Vis kilden til Troldmændene paa Vestmændsøerne

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Galdramennirnir í Vestmannaeyjum]] !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Troldmændene paa Vestmændsøerne]] !!  !!  
|-
|}


[[Fil:Carl Chr. Thv. Andersen.jpg|thumb|200px|<center>Carl Chr. Th. Andersen<br> (1828-1883)</center>]]

<center>'''[[Islandske Folkesagn og Eventyr]]'''<br><br><big><big>'''Troldmændene paa Vestmændsøerne'''</big></big><br>i dansk oversættelse ved<br>Carl Andersen<br>1862</center>



Da den sorte Død rasede over Island, sloge atten Troldmænd sig sammen og sluttede et Forbund med hverandre. De droge ud til Vestmændsøerne og vilde der værge sig mod Døden, saalænge de kunde. Da de ved Help af deres Trolddomskløgt saae, at Sygdommen var taget af paa Fastlandet, vilde de gjerne vide, om der endnu var noget Menneske ilive. De bleve da enige om at sende een af deres Fæller iland, og dertil valgte de den, som hverken var meest eller mindst forfaren i deres Kunst. De førte ham til Land, og sagde, at hvis han ikke var kommen tilbage inden Juletid, skulde de skikke ham en Sending<ref>Sending (isl. sending) betyder det Spøgelse eller Gjenganger, der sendes ud, for at dræbe Nogen.</ref>, der dræbte ham. Dette var i de første Dage af Advent.


Manden forlod dem, gik længe om og kom vide. Men ingensteds saae han noget levende Menneske; Gaardene stode aabne og indenfor laae Liig rundt omkring. Endelig kom han til en Gaard, der stod lukket. Han undrede sig derover, og det Haab vaktes hos ham, at han her vilde træffe paa et Menneske. Han bankede paa Døren, og strax kom en ung og fager Pige og lukkede op for ham. Han hilsede hende, men hun slog Armene om hans Hals og græd af Glæde over atter at faae et Menneske at see; thi hun havde troet, sagde hun, at hun var det eneste tilbagelevende Menneske. Hun bad ham om at blive hos hende, hvilket han lovede. De fulgtes ad ind i Huset og havde Meget at tale med hinanden om. Hun spurgte, hvorfra han kom og hvorhen han skulde. Det fortalte han hende og tillige, at han skulde være tilbage inden Juletiden. Hun bad ham dog endelig om at blive hos hende, saalænge han kunde. Men han ynkedes saare over hende og lovede hende derfor at blive. Hun fortalte ham, at alle Mennesker vare uddøde; thi hun var, sagde hun, selv dragen til alle Kanter, en Uges Vei fra sit Hjem, uden at træffe paa nogen levende Sjæl.


Det lakkede henad Julen, og Øboeren vilde til at drage af sted. Pigen bad ham om at blive og sagde, at hans Fæller vist ikke vare saa haardhjertede, at de vilde lade ham undgjelde for, at han blev tilbage her hos hende, der var saa ene og forladt. Han lod sig overtale til at blive, og saa kom Juleaften. Da vilde han bort, hvad hun saa sagde. Hun saae, at her hjalp ingen Bønner længere, og sagde: »Troer Du, at Du kan naae ud til Øerne i Kveld? Eller tykkes Dig ikke ligesaagodt, at døe her hos mig, som at døe et eller andet Sted paa Veien?« Manden saae, at Tiden var bleven for knap, og besluttede sig derfor til at blive rolig, hvor han var, og vente her paa Døden. Det led paa Natten; han var meget nedslaaet, men Pigen var kjæk og munter, og spurgte ham, om han saae, hvad Øboerne nu toge sig for. Han sagde, at de nu havde bragt deres Sending iland, og at den vilde komme hid idag. Pigen satte sig paa sin Seng hos ham, men han lagde sig op i Sengen indenfor hende. Han sagde, at nu begyndte han at blive søvnig, og at det var Sendingens Forbud. Derpaa faldt han i Søvn. Pigen sad paa Sengekanten og blev ved at vække ham den ene Gang efter den anden, for at han kunde sige hende, hvor Øboernes Sending var. Men jo nærmere den kom, desto fastere sov han, og da han tilsidst havde sagt, at nu var den kommen paa Gaardens Enemærker, sov han saa haardt, at Pigen ikke kunde faae ham vaagen igjen, men det varede da heller ikke længe, før hun saae en mørkebruun Dunst komme ind i Huset. Dunsten svævede langsomt henimod hende og blev til en Menneskeskikkelse. Pigen spurgte, hvor den vilde hen. Skikkelsen fortalte sit Ærinde og bad hende nu om at gaae bort fra Sengen; »thi jeg kan ikke komme ovenfor Dig,« sagde den. Pigen sagde, at den maatte da gjøre hende en Villighed til Gjengjeld. Skikkelsen spurgte, hvad det vel skulde rære. Pigen svarede, at det var, at den skulde lade hende see, hvor stor den kunde blive. Skikkelsen gik ind derpaa, og blev nu saa stor, at den fyldte hele Huset. Da sagde Pigen: »Nu vil jeg gjerne see, hvor lille Du kan blive.« Skikkelsen sagde, at den kunde blive til en Flue, og i det Samme forvandlede den sig til en Flue, og vilde flyve under Pigens Haand op i Sengen til Manden, men fløi ulykkeligviis lige ind i Beenpiben af et Faar, som Pigen holdt i Haanden, og hun var da ikke længe om at slaae en Prop i Hullet. Siden stak hun Benet med Fluen i sin Lomme, og vækkede Manden. Han var snart vaagen og undrede sig saare over, at han endnu var ilive. Pigen spurgte ham, hvor Sendingen nu var. Han svarede, at han vidste ikke, hvad der var blevet af den, men Pigen fortalte ham da, at det havde hun nu længe havt en Mistanke om, at det ikke var nogle store Troldmænd der paa Øerne. Manden blev meget glad ved at høre dette, og de tilbragte begge Helligdagene i stor Gammen.


Men da Nytaar nærmede sig, begyndte Manden at blive ordknap igjen. Pigen spurgte, hvad der nu feilede ham. Han sagde, at nu vare de paa Øerne i Færd med at udruste en ny Sending; »og den give de Alle Trolddomskraft. Nytaarsaften skal den være her, og da vil det ikke blive let at frelse mig.« Pigen sagde, at hun ikke kunde være bange herfor, for hun havde prøvet det, »og ikke skal Du være bange for Ømændenes Sendinger.« Hun var meget munter, og han skammede sig da meget ved at vise sig frygtsom. Paa Aarets sidste Dag sagde han, at nu var Sendingen kommen iland, »og hurtigt kommer den afsted; thi den har en vældig Trolddomskraft.« Pigen sagde, at nu skulde han følge hende udaf Huset, hvilket han gjorde. De gik, til de kom til en Kratskov. Der blev hun staaende stille og rykkede nogle Buske op. Da stødte de paa en flad Steen. Pigen løftede Stenen, og under den viste sig da et Jordhuus. De stege ned i Jordhuset, hvor der var mørkt og uhyggeligt. Der var en mat Lysepraas, der brændte ved Menneskefedt i en Hovedskal. Paa et usselt Leie i Nærheden af Lyset laa en Stavkarl, der var frygtelig at see til. Hans Øine vare som Blod og hans Udseende var saa grueligt, at Ømanden havde Nok deraf. Den Gamle sagde: »Der er nok noget Nyt paa Færde, siden Du kommer hid, Fosterdatter. Det er længe siden jeg saae Dig, og hvad skal jeg nu gjøre for Dig?« Pigen fortalte ham da, hvorfor hun kom, om Manden og om den første Sending. Den Gamle bad hende om at maatte see Beenpiben. Hun viste ham den, men da den Gamle fik Benet i Haanden, blev han en heel Anden. Han dreiede det paa alle Leder og strøg det overalt udvendig. Da sagde Pigen: »Hjelp mig nu hurtigt, Fosterfader; thi nu begynder han at blive søvnig, og det er Tegn paa, at Sendingen snart er her.« Den Gamle tog da Proppen af Beenpiben, og strax kom Fluen ud af den. Den Gamle strøg Fluen, klappede den og sagde: »Gaa nu ud og tag imod alle Sendinger fra Øerne og slug dem!« Da hørtes et stærkt Brag, Fluen foer ud og blev da saa stor, at Overdelen af Flaben naaede op til Himlen, medens Underdelen naaede ned til Jorden. Den tog imod alle Sendingerne fra Øerne, og Manden var frelst.


De gik nu igjen hjem fra Jordhuset, Pigen og Ømanden, og fæstede Bo paa hendes Gaard. Siden bleve de Mand og Kone, bleve frugtbare og mangfoldige og opfyldte Jorden.


Og saa kan jeg ikke Mere af den Saga.


 


----

==Fodnoter==

<references/>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Carl Christian Thorvald Andersen]]