Akilineq – Landet på den anden side

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitisk maske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Grønlandske sagn om eskimoernes fortid
William Thalbitzer
1912


III. Akilineq – Landet på den anden side

Atter og atter omtales i sagnene et fremmed land, der ligger ligeoverfor de eskimoiske kyster, adskilt derfra ved et meget bredt sund. Kun sjældent er der foretaget rejser over til det og da ofte over havisen på slæde. Vanskeligheden ved at komme derover er stor. Man taber undervejs land af sigte; der går en malstrøm derude; de både, man går over sundet i, må ha dobbelt betræk af skind. De der er rejst i slæde derover, har måttet opdrætte bjørne eller andre, tildels ukendte dyr (ulve eller rener) for at få duelige trækdyr.

Givioq (RINK I, n:r 21) der rejste over i båd, måtte undervejs prøve kræfter med havlusene, måtte stage sig igennem tang så tyk, at han kunde lægge sig til at sove på den; og tilsidst skulde han igennem et smalt løb med fjælde på begge sider, der afvekslende lukkede sig sammen og åbnede sig igen. Der er altid noget aparte ved menneskene derovre; de er fæle, de er enten kæmpemæssige eller troldagtige, og de er vanskelige at forstå. Givioq blev trakteret med bær, hvori der var hakket stumper af menneskefedt. Der er ofte en gammel enøjet mand, eller en ung skeløjet og tosset fyr, og de taler underlige ord, undertiden uforståelige. Også dyrene er af andre arter end i Innuiternes eget land. Hvert øjeblik møder der øjet noget påfaldende, noget uvant og skrigende, der vækker mistanke. Givioq bemærkede f. eks., at der lå en række menneskehoder under sidebriksen; og da den gamle heks skød tæppet lidt tilside, hvorunder hun sov, og hendes bagdel blottedes, så han noget skinnende. Da han var ved at falde i søvn, sprang den gamle kvinde hurtigt ud på gulvet, hoppede op og satte sig på hans bryst og råbte "hå!" men i det samme faldt hun omkuld (han havde nemlig forsynet sig med en amulet på brystet). Datteren udbrød: "ak, Usorsak har knækket sin hale (d. e. er død), hun sørgede så godt for os alle!" Givioq styrtede ud, og den gamles datter råbte efter ham: "Du lumpne, bare man dog kunde få dit kindkød at smage!" Givioq flygtede og var nær kæntret i sin kajak, men rejste sig igen og mumlede: "Bare man kunde sætte harpunen i hende!" Han drog derefter videre gennem Akilineq, og først mange år efter nåde han tilbage til sin hjemstavn.

Tiggak i Akilineq

Tiggak (RINK I, n:r 22) var navnet på en stor angakok, som engang under et uvejr sammen med sin plejesøn og sine svogre drev bort fra land med havisen. Efter lang tids forløb slap de i land på den anden side og kom til fremmede huse. En skeløjet yngling, som rokkede med hodet, viste sig i husgangen og kaldte ad dem. De kom ind i en stor forsamling af mænd; på briksen sad en fæl kæmpekarl og ved hans side en gammel kælling, som gnavede på et stort skulderblad. Den store trak et hårløst skind frem, udbredte det på gulvet og sagde med dyb stemme: "Lad os prøve kræfter!" Svogrene hviskede til Tiggak, at han skulde først, men han svarede: "Prøv I først, så kommer jeg". Kunsten bestod i, at de skulde trække krog (arm i arm) med den store. Den første af svogrene, der prøvede, blev overvunden, og den store kastede sig over ham, greb ham i skrævet, klemte og trak til, hvorefter han udstødte et suk og døde. Derpå råbte den store efter et reb, og straks firedes der et reb ned fra loftet, dette bandt han om hans hals og lod ham hejse op på taget; derpå hørte man dem flænse med knivene, og en råbte: "Lad os levne øjet, som er bestemt til vor husherre". Det går nu videre i fortællingen, hvordan det lykkedes Tiggak ved list og styrke at redde sig og de øvrige svogre fra værterne. Han var jo angakok og havde en alt besejrende amulet, der endog dræbte de fæle mennesker. Tilsidst viste atter den underlige yngling med rokkende hode sig i husgangen og sagde: "Nu gør Apiak det først rigtigt, hun står deroppe og koger sin søns hjærne, hænder og fødder." Tiggak kunde ikke forstå ham. Da han kom anden gang, sagde han det samme, men Tiggak kunde stadig ikke forstå ham og lod ham gå. Men en af svogrene forstod det: "Det er hjærnen af ham, som du dræbte, Tiggak; hans fæle mor koger den tillige med hænderne og fødderne, og hun har isinde at beværte dig dermed. Tag dig iagt! når hun kalder dig op, vil du få at se lige foran opgangen et aflangt fad fuldt af hjærne, pænt tillavet; når du kommer ind, skal du straks gribe det fat; stående vendt imod hende med lukkede øjne, skal du spise det. Hvis du spiser med åbne øjne vil du tale i vildelse og dø. Derefter skal du slikke fadet, vende det om og sætte det på sin plads igen; så først skal du åbne øjnene og sætte dig ved lampen. Når hun så ser på dig, skal du være uforandret, så vil hun komme frem og vende fadet om, og dets indhold vil da vise sig urørt. Så skal du sige til hende: "spis nu ligesom jeg", og når hun så sætter sig og spiser med øjnene fæstede på dig, så skal du bare se, hvad der blir af hende!" Da svogeren havde talt således, kom den tossede yngling atter frem og sagde: "Den fremmede indbydes!" Derpå gik Tiggak op til den gamle heks og gjorde ganske, som svogeren havde sagt, og da hun havde spist, talte hun i vildelse, faldt om og døde. — Resten af fortællingen handler om, hvordan og ad hvilke veje Tiggak og hans svogre kom tilbage til deres hjemland.

Et hus, igennem hvis tag man kan hejse et menneske op, som altså har en stor åbning (et røghul) i taget, er ikke eskimoisk. Men endnu tydeligere peger sporene udover Eskimofolkets grænser i det træk, at Akilineqs beboer kører med slæder, der er forspændt med rensdyr. I fortællingen om Malaise (RINK I, n:r 23), "en munter og uforfærdet mand", der ligesom Tiggak drev med isen til Akilineq, tales der allerede om rensdyr. Ligeledes kom Isigarsigak i følge med de nordligst boende mennesker tværs over havet til landet, "der vrimlede af rensdyr" (RINK II, n:r 26). At disse benyttedes til trækdyr, fortælles der i forskellige varianter af sagnet, der handler om Manden, der opsøgte sin søster (eller sit søskendebarn) pa Akilineq.

Fremmede dyr som slædeforspand

Broren var en udmærket fanger. Søsteren plejede at følge ud med ham på jagten, idet hun fulgte med hans kajak inde på kysten og snarede ryper. Engang, da isen lå langt ud tilsøs, gik de sammen over den ud til de yderste øer. Da så broren en ræv, som han gav sig til at forfølge. Da han kom tilbage med ræven, var søsteren borte. Han fandt slædespor, men da han ikke så noget til søsteren og det mørknedes, vendte han alene tilbage. Broren blev derefter forandret, taus og indesluttet. Han fik sin far til at lave sig en slæde og i den nærmeste tid var han optaget, først af at opdrætte en bjørneunge som trækdyr for slæden, derefter en amaroq og endelig en aussik. Til brug for dette vælige spand af trækdyr måtte faren lave sønnen en særlig stærk slæde af svært træ med mange knaster. I den følgende vinter øvede han sig i slædekørsel med disse dyr. Da det nu henimod den lyse tid, efter vinterstormene, blev smukt roligt vejr, vendte han sig en aften til sine forældre og talte om at opsøge sin søster. "På hin dag, da jeg mistede hende, så jeg slædespor, som vendte ligeud tilsøs. Derfor vil jeg nu drage til Akilineq og jeg hviler ikke, før jeg har fundet, hvor hun er bleven af". Forældrene vilde nødig miste deres eneste erhverver og advarede ham mod den brede revne ude på isen, men han var ubøjelig og rejste afsted over isen. Da han nærmede sig landet på den anden side, gik der slædespor i alle retninger. Det varede ikke længe, før han opdagede mange huse, og han gik ind i det største. Der genkendte han straks sin søster, der sad med sit spæde barn henne ved væggen. Han satte sig ned på sidebriksen, og de begyndte at tale sammen. Hun sagde: "på hin dag, da du forlod mig for at følge ræven, kom der en slæde, som optog mig og førte mig herhid, derfor er jeg nu her. Jeg er gift, min mand er som sædvanlig kørt ud, men kan snart ventes; se på ham, når han kommer". Broren svarede: "Hele landet har jeg berejst siden den tid, nu først træffer jeg dig her! det er herligt, at jeg endelig fandt dig". Mens de talte, råbtes der: "nu kommer han!" og da broren så ud ad vinduet — se, da kom svogeren kørende med bare unge rensdyr spændt for slæden. Skønt det gik i stærk fart, syntes broren dog, at han selv kørte hurtigere i sin egen slæde. — Resten af fortællingen handler om hans korte besøg i Akilineq, hans hjemrejse og søsterens og svogerens genvisit hos Innuiterne, hvor brorens vilde trækdyr uheldigvis skræmmede slædernes forspand, så at de vendte om og ikke nåede til landet. Aussiken forfulgte dem, og da den omsider kom tilbage, var den ganske blodig om snuden. Den havde ædt dem.

