Sønnetabet (oversat af Carl Rosenberg)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skjaldekvad

Egil Skallagrimsson

Sønnetabet

Oversat af Carl Rosenberg (1829-1885)

1.
- Min Æt nu
mod Enden stunder,
som Skov-Stammer,
storm-slagne;
frisk er ej den Mand,
som Frænders Ben
fra Lig-Bænken
bær til Graven.

2.
End jeg mindes
min Moders Død,
min Faders Fald dog
fremst jeg nævner;
for dem bær jeg ud
af Ord-Hovet
sangomløvet
Lovtale-Tømmer.

3.
Gab fuld-grumt
gjorde Voven
i Faderættens
Frændegærde;
aabent ser jeg
og ufyldt Skaaret,
Søen slog der,
da min Søn den røved.

4.
Stort Rum har Ran
ryddet om mig;
arm er jeg nu
paa Astvenner!
Sønder sled Havet
min Slægts Baand,
Strængen stram,
af mit Selv udspunden.

5.
Kunde den Sag
jeg søge med Sværd,
ude det var da
med Øl-Mageren -
kunde Bølgetumlerens
Broder jeg møde,
mod Ægers Kvinde
jeg kampfør traadte.

6.
Ej dog er mig
Evne given
til Sag at yppe
med Snekkers Bane;
Alle se det,
at Ingen vil dertil
gammel Thegn
Thinghjælp yde.

7.
Haardt har mig
Havet plyndret
(grumt er det, Frænders
Fald at mælde),
da mit Ætte-Skjold
skiltes fra Livet
og ad blide Veje
vandred heden.

8.
Det ved jeg,
der voxed i min Søn
godt Æmne
til grammest Kæmpe,
var til Kræfter kommen
den kække Skjold-Vaand,
og Haanden hærdet
til Hærdrots Id.

9.
Altid han sin Faders
Ord istemmed,
om end Alverden
Andet sagde;
hans Hjælp holdt mig
i Hjemmet oppe,
og min Styrke
mest han støtted.

10.
Tidt mig taler
Thursedrottens
vindlette Bud
om Brodertabet;
det husker jeg paa,
naar Hild om mig
voxer, og jeg spejder
efter Vaabenfællen.

11.
Hvo vil nu ellers
blandt ædle Thegner
mig daadsnar
ved Siden stande?
Tidt det tarves
i Tider onde -
varlig faar nu flyve
den Venneløse.

12.
Ondt er det tryg
og trofast Mand
at finde blandt Frost-
Folkets Skarer;
thi Frænders Morder,
Mørkets Ven,
for brændt Sølv sælger
sin Broders Lig.

13.
Sandt er og det Ord,
for Søn faar Mand ej
Igæld, uden han
avler den selv,
og ej Frænde ham fødes,
som fuldtud træder
i sambaaren
Broders Sted.

14.
Ej altfor fast
paa Folk jeg stoler,
om end Nabo Fred
med Nabo holder;
men til Luft-Borgens
Bo er kommen
og til hulde Frænder
min Hustrus Søn.

15.
Men mig trænger
tæt ind paa Armen
Dværge-Drikkens
Drot, uskaansom;
knap jeg mægter
i kvalfyldt Natmulm
oprejst Viddets
Vogn at holde.

16.
Sidste Gang en Søn mig
Sotens Brand,
vild og hadsk,
fra Verden tog;
levet vilde han
lydefri, ved jeg:
aldrig han En
med et Ord krænked.

17.
End jeg mindes,
da op fra Jord
Goters Skærmer
til Gudhjem løfted
Ættens Adelstræ,
mit eget Livsskud,
fagrest Kvist
af min Kvindes Stamme.

18.
Godt jeg stod mig
med Geir-Drotten,
trygt mig tyktes
at tro ham fordum;
nu har Sejr-Volderen,
Vognes Styrer,
brudt alt Vild
og Venskab med mig.

19.
Ej derfor jeg bloter
til Viles Broder,
Jordens Gud,
at jeg Gengæld kræver:
dog maa jeg mindes,
at Mimers Ven
bød mig den bedste
Bod for Vaande.

20.
Gævest Idræt
gav mig at øve
Kampes Vækker,
Vargens Hader -
og sligt et Sind,
at jeg snarlig gjorde
falske Venner
til visse Fjender.

21.
Valg er nu ej let
mellem Vilkaar onde;
Nares Frænke
paa Næs stander;
dog, glad skal jeg
og med god Vilje
og frejdig i Hu
paa Hel bie.

Kilder:

1. EDDA OG SAGA, bind 6, 1928-1930. Udgivet af Dr.Phil. Vilh. La Cour. Sonatorrek oversat af Carl Rosenberg (1829-1885)

Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)

Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."