Indsamlingen af håndskrifter (Árni Magnússons Levned)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Indsamlingen af håndskrifter
Uagtet der findes et utal af sedler med optegnelser om enkelte håndskrifter, hvorfra de stammer og hvorledes Árni har fået dem (tilkøbs eller som gave), er det dog ret dunkelt, hvorledes han, især i begyndelsen, bar sig ad med at samle. Indsamlingen er begyndt meget tidlig. Hvad der har vakt hans interesse derfor, gives der ingen oplysninger om. At interessen for böger og lyst til at besidde sådanne, interesse for historie osv. har været ham medfødt, derom kan der ingen tvivl være. Det er rimeligvis en arv fra hans morfader Ketill Jörundarson. Alligevel kan der dog have været ydre omstændigheder, der for alvor bragte ham ind på den bane, som han hovedsagelig færdedes på hele sit liv. Man kommer da til at tænke på, hvad der skete 1682, året för Árni kom til København.
Da druknede Hannes Þorleifsson, der 1681 var bleven antiquarius regius; i hans bestalling var det blevet pålagt ham bl. a. at besörge til trykning forskellige »manuscripta af de gamle antiquiteter, fornemmeligen udi vort land Island«, samt at samle manuskripter. Det er höjst rimeligt, at Árni har kendt denne bestalling eller vidst besked om, hvad der var pålagt Hannes, og dette har påvirket ham. Han har vel også kendt lidt til biskop Brynjolfs interesser for gamle håndskrifter og deres afskrivning. Hvad der mulig dog har haft mest at sige, var at han hos sin morfader havde lært hans afskrifter af sagaer og lign. at kende; det er måske dennes litterære virksomhed, der har vejet mest. Ketils sön, præsten Páll (se ovf.), synes ikke egenlig at have været særlig litterært anlagt. Inden Árni var 20 år, altså inden sin udenlandsrejse, er han dog næppe begyndt på nogen indsamling. Da han så kom i forbindelse med Bartholin, der blev H. Thorleifssons eftermand og var ivrig videnskabelig forsker netop på dette område, kan man vist antage, at hans lyst for alvor er bleven vakt til at samle og eje böger, at han er bleven sig sit egenlige kald bevidst. Vinteren 1685—86, som han tilbragte på Island, på sin morfaders gård, må vist betegnes — som för bemærket —, som det første indsamlingsår, men nogen direkte oplysninger herom får man ikke.
Hans morfader var som bemærket en ivrig afskriver af sagaer og oldtekster. I samlingen haves 26 håndskrifter med hans hånd eller som han har ejet og gjort randbemærkninger i. Af disse har Árni fået 7 efter 1700 ved køb eller som gave, 3 fik han af Ketils datter, sin moster Haldora, når, ses ikke. Om de øvrige vides intet. Det er vel ikke for dristigt at antage, at han har fået disse den nævnte vinter, at de på en måde danner grundstokken i hans samling. Fra Páll Ketilsson, der også har afskrevet et par sagaer, fik han ikke ret meget efter de tilstedeværende opgifter; der nævnes et par vigtige håndskrifter (122a fol., Sturl., 334 fol.), men Páll havde fået dem fra andre igen.
Det er umuligt ved de forhåndenværende midler at fastslå, hvorledes Árni i de første 15—20 år eller för sin Islandsrejse 1702 har samlet sine håndskrifter.
Vi får oplysninger om nogle enkelte, således som dr. Kålund har eftervist. 1685—86 — under sit Islandsophold — vides han at have erhværvet 346. fol. (Staðarfellsbók). s. å. (el. 1686) 347, fol., 1686 344. fol. (fra Ingibjörg i Ljárskógar) samt 39, fol., nogle få blade — alle fra vestlandet; 1687 købte han Hulda (66, fol.) af en Islænder: 1689 erhværvedes 5 membraner. Efter Bartholins död kom Árni i besiddelse af meget vigtige membraner 61. fol . 132. fol. og 228, fol. (Stjórn)). Inden 1702 havde han fra sin ven, biskop Jón Vidalin fået ikke mindre end godt og ve! 30 membraner (4 senere). Når der var bogauktioner i København, var han den ivrige køber både af skrevne og trykte böger En sådan auktion, men vist i Árnis tidligere år, er det, Jón Olafsson må sigte til i sin biografi (II, 16), når han (i den islandske) siger, at Árni engang (Jón mener rigtignok at det var, efterat han var bleven sekretær) vilde købe på en auktion (i Fiolstræde), men manglede penge; han lånte da 100(»eller 500, jeg husker det ikke så nöje«[1]) rdl., »dette var hans förste begyndelse med hans istandsættelse i København og antikviteters indrettelse, eftersom han selv har fortalt mig«.[2] Desværre vides ikke, hvad det var for bøger, der købtes ved denne lejlighed. Senere (1699) købte Árni en hel del (o. halv snes) folio-håndskrifter, der havde tilhørt etazråd Meier; ligesom han købte flere håndskrifter, der havde været i etazråd J. Rosenkrantz' eje (død 1695); Jón Þorkelsson fortæller herom, at for at komme i besiddelse af et Heimskringla-hds., måtte han købe hele den efterladte håndskriftsamling for 300 rdl.; der kan påvises 20 håndskrifter — deriblandt 8 membraner —, der hidrører herfra; bl. disse var codex Frisianus (det nævnte Hkr.-hds.), Eirspennill (47, fol.) og hovedhåndskriftet af Kongespejlet (243b, fol.). J. Ólafsson meddeler, at Árni engang tænkte på at sende ham en sommer til Island blot for at afskrive et enkelt håndskrift, en anden gang at sende ham til Stockholm — men han betænkte sig så længe, at det aldrig blev til noget.
Gennem Árnis brevveksling er man i stand til at forøge det billede, man får af ovenstående oplysninger. I de her pågældende år har Árni flittig — mange, måske de fleste, breve er nu gået tabt — brevvekslet med venner og bekendte og anmodet dem om håndskrifter. Og det er ikke blot klassiske ting, sagahåndskrifter og lign., men også de yngre sagaer, æventyr og lign., såvel som rimer, han ønsker. 25/5 1691 beder Árni Magnus i Vigur ikke blot om defekter i Björn hitdölakappes historie, men også om sagaen om Yngvar vidförle, om æmnet i flere rimeflokke (Klerkarimur, Skikkjur., o. fl.), jfr. brev af 20/4 95. I et brev af 16/9 1693 meddeler Árni Þormóður, at han fra Island har fået Amlóðasaga (521b, 4°?). Skúli Ólafsson sender »blade« (6A 1697), tilligemed sagaer om Vitus eller Laurentius (som Árni altså har bedt ham om), og senere nogle »kalveskindsblade«. Omtrent samtidig fik han fra Magnus Jonsson Barlaamssaga (230, fol.). En af de mænd, som Árni stadig henvendte sig til, var hans ven biskop Björn Þorleifsson. 28/7 1694 beder Árni ham om et hds. af Njála, og han får det (466, 4°). I samme brev udtaler han, hvad han ønsker (lovbøger, rimer, digte, sagaer, afskrifter — en sådan sender han tilbage som unöjagtig og ønsker den rettet —). Det er også æventyrsagaer af enhver art, han nu bl. a. ønsker, samt underretning om bøger og digte. Árni henviser til et brev af lignende indhold fra det foregående år. Således er i det hele Árnis breve til Björn. I et brev af 2/5 1697 vil han vide, hvilke bøger der er gået til grunde sammen med Hannes Þorleifsson, der druknede 1681. Allevegne vil han få bøger til låns, når han ikke kunde få dem købte, for at lade dem afskrive. I brevene mellem ham og Þormóður er der idelig tale om håndskrifter og gensidige lån af sådanne. Ved dennes hjælp får han Alexanderssaga efter Miltzow i Bergen 1690. Sit program, om man så kan sige, udtaler han i br. 14/5 1698 til biskop Björn således: »Jeg vænter i sommer fra Monfrère registret over de bøger, som monsr. Torstein Torleifsson meddelte sal. Hannes, og hvilke deraf var på papir eller pergament. Jeg takker hjærtelig for det velvillige løfte om at lade afskrive de gamle breve, som er ældre end 1560, som der mulig forefindes på visitatsrejser, såvel som for at give mig notitie om pergamentsbøger slette og gode eller rester af sådanne, hvor de er og hvorledes beskafne, hvis de tilfældig okkurrerer. Er der nogle ved kirkerne kan Monfrère meo periculo sikker til sig tage, aleneste love kirkerne at de skal tilbageleveres. Enfin, alt hvad der er ældre end 1560, hvad navn det end monne have, er jeg så glad ved at jeg holder det for thesaurum, hvor ringe det end er af indhold«. Tydeligere kunde ikke samlerens lyst udtales; man lægger også mærke til grænsen nedad (der iøvrigt hvad breve angår, sættes til 1580); reformationens første tid.
Hvad der gælder bøger (håndskrifter), gælder også breve og brevbøger. Han havde jo 1697 fået breve fra Norge (Stavangerbrevene), fra Skalholt havde han fået løfte om breve til låns, og i det nysnævnte brev ønsker han Holarbrevene ældre end 1580; de skal tilbageleveres efter afbenyttelsen (ɔ: afskrivningen). »Monfrère vil måske synes at denne bön er vidtløftig, men, siger han, ingen skade kan kirken heraf få, jeg kan også med lethed, hvis jeg vilde, få kongelig befaling [han tænker på Moth] derom, men jeg mener at det ikke er nødvendigt og lader det derfor fare«. I samme brev beder Árni biskoppen også om oplysninger vedrørende biskopperne Ólafur Hjaltason og Guðbrandur; dette er led i hans stræben efter at få så fyldige Vitæ eruditorum Islandorum som muligt.
Árni rettede sine opfordringer ikke blot til sine landsmænd og isl. venner, men også til andre som biskop Stoud (jfr. br. 6/3 1700, hvori han ønsker breve, bøger, inskriptioner, penge (ɔ: mønter) ældre end 1580, kronologi over de lutherske bisper; Stoud sender ham breve og bispeliste).
Utrættelig er Árni i sine forespörsler og anmodninger. Overalt, hvor han tror. at der findes håndskrifter (litterært interesserede personer kendte han alle sammen), er han påfærde, og det er som han ved besked om alt muligt, håndskrifter og deres historie; han undersøger, hvor de har været til de og de tider og ved besked derom. Det er ikke blot mænd, men også kvinder (dette især i senere tider), han henvender sig til og får bidrag til sine samlinger fra.[3] Jeg hidsætter følgende memorialliste tilsendt biskop Björn 1701, der er et så talende vidnesbyrd om Árnis indtrængende efterforskninger, udstrakte viden og alsidige interesser. Hvad der gælder biskop Björn, gælder alle andre:
»1. Skuli præst Torlaksson, min udmærkede ven, uagtet vi ikke personlig kender hinanden, har tilforn lånt mig og jeg ham tilbagesendt Holarbiskop Jons brev, dateret 1359 og transcriberet 1393, handlende om laksefangst i Laksåens munding. Samme brev vilde jeg gærne få til låns på ny i sommer, beder Monfrère ham på mine vegne at tilskrive og 1. excusere mig operosissime, at jeg på grund af knap tid ikke kan skrive ham til, 2, bede ham låne mig nævnte brev i sommer og sende mig det med Husvikingerne [skib fra Husavik]. forseglet i konvolut, og det skal ufejlbarlig komme tilbage næste år, og dermed det ene brev, jeg endnu har tilbage af de af ham mig lånte documenter, 3, bede ham communicere mig flere nyttige documenter, hvis han siden har fået sådanne. 4. bede ham, hvis muligt, få fat i den norske kongesaga på papir i 4°, som han for mange år lånte sal. Torstein præst Jonsson på Gilsárteig. Jeg har fået sikker kundskab om, at bogen er på Skinnastadir hos præsten Einar Nikulásson. selvom måske nævnte Einar nægter det.
2. Monfrère har af nævnte præst Skule fået hr. Olaf Hjaltasons brevbog: den beder jeg Monfrère om at låne mig i sommer, hvis han endnu har den, og er den afleveret, så enten at få den igen eller i det mindste lade mig vide, hvor den befinder sig.
3. Jon Torlakssons bog, som Monfrère har lovet mig at sende mig i sommer.
4. Alle de relationes om Sæmund frode, som han kender, hvor tåbelige de end er. Ikke er det vore fejl, at folk har været så dumme at tro sådanne fabulis, men jeg har en bestemt hensigt med at efterforske dem, og vænter i sommer det deraf, som Monfrère husker, og det vilde være mig kært, om de dilucide — for at sige så — hellere end compendiose blev optegnede.
5, Løftedagsbrevet fra Grund i Øfjord at sende mig i sommer, hvis ske kan.
6, Det register over bøger, trykte på Holar, som jeg ifjor fra Monfrère fik, er temmelig jejunum, dog takker jeg derfor. Jeg vilde gærne det blev så indrettet, at bogens tittel blev først skrevet hel, dernæst qvo anno bogen der eller der var trykt og så i hvilket format den var. Hvis Monfrère med tiden kan communicere mig noget denslags, var det mig meget kært, men det er ikke hastværksarbejde, og kan vel næppe ske uden andres hjælp. 7. Hvis der nogensteds kan opspörges en bog eller bøger trykte af Jon præst Matthiasson, vilde jeg købe dem, selv om de var meget dyre, og jeg beder Monfrère om at göre alt muligt for at skaffe dem tilveje.
8. På Víðivellir er der nogle gamle documenter, originalbreve ældre end 1580, gamle dommebøger, og andet sådant, som Monfrère kunde vel skaffe mig til låns med tiden. Dér er tilvisse sal. hr. Torlaks brevbog, ti sal. mag. Tordur antyder det i et af sine skrifter, som jeg har set. Men deri kan der godt være et og andet, som hans folk ej så just vil at alle skal se. Derfor er det mig nok, hvis Monfrère engang går den igennem og lader excerpere alt hvad der synes ham tjæner til [at oplyse] historiam Islandiæ politicam vel ecclesiasticam, eller andet sådant, hvori der kan være nogen lærdom.
9. Jeg har tilforn bedt Monfrère at lade afcopiere alle gamle breve ved kirkerne, hvor han visiterer, tvivler ikke om, at Monfrère det altid ved occasiones har i tanken.
10. Ifjor bad jeg Monfrère om skolen på Holums fundats, item information om skolens indkomster: det har Monfrère glemt, men det kan dog til sin tid blive lige så nyttigt for Monfrère som mig, at jeg det har. Der må dog endelig være en fundats, siden amtmand og lagmand refererer sig dertil.
11. I Guddale kirke i Skagafjorden findes der nogle breve, og blandt dem et gammelt, hvori kirkens inventarium er optegnet, dem vilde jeg gerne få til låns.
12. Jeg bad ifjor om en copie af Holestads aflevering, item fortegnelse over domkirkens ornamenta og inventarium. Der er ofte i sådanne afleveringer og registre gamle og sjældne ord og nomina rerum, som man tilforn ikke kender. Hvis der ved bispesædet er gamle og nye afleveringer, så vil jeg hellere de gamle, ti der kan være meget borte, som ikke står specificeret i de nye.
13. Auduns, Jons, Pjeturs og Olafs registra, som Monfrère ifjor lovede at lade afskrive for mig, håber jeg nu i sommer at få fra ham, såvel som biskop Jon Arasons, dat. 1525.
14. Hvis der mulig senere findes flere sådanne katolske bispers registra eller visitatser, beder jeg Monfrère enten at lade dem afskrive eller sende mig dem til låns.
15. Så modtager jeg gærne med tiden kopi af hr. Gudbrands visitatsbog. hvor mutila den end er. Monfrère har tidligere skrevet mig, at der på Holar også findes hr. Torlaks og hr. Gisles visitatsbøger sammenhæftede i lille folio, item mag. Jons i 4°. Vilde Monfrère engang lade en eller anden afskrive de 3 sidste, var det mig kært. men jeg vænter dem ikke til sommer; ej heller behøver de egenlig så accurat at være skrevne som de gamle biskoppers, men jeg vilde [dog], at hr. Gudbrands var nogenlunde accurat. Skriverlönnen skal jeg betale, som Monfrère mig meddelendes vorder.
16. Jeg har tidligere bedt Monfrère om register over bispesædets alle gamle bøger, jeg mener skrevne, såsom Visitats- eller Måldagebøger, gamle brevbøger og andre sådanne documenta, der har tilhørt bispesædet fra forst af. Monfrère har lovet mig dette, men det er uden tvivl blevet glemt. En af hans tjænere kunde denne commission udrette, en som var accurat og opmærksom.17. Monfrère skriver, at blandt de breve, som han för har sendt mig, har der været nogle pergamentsblade, hvorpå der var skrevet »Egils register«. Jeg har blandt de breve ikke modtaget et blad af noget bogskind, så dette må være en fejltagelse; og dette register må således bestemt endnu være på bispesædet.
18. Monfrère har för skrevet mig, at på Holar var der en meget tynd bog-las, kaldt Sigurds-register. Item har Monfrère senere skrevet mig, at bispesædet ejede to lasede kalveskindsbøger, indeholdende kirkers ejendomme etc. Jeg tror fuldkommelig, at, hvis man undersøgte sagen nöje, vilde der findes dér flere sådanne gamle bøger, og jeg har så temmelig gode argumenta for min mening, som det dog er for vidtløftigt her at indføre. Uden fare vilde det være, tror jeg, om Monfrère lånte mig sådanne gamle laser af bøger uden kongelig ordre til gennemlæsning en vinter, ti så sandt jeg vil fare vel levende og død har jeg ingen anden tanke end sende alt dette ærlig og uskadt tilbage. Men at dette undertiden bliver hos mig længer end det burde være, var manglen på skrivere skyld i samt mange avocamenta.
19. Jeg mener også at vide, og har raison derfor, at der endnu dér hos Monfrère er nogle gamle breve tilbage foruden dem, som tidligere er mig tilsendt af ham. Det er mig magtpåliggende at have det meste af sådant som haves kan, og derfor beder jeg Monfrère om nöje at lade efterse og inqvirere i alle leddiker efter sådanne breve og dokumenter, så at der slet intet bliver tilbage og sende mig dem, der mulig findes, eller i det ringeste copier deraf, hvis brevene er (hvad jeg dog ikke tror) af sådan pondere, at Monfrère aldeles ikke vil lade dem komme bort fra sig. Jeg forlader mig her i på min gode broders assistence.
20. Om Summaria over nogle af bibelens bøger (jeg ved ej hvilke eller hvor mange), trykt på Nupafell (1589 tror jeg) har jeg för bedt Monfrère og han har givet mig forhåbning derom; er den senere kommet i hans hænder, får jeg den vel engang at se.
21. Margretes bön, som Are præst har ladet sig forlyde med at have, ved jeg ikke hvad kan være; er den senere kommen Monfrère for öje, får jeg den vel; ellers er det digt næppe særlig mærkeligt.
22. Videdalskirkes brev har jeg i sandhed ikke fået, og det er et af de argumentis. der bevæger mig til at tro, at noget denslags er blevet tilbage hos Monfrère. Iøvrigt er det brev ikke af synderlig betydning for mig, ti jeg har fra vicelagmanden Páll Jonsson fået en god copie deraf.
Det er af alt klart, at allerede ved år 1700 har Árnis samling af håndskrifter været meget betydelig. I et br. til B. Winther 2/9 1698 siger han, at han besidder alle islandske sagaer, og i br. 25/2 siger han, at han har en så stor collection in membranis, som vist ingen i Evropa ellers, og 1697 siger Þormóður: »antiquorum monumentorum dives est et plura qvotidie colligit«; hans bibliotek er da ved at blive »en seværdighed«.
Og i et memorial til Moth skriver Árni: »haver jeg allerede sanket en temmelig qvantitet af islanske Monument, disse nordiske riger og underliggende provincer angående«.
Árni er da også ved 1700 blevet almindelig kendt viden om som samler efter den mest udstrakte målestok.
Fodnoter
- ↑ I den danske, trykte står der kun 100 rdl.
- ↑ Jón fortæller, at det senere gik denne mand galt, han kom i slutteriet på grund af gæld; taknemlig som Árni var hjalp han nu ædelmodigt sin tidligere långiver.
- ↑ Der kan henvises til brevveksling med Ari Þorkelsson 1693—94, Rosing 9/8 1697 (Rødebog), Jón Einarsson 1698, Magnus Jónsson i Vigur, Þórður Jónsson, Skúli Ólafsson, Isleifur Þorleifsson, Skúli Þorláksson og fl.