Slutningen fortælles noget anderledes i en af varianterne: "Henad foråret så man dem også komme kørende med 5 rensdyr spændt for slæden; men ved ankomsten blev den fremmede svoger så forskrækket over de fæle trækdyr, at han ikke turde gå ud af huset igen. Formedelst sin kæmpestørrelse, da han ikke var noget rigtigt menneske, måtte han ligge på gulvet; omsider fik han dog lyst til at gå ud. Da gav svogeren sine trækdyr befaling til at de skulde dræbe ham, og idet han kom frem af husgangen, bed ræven ham først, og derpå sønderrev kukissouken 'dyret med store negle' ham med sine kløer. Senere dræbte svogeren også deres barn".

I en tredje af varianterne nævnes, at de to søskendes far med Anertorsuaq, og at han var flyttet eller flygtet langt mod nord med sin familie for at undgå frændehævn. Han havde nemlig ved uagtsomhed dræbt et af sine søskendebørn. Derfor kom de til at bo ved grænsen af den havis, der aldrig bryder op. Der blev hans søn voksen og en dygtig fanger. Han drev fangst ved hvidhvalernes åndehuller ude på isen, og på grund af afstanden fra land byggede han sig et snehus derude. Hans søster, der også var stærk, plejede at følge med derud, og de overnattede ofte på isen. Men en dag, da broren havde været på fangst hele dagen og kom tilbage til snehuset, var søsteren forsvundet. Han blev nu indesluttet og fåmælt. Han begyndte at indøve som trækdyr til slæden en kæmpehare, en kæmperæv og en awarqiarsuk. "Således udrustet drog han til Akilineq og fandt sin søster, der var blevet røvet af en enøjet mand, hos hvem hun dog havde det godt. . . . Senere kom den eenøjede med kone og børn engang over for at besøge sine slægtninge hinsides havet, kørende i en slæde med 5 rensdyr for."

Et realistisk minde om Akilineqfolkets særegenheder har vi måske også i det sagn (RINK II, n:r 111), der handler om en stor angakoks åndeflugt til dette hinsidige land. Det hedder nemlig heri om beboerne derovre, at "de havde for skik, når der manedes fangst, at ægtefællerne med hinanden ved hånden trådte frem på gulvet. Når disse var færdige, kom også ungkarlene med piger ved hånden". En betegnende opfattelse af, at de er fremmede, kommer vistnok også tilsyne i angakokkens forhold overfor en kvinde derovre, der — som han opdagede — egentlig skulde revses af ham i hans egenskab af præst (hun havde nemlig født i dølgsmål); men han lod hende gå, fordi — som han tænkte — at "hun som Akilinekker ikke hørte til hans folk."

Tilsidst skal jeg anføre sagnet om Nivnittak (RINK I, n:r 55) der levede en stor del af sit liv iblandt fremmede, Eskimoer eller andre, og havde usædvanlige oplevelser iblandt dem, særlig ved deres idrætstævner, hvor han endte med at være den sejrende i boldspillet. Her som flere gange spores der en viss nationalstolthed på Inuiternes vegne, eller ialtfald på den Eskimogruppes vegne, som helten udgik fra. Nivnittak vendte også som gammel tilbage til sine landsmænd.

