Ryd Klosters Krønike

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ryd Klosters Krønike

efter håndskriftet E don Var, 3º

oversat fra gammeldansk af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2016

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Rydårbogen (EDV 3) på www.middelaldertekster.dk

---

— —

Harald Blåtand

Harald Blåtand var konge i 50 år. Han tog til England og vandt landet, og så tog han til Danmark igen. På den tid planlagde kejser Otto — som man kaldte den Store — at tage til Danmark for at tvinge danskerne under sig og plyndre landet. Dengang hans udsendinge kom til Slesvig, slog danske mænd dem ihjel og en markgreve med dem. Da kejseren erfarede dette, blev han ganske vred og fór til Danmark med en stor hær for at hævne deres død. Men kong Harald befandt sig langt borte i Halland, og derfor lod kejseren brænde og plyndre i Jylland frem til Oddesund, og kejseren kastede sit spyd deri til en evig påmindelse. Da Harald erfarede dette, blev han meget vred og hastede til Jylland. Da kejseren fik bud om dette, flygtede han, men Harald kom til Lohede og dræbte Yppe, som var overhoved for kejserens folk, og alle de øvrige tyskere flygtede. Da dette var sket, gav hans mor ham det råd, at han skulle udbygge Danevirke. Desuden tog hans søn — Svend — ved kristendommen og lod sig døbe af pavens kapellan, som hed Poppo, men han fordrev sin far fra magten. De stred mod hinanden tre gange, og han tabte hver gang, men til sidst dræbte en ridder, der hed Hake, kong Harald i Vendland. Hans søn — Svend — blev konge i riget.

Svend Tveskæg

Svend Tveskæg. For sin ondskabs skyld blev han tre gange taget til fange af venderne. Første gang blev han frikøbt for så meget guld, som han vejede i fuld harnisk, og to gange for samme vægt i sølv. Til sidst fordrev danskerne ham fra magten, og i 14 år var han landflygtig hos kongen af Sverige. Men han antog den hellige tro og lod sig døbe, og snart derefter — som Gud ville — fik han magten igen, og i Øresund dræbte han kongen af Norge, som holdt riget med magt. Og så blev han konge over både Danmark og Norge. Han vandt også England, men dér døde han og blev ført til Roskilde på Sjælland, og dér blev han begravet. Hans søn — Harald — blev konge efter ham.

Harald Svendsøn

Harald var ustadig og meget utugtig. Derfor fratog danskerne ham kongeværdigheden, og de kårede hans bror — Hardeknud — til konge, fordi han var en mægtig kriger. Men det trættede danskerne, at de aldrig var hjemme i riget, men altid skulle være i krig i fremmede lande, og derfor afsatte de ham fra kongedømmet, men det var ikke viseligt gjort. Og Harald var ustadig og til ingen nytte for riget. Ham tog de igen til konge, men snart derefter døde han, og hans bror — Gamle-Knud — blev konge.

Gamle-Knud

Gamle-Knud. Han vandt England og Estland med mange skibe. Han fordrev også hertug Rikard af Normandiet fra Frankrig, og han giftede sig med dronningen til kongen af England, som var fordrevet og død, og han avlede en søn med hende, og han hed Hardeknud, og en datter hed Gunhild, og hende tog kejser Konrads søn til hustru.

Det Herrens år 1028

Da led Sankt Olav, konge af Norge, martyrdøden, og kongen af Danmark — Gamle-Knud — blev konge i Norge, og han var konge over tre riger: Danmark, England og Norge. Og han var en meget smuk og from og gavmild mand. Han var den første, der fik munke til Danmark, og han indførte mange biskopper fra England til Danmark.

Gamle-Knud døde, da han havde været konge i 33 år, og han efterlod sig tre sønner, som var konger: Hardeknud blev konge i Danmark, Harald — hans uægte søn — i England, og Svend — hans uægte søn — blev konge i Norge. Harald var kun konge i 4 år, så døde han. Hardeknud blev konge i England efter ham. Svend var ikke konge i mere end 5 år. Men Magnus — Sankt Olavs søn — blev konge i Norge. Da kong Hardeknud erfarede dette, samlede han en hær af danskere og englændere og drog til Norge, men deres venner stiftede et sådant forlig mellem dem — Magnus og Hardeknud — af den af dem, der levede længst, skulle have begge riger.

Hardeknud

Hardeknud var konge over Danmark, Vendland, Sverige og England. Han havde desuden altid 6 tusinde væbnere hos sig foruden de daglige tjenere. Dertil havde han 60 langskibe, som om sommeren sejlede fra det ene rige til det andet. Om vinteren opholdt hans væbnere sig fremdeles på slotte og i fæstninger, og han havde skrevet dem love og statutter om deres gøren og laden, og hvordan de skulle straffes, og de var sammen som andre munke. Imens han levede, nød han lov og pris mere end alle konger over andre lande, og alle rundt omkring frygtede ham. Han drog også med kejseren til Vælskland for sammen med ham at sætte alle lande deromkring i rette.

I det Herrens år 1043 døde Hardeknud i England

Efter ham blev Svend Estridsøn konge — grev Ulfs søn, som denne havde med Hardeknuds søster. Da kongen af Norge hørte det, ihukom han det forlig, der blev stiftet mellem ham og kong Hardeknud: At den, som levede længst, han skulle have riget. Og derfor gik Magnus imod Svend og tvang ham til at blive sin undergivne. Den førnævnte Svend tvang desuden sin egen bror — den hellige kong Edvard i England — til at betale sig skat, og han tvang ham til at erklære, at han skulle være konge og arve magten efter ham.

Den førnævnte kong Magnus af Norge samlede en hær — utallig som sandkorn på havets bund — for at gå i strid mod Svend, og han ankom til Øresund på skib. Da han trådte fra et skib til et andet, gled han ned mellem begge skibe og druknede. Da Svend erfarede dette, vandt han riget. Mens kong Svend befandt sig i Norge, gik venderne ind i Jylland og ødelagde alt frem til Ribe. Samtidig kom kongen til landet, men han vidste ikke noget om det, og fjenderne drog af sted med et stort bytte. De mødtes ved Slesvig. Han dræbte 15 tusinde mand dér, og resten flygtede.

I det Herrens år 1074 døde Svend Estridsøn

Svend Estridsøn lå med en kvinde, og denne samme kvinde hed Tora. Hun forgav dronning Gyda med edder. Toras søn — Magnus — drog af sted for at lade sig krone, men han døde på vejen. Efter Svend regerede hans søn — Harald. På hans tid gik England fra Danmarks krone, men landet havde været under Danmark i 120 år og aldrig været skilt fra Danmark.

Sankt Knud. Hans bror — Knud — var konge efter ham i 8 år. Han var hellig og god på alle måder og byggede mange kirker i riget, og med al sin magt og møje styrkede han folket i sit rige til at tjene Gud, men i nogle egne af riget kunne han ingenlunde formå dem til at betale tiende. En tid udbød han folk til at møde til leding i Fiskbæk ved Viborg og krævede ret til at angribe England, men hans bror — hertug Oluf i Jylland — forspildte dette ved forræderi og forvoldte med råd og svig, at jyderne slog ham ihjel.

Det Herrens år 1084

Karteuserordenen blev indstiftet.

Det Herrens år 1087

Sankt Knud, konge af Danmark, led martyrdøden i Odense, idet hans egen bror — hertug Oluf — forrådte ham, og han blev dræbt i Sankt Albans Kirke. Han efterfulgtes af Oluf — Oluf Hunger — men i hans tid var der så stor hungersnød i Danmark, at folk kivedes om de urter, der groede på marken, for i 7 år var vejrliget så hård, at alle hånde såsæd forgik. I det syvende år efter han blev konge, fandt hans tjener ham i sengen, hvor han pludselig var død. Han bror — Erik — blev konge i riget.

Det Herrens år 1094

Den førnævnte Erik efterfulgte sin bror.

Det Herrens år 1078

Sankt Nikolaus — biskoppen af Myra — blev overført til Bari.

Det Herrens år 1098

Cistercienserordenen blev indstiftet den 21. marts.

Erik Ejegod

Erik Ejegod. Da han blev konge, blev jorden straks så frugtbar, at en lille skæppe korn ikke var mere værd end 2 penning i gangbar mønt. Han hed for det andet Ejegod, fordi han var så høj, at man kunne se ham over alle folk fra skuldrene og op. Han var også så stærk som de fire stærkeste mænd i riget. Han hed for det tredje Ejegod, fordi han var så god for riget, at dengang han forberedte sig til at rejse til den hellige grav, da tilbød danske mænd ham en tredjedel af deres formue, så han dermed kunne fritages for sin pilgrimsfærd og blive hjemme. Men han ville ingenlunde opgive sin rejse. Han drog til Rom med en stor ridderskare, og andre velbyrdige mænd fulgte ham ud af riget. Og da erhvervede han ærkebiskoppen i Lund fuldmagt over disse tre riger Siden drog han til Konstantinopel, og den græske kejser modtog ham med stor værdighed.

Det Herrens år 1101

Erik Ejegod døde på en ø, der hedder Kypern, og ligeledes hans dronning Bodil. Men efter hans død, udvirkede Gud mange mirakler for hans skyld dér på den førnævnte ø. Hans bror — Niels — blev konge efter ham.

Det Herrens år 1111

Pave Paschalis blev taget til fange af kong Henrik.

1113

Sankt Bernhard blev optaget i ordenen.

1120

Klosteret i Clairvaux blev grundlagt.

1127

Tatarerne fór med magt ind i Ungarn og tog kardinaler og abbeder til fange.

1130

Sankt Knud hertug — Erik Ejegods søn — blev dræbt som martyr ved Ringsted af sin farbror kong Niels᾿ søn — Magnus. Det samme år blev Sankt Knud konges søn, der var hertug af Flandern, dræbt af sine egne riddere i en kirke i Flandern. Magnus — kong Niels᾿ søn — blev konge over danskerne og goterne, mens faderen endnu levede, men skåningerne kårede Erik Ejegods søn — Erik Emune — til konge. To konger gik i kamp mod ham: Niels og dennes søn — Magnus.

Det Herrens år 1135

De mødtes i Fodevig, og dér faldt Magnus og seks biskopper med ham — fire fra Jylland, én fra Sjælland og én fra Sverige — og mange velbyrdige danske mænd faldt med dem, men kong Niels flygtede til Slesvig, og dér blev han dræbt af skomagere. Den førnævnte Erik Emune blev konge efter ham, og han slog Harald og alle dennes børn ihjel.

1137

I fasten omsluttede et stort mørke hele verden.

Asser — den første ærkebiskop i Danmark — døde, og Eskil blev kåret.

1139

Erik Emune blev dræbt af Sorte-Plov på et ting. Erik Lam blev konge efter ham.

1140

Oluf Haraldsøn. En del af Danmark kårede ham til konge, og han kæmpede mod kong Erik Lam tretten gange på ét år, men hver gang flygtede Oluf for Erik.

Den 30. marts blev der mørkt over hele verden.

1141

Ærkebiskop Eskil blev belejret af Oluf.

1142

Erik og Oluf kæmpede tre gange på én dag, og hver gang flygtede Oluf.

Klosteret i Alvastra blev grundlagt.

1143

Oluf dræbte biskop Rike af Roskilde.

1144

Erik holdt bryllup med ærkebiskop Henrik af Bremens søster.

Klostrene i Herrevad og Nydala blev grundlagt.

1145

Pave Sankt Lucius var pave i 2 år og 3 måneder.

Klosteret i Lyse blev grundlagt.

1147

Erik Lam døde som munk i Sankt Knuds Kloster i Odense.

Et kloster kom til Hovedøya.

Der stod et slag ved Slangerup.

