Den bedste oversættelse af Vølvens Spådom

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vølven
Illustration: Anker Eli Petersen

Den bedste oversættelse af
Vølvens Spådom
1665-2001

Af
Henning Kure
© 2002

Vikingetidens mest berømte digt, Vølvens Spådom, er blevet oversat til dansk omkring tyve gange, alt efter hvor mange delvise versioner og første forsøg man regner med. Oversættelserne er både udgivet alene, sammen med andre eddadigte, eller som citater i Snorris Edda. Et overblik over oversættelserne af Vølvens Spådom bliver således også et overblik over samtlige oversættelser af edda’erne på dansk.

Originalerne

Vølvens Spådom er et såkaldt eddadigt, der betegner en speciel type digte komponeret efter særlige poetiske regler. Samlet kaldes eddadigtene ofte “Den ældre Edda”. De handler dels om guder, dels om helte og blev skrevet ned i Island i 1200-tallet. Hvad deres forhistorie og tradition var før da, kan der kun gisnes om.

Snorris Edda (også kaldet “Den yngre Edda”) er en videnskabelig afhandling eller lærebog i tre dele – I. Gylfis Foregøgling (Gylfaginning med prolog), II. Skjaldskabslæren og III. Versemålslisten – der blev skrevet omkring 1220. Den handler om digtningens regler og baggrund, specielt i den nordiske mytologi. Snorri citerer mange enkeltvers fra digtene, især Vølvens Spådom, hvoraf næsten halvdelen af versene er citerede og de fleste andre genfortalt i en stærkt fortolket udgave.

Disse værker er skrevet på middelalder-islandsk (eller norrønt, også misvisende kaldet ‘oldnordisk’ – det er dog ikke et sprog der engang har været talt i f.eks. Danmark). Gennem hele middelalderen blev de afskrevet i håndskifter hvoraf en del er bevarede. De ældste bevarede håndskrifter er fra omkring 1300 og kom til København i 1662 som en gave til kongen. Derfor kaldes den største (men ikke komplette) samling af eddadigte for Kongebogen – eller på latin: Codex Regius. Tidligere kaldtes denne bog også fejlagtigt “Sæmunds Edda”, men det er ikke præsten Sæmund der har skrevet den. Vølvens Spådom – Vǫluspá på norrønt – står som det første digt i Kongebogen. En anden version af digtet – med enkelte andre vers (bl.a. det omdiskuterede vers 65) og en anden rækkefølge af en del af versene – er indsat i håndskriftet Hauksbogen. Der findes flere afskrifter af begge versioner, og i nogle af disse senere afskrifter er der tilføjet yderligere linier der ikke findes i de ældste håndskrifter. Og endelig findes der i visse tilfælde lidt andre versioner af versene i Snorris Edda – der også er bevaret i flere håndskrifter som er forskellige fra hinanden. (Men den såkaldte “Korte Vølvens Spådom” er et andet digt og har ikke noget direkte med Vølvens Spådom at gøre.)

Codex Regius (Kongebogen)
Vølvens Spådom v. 31-45

Udgaverne

Når digtet skal oversættes, er den første opgave altså at finde ud af hvilken version der skal ligge til grundlag. Håndskrifterne er derudover meget svære at læse. Det vrimler med mærkelige forkortelsestegn, og teksten er skrevet ud i en køre, uden tegnsætning eller opstilling i vers. Stort bogstav markerer nyt vers, men navne er skrevet med småt. Dele af håndskrifterne er også beskadigede, udtværede eller på anden måde ulæselige. Der bliver derfor altid oversat efter redigerede udgaver af teksten. Før i tiden var disse udgaver ikke blot læsbare versioner af håndskrifterne, men også omredigerede og ‘forbedrede’ rekonstruktioner af teoretiske ‘oprindelige’ digte. Det gik især hårdt ud over Vølvens Spådom og invaliderer mange af de gamle danske oversættelser.

Traditionen med at redigere om på originalen, specielt hvad angår versenes rækkefølge, ses allerede i Rask & Afzelius’ udgave af originalteksten fra 1818. Den blev med få ændringer fulgt op af P.A. Munch: “Den ældre Edda” i 1847, som blev grundlag for et par danske oversættelser. Langt større indflydelse fik dog Sophus Bugge: “Norrœn Fornkvæði” fra 1867. Bogen er stadig en glimrende udgave af eddadigtene på originalsproget. Vølvens Spådom gengives her i tre versioner: Først en ‘syntetisk’ version, baseret på Kongebogen, men med enkelte ord, linier og vers indsat fra Hauksbogen. Linier fra senere afskrifter er udeladt. (Denne version er blevet standardudgaven af Vølvens Spådom, og det er versnumrene fra denne version der henvises til i alt hvad der siden er blevet skrevet om digtet!) Dernæst følger teksten ordret fra både Kongebogen og Hauksbogen, så man selv kan sammenligne og vurdere. Så langt, så godt. Men til sidst følger Bugge op med en lille artikel, “Excurs”, hvor han foreslår en anden rækkefølge af digtets vers.

Året efter udgav Svend Grundtvig (N.F.S.’s søn) en lidt mere handy udgave af originalteksten – “Sæmundar Edda” – hvor Bugges excurs-forslag blev ophøjet til lov. Denne forvanskede version af Vølvens Spådom blev grundlag for en del oversættelser fremover.

I dag er der ingen der kan godtage de forbyttede vers. Jagten på det teoretiske ‘oprindelige’ digt er opgivet, men Bugges standardudgave (Kongebogs-versionen med indskud fra Hauksbogen – ikke “Excurs”!) er stadig den gældende og genfindes i vore dages mest brugte udgaver af originalteksten, G. Neckel: “Edda. Die Lieder des Codex Regius” fra 1927 (revideret af H. Kuhn i 1983) og Jón Helgason: “Eddadigte I-III” fra 1951.

Oversættelserne

Her følger så et kronologisk overblik over alle udgivne oversættelser af Vølvens Spådom – og dermed edda’erne – på dansk. I karakteristikken af de enkelte oversættelser har jeg først og fremmest lagt vægt på forholdet til originalen, både hvad angår form og indhold. Til hver oversættelse er der udvalgt et vers som eksempel. Originalteksten med en bogstavelig, u-poetisk oversættelse er gengivet til sammenligning (og antyder også nogle af en oversætters problemer).

Eddadigtning følger sine egne poetiske regler. Vølvens Spådom er komponeret i et versemål der kaldes fornyrðislag hvor hver linie består af to trykstærke og fra to til fire (undtagelsesvis én eller fem) tryksvage stavelser. Forskellig placering af tryk og det skiftende antal stavelser giver en varierende rytme der veksler mellem melodisk rislen og barske hug. Linierne hører sammen i par. Forbogstaverne på mindst den ene (og helst begge) de to trykstærke stavelser i parrets første linie skal ideelt set rime på den første (men ikke den anden) af de to trykstærke stavelser i parrets anden linie. Alle vokaler rimer på hinanden. Versene har forskellig længde, fra fire til fjorten linier.

P. H. Resen

1665 – P. H. Resen: Edda Islandorum

Dette er den første trykte udgave af Snorris Edda, med latinsk og den første danske oversættelse. Resen stod for udgivelsen, men det var formodentlig S. Stephanius der allerede omkring 1640 havde fordansket Snorri og citaterne fra ‘Sybillæ Spaadom’ som tillæg til Magnús Ólafssons håndskriftudgave af Edda. Både gengivelsen af originalteksten og den danske oversættelse er fejlfyldte og mangelfulde, og eddadigtningens regler er ikke fulgt. Men den latinske oversættelse var med til at udbrede kendskabet til nordisk mytologi i Europas lærde kredse.

Resen/Stephanius: Huad er igien hos Asianerne? Huad er igien hos Nisserne? Rungler alle Troldkiempelande Asianerne holder Ting (Samquemme) Sucker Duergene Uden Klippenes Dør I som haffve eders Væsen i Biergene Vide i endnu nogen Ting være til offvers.

original (vers 48): Hvat er með ásom hvat er með álfom gnýr allr iǫtunheimr æsir ro á þingi stynia dvergar fyr steindurom veggbergs vísir vitoð ér enn eða hvat.

ordret oversat: Hvad er der med aser? Hvad er der med alfer? Gnyr enhver jætteverden, aserne er til tingmøde, stønne dværge foran stendøre, vægbjergs fyrster – ved I det nu, eller hvad?

1783 – B. C. Sandvig: Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda

Den første danske oversættelse af eddadigtene, dog kun de mytologiske. Udkom i to små bøger (bind 2 i 1785). Oversættelsen af ‘Vola’s Spaadom’ er baseret på nogle sene afskrifter af Kongebogen, altså med linier der ikke er med i den ældste version. Den er forholdsvis tro mod forlægget, dog ikke konsekvent, og der findes nogle oversætterfejl. Poetisk er der meget af originalens rytme, men eddadigtningens regler er ikke fulgt. Historisk er det en vigtig oversættelse. Den inspirerede Oehlenschläger’s digte, og N.S.F. Grundtvig citerede mange strofer fra den (nogle lettere reviderede) i “Nordens Mytologi” fra 1808.

Sandvig: Tier stille, alle hellig’ Væs’ner, Større og mindre! Jeg, Heimdals Datter, Vil nu, Valfader! Dig fortælle Gamle Frasagne, Dem som jeg lærde først.

original (vers 1): Hlióðs bið ek allar helgar* kindir meiri ok minni mǫgo heimdalar vildo at ek valfǫðr vel fyr telia forn spiǫll fira þau er fremst um man.

ordret oversat: Om lytning beder jeg alle hellige slægtninge/slags, større og mindre sønner af Heimdal, vil du at jeg, Valfader** vel fortælle, fortidige udsagn af mænd, det som fremmest jeg husker.

Rasmus Nyerup

*) Teksten her er Kongebogens version, men helgar er kun med i Hauksbogen.
**) En anden mulig oversættelse af linien er: ‘(de) ville at jeg om Valfader’.

1808 – Rasmus Nyerup: Edda eller Skandinavernes hedenske Gudelære

Oversættelse af første del af Snorris Edda – dog uden prologen eller sidste afsnit om gudernes forbindelse til Troja – samt fem myter i løs vægt fra anden del. Oversættelsen er ifølge forordet baseret på en rå-oversættelse af Rasmus Rask, den senere berømte sprogforsker, der selv oversatte eddadigtet ‘Trymskvide eller Hammerens Hentelse’ i en antologi redigeret af Nyerup: “Idunna. En Nytaarsgave for 1812”. Til de citerede digte i Snorris Edda benyttedes Sandvigs oversættelse. Den lille bog blev genudgivet i 1865.

Finnur Magnússon

1821 – Finn Magnusen: Den ældre Edda, 1-4

Omfatter hele eddadigtningen i fire bind hvoraf det sidste udkom i 1823. Oversættelsen af ‘Valas Spaadom eller Spaaqvindens Sang’ er baseret på Kongebogen, som den er forholdsvis, men ikke fuldstændig tro over for. Der er en del fortolkende oversættelser. Flere steder er alternativer angivet i indskudte parenteser eller fodnoter, og en del varianter fra Hauksbogen og de senere afskrifter (uden skelnen) står også i fodnoterne. Oversættelsen følger ikke eddadigtningens regler konsekvent, men kun de steder hvor den alligevel kommer tæt på originalen. Poetisk er den for ‘videnskabelig’ og klodset. Man mærker generelt at det ikke er en dansker, men islændingen Finnur Magnusson der står bag. Trods sine svagheder blev dette dog den danske standardudgave af eddadigtene i de næste 50 år.

Magnusen: Veed hun at Heimdalls Lyd (Basun) er skjult Under det himmelvante (himmelhöje) Hellige Træ; En Elv seer hun styrte Med skummende Fald, Over Valfaders Pant – Vide I end eller hvad?

original (vers 27): Veit hon heimdallar hlióð um fólgit und heið-vǫnom helgom baðmi á sér hon ausaz aurgom forsi af veði valfǫðrs vitoð ér enn eða hvat.

ordret oversat: Ved hun Heimdals ørenlyd/lytten dyppet/skjult under klar-vant/hæder-vant, helligt træ; å ser hun øse sig* med dyndet strøm fra pant af Valfader – ved I det nu, eller hvad?

*) Kan også oversættes: ‘på sig hun øse sig’ – og ‘øse sig’ kan i begge tilfælde også oversættes: ‘blive øset’.

N.F.S.Grundtvig

Fagbøger I

I de mange år mellem Magnusens oversættelse og den næste, udkom en del bøger om nordisk mytologi som citerer mange enkeltvers fra eddadigtene oversat specielt til lejligheden. N. S. F. Grundtvig: “Nordens Mythologi”, 2. udgave fra 1832, er den vigtigste af disse. Den fik stor betydning for folkeliggørelsen af nordisk mytologi og citerer i løbet af bogen bl.a. næsten halvdelen af ‘Völuspa eller Nornekvadet’. I første udgave fra 1808 brugte Grundtvig (stort set) Sandvigs oversættelse, men i den kraftigt reviderede 2. udgave er det Grundtvigs egen oversættelse. Den er ret ‘grundtvigsk’ – altså mere Grundtvig-stil end edda. Han kender tydeligt eddadigtningens regler, men generer sig ikke for at rokere om på linier og brodere på teksten. Hans folkelige poetiske sans svigter dog ikke – der er rytme og fynd og klem over versene. Bogen blev genudgivet i 1870 og 1983.

Grundtvig: De atter dages, Som Dannefæ, i Eftergræsset, De gyldne Tavl, Som Asadrotten Og Odinsætten I gamle dage Med Gammen trak.

original (vers 61): Þar muno eptir undr-samligar gullnar tǫflor í grasi finnaz þærs í árdaga áttar hǫfðo *[fólkvaldr goða ok fiǫlnis kind.]

ordret oversat: Dér vil atter underfulde gyldne brætspil/brikker i græs findes, dem i urtidsdage (de) ejet havde, anfører af guder og Fjølnirs slægtning.

*) [ ] findes ikke i Kongebogen eller Hauksbogen, men kun i sene afskrifter.

To andre fagbøger med eddavers oversat i løs vægt fra denne periode kan også nævnes: K.F. Wiborgs afhandling “Fremstilling af Nordens Mythologi” fra 1843 og A. Fabricius: “Illustreret Danmarkshistorie for Folket” fra 1854. I fjerde udgave af danmarkshistorien fra 1914 havde forlaget erstattet Fabricius’ egen oversættelse med Gjellerups.

V. B. Hjort

1865 – V. B. Hjort: Den gamle Edda eller Oldemo’r

Omfatter hele eddadigtningen. Vølvens Spådom blev udgivet allerede i 1860, i den lille bog “Valasangen, Ravnegaldret og Viismandstalen”. I den komplette edda-udgave kaldes digtet ‘Valas Sandsagn’, oversat efter P.A. Munchs udgave af originalteksten fra 1847. Det betyder at versene er byttet om, vers er delt over og indsat forskellige steder, linier er rokeret om, osv. Oversætteren har forholdt sig meget frit til forlægget, broderet på det og indført enderim, der ellers ikke bruges i eddadigtningen. Poetisk giver det lidt fornemmelse af børnerim – specielt i forbindelse med navne som ‘Lukøje’, ‘Bussemand’, ‘Luskibusk’ eller ‘Listigkrop Loke’ – men også en snert af ‘grundtvigsk fynd’. Originalen er dog langt væk.

Hjort: Da flyver Dimmel- Dragen frem, Snogen fra Mørkfjælds Dybe Hjem, Nu sig Niddets Hugorm svinger – Lig han bær Paa sine Vinger – Over Vang Til Undergang.

original (vers 66): Þar kømr inn dimmi dreki fliúgandi naðr fránn neðan frá niðafiǫllom berr sér i fiǫðrom flýgr vǫll yfir niðhǫggr nái nú mun hón søkkvaz.

ordret oversat: Dér kommer den mørke drage flyvende, slange glinsende, nedefra fra Mørkefjelde; bærer sig i fjer – flyver slette over – Nidhug lig; nu vil hun sænke sig.*

*) Kan også oversættes: ‘nu vil hun blive sænket’.

(For fuldstændighedens skyld skal også nævnes en anden oversættelse efter P.A. Munchs udgave, nemlig Ludvig Helveg: “Valas Varsel” fra 1855. Den blev dog aldrig udgivet, men kun trykt privat til uddeling ved foredrag.)

C. A. E. Jessen

1867 – E. Jessen: Kort nordisk Gudelære

De fleste mytologiske digte samt dele af Snorris Edda er her oversat til undervisningsbrug. Snorris Edda er kraftigt barberet og omredigeret, så kun de mytologiske oplysninger og selve myterne er med, ordnet efter oversætterens eget system. Digt-citater i Snorris tekst medtages stort set ikke. Eddadigtene er oversat efter Bugges dengang netop udkomne udgave, og dennes excurs-forslag til ombytning af versene i ‘Vølvespå’ er blevet fulgt. Versene er her blevet ‘normaliseret’ til otte linier hver, så vers med færre linier opfattes som om noget er gået tabt (markeres med stiplede linier), og vers med flere linier bliver afkortet (de ‘kasserede’ linier står dog som fodnoter – og dværgeremsen er også gjort til en note). Eddadigtningens regler er fulgt lidt tilfældigt, men ordvalget går meget tæt på originalen – nogle steder så tæt at det næsten ikke er oversat. Poetisk ligner det mest en rå-oversættelse der mangler at blive bearbejdet og gjort færdig.

Jessen: Øster bor den gamle i Jærn-Ved, og føder dér Fenres Yngel; vorder blandt dem alle én tilvisse ‘Tunglets’ Sluger i Trolde-Ham.

original (vers 40): Austr býr in aldna í iárn-viði ok fœðir þar fenris kindir verðr af þeim ǫllom einna nøkkorr tungls tiúgari i trollz hami.

ordret oversat: Østpå bor den gamle i jern-skov og føder/fodrer/fostrer dér Fenrirs slægtninge/slags; bliver af dem alle enkeltes nogen, himmellegemes strækker i trolds ham/skind.

Frederik W. Horn

1869 – Fr. Winkel Horn: Den ældre Edda

Oversættelse af alle eddadigtene efter Svend Grundtvigs udgave, hvilket betyder at versene i ‘Vølvens Spaadom’ er byttet om. Dværgeremsen er udeladt. Mange steder er teksten bygget ud med oversætterens egne tilføjelser og fortolket direkte i oversættelsen. Eddadigtningens regler er bevidst smidt helt overbord og erstattet med et moderne trokæisk versemål med seks stavelser pr. linie. Poetisk gør det oversættelsen tung og monoton – dum-da-dum-da-dum-da – og fjerner den langt fra originalens stemning og spændstige dynamik. (Fr. Winkel Horn oversatte senere Saxos Danmarks Krønike – illustreret af Louis Moe – med betydeligt større held og succes.)

Horn: Atter rammer Kummer Hlin, da Odin farer for til Strid at stævne med den gramme Ulv; men til Kamp med Surt skal Beles lyse Bane, Frøj, den herlige, stævne, der skal Frigg sin Glæde se af Ulven slugt.

original (vers 53): Þá kømr hlínar harmr annarr fram er óðinn ferr við úlf vega en bani belia biartr at surti þá mun friggiar falla angan.

ordret oversat: Da kommer Hlins sorg, den anden, frem når Odin går mod ulv at kæmpe, og bane, Belis, lys ved/til Surt; da vil Friggs falde, duft/behag/brod.

1870 – H. G. Møller: Den ældre Edda

Oversættelse af alle eddadigtene delt i ‘Gudesange’ og ‘Heltesange’. Oversat efter Svend Grundtvigs udgave, så ‘Vølvens Spådom’ har altså ombyttede vers og diverse ‘forbedringer’. Et par af Hauksbogens vers er dog udeladt, men til gengæld er der medtaget linier fra sene afskrifter som ikke findes i Kongebogen eller Hauksbogen, og flere steder er der rokeret om på verslinier. Eddadigtningens regler følges, dog ikke konsekvent, og sproget er meget jævnt og hverdagsagtigt. Oversættelsen er yderst letlæselig, men poetisk nok for jævn (det berømte ‘Fæ dør, frænder dør’ er oversat til ‘Ejendom dør, Frænder dør’ – korrekt, men…). Trods fejl og svagheder blev den dog standard-udgaven på dansk i de næste årtier.

Møller: Hejd hun hed, hvor til Huse hun kom, spående Vølve; Ulve hun tæmmed, Sejd hun øved, Sejd hun elsked. Altid var hun yndet af onde Kvinder.

original (vers 22): Heiði hana héto hvars til húsa kom vǫlo vel spá vitti hon ganda seið hon kunni* seið hon leikinn* æ var hon angan illrar brúðar.

ordret oversat: Hejd hende (de) kaldte hvor til huse (hun) kom, vølve, godt spående,** heksede hun troldstave; sejd hun kunne, sejdede hun legende, altid var hun duft/brod af ilsindet kvinde.

*) Kongebogens version; i Hauksbogen står der: seið hon hvars hon kunni seið hon hugleikin (sejdede hun hvor hun kunne, sejdede hun ‘sind-leget’).
**) Kan også oversættes: ‘for vølve godt at spå’ eller ‘godt til vølves spådom’.

Rasmus J. Holm

1874 – R. F. Holm: Mundsmag af den ældre Edda

Oversættelse af ‘Vølvens Spaadom’, ‘Vejtams Kvide’, ‘Vavtrudnes-Maal’ og ‘Vers af Havamaal’. Vølvens Spaadom havde været udgivet året før i “Nordisk Maanedsskrift for folkelig og kristelig Oplysning”. Oversat efter Svend Grundtvigs udgave (med ombyttede vers), men med mange udeladelser (over en tredjedel af digtet!). Der er rokeret frit om på linierne. Versene er ‘normaliseret’ til otte linier, så de lange vers er forkortede og korte vers er forlænget med oversætterens egne tildigtninger. Poetisk flyder det let (måske for let), men eddadigtningens regler er kun fulgt tilfældigt. Bogen blev genudgivet i en lidt forbedret udgave i 1886, hvortil ‘Tryms Kvide’ også var blevet oversat.

Holm: Mindes hun Folkedrab først i Verden, da med Spyd de Guldveg stødte – og i Højs hal brændte, tre Gang brændt, tre Gang baaren, end hun lever.

original (vers 21): Þat man hon fólkvíg fyrst í heimi er gull veig geirom studdo ok í hǫll hárs hána brendo þrysvar brendo þrysvar borna opt ósialdan þó hon enn lifir.

ordret oversat: Det husker hun, krig, første i verden, da guld-drik* med spyd (de) støttede, og i hal, Hárs, hende (de) brændte, trefold (de) brændte den trefold bårne/fødte, ofte, usjældent – dog hun endnu lever.

*) Kan formelt kun oversættes som navn hvis man retter kildernes gull veig til gullveigo.

Frederik Hammerich

1876 – Fr. Hammerich: Nordens ældste Digt

En lille bog om ‘Vølvespå’ med en oversættelse efter Svend Grundtvigs 2. reviderede udgave af originalteksten fra 1874, minus dværgeremsen. Det betyder altså ombyttede vers osv., men der er ikke forkortet eller tilføjet noget ud over det forvanskede forlæg. Der er dog en del omrokerede linier og fortolkninger i oversættelsen. Poetisk er der gjort meget ud af at følge eddadigtningens regler, og specielt liniernes rytme er fulgt meget nøje. Slutresultatet er dog blevet noget knudret.

Hammerich: Arilds-jætter jeg kan mindes, de, der fordum mig fostret havde; véd og om ni verdner, verdens-træer ni, skæren skæbne: alt skjult i mulde.

original (vers 2): Ek man iǫtna ár um borna þá er forðom mik fœdda hǫfðo nío man ek heima nío í viðior* miǫtvið mæran fyr mold neðan.

ordret oversat: Jeg husker jætter, i urtid fødte, de som fordum mig fodret/født/fostret havde; ni husker jeg af verdner, ni i grene, mål-træ, berømt, under muld neden.

*) I Kongebogen rettet til nío íviði (betydning ukendt – ni inventarer?/ rødder?/ skovkvinder? – kan dog også betyde ‘ni i træ’.)

Karl Gjellerup

1895 – Karl Gjellerup: Den ældre Eddas Gudesange

De mytologiske eddadigte er her oversat efter ‘germanistiske’ principper foreslået af tyske og hollandske forskere. Også i dette tilfælde er ‘Vølvens Spaadom’ redigeret om, ikke ved at bytte om på versene, men ved at fjerne næsten en fjerdedel af dem. De fleste af de fjernede vers er dog oversat i et tillæg, “Indskud i Vøluspá”. Versene er standardiserede til otte linier hver (i udgivelsen stillet op i fire langlinier), og hver linie har som hovedregel fire stavelser. Det medfører dels en lidt kedelig stivhed, dels mange beskæringer og tilpasninger der både poetisk og i ordlyd fjerner oversættelsen en del fra originalen. Det er næppe oversættelsen, men Lorenz Frølichs (i øvrigt meget ‘unordiske’) illustrationer der har sikret at bogen er blevet genudgivet to gange, dels i 1973 (i to formindskede bind og med den oprindelige indledning og kommentar erstattet af et forord af Peter Rohde), samt i 2001, denne gang komplet og i originalformat med tilføjelse af et forord af Ebbe Kløvedal Reich.

Gjellerup: Saae i stride Strømme vade mensvorne Mænd og Mord-Ulve; Nidhugg suged Nedfarnes Lig, vild sled den Viking. Veed I end eller hvad?

original (vers 39): Sá hon þar vaða þunga strauma menn meinsvara ok morð-varga ok þannz annars glepr eyra-rúno þar saug niðhǫggr nái framgengna sleit vargr vera vitoð ér enn eða hvat.

ordret oversat: Så hun dér vade i tunge strømme mænd, edsbrydende, og ‘mord-ulve’ (mordere) og den der en andens lokker, ‘øre-rune’ (fortrolige); dér sugede Nidhug lig af hedengangne, sled morder/ulv i mænd – ved I det nu, eller hvad?

Finnur Jónsson

1902 – Finnur Jónsson: Gylfaginning – den gamle nordiske gudelære

Oversættelse af første del af Snorris Edda plus fire myter fra anden del. Den indledende myte om Gefion, samt passager der kun findes i visse håndskriftversioner, er ikke medtaget. Det går dog ikke ud over de citerede vers fra ‘Vølvens Spaadom’, der ligesom teksten er oversat rimeligt tro mod forlægget. Versene koncentrerer sig dog om indholdet, ikke poesien, og kan virke lidt tekniske og stive. Anden udgave af bogen kom i 1929. Dele af Jónssons oversættelse er genoptrykt i Bjarne Troelsen: “Nordisk bondereligion” fra 1987, og i Uffe Hartvig Larsen: “Vikingernes religion og livsanskuelse” fra 1989 (2. rev. udg. 2001).

Jónsson: Den fyldes med Blod af faldne Mænd; Gudernes Sæde farves i Blod; Solen sortner i Somre derefter, alle Vinde onde. Forstaar I nu eller ej?

original (vers 41): Fylliz fiǫrvi feigra manna rýðr ragna siǫt rauðom dreyra svǫrt verða sólskin um sumor eptir veðr ǫll vá-lynd vitoð ér enn eða hvat.

ordret oversat: (Den) fyldes med mistet liv af dødsmærkede mænd, rød-maler magters sæder med rødt blod; sort blive solskin i somre efter, vejr alt i dårligt lune – ved I det nu, eller hvad?

Olaf Hansen

1911 – Olaf Hansen: Den ældre Edda

Oversættelse af alle eddadigtene efter nogle af de samme tyske idéer som Gjellerup fulgte (se ovenfor). Olaf Hansen forkortede ‘Vølvens Spaadom’ endnu mere end Gjellerup – de kasserede vers er også her med som et tillæg. Selve versene er dog oversat forholdsvis tro mod forlægget – men ikke uden fejl – og eddadigtningens regler er overholdt. Oversættelsen er meget letlæst og næsten forklarende, med lyriske vendinger der ikke helt passer til originalens tone. Oversættelsen fra denne udgave blev brugt i Ernst Hansens billedværk ‘Vølvens Spaadom’ fra 1925.

Hansen: Men Odin skød, skød ind i Skaren – atter var der Krig i den unge Verden. Brudt blev Træværket trindt om Asgaard. Vanerne drog over Vang til Slag.

original (vers 24): Fleygði óðinn ok í fólk um skaut þat var enn fólkvíg fyrst í heimi brotinn var borðveggr borgar ása knátto vanir vígspá vǫllo sporna.

ordret oversat: Slyngede Odin og i skare skød – det var stadig krig, første i verden; brudt var bræddevæg om borg til aser, kunne vaner med kampspå* sletter betræde.

*) Dvs. ‘med kampspådom’, et udtryk der også kan oversættes: ‘kampspådommes’.

Fagbøger II

Samme år – i 1911 – udgav Finnur Jónsson en lille bog om Vølvens Spådom, “Völu-spá”, der indeholder en prosa-oversættelse til dansk af digtet. Det samme gør “Völuspá” af Sigurður Nordal, oversat fra islandsk af Hans Albrectsen i 1927. Selvom begge bøger indeholder forslag til ændringer der skulle gøre digtet mere ‘oprindeligt’, følger oversættelserne dog den moderne standardudgave efter Bugge. Der er selvfølgelig ingen poesi i disse fagbøger, men man kan få et overblik over indholdet. Mange detaljer der kunne oversættes på flere måder er dog fortolkede.

Thøger Larsen

1914 – Thøger Larsen: Slægternes Træ

Digtsamling med Thøger Larsens egne digte (bl.a. ‘Danmark, nu blunder den lyse nat’). Bagest i bogen er der oversættelser af ‘Odins Ravnegalder’ og ‘Vølvens Spaadom’. Fortolkninger og fejl forekommer, men oversættelsen er rimeligt tro mod sit forlæg, der dog er voldsomt forvansket. Oversætteren går nemlig helt tilbage til P.A. Munchs udgave af originalteksten fra 1847 med overskårne, omrokerede og ombyttede vers, osv. Eddadigtningens regler er ikke overholdt konsekvent. Poetisk er denne første version lidt farveløs i forhold til Thøger Larsens anden oversættelse tolv år senere.

Th. Larsen I: Op ser hun komme andre Tider Jord af Vande, grøn af Vaaren, Fosser falde, Ørn flyver over, som paa Fjældet Fisken hugger.

original (vers 59): Sér hon upp koma ǫðro sinni iǫrð ór ægi iðiagrœna falla forsar flýgr ǫrn yfir sá er á fialli fiska veiðir.

ordret oversat: Ser hun op komme igen/ for anden gang jord af hav, atter-grøn; falde fosser, flyver ørn over, den som på fjeld fisk jager.

1926 – Thøger Larsen: Nordens Gudekvad

Oversættelse af de mytologiske eddadigte. I forhold til Thøger Larsens første forsøg (se ovenfor) er der tale om en helt ny oversættelse af ‘Vålvens Spaadom’ som i en ufærdig version blev trykt i tidsskriftet Atlantis I-III, 1924. Oversætteren laver sin egen sammenfletning af digtets originale versioner (og giver det sine egne versnumre) – som hos Bugge dog også mest baseret på Kongebogen. Oversættelsen er tro mod sit forlæg, men med nogle særprægede tolkninger her og der. Nogle af de usikre tolkninger er sat i parentes, men ikke alle. Linieparrene er opstillet i langlinier og oversat ud fra denne enhed. Poetisk er oversættelsen meget tæt på originalen, både i forhold til eddadigtningens regler og til stemningernes skiften i digtet mellem det jævne og det storladne, det lyriske og det barske. Oversættelsen var ledsagetekst til Sigurd Vasegaards træsnitserie “Vølvens Spaadom” fra 1957. Hele “Nordens Gudekvad” blev genudgivet i 1968 og 1995. I den nyeste udgave er aa rettet til å hvilket er lidt forstyrrende, da Thøger Larsen konsekvent brugte å for det norrøne ‘krølle-o’, ǫ, som det ses i titlen ‘Vålvens Spaadom’.

Th. Larsen II: Førend Bors Sønner (Brandene) hæved, da de Midgaard mægtig skabte, Sol sken sønden paa Salens Stene, saa af Grund groed grønne urter.

original (vers 4): Áðr burs synir biǫðom um ypþo þeir er miðgarð mæran skópo sól skein sunnan á salar steina þá var grund gróin grœnom lauki.

ordret oversat: Før Burrs sønner land yppede,* de som Midgård det berømte skabte; sol skinnede sydfra på sals sten, da var grund tilgroet med grønne løg/urter.

*) At yppe kan betyde hæve, løfte, få til at opstå, fremkalde, kundgøre eller åbenbare.

1928 – Thøger Larsen: Snorris Eddasagn

Komplet oversættelse af hele første del af Snorris Edda (baseret på alle håndskrifterne), samt spredte udtog af anden del, Skjaldskabslæren. Thøger Larsen døde før han var færdig med anden del, men nåede at oversætte en stor del af det mytologiske stof. De citerede vers er selvfølgelig hentet fra hans egen “Nordens Gudekvad” – et par af de mest markante varianter er dog nyoversat. Et tredje bind med fortolkende kommentarer til begge edda-oversættelserne blev udgivet samtidigt. Oversættelsen (men ikke kommentaren) blev genudgivet i 1968 og 1995.

1943 – Martin Larsen: Den ældre Edda og Eddica minora, I-II

Ind til videre den nyeste komplette oversættelse af hele eddadigtningen (bind II kom i 1946. ‘Odins Ravnegalder’ er dog ikke medtaget.). ‘Vølvens Spaadom’ er, ligesom resten af bogen, baseret på Bugges udgave af originalteksten. Trods sit ry er det dog ikke den mest korrekte oversættelse. Der er en del tolkninger i selve oversættelsen og nogle særprægede ordsammensætninger her og der. Uden at indholdet går tabt, er der mange omrokeringer af ord og linier – tilsyneladende for at opnå en poetisk rytme så tæt på originalen som muligt. Eddadigtningens regler er overholdt, måske endda lidt for stramt – man skal næsten kunne reglerne for at følge oversættelsen. Den er bevidst knudret hvilket sine steder gør både læsning og mening svært tilgængelig.

M. Larsen I: Da gik hver helligstor, hver høj Guddom at drøfte paa Ting fra Domssæder, hvem der med led Svig Luften blanded og til ond Jætte Ods Brud skænked.

original (vers 25): Þá gengo regin ǫll á rǫk-stóla ginnheilog goð ok um þat gættoz hverir hefði lopt allt lævi blandit eða ætt iǫtuns óðs mey gefna.

ordret oversat: Da gik magter alle til ‘proces-stole’, højhellige guder, og om dette drøftedes: hvem havde luft alt med destruktion blandet eller slægt af jætte Ods kvinde givet?

1954 – Martin Larsen: Guder, helte og godtfolk

Oversættelse af en samling eddadigte, illustreret i en karikeret streg af Mogens Zieler. Det er ikke en viderebearbejdning af Martin Larsens første oversættelse, men en ny, afslappet gendigtning – en mere folkelig version. Grundlaget for ‘Vølvens Spaadom’ er uændret (dog er dværgeremsen udeladt), men sproget er lettere og mere ligetil. Forholdet til originalen er både fortroligt og ret frit – der er en del fortolkninger i oversættelsen. Poetisk er eddadigtningens regler stadig overholdt. Oversættelsen af Vølvens Spådom fra denne udgave blev bl.a. genoptrykt i antologien “Edda og saga” udgivet af Foreningen Norden i 1965, denne gang illustreret med reproduktioner af Sigurd Vasegaards træsnit. “Guder, helte og godtfolk” blev genudgivet i 1991.

M. Larsen II: Tor hamred til, tyk af vrede, han sidder kort ved saadant nyt; ingen holdt eder, ord og løfter, tro og tilsagn, de tog og skænked.

original (vers 26): Þórr einn þar vá þrunginn móði hann sialdan sitr er hann slikt of fregn á gengoz eiðar orð ok sœri mál ǫll meginlig er á meðal vóro.

ordret oversat: Thor ene dér slog, sprængfyldt af ophidselse, han sjældent sidder når han sligt erfarer; trampet på* blev eder, ord og løfter, tale al magtfuld som imellem (dem) var.

*) Kan også oversættes: ‘gået ud mod hinanden, ophævet’.

Fagbøger III

Begge versioner af både Thøger og Martin Larsens oversættelser har været citeret i adskillige fagbøger gennem de sidste 50 år, f.eks. Anders Bæksted: “Nordiske guder og helte”. Men måske var det tegn på behov for en opdatering, da nyoversættelser af eddadigte dukkede op i to lærebøger for gymnasiet:

Aase Kofoed & Morten Warmind: “Old var årle” (1989) indeholder spredte enkeltvers og brudstykker fra edda’erne, oversat af Morten Warmind.

Preben Meulengracht Sørensen & Gro Steinsland: “Før kristendommen” (1990) indeholder komplette oversættelse af følgende eddadigte: ‘Vølvens spådom’, ‘Den Højes tale’ (uddrag), ‘Kvadet om Hymir’, ‘Rigsthula’, ‘Sigdrivas tale’, ‘Gudrunskvadet’ og ‘Atlekvadet’, samt prologen til Snorris Edda og andre tekster. Meulengracht og Steinsland har siden arbejdet videre med Vølvens Spådom, men en anden nyoversættelse dukkede op i mellemtiden:

1994 – Suzanne Brøgger: Vølvens Spådom

Oversættelsen er en let revideret udgave af en gendigtning i antologien “Sort skinner solen” udgivet af Dansklærerforeningen i 1992. Forlægget er den moderne standardudgave efter Bugge, men dværgeremsen er forkortet, og der er både udeladelser og mange (mis)fortolkende tilføjelser som oversætteren selv har fundet på. Eddadigtningens regler er bevidst smidt overbord og erstattet med en moderne, fri digtform. Sproget er ligetil, men poetisk meget ujævnt, da ældre vendinger er blandet op med meget moderne udtryk. I første udgave blev digtets første linier oversat: ‘Slå ørene ud, mine damer og herrer, høj og hellig, lav og luset;’ og selvom sådanne platheder er luget ud af anden udgave, præges oversættelsen stadig af en flabet tone man ikke finder i originalen. Bogen blev udgivet samtidigt i stort format illustreret med litografier af Per Kirkeby og som pocketbog uden illustrationer. Ian Ibæk Møller brugte Brøggers gendigtning (uden at kreditere hende) i sit tegneserieagtige hæfte, “Vølvens spådom”, fra 1998.

(Oversættelsen blev lettere revideret og tonen bragt endnu et skridt tættere på originalen til en ny udgivelse i 2002, denne gang illustreret af Pia Schutzmann og forsynet med et nyt forord af oversætteren, der til gengæld helt er i digtets ånd.)

Brøgger: Jeg så Loke lænket i svovlørknen, surret i tarme, ledt var synet; Dér sidder Sigyn, hans kone, vagt hos sin mand, og hun har det ikke for sjovt. Var der mere I ville vide?*

original (vers 35): Hapt sá hon liggia und hvera lundi lægiarn líki loka áþekkian þar sitr sigyn þeygi um sinom ver vel-glýioð vitoð ér enn eða hvat.

ordret oversat: En bundet så hun ligge under kedels lund,** skadevillig skikkelse, Loke-agtig; dér sidder Sigyn dog ikke ved sin mand godt glad – ved I det nu, eller hvad?

*) I første udgave oversat: ‘Er det så sevet ind?’
**) Kan også oversættes ‘under kedler, i lund’.

1997 – Aldis Sigurdardóttir: Vikingernes guder – af Snorre Sturlasons Edda

Oversatte mytologiske brudstykker af Snorris Edda, forkortet og omredigeret næsten til ukendelighed. Kun enkelte citerede eddavers er taget med. Bogen er illustreret med Lorenz Frølichs gamle tegninger – også disse er gjort næsten uigenkendelige med en ny farvelægning.

1999 – Jens Peter Schjødt: Det førkristne Norden

Tekstsamling med et udvalg af kilder til nordisk religion og mytologi. Indeholder bl.a. Vølvens Spådom og andre eddadigte i Martin Larsens oversættelse (den fra 1943), samt en originaltro nyoversættelse af Snorris Edda i uddrag. I stedet for at gentage vers af Vølvens Spådom i Snorris tekst, henvises der til versnumrene. De udvalgte kapitler af Snorris Edda følger originalens redaktion, og kapitelnumre er bibeholdt så man kan se hvad der er udeladt. (Men vi har altså stadig til gode at se en dansk oversættelse af Snorris Edda i sin helhed.)

2001 – Gro Steinsland & Preben Meulengracht Sørensen: Vølvens Spådom

Det nyeste skud på stammen – en bog om digtet med en grundigt revideret udgave af Meulengracht og Steinslands første oversættelse fra “Før kristendommen” (1990). Også her er forlægget den moderne standardudgave efter Bugge, denne gang uden udeladelser eller tilføjelser. Oversættelsen er tro mod forlægget – for enkelt ords vedkommende dog præget af Steinslands tolkninger, der alle udførligt er forklaret i noterne. Eddadigtningens regler er fulgt, og sproget er et moderne dansk uden store krumspring. Hvor Martin Larsen viste digtets knudrede sider, viser Meulengracht og Steinsland dets enkle. Det gør læsningen let uden at tonen bliver for let, og meningen bliver let tilgængelig uden at oversættelsen er forklarende. Poetisk kan den dog godt virke lidt ‘tør’ – vægten er bevidst lagt på klarhed og forståelse.

Meulengracht: Hønir skal vælge verdenstræet, og sønner af begge brødre skal bo i det vide vindhjem – Ved I nok, eller hvad?

original (vers 63): Þá kná hœnir hlautvið kiósa ok burir byggia brœðra tveggia vindheim víðan vitoð ér enn eða hvat?

ordret oversat: Da kan Hønir lodtræ vælge, og sønner befolke, af brødre begge,* vindverden vid – ved I det nu, eller hvad?

*) Kan også oversættes: ‘af brødre til Tveggi’.

Læs mere

Hvis man vil læse mere om oversættelserne (dog ikke de nyeste), er der udførlige analyser af ordvalg, metrik osv. i Jens Peter Ægidius: “Vølvens Spådom på dansk” fra 1978, og i en upubliceret afhandling af Jørgen Olesen: “Danske oversættelser af Den ældre Edda” fra 1962 (afhandlingen omfatter også Olesens bud på en oversættelse af Vølvens Spådom). Eddadigtningens regler er gennemgået i Peter Hallberg: “Den norrøne digtning” fra 1982. Og den hidtil bedste gennemgang af Vølvens Spådom er ovennævnte helt nye bog af Gro Steinsland og Preben Meulengracht Sørensen.

Den bedste oversættelse. . .

…er selvfølgelig et spørgsmål om personlig smag. Er kriteriet at følge originalens indhold? stemning? poetik? poesi? Skal det hugge som en økse eller pludre som en bæk? Skal det bare svinge, eller vil man vide hvad der egentlig står? Der er ingen oversættelse som har det hele, men alle oversættelser har deres perler – flere eller færre linier eller vers der rammer lige ind dér hvor det kommer til at suse.