Guderne og Gudetroen (Henry Petersen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Om Nordboernes Gudedyrkelse og Gudetro i Hedenold
- en antikvarisk Undersøgelse

Henry Petersen

III.
Guderne og Gudetroen

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Inderst i Hovet, i den halvrunde Udbygning stode Gudebillederne bag Alteret med den viede Ild, vistnok i Regelen paa et Fodstykke, den saakaldte ”hjallr”. De vare sikkert altid udskaarne af Træ (“skurðgoð” er den stadige Betegnelse for dem), men vistnok udstyrede baade med Guld- og Sølvprydelser i Overensstemmelse med den Pragt, hvormed Folket selv traadte frem i det daglige Liv. Vi skulle nærmere betragte Efterretningerne om, hvilke Guders Billeder der fandtes i Gudehovene.

I Kjalarnæshovet paa Island stod Thor i Midten og ”andre Guder” til begge Sider af ham. Et andet Sted, hvor Hovet paa Kjalarnæs, ligesom det i Vatnsdalen, vel er nævnet, men hvor der snarest synes at gives en Karakteristik af Gudehovene paa Island i Almindelighed, hedder det om Gudebillederne i Hovets ”goðastúka”, at Thor var ypperst og mest anset, dernæst Frøj, og ”skjønt det ikke er tydeligt, hvor mange eller hvilke Guder, der have været dyrkede i de forskjellige Gudehove, maa det mærkes, at i den gamle Edsformular særlig de tre paakaldtes:, Frøj, Njørd og As, hvormed vi tro de mene Odin; thi han var den ypperste Høvding, der kom hid til Norden fra Asien”. At der i det Hov, der opførtes paa Thorsnæs af Landnamsmanden Rolf fra Mostr i Norge, hvor han havde styret et Thors-Hov, har været i det mindste et Thors-Billede, er indlysende af Rolfs ivrige Tilbedelse af denne Gud, hvoraf han havde faaet Navnet Thor-rolf, og ligeledes ere vi sikkert berettigede til at antage, at i al Fald et Frøjs-Billede har haft Plads i de Gudehove, som forestodes af Goder, der kaldtes Frøjsgoder (Thorgrim Frøjsgode, Rafnkel Frøjsgode, Thord Frøjsgode — henholdsvis i Vester-, Øster-, og Sønderfjerdingen). I dette Tilfælde er imidlertid at mærke, at det Hov, Thorgrim Frøjsgode forestod, var Hovet paa Thorsnæs; der maa derfor antages at have været Billeder her af Frøj saa vel som af Thor.

Naar det om Hovet paa Bersestad i den udførligere Droplaugarsona Saga (Kap. 26) hedder, at der sade Thor og Frøj i Højsædet til den ene, Frigg og Frøja til den anden Side, og til begge Hænder for dem de andre Guder, viser Gudernes Pladser strax, hvor lidet Værd der kan tillægges denne Efterretning.

Om Gudebillederne i de norske Gudehove høre vi, at i Hovet paa Møre sad Thor som den, der var ”mest tignaðr” af alle Guderne, smykket baade med Guld og Sølv. I Gudbrandsdølernes Hov høre vi kun Thors-Billedet omtale, heller ikke dette skortede det paa Udstyr baade med Guld og Sølv. I det Hov paa Hlade, Hakon Jarl havde sammen med Dale-Grudbrand, nævnes tre Gudebilleder: Thor i Midten i sin Kærre, til hver sin Side af ham Thorgerde Hørgabrud og Irpa. Sven, der paa Hakon Jarls Tid bode ved Throndhjem, havde et stort Hov paa sin Gaard, som han havde udstyret prægtigt, og hvori der var mange ”skurðgoð”, af hvilke han dog ærede Thor mest, ligesom det ogsaa kun var Thors-Billedet, hvorover hans kristne Søn Fin lader sin Harme gaa ud ved en vanærende Behandling af det, der endte med, at han brændte det og blandede Asken i Hundenes Føde. I Hovet paa Goðey under Helgeland, som Raud hin ramme styrede, omtales kun et Thors-Billede. Et Billede af Balder omtales vel af Friðþjófs Saga i Hovet paa Baldershage, men Fortællingen om dette synes helt opdigtet.

Om Gudebilleder i svenske Gudehove er der kun levnet en paalidelig Beretning, men af særlig Betydning: det er Adam af Bremens Fortælling om Gudebillederne i Upsala-Hovet. De vare tre i Tal: Odin (Wodan), Thor og Frøj (Fricco). Odin var fremstillet væbnet ”ligesom Mars”, Thor” med et Scepter, som det synes ligesom Juppiter”, Frøj med et meget stort Mandslem. Billedet af Thor ”den mægtigste af Guderne” indtog den midterste Plads.

Beretningen i Jomsvikinga Saga (Kap. 12) om det mest ansete Gudehov i Gøtaland ”Goðheimr” kaldet, der var helliget Thor og indeholdt 100 Gudebilleder, stempler sig selv ved sine tydelige Overdrivelser.

Om Gudebillederne i de danske Gudehove findes der lige saa lidt Efterretninger som om Hovene selv. —

Hvor forholdsvis sjældent og hvor lidet omstændeligt vi saaledes end træffe de Gudebilleder omtalte, der fandtes i Gudehovene, foreligger der dog i de bevarede Efterretninger Vidnesbyrd, der have ikke ringe Værd saa vel i og for sig, som i nærmere Forbindelser. — Det er i fuld Overensstemmelse med den kristne Tids Forestillinger om Hedentroen, at vi i de i hin Tid nedskrevne Beretninger finde omtalt, at der i det hedenske Gudehov stod et større Antal Gudebilleder, og vi maatte saa meget snarere vente dette, som Sagafortællerne maa have kjendt Navnene paa de mange hedenske Guder, dels gjennem de gamle Eddakvad, dels gjennem Skjaldepoesiens Anvendelse af Gudesagnene. Men med disse Omstændigheder for Øje maatte vi da paa den anden Side vente, at de stundom havde ladet denne deres Viden komme tilsyne og nærmere anført, hvem de mange forskjellige Gudebilleder forestillede, og vi maatte saa meget snarere vente at træffe nævnet flere og forskjellige af de 12 nordiske Guder og omtrent lige saa mange Gudinder, der anføres i Snorres Edda, som Sagafortællerne have mindedes Guddomme, der ej hørte med til den nordiske Gudekreds. I høj Grad paafaldende er det da at se, at det kun er ganske enkelte af Guderne, hvis Navne atter og atter findes knyttede til Billederne i Hovet, selv Sagaer der have en mere udsmykket, romanagtig Karakter slutte sig i denne Henseende til de paalideligere Beretninger. — Vi kunne neppe andet end heri se Vidnesbyrd om en stærk Tradition, som Sagafortællerne mere eller mindre uvilkaarligt have fulgt. De Guder, hvis Billeder vi finde omtalt i Beretninger, der maa antages for meget paalidelige, ere ikkun Thor, Odin og Frøj, og af Betydning er det, at medens det oftere antydes, at der i Hovet findes ”flere” Gudebilleder, er et Antal af 3 det eneste, der træder bestemt frem, eller hvorom Erindringen skinner tydeligt igjennem. Af hine tre Guder, er det igjen navnlig Thor og Frøj, hvis Billeder mindes, og af dem har da tydeligt Thors-Billederne en mærkelig Forrang i Gudehovene, eftersom de anføres ved Omtalen af hvert af disse, og det stadigt hedder at de vare ansete og udsmykkede fremfor de andre Gudebilleder. Stundom synes det jo endog, som Billedet af Thor var det eneste Gudebillede i Hovet.

Om Billeder af Njørd foreligger intet paalideligt ; det er tydeligt nok en, rigtignok paa en meget forstandig Maade støttet Gisning, hvorefter Njørds Navn i Landnáma bringes i Forbindelse med Billederne i Gudehovet. Billederne af Frøja og Frigg og af Balder nævnes kun i Beretninger, der ere uden større Værd; Thorgerde og Irpa tilhøre ej Nordboernes Guderække.

De Vidnesbyrd, der maa antages at foreligge ved Sagaernes og andre Kilders Efterretninger, om hvilke Gudebilleder der fandtes i Hovene, støttes fremdeles derved, at der af udskaarne Gudebilleder udenfor Gudehovene kun findes omtalt Billeder af Thor og Frøj. — Vi skulle i det følgende gaa over til at veje dem lige over for andre om Hedenolds Gudetro bevarede Minder, foreliggende dels i historiske Beretninger, dels i Sæder og Skikke, dels knyttede til selve de fra Oldtiden bevarede Mindesmærker.

I Gudbrand Vigfussons Udgave af Eyrbyggja Saga (Leipzig 1864) er der Side 126 som Tillæg optaget et Stykke af ”Grænlands annáll” (cod. Arnæmagn. 115 Oktav, af Forfatteren Bjørn paa Skarðsá nævnet ”annáll eptir Hauksbok”), som bærer Overskriften ”Um mannanöfn dregin af goðanöfnum”. Det lyder i Oversættelse saaledes:

“Det er kyndige Mænds Udsagn, at det skal have været Skik i fordums Dage, at danne Navne for sine Sønner og Døtre af Gudernes Navne, saaledes af Thors Navn: Thor-Rolf, Thor-Stein, Thor-Grim. Den som fra først af hed Od kaldtes efter ham Thor-Od (hvad Thormod i et Kvad om Snorre Gode og hans Søn Od kaldte denne); paa samme Maade: Thor-Berg, Thor-Alf, Thor-Leif og Thor-Geir. Endnu flere Navne ere udledte af Asernes, men dog flest af Thors. Man bar i hin Tid i Almindelighed to Navne, det ansaas for at bringe langt Liv og Lykke, og naar nogen bad ondt over dem hos Guderne, da vilde det ikke have skadelige Følger, naar de havde et sligt Navn”.

Vidnesbyrd om en saadan Overtro træffe vi ogsaa i Þáttr af Þorsteini hvita, (Nord. Literatur-Samfunds Udg. S. 46.) hvor det ved Omtalen af, hvorledes Helge Thorgilsøn fik Navnet Braad-Helge (Brodd-Helgi) hedder: ”Det ansaas for mere lykkebringende at have to Navne. Man trode, at de, der havde to Navne, vilde leve længer end andre.”

Saaledes som hin gamle Folkeovertro fremtræder i dette sidstanførte Citat, synes det imidlertid tydeligt, at den i Tidens Løb har undergaaet en ikke ringe Forvanskning, hvortil Spor ogsaa synes at foreligge i de noget ubestemte Udtryk i Slutningen af Citatet efter Grænlands annáll. Braad-Helge er jo nemlig ikke, hvad Folketroen oprindelig først og fremmest maa antages at have krævet, en Sammensætning af to Personnavne, men ligesom Sælhunde-Thorer (Sel-Þorir), Viga-Styr og Øxne-Thorer er Øgenavn i dette Ords almindelige Betydning, som vi saa ofte træffe Exempler paa i Sagaerne, grundende sig paa en eller anden Egenskab hos den paagjældende Person, eller paa anden Maade staaende i Forbindelse med hans Liv og Fremtræden.

Dog det har tydeligt nok heller ikke engang været Sammensætningen af to slet og rette Personnavne af en hvilkensomhelst Art, hvortil Folketroen oprindelig har knyttet sig. Grundtanken, hvoraf den havde udviklet sig, krævede aabenbart — hvad der ogsaa fremgaar af Citatet fra Grænlands annáll — at det Navn, der føjedes til, det egentlige Personnavn, var et Gudenavn. Paa denne Maade viedes Personen til Gudens særlige Beskyttelse, denne værnede ham mod Farer og Snarer, gav ham et langt og lykkeligt Liv. — Det er den selv samme Folketro, der ligesom gjenfødes i Middelalderen ved Helgennavnenes Optagelse af Folket som Personnavne.

De talrige med Gudenavne sammensatte Personnavne, der forekomme i Sagaerne og desuden ved Runestene og Diplomer ere opbevarede til vor Tid, vidne noksom om, hvor almindelig udbredt og dybt rodfæstet over hele Norden hin Skik ved Opkaldelse at erhverve sig Gudens særlige Beskyttelse, har været i Hedenold. Dog kunne vi derfor ikke i ethvert saadant Navn se et Minde om denne Skik. De kunne efterhaanden være blevne saa almindelige for en Del ved Opkaldelse efter nære Frænder, at man omsider ikke har gjort sig nogen bestemt Tanke ved at give Børnene dem, ihvorvel de ovenfor fremdragne Udtalelser om dem vise, at Bevidstheden om, at saadanne Navne havde en særegen Betydning, bevarede sig til en forholdsvis sen Tid.

Det synes som om det ikke blot var bestemte Gudenavne, der knyttedes til Personnavnene, men at ogsaa en Helligelse ved Guderne i Almindelighed kunde finde Sted ved at sammensætte Navnene med As — Goð — Vé og Ragn (sjældent). Kong Raum, fortælles der, gav sin Søn Brand til Guderne, og blev han derpaa kaldet God-Brand. En Mand i Sogn ved Navn Geir var ifølge Landnáma (II,29) en ivrig Blotmand og kaldtes derfor Vegeir; han gav sine Børn Navnene: Vebjørn, Vestein, Vedorm, Vemund, Vegest, Vedörn og Datteren Vedis.

Som nys anført om Kong Raums Søn Brand finde vi det ogsaa stundom i andre Sagaer bestemt antydet, at Barnet ved at nævnes efter Guderne ligesom ”gives” til disse. Saaledes fortæller Eyrbyggja Saga (Kap. 7) om Landnamsmanden Rolf fra Sønder-Hordeland, der som ovenfor sagt paa Grund af sin ivrige Tilbedelse af Thor (“han var mikill vin Þórs”) kaldtes Thorolf, at han gav sin Søn til Thor og kaldte ham Thorstein. Denne Thorstein, Torskebider kaldet, fik en Søn, som ved Vandøsningen fik Navnet Grim. Denne — fortæller oven nævnte Saga — gav Thorstein til Thor og kaldte ham Thorgrim; han sagde, han skulde være Hovgode.” Dette blev han ogsaa (Frøjsgode). Paa samme Maade skal det mulig ogsaa snarest forstaas, naar nogle Haandskrifter af Landnámabok ved Omtalen af det Blot, Thorolf Mostrarskjægs Søn Hallstein gjorde til Thor for at faa Træ til Højsædestøtter, lægge til ”gaf þar til sun sinn”. Dette har da maaske været Sønnen Thorstein, senere navnkundig under Tilnavnet Surt, den eneste Søn Eyrbyggja Saga tillægger ham. Af Thorstein Surts tre ægtefødte Børn hed Sønnen Thorarin, en af Døtrene Thordis.

Naar man nøjere fæster Opmærksomheden paa de med bestemte Gudenavne sammensatte Personnavne, vil det strax bemærkes, at det ikke er snart én, snart en anden af de i Eddaerne nævnede Guder, hvis Navn benyttes, men i det hele taget kun de 3 Guders : Thors, Odins og Frøjs.

Det er af megen Betydning, at vi saaledes ud af selve Folkelivet kunne fremdrage et Vidnesbyrd om disse tre Guders Tilbedelse fremfor de andre, der nøje svarer til det, der, som ovenfor vist, syntes at foreligge ved de skriftlige Efterretninger om Gudebillederne i Gudehovene, ligesom ogsaa til, at Løfter i Sagaerne findes henvendte særlig til Thor, Odin og Frøj og at Saxe knytter Gudedyrkelsen i Hedenold særlig til Thor og Odin. Men Overensstemmelsen og derved Betydningen viser sig saa meget større, idet Forholdet mellem de tre Guders Tilbedelse her tegner sig ganske som hist.

Se vi saaledes hen til den islandske Landnámabok, der frembyder et saa overvældende rigt Forraad af Navne vil det bemærkes, at medens der heri findes c. 30 forskjellige Mands- og 21 forskjellige Kvindenavne sammensatte med Thors Navn og fordelte henholdsvis paa næsten 800 og 300 Individer, findes af Navne sammensatte med Frøjs kun 2 Mands- og 1 Kvindenavn, fordelte paa 2 Mænd og 2 Kvinder. Af Sammensætninger med Odins Navn findes i Landnáma slet ingen.

Det saas ovenfor af Citatet efter Grænlands annáll, at man allerede tidligt har lagt Mærke til, i hvilken overvejende Grad Thors Navn fremfor de andre Gudenavne er blevet benyttet i Sammensætninger; ogsaa Snorre har haft Øje herfor. Runestenene vidne om, at Forholdet har været aldeles tilsvarende i Danmark og Sverige; ved Siden af Thors Navn forekommer Frøjs Navn kun meget sjældent i Sammensætninger. Foruden Kvindenavnet Oþintisa paa en vestmanlandsk Runesten, der ender, med en kristen Bøn, forekommer af Sammensætninger med Odins Navn kun ”Upinkaur” paa en jydsk Runesten. Dette Navn synes imidlertid ikke at have været sjældent i Danmark; vi finde det i Slutningen af det 10de og i Begyndelsen af det 11te Aarh. som Navn paa tvende ansete Bisper henholdsvis i Odense og i Ribe, og det forekommer under Hardeknud, Magnus den gode og Sven Estridsen som Navn paa Møntmestre i Roskilde, Odense og Lund samt i London (under Hardeknud). Som en mærkelig Sammensætning med Odins Navn, der dog ikke forekommer paa de hidtil opdagede Runestene, kan anføres Navnet Ovdenkarl paa en i London under Hardeknud præget Mønt, hvilket Navn i hele sin Sammensætning kunde antages laant fra Guden. Dette Navn har næppe været saa meget sjældent, da vi endnu 1407 finde en ”Villanus” i Skanør, som i sit Sigil fører Navnet PETER ODENKARLESSO(N), ihvorvel han i Diplomet, det hænger ved, kun kaldes Peder Karlssen.

En ligefrem Opkaldelse efter Guden uden Tilsætning af et andet Navn kan sikkert ikke have fundet Sted, medens Hedentroen stod i sin fulde Kraft. Men ej underligt er det, at da Troen paa de hedenske Guder efterhaanden helt taber sig, gaar deres Navne over til at blive almindelige Personnavne, hurtigst maaske i de kristne Lande udenfor Norden, hvor Nordboerne nedsatte sig, og hvor vi saa tidligt som under Knud den store og Edvard Konfessor træflfe Odin og Thor (ɔ: Thord?) som Navne paa Møntmestre i York. I et Diplom fra 1164 forekommer her i Danmark Othen filius villicus de Autheruth (Auderød i Strø Herred paa Sjæland, i et fra 1257 Peter Othensøn, canonicus Roskildensis.

De Vidnesbyrd om Gudetroens Fremtræden i Folkelivet, der ere søgte paaviste ved Personnavnene, blive i høj Grad støttede, naar vi sammenholde Personnavnene med en anden Gruppe af Navne: Stedsnavnene. Det vil nemlig ikke blot strax bemærkes, at Gudenavnene ogsaa i disse spille en ikke ubetydelig Rolle, men det vil tillige ses, at vi her træffe paa det selv samme Forhold mellem Gudenavnenes Brug som ovenfor, idet Thors Navn er benyttet i en langt overvejende Grad fremfor de andre Guders ligesom det ved Siden af Thor fortrinsvis er Odin og Frøj, om hvis Tilbedelse der ad denne Vej kan fremdrages Minder.

Det kan vel være muligt, at adskillige med Gudenavne sammensatte Stedsnavne minde om, at Stedet har ligget til et efter denne eller hin Gud nævnt Hov, til dettes Opretholdelse eller til Godens Underhold, men det er ej mindre sandsynligt, at det har været Skik blandt ivrige Blotmænd at ære Guden paa den Maade, at de ligesom helligede deres Ejendom til ham ved at give den hans Navn, uden at Ejerne derved frasagde sig Brugen og Nytten deraf. Tydeligst fremtræder denne Skik ved Stedsnavnene i det gamle Norden og navnlig — hvad der har en særegen Betydning — i dettes Hovedland: Danmark.

Vi kunne her i Landet, Sønderjylland og Skaane medregnede, for Tiden træffe henved 80 Byer med Navne som skrives: Taarup — Taastrup — Thorup — Thorstrup — Torup — Tostrup og Töstrup — og hertil knytter sig andre som: Thorsager — Thorsballe — Thorsbjerg — Thorshavn — Thorsholm — Thorsholt — Thorslunde — Thorsløkke — Thorsmark — Thorsminde — Thorsnæs (Taars) — Thorsted — Tørrild osv. — Vel kan det paavises om flere navnlig af de med Torp sammensatte Navne, og formodes om andre, at de ere sammensatte med Personnavne som Thord, Tove, Thorer og Thorstein eller udvidede fra Torp (Taarup), men der bliver dog ogsaa af ”Torperne” et meget betydeligt Antal tilbage, hvorom vi ere berettigede til at formode, selv om det sjældnere kan paavises, at de ere sammensatte med Gudenavnet Thor. Disse Stedsnavne vise sig fordelte over hele Landet; men ere dog ingensteds saa hyppige som i Nørre-Jylland. Sammenholdt med de mange Thorstorper findes kun 5 Frøs (ɔ: Frøjs)-torp og 1 Odinstorp (Ondrup), men vi finde dog ogsaa disse tvende Guders Navne i Stedsnavne som Frölunde, Frøbjerg, Onssted, Onsbjerg, Onsild (Vonsild) Odense, Onsved o. s. v.

Stedsnavnene i Sverige stemme i de paaviste Forhold fuldstendig overens med de danske, men paa Grund af ”Torpernes” Sjældenhed, savne vi her næsten helt Sammensætningen Thors-torp. I Norge synes i det hele taget Sammensætninger med Gudenavne i Stedsnavnene at være sjældnere og andre Gudenavne synes at fremkomme ved Siden af Odins og Frøjs (Uller, Balder, Frigg,) om end Thors beholder Forrangen. Paa Færøerne blev ”Thorshavn” den vigtigste Ankerplads, og i Nærheden heraf holdtes Færingernes Ting, men ihvorvel Thors Navn ogsaa paa Island forekommer i Stedsnavne, er der dog paa denne — i Overensstemmelse med Forholdene i Norge — bevaret forholdsvis faa Minder om hin gamle Opkaldelsesskik efter Guderne. Derimod træder den i rigt Maal frem i de væsentligt af danske bebyggede Dele af England, samt i Nordmandiet. Thors Navne spiller ogsaa i disse Lande den mest fremtrædende Rolle, nogle enkelte. Sammensætninger forekomme med Frøjs Navn (i Normandiet findes alene Stedsnavnet Tur-ville i vore Dage 10 Gange, Fre-ville 2 Gange). Odins Navn har man Vanskelighed ved at paavise.

Nordboernes Tilbedelse af Thor fremfor de andre Guder, som saaledes ogsaa stærkt træder frem i deres Færd udenfor Norden faar en betydningsfuld Støtte ogsaa gjennem de fremmede Skribenter, naar vi hos Angelsaxerne finde anført, at de Danske satte Thor højest som Guddom og naar den nordmanniske Historieskriver Dudo i det hele kun ved at tale om Nordmannernes Dyrkelse af Thor. Men vi ville se den saa meget mere stadfæstet i Belysning af den nordiske Oldtid selv gjennem Runemindesmærkerne. Det er vel hidtil kun paa de danske Runestene, at Indskrifterne vise Paakaldelse af de hedenske Guder med Ord, og Tallet paa dem, hvis Læsning i denne Henseende er sikker, er for Tiden kun to, Glavendrup- og Virringstenen; men dog maa det, at de begge paakalde Thors Navn, sammenholdt med at den ene er fynsk (Glavendrup), den anden jydsk (Virring) siges bestemt at tyde hen paa, i hvilken særlig Grad Nordboerne have sat deres Lid til Thor og tilbedt denne Gud. Dette kan ikke andet end vække vor højeste Forundring, naar vi se, hvorledes Odin i Eddakvadene fremstilles og prises som alle Tings Ophav (Alföðr), som ypperst af Guderne.

For at komme til Forstaaelse af dette mærkelige Forhold skulle vi nærmere undersøge, hvorledes Tilbedelsen af hver enkelt af de tre Guder, Thor, Odin og Frøj, som Minderne lade fremtræde som Nordboernes Hovedguder, tegner sig i sin Fremtræden i Folkelivet og derved i sit Væsen. Begyndelsen ville vi gjøre med den Guddom, hvis Dyrkelse har efterladt sig de dybeste Spor; kan Thors-Dyrkelsen fremstilles i klare Træk, vil der være vundet en betydningsfuld Baggrund for Betragtningen af de tvende andre Guders Tilbedelse. —

Til Forstaaelse af Thors-Dyrkelsen og dens gjennemgribeude Betydning give Eddakvadene os en Nøgle, som vi strax ville benytte. Det er Betegnelsen af Thors Plads i Gudernes Række som Miðgarðs Véurr.

Ved ”Miðgarðr” forstode Nordboerne den af Mennesker beboede Del af Verden, egentlig var det Hegnet om denne, hvilket Guderne ifølge Grimnismål (Vers 41) dannede af Ymers Øjenbryn til Værn mod de udenfor boende Thurser og Jætter. ”Véurr” er Indvieren, den, der paakaldes til at ”vigja”, til at hellige og saaledes til at beskytte. Miðgarðs Véurr finde vi som Betegnelse for Thor i det formentlig ældste af Gudekvadene, Völuspá (Vers 62), og et af de andre, Hýmiskviða, bruger ligefrem Véurr som Navn istedenfor Thor. ”Vinr verliða (Menneskehedens Ven), Véurr heitir sá”, hedder det om ham i Vers 11 i dette Kvadd.

Som Miðgarðs Véurr, den Gud der helliger og beskytter Menneskeheden ”sá er öldum bergr” (Hýmiskviða Vers 22) se vi Thor fremfor nogen anden Gud værne Miðgarð mod dets Beboeres Fjender, Thurserne og Jætterne, og som Miðgarðs Véurr raader han fremfor nogen anden Gud for Menneskenes Liv, vier Hjemmet og hver dets Syssel. Derfor traadte i en Tid, da den nordiske Gudetro stod i sin fulde Kraft netop Tilbedelsen af Thor frem ved saa mange Lejligheder i det daglige Liv, og derfor efterlod netop den sig saa mange Minder. Men det har aabenbart Betydning i en langt højere Grad, end man hidtil har haft Øje for, at fastholde hin Gudekvadenes Betegnelse af Thor som Miðgarðs Véurr som Kjærnen i denne Guds Tilbedelse. Ved kun at se en enkelt Side af hans Tilbedelse deri, løber man let Fare for at misforstaa, eller rettere man forstaar slet ikke Thors-Dyrkelsen i og for sig, som lige over for Dyrkelsen af de andre Guder — hvad det viser sig alt at have været Tilfælde i Tider, der ligge Aarhundreder nærmere ved Hedentroen end vor Tid.