1146

Ærkebiskop Eksil blev taget til fange af kong Svend. Efter kong Erik Lams død, gjorde jyderne Knud — kong Magnus’ søn — til konge. Folk i Skåne og på alle de små øer kårede Svend — Erik Emunes søn — og så blev der krig i 12 år.

1149

Kong Svend tog ærkebiskop Eskil til fange.

Et kloster kom til Varnhem.

1150

Sankt Keld blev provst i Viborg.

Der stod et slag ved Viborg, og Knud flygtede ud af landet.

1152

Knud tog til Rusland, hvor han stred med tysk hjælp, men flygtede.

1153

Sankt Bernhard af Clairvaux døde.

Et kloster kom til Esrom.

Kongen vendte hjem fra Rusland og tog til Frisland, og med frisernes hjælp byggede han slottet Mildeborg, Da Svend erfarede dette, udbød han leding fra Danmark og kom til Slesvig og lod skibene trække over land til Hollingsted og belejrede det førnævnte slot — Mildeborg — og han brændte og ødelagde en stor del af Frisland. Kongen besejrede ham da i strid med hjælp fra friserne, og mange af skåningerne og andre velbyrdige mænd faldt dér.

1154

Sankt Knud hertug søns — Valdemar — holdt bryllup med kong Knuds søster — Sofia. Danskerne kårede førnævnte Knud og Valdemar — Sankt Knud Hertugs søn — til konger, og Svend flygtede til Sachsen i Tyskland.

Det Herrens år 1155. Anastasius var pave i tre år

Svend vendte tilbage fra Sachsen sammen med hertug Henrik, men de flygtede hurtigt. Så langt som de drog frem mod Danmark på femten dage, lige så langt flygtede de væk fra Danmark på to dage.

1156

Der blev stiftet fred og forlig mellem de tre konger, og riget blev delt i tre dele: Knud fik Jylland, Valdemar Skåne og Svend Sjælland. Få dage derefter indbød kong Svend af Sjælland kong Knud af Jylland og kong Valdemar af Skåne som gæster til fest i Roskilde. Om natten var de alle berusede af vin. Mens folk dansede i kongsgården, dræbte kong Svend kong Knud og dennes slægtning — Constantin — på Sankt Laurentius’ aften. Kong Valdemar blev såret, men flygtede til Jylland. Svend fór efter ham med sine folk for at slå ham ihjel. Det skete på dagen, hvor de 11 tusinde jomfruer led martyrdøden i Køln.

1157

Kong Svend og kong Valdemar mødtes på Grathe Hede for at kæmpe. Dér blev Svend dræbt og begravet i Grathe kirke.

Det Herrens år 1158

Adrianus var pave i 4 år.

Viskøl Kloster blev grundlagt.

1160

Et kloster kom til Saba.

1161

Den 15. juli: Sorø Kloster blev grundlagt.

1162

Tuta Vallis — Tvis Kloster — blev grundlagt.

1163

Kong Valdemars søn — Knud — blev født.

Kong Valdemar tog til kejserens råd i Metz, og dér bemærkede han, at kejseren gav sig af med mange hånde svig og falskhed. Men kongens folk optrådte klogt og omhyggeligt og tog sig på alle måder i agt med Guds store hjælp. Også fra hertug Henrik af Braunschweig fik de støtte, og med hans råd og hjælp kom han velbeholden til Danmark. Men han fornemmede tyskernes falskhed og ondskab, og derfor lod han mure opføre ved Danevirke, hvor der førhen var træværk.

Det Herrens år 1164. Den 13. september

Gudvala Kloster blev grundlagt.

1165

Øm Kloster blev opført. Cara Insula, således kaldes Øm Kloster i Ryd.

1166

Kong Valdemar undertvang Vendland.

1167

Kongen lod Buris’ øjne udstikke af hulerne, og han blev desuden gildet.

1169

Valdemar — Sankt Knud hertugs søn — blandt andre fromme gerninger overvandt han rygboerne og lod dem omvende til den hellige tro.

1170

Da blev Valdemar Valdemarsøn født.

Kongen af England lod Sankt Thomas af Canterbury dræbe og lide martyrdøden.

— —

---

Noter: