Paul Eremits saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Helgensagaer

Paul Eremits saga

Páls saga eremita

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Heilagra Manna Sögur, Christiania, 1877

---

Her begynder sagaen om den hellige eremit Paul og Antonius

   Djævelen frister en eneboer
fra Smithfield Decretals (14. årh.)

Der findes en fuldstændig saga på både græsk og latin om eneboeren Antonius, og derfor har jeg i sinde, siger den hellige Hieronymus, at skrive nogle få ting om begyndelsen på og slutningen af Paul Eremits liv, siden disse frasagn ikke tidligere er blevet fortalt. Men der er ingen, der har kendskab til, hvordan han levede i den midterste del af sit liv, eller hvilke af Djævelens anslag han da måtte tåle.

1.

Dengang kejserne Decius og Valerian, de grusomste fjender af Guds kristendom, herskede, og da pave Cornelius i Rom og biskop Cyprianus i Karthago — hovedstaden i det vestlige Afrika — blev pint og mistede livet med ære, da blev også Guds kristendom mange steder i Egypten og Theben nedbrudt af en vældig storm af ufred. På den tid fandt kristne mennesker det ønskeligt at blive halshugget med sværd for Guds navns skyld. Men den listige fjende forsøgte at pine dem så længe som muligt frem mod døden, fordi han havde mere lyst til at dræbe deres sjæle end deres legemer. Og som en af dem, der blev pint af ham — nemlig den salige Cyprianus — sagde, lod han ikke dem, der ønskede at dø, opnå at dø.

Og for at udbrede kendskabet til Djævelen og hans tilhængeres grusomheder, skal vi give to eksempler, som bør ihukommes. Da et af Guds blodvidner, som var urokkelig i sin tro, var blevet pint på mange forskellige måder og havde overvundet både ild og jern, da var det, som om Djævelen fandt på at lade ham afklæde og indsmøre i honning; på et sted, hvor solen skinnede allervarmest på ham, blev hans hænder bundet på ryggen, for at han, der ikke kunne besejres med glødende pile, skulle give efter for fluernes skarpe brodde.

Der var også en ung mand, der ikke ville opgive sin tro, og han blev derfor ført ind i den smukkeste urtegård, hvor han var omgivet af snehvide liljer og røde roser; ikke langt fra ham rislede en bæk i græsset, og en svag vind hviskede i løvet over ham. Kostbare klæder blev lagt under ham som det blødeste leje, og dér blev han bundet fast, så han ikke kunne slippe væk, men dog med bånd af silke, for at han ikke skulle få mén af båndene. Og da alle de, der havde ledt ham derind, forlod ham, kommer en skøge hen til ham; hun er smuk at se på, og hun frister ham med sit blide væsen, for at han skulle få mest mulig lyst til hende og ikke være i stand til at modsætte sig at have samleje med hende. Hvad kunne Kristi ridder nu gøre? Hvordan kunne han undgå, at lysten ville besejre det legeme, som ingen pinsler hidtil havde betvunget? Og selv om han var ved at miste sin modstandskraft, så svigtede Guds nåde dog ikke sin ridder, men fandt en udvej for ham, som fik Djævelen til at give op: Han bed sin tunge af og spyttede den i ansigtet på skøgen, som havde lokket ham til utugt med kys og anden så afskyelig optræden, at man må skamme sig over at fortælle om det. Men smerten fra denne pinsel fik snart slukket alle de lyster, som var blevet tændt i legemet.

2.

På den tid, hvor Guds riddere måtte tåle sådanne prøvelser, da havde denne Paul, som der skal fortælles om, mistet sin far og mor, da han var 16 år gammel. De efterlod ham en stor arv. Han havde en søster, men hun blev gift med en mand. Paul var godt oplært i både græsk og hebræisk. Han var en stilfærdig mand og elskede Gud meget højt, og indtil den værste storm af ufred havde lagt sig, opholdt han sig i en lille landsby ikke alt for nær sit hjem, og han holdt sit ansigt skjult.

