra Grækerne først fik tinnet, (i likhet med at kobberets navn kom fra øen Cypern, bronsens fra Brundisium, o. s. v.)  At dette land var Indien, som nogen har ment, er ikke sandsynlig, da det i Periplos for det Erythraiiske Hav (Periplus Maris Erythræi, XLIX), bekræftet av Plinius (XXXIV, 163), heter at tin blev indført til Indien fra Alexandria, i bytte for elfenben, kostbare stener, og vellugtende salve; vi må derfor anta at navnet er kommet til Indien med tinnet fra Grækerne, og ikke omvendt. Det er meget mulig at ordet har to dele, hvorav den sidste ''—teros'' kan ha sammenhæng med det keltiske ord ''tir'' for land (latinsk ''terra''). Den første del, ''kassi'', forekommer i mange keltiske ord og navne. Plolemaios nævner (II, 8) flere Irassf-folk i Gallien, ved eller nær Bretagne: Bidukasioi, Uenelio-kasioi, Tri-kasioi, og Uadi-kasioi. Som av Reinach (1892, s. 278) nævnt, var der et bretonsk folk ''Cassi'' (en britannisk konge Cassi-vellaunos, en arvernisk-høvding ''Ver-cassi-vellaunos'' m. m. fl.). Det kan tænkes at landet har fåt navn efter dette folk, eller har på anden vis været betegnet med et slikt ord, og har het ''Kassi-tir''. Kassiteriderne kunde isåfald søkes i Bretagne, hvilket stemmer med hvad vi ad anden vei kommer til. Men dette vil forutsætte at Kelterne allerede på Iliadens tid var i Gallien. Professor Alf Torp har gjort mig opmerksom på det merkelige forhold at: "Det kymriske ord for tin, ''ystæn'', har likhet med ''stannum'', som ikke kan være egte latin. Jeg skulde tro at begge ord går tilbake på et iberisk ord; Romerne vilde da ha fåt det fra Galicien og Kymrerne vel fra en iberisk urbefolkning på de Britiske Øer. På en eller anden vis må vort ord "tin" vel hænge sammen med dette ord, skjønt ''ien'' jo er påfaldende likeoverfor det kymriske a" (brev av 9. nov. 1909). I forbindelse med denne Torp's formodning tør det være av interesse at i tinstrøket Morbihan i Bretagne, ved mundingen av la Vilaine, er Penestin, hvor avleiringerne endnu er meget tinholdige, og hvis navn må komme av keltisk ''pen'' (= hode, kap) og ''estein'' (= tin)<ref>Jfr. S. Reinach, 1892, s. 277. På bretonsk heter tin sten, navnet er sikkerlig ikke lånt fra latinsk stannum, som Reinach mener; men efter hvad Professor Torp ovenfor har fremholdt, må vi tro at lånet er gåt den omvendte vei.</ref>.  Det kan tænkes at det latinske stannum snarere er kommet fra Bretagne, end fra Galicien.

På gammel-egyptisk er det intet ord for tin; likesom på ældre latin, betegnes det som hvitt bly (''dhti-hs''), hvilket kan tyde på en fælles vestlig oprindelse for disse to metaller.

Om hvor Grækernes Kassiterider var at søke, har det været megen meningsforskjel. Herodot (III, 115.) visste ikke hvor de var, "trods al møie, hadde han ikke kunnet erfare fra noget øienvidne, hvordan havet er beskaffent i det strøk (d. e. på nordsiden) av Europa. Men sikkert nok kommer tinnet fra den ytterste ende, likesom også ravet." Poseidonios har omtalt øene som liggende mellem Spanien og Britannien (se ovenfor s. 19). Strabo sier (III, 175):


<blockquote>"Kassiteriderne er ti, og ligger nær ved hverandre, i selve havet mot nord fra Artabrernes havn (Galicien). En av dem er øde, mens de andre er bebodd av folk i sorte kapper, med kjortel rækkende til føttene, og belter har de om brystet, og de vandrer omkring med stokker, lik strafgudinderne (furierne) i sørgespillene. De lever mest på hyrders vis av sine hjorder; men da de også har bergverk med tin og bly, så tilbytter de sig derfor og for huder pottemakervarer, salt, og kobbersaker av kjøpmændene. Tidligere drev Fønikerne alene denne handel fra Gadir, og holdt denne sjøvei hemmelig for alle andre; men da engang Romerne seilte efter en sjøfarer, for også selv at lære hine handelssteder at kjende, lot denne av avind med hensigt sit skib strande på en grunde, og bragte de som fulgte ham i den samme fordærvelse; men selv reddet han sig, om han end led skibbrud, og fik av staten værdien for de varer, som han hadde tapt. Allikevel fandt Romerne sjøveien efter gjentagne forsøk; men da også Publius Crassus (under Cæsar) hadde sat over dit, så erfarte han at metallene blev gravet op fra ringe dyp, og at folkene var fredelige, og han viste tydelig at dette hav kunde brukes (d. e. beseiles) hvis man vilde, selv om det er større<ref>Denne uttalelse tør forklares ved at Crassus seilte til Kassiteriderne fra Garonne's munding, op hvilken veien førte over til Romernes handelsby Narbo. Det menes altså her sjøveien fra Garonne til Kassiteriderne.</ref> end det som skiller 'Britannien (fra fastlandet)."</blockquote>


[[File:Taakeheim ill 7.png|thumb|Findesteder for tin i Vesteuropa (merket med kors) og veiene for tinhandelen i oldtiden (L. Siret, 1908)].]]At Kassiteriderne skulde være Cornwall, som almindelig har været antat, er urimelig, da denne halvø vanskelig kan være opfattet som en øgruppe, desuten passer det ikke med beskrivelserne som altid nævner dem som forskjellig fra Britannien, og helst længere syd. De langt i havet liggende Scilly-øer, hvor tin aldrig har været fremstillet, og som har et farlig farvand, er utelukket. At Kassiteriderne derimot er de samme som Oestrymniderne (se senere) kan vel ansees for sikkert, og disse må søkes på Galliens kyst. Endvidere omtales tinnet i flere græske kilder som keltisk: i Arieller Pseudo-Aristoteles's ''Mirabiles auscultationes'' (L, 834, A, 6) kaldes det så, og Ephoros (omkr. 340 f. Kr.) omtaler (hos Skymnos fra Khios) Tartessos (d. e. Gadir) "den berømte by", som "rik på alluvialt tin fra Keltike (Gallien), på guld, såvel som på kobber"<ref> Plinius (XXXIV, 162) nævner fortinning av kobbersaker som en gallisk opfindelse.</ref>. Endnu kan nævnes at Mela omtalte Kassiteriderne<ref>Strabos gjentagne utsagn (II, 120 & 175) at Kassiteriderne lå i nord for Artabrernes land (nordvestlige Spanien), peker også bestemt på Bretagne. Forestillingen må stamme fra Eratosthenes, som bygget på Pytheas, og denne la, som kjendt, Bretagnes odde, Kabaion, længere vest end Kap Finisterre. Diodor (V, 38) sier at øene lå overfor Iberien i Oceanet. At de altid sættes i forbindelse med Artabrerne eller nord-Spanien viser jo at man derfra seilte dit.</ref> som keltikiske, hvilket skulde mene at de tilhørte Spaniens nordvestkyst, hvis det ikke er en forveksling med keltisk; og under sin beskrivelse av Europas øer, som går fra syd mot nord, nævner han dem umiddelbart før Sena, eller ile de Seine, ved Bretagnes vestlige ende, hvilket tyder på at de ialfald skulde ligge sydligere end denne ø. Alt peker i retning av at øene må være at søke ved Bretagnes sydkyst, og meget taler for Louis Sirets antagelse (l908) at de er øene i Morbihan (les iles du Morbraz) vest for Loires munding, netop hvor Penestin ligger. Det passer også merkelig godt, som senere vil bli omtalt, med skildringen av Himilko's reise til Oestrymniderne. De løse elve avleiringer langs strandene i dette strøk, nær mundingen av ''la Vilaine'', indeholder endnu meget tin, sammen med guld og andre værdifulde mineraler; men i hine fjerne tider kan de ha været meget tinrike, og da de ligger like i stranden er det naturlig at de blev tidlig fundet og blev det vigtigste findested for tin, indtil de blev delvis uttømte. I mellemtiden var de rike tinleier i Cornwall begyndt at bli utnyttet, og de blev nu de vigtigste, mens Kassiteriderne efterhånden blev glemt.

Diodor (V, 22) har følgende omtale av tinhandelen:


<blockquote>"Ved det forbjerg på Prettanike (Britannien) som kaldes Belerion, er indbyggerne meget gjæstevenlige, og de er blit civiliserte ved samkvemmet med fremmede handelsfolk. De frembringer tin, idet de ivrig bearbeider det land som fører tinnet. Dette er klippefuldt, og har jordlag, og idet de bearbeider og smelter forekomster så får de rent metal. De danner det i former som terninger, og bringer det til en ø, som ligger foran Prettanike, og kaldes Ictis. Ti når det mellemliggende stykke tørres ut ved fjære så bringer de en mængde tin til øen i vogner. Det hænder noget eget ved de nærliggende øer mellem Europa og Prettanike; ti når strædet imellem fyldes ved flo, viser de sig som øer, men når havet strømmer bort ved fjære, og tørrer ut et stort sted, så ser de ut som fast land. Herfra kjøper kjøpmændene det hos de indfødte, og bringer det over til Gallien; men tilslut reiser de tilfots gjennem Gallien, og bringer varerne på hester til utløpet av elven Rhone".</blockquote>


På et andet sted (V, 38) heter det at tinnet førtes på hester til Massalia og til Romernes handelsstad Narbo.

Beskrivelsen av Ictis passer neppe på noget sted på kysten av tinlandet Cornwall (Belerion), og endnu mindre, som det har været ment, på øen Vectis (Wight); til den måtte jo desuten tinnet i ethvert fald være ført sjøveien fra Cornwall, og ikke på vogner. Det er rimeligere at her er en sammenblanding med det oprindelige tinland i Bretagne, hvor slike steder som Ictis, med flo og fjære, er vel kjendt, bl. a. fra Cæsars beskrivelse. Men da Diodor ikke har kjendt tingruberne i Bretagne, som på hans tid kan ha tapt sin betydning, og han har hørt om tingruber i Belerion så har han lagt dit den hele beskrivelse, som han fandt hos tidligere forfattere. Denne formodning kan bekræftes av Plinius's uttalelse (Hist nat. IV, 16, 104): "Historikeren Timaios sier at man seks dages seilas indover fra Britannien kommer til øen Mictis, på hvilken det hvite bly (tin) forekommer. Til den seiler Britannierne i skibe nettet av grener, og beslåt med skind". Oprindelig har det vel her stat ''insulam Ictis'', men ved at trække ''m'' over har man fåt ''insula Mictis'', som så igjen er forbedret til ''insulam Mictis''. Beskrivelsen passer umulig på Vectis, som Plinius desuten har nævnt like før, men kan forenes med tinlandet i Bretagne.

Hvordan og hvor tidlig denne tinindustri fra først av blev utviklet vet vi ikke. Kanske var det allerede i slutten av stenalderen; men sandsynlig er det ikke at den skulde være utviklet selvstændig av de iberiske urfolk som bodde i tinstrøkene i Iberien, og vel også i Bretagne; snarere skyldes den vel forbindelse med Middelhavet gjennem et reisende handelsfolk; og vi kjender da ikke noget andet end Fønikerne. Hvor tidlig de begyndte sin utstrakte handel og industri, er ukjendt; men på disse kanter må de være kommet længe før Tyros grundla Gadir omkring 1100 f. Kr. Det kan tænkes at de på søk efter guld og sølv, har truffet på disse tinforekomster, og har visst at gjøre sig nytte derav. Som ovenfor omtalt var det allerede 2000 f. Kr. en sammenhængende sjøforbindelse langs Vesteuropas kyst, og det er sandsynlig at det meget tidlig har utviklet sig dygtige sjøfolk på kysterne av nord-Spanien og Bretagne, netop de tinrike strøk, hvor der er mange gode havne. Gjennem lange tider gik tinhandelen sjøveien sydover langs kysten til Tarsis i syd-Spanien; men efterhånden har det også utviklet sig en handelsvei over land op Loire og ned Rhone til Middelhavet. Denne vei har Grækerne lært at kjende, ved den blev den fokaiiske koloni Massalia anlagt omkr. 600 f. Kr., og senere blev muligens den græske koloni Korbilo anlagt ved den anden ende, ved Loires munding(?). Senere førte en anden handelsvei langs Garonne over land til Romernes Narbo. Da tinindustrien i Cornwall blev utviklet, blev de samme veie til sjøs og over land benyttet. Således kom tilhandelen til at danne et av de første og vigtige trin på forskningens vei mot nord.

Da Faéthon en dag hadde fåt overtalt sin far Helios til at la sig få styre solvognen over himmelen, kjørte han lybsk og kom først for nær himmelhvælvingen og satte fyr på, så melkeveien blev dannet, derefter kom han for nær jorden, satte fjeldene i brand, tørret ut elver og sjøer, brændte av Sahara, svidde negrene svarte, og for at hindre større ulykker i dette vilde løp, styrtet Zeus ham med sin tordenkile i elven Eridanos. Hans søstre, solens døttre, gråt så meget over ham, at guderne av medynk forvandlet dem til popler, og deres tårer fløt nu hvert år som rav på elvens bredder. "Av den grund kom ravet til at hete elektron fordi solen har navnet Elektor." Således tænkte Grækerne sig, i sin digtning, at ravet var dannet. Den mytiske elv Eridanos som vel oprindelig var i nord (jfr. Herodot) blev senere opfattet snart som Rhone, snart som Po. Herodot (III, 115) sier om Nordeuropa: "Jeg antar ikke at det der er en elv, som barbarerne kalder Eridanos, og som flyter i havet mot midnat (nord), hvorfra ravet skal komme. Ti for det første beviser allerede selve navnet Eridanos, at det er hellenisk og ikke barbarisk, og er opfundet av en eller anden digter," for det andet hadde han ikke kunnet finde noget øienvidne som kunde fortælle om det (jfr. s. 21); men i ethvert fald mente han at ravet såvelsom tinnet kom fra det ytterste Europa.

[[File:Taakeheim ill 8.png|thumb|Findesteder for rav (merket med kors).]]De vigtigste findesteder for rav i Europa er sydøstkysten av Østersjøen, særlig Samland, og vestkysten av Jylland med de Nordfrisiske Øer. Det findes i små mængder også længere syd i Mellem og Vest-Europa, ved Adriaterhavet, på Sicilien; endvidere i det sydlige Afrika, Birma, Amerikas vestkyst, osv. Det nordiske rav, fra Østersjøen og Nordsjøen, skiller sig fra andre sorter, som er undersøkt, ved at indholde forholdsvis meget ravsyre, og det synes som at omtrent alt det som anvendtes i den tidlige oldtid i Middelhavs-landene og Egypten, stammer fra Norden. Langs Østersjøens og Nordsjøens kyster blir ravet av bølgerne vasket ut av bundens løse lag, og kastet op på stranden. Når disse strandskyllede klumper blev fundet av fjerne tiders fiskere og jægere måtte de tiltrække dem ved sin glans og farve og den lethet hvormed de lot sig snitte. Intet under derfor, at ravet allerede i stenalderen blev anvendt til amuletter og smykker av folkene ved Østersjøen og Nordsjøen, og sprettes derfra over hele Norden. I hine fjerne tider var endnu ravsaker sjeldne i syden; men i bronsealderen, efterhvert som guld og bronse når nordover, blir de sjeldne i nord, men desto talrikere i syd. I ganggravene i Mykene (l4.—12. årh. f. Kr.) er der mange av dem, og likeså på den doriske folkevandrings tid i Sparta (l2.— 10. årh. f. Kr., jfr. s. 12). Det er klart at ravet var det byttemiddel hvormed Nordens folk kjøpte sig de værdifulde metaller sydfra, og derved kommer de til at skifte plads i jordfundene. De omtalte ravsmykker fra stenalderen i Korinth, og ravperler fra det V. dynasti i Egypten, og fra neolitisk tid i Spanien, viser imidlertid, hvis de er nordiske, at denne forbindelse mellem syd og nord har en meget høi alder. Men den græske stamme hos hvem Iliaden først opstod, synes ikke at ha kjendt ravet, da det ikke omtales i digtet, og det nævnes først ide yngre dele av Odysseen (nedskrevet i 8. årh. f. Kr.). Blandt de smykker som fønikiske kjøpmænd tilbød dronningen av Syra var "det gyldne halsband behængt med stykker av rav". (Od. XV, 460). Vi må følgelig tro at Fønikerne var de mellemmænd fra hvem Grækerne fik det dengang. Men det stod ikke i så høi anseelse hos Grækerne i den klassiske tid, som det fik senere, og de forkastet det til bruk i kunsthandverket, derfor nævner også græske forfattere det sjelden. Thales fra Milet (600 f. Kr.) opdaget at det ved gnidning tiltrak andre legemer, og fra denne vigtige opdagelse så langt tilbake er sprunget videnskapen om den kraft, som vil beherske det 20. århundrede, og som har fåt navn fra Grækernes ord for rav, elektron.

Hos Romerne på keisertiden fik dette stof en så høi anseelse at Plinius sier (XXXVII, c. 12) at "et derav forarbeidet nokså lite menneskelig billede overgår prisen for et levende sundt menneske" (slave). Dette var både for dets skjønnet og for dets hemmelighetsfulde egenskaper; båret som amulet kunde det avvende hemmelige gifte, troldom, og andet. Det er derfor naturlig at det blev en søkt handelsvare, som kunde lokke kjøpmænd lange veier.

Man har ment at Nordsjø-ravet skulde være kommet i handelen mot syd før Østersjø-ravet, og da mytens Eridanos dels blev tat for Rhone, dels for Po, mente man at ravet i tidlig tid blev ført ad den vei op Rhinen, og over til begge disse elver, senere også op Elben til Adriaterhavet (jfr. Schrader, 1901, Bernstein). De arkæologiske fund kunde også tale derfor, mente man; men det tør endnu ansees tvilsomt, og sandsynlig er det vel ikke at Fønikerne fik det fra Rhone's og Po's mundinger, de kan vel tidlig ha fåt det sjøveien. Ad hvilke veier ravet fandt frem i de aller ældste tider er endnu ukjendt.

[[File:Taakeheim ill 9.png|thumb|Fønikisk krigsskib efter en assyrisk fremstilling.]]
Selv om Fønikerne væsentlig var et handels- og industrifolk, som ikke hadde særlig interesse for videnskapelig forskning, så kan det ikke være tvil om at de ved sine utstrakte reiser, bragte sin samtid megen geografisk viden, og de fik på flere måter indflydelse på Grækernes geografi, særlig gjenem Milet, som fra først av delvis var en fønikisk koloni, og hvor den første græske geografiske skole, den joniske skole, utviklet sig. Thales fra Milet har sandsynligvis selv været en Semit. Hvor langt deres reiser rak, er ukjendt. Hittil er det ikke fundet nogen sikre levninger efter fønikiske kolonier langs Vest-Europas kyster, længere nord end i det sydvestlige Spanien (Tarsis), og der er ikke noget historisk sikkert grundlag for den påstand at disse oldtidens sjøfarende handelsfolk, Fønikerne, Kartagerne, og Gaditanerne, skulde, på sine færder ut forbi Herakles's Støtter og nordover langs Vest-Europas kyster, ha nådd forbi tinlandet og helt til de nordeuropæiske farvande, endog til Skandinavien og Østersjøen, hvorfra de selv skulde ha hentet rav<ref> Georg Mair (1899, ss. 20 f.) har latt sig forlede av Sven Nilsson's fantasifulde fremstillinger (1862, 1865) til at anse det som en historisk kjendsgjerning at Fønikerne hadde faste kolonier i Skåne, og stadig forbindelse med Skandinavien, endog så langt nord som Lofoten, hvis rike fiskerier skulde ha lokket dem.</ref>. Men en slik påstand kan ikke motbevises, og er ingenlunde urimelig. Alt tyder på at Fønikerne har været usedvanlig dygtige sjøfolk, med gode hurtigseilende skibe; og et sjøfarende handelsfolk som drev det til at utføre det langt vanskeligere vågestykke at omseile Afrika, og at seile sydover langs dets vestkyst med hele flater for at grunde kolonier, kan ikke ha fundet det uoverkommelig at seile langs Europas vest- og nordkyst hvor der var nok av havner. Det vilde da være naturlig for dem at søke at nå Nordsjøen og Østersjøen, hvis de kunde vente der at finde det kostbare rav, og derom har de sikkert fåt meddelelser gjennem de handelsmænd som bragte det land- eller sjøveien. Det er allerede omtalt at det nævnes først i literaturen som en fønikisk handelsvare<ref>I en oversættelse av kileindskriften på den assyriske konge Asurnasirabas obelisk (885—860 f. Kr.) har assyriologen J. Oppert følgende merkelige sted som skulde gjælde kongens store forgjænger Tiglath Pileser I, fra omkring 1100 f. Kr.: "I passatvindenes have fisket hans karavaner perler, i de have hvor ledestjernen '(d. e. polstjernen) står i zenit fisket de safranen som tiltrækker." (jfr. Schweiger-Lerchenfeld, 1898, s. 141). Senere har Oppert forandret sidste del av oversættelsen dit at de "fisket det som ser ut som kobber." Begge dele kan passe på rav, og hvis oversættelsen forøvrig var rigtig vilde denne indskrift være et merkelig vidnesbyrd om, at det allerede før det 9. århundrede f. Kr. var direkte forbindelse mellem Assyrien og Østersjøen, og vi måtte vel da nærmest anta at denne var formidlet ved Fønikerne. Men uheldigvis har en anden anseet assyriolog, Prof. Schrader, benegtet rigtigheten av den ovenfor givne oversættelse, som han mener må være kommet ved en falsk læsemåte av kileskriften. Efter Schrader står der intet hverken om perler, eller rav, eller karavaner, eller ledestjerne, eller zenit; det hele handler alene om hin gamle konges jagter i Assyriens fjelde, som blev foretat "i de dage da den som bronse strålende stjerne Sukud lyste op." (jfr. Verhandl. d. Berliner Gesellsch. f. Anthrop. Ethnol. u. Urgesch. 1885, ss. 65, 66, 306, 372; og Mair, 1903, s. 47). Den sidste tydning høres unegtelig rimeligere end den første, og det kan vel tænkes at den gulrøde stjerne som lyste op, kan f. eks. ha været planeten Mars.</ref>. Det kan tænkes at Fønikerne langt tilbake har fåt ravet i sine havner i Sortehavet<ref>For at ravet tidlig kan være kommet denne vei taler bl. a. fund av ravsmykker i bronsealders-graver (Hallstatt-tiden) i Kaukasus, ved Koban og Samthavro.</ref>;  men efter at ha drevet denne lønsomme mellemhandel fra disse og fra havner i vest, er det ikke usandsynlig at de kan ha søkt selv at nå frem til ravlandene med sine skibe<ref>Franz Mathias (1902, s. 73) gjør opmerksom på at det i 1818 ifølge von Alten (Die Bohlwege im Gebiet der Ems und Weser, s. 40, og Pl. V; denne avh. har ikke været mig tilgjængelig) skal være fundet et ravstykke med fønikisk indskrift på en av de ældste og dypest liggende myroverganger (Moorbrücken) på den urgamle handelsvei fra Weser og Ems distriktet til Rhinen. Da en skulde vente at ravet var på handelsvandring fra landene i nordost mot syden, og ikke omvendt, så kunde dette fund, hvis det for holder sig rigtig med det, tyde på at der hadde været Føniker ved kystene nordenfor. Men stykket, om det er fønikisk, kan jo også være kommet sydfra ved en tilfældighet.</ref>. Fønikerne søkte imidlertid at holde sine handelsveie hemmelige for sine farlige og mere krigerske medbeilere, Grækerne, og det er derfor ikke underlig at ingen meddelser derom kjendes, selv om de virkelig har foretat slike reiser; men merkeligere er det unegtelig at ingen sikre spor efter dem har været at finde langs Vest-Europas kyster. Det eneste vi vet er at Kartagerne, omkring år 500 f. Kr., skal ha sendt ut en ekspedition, under Himilko, gjennem Herakles's Støtter og nordover langs kysten. Dette er den første sjøreise mot nord som findes omtalt i literaturen. På den tid var Gadirs moderstad Tyros blit ødelagt. Den hadde hittil behersket handelen i vest. Det er naturlig at Gadir i sin isolerte stilling har søkt støtte hos Kartago, som nu kom til magt. For at befæste sine handelsforbindelser, har så denne opblomstrende stad utsendt Hannos store ekspedition langs Afrikas vestkyst, og Himilko til tinlandet mot nord. Himilko synes at ha skrevet et beretning om færden; men derav er alene blit opbevart nogen tilfældige meddelelser i et digt (Ora Maritima) av den senromerske forfatter Rufus Festus Avienus<ref>Se derom særlig Müllenhoff, 1870, I, s. 73—203. Også W. Christ 1866, Marx 1895, G. Mair 1899, o. fl.</ref> (fra slutten av 4. årh. e. Kr.). Det eneste sted hvor Himilkos navn ellers nævnes er hos Plinius (Hist. Nat. 11, 67, 169), som bare sier at han har gjort en reise for at undersøke Europas ytre kyst, samtidig med Hannos reise sydover langs Afrikas vestkyst, og desuten nævner ham i listen over sine kilder. Men Plinius har sandsynligvis ikke selv set hans verk, han kan ikke sees at ha gjort bruk av det. Avienus gir sig vistnok mine av selv at ha brukt Himilko's originale beretning, men har sikkerlig ikke set den. Han må ha benyttet en græsk kilde fra omkring Kr. føds. (jfr. MARX, 1895). Denne er igjen sat sammen av græske beretninger, hvorav en del kan være hentet fra punisk kilde; men spor av denne findes ikke hos nogen anden kjendt klassisk forfatter, undtagen Plinius. Desværre røber meddelelserne hos Avien i det hele liten forståelse i bruken av kilderne, og digtet er ofte uklart.

I skildringen av Vest-Europas kyst (vv. 90—129) heter det: "Og her hæver den fremstikkende åsrygs hode sig den ældre tid kaldte det Oestrymnis, og hele den høie masse av klipperyg vender mest mot den varme søndenvind. Men under dette forbjergs top åpner den Oestrymniske Bugt sig for indbyggerne. I denne stikker de øer som heter ''Oestrymniderne'' op, spredt vidt omkring, og rike på metaller, på tin og på bly. Her bor en mængde mennesker med pågåenhet og driftig flid, og handelsinteresser har de alle stadig, de gjennempløier på kyndig vis vidt og bredt det brusende hav (''fretum'', egentlig stræde), og det uhyrfulde oceans hvirvel med sine små båter. Ti disse forstår nemlig ikke at sætte sammen (egt. væve) kjøler av furu eller løn; de krummer ikke fartøier ved gran, som bruk er; men hvad som er underlig, de lager altid skibene til ved sammenføiede huder, og ofte gjennemløper de det uhyre hav ved hjælp av hud." To dagsreiser derfra lå den store ø, som "de gamle kaldte"den Hellige"<ref> Denne betegnelse som stadig går igjen når talen er om Irland, kunde kanske i tidlig tid skyldes likheten mellem det græske ord Hieros (hellig) og Hierne (Irland), som igjen kan komme av Irernes navn for øen, Erin. Senere skyldes førestillingen om øen som hellig selvfølgelig Irlands tidlige omvendelse til kristendommen og dets munkevæsen.</ref> og den bebor Hiernernes folk (d. e. Irerne) vidt og bredt, og nær den igjen strækker Albionernes ø sig. Og det var skik for Tartesserne at handle til Oestrymnidernes grænser, også kolonister fra Kartago, og de mange som farer mellem Hercules's Støtter, besøkte disse have. Puneren Himilko forsikrer at disse have neppe kan gjennemseiles på fire måneder, således som han selv har fortalt at han har erfaret ved sin seilas; således driver ikke nogen vind skibet frem, i den grad er det dovne havs træge vand dødt. Han føier også til at der er meget tang mellem bølgerne, og at den ofte holder skibet tilbake likesom krat. Ikke destomindre sier han, at havets rygge (d. e. havet) ikke sænker sig til noget dyp, og at jordoverflaten neppe dækkes med litt vand. Altid går havets uhyrer hit og dit, og de vilde dyr svømmer mellem de træge og langsomt krypende skibe."

