Vis kilden til Nordiske myter og sagn: Tors besøg hos Hymer

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nordiske myter og sagn: Tors besøg hos Hymer]] !!  !! 
|-
|}

{| width="100%" cellspacing="5" cellpadding="1"
| colspan="2" width="90%" valign="top" |
|-
| style="margin: 10px 10px 0 0; border: 2px solid #dfdfdf; padding: 0em 1em 1em 1em; background-color: #F2F2F2" rowspan="3" width="40%" valign="top" | 

[[Fil:Vilh. Grønbech.jpg|thumb|right|200px|<center>Vilhelm Grønbech<br><small>Ill.: clm.</small></center>]]
<FONT COLOR=#585858>

<center><br>'''[[Nordiske myter og sagn]]'''<br>Vilhelm Grønbech<br>1927<br><br><big>'''MYTER'''<br><br><big>'''Tors besøg hos Hymer'''</big></big><br><br>[[Fil:Urnes (JLM) 09c.jpeg|400px]]</center>


Engang drog Tor hjemmefra uden at tage vogn eller bukke med og uden at have nogen ledsager. Han vandrede ud ad vejen til Jættehjem at se til som en ung knøs, og sent på aftenen slog han på døren hos en jætte som hed Hymer, og bad om natteleje. Ved daggry stod Hymer op og gjorde sig i stand til at tage ud på fiskeri, men Tor sprang også op og trak i klæderne i en fart og bad om han måtte følge med i båden. Hymer mente ikke han kunde have megen nytte af sådan en grønskolling, sådan en lille knort som han tilmed var. "Jeg plejer at ro langt ud," sagde han, "og jeg er bange for at du kommer til at fryse derude." Men Tor svarede: "Du kan godt ro til havs; jeg er ikke sikker på at det bliver mig som først beder om at komme i land," og så vred var asen, at han nær havde sat hammeren i hovedet på jætten; men han styrede sig, ti han agtede at bruge sine kræfter et andet sted. Han spurgte blot hvad de skulde have til mading, men Hymer svarede, at han måtte selv sørge for agn. Så gik Tor på egen hånd hen til en oksehjord som Hymer havde gående, og vred hovedet om på den største okse i flokken og bar det ned til stranden. Imens havde Hymer sat båden i vandet. Tor sprang ned, tog et par årer og roede i agter, og Hymer syntes nok, det skred rask for ham; selv roede han forude, og de fik god fart på. Da de kom ud til de fiskegrunde hvor Hymer plejede at trække flynder, vilde han lægge årerne ind, men Tor sagde: "Vi skal meget længere ud," og så tog de atter et rask tag. Endelig sagde Hymer: "Nu er det ikke rådeligt at ro længere ud, ellers kommer vi let ud for Midgårdsormen." Men Tor blev ved at ro, og alt imens sad Hymer og så alt andet end fornøjet ud. Endelig tog asen årerne ind og gjorde medesnoren i stand; den var tyk og stærk og havde en krog som svarede dertil. Han satte oksehovedet på krogen og lod den gå over bord. Hovedet gik lige til bunds der hvor Midgårdsormen lå, og ormen slog straks kæberne om madingen, så at krogen huggede i gummerne; da den mærkede biddet, rykkede den til og det så hårdt, at Tors knoer huggede i rælingen. Han spændte fødderne i bunden, sådan at de gik tværs igennem og tog stade på havets bund, og dermed trak han ormen op til kanten af båden. Den der havde set Tor stirre hvast på ormen og den stirre imod nedefra, mens edder stod ud fra den i en sky, han kunde visselig sige, at han havde set noget rigtig fælt. Men Hymer blev bleg som et lig, da han så ormen og mærkede at havvandet skvulpede ham om benene, og i samme øjeblik Tor greb sin hammer og svang den, famlede jætten efter sin agnkniv og skar Tors medesnor over på kanten af rælingen så at ormen sank ned i dybet. Tor kastede hammeren efter den, og man siger at den slog hovedet af Midgårdsormen i det samme den dukkede under; men det er nok sandere, at ormen endnu lever på havets bund. Tor blev vred og satte sin næve i øret på Hymer, så at han gik udenbords med fodsålerne lige i vejret; men asen vadede selv i land.


________


Sådan lyder historien om Tor og Hymer, når somme mænd fortæller den; men somme siger at det gik anderledes til, og de beretter sådan som det nu skal høres.


Det hændte engang at guderne vilde holde et stort ølgilde, og de talte om at det tilkom Ægir at brygge øllet og beværte dem. Tor gik da til Ægir og sagde: "Nu kommer vi guder til gæste hos dig og venter at du vil beværte os godt. Det er bedst du sætter kedlerne over og begynder at brygge. Ægir vred og vendte sig og pønsede på hvordan han skulde lade guderne bøde for deres påtrængenhed, og han svarede Tor: "Du må selv skaffe så stor en kedel, at jeg kan brygge øl til så mange gæster." Guderne stod og grundede på hvor de skulde få så mægtigt et kar fra, men Tyr halede i Tor og hviskede: "Ude østen for Elivåger, hvor himmel og jord mødes, bor den træske Hymer; det er min morfar; jeg ved, han har en kedel stor nok til os, for den er vel en mil dyb." "Tror du vi kan få fat i den," spurgte Tor, og Tyr svarede: "Med magt går det ikke, men vel ved list." Så spændte Tor sine bukke for vognen, og de kørte tidlig på dagen ud af Asgård og kom om aftenen som gæster til jættens gård. Der mødte Tyr sin mormor, og han var ikke stolt af hende, ti hun havde nihundrede hoveder; andet var det, da hans moder gik frem, guldprydet og lys i lød, for at byde sin søn en drik til velkomst. Tyr sagde til hende, at de var kommet for at tale med den gamle jætte og låne hans kedel; men hans moder svarede: "Da er det bedst jeg gemmer eder bag de store kedler, ti den gamle jætte er tit både ond og nærig mod gæster." Der sad aserne en god stund, inden Hymer kom hjem; der hang jøkler af is i hans skæg, og de kunde høre dem klingre, når han gik. Datteren gik sin fader i møde og bød ham velkommen hjem og sagde at hun havde gode nyheder: "Vær nu glad, for min søn er kommet på besøg, og han bor så langt af led, at vi sjælden ses. Og han har en fælle med som hedder Veurr; han er ellers bedre ven med mennesker end med os. Nu sidder de omme i gavlen bag støtten." Jætten sendte et hvast blik hen mod gavlen, så at den svære bjælke sprang i to stumper. Da trådte guderne frem og hilste, men den gamle jætte stirrede stift på sin fjende og anede intet godt. Der blev nu lavet til nadver. Tre tyre blev slagtet og lagt i kedlerne. Tor lod sig kødet smage og satte for sin part to af tyrene til livs, inden de gik til seng. Da sagde Hymer: "Du er ikke let at have på kost; skal vi have mad i morgen aften, må vi til havs og hente sulet." Tor sagde at han var rede til at ro på søen, om jætten gav mading til fisket, men jætten svarede blot: "Gå selv til kvæget, om du tør; der finder du nok lidt okseagn." Næste morgen gik asen til skovs og så der stod en kulsort okse, og den vred han hovedet af. Da jætten så ham komme dragende med madingen, sagde han: "Det var galt nok, det første du gjorde, men det er blevet værre endnu. Men gjort er gjort," og dermed gik de til stranden og satte båden ud. Tor vilde alt længere ud end det syntes Hymer rådeligt, og da de endelig lagde årerne ind, begyndte Hymer at trække hvaler, snart en, snart to ad gangen. Imens sad Tor agter og gjorde sin snøre i stand, og aldrig så snart havde han ladet oksehovedet gå til bunds, før Midgårdsormen slog kæberne sammen om den sjældne bid. Tor halede ind på snøren, til det edderglinsende hoved spillede oppe over vandskorpen, og så satte han sin hammer lige i panden på ormen. Jætterne tudede og klipperne knak, ja hele jorden skjalv, da ormen sank ned i bølgen. Jætten sad bister og grum, mens de roede hjem, og mælede ikke et ord, før de løb op på stranden. Da sagde han: "Vi er vel halvt om arbejdet; vil du sætte båden op eller bære fangsten hjem?" Tor greb i båden og svang den på skulderen med årer og øsekar og fangst indenbords og bar den hjem, så at det skvulpede i bundvandet. Da de kom hjem, begyndte jætten at yppe kiv med Tor. "Det er ikke noget at rose sig af for en mand," sagde han, "at han kan ro en båd; jeg skal regne dig for noget, hvis du kan knuse mit bæger." Tor tog bægeret, bøjede sig forover og kastede det mod en støtte, så at det gik tværs igennem; men bægeret var lige helt. Da hviskede Tyrs moder til ham: "Prøv det på jættens hjerneskal, den er stærkere end hans bæger." Tor rejste sig halvt i sædet og iførte sig sin asestyrke; han sigtede på Hymers pandebrask, og skallen holdt, men bægeret sprang. Hymer begyndte at klage og sagde: "Nu blev jeg fattig, da mit bæger sprang mig af skødet; nu skal jeg aldrig mere folde hænderne om det og sige som de gamle: du søde øl, hvor er du dog varmt! Nu kan I gå og tage kedlen med, hvis I da kan få den ud af hallen." Tyr sled i den een gang og to gange, men han fik den ikke rokket af stedet. Da greb Tor i kanten og stæmmede fødderne ned igennem gulvet, satte kedlen op på hovedet og løb, så ringene klirrede ham om hælene. Aserne begav sig nu på hjemvejen, men de var ikke kommet langt, før de så at fjældmarken vrimlede med mangehovede jætter, der stormede efter dem, og i spidsen løb Hymer. Da satte Tor kedlen fra sig og tog til hammeren og slog jætterne til jorden mand for mand. Således kom Tor hjem med Hymers kedel, og nu drak aserne lystigt deres øl i Ægirs hal.




<center>[[Fil:Urnes (JLM) 09c.jpeg|400px]]</center>



|}




[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Vilhelm Grønbech]]