Vis kilden til Selv med i ligfølget. Ens egen ligskare

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Selv med i ligfølget. Ens egen ligskare]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:ETK 04.jpeg|thumb|200px|<center>Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.</center>]]

<center>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|<big>Danske sagn</big><br> som de har lydt i folkemunde]]'''<br><br>

af
'''[[Evald Tang Kristensen biografi|Evald Tang Kristensen]]'''<br>1893


<big>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|Bind II]]'''<br><br>'''[[Dødsvarsler|H. Dødsvarsler]]'''</big>

<big><big>'''24. Selv med i ligfølget. Ens egen ligskare'''</big></big>

</center>



512. En karl, der tjente sammen med min fader i ''Vingsted mølle, Bræsten'' sogn, så en aften en ligskare kjøre ud fra en gård i Bræsten og kunde kjende alle kuskene på vognene undtagen kusken på ''Kjeldkjær'' vogn. For ligvognen var et par gamle afslæbte heste. Året efter døer manden i den gård, og for ligvognen spændtes et par gode heste, men de blev urolige, og der spændtes da et par gamle for. Kuskene passede alle efter karlens angivelse, men han var da selv kommen til at tjene for kusk i Kjeldkjær, og det var da ham selv, han havde set, men ikke kjendt.

''Jebjærg højskole''. 


513. En mand fra ''Sønder- Sejerslev'' havde været i ''Møgeltønder''. Da han red hjem om aftenen, så kunde han mærke på hesten, idet den spidsede ører, at der kom noget imod ham. Derfor belavede han sig pa at holde hesten godt an. Men inden han rigtig mærkede noget, så holdt han ved siden af en varsels-ligskare. Han så de fleste af Sønder-Sejerslev mænd og koner. Desuden så han sig selv som kusk, og øget, han red på, var spændt for vognen. Men han kunde ikke give nogen forklaring om, enten det var et stort eller lille lig, ikke heller, hvem der kjørte det bort. Siden viste det sig, at det var ligfærd for hans nabos barn.

''N., Ramten''. 


514. En aften, Jens Jakobsen han var oppe for at se efter noget, havde de andre overlagt, at de vilde møde ham, så han kunde ikke komme der op. Så blev han syg. En anden gang, han så en ligskare, kunde han kjende dem alle uden én, og det var ham selv.

''Lars Nielsen, Vinkel''. 


515. En mand i ''Hillerslev'' stod en aften vesten for hans gård, og så en ligskare komme ud af naboens gård, og da den skred hen over toften, kunde han kjende alle dem, der var i ligfølget, så nær som én, og det var en lang skrummel, der gik så sært og slentrede i töjet og var så hvid og kalket på ryggen af væggene. Kort efter døde én i gården, og da var manden selv med i ligfølget, og han så ud akkurat som den, han forhen havde set. De andre, der havde hørt fortællingen derom, kunde nu fortælle ham, at det måtte være ham selv.

''Jens Bisgård, Hurup''. 


516. I ''Holstebro-egnen'' er der mange fortællinger om, hvordan folk kan se deres egen ligskare. En mand gik således en aften ud i gården og så da en stor ligskare, som holdt der. Han kunde tælle vognene og kjende alle personerne så nær som én, og det var ham selv. Han døde kort efter. Når man kjører på vejen om aftenen, så kan det ske, at hestene standser og ikke vil længere. Da gjör man bedst i at dreje af vejen, ti det er en ligskare, som skal forbi.

''Kr. Östergård, Ashland''. 


517. En pige fra det nordlige ''Sønderjylland'', der var på højskolen i ''Vejstrup'', har fortalt mig, at en gammel degn der på hendes fødeegn gik en aften hjem fra et lille aftenbesøg hos nogle venner i byen. På vejen møder han ligskaren. Mod god skik, der siger: Lad fare, lad fare de døde, spurgte han en mand, der strøg ganske tæt forbi ham, og som han for resten godt kjendte, det var en af hans naboer: «Hvem begraver I i aften, Peder Jensen?» — «Det er den gamle Peder Degn,» svarede den adspurgte uden at standse eller se til siden. Den gamle Peder Degn var spørgeren selv, og det er derfor ikke så sært, at han blev underlig til mode og straks fortalte, hvad han havde hørt og set. Men tre dage efter døde degnen uden foregående sygdom, og niende dagen efter at han havde mödt ligskaren, blev han begravet. Han så således sit eget varsel.

''Rasmus Hansen''. 


518. En mand i ''Esbøl, S.-Vium'' sogn, kom en aften kjørende og havde sin karl med sig. Så kunde han se en ligskare og sagde til karlen, at han skulde holde til side en lidt. Da de nu kjørte forbi, kunde han kjende hans egne heste og hans egen kone, som efter almindelig skik sad bag ved ligkisten. Om vinteren blev han syg, men han sagde til folkene, at de skulde ikke hente doktor, for han vidste nok, at han kerte sig ikke. Så døde han også.

''Kristen Jensen, Hemmet''. 


519. Der var en mand, som vi var nabo med, han sad en aften, mens a var dreng, nede ved mine forældre og fortalte om, at de havde hørt forvarsel for hans første kones død. Det var en aften, han kom fra Horsens og kjørte om ved ''Vedslet kirke''. Den gang gik vejen igjennem en dal og lige om ved kirkegården, men nu går den uden om den. Det er sådan en grumme mørk, dyb dal, og ved det de kommer derned, så siger hans kone til ham: «Jösses, Såren» — han hed netop Sören Nielsen — «hvad er det, der kommer hist oppe fra kirken?» Hun kunde se en hel masse sorte mennesker, der kom. Han svarte hende lidt kort: «Hvad er det for noget sludder, a kan ingen ting se.» — «Kan du da nu ikke se? nu kommer de lige tvært over vejen og drejer lige ned imod os.» Men han kunde ikke se noget. Så siger hun, han skal holde til side, for de kommer lige ned imod dem, og hun greb i den ene line og vilde haft ham til at tvinge bæsterne og siger, om han kunde nu ikke se, de var lige ved dem. Han kunde endnu ikke se noget. Lige med ét stod bæsterne af dem selv, de vilde aldrig gå et tråd længere, og han brugte endda pisken. De vilde ikke gå, inden hun sagde, at nu var skikkelserne komne forbi. Da var der ikke noget i vejen for at kjøre. Men en 8 dages tid efter blev konen syg og kom aldrig op mere, så det var hendes egen ligskare, hun havde set.

''Peder Holskov, Gjesing''. 


520. Der var to brödre her i ''Nebel:'' Store-Kræn og Lille-Kræn. Den første kunde se alting. Han gik op på kirkegården nytårsaften, og så spurgte de ham bag efter ud. Et år sagde han, da de ved en forsamling sad og spurgte ham ud: «Der kommer en stor syge over folk her i sognet. Min broder (i den store gård) skal dø først, men a må selv dandse bag efter.» Da de spurgte ham, hvorpå han kunde se det, svarede han, at han havde set ligtoget. Han kunde kjende hans egne bæster for den forreste vogn, og en mand af byen kjørte dem, så han kunde jo nok tænke, at han selv lå i kisten, da han ikke var med. Der kom også kort efter smitsom syge, og det blev ligefrem forbudt at komme til den gård, hvor hans broder var.

''Kristen Vad, Nörre-Nebel''. 


521. En kone i ''Sønder-Kongerslev'' stod en aften ved veien og så da en ligskare, der kom fra den del af byen, hvor hun boede, og gik ganske tæt forbi hende op mod kirken. Hun kjendte alle deltagerne, fortalte det hele, da hun kom hjem, og anstillede gisninger over, hvem det kunde være varsel for. Kort efter døde hun imidlertid selv, og de samme folk, hun havde set i ligskaren, fulgte hende til graven. Det var altså hendes egen ligfærd, som havde vist sig.

''M. N''. 


522. Den forrige ejer af ''Kalundborg-huset'' i ''Hårslev'' sogn så selv varsel for sin død. Det var i begyndelsen af hans sygdom; da så han en nat en ligskare, der gik forbi huset inde i marken. Men af den sygdom stod han ikke op mere. For mandens broder, der døde förend denne, kom der også varsel. Det var nemlig en aften, der hørtes et stærkt slag på stuedøren som af et reb, og kort efter døde han.

''L. F''. 


523. Min bedstefader døde af kræft. Et års tid för, han kom hjem fra byen, så han gården opfyldt af vogne, og et ligfølge kom ud af døren, bærende på en ligkiste. Han troede, at det var hans egen ligfærd, og der førtes heller ikke andet lig derfra, så det var rigtigt nok, hvad han havde troet.

''P. S. Hanghöj, Vrå''. 



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Evald Tang Kristensen]]