Det kan være vanskelig at avgjøre hvor meget av dette virkelig stammer fra Himilko. Navnet Oestrymnis findes ikke andensteds i literaturen, og kan være tat fra ham<ref>Trods Mullenhoff's motsatte anskuelse (lB7O, s. 92) forekommer det mig ikke helt utelukket at det kan være opståt ved en forvanskning av navnet for det folk som Pytheas kaldte ostimier eller osiimnier, og som i håndskriftene av Strabo (IV, 195) også har formene osismier (jfr. også Mela 111, 2, 7; Plinius IV, 32; Ptolemaios 11, 8, 5; Orcsius 6, 8) og ostidamnier (I, 64), og som bodde i Bretagne.</ref> . Den antagelse at det skulde være Kap Finisterre, og at den Oestrymniske Bugt (''Sinus Oestrymnicus'') skulde være Biskayer-bugten er ikke rimelig; en så åpen og vid havbugt kunde vanskelig ha fåt en betegnelse som av den latinske forfatter er blit gjengit med ''sinus''; og desuten blir det da vanskeligheter med Oestrymniderne, som var spredt vidt omkring deri. Oestrymnis er sikkerlig i Bretagne, og da det "vender mest mot den varme søndenvind", må vi anta at det var et nes på dets sydkyst. At den Oestrymniske Bugt åpner sig under dette høie nes (''sub huius'') passer med alt vi vet om det. Som nævnt er de tinrike Oestrymnider utvilsomt Kassiteriderne, som må være øene i bugten ved la Vilaine og Quiberon, på sydsiden av Bretagne, hvor tin forekommer, og hvor altså den Oestrymniske Bugt har været.

Netop i dette strøk, ved Loires munding, træffer vi Veneterne som de eneste fremragende sjøfolk i gammel tid på disse kanter. Men de hadde, efter Cæsars værdifulde beskrivelse, sterke sjødygtige skuter, bygget helt av ek og med seil av skind. Dette synes ikke at stemme med at folkene på Oestrymniderne for over sjøen i skindbåter, Kelternes korakler, hvilket også bekræftes av Plinius's meddelelse (XXXIV, c. 47) at "efter fabelagtige fortællinger blev tinnet bragt i flettede og med hud omsydde skibe fra øer i det Atlantiske Hav." Enten må Veneterne ha fåt sin skibsbygningskunst efter Himilkos reise, kanske netop ved samkvemmet med Kartagerne og Gaditanerne, eller også må vi tro at meddelelsen hos Avien beror på en misforståelse av de oprindelige kilder, og at den snirklede uttryksmåte indeholder, at skibene ikke var bygget av furu, løn, eller gran, men nok av ek, som det er påfaldende ikke nævnes.

De forskjellige meddelelser holdt sammen, peker således bestemt på Bretagne som det sted hvor de tinrike øer er at søke. At det var to dagsreiser derfra til Hiernernes hellige ø, og at nær den lå Albionernes land, passer også<ref>Det har sikkerlig meget tidlig været direkte handelsforbindelse, sjøveien, mellem Bretagne og Irland (som H. Zimmer (1909) netop er i færd med at påvise i en endnu ikke avsluttet række avhandlinger). Dette forklarer at Irland her nævnes før England (Albion), som det ikke har været en så livlig forbindelse med, og det viser at meddelelsen, enten den er gammel eller ei, må stamme fra Bretagne.</ref> ; men dette tør ikke tillægges synderlig vegt, da vi ikke vet sikkert om det virkelig stammer fra Himilko.

Sjøuhyrerne er vel helst utpyntning for at gjøre reisen avskrækkende; men de kan også ha været hvaler i Biskayer-bugten. Den overdrevne skildring av reisens længde og vanskeligheter, stemmer dårlig med den oplysning at Tartesserne og Kartagerne hadde for skik at handle der. Hvor meget som her skyldes misforståelser, eller likefrem tilføielser til den oprindelige meddelelse, vet vi ikke. Med Fønikernes og Punernes almindelige ønske om at beholde sine handelsveie for sig, kan Himilko ha tilføiet dette for at skræmme andre. Det kan ogå tænkes at han har gjort en længere reise på fire måneder, men at Aviens kilde har git en misforståt og uklar beskrivelse derav.

Skildringen av det grunde vand, og tangen som holder skibene tilbake, osv., synes at være fremkaldt ved de virkelige forhold. På et andet sted i digtet kommer noget lignende frem, hvor det heter (v. 375): "Utenfor Herkules's Støtter, langs med Europas side, hadde Kartagerne engang landsbyer og byer. De hadde for skik at bygge sine flater med flatere bund forat et bredere skib kunde flyte på et grundere havs ryg"<ref>I Cæsar's skildring (Bello Gallico, III, 13) av Veneternes skibe heter det også at "kjølene var noget flatere end på vore skibe, hvorved de lettere kunde møte de grunde steder og det utfaldende tidevand."</ref>. En må tænke på den grunde franske vestkyst, hvor flo og fjære lægger store strækninger avvekslende tørre (med tang) og under vand, så det nok kunde kaldes "at jordoverflaten neppe dækkes med litt vand." Flo og fjære var jo i Middelhavet et ukjendt fænomen. Skildringen passer også forsåvidt på seilasen til Bretagne, hvor farvandet er grundt. Det har været påståt at omtalen av "tang mellem bølgerne" kunde tyde på at Himilko hadde været nær eller i Sargassohavet; men det er der ingensomhelst grund til at anta; den ovenfor givne forklaring falder naturligere, og desuten skulde vel ikke Sargassohavet kunne skildres som grundt og som liggende på veien til Oestrymnis<ref>Det har som bevis for at Fønikerne virkelig skulde ha kjendt Sargassohavet været anført at det hos Theophrast (Historia Plantarum IV, 6, 4) skulde være omtalt Sargassotang, men noget slikt har jeg ikke kunnet finde hos denne forfatter; heller ikke, som man har ment, nogen uttalelse i Aristot. Miral. Auscult. som kan fortolkes slik.</ref>.

Om Atlanterhavet heter det hos Avienus (w. 380—389):


<blockquote>"Videre mot den vestlige egn fra disse støtter er der grænseløst hav. Himilko fortæller at havet strækker sig vidt, ingen har besøkt disse have; ingen har ført skibe til den vandflate, fordi fremdrivende vinde mangler på dette dyp, og ingen luftning fra himlen hjælper skibet. Dernæst fordi mørke (caligo = mørke, helst ved tåke) klær dagslyset med en viss klædning, og fordi tåke altid skjuler havet, og fordi der stadig er skyfuldt veir med tyk luft."</blockquote>


Hvis vi kan tro Avien, at denne skildring stammer fra Himilko, har den megen interesse, da vi her, og i skildringen (ovenfor) av veien til Oestrymnis, finder samme forestillinger, om vesthavet og det ytterste hav, som kommer frem senere, efter Pytheas's tid, i omtalen av det seige og træge hav uten vind ved Thule, og det viser isåfald at allerede i hin tidlige tid hadde den slags forestillinger utviklet sig. Mullenhoff (1870, s. 78, 93 f.) går vistnok ut fra at disse skildringer hos Avien ikke kan stamme fra Himilko, men hans grunde derfor virker ikke overbevisende. Aristoteles sier (Meteorologica II, 1,14) at havet hinsides Herakles's Støtter var mudret og grundt, og lite bevæget av vindene. Dette viser klart nok at den slags forestillinger fandtes også hos Grækerne før Pytheas, og de har vel fåt dem fra Fønikerne.

At det virkelig ligger en meget gammel kilde til grund for den skildring av Vest-Europas kyst til Oestrymniderne, som vi finder hos Avienus, bevises også derved at strokene længere i nord eller nordost klart nok fremstilles som fuldstændig ukjendt, når det heter (w. 129—145):


<blockquote>"Hvis nogen våger at rette sin båt herfra fra de Oestrymniske Øer i den retning, hvor luften er kold ved Lycaons akse<ref> Lycaon var far til Callisto, og denne blev til en binne, og sat op i stjernerne som billedet den Store Bjørn. Ved Lycaons akse menes følgelig i nord.</ref>, så kommer han til Ligurernes land, som er tomt for indbyggere. Ti ved Kelternes skare og ved talrike slag er det fornylig blit gjort tomt. Og de fordrevne Ligurer kom, slik som ofte skjæbnen driver folk avsted, til de egne, hvor der næsten bare er tornekrat. Mange spidse stener er der på de steder, og kolde klipper, og fjeldene hæver sig truende til himmelen. Og det flygtende folk levet længe på trange steder mellem klipper borte fra havet. Ti det var bange for bølger (d. e. for at komme til kysten) på grund av den gamle fare. Senere overtalte fred og ro, idet sikkerheten styrket deres dristighet, dem til at dra ned fra sine høie leier, og nu stige ned til steder ved havet."</blockquote>


Mullenhoff mener (1870, s. 86 f.) at denne omtale av Ligurernes fordrivelse ved Kelter nødvendigvis er en sen tilføielse av en mand fra strøket ved Massalia, hvor Ligurerne bodde; men det kan snarere synes rimelig at ordet her er en fællesbetegnelse for de førkeltiske folk som bodde i disse nordvestlige strøk; og hvis det er nordsiden av Bretagne det her er tale om, blir jo heller ikke Ligurerne i Sydgallien så langt borte. I gammel tid blev tydeligvis folkene i Vest og Nordvest-Europa kaldt Ligyer. Hesiod nævnte dem som folkene i vest i motsætning til Skyterne i øst (jfr. Strabo, VII, 300), og i Faéthon-sagnet forekommer Ligyer-kongen Kyknos ved mundingen av den ravførende elv Eridanos, som vel oprindelig tænktes at falde i havet i nord eller nordvest. Vi kan opfatte det som at urfolket, Ligyer eller Ligurer, er av de senere indvandrede Kelter blit drevet op i Bretagnes fjeldtrakter med kratskog. I ethvert fald blir dette sted hos Avien, som forutsætter strøkene længere nord som ukjendte, et styrkende bevis for at meddelelserne er gamle, og stammer fra Himilko, og at han har været så langt som nordsiden av Bretagne, (og muligens Irland?), men heller ikke længer; for efter Pytheas's tid var de nordligere strøk vel kjendt.

==Fotnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Fridtjof Nansen]]