Ryd Klosters Krønike
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
efter håndskriftet E don Var, 3º [1]
oversat fra gammeldansk af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2016
— —
Harald Blåtand
Harald Blåtand var konge i 50 år. Han tog til England og vandt landet, og så tog han til Danmark igen. På den tid planlagde kejser Otto — som man kaldte den Store — at tage til Danmark for at tvinge danskerne under sig og plyndre landet. Dengang hans udsendinge kom til Slesvig, slog danske mænd dem ihjel og en markgreve med dem. Da kejseren erfarede dette, blev han ganske vred og fór til Danmark med en stor hær for at hævne deres død. Men kong Harald befandt sig langt borte i Halland, og derfor lod kejseren brænde og plyndre i Jylland frem til Oddesund, og kejseren kastede sit spyd deri til en evig påmindelse. Da Harald erfarede dette, blev han meget vred og hastede til Jylland. Da kejseren fik bud om dette, flygtede han, men Harald kom til Lohede og dræbte Yppe, som var overhoved for kejserens folk, og alle de øvrige tyskere flygtede. Da dette var sket, gav hans mor ham det råd, at han skulle udbygge Danevirke. Desuden tog hans søn — Svend — ved kristendommen og lod sig døbe af pavens kapellan, som hed Poppo, men han fordrev sin far fra magten. De stred mod hinanden tre gange, og han tabte hver gang, men til sidst dræbte en ridder, der hed Hake, kong Harald i Vendland. Hans søn — Svend — blev konge i riget.
Svend Tveskæg
Tre gange blev Svend Tveskæg for sin ondskabs skyld taget til fange af venderne. Første gang blev han frikøbt for så meget guld, som han vejede i fuld harnisk, og to gange for samme vægt i sølv. Til sidst fordrev danskerne ham fra magten, og i 14 år var han landflygtig hos kongen af Sverige. Men han antog den hellige tro og lod sig døbe, og snart derefter — som Gud ville — fik han magten igen, og i Øresund dræbte han kongen af Norge, som holdt riget med magt. Og så blev han konge over både Danmark og Norge. Han vandt også England, men dér døde han og blev ført til Roskilde på Sjælland, og dér blev han begravet. Hans søn — Harald — blev konge efter ham.
Harald Svendsøn
Harald var ustadig og meget utugtig. Derfor fratog danskerne ham kongeværdigheden, og de kårede hans bror — Hardeknud — til konge, fordi han var en mægtig kriger. Men det trættede danskerne, at de aldrig var hjemme i riget, men altid skulle være i krig i fremmede lande, og derfor afsatte de ham fra kongedømmet, men det var ikke viseligt gjort. Og Harald var ustadig og til ingen nytte for riget. Ham tog de igen til konge, men snart derefter døde han, og hans bror — Gamle-Knud — blev konge.
Gamle-Knud
Gamle-Knud vandt England og Estland med mange skibe. Han fordrev også hertug Rikard af Normandiet fra Frankrig, og han giftede sig med dronningen til kongen af England, som var fordrevet og død, og han avlede en søn med hende, og han hed Hardeknud, og en datter hed Gunhild, og hende tog kejser Konrads søn til hustru.
Det Herrens år 1028
Da led den hellige kong Olav af Norge martyrdøden, og kongen af Danmark — Gamle-Knud — blev konge i Norge, og han var konge over tre riger: Danmark, England og Norge. Og han var en meget smuk og from og gavmild mand. Han var den første, der fik munke til Danmark, og han indførte mange biskopper fra England til Danmark. Gamle-Knud døde, da han havde været konge i 33 år, og han efterlod sig tre sønner, som var konger: Hardeknud blev konge i Danmark, Harald — hans uægte søn — i England, og Svend — hans uægte søn — blev konge i Norge. Harald var kun konge i 4 år, så døde han. Hardeknud blev konge i England efter ham. Svend var ikke konge i mere end 5 år. Men Magnus — den hellige Olavs søn — blev konge i Norge. Da kong Hardeknud erfarede dette, samlede han en hær af danskere og englændere og drog til Norge, men deres venner stiftede et sådant forlig mellem dem — Magnus og Hardeknud — af den af dem, der levede længst, skulle have begge riger.
Hardeknud
Hardeknud var konge over Danmark, Vendland, Sverige og England. Han havde desuden altid 6 tusinde væbnere hos sig foruden de daglige tjenere. Dertil havde han 60 langskibe, som om sommeren sejlede fra det ene rige til det andet. Om vinteren opholdt hans væbnere sig fremdeles på slotte og i fæstninger, og han havde skrevet dem love og statutter om deres gøren og laden, og hvordan de skulle straffes, og som de levede sammen som andre munke. Imens han levede, nød han lov og pris mere end alle konger over andre lande, og alle rundt omkring frygtede ham. Han drog også med kejseren til Vælskland[2] for sammen med ham at sætte alle lande deromkring i rette.
I det Herrens år 1043 døde Hardeknud i England
Efter ham blev Svend Estridsøn konge — grev Ulfs søn, som denne havde med Hardeknuds søster. Da kongen af Norge hørte det, ihukom han det forlig, der blev stiftet mellem ham og kong Hardeknud: At den, som levede længst, han skulle have riget. Og derfor gik Magnus imod Svend og tvang ham til at blive sin undergivne. Den førnævnte Svend tvang desuden sin egen bror — den hellige kong Edvard i England — til at betale sig skat, og han tvang ham til at erklære, at han skulle være konge og arve magten efter ham. Den førnævnte kong Magnus af Norge samlede et utal af folk — så mange som sandkorn på stranden — for at gå i strid mod Svend, og han ankom til Øresund på skib. Da han trådte fra et skib til et andet, gled han ned mellem begge skibe og druknede. Da Svend erfarede dette, vandt han riget. Mens kong Svend befandt sig i Norge, gik venderne ind i Jylland og ødelagde alt frem til Ribe. Samtidig kom kongen til landet, men han vidste ikke noget om det, og fjenderne drog af sted med et stort bytte. De mødtes ved Slesvig. Han dræbte 15 tusinde mand dér, og resten flygtede.
— —
Noter:
