Vis kilden til Prædiken ved kirkeindvielse

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Homilier]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Prædiken ved kirkeindvielse]] !!  !! 
|-
|}


<center>[[Gammelnorsk homiliebog]]


<big><big>'''Prædiken ved kirkeindvielse'''</big></big>

''In dedicatione templi sermo''


oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

&#169; 2025</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger:'' [[Gammel norsk Homiliebog]]'', Christiania, 1864''</center>
----


[[Fil:Stavkirken_Borgund_(Rørbye).JPG|thumb|right|300px|<center>&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;'''Borgund stavkirke'''<br>af Martinus Rørbye (1803-45)</center>]]Kong Salomo opførte det første tempel for Gud, og da det var færdigbygget, bød han sit folk at fejre højtid. Da forestod Salomo bønnen og sagde dette: »Du hørte — Herre! — din træls bøn, da jeg bad om at måtte opføre et tempel for dig. Velsign og helliggør du derfor dette hus, som jeg byggede i dit navn. Hør du — Herre! — den bøn, din træl beder til dig i dag, så dine øjne kan se og dine ører høre, hvad der sker i dette hus dag og nat. Hvis dit folk synder, men angrer synderne og kommer til dette tempel for at bede for sig, så hør du deres bønner på dette sted, og befri dem fra fjenders greb.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Kong/8 1 Kong, 8, 1 ff.]</ref> Og da Salomo sluttede sin bøn, da åbenbarede Herren sig, og alle så Guds herlighed skinne over templet, og alle de tilstedeværende bøjede sig for Gud og priste Herren. Og disse hændelser ligger til grund for alle kirker og alle kirkedagsfejringer.

Men siden vi i dag holder kirkeindvielse — gode brødre! — så er det først og fremmest nødvendigt at forstå, hvor megen barmhjertighed vi modtager i kirken. Som det første, når et menneske kommer til verden, skal det bæres til kirken og døbes dér, og han bliver da Guds søn, mens han inden da var syndens træl. I kirken skal vi vie Vorherre Jesu Kristi legeme og blod, som alle kristne mennesker skal indtage til deres frelse. Denne handling får Himlen til at åbne sig, og Guds engle blander sig med menneskene og følger præstens tjeneste. I kirken indgås der forlig mellem Gud og menneskene, og dér bliver alle de bønner, som vi beder, yderst velbehagelige for Gud. Hvis vi falder i storsynd og bliver uvenner med Gud, så skal vi også gå til kirken og dér skrifte for præsterne og blive forsonet med Gud. Og når et menneske dør, skal liget føres til kirken og begraves dér, og da skal præsterne overgive vedkommendes sjæl til Gud. Vi er derfor — gode venner! — forpligtede til at tage god vare på vores kirker, sådan at vi dér søger Guds barmhjertighed, så snart vi kommer til verden, mens vi befinder os i denne verden, og når vi forlader denne verden.

Og fordi man på latin bruger det samme ord for ''kirken'' og for hele ''kristenheden'', så vil vi tale om, hvordan kirken symboliserer kristenheden, og hvordan kristenheden kan kaldes for Guds hal. For apostlen Paulus sagde dette: »I er et helligt tempel for Gud, som bor i jer.«<ref> Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Kor/6 1 Kor 6, 19]</ref> På samme måde som kirken er bygget af mange sammensatte dele, sådan samles mennesker fra mange forskellige folkeslag og med mange forskellige sprog i én tro. Nogle kristenfolk er hos Gud i Himlen, mens andre er her i denne verden. Og derfor symboliserer kirken delvis Himmeriges herlighed, delvis den jordiske kristenhed.

Kirkens kor symboliserer helgenerne i Himlen og kirkeskibet de kristne mennesker her på jorden. Alteret symboliserer Kristus, for på samme måde som offergaver, der gives til Gud, kun helliggøres over alteret, sådan bliver vores gerninger ikke velbehagelige for Gud, medmindre de helliggøres i kærlighed til Kristus. Alterdugen er helgenerne, som pryder Kristus med gode gerninger. For som apostlen Paulus sagde: »Alle I, som er døbt i Kristus, I har iklædt jer Kristus.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Gal/3 Gal 3, 27]</ref> Kirkens grundbjælker symboliserer Guds apostle, som er hele kristenhedens bærende bjælker. Indgangen til kirken symboliserer den rette tro, som leder os ind til den almindelige kristendom. Døren for indgangen symboliserer de forstandige mennesker, som dygtigt modstår vildfarne mennesker og med deres forkyndelse udelukker dem fra Guds kristendom. Gulvplankerne i kirken symboliserer de ydmyge mennesker, som gør sig små i al æresbevisning og giver alle folk des mere støtte, jo mere der bliver trådt på dem. Kirkens bænke symboliserer de medfølende mennesker, som med deres overbærenhed støtter deres svage medmennesker på samme måde, som bænkene støtter de siddende. De to kirkevægge symboliserer de to folkeslag, som er samlet i én kristendom, det ene folkeslag er jøderne, det andet er hedningerne. Gavlvæggen, som forbinder de to sidevægge til et hus, symboliserer Vorherre, som sammenknytter to folkeslag i én tro, og selv er sin kristenheds værn og skjold. I denne gavlvæg findes den dør, hvor man går ind i kirken, og glugger, som oplyser kirken, for Herren selv oplyser alle dem, der går ind i hans tro. Den tværvæg, der er mellem kirkens skib og kor, symboliserer Helligånden, for på samme måde som vi træder ind i kristendommen gennem Kristus, sådan træder vi også ind i den himmelske herlighed gennem Helligåndens barmhjertighedsport. Og på samme måde som Kristus sammenknyttede to vægge — det vil sige to folkeslag — i én tro, sådan forbinder Helligånden de samme folkeslag i én kærlighed. I denne tværvæg er der en stor åbning, så man fra kirkeskibet kan se al den gudstjeneste, der foregår i koret, for enhver, der finder Helligåndens barmhjertighedsport, bliver i stand til at se mange himmelske ting med tankens øjne. Kirkens fire hjørnestolper symboliserer de fire evangelier, for den indsigt, evangelierne rummer, er den vigtigste støtte for hele kristendommen. Kirkens tag symboliserer de mennesker, der løfter tankens blik fra alle jordiske ting til den himmelske herlighed og på den måde skærmer de kristne fra fristelser med bøn, sådan som kirkens tag skærmer mod regnen. De lange tømmerstokke i kirken — det er åsene og tagbjælkerne — der både støtter kirkens tagspær og bræddevægge, symboliserer de ledere, der er sat til at styre og styrke kristendommen, sådan som abbeder over munkene eller høvdinge over undersåtterne. De tværbjælker, der støtter tagbjælkerne og afstiver det tømmer, der bærer åsen, symboliserer de mennesker i kristendommen, som med deres råd forsoner verdslige høvdinge, så disse støtter klostrene og hellige steder med deres formue. Klokkerne symboliserer præsterne, som med deres bønner og prædikener frembringer en skøn lyd for Gud og for menneskene. Kors og helgenbilleder symboliserer de afholdende mennesker, som bærer Kristi pinselsmærker på deres legemer, når de udmatter sig ved at faste og våge.

Men på samme måde som vi siger, at kirken symboliserer hele kristenheden, sådan kan den også symbolisere det enkelte kristne menneske, som med gode sæder i sandhed gør sig til Helligåndens tempel. For ethvert menneske skal bygge en åndelig kirke i sig selv, ikke af tømmer og sten, men snarere af gode gerninger. Denne kirkes kor består af bøn og salmesang. Alteret er kærligheden, alterdugen de gode gerninger, som bør følge kærligheden. På samme måde som alle offergaver helliggøres over alteret, sådan helliggøres alle gode gerninger i kærligheden og bliver velbehagelige for Gud. Men denne kærlighed er delt i to, nemlig kærligheden til Gud og næstekærligheden. Denne tosidige kærlighed symboliserer kirkens to tværvægge, den yderste er næstekærligheden, den inderste er kærligheden til Gud. I den indre tværvæg er der en stor åbning ind til kirkens kor, for enhver vil finde vejen til Gud jo mindre trang, des mere han elsker Gud. I den ydre tværvæg er der glugger, for »Herrens bud er lyst,« sagde salmedigteren, »— og oplyser vores øjne.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/sl/19 Sl 19, 9]</ref> Og dette lyse bud forklarede Herren selv yderligere og sagde: »Det er mit bud, at I skal elske hinanden.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/13 Joh 13, 34]</ref> 
Døren i indgangen symboliseres af det at styre tungen, som David sagde det i salmen: »Sæt du vagt ved min mund — Herre! — og en dør til at lukke mine læber.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sl/141 Sl 141, 3]</ref> Ligesom han sagde dette: »Åbn min mund, når det er bedre at tale end at tie, men luk den, når det er bedre at tie end at tale.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Pred/3 Præd 3, 7]</ref> Desuden kan døren symboliseres af den dømmekraft, som gør os i stand til at skelne det gode fra det onde, sådan at vi åbner vores hjerter for det gode, men lukker alle hæslige tanker ude. Denne kirkes grundstokke er symboliseret af troen, for på dette fundament og på disse bærende bjælker skal vi bygge alle gode gerninger, så vi kan blive Guds tempel. De fire hjørnestolper symboliseres af de fire vigtigste dyder, som er de stærkeste støtter for andre gode gerninger, nemlig forstand og retfærdighed, styrke og mådehold. Gulvplankerne er symboliseret af ydmyghed og lydighed og tålmodighed, når man ikke skammer sig over at blive udsat for fornedrelse og forurettelse. Bænkene symboliseres af barmhjertige gerninger, som yder de trængende trøst på samme måde, som bænkene giver de siddende hvile. Væggene symboliseres af alle gode gerninger og alt nyttigt arbejde, som bliver gjort af kærlighed til Gud og vores næste. Tagbjælkerne, der holder bræddevæggene sammen, symboliseres af urokkeligheden i gode gerninger. Taget over væggene symboliseres af håbet og de tanker, som vi bør sende til Gud i alle gode gerninger. Åsene, der støtter tagspærene, symboliseres af den tålmodighed, der bærer vores håb, så vi ikke mister forventningen om Guds barmhjertighed. Tværbjælkerne, der støtter væggene, så de ikke styrter sammen i voldsomt vejr, symboliseres af fred og enighed, som understøtter og sammenknytter alle vores gode gerninger, så de ikke styrter sammen i djævelske fristelsers storm. Kors og helgenbilleder symboliseres af legemlig afholdenhed — det vil sige at faste og at våge. Klokkerne symboliseres af forkyndelsen, der kalder os til gode gerninger, som klokkerne kalder os til gudstjeneste. Den indhegnede grund omkring kirken symboliseres af alle disse gode ting, som her er blevet nævnt. Og vi kan tage godt vare på alle disse gode ting, såfremt vi ihukommer de gerninger, der blev gjort af dem, der har forladt denne verden før os, sådan at deres gode eksempler styrker os til efterligning, mens deres dårlige eksempler skærmer os mod synd. Disse overvejelser symboliserer de dødes grave på kirkegården.

