Òluvu kvæði

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Føroysk kvæði

Òluvu kvæði

Ved
Venceslaus Ulricus Hammershaimb

Kjøbenhavn, 1847.

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

V. U. Hammershaimb

Dette kvad, som jeg herved tillader mig at meddele, er ikke trykt før, ej heller findes det i Svabos og de andre håndskrevne samlinger af færøiske kvæder på det store kongelige bibliothek; alligevel er det et på Færøerne meget bekendt og yndet kvad. På min rejse deroppe tog jeg 4 optegnelser deraf, idet jeg lod mig det foresynge på Suderø, Skuvø, Sandø og Mikjunes; herved håber jeg at have fået det så fuldstændigt, som det er muligt nu at tilvejebringe; dog er det på flere steder tydeligt, at det før er blevet sunget fuldstændigere og vidtløftigere, end det nu her foreligger. Til grund for bearbejdelsen har jeg især lagt den suderøiske optegnelse, som fra indholdets side var den bedst sammenhængende og tillige med hensyn til sproget den reneste; hvad de andre havde fuldstændigere, har jeg flættet ind, hvor det kunde lade sig gøre uden endnu mere at afbryde gangen eller forstyrre enheden. Optegnelsen fra Mikjunes er langt kortere, og afviger temmelig betydeligt fra de 3 andre, hvorfor jeg kun enkelte steder har kunnet tage hensyn til den. Den vedføjede danske oversættelse må jeg bede læseren blot betragte som en såvidt muligt ordret gengivelse af den færøiske text, og ikke som en poetisk bearbejdelse deraf, hvilket jeg ikke formår at give.

Hvad kvadets ælde angår, da véd man intet herom at sige; dog synes det af indre kriterier at være meget gammelt; sproget er temmelig rent, forsåvidt som det ikke er blandet med nyere tilsætninger; således overgår dette kvad langt i denne henseende flere af de andre kvæder, som handle om Karlemagnus og hans samtids helte; enkelte af disse synes at være digtede i den nyere tid efter krønnikerne. Flere ældre og nyere færøiske kvæder begynde med de indledende ord om deres oprindelse: «Ein er ríman úr Íslandi komin, skrivað í bók so breiða" o.s.v.; Færingerne henføre således deres fleste kvæder til Island, de nævne endogså «á Fróðarsteini" (navnet vist dannet af fróður kyndig, vís) som det sted, hvor kvæderne skulle være digtede, og derfra komne til Færøerne. (Se P. E. Müller i hans fortale til Lyngbys «færøiske kvæder om Sigurd Fáfnersbane"). Heri ligger vel fornemmelig, at Færingerne vistnok også have været i besiddelse af islandske sagaer og skindbøger, efter hvilke de have digtet deres kvæder; eller også den almindelige udtalelse, at Færingerne i Island må søge kilden og grunden til deres sprog og sprogminder. — Også på Island findes et kvad af lignende indhold, som det her meddelte (se herom den i Oldskriftselskabets arkiv bevarede «Rímnabók" nr. 5: «Landres rímur, sonar Hugions hertoga af Englandi, og Ólífar, systur Karlamagnus keisara). Dette kvads indhold findes også fuldstændig og vidtløftig bearbejdet i en meget gammel spansk roman: «Historia de Enrique, fi de Oliva, rey de Jherusalem, Emperador de Constantinopla" (den er fortalt af Ferdinand Wolf i hans værk: über die neuesten leistungen der Franzosen für die herausgabe ihrer national-heldengedichte, ein beitrag zur geschichte der romantischen poesi. Wien 1833, side 98-123). Wolf antager, at denne ridderroman er sammensat af to forskelligartede bestanddele, af hvilke den ene, som indeholder Olivas historie, vel grunder sig på en ældre ægte saga; «für dessen ächtheit spricht, dass er die concrete gestaltung einer absoluten wahrheit, die individualisirte darstellung einer allgemeingültigen weltanschauung ist; denn in Oliva spricht sich doch wohl die idee aus, dass das urtheil über den sittlichen werth des menschen bloss nach der äusseren, zufälligen erscheinung seiner handlungen einer oft bis zur evidenz gesteigerten täuschung unterliege, und dass wir oft gerade das gegentheil der darauf gegründeten, allgemeinen meinung als das wahre fänden, wenn es uns vergönnt wäre in die tiefen des gemüthes der handelnden zu blicken . . . ., daher die gläubige berufung des miltelalters auf die höhere wahrheit des solchen täuschungen nicht unterliegenden gottesurtheils". Den anden bestanddel af romanen, som handler om Enriques korstog og bestigelse af kejserthronen i Konstantinopel anser Wolf for «en senere tilsætning, og i virkeligheden ikke andet end den med fabler gennemvævede fortælling om grev Henrik af Flanderns korstog, den anden latinske kejser i Konstantinopel". Vort kvad synes at bestyrke denne conjecturs rimelighed; Olufa er her hovedpersonen, hun kan vel og siges at fremstille den samme grundtanke her, som vi ovenfor (kun noget vel højtravende!) se Oliva fremstille i den spanske roman. De navne, som findes i kvadet, ere mere eller mindre forskellige fra romanens; således Pipin og Oliva blive i kvadet til Pippingur og Óluva, hertugen af la Rocha til Hugin, Tomillas til Mýlint, Aldigon til Galianna, Enrique til Landrus og Malindre til Málandrus. Det færøiske kvad har ingen stednavne uden Frakland, hvorimod den spanske roman er nøje localiseret. Desuden tager kvadet sig den frihed at gøre Hugin til konge, istedenfor han efter romanen kun er hertug og en af Pipins vasaller; endelig indfører kvadet en blåmand istedenfor en riddersvend.

Melodien til dette kvad er bekendt ved Syngemester Rungs optegnelse deraf, benyttet og udgiven til P.R.s digt: «Slaget ved Slesvig"; den findes bagved udsat for pianoforte af Organist Berggreen. Musiken til de færøiske kvæder må fornemmelig søges i omkvæderne, da selve kvadet foredrages halvt deklamerende halvt syngende , hvorfor versemålet ingenlunde altid er nøjagtigt. Omkvædet benyttes til afskedssangen den sidste aften de ere forsamlede i dansetiden, altså når fasten, Christi lidelsestid, begynder; de danse da ikke igen før efter Jesu fødselsfest, anden juledag. Til opmuntring og formaning især for dem, som under dansetiden ere blevne forlovede, vælger, man et kvad, hvor kvindens troskab skildres; vemodige ved tanken om, at den glædelige dansetid er forbi, skilles de nu ad med omkvædets ord; «Gud han råder; hvor vi holde jul igen".

Funningur kirke Foto: Erik Christensen

1.
Góða skemtun gera skàl,
hvàr eg gengi í dans:
kvøði um kong Pipping
og Óluvu dottur hans.

Viðgangur:

Stígum fast á várt golv, spàrum ei vár skó!

Gud mann ráða, hvàr vær drekkum onnur jól.

2.
Pipping kongur àf Fraklandi
Gertruð heitir hans frúgv,
væn er Óluva dottir teirra,
higgin og so trúgv.

3.
Karlamagnus Pippingsson
bróðir er hann àt fljóði,
væl eru tey af ættum komin,
Jóhannis hinn góði.

4.
Hugin situr í hásæti
tàlar við sína dreingi:
hvàr viti tàr mín javnlíka,
tàð hàvi eg hugsað leingi?

5.
Allir drýptu hövdi niður,
eingin tordi tàla,
uttan ein af sveinunum,
hann tók tá til at mæla.

6.
Uttan ein af sveinunum,
hann tekur til orða svá:
betst mannstú vita við sjàlvum tár,
hvört tín stendur hugur á.

7.
Betst mannstú vita við sjálvum tàr,
hvort tín stendur hugur á,
hoyrt hàvi eg gitið Pipping kong,
íð væna dottur á.

8.
Pipping kongur dottur á,
fögur er hon í brúnum,
flattad hár á herðar er lagt
við silkibondum snúnum.

9.
Pipping kongur dottur á,
björt er hon sum sól,
so er at líta á moyjarkinn,
sum droyri liggur á snjó.

10.
Er hon so væn og tekkilig,
sum tàr sigið frá,
hágar streingi eg heiti mítt —
hàna skàl eg fá.

11.
Hàgar streingi eg heiti mítt,
Frakland fàri eg til,
biðja dottur Pipping kongs,
tàd standist hvàt àf íð vil.

12.
Letur hann so Hugin kongur
sini skipini búgva,
alla letur hann streingina
àf reyðargulli snúgva.

13.
Letur hann so Hugin kongur
búgva skipin sín,
bæði làðar hann í tey
virtin og so vín.

14.
Brýndir vóru brandar,
borðini vóru blá.
toppurin vàr af reyðargulli,
sum sól skein fàgurt á.

15.
Vindur nú upp síni silkiseg],
gulli vovin við rand,
strikar ei á bunka niður
firr enn við Pippings land.

16.
Kongur siglur til Fraklands burt,
bønarorð at bidja,
tá fall öllum folkum væl,
sum sögur munu siga.

17.
Lítil drengur í liðini situr,
goymur àt smàlu og geit,
hann sàr skip eftir hàvi koma,
havnir vil tàd leita.

18.
Allar rekur hann geiturnar
sàman á grønan völl,
síðan axlar hann kápu blà,
hann gengur í kongins höll.

19.
Síðan axlar hann kàpu blà,
hann gengur í kongins höll:
eg eri màr í einum luti
vísari enn tàr eruð öll.

20.
Eg eri màr í einum luti
vísari enn tàr erud öll,
eg sà skip eftir hàvi koma,
íð segl hàva hvít sum mjöll.