Erik den Røde og nordbokolonierne i Grønland - Grønlands første kolonisation

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sommernat under den grønlandske Kyst cirka Aar 1000.
(Jens Erik Carl Rasmussen, 1875)

Temaside: Grønland og Vinland

Erik den Røde
og nordbokolonierne i Grønland

Af Daniel Bruun

Grønlands første kolonisation

Vedrørende Grønlands Opdagelse og Landets Bebyggelse haves de bedst mulige Overleveringer fra Oldtiden, hvilke udelukker enhver Tvivl om, hvorledes det hele i Hovedsagen er gaaet til. Are Frode giver i sin Islænderbog (Kap. 6) den ældste islandske Beretning herom. Hans Hjemmelsmand var hans egen Farbroder Torkel Gellisson, "som huskede langt tilbage"; men en, "der selv fulgte Erik den Røde derhen", havde fortalt ham det. Det er altsaa saa godt som Førstehaandsmeddelelser, vi har for os.

I Are Frodes "Islænderbog" hedder det:

"Det Land, som kaldes Grønland, opdagedes og befolkedes fra Island. Erik den Røde hed en Mand fra Egnen omkring Bredefjorden; han drog ud herfra derhen og tog der Land i Besiddelse, hvor det siden hedder Eriksfjord. Han gav Landet Navn og kaldte det Grønland, idet han erklærede, at det vilde lokke Folk derover, hvis Landet havde et kønt Navn. De fandt der baade mod Øst og Vest i Landet Spor af menneskelige Boliger samt Brudstykker af smaa Fartøjer og saadanne Stenredskaber, hvoraf man kunde forstaa, at den Slags Folk havde færdedes der, som har befolket Vinland, og som Grønlænderne [ɔ: Nordboerne i Grønland] kalder Skrællinger [Eskimoer]. Denne Begivenhed, at Erik begyndte at befolke Landet, skete 14 eller 15 Aar før Kristendommen kom her til Island, saaledes som den Mand fortalte til Torkel Gellessøn i Grønland, som selv havde fulgt Erik den Røde derhen." (Altsaa 985 eller 986).

Et andet Værk, hvoraf kan faas Efterretning om Grønlands ældste Bebyggelse, er "Landnámabók" (ɔ: Bogen om Landnamene), der findes i forskellige Haandskrifter. Endelig findes lignende Oplysninger i den lille Saga om Erik i Flatøbogen og i Erik den Rødes Saga. Om Erik den Rødes Opdagerfærd hedder det i Flatøbogen:

"Erik sejlede ud fra Snefjælds Jøkel, han fandt Landet [ɔ: Østkysten af Grønland] og kom fra Havet ind til det Sted, som han kaldte Midjøkel; den hedder nu Blaaserk [et Sted paa Sydøstkysten af Grønland]. Han drog da derfra sønder med Landet for at undersøge om det, naar man kom videre, var bebyggeligt."

Paa denne Fart kom han aabenbart rundt Kap Farvel stadig følgende Iskanten, og han søgte nu ind til Land, saa snart det var muligt.

Naar man paa Farten til Grønland ved Sommertid nærmer sig Kap Farvel, møder man som oftest Storisen, der kommer drivende med Polarstrømmen langs Grønlands Østkyst for at fortsætte rundt Sydspidsen af Landet et Stykke op langs Vestkysten.

Ofte forkynder en klam Taage, at man er i Nærheden af isen, enkelte løsrevne Flager kommer drivende, man ser Sæler ligge paa dem — der bliver flere og flere Flager, store og smaa, indtil man pludselig maaske opdager, at man er midt inde i en Bugt af Storisen, denne vældige svømmende Ismasse, der med en Tykkelse af indtil 10—15 Meter kommer fra Polarhavet, hvis Havoverflade den har dækket om Vinteren og hvor den maaske har drevet om i Aaringer.

Tidlig paa Foraaret, naar Polarisen ligger fastfrossen oppe i Polarhavet, er der ikke megen Storis at se ved Grønlands Sydkyster; men med Foraarets og Sommerens Indtræden begynder Driften af de kolossale Ismasser, som Polarhavet indeslutter. Farvandet mellem Spitsbergen og Grønland danner en bred Port, gennem hvilken Isfloden rinder.

