Grimnesord (Grímnesmǫ́l)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

G. A. Gjessing: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint

oversatt av
G. A. Gjessing

Kristiania
1899

Grimnesord
(Grimnesmǫ́l)

Kong Hraudungs sønner.

Kong Hraudung havde to sønner, den ene hed Agnar, den anden Geirrød. Agnar var ti aar og Geirrød otte aar gammel. De roede, to paa baaden, med sine snører paa smaafiske. Vinden drev dem da tilhavs. I natmørket fik de baaden knust mod land, og de gik op fra stranden og traf en kotbonde. Der var de vintren over. Kjerringen fostrede Agnar, men kallen Geirrød og gav ham lærdomme. Om vaaren gav kallen dem et skib. Men da han og kjerringen fulgte dem til stranden, talte kallen afsides med Geirrød. De fik bør og kom til sin faders baadstø. Geirrød var fremme i skibet, og han løb da op paa land, men stødte skibet ud og raabte: «Far du nu, hvor trold kan tage dig!» — Skibet drev ud tilhavs; men Geirrød gik op til gaarden, og der blev der taget vel imod ham — men hans fader var da død. Geirrød blev da tagen til konge og blev en navnkundig mand.

Oden og Frigg sad i Hlidskjalv og saa ud over alle verdner. Oden sagde: «Ser du Agnar, din fostersøn, der han avler børn med gygren i hulen? Men Geirrød, min fostersøn, er konge og raader nu for land!» Frigg siger: «Han er slig madniding, at han piner sine gjester, naar de tykkes ham komme for mange.» Oden siger, at det er den største løgn, og derom vedder de. Frigg sendte sin terne, Fulla, til Geirrød. Hun bad kongen vare sig, at ikke den troldkyndige mand, som var kommen til landet, skulde forgjøre ham; og hun gav ham det kjendetegn, at ingen hund var saa bidsk, at den vilde fare paa ham. Men det var bare snak, at kong Geirrød ikke var gjestfri; dog lod han den mand gribe, som hundene ikke vilde tage fat paa. Denne var i blaa kappe og kaldte sig Grimne og sagde ikke videre om sig, skjønt han blev adspurgt. Kongen lod ham pine til udsagn og sette mellem to ilde, og der sad han otte nætter. Kong Geirrød havde da en søn, ti aar gammel, og han hed Agnar efter hans broder. Agnar gik hen til Grimne og gav ham et fuldt horn at drikke og sagde at hans fader gjorde ilde, der han lod denne mand sagesløs pine. Grimne drak det ud; da var ilden kommen dertil, at kappen blev svidd om Grimne. Han kvad:

1.
"Hed er du, lue!
og heller stor;
fra mig, flamme, vig!
kappen brender,
bær’ jeg end høit den,
fatter mig felden ild.

2.
Nætter jeg otte
mellem ilde sad,
saa mand ei var,
som mad mig bød,
Agnar foruden —
ene han raade,
den Geirrøds søn,
for Goters land.

3.
Held dig, Agnar,
da held her nu
dig varsler Veraty;
for enest' drik
aldrig skal dig
times bedre tak.

4.
Land er helligt,
jeg ligge ser
æser og alver nær;
men i Thrudheim hist
skal Thor være,
til guder brat forgaar.

5.
Ydale nevnt er,
der Ull sig har
sig opreiste sale;
Alvheim gav
guder i tandfæ
Frey i fjerne old.

6.
Gaard er tredje,
der godvætter
tekked sal med sølv;
Valaskjalv nevnt,
som virked sig
den aas i fjerne old.

7.
Søkkvabekk end,
hvor svale faar
de bølger bruse hen,
Oden og Saaga
altid der drikker
glade af gyldne kar.

8.
Gladsheim nevnt er,
der guldklare
Valhal veldig staar;
men Hropt hver dag
der sig kaarer
vaabendøde val.

9.
Kjender de let sig,
som kommer frem
Odens sal at se;
skaftraftet hal,
skjoldtekket sal,
brynjer om benke hengt.

10.
Kjender de let sig,
som kommer frem
Odens sal at se;
varg der henger
vestenfor dør,
og over luder ørn.

11.
Thrymheim nevnt er,
før Thjasse’s bo,
han den arge jotun;
guders brud skjer,
Skade, nu bygger
sin faders fordums tomt.

12.
Breidablik end,
der Balder har
sig opreiste sale;
hist i det land,
der jeg ligge véd
af vaade mindst og vé.

13.
Himinbjorg end,
der Heimdal, er sagt,
hersker i helligdom;
drikker guders vagt
der i gammensbo
glad den gode mjød.

14.
Folkvang er end,
Freyja der raader
for sædevalg i sal;
halve val hun
velger hver dag;
men halve Oden har.

15.
Glitne er end,
den paa guld er reist,
tekket og saa med sølv;
Forsete bor der
fleste hver dag
og sliller hver en strid.

16.
Noatun end,
men Njord der har
sig opreiste sale;
mandekjøns drot,
den ménløse,
raader for høibygt horg.

17.
Gror med krat
og græs saa høit
Vide, det Vidars land;
siger fra hestryg
sig sønnen der
freidig til faders hevn.

18.
Andhrimne faar
i Eldhrimne
Sæhrimne sat i kog;
flesk det bedste,
men faa det véd,
hvad einherjer lever af.

19.
Gere og Freke
fodrer kampvant
Herjafader høi;
men af vin ene
vaabengjæve
Oden altid lever.

20.
Hùgen og Mùnen
hen hver en dag
flyver om verden vid —
frygter for Hùgen,
hjem han ei kommer,
ængster mig mer dog Mùnen.

21.
Thund durer,
Thjodvitnes fisk
spiller i flommen frisk;
elvestrømmen
strid at vade
tykkes faldnes flok.

22.
Valgrind nevnt er,
som paa volden staar,
hellig for hellig dør;
gammel er grinden,
gjetter det faa,
hvordan i laas vel lukt.

23.
Femhundred døre
og firti end,
tror jeg i Valhal være;
otte hundred
ud af hver dør gaar,
drager mod varg de til dyst.

24.
Femhundred rum
og firti end
tror jeg i Bilskirne bred;
af gavlreiste
gaarde, jeg kjender,
størst min søns jeg ser.

25.
Heidrún, gjeden,
som paa hallen staar,
gnaver af Læraads gren;
kar skal den fylde
med klaren mjød,
minke kan ei den most.

26.
Eikthyrne, hjort,
som paa hallen slaar.
gnaver af Læraads gren;
i Hvergelme hen
af dens horn drypper –
der alle vandes væld.

27.
Síd og Víd,
Søken og Eiken,
Svol og Gunnthró,
Fjorm og Fimbolthul,
Rín og Rennande,
Gipol og Gopol,
Gomol og Geirvimol,
strømmer om guders grund;
Thyn og Vin
Tholl og Holl
Graad og Gunnthoren.

28.
Vína end nevnt er,
Vegsvinn der næst,
tredje Thjodnuma;
Nyt og Not,
Nonn og Hronn,
Slíd og Hríd,
Sylg og Ylg,
Víd og Vón,
Vond og Strond,
Gjoll og Leipt,
gaar nær mænd de
og heden hen til Hel.

29.
Kormt og Ormt,
Kerlauge to,
vade de vande skal
Thor hver dag,
til doms han gaar
til Yggdrasils ask;
thi aasbroen
al staar i brand,
hede er hellige vand.

30.
Glad og Gylle,
Glær og Skeidbrime,
Silvrentopp og Sine,
Gísl og Falhovne,
Gulltopp og Lettfete -
rider de folers ryg
æser hver dag,
de til doms farer
til Yggdrasils ask.

31.
Trende rødder
staar tre veie
fra Yggdrasils ask;
Hel dekker én,
anden Hrimthurser,
tredje tidens børn.

32.
Ratatosk, ekorn,
som rende skal
ad Yggdrasils ask;
ørnens ord han
fra oven bær’,
melder til Nidhogg ned.

33.
Hjorte fire,
hals de strekker,
gnaver de grønne skud;
Daaen og Dvalen,
Duneyr og Durathró.

34.
Orme er flere
ved Yggdrasils rod
end uklog taabe tror:
Goen og Moen,
Gravvitnes kuld,
Graabak og Gravvollod,
Ovne og Svaavne
altid, jeg tror,
tære vil træets kvist.

35.
Yggdrasils ask
udstaar trengsel
verre end mænd det véd:
hjort bider løv,
leggen morkner,
nede gjør Nidhogg skaar.

36.
Hrist og Mist skal
horn mig bære,
Skeggjold og Skogol,
Hild og Thrud,
Hlokk og Herfjotor,
Goll og Geironol,
Randgrid og Raadgrid
og Regenleiv,
de bær’ einherjer øl.

37.
Aarvak og Alsvinn
skal al den tid
svange solen drage;
skjulte ved bóg dem
blide magter,
æser, belge-blæst.

38.
“Svalen” nevnt er,
for sol det staar,
skjold for skinnende gud;
bjerg og brending
brende vil, ved jeg,
falder dette fra.

39.
Skoll heder ulv
efter skjere gud
lige til skovens skjul;
anden Hate,
Hrodvitnes søn,
foran himlens kvinde klar.

40.
Af Ymes kjød
blev jorden skabt,
bølgen af hans blod;
bjerg af hans ben,
busk af hans haar,
af skallen himlens hvælv.

41.
Gjorde af hans bryn
blide magter
Midgård for mandeæt;
men af hjernen
blev hugtunge
skyer alle skabt.

42.
Ull’s gunst har den —
alle de guders —
der fjerner ilden først;
aabnes verdner
om æsers børn,
flyttes de kjedler fra.

43.
Ivaldes sønner
i old ginge
Skidbladne at skabe,
bedste af skibe,
for bolde Frey,
Njords søn naaderig.

44.
Yggdrasils ask
ypperst af trær,
Skidbladne af skibe.
Oden af guder,
gangeren Sleipne,
Bilrost af broer,
Brage af skalde,
Haabrók af høge,
af hunde Garm.

45.
Glimt af mig gav jeg
guders sønner,
vaagne skal vennehjelp;
for æsers kreds
ind det skal komme
om Æges benke op,
ved Æges gilde ind.

46.
Kaldte jeg Grim mig
og Ganglere,
Herjan og Hjalmbere,
Thekk og Thride,
Thunn og Unn
Herblinde og Haar.

47.
Sann og Svipal
og Sanngeial,
Herteit og Hnikar,
Bileyg og Baaleyg,
Bolverk og Fjolne,
Grím og Grímne,
Glapsvinn og Fjolsvinn.

48.
Sidhat og Sidskegg,
Sigfader, Hnikud,
Alfader, Valfader,
Atrid, Farmaty;
ét navn ene
aldrig jeg bar,
den tid blandt folk jeg fór.

49.
Kaldte mig Grímne
i Geirrøds bo,
men hos Aasmund Jaalk;
Kjalar den tid,
jeg kjælker drog,
Thro til thinge,
Vidor paa val,
Oske og Ome,
Jevnhøi og Bivlinde,
Gondle og Haarbard hos guder.

50.
Svidor og Svidre
jeg hos Sokkmime hed;
gjekked jeg gamle jotun,
da Midvitnes,
mægtige sønnens,
bane jeg bleven var.

51.
Fuld er du, Geirrød,
har for fast drukket,
daaret af drikken tungt;
mangt har du mistet,
mistet min hjelp,
Odens og einherjers gunst.

52.
Mangt jeg dig sagde,
mindes du lidt kun,
venner dig vel ei vil;
ser jeg min vens
sverd her ligge
badet helt i blod.

53.
Eggmødig val
nu Ygg snart har,
ledet jeg véd dit liv;
arge er dig diser.
Oden du skuer —
kom mig nær, om du kan !

54.
Oden mit navn nu,
Ygg hed jeg før,
Thund end før hin tid;
Vak og Skilving.
Vaavod og Hroptaty,
Gaut og hos guder Jaalk,
Ovne og Svaavne —
alle, jeg tenker,
ene af mig kom op.

Kong Geirrød sad og havde sit sverd over knæ og halvt uddraget. Men da han hørte, at det var Oden, som var der, da stod han op og vilde tage Oden fra ilden. Sverdet slap ham af haanden, og hjaltet viste ned; kongen gled med foden og faldt fremover, men sverdet stod gjennem ham og han fik sin bane. Oden forsvandt da. Men Agnar var lenge konge der siden.

---

Noter

Jvf. Bugge: Studier I pag. 422—437 og 460-490, samt “Mythiske sagn” etc. Arkiv XVI, ny f. XII.
(3): Veraty, Odensnavn.
(5): tandfæ ɔ: gave ved frembrud af barnets første tand.
(6): Valaskjalv nevnes Sn. E. I 78 som Odens bolig.
(7): Saaga rimel. = Frigg.
(8): Hropt ɔ: Oden.
(9): skaftraftet ɔ: med spydskaft istedetfor tagsperrer (raftlægter).
(18): Andhrimne ɔ: kokken i Valhal. Eldhrimne ɔ: hans kjedel.
(19): Gere og Freke ɔ: Odens to ulve.
(20): Hùgen og Mùen ɔ: Odens to ravne.
(24): Bilskirne ɔ: Thors hal i Thrudheim.
(25): Læraad ɔ: Yggdrasil.
(26): Hvergelme ɔ: en brønd i Nivlheim.
(36): Hrist etc. ɔ: valkyrjenavne.
(37): Aarvak og Alsvinn ɔ: solhestene; belge-blæst: Textens utryk: “svale jern” eller “jernkjøling” forklares Sn. E. som to blæsebelge.