Vis kilden til Om bjærgfolk, man har set eller hørt

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om bjærgfolk, man har set eller hørt]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:ETK 01.jpg|thumb|200px|<center>Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.</center>]]

<center>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|<big>Danske sagn</big><br> som de har lydt i folkemunde]]'''<br><br>

af
'''[[Evald Tang Kristensen biografi|Evald Tang Kristensen]]'''<br>1892


<big>'''[[Bjærgfolk| Bind I]]'''</big><br><br>Første afdeling<br><big>'''Bjærgfolk'''</big><br><br><big><big>'''6. Om bjærgfolk, man har set eller hørt'''</big></big>

</center>



46. Der er bjærgfolk i ''Torsted-Storehöj''. En morgen kjørte manden i Torsted-Nygård til Nibe og så da en 3 stykker der uden til. Jens Vestergård fra Torsted var med ham og så dem også, og han har fortalt det, og han er en troværdig mand. 
<br>''Jens Hansen, Sønderup.''
<br><br>
47. Mens a var fårehyrde, da så a en bitte vrådrik komme ud fra ''Bitte-Hesthöj'', og en bitte pige på min alder, der også gik og paste får, hun så ham også, og så rendte hun hjem, og a bag efter. Han kom fuslende ind ad kirkestien og havde en rød lue på, der stod lige i land; men ingen ben kunde vi se, han havde. Vi lå på höjen flere gange og hørte det ene smælder-i-smælder efter det andet nede i höjen.
<br>''Mollerup v. Viborg.''
<br><br>
48. På ''Foeldshöj'' lige til vest for Rødding kirkegård og sydöst for præstens mark har en kone, der hed Ma Pejester set nogle små folk eller börn, der gik omkring ved den en eftermiddag. Der var en hel flok af dem.
Rödding.''
<br><br>
49. I Udbynedre færdedes der bjærgfolk på ''Gallibakke''.
<br>''Udby.''
<br><br>
50. Nede i Östervelling skov var en stor bakke, de kaldte ''Mandbjærg'', og der var bjærgfolk i. Mens a var en lille dreng, passerede det, at en kone fra Östervelling, der havde været nede i engen ved Nörre-å, kom gående op gjennem skoven, og da så hun to små drenge löbe på den höj. Så troede hun jo, det var hendes egen dreng og mig, og hun kaldte ad os og gik siden runden om höjen, men da var der ingen at hitte. Så gik hun hjemad og skjældte ud over de slemme drenge. Da hun kom til hjemmet, var vi der jo og havde ingen steder været. Så kunde hun forstå, at det var bjærgfolkene, hun havde set. De havde røde luer på, og sådan nogle brugte vi også den gang.
<br>''Kristen Andersen, Vore.''
<br><br>
51. Per Overlade og Jens Boel var ude i heden efter lyng i nærheden af ''Sandskredet''. Ligesom de stod så og læssede, da kom der tre bitte korn nogle akkurat som dwarre, og gik i skridtgang og holdt fodslag med hinanden, som kunde det være tre soldater. De gik midt hen ad vejen. Så siger Per Overlade : «Det er — som han kunde bande — tre dværge, a vil hen at sprække dem an.» Nå, han strækker jo af derhen og stiller sig, men da de kom så omtrent til ham, så vendte de sig ind til den side, han stod ved, og lige imod ham. Per Overlade bliver forskrækket og vender sig om og går tilbage. «Du fik ingen snak med dem,» siger Jens Boel. «Nej, a blev ræd for dem, a har aldrig set sådan nogle för». De var ligedan klædt, havde røde luer på og var i gulse (&#596;: gulladne) klæder. 
<br>''Jens Korregård, Havbro.''
<br><br>
52. I Madum er en höj, de kalder ''Store-Bjerrum''. Der er også en gård, de kalder Bjerrum. Der var en bjærgmand, det var så meget vist, det sagde de da. A gik der om til Store-Bjerrum og flyttede fårene, og der var noget eng der i nærheden. Den gang a så vilde gå hjem igjen, ser a en, der står i en lavning eller et hul sønden for Store-Bjerrum. A så den tydelig, men a turde jo ikke gå helt derhen, for a troede bestemt, det var en bjærgmand. Den havde ingen ting på hovedet, og hårene flöj runden om det. 
<br>''Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven.''
<br><br>
53. Der var en höj ved siden af min faders hus i ''Alstrup'', der kaldes ''Lodhöj'', det er en forskrækkelig stor höj. Der har boet trolde. Mandens bedstefader i Kaldal passede kreaturer oppe i heden. Så ligger der en gård på den anden side af bakken nede mod fjorden, der hedder Illeris, de havde også deres kreaturer i den samme hede. Når de fra Kaldal kom op gjennem dalen og op på heden, så de, at dem fra Illeris de var allerede komne, og deres drenge stod oppe på Lodhöj. Det gjaldt jo om, hvem af dem der kunde komme først. Men når de så kom op på höjen, forsvandt de Illeris drenge, og det viste sig, at de slet ikke var komne endnu. Det var så bjærgmændene, der havde været oppe på höjen.''

Mens a var hjemme, fortalte de, at der lå en stor hund begravet ved siden af höjen, det havde også noget med bjærgfolkene at gjøre, men a kan ikke huske, hvad det var. 
<br>''Kristian Torp, Ullits.''
<br><br>
54. Kristen Skrædder kunde se bjærgfolkene nede i præstens sandbakke. Det var nogne små nogne med røde luer.
<br>''Ullits.''
<br><br>
55. Ved siden af en höj, der hedder ''Mosehöj'', lige sydöst her fra Kokholm, så a en morgen, lidt för solen kom, en bitte dreng, der løb om til den nordre side af höjen. A kom fra den søndre side. 
<br>''Lavst i Kokholm.''
<br><br>
56. Per Overlade var en aften ude at skyde harer. Det var oppe på Kræn Møllers mark. Han var nemlig ved at flytte gården, og det gamle var ikke helt brækket ned, og i det gamle rad, der stod endnu, vilde han sidde og skyde en hare eller to. Men da han kommer dertil, får han en gammel mand at se, som sidder der inde med en rød lue på og nikker ad ham. Han bliver forskrækket og tör ikke gå derind, så han får ingen harer. 
<br>''Jens Korregård, Havbro.''
<br><br>
57. Der var en mand i ''Vore'', der hed Sören Ovesen, han holdt meget af at gå på jagt. En dag, han var ude her vesten for byen, kom der noget i vejen med kreaturerne der hjemme, og så vilde konen rende ud efter ham. Da hun kommer ud på præstens mark, ser hun nede i engbakkerne en bitte mand med en rød lue på, og så troede hun, det var Sören, hendes mand, for han gik også med en rød lue på. Så kaldte hun ad ham, men i det samme forsvandt han. Hun blev da ved længere nord på, og der træffer hun manden. Så siger hun: «Hvorfor svarte du ikke, Sören, da a kaldte ad dig her et stykke sønden for?» — «Der har a missel ikke været i dag,» sagde han. Så kunde hun forstå, at det var en af bjærgfolkene, hun havde set. 
<br>''Niels Frandsen, Vore.''
<br><br>
58. En pige har set bjærgmænd oppe ved ''Örnhöj'', der ligger her oppe nordvest for Vejrum. Hun gik henne i krattet med deres køer, og da så hun nogne usle bitte nogne med røde hoveder ved solens nedgang. Hun forsikrede, at det var sandt. Man kan også se dem ved solens opgang. 
<br>''Niels Simonsen, Vejrum.''
<br><br>
59. Der var en höj på Brogårds mark, som kaldtes ''Svaarhöj'', der er bleven set nogle bjærgfolk. På Stenmarken sønden og östen for kirken var der dværge i en höj, som nu er ført væk. 
<br>''Lavs Kristian Madsen, Rönneliden.''
<br><br>
60. På Vaseholm er en höj, der nu næsten er udslættet, og den kaldes ''Vaseholms höj''. Der var bjærgfolk, og en gammel kone har fortalt, at hun der havde set små folk med hvide luer på ved lag klokkeu tolv om middagen. Hun gik der som hjørde, og min moder var med der ude, men hun kunde ikke se noget. Den anden pige spurgte hende æd flere gange, om hun ikke kunde se dem); der var mange små drenge, men min moder sagde nej. Så vilde de have været henne og lege med dem, men da var bjærgfolkene væk. Når de satte sig på höjen, kunde de høre dem slå deres kister i låse. 
<br>''Marie Nielsen, Mastrup.''
<br><br>
61. Min mand, Ludvig, var ovre på Hesthave at pikke. Så kom der en ved aftenstid, der gik post, og folkene sagde da til Ludvig, om han ikke vilde give tid lidt, posten og han kunde følges ad. Jo, så kom de også til at følges ad på vejen til Rödding. Da de kom næsten til ''Hesthavehöj'', sad der to bitte drenge ved siden af vejen med spidse luer på. De tii (&#596;: tav) alstille. Så sagde Ludvig, den tid de var komne om dem: «Hvad er det for nogle?» — «Ja, ti du stille, dem har a set så tit.» De så dem ved nogle brinker, der er ved siden af vejen. 
<br>''D. L., Rödding.''
<br><br>
62. Der bor endnu en gammel mand i Höje, Lunde sogn, som hedder Hendrik Sten, og han fortæller, at han en gang i sin ungdom har set en flok ellefolk (eller bjærgmænd). Det var en aften, sådan lige i tusmørket, at han så en 7, 8 stykker af dem komme henne fra ''Lillevonesbankerne'' (&#596;: Lille-Vandmosebankerne) og gå over den vestlige vej, der fører fra Svendborg-landevejen og hen til Bobjærg by (Sunds H., Svendb. A.) tæt nede ved byen, og de gik altså ned efter Risene eller Sønderhave (to sammenstødende skove). Det var kun små skikkelser, omtrent som 8, 10 års drenge, men ellers har han ikke nærmere beskrevet dem. Hendrik Sten har meget bestemt forsikret min hjemmelsmand, at han har set disse ellefolk. 