Naar Strømmen har passeret dette Omraade, breder Farvandet sig. Isen presses ikke sammen saa meget som hidtil. Skibe kan naa ind til Kysten, bl. a. mellem 70° n. Br. og 75°; men Strømmen glider videre, presses atter sammen mellem Island og Grønland i Danmarksstrædet, hvor tilmed en fra Atlanterhavet kommende nordgaaende varmere Strøm, Irmingers Strøm, der flyder op langs Islands Vestkyst, tvinger Polarstrømmens Ismasser over mod Grønlands Østkyst, hvor Isstrømmen da glider videre i tætte Masser, blokerende Kysten. Kun ved Angmagssalik (66° n. Br.), hvor der boer nogle faa Hundrede Eskimoer, og hvor Danmark nu har en Handels- og Missionsstation, spredes Isen som Følge af den fra store Fjorde udgaaende Strøm samt Landets Bøjning saa meget, at Dampskibe kan komme ind til Kysten i August-September Maaned; men ellers ligger Isen tæt og i et bredt Bælte langs hele den stejle Fjældkyst, bag hvilken Indlandsisen skimtes, lige ned til Kap Farvel.

Varme, Vind og Sø har imidlertid taget svært paa Isen; dog er det som oftest store Ismasser, der endnu driver rundt Kap Farvel, blokerende Kysten, saa Adgangen til denne er yderst vanskelig paa Vestkystens sydligste Del. Nord for Nunarsuit med Forbjærgene Kap Desolation og Kap Thorvaldsen (paa 61° 40’ n. Br.) spredes Isen — ligeledes her som Følge af Udstrømning fra Floderne og Landets Bøjninger, og man kan sejle ind til Land om ikke før saa i Reglen tæt Nord for den høje Klippeø.

Farvandet ved Grønlandskysterne er i det hele taget karakteriseret ved den Mængde Is, som findes der. Den optræder under to Hovedformer: Isfjælde og Havis. Isfjældene har som bekendt deres Oprindelse fra den mægtige Indlandsis, der dækker saa godt som hele Grønlands Indre. Gennem Isbræerne udskydes og løsrives større Stykker af Indlandsisen og svømmer bort enten som Isfjælde eller som Smaais — den saakaldte Kalvis. Isfjældene kan naa ganske anselige Højder, saaledes 100 Meter over Havet, og da kun 1/8 af Fjældets Volumen er til Syne over Vandet, kan saadanne tage Grund endog paa store Dybder. De grundstøder da ogsaa ofte paa Banker uden for Fjordene indtil de opsmelter. De allerfleste af Vestkystens Isfjælde kommer fra dansk Nordgrønlands vældige Bræer, andre stammer fra Østkysten af Grønland, idet de af Polarstrømmen føres over til Vestkysten sammen med den paa Havet dannede "Storis" (Drivis) fra Polarhavet nordøst for Grønland. I Reglen er Farvandet ved dette Lands Sydvestkyst isfrit fra September til Februar; men naar Ismasserne i Polarhavet ved Foraarstid begynder at komme i Drift, ser man dem komme rundt Kap Farvel op mod Julianehaabsbugten, der fra April til August er spærret af Ismasser — altsaa netop i den bedste Sommertid. Man kan den ene Dags Aften maaske se Isen strække sig ud til Horisonten, og næste Morgen kan man da stundom intetsteds øjne Is. Man kan ligge mellem tætpakkede Ismasser uden at se nogen som helst Aabning i Isen — og et Par Timer efter kan denne være fuldstændig spredt i alle Retninger; thi de vældige flydende Ismasser er underkastet meget hurtige Forandringer, hvilket bevirker, at Sejladsen er meget besværlig i disse Farvande.

De gamle Nordboere var dog glimrende Søfolk, som ikke lod sig afskrække af en Sejlads i Isen. Deres smaa manøvredygtige Skibe kom dem aabenbart til stor Nytte her. De var i flere Henseender bedre egnet til Sejlads i Isen end senere Tiders større Sejlskibe.

Gaar man ud fra, at Isforholdene — med enkelte varmere og bedre Perioder — har været omtrent de samme dengang som i vore Dage, maa man altsaa i hine gamle Dage have søgt til Landet omtrent paa samme Sted som nu, eller i Egnen ved Nunarsuit. Prof. O. Petterson har søgt at gøre det sandsynligt, at Klimaet i Oldtiden har været anderledes i Grønland end senere, og at Grønlands Kyster da var ret isfrie; dette vilde forklare visse Koloniforhold (Bebyggelse), men endnu maa denne Antagelse betragtes som en Hypotese.

Et af de vigtigste eksisterende Skrifter, som giver Oplysning om Naturforholdene i Grønland, er "Kongespejlet" fra det 13. Aarhundrede. Det fremtræder som en Samtale mellem Fader og Søn, idet førstnævnte forklarer og Sønnen spørger:

Faderen: "– – – saa snart man har lagt det meste af det store Hav tilbage, da er der en saa stor Overflødighed af Is paa Søen, at man ikke kender til noget sligt paa andre Steder i den hele Verden. Denne Is er tildels saa flad, som om den var frossen paa selve Havet, af 4 til 5 Alens Tykkelse, og den ligger saa langt fra Landet, at der ikke er mindre end fire eller flere Dages Rejse dertil, naar man farer paa Isen; men denne Is ligger mere mod Nordøst eller mod Norden udenfor Landet, end mod Sønden og Sydvest eller mod Vesten, og derfor bør enhver, som vil naa Landet, sejle omkring det mod Sydvest og Vest, indtil han er kommen forbi alle de Steder, hvor Isen er at vente, og da sejle lige ind til Landet [udhævet af os]. Men det har ideligen hændet de søfarende, at de har søgt Landet for tidlig og er derfor bleven indesluttet af Isen. Nogle af de saaledes stædte er omkommet, men nogle er sluppet derfra; af disse har vi set nogle og hørt deres Tale og Beretninger. Til det Middel har alle grebet, som er kommet i dette Isdrev, at de har taget smaa Baade og trukket dem op med sig paa Isen, samt søgt saaledes Landet, men Havskibet og alt andet Gods er blevet der tilbage og forgaaet; nogle har endog, førend de naaede Land, maattet opholde sig 4 til 5 Dage paa Isen, ja andre endnu længere.
Denne Is er af en forunderlig Beskaffenhed; undertiden ligger den saa stille, som det vel kan ventes, med adskillige Vaager eller store Fjorde, men til andre Tider er dens Fart saa stærk og heftig, at den ikke kommer langsommere af Sted end et Skib, som har god Vind, og den driver ikke sjældnere mod Vinden end for den, naar den er kommen i Drift. Der gives end et Slags Is i det Hav, som er af anden Dannelse og som kaldes Faldjøkler af Grønlænderne. Den er af en saadan Skikkelse, som et højt Fjæld stod op af Havet, og den blandes aldrig med anden Is, men holder sig ganske for sig selv. I dette Hav er der og mange Arter af Hval. Man siger ligeledes, at der i det Hav gives alle Arter af Sælhunde, der gerne følger med hin Is, som om der aldrig var Mangel paa overflødig Æde."

Denne Beretning viser, at de gamle Isnavigatører fuldt ud kendte Isens Drift og Beliggenhed. De vidste, at de maatte om paa Sydvestkysten af Grønland for at komme ind til Land.

Ogsaa i Ivar Baardsøns Beskrivelse, der er fra det 14de Aarhundrede, findes nøjagtige Oplysninger om Besejlingen: naar man fra Bergen sejlede til Grønland, skulde man: "Komme under det høje Land udi Grønland, som hedder Hvarf; én Dag tilforn, før man kan se forskrevne Hvarf, skal han se et andet højt Bjærg, som hedder Hvidserk."

Man antog tidligere, at "Hvarf" var det samme som vores Dages Kangek, Sydspidsen af Sermersok; men jeg nærer ingen Tvivl om, at man rettelig bør flytte "Hvarf" mod Vest til Nunarsuit, mod hvilket Punkt den, der i vore Dage vil rejse ind til Julianehaabsegnen, ja til hele Sydvestkysten, stævner. Det er et meget fremtrædende Punkt paa Kysten, som er let at skelne, og da Isen først her bliver fri af Land, er det ikke for dristigt at antage, at Erik den Røde ogsaa naaede ind til Land her efter forgæves at have søgt at lande paa Østkysten og den sydligste Del af Vestkysten. Hans Rejse foregik jo i Sommertiden, og han maa have truffet Isen liggende langs Landet uden at kunne bryde igennem samme før her. Det skal i den Forbindelse anføres, at ogsaa John Davis i 1585 kom ind til Kysten sammesteds.

