Ryd Klosters Krønike
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |
efter håndskriftet E don Var, 3º [1]
oversat fra gammeldansk[2] af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2016
Innhold
- 1 Harald Blåtand
- 2 Svend Tveskæg
- 3 Harald Svendsøn
- 4 Gamle-Knud
- 5 Det Herrens år 1028
- 6 Hardeknud
- 7 I det Herrens år 1043 døde Hardeknud i England
- 8 I det Herrens år 1074 døde Svend Estridsøn
- 9 Det Herrens år 1084
- 10 Det Herrens år 1087
- 11 Det Herrens år 1094
- 12 Det Herrens år 1078
- 13 Det Herrens år 1098
- 14 Erik Ejegod
- 15 Det Herrens år 1101
- 16 Det Herrens år 1111
- 17 1113
- 18 1120
- 19 1127
- 20 1130
- 21 Det Herrens år 1135
- 22 1137
- 23 1139
- 24 1140
- 25 1141
- 26 1142
- 27 1143
- 28 1144
- 29 1145
- 30 1147
- 31 1146
- 32 1149
- 33 1150
- 34 1152
- 35 1153
- 36 1154
- 37 Det Herrens år 1155. Anastasius var pave i tre år
- 38 1156
- 39 1157
- 40 Det Herrens år 1158
- 41 1160
- 42 1161
- 43 1162
- 44 1163
- 45 Det Herrens år 1164. Den 13. september
- 46 1165
- 47 1166
- 48 1167
- 49 1169
- 50 1170
- 51 1171
- 52 1172
- 53 1173
- 54 1176
- 55 1177
- 56 1180
- 57 1181
- 58 1182
- 59 1184
- 60 1187
- 61 1188
- 62 1191
- 63 1192
- 64 1194
- 65 1195
- 66 1194
- 67 1198
- 68 1200
- 69 1202
- 70 1203
- 71 1204
- 72 1205
- 73 1206
- 74 1211
- 75 1212
- 76 1213
- 77 1214
- 78 1215
- 79 1216
- 80 1217
- 81 1218
- 82 1219
- 83 1220
- 84 1223
- 85 1221
- 86 1224
- 87 1225
- 88 1226
- 89 1227
- 90 1228
- 91 1229
- 92 1230
- 93 1231
- 94 1232
- 95 1234
- 96 1236
- 97 1237
- 98 1238
- 99 1239
- 100 1240
— —
Harald Blåtand
Harald Blåtand var konge i 50 år. Han tog til England og vandt landet, og så tog han til Danmark igen. På den tid planlagde kejser Otto — som man kaldte den Store — at tage til Danmark for at tvinge danskerne under sig og plyndre landet. Dengang hans udsendinge kom til Slesvig, slog danske mænd dem ihjel og en markgreve med dem. Da kejseren erfarede dette, blev han ganske vred og fór til Danmark med en stor hær for at hævne deres død. Men kong Harald befandt sig langt borte i Halland, og derfor lod kejseren brænde og plyndre i Jylland frem til Oddesund, og kejseren kastede sit spyd deri til en evig påmindelse. Da Harald erfarede dette, blev han meget vred og hastede til Jylland. Da kejseren fik bud om dette, flygtede han, men Harald kom til Lohede og dræbte Yppe, som var overhoved for kejserens folk, og alle de øvrige tyskere flygtede. Da dette var sket, gav hans mor ham det råd, at han skulle udbygge Danevirke. Desuden tog hans søn — Svend — ved kristendommen og lod sig døbe af pavens kapellan, som hed Poppo, men han fordrev sin fader fra magten. De stred mod hinanden tre gange, og han tabte hver gang, men til sidst dræbte en ridder, der hed Hake, kong Harald i Vendland. Hans søn — Svend — blev konge i riget.