Og vi skal vide, at alt, hvad der behøves af kirkeudstyr og til gudstjenesten, kan symboliseres på åndelig vis og opfyldes i os, såfremt vi lever så renfærdigt, at vi bliver værdige til at kaldes Guds tempel. Det er derfor nødvendigt — gode brødre! — når vi højtideligholder kirkens indvielse, at vi renser den kirke, vi har i brystet, sådan at Gud ikke i sit tempel — det vil sige i os selv — finder noget, der mishager ham. Og på samme måde som vi ønsker at vise os i fine klæder og renvaskede på højtidsdagen, sådan bør vi også indeni vaske syndens smuds af vores sjæl med tårer og pynte den med gode gerninger. Og på samme måde som vi indtager fortrinlig føde ved højtiderne, sådan skal vi også nære vores sjæl med højtidsmad — det vil sige Guds ord — for det er usømmeligt, hvis legemet bærer fortrinlige klæder og får den bedste føde, mens det indre menneske er upyntet og går glip af sin næring. Det nytter ikke noget, at vi kommer til den ydre kirkedag klædt i skrud, hvis vi forsømmer den indre kirkes hellighed — det vil sige at tage vare på gode gerninger — for vi fejrer tilbagevendende kirkedagen på den samme tid af året her på jorden, for at vi skal blive i stand til at fejre den evige kirkedag, som er den sande lykke hos alle helgenerne i Himlen. Og hvis vi udviser rigelig barmhjertighed over for vores medmennesker i deres nød, så kan vi opnå del i denne lykke. Det er godt at give midler til kirkerne, men det er bedre at vise omsorg for vores stakkels medmennesker, når de lider nød, for kirkerne forgår med denne verden, men sjælene forgår aldrig.

Hvis vi ønsker at være Helligåndens tempel, bør vi vise vores trængende medmennesker en lige så stor barmhjertighed, som kirken viser os. På samme måde som kirken leder os i Guds hænder ved døbefonten, sådan skal også vi ved tårernes kilde lede vores næste væk fra vildfarelsen, når vi græder over deres synder, for tårer renser synderne på samme måde som døbefonten. Og på samme måde som vi går til skrifte i kirken for vores synder, sådan skal også vi skærme vores medmennesker mod synder. Og på samme måde som vi modtager himmelsk føde — det vil sige ''corpus domini''<ref>''Herrens legeme'', nadveren</ref> — i kirken, sådan skal vi også byde de trængende legemlig føde. Og på samme måde som kirken tilbyder en grav til de dødes legemer, sådan bør vi også bede bønner for deres sjæle.

Hvis vi med en sådan indstilling fejrer de timelige højtider her på jorden, så vil vi opnå den evige højtid i Himlen hos vor frelser, Herren Jesus Kristus, som lever og regerer som Gud med Faderen og Helligånden ''per omnia secula seculorum''<ref>&asymp; i al evighed</ref>. Amen.


----


'''Noter:'''
<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Religiøs litteratur]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]