Om Eriks Færd hedder det i Landnáma:

"Den første Vinter var han paa Eriksø, nær Midten af den vestre Bygd [andre Haandskrifter har "østre", og dette er det sandsynligste]. Om Foraaret drog han til Eriksfjord [nu Tunugdliarfik] og tog der Bolig [udvalgte sig et Sted der for sin Gaard]. Han drog om Sommeren til den vestre Ubygd og gav mange Steder Navne. Han var den anden Vinter i Eriksholme ved Hvarfsgnípa [Nunarsuit?]; men den tredje Sommer drog han helt Nord paa til Snefjæld og ind i Rafnsfjord. Da mente han at være kommen ud for Eriksfjordens Bund [rimeligvis drog han Nord paa ind i Ikersuak — videre ind i Sermilik, hvis Bund ligger for Enden af Tunugdliarfik, ligesom han i Syd naaede Rafnsfjord eller vore Dages Unartok]. Da vendte han om og var den tredje Vinter i Eriksø foran Eriksfjordens Munding. Sommeren efter drog han til Island og kom med sit Skib til Bredefjord."

Som det vil ses, vogtede Erik sig vel for med sit Skib at overvintre inde i Fjordene. Han kendte fra Island alt for vel Faren ved at blive indestængt af Isen; derfor holdt han sig ude i Nærheden af Nunarsuit, hvorfra han kunde komme ud af Isen. Det var jo foreløbig ikke hans Hensigt at blive i Landet. Da hans Fredløshed var forbi, drog han hjem for at hente Kolonister.

Det hedder nu i Landnáma:

"Han var den Vinter hos Ingolf paa Holmlater. Om Vaaren sloges han og Torgest. Erik blev overvunden, og saa blev de forligte. Samme Sommer sejlede Erik bort for at bygge det Land, som han havde fundet."

I Flatøbogen siges der:

"Erik var paa Island om Vinteren, men Sommeren efter drog han over for at bebygge Landet; han boede paa Brattahlid i Eriksfjord. Saa siger kyndige Folk, at samme Sommer, som Erik den Røde drog ud for at bebygge Grønland, for 35 Skibe fra Bredefjord og Borgefjord, men kun 14 naaede derud; nogle drev tilbage og andre forliste. Det var [14] 15 Vintre, før Kristendommen blev ved Lov antagen paa Island [ɔ: 985 eller 986]; samme Sommer drog Biskop Fredrik og Torvald Kodransøn bort fra Island.
Følgende Mænd, som da drog ud med Erik, tog Land og Bosæde paa Grønland: Herjolf tog Herjolfsfjord [Amitsuarsuk], han boede paa Herjolfsnæs [Ikigait], Ketil: Ketilsfjord [Tasermiut]. Hrafn: Hrafnsfjord [Unartok], Sølve: Sølvedal [indenfor Illua], Helge Torbrandsøn: Alptafjord [Sermilik], Torbjørn Glora: Siglufjord [Agdluitsok], Einar: Einarsfjord [Igalikofj.], Hafgrim: Hafgrimsfjord og Vatnahverfi [Øst for Igalikofjord], Arnlaug: Arnlaugsfjord; men nogle drog til Vesterbygden [Godthaabsfjordene m. fl.]."

Som det af foranførte Sagauddrag fremgaar, bosatte Landnamsmændene sig altsaa i Grønland i to Omraader eller Bygder: Østerbygden og Vesterbygden, der begge — som vi nu ved — laa paa Sydvestkysten af Grønlands Kyst, den ene østligt og sydligt, den anden vestligt og nordligt.

Østerbygden, der ifølge et gammelt Haandskrift samt andre Optegnelser i Slutningsperioden omfattede 190 Gaarde, 12 Kirker og 2 Klostre, laa i Julianehaabs Distrikt, fra Egnen ved Kap Farvel til den nuværende Boplads Tigsaluk Nord for Arsukfjorden.

