Vis kilden til Om Sindolf og hans hustru

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om Sindolf og hans hustru]] !!  !! 
|-
|}


<center>[[Små eventyr]]


<big><big>'''Om Sindolf og hans hustru'''</big></big>

''Af Sindulfo ok hans frú'' <ref>Teksten findes overleveret i håndskriftet [https://handrit.is/manuscript/view/da/AM04-0657-a-b/0#mode/2up AM 657 a-b 4to] fra omkr. 1350.</ref>


oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

&#169; 2026</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Hugo Gering: '' Islendzk æventyri, ''Verlag der Buchhandlung des Waisenhauses, Halle an der Saale, 1882''</center>
----


Dengang Paul<ref>Paul 1., pave 757-767</ref>, den første pave med dette navn, var leder af Guds kristenhed, var der en bonde ved navn Sindolf i den del af Italien, der hedder Burgund<ref>Grænselandet mellem de nuværende stater Frankrig, Schweiz og Italien</ref>. Han var en på alle måder udmærket mand, samvittighedsfuld og retfærdig. Han havde en meget smuk kone, som dog ikke var så gudfrygtig, som hun burde være, for hun hengav sig til den udyd at bryde den troskab, som hun efter loven var forpligtet til at vise sin mand. Hun elskede en klerk og stjal sig i ubemærkethed hen til ham, så snart hun kunne. Rygter om dette når bonden, men han tåler det sagtmodigt i mange dage, indtil skammen vokser sig større og større.

Det må nævnes i fortællingen, at bonden ejede en god og givende have med forskellige frugttræer. Midt i den var der en brønd, som var fortrinligt udført med plankeværk omkring og en låge, der kunne låses.

Nu sker det en dag, hvor begge ægtefæller var i haven og sad nær brønden, at bonden begynder at spørge hende — venligt til at begynde med — om det er sandt, hvad han hører om hendes utugtige liv. Men hun benægter det straks på det kraftigste og kalder det en hæslig løgn og siger, at det ikke er rimeligt, at han af alle mænd kaster en sådan vanærende mistanke på sin ægtehustru. Bonden svarede: »Det er ikke min hensigt,« sagde han, »— at gøre dette til en dyst om at være veltalende eller højrøstet, men for at jeg ikke skal nære mistanke til eller have forkerte formodninger om dine gerninger, så skal vi her og nu lade der falde dom i sagen: Tag guldsmykket af din arm og kast det ned i brønden; hvis det følger sin natur og synker til bunds, er du frikendt og skal ikke klandres, men hvis det flyder ovenpå som et blad, så viser Gud Herren, hvordan det forholder sig med dig.« Hun tøvede ikke, for hun var jordisk anlagt, og derfor formåede hun ikke at tænke ud over sin jordiske natur, og hun kaster guldsmykket i vandet, og det flyder så let, at den side, som vendte opad, slet ikke blev våd. Da talte bonden: »Dér ser du nu,« sagde han, »— Vorherres dom over, hvem du er — din onde kvinde! Og siden du har brudt den troskab, som en retmæssig hustru skylder sin husbond, sådan som Gud fastsatte det i loven, så vil jeg ikke længere lægge mig i din horefavn og derved give samtykke til din synd og usømmelighed.«

Men bondens ord og erklæring om skilsmisse gjorde hende så djævelsk vred, at hun forlod haven med et dødeligt had til ham i sit hjerte, hvilket siden kom for dagen. For ikke længe derefter skete det, som hun sammen med Djævelen og sin hjælper havde planlagt i blind beslutsomhed, nemlig at de en dag, hvor bonden opholdt sig alene i haven, overfaldt ham med våben og myrdede ham. De gravede tilmed en grav i haven og væltede ham ned i den, hvorefter de dækkede den til igen på listigste vis.

Husfruen sætter nu først det rygte i omløb, at bonden var draget hjemmefra tidligt om morgenen den dag, og hun siger, at han vil komme hjem igen, når han har besøgt sine venner. Men folk fandt det underligt, at ingen havde hørt noget til ham, da dagen var gået, uden at han var kommet hjem. Husfruen fastholdt, hvad hun havde sagt, indtil hun fandt det bedre at tie, for hun kom med mange udsagn og gisninger for at dække over sin forbrydelse. Nu var hun godt tilfreds med situationen, for hun kunne leve, som hun havde lyst til.

Efter nogen tid er det Vorherres ønske, at denne sag bliver afsløret på den måde, der nu skal fortælles om. I den samme by boede der en bonde, som længe havde været Sindolfs gode kammerat og nabo. På denne egn var det skik og brug, at de bønder i landsbyen, der havde mest, tilplantede en have med forskellige urter til gavn for folk. Således havde også den nævnte bonde en have, som dog ikke var så bekvemt anlagt, som han kunne ønske sig, og som den, der tidligere blev omtalt, for her måtte man bære vand ind til vandingen. Men manglerne ved denne have lader Guds nye martyr, bonden Sindolf, udbedre, for en nat åbenbarer han sig i et syn for sin ven og fortæller ham sandheden om sin død, og hvem der forvoldte den, og hvorfor, og hvor han blev begravet. Derefter siger han: »Siden den have, som jeg havde, er blevet forbandet ved denne gerning,« sagde han, »— vil min Gud efter min bøn, og som tegn på hvilken belønning han har givet mig, sørge for, at den smukke brønd, som står dér, er kommet her til din have med alt sit tilbehør, når du kommer ud i morgen. Dette er gengæld for det gode venskab og naboskab, som du længe har vist mig.« Efter at have talt sådan, vender han sig til Gud. Og alt, hvad han havde lovet vedrørende brønden, gik i opfyldelse. Og siden undrede kristne mennesker sig over dette utvetydige vidnesbyrd om denne ugerning, og hvor meget denne Guds mand havde udrettet med en retfærdig sag og uskyldig blodsudgydelse. Han blev siden taget op af denne mordgrav og flyttet til en værdig grav ledsaget af skønne jærtegn.

Men da den hustru, han havde haft, hører rygterne om, at Sindolf er i stand til at udvirke mirakler, siger denne fordærvelige kvinde: »Jeg tænker,« sagde hun, »— at hvis han forårsager mirakler, så gør min bagdel det også!« Men efter denne rædsomme og angerløse ytring blev hun ramt af Guds vrede og retfærdige hævn, sådan at hver gang hun åbnede munden for at sige noget, var det hendes bagdel, der råbte det. Og det var således tydeligt for enhver, før hun indtrådte i det næste liv, hvor forbryderisk og gudsbespottende en gerning hun havde gjort, og hvor vanærende og på alle måder forkasteligt det er at gøre noget så fordømmeligt og ganske uhørt.


----


'''Noter:'''
<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]