Fig. 1. Hanningstenen

For at blive vaer, i hvilken Grad Troen paa Thor som Miðgarðs Véurr gjennemtrænger Minderne om hans Tilbedelse, er det af Betydning først og fremmest atter at ty til de Mindesmærker, der mere end andre tale til os i selve den hedenske Gudetros Aand: Runestenene.

Som nys omtalt finde vi paa disse Thors Navn paakaldt tvende Gange. Paa den jydske Virring -Runesten, (fra Virring Sogn, Ø. for Randers, Sønderhald Herred) lyde, Ordene:
ÞUR UIKI ÞISI KUML.
paa den fynske Glavendrup-Runesten (Skamby Sogn N. for Odense, Skam Herred,) lyde de:
ÞUR UIKI ÞASI RUNAR.

Fig. 2. Læborg runestenen

Det kunde ved første Øjekast vel menes, at vi her havde Minder ikkun om en for den enkelte Mand eller for den enkelte Egn egen Tilbedelse af Thor, men med Betegnelsen af Thor som Miðgarðs Véurr i Minde, vil det let ses, hvor tydelig denne, den nordiske Gudelæres Bestemmelse af Thor, ved Ordene ÞUR UIKI (oldn. vígi) træder frem gjennem hver enkelt af de tvende Indskrifter, og hvor rodfæstet den viser sig i Folkebevidstheden, naar begges Vidnesbyrd tages sammen. Gjennem de faa fyndige Ord fremlyser paa en saare betegnende Maade det højtidelige og det tillidsfulde ved Paakaldelsen af Guden til at skjærme det Mindesmærke, der skulde bære den Afdødes Navn til Efterkommerne.

Fig. 3. Stenqvista runestenen

Det sagdes ovenfor, at Glavendrup- og Virring-Runestenen vare de eneste Runestene, paa hvilke vi fandt Thors Navn paakaldt. Men ihvorvel ikke udtrykt med Ord fremtræder dog Mindet om Tilbedelsen af Thor, og det netop som Miðgarðs Véurr ej mindre i Hedentidens Aand paa andre Runestene. I Steden for med Ord finde vi nemlig ogsaa hans Paakaldelse til at vie Mindesmærket udtrykt symbolsk ved et efter det Thor egne Værge, Hammeren Mjølner, dannet Tegn. Exempler herpaa ere hidtil for Danmarks Vedkommende tvende nørrejydske Runestene: Hanning-Runestenen — Brudstykke (tilhugget som Kvadersten) i søndre Kormur af Hanning Kirke Ø. for Ringkjøbing (Bølling Herred), — og den sandsynligvis til Jellingkredsen hørende Læborg-Runesten, paa hvilken Rhafnuka-Tufi huggede Runer efter Thyre Dronning sin (Fig 2), Begge Stene vise Hammeren, som det af Afbildningerne ses, i en aldeles umiskjendelig Form: paa den først nævnte er den ristet umiddelbart efter den egentlige Indskrifts Slutning, paa den sidst nævnte ved Enden af begge Linierne, der staa hver paa sin Side af Stenens Ryg.

Men af særlig Interesse er det, at ved denne symbolske Paakaldelse af Thor ville ogsaa de forholdsvis yngre Runestene med de egentlig ”nordiske” Runer i Sverige ses at frembyde Minder om Gudetroen og slutte sig til de danske, netop hvad Thors Tilbedelse angaar. Hammertegnet træder saaledes — om end det ornamentale ses at have spillet en vis Rolle med ved dets Anbringelse, hvilket aldeles ikke er Tilfældet paa de danske Runestene — tydeligt frem paa to södermanlandske Runestene: Stenqvistastenen (Fig. 3) og Vestermostenen, paa hvilken Hammerhovedet vender op ad, samt paa den vestergötske Grästorpsten; og — hvad senere nærmere skal begrundes — muligt ogsaa paa Sanda- og paa Högstastenen fra Södermanland foran Ormebaandet, der bærer Indskriften, idet Hammeren danner ligesom Ormens Tunge (Fig. 4).

Som Tilbedelsen af Thor fremtræder paa Runestenene er den altsaa et direkte fra Hedenold hentet Vidnesbyrd om Troen paa ham som Miðgarðs Véurr, og vi kunne med denne for Øje overhovedet ikke vente at finde nogen anden Gud paakaldt paa Runestenene, eftersom dette næppe skete uden for at bede Fig 3. Guden vie Mindesmærket. Med Runestenenes Paakaldelse af Thor som Støtte skulle vi i det følgende søge at vise, hvorledes Thor gjennem andre ved Sagn og Skikke bevarede Minder om hans Tilbedelse, baade knyttede til hans Navn og hans Hammertegn, stedse viser sig i Overensstemmelse med Gudelærens Betegnelse af ham som Miðgarðs Véurr som Véurr for Livet, Hjemmet og hver dertil knyttet Syssel.

Som Menneskelivets Véurr, den Gud, der skjærmer Livet og vaager over dets uforstyrrede Lykke, fremtræder Thor paa den tydeligste Maade ved Nordboernes foran paaviste Skik at knytte hans Navn til Personnavnene. Thors Beskyttelse er derfor sikkert almindehgt bleven paakaldt, naar Barnet ved Vandøsningen fik Navn, ligesom det ej er usandsynligt, at det ved denne Lejlighed er bleven viet til Livet ved en symbolsk Anvendelse af Thors Hammer. Men ved Siden af en saadan ligefrem eller symbolsk Paakaldelse af Thor var det ganske naturligt, at Gudens Beskyttelse maatte antages saa meget kraftigere, naar hans Navn hele Livet igjennem knyttedes til det Navn, der gaves Barnet. Naar Barnet saaledes viedes til Thor fulgte deraf ingenlunde, at det senere i Livet var forpligtet til at tilbede denne Gud fremfor de andre; betegnende i denne Hensende er det, at den oven omtalte Thorgrim, som Sagaen udtrykkelig omtaler som viet til Thor af Faderen Thorstein Torskebider, bliver Frøjsgode.

Som Livets Véurr se vi Nordboerne paakalde Thor i Sygdom, Nød og Livsfare.”Si pestis et famis imminet Thor ydolo lybatur”, fortæller Adam af Bremen om hans Billede i Upsalahovet. — Den til Grønland udvandrede Thorfinn Karlsefni lider Hungersnød, han paakalder da Thor ”sinn fulltrui” og digter et Kvad til ham. — Skjønt Helge den magre var ”mjök blandinn i trú” og tilbad baade Thor og Krist, hedder det dog, at han stedse, naar Sørejser og andre med Farer forbundne Foretagender forestode, paakaldte Thor.

Skjønt Thor ved Daaben var paakaldt for hele Livet, var der et betydningsfuldt Øjeblik i dettes Udvikling, da Paakaldelsen af Thors viende og skjærmende Kraft med Højtidelighed fornyedes. Det var naar Livet i en ny Form skulde udfolde sig for Manden og Kvinden ved deres Forening som Brudgom og Brud. Det tydeligste Vidnesbyrd herom foreligger i et af selve de gamle Gudekvad. Hamarsheimt eller Þrymskviða. Da Thrym skal vies til den formentlige Frøja byder han:

Berið inn hamar,

brúði at vigja,

leggið Mjöllni

i meyjar kné,

vígið okkr saman

Várar hendi.

Det var aabenbart dette Øjeblik, da Hammeren lægges i Brudens Skjød og vier hende til ”husfreyja”, der fra først af havde foresvævet Loke i hans snilde Plan. Med Hamarsheimts Vidnesbyrd for Øje er det næppe uden Betydning, naar ved Bryllupsgildet i Herrauds og Boses Saga (Kap. 12) Thors ”Minni” drikkes før end de andre Guders — og det var vel ikke saa aldeles usandsynligt, at netop Tanken om, at Bryllupet ej var gyldigt, uden at Thor havde viet det, ligger bag ved Eddakvadet Alvissmál. Mærkes kan det ogsaa, at det norske Folkesagn om Ureböurden har knyttet Thors Vandring paa Jorden netop til tvende Bryllupshøjtider. — Alfhilds Giftermaal med den hundvise Jætte (Gautreks Saga Kap 7) havde været Thor imod: derfor lader denne sin Harme gaa ud over deres Søn Stærkodder, hvem han nægter Afkom, nægter Hjemstavn, nægter et hæderligt Eftermæle og at have nogen Glæde i Livet ubeskaaret, hvilket vi alt se Thor raade for som Livets Véurr.

Vi have set den højtidelige Paakaldelse af Thor som Véurr træde frem ved Navnefæstet og fornys ved Bryllupet, vi skulle endnu for sidste Gang møde den ved Gravfærden — hvad senere skal vises endog gaaende forud for denne i selve Dødens Stund.

Her kommer ogsaa et af, de gamle Gudesagn os til Hjælp, Mythen om Balders Baalfærd, der er opbevaret i Snorres Edda. Da Baalet var antændt, efter at Nannas Lig var lagt paa Skibet ved Balders Side, træder Thor frem — fortælles der — og vier Baalet med sin Hammer. Trods Sagaernes Tavshed er det vistnok meget sandsynligt, at en lignende Ceremoni har været almindelig i Norden ved Ligbaalets Antændelse eller Ligets Nedlæggelse i Graven, idet man derved lyste Fred over Graven og viede den Afdødes jordiske Levninger til den Guds Beskyttelse, der havde skjærmet ham i levende Live. En saadan Formodning støttes i en betydningsfuld Grad ved Runestenene, idet disse vise, at man har paakaJdt Thors viende Beskyttelse endog over den lukkede Gravhøj, saa vel som over den Mindesten, der skulde bære den afdødes Navn til fjærne Slægter (“kuml þusi” som Thor paa Virringstenen paakaldes til at vie, omfatter saaledes Høj og Sten i Forening). At den fynske Glavendrup-Runestens Forbandelse over Mindesmærkets Forstyrrer: AT RITA SA UARÞI IS STAIN ÞANSI AILTI IÞA AFT ANAN TRAKI støtter sig til Troen paa Thor som den Mindesmærket og Graven viende Guddom er tydeligt ved den foregaaende Paakaldelse af ham, men ikke usandsynligt ligger den selvsamme Tro, om end ikke Gudens Paakaldelse fremtræder i Ord eller ved Hammertegn, bag ved den sjælandske Tryggevælde-Runestens :

SA UARÞl AT RITA IS AILTI STAIN ÞANSI
IÞA HIÞAN TRAKI.

den jydske Skjern-Runestens:

SIÞI SA MANR IS ÞUSI KUBL UB BIRUT

og den skaanske Glimminge-Runestens

UIRÞI AT RATA HUKS UBRIUSTI.

Samtlige disse Stenes Tilknytning til ”Høje”, hvad der dels fremgaar af Indskriften, dels af Fundomstændighederne, berettiger os nemlig til at henføre dem til den hedenske Tid.

Thors Paakaldelse til at vie Mindesmærket viser, at hans Betydning som Menneskelivets Véurr paa den skjønneste Maade fortsætter sig ud over dette. Thi derved skjærmer og bevarer han det, hvorfor Nordboen havde levet, det han havde sat som Livets højeste Maal — Eftermælet.

Thors Tilbedelse som Véurr for Hjemmet har efterladt sig et mærkeligt og betegnende Minde i Stedsnavnene, idet ligesom ved Personnavnene Gudens Beskyttelse naturligt maatte antages saa meget kraftigere, naar hans Navn knyttedes til Hjemmet, og som ovenfor vist forekommer ingen Guds Navn tiere i denne Forbindelse end netop Thors. I Fortællingen om Asbjörn Rörketilsøn, der helliger sit Landnam til Thor og kalder det Thorsmark, foreligger et direkte Vidnesbyrd om hin Skik, og det er i fuld Overensstemmelse hermed, at de islandske Landnamsmænd blote til Thor fremfor til nogen anden Gud, for at han skal anvise dem, hvor de skulle opslaa deres ny Hjem. Selv om den før omtalte, i Troen vaklende, Helge den magre høre vi, at han ej, da han kom til Island glemte, at det var Thor, til hvem han skulde ”ganga til frétta, hvar land skyldi taka”, ligesom vi saa ham ikke glemme Thor som sit Livs Véurr.

Som Hjemmets Véurr viser Thor sig fremdeles gjennem en anden ejendommelig Skik, med hvilken vi ogsaa stifte Bekjendtskab ved Fortællingerne om Nordboernes Landnam paa Island. — Vi høre nemlig atter og atter, hvorledes Landnamsmændene fra deres gamle Hjem fremfor alt medtage deres Højsædestøtter (öndvegissúlur, setstokkar), og hvorledes de, saasnart de nærmede sig det Land, hvor de paa ny skulde fæste Bo, kastede disse i Havet, for at de af Bølgerne kunde føres op paa Kysten og saaledes hellige Landnamsmændene det ny Hjem. Grunden til denne til Højsædestøtterne knyttede Overtro, der lader dem fremtræde som ”særdeles hellige, man kunde næsten sige som et Slags Husguder”. fremgaar tydeligt af Eyrbyggja Saga, hvor vi, mod hvad der ellers er Tilfældet i Sagaerne, finde en Landnamsmands Højsædestøtter nøjere beskrevne. Om de Højsædestøtter, Thorolf Mostrarskjæg tog med fra sit Hov i Norge, hedder det nemlig, at der paa dem fandtes udskaaret Billeder af Thor. Dette har sikkert været Tilfælde med Højsædestøtterne i Almindelighed. At man kaster Højsædestøtterne med Thors Billede overbord svarer vel til den forudgaaende Paakaldelse af ham, saa snart man fik Land i Sigte. Der fortælles, at man havde hans Billede i Skibets Forstavn, og det er ogsaa ham, der viser Landnamstedet, naar man i Steden for at kaste Öndvegissulerne overbord følger den Anvisning, Skibsstavnen giver efter den Retning, hvori den peger mod Land — vel sagtens i det Øjeblik Thors viende Bistand ved Landnamet er paakaldt. Betegnende er det ogsaa, at da Hallstein, Thorolf Mostrarskjægs Søn vil rejse sin Gaard ved Torskefjorden bloter han til Thor, for at han skal sende ham Træ til Højsædestøtter. En 63 Al. l. og 6 Al. tyk Træstamme skyller op paa Strandbredden, og af denne fik ikke blot Hallstein sine Højsædestøtter, men næsten i hver Gaard om Torskefjorden rejstes Højsædestøtter af det Træ, Thor selv havde sendt, og som derfor maatte antages i en særegen Grad at knytte hans viende Beskjærmelse til Huset. — Overfor Formodningen om, at Thors Billede almindelig har været fremstillet paa Højsædestøtterne, er det af Interesse, at vi selv ved Fóstbræðra-Sagas Omtale af Kjærlingen Grimas ringe Hytte høre, at hendes Sæde er prydet med et Billede af Thor. ”Eptir er enn nakkhvat fyrnsku Grimu”, siger Thordis,”er Þórs likneski skorit á stólbrúðum hennar med hamri sinum”. Muligvis har ikke altid, navnlig ved de mindre Sæder, Setstokken været prydet med et helt Billede af denne Gud, men Fremstillingen af hans Hammertegn ogsaa her været af tilstrækkelig viende Betydning. Det kunde være — hvad senere skal paavises — at der er bevaret os et synligt Minde netop om en saadan Udskjæring af ”Setstokken”.

Hvorom al Ting er, synes det indlysende, at det har været af en særegen Betydning, at den Gud, der værnede og beskyttede Hjemmet, var fremstillet paa Husbondens Højsæde baade i hans Gaard og i hans Hov, den Plads hvorfra Hjemmet og alle dets Anliggender styredes, og som først efter Husbondens Død indtoges af en anden — den til hvem Gaarden med al dens Tilliggende gik i Arv.

Som Hjemmets Véurr bliver Thor Véurr for de dertil knyttede Ejendele. Det er ret oplysende for Forholdene i Norden, at vi i de gamle tydske Love finde Bestemmelser, ifølge hvilke Hammerkast helliger Besiddelsen af en Ting. Thor viser sin Vrede ved at volde Ejendomstab; saaledes berøvede han Thorgils Orrabeinsstjúpr en gammel Oxe, da han havde svigtet ham for Krist (Floamanna Saga Kap. 20). Paa en mærkehg Maade fremtræder denne Thors Betydning som Ejendelenes Beskytter i de gamle Gudekvad ved den Strofe af Hárbarðsljóð, der fortæller, at Thor efter Døden, ”á þræla kyn”. Da Trællene vare menneskelige Væsener, var deres Liv ikke endt med Døden, men de kunde ej modtages i Odins Hal. En anden Gud maatte huse dem, og da Trællene betragtedes som rørligt Gods faldt dette ganske naturligt i Thors Lod, der fremfor nogen anden vaagede over Ejendommen.

Som Véurr for Menneskelivet og for det Hjem, hvortil det er knyttet, bliver Thor Véurr for hver i Forbindelse med Hjemmet staaende Syssel, og ej blot for hver Syssel, der er af Betydning for det enkelte Hjem, men for Bygden, for Landet i det hele taget. Som Bevarer af Hjemmets, Landets Ro og Fred bliver Thor den Gud, der raader for Fredens Velsignelser, for Velstand og den huslige Lykke. Intet Under da, at han fremfor nogen anden Gud nævnes som ”Landáss”.

Mindet om Thor som Véurr for den hjemlige Syssel fremtræder tydeligt ved at den Fest, der holdtes, naar det nye Aar stod for Døren, — Julen med det store Midvinterblot, Nordboernes største Højtid — blev holdt til Thors Ære. Thor skulde vie det nye Aar, man blotede til ham, for at han skulde bevare Freden og skjænke en mild Vinter (til friðar ok vetrarfars), for at han skulde skjænke sin Velsignelse til at Aaret bragte god Afgrøde (til gróðrar, til árs) —”Thor tordner ikke for at ødelægge vor Jord, men for at velsigne den (N. M. Petersen)”. —

Ved Julegildet tømtes Bragebægeret (Bragarfull) hvorved Løfter aflagdes om Mandomsgjerninger i det kommende Aar. Ejeformen ”Bragar” — af Nævneform Bragr — der er den almindeligste og ældste, synes at tale imod, at Nordboerne oprindelig have tænkt paa Guden. Bragi, hvis Navns Tilknytning til dette Bæger ogsaa i og for sig er noget forunderlig, saa meget mere som Løfterne stedse synes aflagte i prosaisk Form. Vi finde vel Thor i Gudekvadene nævnet Asabragr, men at antage hint Bragr for en Forkortelse af dette Navn for Thor gaar næppe an, rimeligst er Bragr at opfatte som et ligefrem Hovedord betegnende som oftere: Bedrift, Stordaad; Bragarfull altsaa ”Stordaadsbægeret” eller i Almindelighed et Bæger, hvortil et højtideligt Løfte under Paakaldelse af Guderne knyttedes. Men tænker man sig dette Bæger tømt under Paakaldelse af en eller anden Gud, hvem skulde da snarere paakaldes til at vie Løftets Bæger end netop Thor? I at Bragarfull fortrinsvis — og derfor snarest oprindelig — er knyttet til Gildet til Thors Ære ved det gamle Aars Afslutning og det nyes Begyndelse ligger allerede en Støtte for Antagelsen af, at Thor her virkelig blev ihukommet enten ved Ord eller ved en symbolsk Betegnelse.

Den, der tømte ”Bragarfull” holdt samtidigt Haanden paa den fremledte levende ”Sónargöltr”. Det er almindeligt antaget, at denne Galt var et Offer til Frøj, en Antagelse man støtter paa den Omstændighed, at Frøj ifølge den yngre Edda besad Galten Gullinbursti, paa hvilken hin Galt derfor mentes at være Symbol. Yderligere Bekræftelse herpaa kunde man vente at finde i følgende Fortælling i Hervarar Saga Kap. 12:

“Hejdrek Konge blotede Frøj, sin største Galt havde han bestemt skulde tilfalde Frøj. Man ansaa denne Galt for saa hellig, at over dens Børster skulde alle højtidelige Edsaflæggelser foregaa; denne Galt skulde blotes ved ”Sonarblotet”. Juleaften skulde Galten ledes ind i Hallen foran Kongen, da lagde Mænd deres Hænder over dens Børster og gjorde Løfter”. — Efter en anden Kodex lyder dette Sted imidlertid saaledes:

“Hejdrek Konge blotede Frøja. Han lod opføde en stor Galt, der var paa Størrelse med de største Tyre, men saa fager, at hver Børste paa den tyktes at være af Guld. Man ansaa denne Galt for saa hellig, at over dens Børster skulde alle højtidelige Edsaflæggelser foregaa. Denne Galt skulde blotes for et lykkeligt Aar (“til árbotar”) i Begyndelsen af den Maaned, som hedder Februar; da blotede man for Held og Lykke (“til farsældar”). Juleaften skulde Galten o. s. v. som ovenfor. —

Af de anførte Varianter synes trods Overdrivelserne i visse Retninger Minderne om Julehøjtiden og dens Betydning at træde tydeligst frem i den sidste, men her se vi Sonargalten helliget Frøja. At finde Frøja for Frøj kan ikke antages for en tilfældig Skrivfejl, den forskjellige Angivelse har en dybere Grund: Uklarhed hos Sagafortællerne om hvem Galten Gullinbursti egentlig var helliget, og som Symbol paa denne have de, ligesom Tilfældet blev i senere Tider, uvilkaarligt opfattet Julegalten. Denne Uklarhed træffe vi nemlig endog i Kilderne til vor Mythologi. Hyndluljóð i den ældre Edda tillægger Frøja Gullinbursti, idet tillige dens andet Navn Hildisvini anføres, ligesom ogsaa Navnene paa de to Dværge Dáinn og Nabbi, der havde forfærdiget den. Den yngre Edda tillægger Frøj Gullinbursti og angiver den forarbejdet af Dværgene Brok og Sindri. Disse tvende Dværgenavne forekomme ikke mellem Dværgenavnene i Völuspá, hvilket derimod er Tilfældet med Dáinn og Nabbi. Snarest bør man derfor antage Hyndluljóðs Fremstilling for den oprindelige.

Men det vilde dog i det hele være underligt, om Bragarfull skulde være blevet viet til én Gud og sónargöltr til en anden, medens selve Julehøjtiden holdtes til Ære for en tredje. Da Julegaltens Fremleden ses at have været det egentlige højtidelige Øjeblik ved Julegildet, og den stedse nævnes ikkun som sonargöltr (ɔ: Sone- eller Offergalten), ligger det meget nær at antage den for det egentlige Juleoffer viet til den Gud, til hvis Ære Julegildet blev foranstaltet. Naar vi se Nordboen, idet han tømmer Bragarfull og aflægger Løftet, holde Haanden paa Offerdyret, synes ogsaa deri at ligge en Antydning af, at det er én og samme Guddom, der staar for hans Tanke ved begge disse i nøjeste Forbindelse staaende Handlinger. — Er denne Gisning rigtig, at Bægeret og Oftergalten ligesom selve Offerfesten i det mindste oprindelig var viet samme Gud, vil der derved være opnaaet en indre Overensstemmelse mellem de til Julegildet knyttede Skikke, som vil lade den til Thor helligede Højtid træde frem i et langt mere bestemt og klart Lys end hidtil.

Thors Paakaldelse som Véurr for enhver Syssel, der er af indgribende Betydning for Hjemmet, for Bygden viser sig fremdeles ved den Maade, paa hvilken Mindet om denne Guds Tilbedelse er knyttet til ”Tinget”. At Goden, der viede Tinget, har paakaldt hans Navn, for at han skulde vaage over en rolig Tilendebringelse af denne betydningsfulde Handling, er sandsynligt, saa meget haardere var derfor ogsaa Straffen for den, der vovede at bryde Tingfreden eller krænke den Plads, de hellige Tingbaand (vébond) og Tingstokkene begrænsede. Noget direkte Vidnesbyrd om en saadan Paakaldelse af Thor i Anledning af Tinget foreligger ikke, vel høre vi, at Gudbrandsdølerne føre Thors Billede med paa Tinge (S. Olafs h. helga i Heimskringla : Kap: 118 — 19), men Anledningen turde være helt særegen, saa vi ej ret efter dette ene Exempel tør slutte til noget almindeligt, om det end efter Omtalen af hint Gudebillede, som det stod i Hovet, kunde antages, at i alt Fald det oftere førtes ud i fri Luft. Imidlertid turde der foreligge et tilstrækkeligt betegnende indirekte Vidnesbyrd om Thors Paakaldelse som Tingets Véurr i, at den Dag i Ugen, der var helliget ham, fremfor nogen anden valgtes til Tingdag. Det var saaledes bestemt, at det islandske Alting skulde vies en Thors-Dag, men vi kunne følge denne Skik tydeligt i de andre nordiske Lande, hvor f. Ex. i Norge den samme Dag var fastsat for Gulatingets Begyndelse fra gammel Tid, ligesom lignende Forhold viser sig i Danmark. Af Interesse for vort Fædrelands Vedkommende er det, at medens det hidtil i denne Fremstilling har været Jylland og Fyn, der have haft Overvægten i lokale Minder om Thors-Dyrkelsen, kunne de i dette Tilfælde paavises for Sjæland og maaske for Laaland og Falster klarere end for nogen af de øvrige Landsdele. Følgende Liste over de Dage, paa hvilke Herredstingene — de Ting der stode i den ældste og nøjeste Forbindelse med Folkelivet — holdtes paa Sjæland, Laaland og Falster i Middelalderen, vil tilstrækkeligt vise deres særlige Tilknytning til Thors-Dagen, som et Minde om Hedenolds Gudetro.

Sjæland.

Baarse Herreds Tingdag Hammer Herreds Faxe Herreds Stevns Herreds Bjeverskov Herreds Tybjerg Herreds Ramsø Herreds Sømme Herreds Voldborg Herreds Tune Herreds Lille Herreds Smørum Herreds Stöfnæs (Sokkelund) Herred Horns Herreds Ods Herreds Skippinge Herreds Arts Herreds Tusse Herreds Merløse Herreds Løve Herreds Slagelse Herreds Ringsted Herreds Alsted Herreds Flakkebjerg Herreds Lynge Herreds (?) Hjørlunde Herreds (?) Strø Herreds (?)

Thorsdag Thorsdag Thorsdag Thorsdag Thorsdag Thorsdag Tirsdag Mandag Lørdag Thorsdag Mandag Mandag Thorsdag Thorsdag Lørdag Lørdag Thorsdag Lørdag Thorsdag Thorsdag Thorsdag Thorsdag Tirsdag Thorsdag - - -

Laaland.

Musse Herreds Tingdag Fuglse Herreds Arning (Nørre) Herreds Horselund (Sønder) Herreds

Thorsdag. Tirsdag. ? Thorsdag.

Falster.

Nørre Herreds Sønder Herreds

Tirsdag. Thorsdag.

At Thors-Dagen i Hedenold ved mange andre betydningsfulde Lejligheder end netop ved Tingets Afholdelse har været kaaret fremfor nogen anden Ugedag som særlig Tiende og lykkebringende for Menneskets Syssel og Dont, er meget sandsynligt. Man kunde saaledes formode, at Bryllupshøjtiden, der i Almindelighed varede en Uge, begyndte med Thors-Dagen, eller Thors-Dags Kvelden, hvilken Folketroen da ogsaa betegner som den, paa hvilken Thurserne fejrede deres Bryllup ligesom sine Steder i Tydskland de fleste Brylluper falde paa Thors-Dagen. Imidlertid foreligger herom ikke Minder i Sagaerne: i disse se vi derimod Bryilupshøjtiden begynde saa vel en Lørdag, som en Søndag og Mandag. Men tilstrækkeligt henpegende paa Thors-Dagens Betydning for Nordboerne i Hedenold som en særlig Højtidsdag er den store Overtro, der hele Middelalderen igjennem til hen imod vor Tid har knyttet sig til denne Dag. Som den første Sommerdag regnedes efter ”Grågås” altid en Thors-Dag.

Som formentlig paakaldt ved alle højtidelige Handlinger maatte vi ogsaa vente at finde Thors Navn nævnet ved Edsaflæggelsen paa den hellige Ring. Finn Magnusen og med ham Grimm have af den Grund aabenbart Ret, naar de mene, at i Edsformularen ”hjálpi mér svá Freyr ok Njörðr ok Ass hinn almáttki” ved Ass hinn almáttki forstaas Thor, om man end i en forholdsvis meget gammel. Tid mente, at der derved tænktes paa Odin. Hin Betegnelse svarer meget til den anden ovenanførte Betegnelse for Thor: Asabragr. ”Ass” bruges enestaaende særlig om Thor, og det er derfor vistnok denne Gud der menes, naar Viga-Glum aflægger Eden og siger ”vinn ek hofseið at baugi og segi ek þat æsi —”.

Thors Paakaldelse som Véurr for den daglige Syssel har sikkert ved mange forskjellige — maaske de fleste — Lejligheder fremtraadt symbolsk ved Anvendelsen af en Hammer eller ved et til den svarende Tegn. Det er ikke muligt nærmere at bestemme, hvilke disse Lejligheder have været; det Par Gange Hammertegnets Anvendelse ved den daglige Syssel omtales i Sagaerne give os kun Antydning af, ikke Indblik i dets Brug. Bekjendt er Fortællingen i Hakon den Godes Saga i Heimskringla, hvori Hammertegnet omtales. —”Bønderne paa Hlade vilde tvinge Kongen til at tage Del i et Blotgilde. Jarlen Sigurd signer Bægeret til Odin og drikker Kongen til; denne gjør Korsets Tegn derover. ”Hvi,” raaber en Mand, gjør Kongen saa, vil han ikke blote?” ”Kongen gjør som alle, der tro paa deres egen Magt og Styrke,” lød Sigurd Jarls Svar, han gjorde Hammertegnet over Bægeret, før han drak.” — De Ord, Sagafortælleren her har lagt Sigurd Jarl i Munden bør vistnok kun opfattes som et Vidnesbyrd om, hvorledes man paa Sagafortællerens Tid opfattede Hammertegnet. Thrønderne paa Hakons Tid behøvede ingen nøjere Oplysning af deres Jarl om Hammertegnet, og det anvendtes sikkert mindst af dem, der kun trode paa deres egen ”mátt ok megin”, og som aldrig blotede til Guderne.

Ogsaa som forvansket i Tidernes Løb foreligger i Snorres Edda Mindet om Hammertegnets Brug i Fortællingen om, hvorledes Thor hæver Hammeren over Bukkeskindene, hvorefter Bukkene staa lyslevende op. Vel hedder det, at han ved Udstrækningen af Hammeren ”vier” Skindene, men hans Hammer fremtræder dog ej anderledes end som en Tryllestav i dette Sagn.

Mindet om Hammertegnets Anvendelse i det daglige Liv af vore hedenske Forfædre træder maaske tydeligere frem, end man egentlig har vovet at antage, gjennem Korstegnets Anvendelse i de kristne Tider. Ogsaa deri var der som i saa meget andet et Tilknytningspunkt mellem Kristendom og Hedenskab, at deres hellige Symboler, Kors og Hammer stode hinanden saa nær i Form. Fortællingen om Sigurd Jarl og Kong Hakon viser, at man tidligt har havt Øje herfor. Hammertegnets Anvendelse ophørte ikke, men gik lidt efter lidt op i Korstegnets: vi se, hvorledes dette træder i hints Sted paa Runestenene, ja vi have endog ved en Døbefont i Gjettrup Kirke i Thy Exempel paa Hammerens og Korsets Forekomst ved Siden af hinanden paa en til den kristne Kirkes Kultus nøje knyttet Gjenstand.

Værd at anføre i den nævnte Henseende er fremdeles Junges Ord i hans Skrift fra 1798 om den nordsjælandske Landalmues Skikke:

“Efter gammel, baade hedensk og kristelig Skik bruger Bonden endnu meget Korsbeteghelsen, om hvis Nytte Kirkefædrene fra det fjerde Aarhundrede, ofte tale. Han korser sig baade for Panden og for Brystet. Om Aftenen, naar Tærskeren sammenskraber sin Sædbunke, da trykker han og med Riven adskillige Kors eller maaske Thorshamre derpaa, inden han forlader den. Paa Frederiksborg Amt er det og paa mange Steder hos mange fromme Husbønder brugeligt med Haanden at gjøre Kors foran Hestene paa Jorden og under Vognen, inden de begive sig paa Rejsen. Ja, sagde Drengen, da adskillige smaa Uheld indtraf paa vor Rejse, det er ikke at undres over, da den ugudelige Karl spænder Øgene for og lader os kjøre uden at have gjort Kors for Vognen”.

At i det mindste i enkelte af de Tilfælde, hvori vi her se Korstegnet anvendt. Hammertegnet har været anvendt i Hedenold i Henhold til Tilbedelsen af Thor som Véurr for den daglige Syssel, tør vi uden Tvivl tro; men Grænsen for, om hvilke man tør antage det, og om hvilke ikke, er umulig at sætte. Hammertegnets Anvendelse i det daglige Liv som et viende og skjærmende Symbol kan imidlertid paavises ad en anden Vej: ved Oldsagerne.

Der findes iblandt vore Oldsager fra den yngre Jærnalder et lille Hængesmykke af Form som en Hammer, aldeles som Ristningerne paa Runestenene vise Thors-Hammeren. Dette Hængesmykke er forekommet saa ofte i Fund saa vel i Danmark som i Sverige, stundom anbragt i Halskjæder og Ringe, at det maa antages at have yæret baaret meget almindeligt og netop som en betydningsfuld Amulet. Som en saadan beskyttende særligt den Person, der bar det, viser Hammertegnet sig ved selve den Stilling, det indtog som Smykke, med Hovedet nedad. Denne ”omvendte” Stilling svarer ganske til den vi langt ned i Middelalderen se ejendommelig for mange som Hængesmykker baarne Brakteater og Mønter, idet Figurerne paa disse altid for Beskueren ses paa Hovedet, men netop derved for den, der bar Smykket, viste sig paa rette Led, naar han i Tillid til dets skjærmende, lykkebringende Kraft greb det for selv at fæste Øjet paa det. Om Hammertegnene ere baarne baade af Mænd og Kvinder, derom give Fundene hidtil ingen Oplysning, da det ikke er forekommet i Grave men kun i Fund, der maa betragtes som nedgravede Skatte. Saadanne Funds sjældnere Forekomst i Norge end i Danmark og Sverige er sikkert den tilfældige Aarsag til, at ”Hammertegn” ej hidtil ere fundne der. Sagaerne vise, at Mænd ikke have undset sig for at bære Gjenstande, til hvis skjærmende Kraft de havde én særegen Tillid, stundom endog som en Art Smykke om deres Hals: Didrik af Bern (se hans Saga Kap. 25) bliver mismodig over at have glemt sin ”Sejrsten” hjemme, da det sikkert vil volde ham Nederlag; Sigurd hænger en Sejrsten ”om sin Hals” (samme Saga Kap. 96). Et ”Steinasörfi” ɔ: et ”Halsbaand dannet af Sten (Glas) perler omtales i Halfdan Eysteinsbanes Saga Kap. 16 som baaret af en Mand som en skjærmende Amulet og mærkes maa endelig, at Vers 22 i Eddakvadet Sigrdrifumál taler om Runernes Risten

á gleri ok á gulli

ok á gumna heillum ɔ: Mændenes Amuletter.

Fig. 6.
Hammersmykke fra Upland

I det kgl. Vitterhets Historie og Antiqvitets Akademiens Månadsblad for April 1872 har Dr. Hans Hildebrand ladet afbilde de Hovedformer, hvori Hammertegnet forekommer i de svenske Fund. Fra den tydeligste Hammerform ses Typerne mere og mere udviklede i ornamental Retning — dog med Bibeholdelse af Grundformen — og prydede paa Siderne dels med indslaaede trekantede eller cirkelformede Sirater, dels med paaloddede Sølvprydelser af kornet Arbejde (se hosstaaende Fig. 6 — 7). Ganske svarende til de svenske Former for ”Hammeren” ere de danske. De 10 Hammersmykker, der hidtil ere indkomne til Museet ere fundne paa følgende Steder:

Bornholm 3. — Det ene, der hænger paa en Sølvring sammen med 4 smaa Sølvstifter, er fundet i Knudsker Sogn, Vester Herred. De to andre, af hvilke et hænger paa en lignende Ring sammen med 3 smaa Sølvstifter, medens det andet udmærker sig ved at være prydet paa den ene Side med indslaaede punkterede Sirater, etsteds ordnede i et lille liggende Kors, høre til et større Sølvfund til en Vægt af 25½ Lod fra Rømersdal, Aakirkeby Sogn, Sønder Herred (1811). Fundet indeholdt foruden Hammersmykkerne 1 større og 2 mindre Sølvhalsringe, 2 hamrede Sølvarmringe, 1 større Sølring, hvorpaa hænger 10 mindre, Brudstykker af mindre Sølvgjenstande og Ringe, samt nogle kufiske Mønter, hvis Tid ikke nærmere er bleven bestemt.

Fig. 7.
Hammersmykke fra Øland

Sejerø (under Sjælands nordvestlige Kyst, Skippinge Herred) 1. Det hænger i en lille snoet Sølvring ved en af fine Sølvtraade flettet Halskjæde og hører til et stort Sølvfund til en Vægt af omtr. 76 Lod, der efterhaanden 1858—59 gjordes paa Lodden Matr. Nr. 97 af Sejer by. Fundet indeholdt henved en halv Snes Halsringe og Haandleds- eller Armringe, Øreringe, Spænder og mindre Gjenstande af Sølv foruden en Mængde afhuggede Dele af lignende Sager samt 61 Mønter, for største Delen kufiske (en forsynet med Øsken), Resten engelske og Efterligninger af Dorestadmønterne. De kufiske Mønter tilhøre Tiden 896—942, de yngste engelske Tiden 946—955, men nærmest bestemmende for Skattens Nedlægningstid bliver en Mønt præget af den tyske Kejser Ottos Broder Erkebiskop Bruno (953—965).

Falster 2. De tilhøre begge det store Sølvfund, der 1832 gjordes ved Vaalse, Vaalse Sogn, Nørre Herred og er beskrevet i Annaler for nord. Oldkyndighed 1842—43 S. 22—141. De talrige Mønter, 368 occidentalske, 160 kufiske, vise Skatten nedgraven henved Aar 1000. Hammersmykkerne ere begge paa den ene Side prydede med indslaaede trekantede Sirater, Øskenen dannes paa det ene ved en Ombøjning af ”Skaftenden,” paa det andet ved en paasat Spiraltraad.

Møn 2. De høre begge til et Fund, der i Foraaret 1874 gjordes i Nærheden af den gamle Skanse, Brønhøj-Skansen kaldet, ved Mandemark Strand, Magleby Sogn. Fundet indeholdt, hvad der er usædvanligt, baade Guld- og Sølvsager henholdsvis til en Vægt af 12 59/64 og 53 1/16 Lod, men heriblandt var ingen Mønter. Skatten fandtes mellem 2 runde Stene, dækket af en flad Sten, nedgravet i ½ Alens Dybde ved Siden af en stor opretstaaende Sten, som med flere andre udgjorde Resten af en aflang firkantet Stensætning paa jævnt Terrain, uden Kjendemærker for dens Tidsalder. Skatten bestod af 3 Guldarmringe, (de to snoede, den tredie dannet af en glat Guldstang med en ophøjet Ryg langs Ydersiden) 5 hele Sølvarmringe (hvoraf en glat og fire snoede, den ene af tre tykke og tre fine Traade), 1 større Sølvring, hvorpaa hænger 4 mindre (smhld. Rømersdalfundet fra Bomholm) samt 1 forbukket og overbrudt Sølvarmring. Endvidere 1 i fire Stykker overbrudt 2 Al. l. Halskjæde forarbejdet af ombøjede Sølvtraadsringe, der i hver Ende bærer et 2” l. forsiret Sølvstykke, som ender i et af de for den yngre Jærnalder karakteristiske Dyrehoveder; Brudstykker af en finere

Fig. 8.
Hammersmykke fra Møn

Sølvkjæde, der ender i Øskener, og som bærer en stor rund Skydeperle, udvendig forgyldt og med fastloddede kornede Prydelser, samt de 2 Thorshamre. Den ene af disse, der hænger i en sammenbøjet Sølvring, er paa den ene Side prydet med indslaaede Punkter, den anden (se omstaaende Fig. 8) der hænger i en lille Ring af sølvblandet Guldtraad er paa Forsiden indlagt med fastpressede, ornamenterede Guldplader, og dens Øsken er udarbejdet som et gabende Dyrehoved med guldindlagte Øjne og tre guldindlagte Striber i Panden.

Dette sidstnævnte Hammersmykke udmærker sig ikke blot ved sin Guldindlægning fremfor alle dem, der hidtil ere fundne her i Norden, men tillige ved sin hele Typ: Dyrehovedet, fra hvis Gab Hammeren udgaar som Tungen, eller som gaber over Enden af Hammerskaftet Denne karakteristiske Typ forklarer Ornamenterne paa Skaftenden af det foran som Fig. 7 afbildede svenske Hammersmykke, men den har tillige den Interesse, at den godtgjør Muligheden af, at det, som ovenfor antydet, er en Hammer, der ses som Fortsættelse af Ormehovedet (som Tungen) paa Sanda- og paa Høgstarunestenene i Sødermanland. Med denne Fremstillingsmaade af Hammeren for Øje kan man ej undlade at tænke paa, om det ikke er den samme, der efterlignet gjennem Aarhundreder ligger til Grund for de Dyrehoveder, hvori Ryggen paa en af de islandske Træstole i Museet, udløber foroven; navnlig er det ene Hoved, der tydeligt er det, hvis Form er Forbillede for den symmetriske Udskæring af det andet, meget paafaldende, om end ”Hammerhovedet” har faaet en kvadratisk Form (se Fig. 9. Er denne Formodning rigtig, ville vi derved have et mærkeligt Minde om den oven omtalte Hedenoldskik at fremstille Thor eller Symbolet paa hans viende Kraft paa Setstokken saa vel paa det mindre Sæde som sagtens fortrinsvis paa Højsædet. —

Antallet af de svenske Hammersmykker er 10; dog er fra disse at udskille 4 fundne i Skaane, som i alt Fald maa henregnes under de danske Oldtidsminder. Det ene af disse hører til et større Sølvfund fra Pålstorp, Raus Sogn med kufiske Mønter fra Tiden 899—916, en karolingisk Falskmønt og en tydsk Kejsermønt. Hammeren hænger i en Sølvkjæde. — Det andet, der hænger i en Sølvhalsring, hører ligeledes til et større Sølvfund fra Krabbarp i Tottarp Sogn, Bare Herred. — Det tredje er fundet ved Assarstorp, Gärdsløf Sogn, Vemmenhøgs Herred med angelsaxiske Mønter fra Kong Ethelred (til 1016). Om det fjerdes Findested i Skaane forlyder intet; det hører ogsaa til et Fund med sønderbrudte Sølvsager, angelsaxiske og tydske Mønter.

Af de øvrige i Sverige fundne Hammersmykker vides 2 at være fra Halland, 1 fra Øland, 1 fra Boslagen i Upland og 1 fra Øster-Gøtland.

De Fund med Hammersmykker, som ved Mønterne lade sig datere, hidrøre fra Tiden ved Midten eller maaske sidste Halvdel af det 10de Aarhundrede til ind i det 11te Aarhundredes første Halvdel. At vi træffe saa mange forskjellige, fra Grundformen mere eller mindre ”udviklede” Typer for Hammertegnet i det 10de Aarhundrede viser dog dets første Fremtræden som Hængesmykke liggende sikkert en god Stund tilbage i Tiden, om vi end ikke hidtil formaa at paavise det i ældre Fund end de anførte. Og selv dets Forekomst i disse skyldes jo tilfældige, indenfor et begrænset Tidsrum virkende Aarsager, som i nogle, mere end i andre Egne af Norden have været Skyld i, at Befolkningen har nedgravet sine Skatte.

Det ligger nærmest at antage, at Hammersmykkerne, da de nedlagdes i Jorden som Del af ”Skatten”, kun havde den Værdi, Vægten angav; men det er dog ret mærkeligt, at de aldrig, som saa mange af de andre og selv smaa Stykker Sølv, ere huggede, itu, og at selv de Kjæder eller Ringe, hvori de hænge, kunne findes i god Behold modsat Fundets andre Bestanddele. Det kunde derefter næsten se ud, som om man stadigt har bevaret en vis Ærefrygt for disse Sølvstykker paa Grund af deres oprindelige Betydning som hellige Tegn.

---