Det sted, hvor disse ellefolk skal være set, er ikke langt fra Sønderhave i Kværndrup sogn, hvorfra jeg bar fortalt andre sagn om ellefolk. 
<br>''P. Jensen, Kværndrup.''
<br><br>
63. Der var aldrig nogen, der gik fra Skjellerup og til Skjellerup Nygårde, uden at de gik vild, for de skulde om ved ''Rollishöj''. Min moder har fortalt, at hendes fader en morgen tidlig var ude at lede om bæster — den gang gik de jo løse —, og de skulde have fat i dem skjön tidlig, ellers vilde de gå ned på Silkeborg grund. Da kom han om ved höjen, og lige som han nu går, kommer der en ud fra den. Så render han hen for at ville følges med den, den var jo forved ham, og han troede, det var også en, der vilde ud at lede om bæster, men han kunde aldrig komme den nærmere, end den var fra først af. Når han rendte, rendte den også. Da gik han og tænkte ved sig selv: «Da skal du hentes ind, om der er lykke eller råd til,» og så stak han rigtig i rend. Men ved det han render nu så stærkt, så falder han. Da han kommer op igjen, er der ingen ting at se, og da udbryder han: «Gid Fanden med dig, din djævel, som du har narret mig!» Så gik han hans kås og fandt hans bæster. 
<br>''Jens Bærteisen, Vole.''
<br><br>
64. Min bedstemoder har fortalt, at hun og en anden pige en gang som börn var ude at plukke bær i ''Skarbjærge''. Allerbedst, som de sad på en af de største klitter, som der sagdes at være bjærgfolk i, og plukkede bær, kom de til at se op, og de så da på toppen af bjærget to små mennesker i grå klæder med spidse luer på. De så straks, at det var bjærgfolk, og tog forskrækkede flugten hjemad.
<br>''Kr. L. Vestergård, Ulfborg.''
<br><br>
65. Dagen för juleaften da gik min kone til ''Bygballe'', der havde været bud efter hende, hun skulde ned og have noget til jul, og da hun kom forbi ''Bastrup höj'', da stod der et höjt kvindfolk i et grönt skjort og grönne bindærmer og rödt liv og hvidt forklæde, og skjorterne var meget korte. Hvordan hun gik og kom for hende, så vendte hun bestandig front mod hende. Hun sagde god dag til hende, men fik intet svar. Hun lignede bestemt et afdød ældre fruentimmer fra Mejlby ved navn Mariane Krympes.
<br>''Easmus Peter Mortensen, Mejlby.''
<br><br>
66. Skolebørnene legte en dag oppe ved ''Mavehöj''. Da kom der et kvindfolk ud af höjen og rev skjorterne over hovedet, og så blev der sådan en stank, at de kunde ikke være der. 
<br>''Johan Krist. Eskesen, Glibstrup.''
<br><br>
67. Skolebørnene så nogle småpuslinger ved ''Mavehöj'', som ligger ikke langt fra skolen. De gik så derop og så efter, men ilag de kom derop, svandt det hen, og de blev syge, da de kom hjem. Den ligger på Nörhede mark, og på den kan man stå og tælle en 15, 16 kirker. I den siges en kong Mave at være begravet.

Mændene i ''Nörhede'' blev ens om at kaste den ud for at få bjærgmændenes skatte, og endnu er der godt spor af, at den er gjennemkastet. De så da byen i lys lue og løb derfra.

