Biskoppen og djævelen

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Apostelsagaer

Biskoppen og djævelen

Af byskupi ok puka

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Postola sögur, Christiania, 1874

---

Sankt Andreas

En anseelig biskop havde sæde i en by i Italien — vi kender dog ikke selve navnet på stedet. Han var på mange måder en duelig og udmærket mand, gudfrygtig og velvillig over for kirken og fattigfolk. Mellem hans øvrige sæder nævnes det, at næst efter den hellige Guds moder ærede og tilbad han apostlen Andreas mere end andre af Guds venner, og han holdt hans messedag med højtid i domkirken og den største sammenkomst i sin hal med storslåede serveringer og udvalgte personer fra både kirken og kurien.

Et år på selve Sankt Andreas’ højtidsdag sker det så, mens herr biskoppen befinder sig i kirken i dagens tredje time og agter at iføre sig højmesseskruddet, at et smukt følge ankommer til kirken. En fornem ung kvinde leder dem, og hun træder straks ind i kirken med sin skare og går lige frem foran biskoppen, falder på knæ og hilser ham med både høviske manerer og smukke ord. Derpå bøjer hun sig kækt hen imod ham, som han sidder dér, og siger, at hun ønsker at bekende sine synder til ham selv på denne så dyrebare dag. Biskoppen undveg og sagde, at han havde sat kirkens pønitentiar til at modtage skriftemål og til at løse for brøde og pålægge bod med Guds nåde lige så godt, som hvis han selv havde varetaget det, og med det som begrundelse afviser han hende, men også, fordi det var tid til messe. Hun bliver ved og siger, at hun denne gang ikke vil skrifte for andre end ham selv, og hun lægger hele ansvaret på ham, såfremt hun skulle dø uden at have bekendt sine synder, når han afslår så beskeden en bøn, »— eller hvad mener du,« siger hun, »— du, som er så retfærdig og villig til at hjælpe de trængende — når du så utilbørligt afviser det, som profeten sagde om Gud selv: Respexit in oracionem humilium et non sprevit precem eorum. Gud hørte de ydmyges ord, og han afviste ikke deres bøn.« Hun lægger kort sagt pres på biskoppen og fremmer sin sag med gode argumenter og milde ord; hun taler med betydelig snilde og udtrykker sig forstandigt, så det ender med, at biskoppens sind efter menneskets natur giver efter, og han indbyder hende derfor til dagens sammenkomst, inden de skilles.

Og da gudstjenesten er blevet nydeligt gennemført, går herr biskoppen til sin hal og anviser kvinden en ærefuld plads. Og der bliver som sædvanlig holdt et ypperligt gæstebud. Men som dagen skrider frem, og folk er blevet forsynet med god mad og vin, sker det underlige og usædvanlige, at hele selskabet forlader hallen, så der til sidst ikke er andre tilbage end biskoppen, kvinden og den klerk, der serverer for biskoppen. Og da det tynder ud i folkene omkring biskoppen, henvender han sig til kvinden til hendes glæde, og biskoppen bliver mødt med så indtagende tale og så klare svar, at han nærmest bliver som beruset. Han opfordrer hende derfor til at forlade sin plads og anviser hende en anden ved siden af sig og meget tættere på. Den fornøjelige samtale begynder da på ny med så megen indsmigrende tale og læbernes sødme, som Salomo siger, at biskoppen næsten er parat til at lade sig forføre. Men dette ser den milde Herre ved den hellige Andreas’ bøn.

I det samme er der en mand, der banker på døren og kræver at komme ind, for biskoppen havde ladet hallen aflåse, da fornøjelsen begyndte at tage til. Denne mand banker så vedholdende, at han afgjort må mene at have et ærinde dér, og derfor beder biskoppen klerken om at låse op. Da taler kvinden: »Min herre!« siger hun, »— lad ikke denne mand komme ind med det samme, men få først sikre beviser på, hvem han er; jeg véd ikke, hvad det skyldes, men mange er begyndt at være fjendtlige over for mig, og det kan være en af dem, der er kommet her. Og jeg kan ikke forestille mig, siden du har indbudt mig til dette gæstebud, at du vil lade mig blive råbt ad eller forulempet på denne vigtige højtid og på din største festdag.« Biskoppen svarer: »Det er sandelig mit ønske, at du kan være i fred her, men på den anden side plejer vi ikke at lukke døren for de trængende, for vi herinde kan ikke vide, hvem der er udenfor. Det sidste, jeg ønsker, er at det ubarmhjertige skulle ske på denne dag, at en, der mener at have behov for almisser, må gå nedbøjet herfra med tomme hænder.« Hun svarer: »Dette må han så bevise.« Biskoppen spørger, hvordan man skal finde ud af det. Hun siger: »Han skal få lov til at svare på et lille spørgsmål, for på den måde véd jeg straks, hvem han er.« Biskoppen svarede: »Du skal få lov til at bestemme dette, siden du beder om det, men det er ellers ikke min hensigt at besvære fattigfolk med udspørgning. Men hvad skal der spørges om?« »Spørg om,« sagde hun, »— hvad den højeste skabning er, som Gud har gjort af det ringeste materiale.«

Og i dette ærinde går klerken hen og åbner døren, og derude ser han en mand iført pilgrimsklæder. Og så snart de ser hinanden, spørger den fremmede, om herr biskoppen er til stede. Klerken siger, at det er han. Den fremmede siger, at han har et vigtigt ærinde hos ham. Klerken siger, at det snart kan lade sig gøre. »Hvorfor skal tiden trækkes ud?« siger den fremmede, »— jeg troede, at biskoppen efter sit gode omdømme var parat til at møde de fattige på denne dag.« Klerken siger, at det alene afventer, at han svarer på det spørgsmål, han får stillet. »Jeg skal svare på et spørgsmål?« siger ham den fremmede, »— har man hørt mage i en biskops bolig: at pilgrimme mødes med udspørgning? Det er også noget sent, det bliver oplyst, for i dag forventede jeg at møde faderlig mildhed her og ikke nye påfund. Men hvad er spørgsmålet?« Klerken forklarer det, sådan som det tidligere blev skrevet. Den fremmede tænker sig om, som kloge mennesker har for vane, og svarer derpå: »Hvilken skabning overgår mennesket, hvilket materiale er ringere end jordens ler.« Klerken synes, at dette er et godt svar og roser det meget. Den fremmede siger da: »Hvis du synes om det, må jeg så få lov til at komme ind?« Klerken siger, at han først vil tale med biskoppen, men forventer, at alt da er i orden. Og det gør han, og han går tilbage og fortæller biskoppen det kloge svar. Biskoppen bliver glad og beder i Guds navn om, at klerken hurtigst muligt lader denne gode mand komme ind. Kvinden sagde: »Ikke så hurtigt — min herre!« sagde hun, »— for jeg mener endnu ikke at vide med sikkerhed, om han er min ven eller fjende. Men hvis han svarer godt på et andet spørgsmål, kan jeg få det opklaret.« Biskoppen siger, at det er ganske uskønt at trætte uskyldige mennesker på denne måde, »— men du bestemmer igen. Hvad skal der spørges om denne gang?« »Spørg om,« siger hun, »— hvilken jord, der er den ypperligste, han kender.«

Klerken går af sted for anden gang og åbner døren. Derude står den fremmede, og denne spørger straks: »Har jeg så fået lov?« siger han. Klerken siger, at noget forhindrer det. Den fremmede svarer: »Hvilket nyt påfund er denne biskop nu kommet på? Hvad er nu hindringen?« Klerken siger, at han er blevet stillet et nyt spørgsmål. Den fremmede smiler og siger: »Det skal ikke være let for mig. Men hvilket spørgsmål drejer det sig om?« »Spørgsmålet er,« siger klerken, »— hvilken jord du vil kalde den ypperligste.« Den fremmede svarer: »Dette er et meget vigtigt spørgsmål, og der ligger noget anerkendelsesværdigt til grund, men jeg skal gøre det kort: Hele den almindelige kristendom prædiker, at Guds levende søn antog et virkeligt legeme med dødelig og jordisk natur i jomfru Marias ubesmittede skød. Dette legeme bar han; i dette legeme prædikede han; i dette blev han pint; i dette genopstod han, lovprist og udødelig; i dette steg han op til Himlen, og i dette sidder han ved Gud Faders højre side som konge af alle verdener. Nu hævder jeg, at det spørgsmål, jeg fik, er blevet besvaret — og nu må jeg vel komme ind?« Klerken svarede grædende, at han ikke vover at lukke ham ind, før han har talt med biskoppen. De skilles, og biskoppen spørger nu, om spørgsmålet er blevet besvaret. Klerken fortæller, hvor fyldestgørende der er blevet redegjort for det. Da biskoppen hører dette, svarer han: »Luk ham straks ind,« siger han, »— dette velsignede menneske!« Kvinden gør igen indvendinger og siger, at hun med et tredje spørgsmål vil få fuldstændig klarhed over, hvem det er, der står derude. Dette tiltag piner biskoppen meget, og han sagde, at han kun nødtvunget gjorde dette, men spørger alligevel, hvad der nu skal til. Hun siger, at man nu skal spørge om, hvor langt han mener, der er fra Himlen til Helvede nedenunder.

Og da klerken har stillet den fremmede dette tredje spørgsmål, svarer han sådan: »Jeg har svaret på de to spørgsmål, jeg fik stillet, og ved begge gjorde jeg brug af den hellige kristendoms lære, men dette spørgsmål kan jeg ikke svare på. Men jeg kan dog fortælle, hvor biskoppen skal henvende sig, hvis han er nysgerrig efter at vide dette: Lad ham spørge den djævel, der sidder hos ham i højsædet, for det var den vej, han drog, da han faldt i hovmod og blev kastet i Helvedes fængsel fra det høje Himmerige.« Klerken finder nu, at der falder hårde ord, men han gengiver dem dog pålideligt for biskoppen. Og da djævelen, der havde forklædt sig i kvindeskikkelse, hørte, at han blev afsløret, kastede han sig forbandet ned gennem stengulvet til dér, hvor han var kommet fra. Da biskoppen ser dette, rejser han sig straks og er både skræmt og lettet, og han går nu selv til døren, men nu er der ingen mand at se derude. Derved forstod biskoppen, at Guds nåde og den hellige Andreas’ årvågenhed havde beskyttet ham, og han kaster sig ned i bøn, idet han takker den højeste Gud og dennes apostel for den store barmhjertighed og smukke omsorg, de havde vist ham, for han mente, at den fremmede, der stod udenfor, utvivlsomt havde været Andreas selv, som var sendt for at hjælpe ham. Nu varede det ikke længe, før de indbudte gæster huskede på, hvilken glæde der havde været derinde, selv om den før var forsvundet ved djævelens lønlige gerninger.

Denne fortælling viser tydeligt, hvor nødvendigt det er for et kristent menneske at få hjælp af en helgen, sådan at denne velsignede ven af Gud kan beskytte mennesket både her i dette liv og i den næste verden.

---

Noter: