Den store Bejlerfærd (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

"Ilmarinen den evindelige hamrer"
Maleri af Robert Wilhelm Ekman

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Den store Bejlerfærd

Dækker lyseblaa han bredte,    XVIII. 9

røde Klæder over Snækken,

smykked saa med Guld dens Stavne,

dækked dem med Sølv, det hvide;

og en skønne Dag derefter,

ganske tidlig Morgentime

skød han Skuden ud i Søen,

hundredbræddet Baad i Bølgen

fra de runde Rullestokke,

fra de glatte Fyrreblokke.

Nu sit Mastetræ han rejste,

og i Masten Sejl han hejste,    20

rødt det ene, blaat det andet,    21-22

steg saa selv ombord i Baaden,

stak afsted at fure Havet,    25

foer fra Kyst at kløve Bølgen.

Dær ombord han tog til Orde,

selv han ytred sig og taled:

»Stig, o Gud, ombord i min Skude,

kom i Baaden, Gud, med din Naade,    30

læg i den svage Svend din Styrke,

læg i den Spæde Manddomskræfter,

over det vide Vand at bygge,

over de brede Bølgerygge!« 

Annikki, den velberømte,    41

Nattens Jomfru, Dæmringens Pige,

som ved Kvælden sysler silde,

som ved Morgen vaagner aarle,

gik sit Tvættetøj at tvætte,

skylle sine Vaskeklæder

ude paa det røde Spange,

paa den brede Bro fra Stranden,

yderst ved en diset Odde,

taagehyllet Holm i Havet.    50

Ser sig om til alle Sider

gennem Luftens favre Vidder,

stirrer op mod Himmelbuen,

langs med Stranden, ud mod Søen;

over hende straaled Solen,

under hende blinked Bølgen.

Dunkel Plet paa Dybet øjnes,    61

blaaligt Punkt paa Havets Bølge;

taled hun det Ord og sagde,

selv hun ytred sig og mæled:

»Dunkle Plet i Sø, hvad er du,

mørke Punkt, hvad kan du være?

Er du en Vildgaaseskare

eller et vakkert Træk af Ænder,

da maa du svinge dig med Susen

højt i Luften, op imod Himlen.    70

Hvis du er en Laksestime

eller en anden Flok af Fiske,

saa maa du svømme bort med Plasken,

dukke ned under Vandets Flade.

Om du var et Skær af Stene

eller en svømmende Stamme,

skylled Bølgerne sikkert over,

skvulped Vandet over din Flade.« 

Længer fremad løber Baaden,

rask det nye Skib sig nærmer,    80

glider frem ved diset Odde,

taagehyllet Holm i Havet.

Annikki, den velberømte,

kendte nu, det var en Skude,

selve Väinämöinens Snække,    99

den evindelige Sangers;

og hun spørger ud til Snækken:    107

»Sig hvorhen, o Väinämöinen,

gaar din Fart, du Elsker fra Elven?

Landets Pryd, hvorhen paa Færden?«    110

Sagde gamle Väinämöinen:    133

»Ud paa Gaasejagt jeg mig agter,

lystig Leg med de favre Fugle,

ud i Øresundet, det dybe.«    137

Annikki, den velberømte,    139

taled da det Ord og sagde:

»Kende jeg kan hvem der lyver,

skønne jeg kan hvo Sandhed siger:

Anderledes øved min Fader

Gaasejagten i gamle Dage,    145

spændt var da den vældige Bue,    147

løb i Lænker hans sorte Jagthund,    149

sprang hans Rakke paa Strandens Stier,    151

Hvalpe stolpred om mellem Stene.

Sig nu med Sandhed, Väinämöinen,

hvorhen du virkelig farer!« 

Sagde gamle Väinämöinen:

»Hvad om da jeg var paa Færden

for i Kamp og Krig at fare,

ud i mægtig Mandejævning,

hvor man vader rød til Knæet,

gaar i Blod til op paa Benet?«    160

Atter Annikki ham svarer,

spændeprydet Pige skælder:

»Ogsaa til Krigerfærd jeg kender.

Naar min Fader sig fordum rusted,

jagted i Kamp og Krig at fare.

ud i en mægtig Mandejævning,

sad der hundrede Mand ved Aare,

tusende sad i Snækken ledig,

laa i Stavnen Buerne stuvet.

Sværdene stablet tæt paa Tofter.    170

Men jeg skal kæntre din Skude,    185

stikke Stavnen ned under Vandet,

om du ikke siger mig Sanding,

gæmmer dine Løgne til siden!«    190

Gamle Väinämöinen derpaa

taled selv det Ord og sagde:

»Vel nu vil jeg sige Sandhed,

skønt jeg nok har løjet lidet:

Ud paa Frierfærd jeg farer,

op at bejle til en Jomfru

fjærnt i Pohjola, det mørke,

fjærnt i skumle Sariola,

dette Sted hvor Mænd fortæres,

denne Plet hvor Helte druknes.«    200

Annikki, den velberømte,

Nattens Jomfru, Dæmringens Pige,

da hun nemmed sandfærdig Tale,

fik et oprigtigt Ord at høre —

lod hun sine Duge ligge,

hele Tøjet uden Tvætning

paa den brede Bro ved Stranden,

ude paa det røde Spange;

Haanden løfted op i Kjolen,

straks hun skyndte sig at springe,    212

kommer frem til Smedens Bolig,

stiger ind paa Stand i Smedjen.

Det var Smeden Ilmarinen,

den evindelige Hamrer,

Bænke han af Jærn sig hugged,

smedded dem af Sølv med Møje,

bar en Alen Aske paa Hoved,

Sodlag, favnetykt, paa sin Skulder.    220

Annikki gik frem til Døren,

taled dær det Ord og sagde:

»Ilmarinen, Smed, min Broder,

du evindelige Hamrer!

Stadig hamrer du her og hugger,    247

hele Dagen med Drøn du smælder.

Sommertide saa skor du Heste,

Vintertide smedder du Jærnsko,    250

bøder ved Nat din Kurvekælke,

laver om Dagen lange Slæder

for paa Frierfærd at fare,

for til Pohjas Land at drage;

alt nu ruster sig rappere,

farer flinkere Folk forbi dig:

Alt nu farer Väinämöinen    261

ude paa den dybblaa Havryg,

bag i Baadens Stavn, den gyldne,

trykket tæt mod Kobberaaren,

op til Pohjola, det mørke,

op til skumle Sariola.« 

Faldt der en Angst over Smeden,

Hjærtet blev tungt hos Jærnets Hamrer,

Tangen af Næven han tabte,

Hammeren faldt ham af Haanden.    270

Sagde Smeden Ilmarinen:

»Annikki, min egen Søster,

hed i Hast en Badstu til mig,    277

bring et Honningbad til rede,

at jeg faar mit Hoved tvættet,    283

faar mit hele Legem renset

for den Sod i Høst jeg samled,

Smeddesmudset fra sidste Vinter!« 

Annikki, den velberømte,

hemmelig heder hun ham en Badstu,

varmer med Kvas som Vinden brækked,

Grene som Ukkos Lynild knækked;    290

Stene hun sanked ved Fossen,

gød saa paa dem Vand til de damped.

Vandet drog hun af Offervældet,

øste det af den klare Kilde;

brød nu en Badekost i Krattet,

brød en yndig Løvkvist i Lunden,

pisked med Honningevaanden

over Honningestenene,

virked en Sæbe, saa skummende,    (299)301

skummende Sæbe, sydende Sæbe,

Bejlerens Hoved at tvætte.

Soden af Kroppen at slette.

Det var Smeden Ilmarinen    321

gik i Gang et Bad at tage,

tvætted sine Øjne klare,    325

strøg sin Tinding, til den straaled,

hvid som Hønens Æg blev Halsen,

skært og lyst hans hele Legem.

Steg han saa fra Bad i Stuen,

ikke længer til at kende: 330

Saare skønt hans Aasyn skinner.

Rødme straaler paa hans Kinder.

Annikki, den velberømte,    339

bragte nu hans Lærredsskjorte

paa den blotte Hud at bæres,    342

bragte ham de stramme Bukser,

dem hans Moder syed fordum,

paa de sodfri Ben at bæres,

bragte saa de bløde Strømper,    347

dem som Mø hans Moder væved,

frem de stærke Sko hun stilled,    331

allerbedste Købestøvler,

søgte frem hans kornblaa Kjortel    355

over Lærredssærk at drages,    357

søgte saa hans Vadmelskaftan,    359

bræmmet ved de fire Flige,

over Kjortlen blaa at bæres,

og hans Pels med tusend Knapper,    363

smykket skønt med hundred Smykker,

over bræmmet Vadmelskaftan;

tog hans gyldne Midjebælte,    368

tog de gyldenstukne Handsker,    372

hvilke Laplands Døtre sømmed,

til sin Broders skønne Hænder,

samt tilsidst den høje Hue

til hans gyldenlyse Lokker,

den hans Fader fordum købte,

da som Yngling bold han bejled.

Smeden Ilmarinen derpaa

klædte sig færdig, gjorde sig rede,    380

smykked sig skønt, trak i Tøjet;

og til Trællen sin han sagde:

»Spænd du nu den favre Fole,

spænd den for min Kurveslæde,

at jeg paa min Færd kan fare,

op til Pohjahjemmet drage!« 

Trællen tager da til Orde:

»Vi har Hingste, seks i Tallet,

Heste som æder vor Havre,

hvilken af dem skal jeg tage?«    390

Sagde Smeden Ilmarinen:

»Tag den bedste blandt Hingstene,

læg du saa Tøjet paa Folen,

spænd den brune for min Slæde;

tag mig saa seks Sommergøge,

blaa smaa Fugle, syv i Tallet,

de skal kukke højt paa min Kumte,

klingende synge paa Seletøjet,

alle kønne Piger skal kigge,

alle Møer skal undres derover!    400

Bring saa hid et Bjørneskindstæppe,

ovenpaa det vil jeg sidde,

bring mig en Hvalroshud tillige,

den skal dække min vakre Slæde!« 

Selve Smeden Ilmarinen,    417

den evindelige Hamrer,

vender sig nu med Bøn til Ukko

og til Tordneren saa han taler:    420

»Ukko, send til Jorden et Snefog,

nyfalden Sne du mig unde,

Sne, saa Slæden lettelig glider,

dækkende Lag saa den løber!« 

Ukko sendte til Jord et Snefog,

nyfalden Sne han ham undte,

den dækkede Lyngens Stilke,

dulgte alle Bærrenes Stilke.

Smeden Ilmarinen derpaa

ytred sig paa denne Maade:    432

»Læg dig, Lykke, ned paa min Tømme,

Herre, sænk dig ned i min Slæde!

Lykken bryder ej Tømmerne,

Herren ej søndrer min Slæde.« 

Hoppende haster hans Kælke    443

hen langs Havets sandede Banker,

hen over Honningsundets Bredder,

op over Elleaasens Skrænter,

knirkende løber den langs Stranden,

sprøjtende Stænk, frem over Sandet,

Gruset flyver i Øjnene,

Havet stænker ham op paa Brystet.    450

Aged han en Dag og tvende,

ud paa tredje Dag han aged;

men den tredje Dag paa Færden

naaer han Väinämöinens Fartøj,

taler saa det Ord og siger,

selv han ytrer sig og mæler:

»O du gamle Väinämöinen,

lad nu et smukt Forlig os slutte,

naar vi begge drager at bejle,

naar vi omkaps som Friere fare:    460

ikke med Magt at røve Møen,

mod hendes Hu til Mandehjemmet!« 

Sagde gamle Väinämöinen,

»Vel, jeg et smukt Forlig vil slutte.

Ham skal Pigen gives i Hænde,    467

hvem hendes egen Hu begærer;

intet Nag mellem os skal næres.

Vrede skal ikke længe bæres.«    470

Videre fremad de fore,

hver især over sine Veje:

Skibet sprang, saa Strandene rysted.

Hingsten hopped, saa Jorden drøned.

Og en liden Stund der svinder,

ringe Spand af Tid der rinder:

Hunden graa tog til at halse,

Borgens Vogter bjæffed bistert

hist i Pohjola, det mørke,

hist i stærke Sariola,    480

brummed først lidt mere roligt,

knurred af og til lidt arrigt.

Bagen tæt mod Agerfuren,

Halen liggende henad Jorden.

Sagde Pohjahjemmets Husbond:

»Gaa min Datter, gaa hen og se efter,

hvorfor Hunden, den graa, dog halser,

hvorfor Langøre snerrer saa længe!« 

Pigen svared ham med Liste:

»Jeg har ikke Tid Farlille,    490

renses skal vort Fjøs dernede,

røgtes skal vort Kvæg, det fede,

males skal paa Kværn, den brede,

Mel paa Sigten gøres rede;

mygt er Melet, bred er Kværnen,

Malersken har svage Kræfter.« 

Sagte den bidske Djævel bjæffed,

af og til endnu den knurred.

Sagde Pohjahjemmets Husbond:

»Gaa, Morlil, gaa hen og se efter!    500

Hunden, den graa, halser bestandig,

Gaardens Langøre snerrer jo stadig.« 

Konen tager da til Orde:

»Har ej Tid og gør det ikke,

kan ej lade Huset svælte.

Smør til Maden skal jeg smælte,

brede Brød i Ovnen vælte,

aller først dog Dejen ælte;

Melet mygt — de Brød saa brede.

Bagersken har svage Kræfter.«    510

Sagde Pohjahjemmets Husbond:

»Hastværk har de Kvinder dog altid,

fuldt op at skaffe har de Piger,

skal i Ovnen bage og brase,

skal i Sengen dvaske og dase.

Søn, gaa du da ud og se efter!« 

Sønnen tager da til Orde;

»Jeg har ikke Tid at springe,

sliber Øksen min, den sløve,

skal ved Huggeblok mig øve,    520

store Brændestabler kløve,

fine Splinter vi behøve;

store de Stabler — fine de Splinter,

Huggeren, han har svage Kræfter.« 

Stadig halsed Borgens Buldog,

Borgens Vogter bjæffed bistert,

Gaardens grumme Rakke rased.

Holmens Portvagt peb og hyled.

Bagen trykket tæt mod Marken,

Halen kroget i en Krumning.    530

Sagde Pohjahjemmets Husbond:

»Ikke gøer vel den graa for intet,

ej glammer den gamle for Gammen,

næppe ud i det blaa den bjæflfer.« 

Gaar han da selv og ser efter,

hen gennem Gaarden han skrider,

ud til aller fjærnest Fægaard,

ud til aller bagest Ager,

faar at se hvad der er hændet,    543

hvorfor Hunden, den graa, har halset:

Fremad sejled en rødlig Snække,    547

den stod ind gennem Vakkervigen;

hastede hid en broget Slæde

frem til Lands over Honningholmen.    550

Hastig Pohjahjemmets Husbond

stiger ind igen i Stuen:

»Gæster kommer nu til Gaarde    555

nede ved den dybblaa Havryg!« 

Sagde Pohjahjemmets Frue:    561

»Lad os spørge Loddet i Skynding

alt om de kommende Gæster!

Hør, du lille travle Tærne,

læg en Rønnegren i Luen,

stik den ædle Vaand i Arnen!

Hvis der siver Blod af Vaanden,

vil der fødes Fejde for os;

hvis der siver Vand af Vaanden,

faar med Fred vi længe leve.«    570

Pohjas lille travle Tærne,

Tjenerinden som lystrer gærne,

lægger Rønnegrenen i Luen,

stikker den ædle Vaand i Arnen:

Ikke siver der Blod af Vaanden,

ikke Blod — og Vand ej heller.

Mjød af Rønnegrenen driver,

Honning af dens Sider siver.

Suovakko hæved Røsten i Hjørnet,

gammel Viv under Tæpper taled:    580

»Om der driver Mjød af Vaanden,

om der siver Saft af Træet,

er de Gæster der gaar ad Bølge,

de er et prægtigt Frierfølge.« 

Det var Pohjahjemmets Frue,

hastigt iler hun ud paa Gaarden,    588

vendte sit Blik imod Vandet,

drejed sit Hoved mod Solen,    590

ser hun den ny Snække sig nærme,    591-2

Skuden skinner saa hvid i Solen,    595

ser en lysløddet Mand i Stavnen    597

trykke sig tæt mod Kobberaaren,

ser en springende Hingst paa Stien,

rødlig Slæde, der ruller fremad, —    600

syv af Sommerens gyldne Gøge    605

synger med Klang paa Seletøjet —

samt en statelig Svend i Slæden,

hærdebred Helt, som holder ved Tømmen.

Sagde Pohjahjemmets Frue:

»Sig, med hvem af dem vil du fare,    611

vorde hans Ven for alle Dage,    613

blive den Fugl han bær i Favnen?

Den der sejler paa sin Skude,

det er gamle Väinämöinen,    618

bringer Skatte med i Skibet,

Tøj og Varer paa sit Fartøj.    620

Den der drager frem i Slæde,

det er Smeden Ilmarinen,    624

bringer bare tomme Løgne,

Slæden fuld af slemme Troldord.

Nu naar de stiger i Stuen,

frem et Stob med Mjød skal du stille,

ham skal du give Stobet i Hænde,    630

hvem din Hu staar helst til at følge;

giv den til Väinöläs Gubbe,

ham der fører Skatte paa Skuden!« 

Det var Pohjas skønne Pige,    635

saadan vidste hun at svare:

»O min Moder, du som mig fostred

ikke spør' jeg om Tøjets Godhed,    639

ikke heller om Heltens Klogskab,

men jeg spørger om Øjets Godhed

og om hans hele Legems Skønhed;

kvit og frit skal Jomfruen gives    645

ham som har smeddet Sampo færdig    647

ham som »broget Laag« har os hamret.« 

Sagde Pohjahjemmets Frue:

»Ak du lille Faar, vil du fare,    650

fare til Smeden Ilmarinen,

stryge hans svedige Pande,

skylle Smedens de grove Hynder,

vaske Smudset af Smedens Kinderl« 

Pigen gav til Gensvar paa dette:

»Ikke gaar jeg til Väinögubben.    657

Let blev jeg led ved den gamle,    659

ked af en skrøbelig Olding.« 

Gamle Väinämöinen derpaa

iler frem og kommer forud;

skød i Hast den røde Skude

op paa stærke Rullestokke;    665

steg saa selv paa Stand i Stuen,    667

under Taget ind han iled,

taled han saa dær ved Tærsklen,

over Gulvet, under Bjælken:    670

»Vil du følge mig, o Pige,    673

vorde min Ven for alle Dage

og for Livet min Ægtemage,

blive den Fugl jeg bær i Favnen?« 

Det var Pohjas skønne Pige,    695

taled hun det Ord og sagde:

»Ikke priser jeg en Sømand,

ej den Svend der sejler paa Bølge,

Vinden blæser jo Viddet fra ham,

Foraarsstormen røver Forstanden.    700

Ikke til dig vil jeg komme,

ikke med dig vil jeg følge

som din Ven i alle Dage,

som den Fugl du bær i Favnen.« 

______________________________________

Smeden Ilmarinen derpaa,    XIX. 1

den evindelige Hamrer,

steg nu selv paa Stand i Stuen,

ind under Taget selv han traadte.

Stob med Mjød i Stuen bares.

Honningbryg blev bragt i Hænde

Smeden Ilmari, at smage.

Smeden tager da til Orde:

»Aldrig saa længe jeg lever,

medens Maaneskinnet er gyldent,    10

drikker jeg af Drikken I bringer,

før jeg faar skue min Elskede;

er hun rede mod hvem jeg længes,

hun til hvem jeg længtes saa længe?« 

Sagde Pohjahjemmets Frue:

»Halvvejs er højre Sko paa Foden,    19

endnu ikke halvvejs den venstre.

Rede blir hun til hvem du længes,

først naar du skaffer skældækket Gedde,    155

Fisken, den flakkende, fede,

hid fra Dødningeflodens Vande,

Strømmen bag Manalafossen;

intet Vod i Vandet du lægge.

ej med Haandgarn i Elven trække.    160

Hundrede foer at fange den,

ej een eneste kom tilbage.« 

Visselig kom han i Vaande,

Smeden blev ængstelig til Mode,

gik til Pigen i Jomfruburet,

tog til Orde selv, og han sagde:

»Nattens Datter, Dæmringens Pige,    (36)

nys man gav mig et Værk at øve:

Skaffe jeg skal den skældækte Gede,

Fisken, den flakkende, fede,    170

hid fra Tiionis Flod, den sorte,

Manalas Elv, den evige!« 

Bruden bragte Hjælp i Nøden,    175

Møen stod med Raad til rede:

»O du Smeden Ilmarinen,

tag dig ikke det til Hjærte:

Smed en vældig Ørn paa Timen,

hugg en Høg med hvide Fjedre,    180

dermed fanges den store Gedde,

Fisken, den flakkende, fede!« 

Det var Smeden Ilmarinen,    185

vældig Ørn han paa Stand sig smedded.    187

Fuglens Fødder af Jærn han danned,    189

støbte dens Kløer af Staal, det stærke,

føjed et Fartøjs Borde til Vinger,

satte sig selv paa Fuglens Vinger.

Han formaned nu sin Flyver:    195

»Liden Ørn, min Fugl du favre,    197

flyv nu did hvorhen jeg byder,

bort til Tuonis Flod den sorte,

slaa den store, skældækte Gedde!«    201

Ørnen selv, den stolte Flyver,    203

flagrer frem paa sine Vinger,

venstre Vinge strejfed Vandet,    209

højre Vinge rørte Himlen,

Kløerne kradsed i Bølgen,

Næbbets Spids mod Klipperne klirred.

Smeden Ilmarinen derpaa

giver sig i Lag med at rive,

river hen gennem Dødningfloden,

Ørnen holder Vagt ved hans Side.

Frem da farer Tuonigedden,    223

Vandets Hund kommer plaskende,

ej er Gedden iblandt de mindste,

ikke heller iblandt de største:

Tungen som tvende Økseskafter,

og som et Riveskaft dens Tænder,

Svælget saa bredt som trende Fosser,

Ryggen saa bred som otte Baade;    230

den vilde tage Tag i Smeden,

æde Smeden Ilmarinen.

Ørnen, den kommer susende.

Luftens Fugl med Kløerne spændte,

griber fat i skældækte Gedde; —    241-3

Fisken, den flakkende, fede,    246

trækker da den fjedrede Flyver

nedad under de klare Vande;

Ørnen svinger sig dog i Vejret,

løfter sin Krop igen mod Lyset,    250

drager det sorte Dynd fra Bunden

op over de klare Vande.

Atter sejler den og svæver,

anden Gang et Greb forsøger,

slaar sin ene Klo i Gedden,

i den grumme Geddes Gæller,

slaar den anden fast i Bjærget,    258-9

klemmer den om Kobberklippen;

men dens Fod paa Fjeldet glipper,

Kloen glider ned fra Klippen,

fri sig Vanduhyret vrider,

Gedden dukker ned i Dybet —

Kloens Spor i dens Side sidder,    267

Rifter af Fodens Greb paa Ryggen.

Det var Ørnen med Kobberkløer,

endnu en Gang sin Kraft den spændte,    270

Vingen lyste som vilde Luer,

Øjet gløded som klare Flammer;

med sine Kløer da greb den Gedden,

Vandets Hund med Nap af sin Næve,

trak den store, skældækte Gedde,

rykked Vanduhyret med Vælde,

rev det bort fra de dybe Bølger,

rev det op paa de klare Vande:

Voven kendes ikke som Vove,    285

skjult af Skæl fra den store Gedde,

Luften føles ikke som Luftning,

tyk af vældige Flyvers Fjedre.

Det var Ørnen med Kobberkløer,

bar den store skældækte Gedde    290

op i en Gren af Abild-Egen,

op i bredeste Fyrrekrone,

smagte saa dær paa Fiskens Mave,

hugged Hovedet helt fra Kroppen.    296

Sagde Smeden Ilmarinen:

»Onde Ørn, hvad har du øvet!

Hvad er da du for en Flyver,

hvad er da du for en Flagrer:    300

Nu har du smagt paa Fiskens Mave,

hugget dens Hoved helt fra Kroppen!«    304

Ørnen, vældig, med Kobberkløer,

veg da Vejen i Harm og Vrede,

op mod Himmelhvælvingen fløj den,

langs ad Skyernes Strande strøg den,

Skyerne braged. Himlene klaged,

Luftens stærke Støtter, de luded;    310

brast da den himmelske Bue,

selve Nymaanens Horn gik sønder.

Smeden Ilmarinen derpaa

bærer Fiskens Hoved deden,

giver det til Pigens Moder,

taler saa det Ord og siger:

»Se jeg bringer et evigt Sæde

til den gode Pohjolastue!

Fældet er den skældækte Gedde,    325

Fisken, den flakkende fede,

hist i Dødningeflodens Vande,

Strømmen bag Manalafossen.

Bringer du mig da nu din Datter,

under du mig den unge Jomfru?«    330

Sagde Pohjahjemmets Frue:

»Ilde har du deri handlet

at du hugg dens Hoved over.« 

Sagde Smeden Ilmarinen:    337

»Uden Lyder intet Bytte    339

selv paa bedre Steder fanges,

mindre da fra Dødningfloden,

Strømmen bag Manalafossen.

Er hun rede mod hvem jeg længes,

hun til hvem jeg længtes saa længe?« 

Sagde Pohjahjemmets Frue:

»Gives skal min spæde Vildand    250

nu til Smeden Ilmarinen

som hans Ven i alle Dage,

som hans Viv og Ægtemage,

som den Fugl han bær i Favnen.« 

Sad der et Barn paa Stuegulvet,

Barnet synger fra Stuegulvet:

»Hid til Huset, hen til Borgen

fløj i Dag en tosset Flyver,

kom en Ørn fra Østens Egne,

kom en Høg i Himmelrummet;    360

længe vender den og drejer,    365

længe svæver den og svajer,

flyver frem til Mandehuset,

napper med Næbbet i Taget:

Tækket med Jærn er Mandehuset —

dær kan da Fuglen ikke komme.    370

Længe vender den og drejer,    377

længe svæver den og svajer,

flyver frem til Jomfruburet,

napper med Næbbet i Taget:    380

Lærredtækket er Jomfruburet —

dær kan den lettelig komme.

Hen til Borgens Røgpibe fløj den,

ned igennem Loftet den daled;

stod ved Væggen med grønne Fjedre,    387

hundredfjedret i Husets Hjørne.

Mønstrer nu de Møer saa væne,

lurer paa de lokkefavre,    390

tager saa et Tag med Næven,    395

hugger til med Høgekloen,

snapper fra Skaren den bedste,

favreste Fugl i Andeflokken,

den med de blødeste Fjedre,    405

den med de fineste Farver.« 

Sagde Pohjahjemmets Frue:

»Hvoraf vidste du, Lykkens Yndling,    409

sig, hvor hørte du, Gylden-Abild,

at en Jomfru fostredes hos os?

Straaled saa langt de Sølversmykker,    413

spurgtes saa fjærnt det Guld hun bærer,

skinned mon did vore Sole,

lyste did vore klare Maaner?« 

Barnet synger fra Stuegulvet:

»Deraf vidste det Lykkens Yndling:    429

Hændte sig just en Dag han vandred,    447

gik han en Gang ad Agerfure,

Pigen stod mellem Markens Snerrer,

vandred over de gule Heder,    450

rørte røde Farver i Gryde,

kogte gule Farver i Kedel.

Atter hændte sig han vanked,

vandred under Pigens Vindu,

hørte denne Jomfru spinde,

hørte Vævekammen klapre;

hendes Skyttel smøg sig smidig

som en Hermelin i Huller,

Vævekammens Tænder tikked

som naar Spætten slaar i Træet,    460

Vævebommen rap sig vendte

som et Egern mellem Grene.« 

Sagde Pohjahjemmets Frue:

»Ser du, ser du det min Pige!    465

Har jeg ikke altid sagt det:

Ikke skal du i Lunden løbe,

ikke skal du i Dalen tralle,

ikke vise din Hals, den favre,

eller den hvide Arm, der lyser,    470

eller den unge Barm, der svulmer!

Hele Høstens Tid har jeg plaget,    473

tigget og bedt Jer sidste Sommer:

Lad os faa bygt en hemmelig Hytte,    477

dær kan den Jomfru dulgt slaa Væven,    479

at ej Finlands Friere hør' det,    481

Finlands Friere, Bejlersvende!« 

Barnet sang fra Stuegulvet,

ugegammel Unge pludred:

»Let nok er en Hest at hytte.

Fagermanke nem at fjæle —

ondt, en Jomfrulil at hytte,

yppiglokket Mø at dølge;

bygged du end en Borg af Stene

højt paa en Holm bag Havets Bølger,    490

selv ej dær de Skønne kan skjules,    493

eller i Fred de Piger fostres,

at ej franke Friere kommer,

Mænd med høje Huer paa Hoved,

raske Heste med haarde Hove.« 

Det var gamle Väinämöinen,

mod i Hu, med bøjet Hoved    500

drog han deden til sin Hjemstavn;

og han vared alle gamle    511

mod at hige til de unge,    513

mod at søge til de skønne

og paa Bejlerfærd at fare    517

sammen med en yngre Bejler.