Tæt ved, vel en 100 alen vest for, er ''Dronnings höj'', hvor en dronning er begravet. Det er de to störste höje i flere sogne her omkring, og der er endda mange höje.
<br>''Anders Madsen, Nörhede, Lyne.''
<br><br>
68. Der er nogle forfærdelig store sandbrinker norden for ''Skivum'' by, de kaldes ''Sandbakkerne''; og en efterårsaften, da hjorderne gik der ude og var ved at drive hövderne hjem, da kom der en til dem der ude i en rød tröje og lyseblå bukser og med en rød lue på, og han rendte og hoppede i grøfterne. Det var jo sådan nogle knoppeldrenge, og da de så ham, sagde de: «Hvem er du?» Han var en dværg, han var oppe fra ''Növlinghöj'', en stor höj lige nord for ''Ejdrup'', der endnu er ubeskadiget. Det var 3, 4 aftener efter hinanden, den dreng viste sig for dem, og den fortalte dem ligedant hver gang. Så kommer pråten jo ud om dether, og det kommer for provst Wøldike, så han får fat i det. Han går da hen til hjorderne og spörger, om det er tilfældet. De siger ja, og han sætter af om aftenen og vil ud og se deher bitte fyre. Men vi véd ikke, om han så dem, for vi hørte ikke mere til det.
<br>''Jens Korregård, Havbro.''
<br><br>
69. Imellem ''Borup'' og ''Lundby'' er der nogle höje, der kaldes ''Borup höje'', og dem er det ikke så redelig ved. A kom fra marked i Han herred, og havde en hest bag efter vognen. Da hører a, som et meget let kjøretöj kommer bag efter, og vil så holde til siden. Hesten snorkede, og en pige, der sad ved mig, griber om mig og siger: «Å ,Herre Gud!» Det kom så forbi, men a så intet og hørte blot en lyd henne ved höjene. A blev så angst, te a lagde mig ind i Vegger-gårde om natten, for der skulde pigen til, og så havde a jo ikke længere haft hende at ro mig ved.
<br>''Hans Tyrrestrup, Gjötrup.''
<br><br>
70. Min fader boede i ''Mølgårde'' i Søby sogn, mens han var ladefoged på ''Søbygård''. En aften, han gik hjem, havde han en skjæppe malt på nakken. Den lå og vippede, og så var det, som der gik en lyd bag ved ham og sagde lige så bestemt som posen: «Vip, vip!» Da han var kommen op til landevejen, hvor der lå en svær höj, som imidlertid nu er kjørt væk, gav det et skrald i höjen som et svært kanonskud, og så mærkede han ikke til mere. Han troede da, det var en bjærgmand, der var fulgt bag efter ham. 
<br>''Peder Andersen Søndergård, Svendstrup.''
<br><br>
71. Der har noget om natten til visse tider gået og råbt i en strækning hen efter ''Lushöj''. Der var en pige, som sagde, hun hørte det råbe: «Loest!» A kom kjørende en aften silde fra Mollerup, og da råbte det: «Lavst!» Så troede a, det var mig, for sådan hedder a, og a troede, det var pigen, der var ude at lede efter får fra Mejlgård. Den pige tjente i Ingstrup mølle, og hun fulgte netop en anden pige på vej og hørte det da så grangivelig. 

Det skal råbe, for det der er midler i de to höje dér — den ene af dem hedder ''Algjerhöj'', og på den kan man stå og tælle 18 kirkesogne. Men der er ingen ting fundet endnu andt end sten. 
<br>''Lavst i Kokholm.''
<br><br>
72. En aften jeg kom kjørende på landevejen mellem ''Kalundborg'' og ''Slagelse'' og skulde lige til at nå ''Ågerup mølle'', da så jeg foran mig på vejen nogle små sorte skikkelser; de så ud i frastand som en stor flok skoledrenge. Da jeg kjørte rask, kom jeg snart nærmere og så nu, at det var små bjærgfolk eller nisser. De havde mørke klæder på, og hver af dem røg på en sølvpibe. Efterhånds, som jeg kom forbi dem, hilste de: «Aften, aften!» for den slags kan jo ikke sig: God-aften. Jeg så dem lige så rivelig, som jeg ser dig — og jeg kan huske, en gang imellem røg ildgnisterne op af deres piber. Jeg gav mig ikke tid til at hilse igjen, men jeg smurte på bæsterne, og der var heller ingen, som fornærmede mig. Det har vist nok været underjordiske folk, som gik til et gilde i en af bankerne der omkring.
<br>''Fortalt af Kristen Lassen i Løve. Anton Nielsen.''
<br><br>




[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Evald Tang Kristensen]]