Nivnittak

Først fortælles der, at han bosatte sig meget højt mod nord, på en god fangstplads, som han havde opdaget. Der voksede hans børn og børnebørn op uden at han selv endnu begyndte at blive affældig. I en yderst stræng vinter holdt de unge sig hjemme i hytten, kun Nivnittak gik ud og bragte fangstbytte hjem. Tilsidst blev han vel ked af dette, og da han langt ude på havisen havde opdaget "slædespor, som førte lige ud ad havet til", fulgte han disse ud tilsøs. Han tabte sit lands fjælde af syne, men forude så han et nyt land dukke op. "Han gik op gennem en lille dal; på den anden side så han atter tilfrosset hav og derhos et hus med oprejste støtter ved siden. En kvinde kom ud, og da hun så et menneske komme fra uventet kant, blev hun stående; skønt hun ikke kendte ham, bød hun ham dog indenfor. Da han trådte ind, så han to ganske unge piger sidde op til væggen, dem udså han sig straks i tankerne til hustruer. Uden at man bød ham noget, ventede de på at husets herre skulde komme hjem. Omsider så Nivnittak gennem vinduet, at han nærmede sig i flyvende fart, med to sæler på slæb. Nivnittak satte sig ned, og snart kom den anden ind smilende og med øjnene blot fæstede på den fremmede. Da han havde taget sine klæder af, fremtog han et stort skind under briksen, bredte det ud på gulvet og sagde: "når man ser en mand første gang, plejer man at prøve kræfter med ham". Nivnittak tøvede ikke, men afklædte sig og satte sig ned ligeoverfor ham, hvorpå de trak krog. Nivnittak anstrængte sig og var nærved at hale ham til sig, men så holdt de op. Den anden satte sig igen på briksen og sagde: "har han ikke fået noget at spise?" — Nej. — "Så skynd jer med at beværte ham". Kvinderne lavede straks til og satte forskellige retter frem. Nivnittak spiste med en vældig hunger; da den anden skulde til at begynde, havde han allerede tømt fadet. Imidlertid så han på de to piger, som flænsede sælhundene på gulvet og udtog de glinsende tarme; den ene skrabede dem, den anden pustede dem ud, således blev de snart færdige. Førend kødet endnu var kogt, havde de allerede tørret tarmene og syede en pels af dem til faderen. Denne begyndte at snakke: "Derude på isen er der god lejlighed til fangst, jeg savner en deltager; der findes mange fjordsæler, som danner huller i isen". Da de skulde lægge sig, sagde han videre: "Dersom du vil have en kone, kan du tage en af mine døtre". Således blev Nivnittak hans svigersøn. Han fulgte nu ud med sin svigerfar på fangst og var i begyndelsen uheldig og ubehændig, men lærte tilsidst sin svigerfar kunsten af, så at han kunde hamle op med ham. Først da blev svigerfaren rigtig tilfreds med ham og gentog idelig: "Vi vil altid sejre". Nivnittak forstod endnu dengang ikke, hvad han mente med dette.

Nivnittak forglemte imidlertid ganske sit hjem og sine børnebørn: han vilde nu ikke mere forlade sine nye hustruer. Engang sagde svigerfaren efter hjemkomsten fra fangsten: "Nu er månen i tiltagende; snart vil vore modstandere indfinde sig til boldspil, så må vi pynte os med helt nye klæder, men du må ret anstrænge dig, for at vi kan sejre; imorgen går jeg ikke på fangst, jeg vil lave skeer til boldspillet". Dagen efter blev Nivnittak også hjemme. Svigerfaren kom ind med fem hvalros-skulderblade og gav sig straks til at tildanne dem. Døtrene lavede klæder istand til mændene og til sig selv. Om aftenen sagde svigerfaren: "Imorgen når vi kaster bolden, må vi løbe med hen under den. Dersom nogen kaster fejl, vil vi ikke vinde; du skal se godt til, med skeerne hist slår vi til bolden. Først kaster jeg til min kone, så hun den til sine døtre, og disse endelig til dig; vær nu rask, thi hvis du slår fejl, vil vi få skam". Den følgende dag blev de også hjemme, og så afvekslende gennem udgangen og gennem vinduet efter de ventede gæster. Da kom der pludselig en mængde mennesker frem bag det søndre næs; Nivnittak og hans nye slægtninge skyndte sig med at komme i stadsklæderne og ilede dem imøde. Da de kom ud på isen, råbte de: "Her kommer vi med vor nye slægtning, lad kun boldspillet begynde!" De fremmede svarede med et hyl. Et sælskind, udstoppet med sand og ler, blev nu bragt ud. Derpå sagde svigerfaren, at Nivnittak som den behændigste skulde være modstanderne nærmest, og begyndte nu med at slå bolden i luften hen imod sin kone. Denne løb hen under den, og slog den videre til den yngre datter, denne atter til den ældre og denne atter til sin mand. Men da Nivnitak skulde til at træffe bolden, tænkte han: "Blot jeg nu ikke kommer galt afsted, siden det er første gang". I det samme vilde han slå, men blev selv truffen af bolden, faldt om og kunde ikke rejse sig igen. Derover begyndte fjenderne at huje, løb hen, tog bolden fra ham og slæbte afsted med den, henimod deres boplads. Nivnitaks slægtninge forfulgte dem, men kunde ikke nå dem. Pludselig bemærkede svigerfaren en flok mennesker bag ved sig i en dynge ovenpå hverandre. Da han ikke kunde se Nivnitak, anede han noget ondt og vendte om til dem. Han fandt ham da halvdød, idet nogle fyldte hans klæder med sne, andre trampede på ham. Han trak stakkelen frem, men fjenderne begav sig på hjemvejen under latter og munterhed. Nivnitaks klæder var helt ødelagte af væde og snavs: således vendte de tilbage til deres hus. Svigerfaren var nu ganske tavs og frastødende mod sine slægtninge. Senere hen sagde han engang: "Nu er det snart på tiden, at vi skal til boldspil hos vore fjender, lav derfor vore stadsklæder istand!" — Da de nu skulde drage afsted og var pyntede, så Nivnittak rigtig nydelig ud. Svigerfaren sagde: "Nu må vi ret anstrænge os for at sejre; hvis du denne gang bærer dig galt ad, vil vi ikke ha mere at skaffe med dig". Nivnittak svarede ikke et ord. Da de kom hen foran deres fjenders boplads, hørte de disse juble højt — det var nu så deres skik. Bolden blev straks bragt ud på isen. De stillede sig op og kastede bolden i den samme orden som forrige gang, men da den kom til Nivnittak, slog han til den med et vældigt knald, så at bolden fløj ret ud, drejende sig i luften. Svigerfaren vilde løbe hen under den, men så var Nivnittak der allerede igen, havde indhentet den, og slog anden gang. Nu kom modstanderne og vilde gribe den, men Nivnittak nåede den selv, og slog den videre højt i luften. Ingen kunde nå ham, og således løb han hjemefter med den. Modstanderne gik modfaldne hen imod deres hus, medens svigerfaren råbte til dem: "I har tabt, I må gøre det om igen!"

Da de nu atter kom til deres hjem, gentog svigerfaren bestandig: "Vi vil altid sejre!" Nu først forstod Nivnittak, hvad han havde ment, da han første gang sagde dette."

Resten af historien handler om, hvordan Nivnittak endelig kom i tanker om sit egentlige hjemland, og hvordan han under mange vanskeligheder, som han overvinder ved list og behændighed, når tilbage til sin barndomsegn. "Han oplevede endnu at se børnebørns barnebørn. Tilsidst kunde hans legeme af alderdom ikke holde varmen mere; først da han var helt udtørret, døde han".

Det påfaldende i dette sagn er særlig mindet om, at de fremmede mennesker langt borte er delt i stammer, der på visse tider af året mødes og prøver en dyst med hinanden i ejendommelige boldlege.

I Østgrønlændernes sagn nævnes Akilineq også nogle gange. Kamikinnaq er navnet på Østgrønlands sagnhelt, der engang rejste i sin kajak til kæmpernes land Akilineq og havde nogle sære æventyr derovre. Som barn havde han været et skumpelskud, men i Akilineqlandet blev han opøvet til at være kæmpe. Påfaldende er det, at sagnet særlig dvæler ved, at beboerne derovre levede af at fange ulke og laks, dels fra kajak og dels på isen. Men også fangst af hvaler og bjørne omtales. "Manden i Akilineq" havde "kun eet øje midt i panden og to store tænder, som han skammede sig over."

I et andet af Østgrønlændernes sagn, "Besøget hos Akilineq Beboerne", omtales hundeslæder i dette land, hvortil en mand i kajak roede over for at opsøge sine afdøde brødre. Af disses hus derovre forekommer den mærkelige skildring, at det "lå i luften og havde støtter underneden". Man kommer ved denne skildring af de dødes hus let til at tænke på, at Vesteskimoerne mange steder har den skik at begrave deres døde i store kister eller kasser, der oprejses på pæle. Østeskimoerne begraver derimod ligene i stendysser.

–––––––––––––––––––

Jeg har kun resumeret disse sagn eller udplukket de træk, der her kan tjene til at belyse æmnet. Som det ses, fortælles begivenhederne med talrige enkeltheder og ofte med en livlig udmaling og gengivelse af samtaler, der viser, hvor kraftig og tydelig traditionens ånd har holdt sig til den tid, da sagnene blev optegnede. Den omstændighed, at visse træk gentas i forskellige sagn som særkendende for Akilinekkerne, og at varianterne af et enkelt sagn endog stemmer ret nær med hinanden, endskønt de er fra vidt adskilte egne i Grønland, viser klart, at beretningerne har et fælles kildeudspring i "landet på den anden side". Tilsammen tagne indeholder de vidnesbyrd om et urgammelt, nu halvt forglemt kendskab til et fremmed folk i fortidens stamlande. Vi skal over Smiths sund, ja måske langt vestpå langs Nordamerikas nordkyst for at komme til det sund eller stræde, der har skilt Innuiternes land fra Akilineq.

Fodnoter