Mellem Vester- og Østerbygden var 6 Dages Roning, og her fandtes en i Hovedsagen ubeboet Strækning (fra Tigsaluk til Ameralikfjorden).

Vesterbygden laa hovedsagelig i det nuværende Godthaabs-Distrikt. Der fandtes 90 Gaarde og 4 Kirker. Talrige Ruiner af Nordboernes Gaarde bevidner dette.

Længe var man ikke ganske klar over, hvorledes de fundne Ruiner skulde tydes; men i vore Dage, efter at danske Ekspeditioner har opmaalt og udgravet Ruinerne, er der ikke længer nogen Tvivl.

Østerbygdens sydligste og midterste Parti.
Øst for Narsak (den gamle Sandhavn) laa Skagafjordr med Sölvadalr (Illua med Armen Kangikitsok i N.V.); Vest for Narsak laa Herjolfsfj. (nu Amitsuarsuk); Ketilsfi. (nu Tasermiut) ind til b; derpaa Alptafj. (nu S. Sermilik); saa Hrafnsfj., (nu Unartok) ind til c; Siglufj. (Agdluitsok) ind til g fra Sydprøven; Einarsfj. (nu Igalikofj.), n ind fra Julianehaab; Eriksfj. (nu Tunugdliarfik) m; Isafj. (nu Sermilik) o med dens ydre Fortsættelse Breidifjördr (nu Ikersuak), Øst for Kagsimiut.
I Østerbygden fandtes 12 Kirker, der menes at have ligget bl.a. ved a, d, e, f, g, h, i, j, k og 1. Af disse er sikkert bestemt a = Hvalsø Kirke (nu Kakortok), d = Domkirken paa Gardar (nu Igaliko), e = Kirken paa Brattahlid (nu Kagsiarsuk i Tunugdliarfik), k = Høvde (nu Kagsiarsuk i Igalikofjordens østre Arm, l = Herjolfsnæs (nu Ikigait lige V. for Narsak). 2 Klostre menes at have ligget ved b og c.
Ialt findes Nordboruiner i denne Del af Østerbygden paa 125 Steder hvoraf de fleste er af Gaarde.

Fæster man Blikket paa hosfølgende Kort, vil man se, at største Delen af de 190 + 90 Gaarde, ialt 280, er fundet. Derved er Øster- og Vesterbygdens Beliggenhed blevet endelig afgjort, ja man har endog med stor Sikkerhed kunnet finde de Fjorde, hvis Benævnelse man kender dels gennem Sagaerne, dels af Ivar Baardsøns Fortegnelse. Ovenfor har vi allerede antydet, hvor de i Sagaerne omtalte Landnamsmænd bosatte sig.

Kolonisterne indrettede sig Gaarde i de dybe Fjorde paa Grønland og søgte Erhvervet ganske som paa Island med de Forandringer, som de noget forskelligartede Naturforhold frembød. De byggede Huse af lignende Art som i Moderlandet, holdt Køer, Faar, Geder og Heste, dertil drev de Sæl- og Hvalfangst samt Fiskeri, navnlig i de lakserige Elve, men ogsaa i Fjordene og paa Havet, ligesom Jagt paa Rensdyr, Harer, Bjørne o. s. v. gav et godt Resultat, saa Eksistensbetingelserne langtfra synes at have været saa haarde, som man maaske skulde tro. Som bekendt var der en Tid, da Naturforholdene i Grønland var ganske anderledes end nu. Grønland har jo nemlig i en tidligere Jordperiode haft et tropisk Klima, under hvilket yppige Urskove bredte sig over Landet, af hvis Blade der endnu af og til findes Aftryk i Sten; men denne Plantevækst fik en brat Ende.

Vulkanske Bjærgarter brød frem og dækkede alt dette. Deres høje Varmegrad og uhyre Tryk omdannede en Del af Plantevæksten til Kul. Senere blev det koldt igen, saa koldt, at hele Landet blev en Isørken, Bjærge og Dale forsvandt under Isdækket, og kun de højeste spidse Tinder ragede op over Isen. — Grønlands Istid svarer til Europas.

Da Isen senere trak sig noget tilbage blev de afskurede Klipper synlige, og det nuværende smalle Yderland, hvis største Bredde er ca. 25 Mil, laa afglattet i sin Overflade med sine dybt indskaarne Fjorde, saaledes som vi kender det den Dag i Dag. Høje stejle Fjælde op til 2000 Meter, der alle rager lige op af Havet, danner lange Halvøer mellem Fjordene. Udenfor ligger Skærgaardene med en Vrimmel af Øer. Indsøer og Elve findes mange Steder.

Grønlands Klipper er af gammel Dato. De bestaar af Grundfjæld, Gnejs og krystallinske Skifre. Kun pletvis findes yngre Dannelser, men meget er bortskaaret af Isen. I geologisk Henseende er Grønland saaledes et meget gammelt Land. Umiddelbart efter Urtiden dannedes den røde Sandsten, der bl. a. er forefundet i Tunugdliarfik og Igaliko Fjordene. Denne Sandsten ("Marmor") har spillet en betydelig Rolle som Byggemateriale for Kolonisterne.

Skønt de af Nordboerne beboede Dele af Grønlands Vestkyst ligger paa Breddegrader, der svarer til Oslos, Bergens og Trondhjems, bevirker Tilstedeværelsen af Ismasserne og Polarstrømmen at Klimaet og Naturforholdene er som i det aller nordligste af Norge, Norden for Polarcirklen, eller som Islands Nordland.

Klimaet er derfor et udpræget Polarklima.

Med Udgangen af August er Grønlands korte Sommer næsten forbi. Dog kan det endnu i Begyndelsen af September være varmt; men snart begynder Is at lægge sig paa Vandet, og Fjordene fryser til i Slutningen af Oktober eller Begyndelsen af November. Vejret bliver barskere, de nordlige Vinde faar Overhaand og Storme bryder løs; men Taagen forsvinder.

I de Fjorde, hvor Isbræer udmunder, ser man Kalvis og Isfjælde fra Bræerne hele Sommeren. Ofte kommer Flager af den udenfor Kysten liggende Storis ogsaa ind i Fjordene. Fjordisen danner om Vinteren Bro mellem Kysterne og letter Samfærdselen. At Nordboerne har benyttet Slæder paa Isen er utvivlsomt.

Det er først naar man gennem de ofte lange og smalle, dybt indskaarne Fjorde kommer ind i Landet, at Vegetationen begynder at bryde rigtig frem, for inderst i Fjordene endog af og til at opnaa en forholdsvis stor Frodighed, hvilken ikke staar tilbage for Forholdene paa Island. Det er navnlig her at Nordboerne slog sig ned for at drive Kvægavl. Om Kornavl kunde der ikke vel blive Tale i det ugæstmilde Klima. De maatte, hvad Landbodriften angik, udelukkende basere sig paa Græsgangene og sætte alt ind paa Kvægavlen, paa samme Maade som i deres Hjemland.

Den største Del af Nordbogaardene laa, som berørt, i det Indre af Fjordene, som oftest i Nærheden af Stranden; men ogsaa inde i Landet findes mange, saaledes som det er Tilfældet i det bølgeformede, vandrige ikke særligt højtliggende Terræn mellem Tunugdliarfikfjorden (Eriksfjorden) og Sermilikfjorden (Isafjord) — ligesom ogsaa i Egnen mellem Igalikofjorden (Einarsfjord) og Agdluitsok (Siglufjord), hvilken Egn Nordboerne kaldte "Vatnahverfi" paa Grund af dets mange Søer. Ogsaa i Vesterbygden fandtes Egne inderst i Godthaabsfjorden og Ameralikfjorden (Lysefjorden), i hvilke der laa mange Nordbogaarde udenfor Fjordbredderne.

Man kan overhovedet sige, at hvor der i disse Egne har været Mulighed for Anlægget af en Gaard, findes ogsaa Ruiner af en saadan. Store indhegnede Hjemmemarker (Tun), der er oversaaet med Ruiner af Beboelseshuse, Stalde, Folde o. s. v., er endnu at se mange Steder, saaledes som vi senere vil komme til at høre nærmere om.

Medens man finder gode Græsgange nær ved mange af Ruingrupperne, forbavses man over, hvor lidt Vegetation der er ved andre. Hvis man imidlertid stiger op i Fjældene, opdager man, at der paa Afsatser og i Smaadale samt paa Højfjældplateauerne findes ret gode Græsgange, hvor Kvæget har kunnet faa Føden, og hvorfra Nordboerne har kunnet hjemføre noget Hø til Vinterfodring.

I Bunden af de store Fjorde, hvor der er lunt, finder man, at Birkekrattene trives vel og i dem andre grønlandske Kratbuske saasom Graapil, Grønæl, amerikansk Røn og Ene. Pilekrattene har i det hele taget en større Udbredelse end Birkekrattene; karakteristisk for disse er Kvanen (Angelica), der var en yndet Spise for Nordboerne. Kratbunden dannes af Grønsvær og Urter, og der kan være overordentlig skønt i saadan en grønlandsk Skov; men ogsaa Lynghederne med deres monotone, mørkebrune Farvetoner, som ganske ligner vore Heders, har sin store Tiltrækning i Sommertiden, naar Blomsterne staar i Flor. Men oppe i Fjældmarken er der kun de aller haardføreste af de højnordiske Planter, og de højeste Egne er tilsyneladende vegetationsløse. Ved Elve og Kær kan Vegetationen derimod være overordentlig frugtbar, og det er et herligt Syn at se et saadant Landskab i Sommerens Pragt.

I Elvene er der Laks, i Fjordene Fugle og Fisk, ved Kysterne Sæler — og i Fjældene Ræve, Sneharer og somme Steder Rensdyr; hertil kommer Isbjørne, Hvalrosser, hvis Tænder var en kostbar Udførselsartikel, og hvide Falke, som ligeledes udførtes til Jagtbrug. Æg og Fjer toges paa Rugepladserne — og hertil kom i Nordbotiden Husdyrene: Heste, Køer, Faar og Geder, hvilke jo alle var indførte.

Efter nu at have givet en flygtig Oversigt over Naturforholdene saaledes som de nu kendes, skal vi meddele et Uddrag af "Kongespejlet", af hvilket det vil fremgaa, at man i Norden havde meget gode Efterretninger om disse Forhold i Middelalderen, skønt en og anden Misforstaaelse har indsneget sig:

Faderen: "Da du er begærlig efter at vide, hvad man søger i det Land, eller hvorfor man drager derhen med saa megen Livsfare, saa bevæges man dertil af Menneskenaturens trefoldige Egenskab. En er Kappelyst og Higen efter Berømmelse, thi mange Menneskers Natur driver dem til at drage derhen, hvor stor Fare kan ventes, for at de kan gøre sig berømte derved. Den anden er Videbegærlighed, thi den Tilbøjelighed ligger i Menneskets Natur, at efterforske og se de Ting, om hvilke man før havde fortalt ham, for at vide om det forholder sig saaledes dermed, som man havde sagt, eller ikke. Den tredje er Penge-Erhverv, thi efter Rigdom søger Mennesker alle Vegne, hvor de opspørger, at Fordel kan ventes, endskønt store Farer truer dem. Men det gaar saaledes til i Grønland, som du vel kan formode, at alt det, som føres dertil fra andre Lande, er der dyrt, fordi det Land ligger saa langt fra andre Lande, at Folk kun sjælden farer derpaa, men enhver Ting, hvormed de skal hjælpe Landet, maa de købe fra andre Lande, (saasom) baade Jærn og alt det Tømmer, hvoraf de skal opføre Huse. Derfra fører man ellers, for sine Varer, følgende Gods: Bukkeskind, Okseskind, Sælskind, og de Reb, som vi før talte om, hvilke man udskærer af de Fisk, som kaldes Hvalros, og som kaldes Sværreb, samt deres Tænder.
Angaaende det som du talte om, om man havde der nogen Kornsæd eller ikke, da mener jeg at Landet ernærer sig kun lidet derved. Dog er der de Mænd, der udgives for de ypperste og mægtigste, som for en Prøves Skyld forsøger at saa, men den største Mængde i det Land ved dog ikke, hvad Brød er, og har endnu aldrig set Brød. – – –
Der er mange Harer og Ulve og en stor Mængde Rensdyr. Folk tror at vide, at disse Dyr ikke fødes paa Ølande, med mindre man har ført dem dertil. Saaledes tror man og at vide med Vished, at intet Menneske har ført dem til Grønland, men at de selv er løbne dertil fra andre Fastlandsegne. Der gives og Bjørne i det Land; de er hvide, og man mener, at de er hjemlige der, thi de har en ganske anden Natur end sorte Bjørne, som gaar i Skovene; disse fanger sig til Forraad Heste, Okser og andre Husdyr, og fødes ved sligt, men den hvide Bjørn, som er paa Grønland, færdes mest paa Havet, paa Isen, og fanger der baade Sæl og Hval, hvorved den lever. Den er ligesaa færdig i at svømme som Sælhunde eller Hvalfisk.
Men da du spurgte, om Landet var frit for Is eller ikke, eller det var bedækket med Is ligesom Havet, da skal du vide det forvist, at det er en ringe Del af Landet, hvor der er bart for Is, men alt det øvrige er bedækket med den, og Folk ved ikke, om Landet er stort eller lidet, fordi alle Fjældstrækningerne og ligeledes alle Dale er skjulte af Isen, saa at man ingensteds finder Aabning derpaa – – – Folk har forsøgt at gaa op paa Landet, paa de Fjælde som er de højeste paa forskellige Steder, for at se sig om, og for at prøve om de fandt nogen Del af Landet, som var fri for Is og beboelig, men man har ingensteds kunnet opdage sligt, foruden de nu beboede Egne, som kun udstrække sig kort, langs med selve Kysten. Der i Landet, hvor det er beboet, gives megen Marmor af forskellig Farve, baade rød og blaa og grøn. Der er og i dette Land en Mængde Falke, som i andre Lande vilde holdes for en stor Kostbarhed, nemlig hvide Falke, og de gives der i større Overflod end i noget andet Land, endskønt Landets Indbyggere ikke forstaar at benytte sig selv af dem.
Sønnen: I erindrede om det før i eders Tale, at der ikke gives nogen Kornavl i det Land, og derfor vil jeg nu spørge, hvoraf det Folk lever, som bor i Landet, eller hvor talrigt Folket er, eller hvad Slags Fødemidler det har, eller om det har antaget Kristendommen eller ikke.
Faderen: Der er kun faa Folk der i Landet, thi kun lidet af det er saa frit for Is, at det kan bebos, men det Folk er dog kristent, samt har baade Kirker og Præster, men dersom det laa i Nærheden af andre Lande, vilde man have kaldt det en tredje Del af et Bispedømme; dog har de nu en Biskop for sig selv, thi andet kan ikke gaa an, formedelst den store Afstands Skyld som de er i fra andre Mennesker.
Men der du ønsker at vide hvorved Folk lever i det Land, efterdi de ingen Kornavl har, saa lever Mennesket ikke af Brød alene; man fortæller, at der i Grønland gives gode Græsgange; og der er gode og store Avlsgaarde, thi Folk har der en Mængde af Hornkvæg og Faar, saa at der laves meget af Smør og Ost; deraf lever Menneskene for en stor Del, samt ogsaa af Kød og al Slags Fangst, som Kødet af Rensdyr, Hval, Sælhund og Bjørne; herved nærer Folk sig der paa Landet. – – –"
"Da du ellers talte om Landets Vejrlig, at du ikke ret kunde fatte, hvorfor det Land kunde kaldes vejrgodt, da vil jeg sige dig, hvorledes dette Land er beskaffent. De Gange som Uvejr kan indtræffe der, sker det med større Strænghed end paa de fleste andre Steder, baade ved Stormenes Voldsomhed og Heftigheden af Frost og Sne, men det onde Vejr varer der som oftest kun en kort Tid, og der gives lange Mellemrum, inden det kommer igen, endskønt Landet er koldt. Dette foraarsages af Isbjærgets Natur, da det idelig kaster fra sig en kold Luftning, som driver alle Uvejrsskyer bort fra dets Aasyn, og som oftest holder det Luften klar over sit Hoved. Dog maa dets nærmeste Naboer tidt undgælde dette, thi alle andre Lande, som ligger i dets Nærhed, modtager derfra stærke Uvejr."

---

Fodnoter