Vis kilden til Om to byboer og en bondekarl

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om to byboer og en bondekarl]] !!  !! 
|-
|}


<center>[[Små eventyr]]


<big><big>'''Om to byboer og en bondekarl'''</big></big>

''Af tveimr burgeisum ok kotkarli'' <ref>Teksten findes overleveret i [https://www.manuscripta.se/ms/101382 Isl. papp. fol. 66].</ref>


oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

&#169; 2026</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Hugo Gering: '' Islendzk æventyri, ''Verlag der Buchhandlung des Waisenhauses, Halle an der Saale, 1882''</center>
----


»Min søn!« sagde en lærd mand, »— hvis du er på farten sammen med fremmede mennesker, så elsk dem, som du elsker dig selv, og tænk ikke på at snyde dem, så du selv ender med at blive snydt, og det går dig som de to byboer med bondekarlen.« Sønnen sagde: »Fortæl mig om det, så jeg og mine efterkommere kan få gavn af det.« Faderen sagde da til sønnen:

»Jeg hørte om to byboer og en bondekarl. De skulle drage på pilgrimsfærd til den by, der hedder Mekka, og de skulle alle tre være fælles om forplejningen. Til sidst begyndte maden at slippe op, og der var ikke mere mel tilbage, end at det kunne række til ét brød, og det endda et lille brød. Byboerne talte nu sammen: ‘Vi har ikke meget brød, og vores kammerat spiser meget, og vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi undgår, at han får sin del, så kun vi to får noget at spise.’ De traf nu den beslutning at lave brødet og stille det i ovnen, og de skulle sove, mens det blev bagt, og den af dem, der drømte det mest bemærkelsesværdige, skulle have brødet for sig selv. De gjorde dette, fordi de mente, at bondekarlen ikke ville drømme noget eller fatte noget af deres snyderi og bedrag. Derpå lagde de sig for at sove. Bonden mente nu at kunne forstå, at det var deres hensigt at snyde ham. Så snart de faldt i søvn, rejste han sig og tog brødet, der kun var halvvejs gennembagt, ud af ovnen og spiste det og lagde sig til at sove. Kort efter vågnede den ene bybo, som om han var blevet skræmt i søvnen, og han kalder på sin kammerat. Han svarer: ‘Hvad er der med dig?’ ‘Jeg havde en underlig drøm,’ sagde han, ‘— og det forekom mig, at to engle åbnede porten til Himmerige og tog mig og ledte mig frem for Gud.’ Hans fælle svarer: ‘Det er en underlig drøm, men jeg drømte, at to engle førte mig ned gennem jorden og til Helvede.’ Bondekarlen hørte, hvad de sagde, men lader, som om han sover. Og byboerne, som blev snydt af ham, de selv prøvede på at snyde, kaldte på ham. Han svarede dem, som om han var meget skræmt: ‘Hvem er I, der kalder på mig?’ Og de svarede: ‘Vi er dine kammerater.’ Bondekarlen sagde: ‘Er I nu kommet tilbage?’ De svarede: ‘Hvor skulle vi være taget hen, og hvorfra skulle vi være kommet tilbage?’ Bondekarlen sagde: ‘Det forekom mig, at engle tog den ene af jer og førte ham op gennem skyerne til Himmerige og foran selve Gud, og to andre engle tog den anden af jer — og jorden åbnede sig — og førte ham ned til Helvede. Og jeg tænkte da, at ingen af jer ville komme tilbage, så jeg stod op og spiste brødet.’«

Nu hørte sønnen, hvordan det gik dem, der ville snyde deres kammerat, og hvordan deres egen list blev vendt imod dem. Sønnen svarede: »Det gik dem, således som man førhen sagde med de gamle vismænds ord: ‘Den, der ville have alt, mistede alt.’ Det er hundes natur, at de hver især æder meget fra hinanden, men hvis disse mænd havde haft kamelens natur, så ville de have haft et mildere sind, for hvis kamelerne fodres på samme tid, så spiser ingen af dem, før de alle er samlet. Tilsvarende hvis en af dem er syg, så den ikke kan spise, så spiser ingen af dem, før denne ene bliver ført væk. Og hvis disse byboer havde haft kamelens natur, så var det gået dem bedre. Min læremester fortalte mig engang en lignende historie om en skræddermester, hvis lærling lod ham banke med køller.« Faderen svarer: »Fortæl mig, hvordan det gik til, for det kunne være morsomt at høre.«<ref>Se [[Skrædderlærlingen der lod sin mester banke med køller]]</ref>


----


'''Noter:'''
<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]