Svend Tveskæg
Svend Tveskæg. For sin ondskabs skyld blev han tre gange taget til fange af venderne. Første gang blev han frikøbt for så meget guld, som han vejede i fuld harnisk, og to gange for samme vægt i sølv. Til sidst fordrev danskerne ham fra magten, og i 14 år var han landflygtig hos kongen af Sverige. Men han antog den hellige tro og lod sig døbe, og snart derefter — som Gud ville — fik han magten igen, og i Øresund dræbte han kongen af Norge, som holdt riget med magt. Og så blev han konge over både Danmark og Norge. Han vandt også England, men dér døde han og blev ført til Roskilde på Sjælland, og dér blev han begravet. Hans søn — Harald — blev konge efter ham.
Harald Svendsøn
Harald var ustadig og meget utugtig. Derfor fratog danskerne ham kongeværdigheden, og de valgte hans bror — Hardeknud — til konge, fordi han var en mægtig kriger. Men det trættede danskerne, at de aldrig var hjemme i riget, men altid skulle være i krig i fremmede lande, og derfor afsatte de ham fra kongedømmet, men det var ikke viseligt gjort. Og Harald var ustadig og til ingen nytte for riget. Ham tog de igen til konge, men snart derefter døde han, og hans bror — Gamle-Knud — blev konge.
Gamle-Knud
Gamle-Knud. Han vandt England og Estland med mange skibe. Han fordrev også hertug Rikard af Normandiet fra Frankrig, og han giftede sig med dronningen til kongen af England, som var fordrevet og død, og han avlede en søn med hende, og han hed Hardeknud, og en datter hed Gunhild, og hende tog kejser Konrads søn til hustru.
Det Herrens år 1028
Da led den hellige Olav, konge af Norge, martyrdøden, og kongen af Danmark — Gamle-Knud — blev konge i Norge, og han var konge over tre riger: Danmark, England og Norge. Og han var en meget smuk og from og gavmild mand. Han var den første, der fik munke til Danmark, og han indførte mange biskopper fra England til Danmark.
Gamle-Knud døde, da han havde været konge i 33 år, og han efterlod sig tre sønner, som var konger: Hardeknud blev konge i Danmark, Harald — hans uægte søn — i England, og Svend — hans uægte søn — blev konge i Norge. Harald var kun konge i 4 år, så døde han. Hardeknud blev konge i England efter ham. Svend var ikke konge i mere end 5 år. Men Magnus — den hellige Olavs søn — blev konge i Norge. Da kong Hardeknud erfarede dette, samlede han en hær af danskere og englændere og drog til Norge, men deres venner stiftede et sådant forlig mellem dem — Magnus og Hardeknud — af den af dem, der levede længst, skulle have begge riger.
Hardeknud
Hardeknud var konge over Danmark, Vendland, Sverige og England. Han havde desuden altid 6.000 væbnere hos sig foruden de daglige tjenere. Dertil havde han 60 langskibe, som om sommeren sejlede fra det ene rige til det andet. Om vinteren opholdt hans væbnere sig fremdeles på borge og i fæstninger, og han havde skrevet dem love og statutter om deres gøren og laden, og hvordan de skulle straffes, og de var sammen som andre munke. Imens han levede, nød han lov og pris mere end alle konger over andre lande, og alle rundt omkring frygtede ham. Han drog også med kejseren til Vælskland for sammen med ham at sætte alle lande deromkring i rette.
I det Herrens år 1043 døde Hardeknud i England
Efter ham blev Svend Estridsøn konge — grev Ulfs søn, som denne havde med Hardeknuds søster. Da kongen af Norge hørte det, ihukom han det forlig, der blev stiftet mellem ham og kong Hardeknud: At den, som levede længst, han skulle have riget. Og derfor gik Magnus imod Svend og tvang ham til at blive sin undergivne. Den førnævnte Svend tvang desuden sin egen bror — den hellige kong Edvard i England — til at betale sig skat, og han tvang ham til at erklære, at han skulle være konge og arve magten efter ham.
Den førnævnte kong Magnus af Norge samlede en hær — utallig som sandkorn på havets bund — for at gå i strid mod Svend, og han ankom til Øresund på skib. Da han trådte fra et skib til et andet, gled han ned mellem begge skibe og druknede. Da Svend erfarede dette, vandt han riget. Mens kong Svend befandt sig i Norge, gik venderne ind i Jylland og ødelagde alt frem til Ribe. Samtidig kom kongen til landet, men han vidste ikke noget om det, og fjenderne drog af sted med et stort bytte. De mødtes ved Slesvig. Han dræbte 15.000 mand dér, og resten flygtede.
I det Herrens år 1074 døde Svend Estridsøn
Svend Estridsøn lå med en kvinde, og denne samme kvinde hed Tora. Hun forgav dronning Gyda med edder. Toras søn — Magnus — drog af sted for at lade sig krone, men han døde på vejen. Efter Svend regerede hans søn — Harald. På hans tid gik England fra Danmarks krone, men landet havde været under Danmark i 120 år og aldrig været skilt fra Danmark.
Knud den Hellige. Hans bror — Knud — var konge efter ham i 8 år. Han var hellig og god på alle måder og byggede mange kirker i riget, og med al sin magt og møje styrkede han folket i sit rige til at tjene Gud, men i nogle egne af riget kunne han ingenlunde formå dem til at betale tiende. En tid udbød han folk til at møde til leding i Fiskbæk ved Viborg og krævede ret til at angribe England, men hans bror — hertug Oluf i Jylland — forspildte dette ved forræderi og forvoldte med råd og svig, at jyderne slog ham ihjel.
Det Herrens år 1084
Karteuserordenen blev indstiftet.
Det Herrens år 1087
Knud den Hellige, konge af Danmark, led martyrdøden i Odense, idet hans egen bror — hertug Oluf — forrådte ham, og han blev dræbt i Sankt Albans Kirke. Han efterfulgtes af Oluf — Oluf Hunger — men i hans tid var der så stor hungersnød i Danmark, at folk kivedes om de urter, der groede på marken, for i 7 år var vejrliget så hård, at alle hånde såsæd forgik. I det syvende år efter han blev konge, fandt hans tjener ham i sengen, hvor han pludselig var død. Han bror — Erik — blev konge i riget.
Det Herrens år 1094
Den førnævnte Erik efterfulgte sin bror.
Det Herrens år 1078
Sankt Nikolaus — biskoppen af Myra — blev overført til Bari.
Det Herrens år 1098
Cistercienserordenen blev indstiftet den 21. marts.
Erik Ejegod
Erik Ejegod. Da han blev konge, blev jorden straks så frugtbar, at en lille skæppe korn ikke var mere værd end 2 penning i gangbar mønt. Han hed for det andet Ejegod, fordi han var så høj, at man kunne se ham over alle folk fra skuldrene og op. Han var også så stærk som de fire stærkeste mænd i riget. Han hed for det tredje Ejegod, fordi han var så god for riget, at dengang han forberedte sig til at rejse til den hellige grav, da tilbød danske mænd ham en tredjedel af deres formue, så han dermed kunne fritages for sin pilgrimsfærd og blive hjemme. Men han ville ingenlunde opgive sin rejse. Han drog til Rom med en stor ridderskare, og andre velbyrdige mænd fulgte ham ud af riget. Og da erhvervede han ærkebiskoppen i Lund fuldmagt over disse tre riger. Siden drog han til Konstantinopel, og den græske kejser modtog ham med stor værdighed.
Det Herrens år 1101
Erik Ejegod døde på en ø, der hedder Kypern, og ligeledes hans dronning Bodil. Men efter hans død, udvirkede Gud mange mirakler for hans skyld dér på den førnævnte ø. Hans bror — Niels — blev konge efter ham.
Det Herrens år 1111
Pave Paschalis blev taget til fange af kong Henrik.
1113
Sankt Bernhard blev optaget i ordenen.
1120
Klosteret i Clairvaux blev grundlagt.
1127
Tatarerne fór med magt ind i Ungarn og tog kardinaler og abbeder til fange.
1130
Den hellige hertug Knud — Erik Ejegods søn — blev dræbt som martyr ved Ringsted af sin farbror kong Niels᾿ søn — Magnus. Det samme år blev kong Knud den Helliges søn, der var hertug af Flandern, dræbt af sine egne riddere i en kirke i Flandern. Magnus — kong Niels᾿ søn — blev konge over danskerne og goterne, mens faderen endnu levede, men skåningerne valgte Erik Ejegods søn — Erik Emune — til konge. To konger gik i kamp mod ham: Niels og dennes søn — Magnus.
Det Herrens år 1135
De mødtes i Fodevig, og dér faldt Magnus og seks biskopper med ham — fire fra Jylland, én fra Sjælland og én fra Sverige — og mange velbyrdige danske mænd faldt med dem, men kong Niels flygtede til Slesvig, og dér blev han dræbt af skomagere. Den førnævnte Erik Emune blev konge efter ham, og han slog Harald og alle dennes børn ihjel.
1137
I fasten omsluttede et stort mørke hele verden.
Asser — den første ærkebiskop i Danmark — døde, og Eskil blev valgt.
1139
Erik Emune blev dræbt af Sorte-Plov på et ting. Erik Lam blev konge efter ham.
1140
Oluf Haraldsøn[3]. En del af Danmark valgte ham til konge, og han kæmpede mod kong Erik Lam tretten gange på ét år, men hver gang flygtede Oluf for Erik.
Den 30. marts blev der mørkt over hele verden.
1141
Ærkebiskop Eskil blev belejret af Oluf.
1142
Erik og Oluf kæmpede tre gange på én dag, og hver gang flygtede Oluf.
Klosteret i Alvastra blev grundlagt.
1143
Oluf dræbte biskop Rike af Roskilde.
1144
Erik blev gift med ærkebiskop Henrik af Bremens søster.
Klostrene i Herrevad og Nydala blev grundlagt.
1145
Pave Sankt Lucius var pave i 2 år og 3 måneder.
Klosteret i Lyse blev grundlagt.
1147
Erik Lam døde som munk i Sankt Knuds Kloster i Odense.
Et kloster kom til Hovedøya.
Der stod et slag ved Slangerup.
1146
Ærkebiskop Eksil blev taget til fange af kong Svend.
Efter kong Erik Lams død, gjorde jyderne Knud — kong Magnus’ søn — til konge. Folk i Skåne og på alle de små øer valgte Svend — Erik Emunes søn — og så blev der krig i 12 år.
1149
Kong Svend tog ærkebiskop Eskil til fange.
Et kloster kom til Varnhem.
1150
Sankt Keld blev provst i Viborg.
Der stod et slag ved Viborg, og Knud flygtede ud af landet.
1152
Knud tog til Rusland, hvor han stred med tysk hjælp, men flygtede.
1153
Sankt Bernhard af Clairvaux døde.
Et kloster kom til Esrom.
Kongen vendte hjem fra Rusland og tog til Frisland, og med frisernes hjælp byggede han borgen Mildeborg, Da Svend erfarede dette, udbød han leding fra Danmark og kom til Slesvig og lod skibene trække over land til Hollingsted og belejrede den førnævnte borg — Mildeborg — og han brændte og ødelagde en stor del af Frisland. Kongen besejrede ham da i strid med hjælp fra friserne, og mange af skåningerne og andre velbyrdige mænd faldt dér.
1154
Den hellige hertug Knud søns — Valdemar — blev gift med kong Knuds søster — Sofia. Danskerne valgte førnævnte Knud og Valdemar — den hellige hertug Knuds søn — til konger, og Svend flygtede til Sachsen i Tyskland.
Det Herrens år 1155. Anastasius var pave i tre år
Svend vendte tilbage fra Sachsen sammen med hertug Henrik, men de flygtede hurtigt. Så langt som de drog frem mod Danmark på femten dage, lige så langt flygtede de væk fra Danmark på to dage.
1156
Der blev stiftet fred og forlig mellem de tre konger, og riget blev delt i tre dele: Knud fik Jylland, Valdemar Skåne og Svend Sjælland. Få dage derefter indbød kong Svend af Sjælland kong Knud af Jylland og kong Valdemar af Skåne som gæster til fest i Roskilde. Om natten var de alle berusede af vin. Mens folk dansede i kongsgården, dræbte kong Svend kong Knud og dennes slægtning — Constantin — på Sankt Laurentius’ aften. Kong Valdemar blev såret, men flygtede til Jylland. Svend fór efter ham med sine folk for at slå ham ihjel. Det skete på dagen, hvor de 11.000 jomfruer led martyrdøden i Køln.
1157
Kong Svend og kong Valdemar mødtes på Grathe Hede for at kæmpe. Dér blev Svend dræbt og begravet i Grathe kirke.
Det Herrens år 1158
Adrianus var pave i 4 år.
Viskøl Kloster blev grundlagt.
1160
Et kloster kom til Saba.
1161
Den 15. juli: Sorø Kloster blev grundlagt.
1162
Tuta Vallis — Tvis Kloster — blev grundlagt.
1163
Kong Valdemars søn — Knud — blev født.
Kong Valdemar tog til kejserens råd i Metz, og dér bemærkede han, at kejseren gav sig af med mange hånde svig og falskhed. Men kongens folk optrådte klogt og omhyggeligt og tog sig på alle måder i agt med Guds store hjælp. Også fra hertug Henrik af Braunschweig fik de støtte, og med hans råd og hjælp kom han velbeholden til Danmark. Men han fornemmede tyskernes falskhed og ondskab, og derfor lod han mure opføre ved Danevirke, hvor der førhen var træværk.
Det Herrens år 1164. Den 13. september
Gudvala Kloster blev grundlagt.
1165
Øm Kloster blev opført. Cara Insula, således kaldes Øm Kloster ved Ry.
1166
Kong Valdemar undertvang Vendland.
1167
Kongen lod Buris’ øjne udstikke af hulerne, og han blev desuden gildet.
1169
Valdemar — den hellige hertug Knuds søn — blandt andre fromme gerninger overvandt han rygboerne og lod dem omvende til den hellige tro.
1170
Da blev Valdemar Valdemarsøn født.
Kongen af England lod Sankt Thomas af Canterbury dræbe og blive martyr.
1171
Den hellige hertug Knud blev kanoniseret og skrinlagt i Ringsted. Kongen — Knuds søn — betvang alle danskernes fjender vidt omkring med magt.
Kong Valdemar den Anden. Han vandt Estland og omvendte dem til troen. Med mange hårde kampe betvang han tyskere og pommeranere og vender og gjorde dem skatskyldige til Danmark.
1172
Et kloster kom til Dargun den 25. juni. Siden til Hilde. Et kloster kom til Insula Dei.
1173
Et kloster kom til Locus Dei — Løgum.
Hertug Christoffer døde.
1176
Danskerne belejrede borgen ved Stettin.
1177
Sankt Margrethe led martyrdøden i Roskilde.
Knud Valdemarsøn blev konge over Skåne og Halland.
Eskil — den anden ærkebiskop i Danmark — forlod Danmark og tog til Clairvaux — stedet hvor Sankt Bernhard døde — og trak sig tilbage. Absalon blev ærkebiskop.
Solen blev formørket Helligkorsaften om onsdagen.
1180
Sankt Niels i Århus døde.
Der stod et slag ved Dösjö.
1181
Han mødte kejser Frederik ved Trave, og dér bortgiftede han sine to døtre: Den ene gav han til kejserens søn, den anden til grev Sigfred. Dér fik han også af kejseren herredømmet over hele Nordalbingen — det vil sige over alt land nord for Elben — og han fik kejserens bevis derpå med indsegl af guld samt pavens bulle — pave Innocens den Tredje — til stadfæstelse af evigt eje. Men efter kong Abels død ødelagde en tysk kvinde — djævelens datter — alle brevene af had til danskerne.
1182
Valdemar den Første — den hellige hertug Knuds søn — døde efter at have været konge i 25 år. Knud Valdemarsøn blev herre over hele Danmark efter sin faders død.
1184
Kongen udbød leding til Wolgast i Vendland.
1187
Jerusalem blev indtaget af kong Saladin og hedningerne, og de kristne blev dengang fordrevet.
Solen blev formørket.
1188
Sankt Keld blev helgenkåret og skrinlagt.
1191
Danskerne drog på leding i Vendland
1192
Der blev udbudt ledning til Finland, og danskerne vandt landet.
1194
Første brand i Esrom.
1195
Ås Kloster blev grundlagt.
1194
Biskop Valdemar satte sig op mod kongen, men han havde ingen grund til det og flygtede til Norge. Siden kom han igen med 35 skibe, men han blev taget til fange og sad 14 år i Søborg Tårn.
Kongen udbød leding til Estland.
1198
Sankt Trinitatis-ordenen blev indstiftet. Der var desuden jordskælv i Danmark.
1200
Danskerne vandt Rendsborg Slot og Ditmarsken.
1202
Abbed Sankt Vilhelm døde.
Biskop Anders og hans brødre førte hæren ind i Finland.
Grev Adolf blev taget til fange.
Segeberg blev indtaget.
Grev Albrecht blev slået til ridder.
Kong Knud døde, og hans bror — Valdemar — blev kronet efter ham det samme år.
1203
Grev Adolf blev løsladt og stillede gidsler for sig i 10 år.
Lauenborg blev genopbygget.
1204
Esbern Snare døde.
1205
Kong Valdemar udbød leding til Norge, og dér gjorde han Erling til konge og Phillipus til jarl, og de blev begge hans mænd ved Tønsberg.
Esrom brændte for anden gang.
1206
Kong Valdemar blev gift med Dagmar — kongen af Bøhmens datter. Og dronning Dagmar bad om, at biskop Valdemar blev løsladt fra fængslet på det vilkår, at han aldrig igen skulle komme til Danmark. Han blev siden ærkebiskop i Bremen, og derefter satte han sig op mod kongen af Danmark. Kongen skrev til paven og klagede over ham, og derfor fratog paven ham bispedømmet og lyste ham i band.
Ærkebiskop Anders og hans brødre førte en stor hær frem til Reval.
1211
Danskerne byggede borgen i Demmin i Vendland og nedbrød Nienborg.
1212
Dronning Dagmar døde. Hendes rigtige navn var Margrete — hun blev kaldt Dagmar på grund af sin skønhed.
1213
Gamle biskop Peder af Roskilde og biskop Niels af Ribe døde.
Brødrene grev Gunzelin og grev Henrik fik deres land igen af kongen, og de svor og lovede ham et trofast venskab.
Danskerne vandt borgen i Stettin og Wotmund — markgrevens borg.
1214
Kong Valdemar blev gift med Bengerd — en søster til grev Ferdinand af Flandern. Hendes rigtige navn var ellers Bringenild.
1215
Valdemar den Tredje blev kåret til konge, og de ypperste i riget mødtes på Samsø og blev hans mænd og svor, at de ville være ham tro og hengivne. Kejser Otto brød den troskab, han havde svoret og lovet, og gik ind i Holsten for at tvinge landet under sig. Men kong Valdemar gik imod ham med en stor hær og havde 40.000 frisere med sig. Da kejseren erfarede dette, turde han ikke vente og kæmpe, men flygtede over Elben, og to af hans fremmeste krigere blev dræbt i kamp dér, og to frisere — som hed Svend Stærke og broder Gauling — kæmpede imod dem.
1216
Prædikebrødrenes orden blev stadfæstet af pave Honorius.
Kong Valdemar red over isen på Elben og kom ind i pfalzgreve Henriks land og ødelagde det med brand, indtil landets indbyggere overgav sig til ham. Han opførte desuden to borge ved Hamborg, og til sidst vandt han byen Hamborg.
Kong Valdemars søn — Erik — blev født, og det samme år gjorde han ham til hertug af Jylland. Han gav sin slegfredsøn — Claus — grevskabet Halland.
I England kom kong Johan i trætte med sine egne mænd.
1217
Grev Albrecht byggede på kong Valdemars bud en borg ved Travemünde, og danskerne byggede en borg i Ditmarsken.
1218
Kejser Otto døde.
Kong Valdemar samlede de ypperste i riget — femten biskopper, tre hertuger, tre grever, abbeder og en række andre gode mænd — og lod sin søn — Valdemar — krone i Slesvig på Sankt Johannes Døberens dag.
Grev Claus døde dette samme år.
1219
Kong Valdemar drog med en stor hær og 500 langskibe frem til Estland og vandt landet og gjorde dem lydige under Danmarks krone, og han tog ikke derfra, før de alle var blevet omvendt til den hellige tro.
1220
Sankt Thomas af Canterbury blev helgenkåret og skrinlagt.
Det samme år vandt de kristne Jerusalem.
1221. Desuden døde dronning Bengerd. Ligeledes døde dronning Richiza — kong Eriks og kong Abels og kong Christoffers mor.
Endvidere opgav ærkebiskop Anders bispedømmet, og abbed Gunnar i Øm blev valgt.
1223
Kong Valdemar og hans søn — Valdemar den Tredje — blev af grev Henrik pågrebet i deres seng på Lyø, og deres egen hofsinde forrådte dem på Sankt Johannes ved Latinerportens dag. De blev ført til Vendland og var i Schwerin i næsten 3 år, men danskerne løskøbte dem for 40.210 lybske mark.
1221
Sankt Dominicus døde.
Danskerne og andre høviske mænd skænkede de heste og klæder, hvormed danskerne ærede de ypperste mænd i Tyskland den dag, de tog afsked med kongen. Disse ting havde den dobbelte værdi af det, de løskøbte ham med. Og I skal vide, at tyskerne sjældent eller aldrig har vundet nogen ære eller sejr over danskerne, uden at det er sket med svig og bedrag, som det kan bevises med disse to konger og i mange andre henseender.
1224
Peder Saxesøn blev ærkebiskop.
Andreas Kammermester døde.
1225
Biskoppen i Roskilde — Per Jakobsøn — døde. Niels Stigsøn blev biskop.
1226
Sankt Frans døde.
Mange frisere faldt i Ditmarsken, som blev underlagt Danmark.
1227
Der var kamp ved Bornhøved, og danskerne tabte. Det skyldtes ditmarskerne, som var på danskernes side og tog opstilling på den yderste flanke, hvor striden var hårdest, men da begik de forræderi og faldt danskerne i ryggen.
1228
Ærkebiskop Anders og ærkebiskop Peder døde.
1229
Kong Valdemar den Tredje blev på Sankt Johannes Døberens dag gift med Eleonore — datter af kongen af Portugal.
1230
Kardinal Otto var i Danmark.
Uffe blev ærkebiskop.
Både folk og fæ døde i stort tal.
1231
Kong Valdemar den Tredje døde, og kort efter ham døde hans dronning — Eleonore — i barselssengen.
1232
Kong Erik — Valdemar den Andens søn — blev kronet af ærkebiskop Uffe, og hans bror — Abel — fik hertugdømme i Jylland.
Dette samme år kom gråbrødrene til Danmark på bare fødder og byggede i Ribe.
1234
Lund kirke og Roskilde kirke brændte.
1236
Biskop Valdemar døde i Luccum, og han grundlagde Guldholm Kloster.
1237
Hertug Abel blev gift med grev Adolphs datter — Mechtilde — men det var meget imod hans faders — kong Valdemars — vilje, idet denne såre frygtede, at der skulle opstå trætte mellem brødrene. Og således blev det, og fra da af var der ingen mangel på indbyrdes strid mellem landsmænd i Danmark og mellem konger og hertuger i Danmark, og det hele hidrørte fra disse grever, som altid vil Danmark det værste.
Der stod i øvrigt et slag i Skanør mellem danskere og nordmænd.
Der var desuden stærk storm på Sankt Clements dag.
1238
Sankt Vilhelm blev skrinlagt i Æbelholt.
Desuden døde hertuginde Hedwig.
1239
Kong Erik blev gift med Jutta af Sachsen — hertugens datter — uagtet at de var beslægtede i fjerde led. Pave Gregorius dispenserede og gav sin tilladelse til, at det kunne ske.
1240
Kong Håkon dræbte hertug Skule af Norge.
— —
Noter:
- ↑ Håndskriftet fra omkring år 1400 gengiver en gammeldansk udgave af den latinske tekst Annales Ryenses, som blev skrevet på Ryd Kloster ved Flensborg Fjord i det nuværende Tyskland i slutningen af 1200-tallet.
- ↑ Enkelte korte passager i tekstgrundlaget er dog affattet på latin.
- ↑ Forlægget har Harald Olufsøn.
