Sønnetabet (Grundtvig)

Skjaldekvad

Sønnetabet
af Egil Skallagrimsson

gendigtet af
Svend Grundtvig

fra
Egils Saga
genfortalt af H. H. Lefolii

Ved Udvalget for Folkeoplysnings Fremme
Kjøbenhavn, 1875
(Andet oplag)

---

Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945):
Sønnetabet (1899)
Egil Skallagrimsson med liget af den druknede søn Bødvar
Borgarnes, Island
Foto: J. J. Sandal © 2012

1.

Træg og tung

er Skjaldens Tunge,

mat og mødig

Mandens Hu;

skummende skyller ej

Skjaldemøden,

dorsk og doven

som Dødsø den gaar.

2.

Fuglelet fordum

fløj mig Sangen

højt mod Himlen

fra Hu’ens Rede;

nu høres kun Stormen

hyle paa Nesset

over Ættehøjen,

mens Ugler tude.

3.

Med min Æt

det mod Enden lider,

snart ene stander

stormslagne Eg;

mødig vorder den Mand,

som til Gravens Mulm

bærer sine bedste

Børn og Frender.

4.

Grant jeg end mindes

min Moders Død,

min Faders Fald

er end frisk i min Hu;

lad da mit Lovkvad

løve den Stamme,

som skygge og skjerme

skal deres Minde!

5.

Tidt ogsaa vaagner

Mindet om Thorolv,

min Broder, hvem selv

jeg i Højen bar;

naar Hild mig høder,

naar Had mig truer,

da føler jeg bedst,

jeg er broderløs.

6.

Tidt man trænger

til trofast Støtte,

vingeskudt vakler

den venneløse;

Tro og Love

trives nu ilde,

mest onde Urter

under Isen gro.

7.

Blodet binder

bedre end Eder;

naar Svorne svige,

ej svigte de Baarne;

men Broder ej bliver

af anden Mands Barn;

og Søn faar sig ingen,

uden selv han ham avler.

8.

End smerter det Slag

mig Odin slog,

da han min Gunnar

i Gudhjem hented,

Ættens Adeltræ,

som vi opelsked,

jeg og min Hustru,

vort Hjerteskud.

9.

Ham sved Sots

og Sygdoms Aande,

saa bort han visned

af denne Verden;

uden Last

og uden Lyde

han lagdes paa Baare

og bares i Høj.

10.

Tungt er at tælle

tabte Frender,

tungest Tab

er dog end at tælle;

grummest mig ramte

Ran og Øge,

da Ættens Skjold

de skylled fra Bord.

11.

Grumt var det Brud

paa Ættens Gjærde,

som Bølgen brød,

da den Bødvar tog;

ulægt og aabent,

med Edder blandet

er det Saar, som Søen

nys slog i mit Bryst.

12.

Kunde Hevn for min Harm

med Haand jeg tage,

med Asers Gjesteven

var det da ude;

med Vaaben da vog jeg

Vindens Broder,

Ran skulde rødme

og raadne i Dybet.

13.

Men Guderne le

af Gubbens Trusel,

mod Kjølens Knuser

for kort er min Arm;

slap og slunken

synker den Haand nu,

som kraftig har krystet

klingende Spær.

14.

Det veed jeg for vist

— saa meget des værre— :

var den spæde Spire

kun sparet en Stund,

da var den vorden

et veldigt Sværdtræ

med Skjerm og Skygge

for Skjaldens Æt.

15.

Han var sin Faders

fuldtro Ven,

agted kun føje,

hvad andre hued;

min anden Ungdom,

min Alders Glæde,

min Støttestav

og min Stolthed var han.

16.

Fjernt fra sin Fader

er nu han faren

ad venlige Veje

over Vindens Herberg;

glad han nu ganger

i Gladhjems Sale,

hvor fuldt op af Frender

han for sig fandt.

17.

Saa haardt har Ravnes

Ven mig rammet,

end han ej ynkes,

end maa jeg leve,

end Tankens Stavn

styre fremad

gjennem Sorgens Bølger

i bælmørke Nat.

18.

Tro har jeg tjent,

trygt har jeg stolet

paa Sejerfader,

Suttungs Bane;

Vild og Venskab

var os imellem,

til brat han brød

vort Venskabs Baand.

19.

Til Viles Broder,

Valhals-Drotten,

nu ej kan jeg ofre

af Hjertens Lyst;

dog maa jeg mindes,

at Mimes Ven

bød mig den bedste

Bod for Vaande.

20.

Han mig skjenked

med Skjaldemjøden

Ordets Idræt,

ypperst at nævne,

ramme Runer

at riste og raade,

at løfte i Lys,

hvad i Løn var dulgt.

21.

Uden Gru,

men og uden Glæde

Hel ser jeg stande

hist ude paa Nesset;

vælge jeg vil ej,

skjønt villig jeg følger;

lægge Odin da Lodden

for Liv eller Død!