Festens gave - Det frelsende dødningehoved

Inuitisk maske

Inuitisk maske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929


Det frelsende dødningehoved

Der var engang en mand og hans kone, der levede ved den store flod Kobuk inde i landet mellem Kotzebue og Koyukuk. De havde en datter og tre sønner, men ellers vidste de ikke af andre mennesker. De unge mænd var dygtige jægere, der ofte sejlede paa floden i deres skindbaade, og saa meget vildt fældede de af ren og ulv, jærv og ræv, at de havde bygget sig fire store vildtgalger af kløvede træstammer. Deres hus laa omtrent lige ud til floden, men saa tæt stod skovens træer, at de havde maattet rydde sig en vej ud til floden. Saa dygtige de end var alle sammen, tog de aldrig ned til kystboerne ved saltvandet.

En dag var den unge datter nede ved floden for at hente vand; hun stod og spejdede over flodens vand, baade indefter og udefter, da hun til sin store forundring fik øje paa den første fremmede kajak, hun nogen sinde havde set. En mand, hun aldrig før havde set, kom roende op ad floden, og saa snart hun var klar over, at hun ikke havde taget fejl, løb hun hjem og fortalte det. Sammen med alle de andre vendte hun derpaa atter tilbage til floden, og her stod de opstillede ved bredden, da kajakken lagde til. "Aa, her lever vi og ved slet ikke noget af andre mennesker," sagde den unge piges fader til velkomst; "kom dog op til vort hus."

Den fremmede mand gik i land, og da de spurgte ham, hvorfra han kom, sagde han, at han var nede fra havet.

"Hvad vil du heroppe?"

"Jeg har ingen kone, og nu er jeg ude for at finde mig en."

"Det vil ikke falde dig svært," sagde den unge piges fader, "for her har vi en ung datter, der gaar og bliver til slet ingenting."

Den unge mand tog imod opfordringen og giftede sig straks med pigen, hvis navn var Neruvana. Han slog sig ned ved floden og jagede fra nu af sammen med sine svogre. Vinteren gik, og foraaret brød flodens is op. Renjagternes tid var inde. "Hvor jager I ren?" spurgte svogeren en dag.

"Overalt," svarede de andre, "men helst tager vi op ad floden i vore baade."

"Saa vil Neruvana og jeg paa renjagt," svarede svogeren, "men vi rejser helst alene; saa varer det ikke saa længe, før vi kommer hjem igen."

Saa gjorde de sig rede og roede bort; da de kom tilbage igen nogle dage efter, var deres baad lastet med rensdyr.

Saaledes tog mand og kone ofte ud sammen; og det kunne hænde, at manden ene tog bort fra deres lejrplads og blev borte flere nætter, uden at konen vidste, hvor han var. Engang han saaledes havde været ene ude og kom tilbage igen, sagde han til hende, at det var bedst, at de tog ned og saa til hendes familie. De roede ned til bopladsen, men der var ingen, der kom ud og tog imod dem. Neruvana gik i land og fandt dem alle, sin fader og moder og sine brødre, liggende døde, dræbte, myrdede, stukket ihjel! Helt ude af sig selv styrtede hun ned til sin mand igen for at fortælle ham, hvad hun havde opdaget, men saa nu til sin forbavselse, at han allerede var stødt fra land og sejlede ned ad floden. Hun raabte efter ham, og han svarede, at han ville lægge til med det samme, men sejlede alligevel videre. Hun løb efter langs med bredden, uden at forstaa, næsten uden at sanse, men da det blev nat, lagde han til ved den modsatte side af floden, og hun kunne ikke komme over til ham. Saaledes blev han ved med at rejse, og Neruvana, der ikke fik noget at spise, sygnede hen og blev mager. Til sidst kunne hun ikke løbe længere, hun maatte gaa ganske langsomt, indtil den dag ogsaa kom, da hun næppe oprejst, næsten døende maatte krybe frem langs med bredden.

Under denne vandring kom hun til en lille biflod, og da hun ikke havde kræfter til at sætte over den, tænkte hun ved sig selv: "Her vil jeg dø, men først vil jeg se mig om efter et smukt sted." Og hun fandt et sted, hvor der var højt, blødt græs; solen skinnede, og der var lunt; her lagde hun sig ned for at dø. Medens hun ligger her, hører hun pludselig en lyd og ser sig om, men opdager intet. Hver gang hun lægger sig ned, hører hun den samme lyd, en stemme, der raaber, men hun kan ikke skelne ordene; saa smøger hun sin hætte ned, og nu hører hun ganske tydeligt stemmen sige:

"Barnebarn, kære lille barnebarn, grav mig ud, grav mig ud!"

Først nu opdagede hun, at hun havde lagt sig ved siden af en gammel grav; hendes egen mormoders grav. Nu graver hun endnu ivrigere, finder omsider en knogle og hører nu ganske tæt ved sig: "Lille barnebarn, du er paa det rette spor, tag mig ud af jorden, hjælp mig ud af jorden!" Og lidt efter ligger der et dødningehoved foran hende; det taler, og det siger:

"Aa, lille barnebarn, du har virkelig gravet mig ud af jorden. Nu skal du ikke dø. Lav dig først et læ af grene. Siden skal du bygge dig et lille hus af træstammer og jord."

Neruvana gjorde, som hendes mormoder sagde, og medens hun arbejdede med et læ, lagde hun dødningehovedet varsomt paa jorden, idet hun svøbte det i bløde græsstraa.

"Gør ild op, lille barnebarn, vi fryser. Hent tørt kvas og gør ild op."

Og Neruvana hentede brænde, men vidste ikke, hvorledes hun skulle gøre ild op.

"Er der endnu lidt kød i mine øjenhuler, barnebarn?"

"Ja, en lille smule."

"Saa pil det ud med din egen pegefinger og læg det paa brændet! Luk øjnene og blæs paa det!"

Det gjorde Neruvana, og straks blussede en kraftig ild op med dejlig varme, en ild, der aldrig gik ud.

De fik sig en lang hvile i varmen, og dagen efter byggede Neruvana et lille hus. Da hun var færdig, sagde mormoderen:

"Gaa hen i min grav og se, om du kan finde en hvalrostand, der engang har været mit bæltespænde."

Neruvana, der endnu var meget udmattet af sult, kravlede hen til graven og fandt spændet, og da hun kom tilbage med det, sagde mormoderen:

"Stil en træstamme op ved siden af vort hus og hæng hvalrostanden bag ved den."

Det gjorde Neruvana, og derpaa lagde de sig atter til at sove. Men midt om natten raabte den gamle mormoder: "Gaa ud og kig til mit bæltespænde!" Og se, da Neruvana kom ud, laa der en mængde døde harer uden for huset, alle med hovederne knust. De var løbet imod bæltespændet og havde slaaet sig selv ihjel. Det var den gamle mormoders værk; thi som dødning var hun fuld af magiske kræfter.

Nu lavede Neruvana et stort maaltid mad, men dødningehovedet spiste ikke med, det bare talte, og de fik sengeklæder og tøj af hareskindene. Og det varede ikke længe, før Neruvana atter fik kød paa kroppen og kræfter, saa hun kunne gaa.

En dag sagde mormoderen igen, at hvalrosspændet skulle hænges uden for huset. Det blev nat, og de hørte mange lyde udenfor, og da Neruvana gik ud, fandt hun ren ved ren, døde, ude omkring huset, og de var døde paa samme maade som harerne. Nu havde de overflod af kød, og Neruvana, som nu var kommet helt til kræfter, byggede deres hus større og bedre. Vinteren kom, sne dækkede landet, og nu begyndte den gamle mormoder ogsaa at jage vinterens dyr med sit hvalrosspænde. Hun fik ulv og jærv og ræv, og de tørrede skindene ved ilden, der aldrig slukkedes. Og saaledes fik de alt, hvad de behøvede; mange rener havde de jo faaet i den tid, kalvene havde deres fine, tynde haarlag. Og saa byggede Neruvana en vildtgalge og fyldte den med vinterforraad og skind.

En dag fortalte den gamle mormoder:

"Dette skal du vide, at du har faaet den samme skæbne, som engang var min; derfor fik jeg medlidenhed med dig. Selv ville jeg ogsaa gerne have hævn, og derfor ønskede jeg at vende tilbage til jordens overflade. Vi to har været gift med samme slags mænd, onde mænd; det har været vort livs ulykke. Det er din egen mand og ingen anden, som har dræbt din fader og din moder og dine søskende; det samme gjorde min mand ogsaa ved min slægt. Men nu skal vi begge faa hævn. Din mand, der tror dig omkommen af sult, vil en dag komme op over floden igen; det bliver i den tid, da renjagterne begynder, til foraaret. Nu skal vi blot vente og holde os rede. Du skal sy fine klæder af renkalveskind og smykke dem med opslag af jærv og ulv. Ogsaa jeg skal have en pels, der er lige saa fin som din. Og naar saa floden bryder op, skal du bygge os et skjul ude ved flodens bred. Her skal vi gemme os og vente paa skindbaadene; det vil ikke være vanskeligt for dig at genkende din mand. Du vil se ham ligge midt i baaden, som en stor høvding, hoven og vigtig og rede til nye misgeminger. Men mig skal du have liggende ved siden af dit skjul, saaledes at du let kan sparke mig ud i floden, og saa skal jeg nok tage imod ham."

Vinteren gik, og solens varme smeltede sneen, og flodens is brast for strøm og hede; landet blev levende, alting grønnedes, og det blev sommer.

En dag sagde den gamle mormoder:

"I dag kommer den skindbaad, som bringer din mand op ad floden."

Dette kunne hun sige, thi hun var en dødning og vidste alt, hvad der ville ske. Saa lagde de sig begge i skjul lige ude ved flodbredden, og det varede ikke længe, før der kom mange baade rundt om et næs, et lille stykke neden for dem. De baade, der var bemandet med folk, som de ikke kendte, lod de fare forbi; omsider kom den mand, de ventede paa, og han sad som en stor mand midt i sin baad, vigtig og ganske uvidende om det, der ventede ham. Da rejste hans kone sig op og raabte:

"Baade, baade!"

Og hendes mand saa ind mod bredden og svarede:

"Nej se, min kone lever."

Og med disse ord satte han kursen mod land. I samme øjeblik sagde den gamle mormoder: "Saa, nu skal det være!" Og saa sparkede Neruvana til dødningehovedet, saaledes at det fløj ud i floden og faldt ned lige ved siden af baaden. Straks begyndte vandet at koge i strømhvirvler, vældige og boblende malstrømme, der tog konebaaden med sig. Alle folk ombord omkom, men hovedet kom rullende ind paa bredden igen, ganske som intet var sket, og lagde sig ved siden af sit barnebarn. Ikke en gang den fine pelskrave var bleven vaad. Og det tog til orde og sagde:

"Nu har vi faaet den hævn, vi ønskede, og kan blive her, til du bliver gammel. Først naar du dør, vil jeg atter forlade jordens overflade. Og vi vil leve sammen, saaledes som vi engang skal dø sammen."

Dette var den gamle mormoders ord. Og hermed ender historien om dødningehovedet, der reddede Neruvana fra at sulte ihjel.

Fortalt af
Apákak

Kilde

Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.