Vavtrudnesmål (C. A. E. Jessen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Oversat af
Carl Arnold Edwin Jessen
Udgivet 1867

Vávtrudnes-Mål

Odin:
»Råd du mig nu, Frigg;
siden fare mig lyster
og til Vávtrudne vandre.
Såre jeg higer
at høre hans Oldkløgt,
den alsnilde Jættesøns.« 

Frigg:
»Hjemme holde
jeg Hærfader vilde
i Guders Gårde;
ti i Jætte-Verden ingen
hvassere tror jeg
end Vavtrudne være.« 

Odin:
»Vide jeg fór;
meget jeg fristede;
meget jeg Magter gransked.
Dét vil jeg vide,
hvad hos Vav-Trudne
i Salene er Sæd.« 

Frigg:
»Hel du fare;
hel du atter komme;
hel du på Vejene være.
Vidd dig due,
når du, Verdners Fader,
skal med Jætten skifte Svar.« 

Fór da Odin
at friste hans Ordkløgt,
den alsnilde Jættesøns.
Til Hallen han kom,
den som Ims Fader havde;
ind gik Ygg påstande.

Odin:
»Hel du nu, Vavtrudne;
nu er i Hal jeg kommen
på dig selv at se.
Det vil først jeg vide,
om fród du er,
og alsnild Jættesøn.« 

Vavtrudne:
»Hvad Mand er dét,
som i Salen min
Ord ypper mod mig?
Ud her kommer
fra Hallen du ikke,
uden din Kløgt kendes størst.« 

O:
»Gavnråd jeg kaldes;
fra Vandring er jeg kommen
tørstig til dit Tag;
til Fagned jeg trænger,
— faret har jeg længe —
og til Gæstfrihed hos Gubben.« 

V:
»Hvi mon da, Gavnråd,
fra Gulv du mæler?
far du til Sæde i Sal.
Da skal fristes,
hvo flest véd.
Gæst eller gammel Ordmand.« 

O:
»Ringe Mand,
som til Rigmand kommer,
mæle Tarv eller tie.
Af Ordgyden stor
tror jeg Uhap stande,
når man kommer til koldhjærtet Karl.« 

V:
»Sig du mig det, Gavnråd,
da på Gulvet du vil
din Fremme nu friste:
hvad den Hest heder,
som hen evindelig
Dag over Mennesker drager?« 

O:
»Skinfakse heder,
den som hen den skære
Dag over Mennesker drager;
af Heste bedst
tykkes han hos 'Rédgoler' [?];
mægtig lyser Gangerens Man.« 

V:
»Sig du det, Gavnråd,
da på Gulvet du vil
friste din Fremme:
hvad den Hest heder,
som hen drager østfra
Nat over nådige Guder?« 

O:
»Rimfakse den heder,
som hen drager hver evige
Nat over nådige Guder;
Milefråde stænker den
hver Dags Morgen;
deden kommer Dugg i Dale.« 

V:
»Sig du det, Gavnråd,
da på Gulvet du vil
din Fremme friste:
hvad den Å heder,
som mellem Jætne-Sønner
og Guder deler Grund?« 

O:
»Iving heder Å,
som mellem Jætne-Sønner
og Guder deler Grund;
åben rinde
den skal alle Tider;
ej vorder Is på den Å.« 

V:
»Sig du det, Gavnråd,
da på Gulvet du vil
din Fremme friste:
hvad den 'Vold' heder,
hvor findes til Kamp
Surt og de salige Guder?« 

O:
»Vigrid heder Vold,
hvor til Kamp findes
Surt og de salige Guder;
hundred 'Raster'
den er hver Vej;
det er Volden, som dem vænter.« 

V:
»Frod er du, Gæst;
far til Jættens Bænk;
tale vi fra Sæde sammen!
Hoved vædde
i Hallen vi skal.
Gæst, om Gådekløgt.« 

O:
»Sig du det ene,
hvis din Indsigt duer,
og du, Vávtrudne, véd det:
hveden Jord kom,
så og Op-Himmel,
først, du frode Jætte?« 

V:
»Af Ymes Kød
blev Jord skabt,
af Ben Bjærge,
Himmel af Jættens,
den rimkoldes, Høs,
så og af Blodet Sø.« 

O:
»Sig du det andet,
hvis din Indsigt duer,
og du, Vavtrudne, véd det:
hveden Måne kom,
den som drager over Mænd,
eller Sol ligeså?« 

V:
»Mundelføre han heder,
han er Månes Fader,
og Sols ligeså;
om Himlen vandre
de skal hver Dag,
for Ætter til Årtal.« 

O:
»Sig du det hint tredje,
siden snild du kaldes,
og du, Vavtrudne, véd det:
hveden Dag kom,
den som drager over Folk,
eller Nat med Næ?« 

V:
»Delling han heder;
han er Dags Fader;
men Nat er Nørs Barn;
Ny og Næ
skabte nådige Guder
til Årtal for Ætter.« 

O:
»Sig du det hint fjærde,
siden frod du kaldes,
og du, Vavtrudne, véd det:
hveden Vinter kom,
eller varm Sommer,
først hos frode Guder?« 

V:
»Vindsval han heder;
han er Vinters Fader;
men Svåsud Sommers;
hvert År begge
vandre de skal,
til Guder forgå.« 

O:
»Sig du hint det femte,
siden frod du kaldes,
hvis du Vavtrudne véd det:
hvem af Æser ældst
eller af Ymes Ætmænd
i fordums Dage fødtes?« 

V:
»Utallige Vintre
før Jord skabtes,
da blev Bér-Gelme båren;
Trúd-Gelme
var hans Fader,
men Ør-Gelme Farfar.« 

O:
»Sig du hint det sjæte,
siden snild du kaldes,
hvis du Vavtrudne véd det:
hveden Ør-Gelme kom
blandt Jætne-Sønner,
først, du frode Jætte?« 

V:
»Fra Eli-Våge
sprang Edder-Dråber,
og voksed, til en Jætte der var;
deden ere vore Ætter
alle sammen komne,
og deraf evindelig vilde.« 

O:
»Sig du hint det syvende,
siden snild du kaldes,
hvis du Vavtrudne véd det:
hvor Børn han fik,
hin bolde Jætte,
når med Gyge han Gammen ej havde?« 

V:
»Under Armen at vokse
på Rimtursen sagdes
en Mø og Søn sammen;
Fod med Fod fik
på den frode Jætte
Søn med seks Hoveder.« 

O:
»Sig du det hint ottende,
siden snild du kaldes,
hvis du Vavtrudne véd det:
hvad først du mindes,
eller fremst du véd?
du er alklog Jætte.« 

V:
»Utallige Vintre
før Jord skabtes,
da blev Bér-Gelme båren;
det først jeg mindes,
da hin frode Jætte
blev på ’Lur' lagt.« [?]

O;
»Sig du hint det niende,
siden snild du kaldes,
hvis du Vavtrudne véd det:
hveden Vind kommer,
den som vandrer over Hav?
ej Mænd den selv kan se.« 

V:
»Ræ-svælg han heder,
som ved Himlens Ende sidder,
Jætten i Ørneham;
af hans Vinger
siges Vind at komme
over alle Mænd.« 

O:
»Sig du hint det tiende,
siden du Tivers Skæbner
alle, Vavtrudne, véd:
hveden Njord kom
blandt Åse-Sønner?¹⁾
og ej dog hos Æser han fødtes.« 

V:
»I Vane-Hjem
ham vise Magter skabte,
og gav ham som Gissel til Guder;
ved Tiders Ende
mon han atter komme
hjem til vise Vaner.« 

O:
»Sig du hint det ellefte,
hvor Helte i Tune
hugges hver Dag?
Val de kåre,
og ride fra Kamp,
sidde så 'såtte' sammen.« 

V:
ȃn-Herjer alle
i Odins Tune
hugges hver Dag;
Val de kåre,
og ride fra Kamp,
sidde så såtte sammen.« 

O:
»Sig du hint det tolfte,
hvi du Tivers Skæbner
alle, Vavtrudne, véd:
om Jætners Runer
og alle Guders
sige du det sandeste.« 

V:
»Om Jætners Runer
og alle Guders
kan jeg sandt sige;
ti til hver er jeg
af Verdner kommen,
ja neden for Nivl-Hel ni.«²⁾

O:
[ »Vide jeg fór;
meget jeg fristede;
meget jeg Magter gransked.
Hvad lever af Mennesker,
når hen lider hin store
Fimbul-Vinter i Verden?« 

V:
»Liv og Liv-Trase;
men i Løn de gemmes
i Hodd-Mimes-Holt;
Morgen-Dugg
de sig til Mad have;
deden skulle Slægter stamme.« 

O:
»Vide jeg fór;
meget jeg fristede;
meget jeg Magter gransked.
Hveden kommer Sol
på Himlens Slette,
når Fenre har denne dødet?« 

V:
ȃn Datter
bær Alv-Rødul,
før hende Fenre døder;
dén skal vandre,
når døde ere Magter,
Møen, ad Moderens Veje.« 

O:
»Vide jeg fór;
meget jeg fristede;
meget jeg Magter gransked.
Hvem er de Møer,
som vanker over Hav,
de vise Vandrersker?« 

V:
»Tre ’Tyd-Åer'[?l
falde over Torp
hos Mag-Trases Møer; [?]
Hamingjer ene
de i Verden ere;
dog de hos Jætter fostres.« [?]

O:
»Vide jeg fór;
meget jeg fristede;
meget jeg Magter gransked.
Hvem af Æser råde
over Guders Eje,
når Surts Lue slukkes?« 

V:
»Vidar og Vale
i Guders Hov bo,
når Surts Lue slukkes;
Mode og Magne
skal Mjølne have,
når Vingnes Kampe hvile.« 

O:
»Vide jeg fór;
meget jeg fristede;
meget jeg Magter gransked.
Hvad mon Odin
til Endeligt vorde,
når Guder forgå?« 

V:
»Ulven mon sluge
Slægters Fader;
men Hævn skal Vidar vinde;
kolde Kæber
kløve han mon
i Kamp med Vitne.« ]

O:
»Vide jeg fór;
meget jeg fristede;
meget jeg Magter gransked.
Hvad selv mælte Odin
i Sønnens Øre,
før på Bål han bares?« 

V:
»Blandt Folk ingen véd,
hvad du i fjærne Dage
i Sønnens Øre sagde.
Med Dødsens Tunge
Oldruner jeg talte,
og om Ragna-Rok.«³⁾

---

Noter:

1) Her følger: »af Hov og Harge han råder for helt mange« (forstyrrer Verset).
2) Her følger: »hid dør Folk fra Hel«  (forstyrrer Verset)
3) Her følger:
           "Nu med Odin jeg vædded
           om Ordkløgt min;
           altid er da visest blandt Væsner."
Og dette er måske netop Visens oprindelige Slutning, som de 3 sidste Linjer ovenfor er sat istedenfor.