Men hvad er det, en begærlig mand forsømmer at gøre i sin tørst efter guld? Den mand, der var gift med hans søster, ville have fat i sin svogers formue, og derfor var han optaget af, at fjendtlige mennesker skulle opdage den, som han ellers var forpligtet til at skjule og beskytte. Hverken hans hustrus mange tårer eller det nære svogerskab kunne forhindre ham i denne misgerning, som han havde i sinde, og han frygtede ikke Gud, som ser alt, så meget, at han ville afstå fra at fremme denne utilbørlige gerning. Han forsøgte meget ihærdigt at gøre sin svoger ondt, og han gjorde brug af den hjerteløshed, der udspringer af begærlighed, som var det den største godhed. Men da den unge mand Paul, som var meget begavet, fandt ud af, hvad hans svoger stræbte efter, så flygter han op på et fjeld, hvor han agter at blive, indtil ufreden går over.

Og da han havde været der nogen tid, vendte han de omstændigheder, der havde tvunget ham derhen, til en mulighed for at slå sig ned på stedet. Han vandrer nu frem og tilbage for at finde en bolig, og han kommer til et fjeld, hvor han opdager en hule i bunden af fjeldskråningen. Indgangen til hulen var lille og blev spærret af en klippeblok. Paul vælter blokken væk fra åbningen og får lyst til at finde ud af, hvad der skjuler sig derinde, og hvad det var for en hule. Og da han kommer længere ind i hulen, ser han, at den bliver mere rummelig, og der er lyst nok til, at man kan se, for klippen er åben over ham. Og i den åbning, der var i klippen, voksede der et sted på fjeldhammeren et træ af den slags, der kaldes en palme, og den bredte sine grene ud og skjulte åbningen med sit løv, sådan at der dog stadig kom godt med lys ind. I hulen fandtes også en smuk kilde, og den bæk, der faldt derfra, løb ned i jorden lige uden for hulen. Der var flere af denne slags rum i fjeldet, og der lå gammelt og rustent smedeværktøj, hamre og ambolte af den slags, som møntslagere plejer at bruge. Og egypterne siger, at der i hemmelighed blev slået sølvmønter i disse huler på den tid, hvor den romerske høvding Antonius giftede sig med Kleopatra, der var dronning af Egypten.

3.

Da Paul havde fundet denne hule og lært den at kende, syntes han så godt om denne bolig, som var det den højeste Gud selv, der havde indrettet dette sted til ham. Og det kan i korthed fortælles, at fra da af levede Paul hele sit liv i denne hule, og han fordrev tiden med sine bønner og sin ensomhed. Det træ, der voksede på klippen, og som tidligere blev nævnt, forsynede ham med både mad og klæder; han spiste frugten og brugte løvet som tøj. For nu at dette på ingen måde skal forekomme umuligt, da véd Gud og hans engle, siger den hellige Hieronymus, at det er sandt, når jeg fortæller, at jeg i den ødemark, der findes ved Syrien, har set sådanne munke, hvoraf en, der sad indenfor i 30 år, ikke levede af andet end bygbrød og drak muddervand. En anden munk havde lukket sig inde i en grav og spiste ikke mere om dagen end fem stykker af den frugt, der kaldes figner. Sådanne ting vil forekomme ubegribelige for dem, der ikke tror på, at intet er uoverkommeligt for dem, der er fulde af tro.

4.

Nu vil jeg, siger den hellige præst Hieronymus, vende tilbage til den fortælling, som jeg begyndte på før. Og der er nu det at fortælle, at da Paul havde levet sit himmelske liv her på jorden i sin klippehule og var blevet så gammel, at han var 113 år, og Antonius et andet sted i ødemarken var blevet 90 år gammel, slog den tanke ned i ham, som han siden plejede at sige, at ingen munk før ham havde vovet at bosætte sig i ødemarken. Men en nat bliver det åbenbaret for ham, mens han sover, at der var en anden mand, der var meget bedre end ham, og som før havde taget sådan en beslutning, og det blev tillige åbenbaret for ham, at han hurtigst muligt skulle drage derhen.

Så snart natten blev til dag, tog den ærværdige mand Antonius en stav i hånden. Han går hjemmefra, men véd dog ikke, hvor han skal gå hen, og han er meget træt af ælde, som man kan forvente af en halvfemsårig. Ved middagstid, da solen var varmest, og Antonius alligevel fortsatte sin færd, sagde han hen for sig selv: »Jeg tror på, at min Gud vil vise mig sin tjener, sådan som han har lovet.« Da han havde sagt dette, får han øje på en underligt skabt mand; han er på nogle steder en hest, og denne slags skræmsel kaldte digterne for en kentaur, og nogle kalder den for en elgfrode. Antonius signer sig, da han ser dette væsen. »Hør, du!« sagde han, »— hvor bor denne Guds tjener, som jeg går og leder efter?« Elgfroden — hvis vi skal kalde den sådan — mumlede noget til svar, som om den prøvede at tale, men det var uforståeligt. Og selv om den var rædsom at se på, så prøvede den dog på at være venlig i de svar, den gav. Den pegede derpå med sin højre hånd og viste Antonius den vej, han spurgte om, men straks efter satte den i løb og forsvandt ud i ødemarken i en anden retning, så hurtigt som en fugl kan flyve, og Antonius kunne snart ikke se den længere. Vi véd ikke, siger Hieronymus, hvorvidt Djævelen lod denne besynderlige skabning vise sig for Antonius’ øjne for at skræmme ham, eller om dette dyr fødes i ødemarken på samme måde som andre mærkelige væsener.

Antonius undrede sig og tænkte over det, han havde set, men fortsatte ikke desto mindre sin færd. Ikke længe derefter får han i en dal øje på en lille mand med en meget krum næse; der voksede horn i panden på ham, og han havde gedebukkeben. Ved dette syn fatter Antonius sine våben som en god stridsmand, og han finder sit skjold og sin brynje, hoc est scutum fidei et loricam spei — det vil sige med troen som beskyttelse og håbet om Gud som styrke. Men dette væsen kastede frugter fra de træer, der kaldes palmer, hen til ham, som om dette skulle være et tegn på næstekærlighed og fred mellem dem. Antonius stopper op og spørger ham, hvem han er, og han får dette svar: »Jeg er,« sagde han, »— en af dem, der holder til i ødemarken, og som hedenske mennesker, der er blevet narret af alskens vildfarelse, kalder en faun, en satyr eller en incubus og dyrker og påstår er deres gud. Jeg vogter min hjord. Vi beder dig om at gå i forbøn for os ved vores fælles Gud, som vi véd fordum kom til verden for at hjælpe menneskene, og hans ord og opfordringer har bredt sig over hele jorderiget.« Da nu dette væsen havde talt sådan, da fældede den gode, gamle mand mange tårer, som strømmede frem af den glæde, han havde i hjertet, for han glædede sig over Jesu Kristi herlighed og over Djævelens ulykke. Han undrede sig også over, at han var i stand til at forstå dette væsens sprog. Han slår nu den stav, han havde i hånden, i jorden og siger: »Ve dig — Alexandria! — fordi du tror på skræmsler og kalder dem gud. Ve dig — by! — som kunne kaldes for en skøge, fordi du stiller din tjeneste til rådighed for alle verdens djævle. Hvad har du nu at sige til dit forsvar? Dyrene kalder nu på Kristus og bevidner hans herlighed, men du kender ham fortsat ikke.« Antonius havde knap fået sagt, hvad han ville, før dette væsen forsvandt, så hurtigt som en fugl kan flyve.

Og for at det, som blev fortalt om skikkelsen på denne mand, Antonius mødte, ikke skal forekomme utroligt, så blev det på kejser Konstantins tid almindeligt kendt, siger Hieronymus, at en levende mand af denne slags blev ført til Alexandria, og det gjorde et stort indtryk på de folk, som så dette under. Men ikke længe efter døde han, og derfor blev hans lig saltet, for at det ikke skulle blive fordærvet og lugte slemt i sommersolens varme. Og liget blev siden ført til Antiochia, for at kejseren dér skulle se det.

5.

Men jeg skal fortsætte med det, som jeg begyndte på, siger Hieronymus, og der er det at fortælle om Antonius, at han fortsatte sin færd, men han opnåede ikke andet end at se dyrespor og ødemarkens store udstrækning. Men hvad skulle han gøre? Han vidste ikke, hvilken retning han skulle gå i. Nu var der gået to dage, siden han tog hjemmefra. Der var kun én ting at gøre, nemlig at sætte sin lid til, at Guds barmhjertighed aldrig ville svigte ham, uanset hvor han gik hen. Og dette forlod Antonius sig på.

Hele den følgende nat vågede han i bøn. Men da det begyndte at lysne, så han en ulv, der kom løbende ikke langt fra ham; den var tørstig og ledte efter vand og løb hen til en fjeldskråning. Han holder øje med dyret, så godt som han formår, og ser, at den løber ind i en klippehule. Antonius går også hen til huleåbningen, men der er så mørkt derinde, at han ikke kan se så godt, som han kunne tænke sig. Men fordi fuldkommen kærlighed fordriver frygten, som den hellige skrift siger, så går Antonius ikke desto mindre derind, selv om der er mørkt, for at finde ud af, hvad der foregår. Han går frem og støjer så lidt som muligt; han sniger sig af sted og trækker vejret stille og gør nu og da holdt og lytter, om han kan høre noget. Endelig ser han lys foran sig, men da han ville sætte farten op, rammer hans fod en sten, hvilket støjer noget. Den, der bor dér, er ikke gæstfri; med det samme han hører støj, lukker han døren til det inderste af hulen og skyder slåen for, for døren havde indtil da stået åben.

Den mand, der boede dér, var den salige eneboer Paul. Antonius kaster sig ned foran døren, og derfra må han tale helt til midt på dagen eller længere, og han beder om at måtte komme ind, idet han siger til den anden: »Du véd, hvem jeg er, og hvor jeg er kommet fra, og hvad mit ærinde er. Jeg véd, at jeg ikke er værdig til at se dit ansigt, men jeg går ikke herfra, før jeg har fået dig at se. Du lader dyrene komme ind, men hvorfor jager du mennesket væk? Jeg ledte efter dig og fandt dig. Nu beder jeg dig om at lukke op for mig. Men hvis jeg ikke opnår det, så skal jeg dø her ved din dør, og så kommer du til at begrave mit lig, selv om du ikke ville tilstå mig andet.« Sådan talte Antonius, og han forlod på ingen måde døren. Da svarede Paul: »Jeg kender ingen, der beder på den måde, at han lader trusler følge og beder med tårer, men byder uretfærdighed. Og det undrer dig, at jeg ikke vil tage imod dig, når du er kommet hertil i det ærinde at dø her?« Dette sagde han smilende, og han åbner derefter døren.

6.

Og da de mødes, bliver de begge glade og omfavner hinanden med stor venlighed, og selv om ingen af dem havde set den anden før, så hilser begge den anden med rette navn og takker Gud, som har sørget for deres møde. Og efter det hellige kys sætter de sig begge to ned. Paul tager da først til orde og siger: »Her ser du den, som du med så store anstrengelser har faret omkring og ledt efter. Se, hvordan uplejet hår dækker de lemmer, som er nedbrudt af alderdommen; her ser du en mand, der snart skal blive til muld. Men siden kærligheden bærer alt med tålmodighed, beder jeg dig om at fortælle mig, hvordan det står til med menneskeheden i verden, og om de gamle byer er blevet bragt i oprør, og hvilke høvdinge der nu styrer verden, og om der stadig findes folk, som er blevet så vildførte af Djævelen, at de ofrer til afguder.«

Og mens de taler sådan sammen, ser de, at en ravn sætter sig i et træ, der voksede på bjerget oppe over dem. Den sidder der ikke længe, og da den flyver derfra, lader den fra sine kløer et helt brød falde ned foran dem, hvor de sidder. Og da den var fløjet, sagde Paul: »Gud har sendt os morgenmad — han er i sandhed nådig, han er i sandhed barmhjertig. Nu er der gået 60 år på den måde, at han hver dag har sendt mig et halvt brød, men fordi du nu er kommet, har Herren Kristus skænket sine riddere dobbelt så meget mad.« De takker nu Gud og sætter sig på jorden ved den smukke kilde, der var i klippehulen. Og de begynder da at trættes om ikke andet, end hvem af dem der først skulle bryde brødet. Denne trætte stod på næsten helt, til det blev aften. Paul mente at have ret til at bestemme husordenen, siden det var ham, der boede der. Antonius sagde, at den ældste af dem måtte være den mest fornemme. Omsider besluttede de at rykke brødet over, og hver især skulle da have den del, som han holdt i. Da de siden var blevet mætte, lagde de sig ved kilden og drak lidt af dens vand. Husbonden var ikke så rig, at han ejede et kar til at drikke af.

Derpå begyndte de at bede, og de vågede hele den nat med bønner og lovprisning af Gud. Og da det var blevet lyst, sagde den salige Paul dette til Antonius: »Jeg har vidst længe — broder! — at du holdt til heromkring; Herren har i lang tid lovet mig, at jeg skulle træffe min medtjener. Men siden den tid nu er kommet, hvor jeg skal dø, og jeg har fra tid til anden længtes efter, at min sjæl skulle forlade legemet og være hos Kristus og modtage den løn, som er beredt til den efter de fuldendte anstrengelser, så er du blevet sendt af Gud til at begrave mit legeme og give jorden tilbage til jorden.« Da Antonius nu hørte dette fra Pauls mund, begynder han grædende at bede om, at de ikke skulle skilles, og at Gud ville skænke Paul det, at Antonius opnåede at blive hans ledsager på denne færd. Men Paul svarede sådan på hans anmodning: »Du skal ikke,« siger han, »— søge vinding for dig selv, men tværtimod tage andres behov i betragtning. Det er passende for mig at kaste legemets byrde og fare til Gud. Men det tilkommer fortsat de øvrige brødre at blive forenet af dit livs eksempel, og derfor beder jeg dig om ikke at sørge over mig, men gå hellere hen og find den kappe, biskop Athanasius gav dig, og læg mit legeme i jorden iført denne kappe.« Men den salige Paul bad ikke om dette, fordi det bekymrede ham, hvorvidt hans legeme skulle rådne op tildækket eller nøgent, eftersom han så længe ingen klæder havde haft, bortset fra dem han lavede af løvet fra det træ, der kaldes en palme, og som voksede på klippen over ham. Han bad tværtimod Antonius om at tage af sted og fandt på dette ærinde, for at hans bortgang skulle volde Antonius mindre sorg, fordi han ikke var til stede, når det skete.

7.

Antonius undrede sig over, at Paul vidste noget om Athanasius og hans kappe, men han vovede ikke at svare noget, sådan som han så selveste Kristus i Paul og lovpriste Herren i hans bryst, men derimod kyssede han bare hans øjne og hænder og gik grædende og tavs derfra og vendte hjem til sit kloster — det, som det folkeslag, der kaldes saracenere, siden ødelagde. Han var ikke i stand til at gå så hurtigt, som han kunne ønske sig, og skønt han var udmattet af faste og ælde, overvandt ønsket dog alderdommen, for hans færd gik meget hurtigere, end hvad der forekommer rimeligt. Omsider kom han til sit hjem, og han var meget træt. To disciple, der var begyndt at tjene ham i hans alderdom, løb ham i møde og spurgte: »Hvor har du opholdt dig al denne tid?« Og han svarede: »Ve mig, syndige menneske, for jeg kan ikke i sandhed kaldes en munk. Jeg har set Elias, og jeg har set Johannes Døberen, og sandelig så jeg Paul i Paradis.« Flere oplysninger gav han dem ikke. Han slår sig på brystet, og fra sit herberg tager han straks den kappe, som han var sendt af sted efter. Disciplene bad ham uddybe det, han havde sagt. Han svarede dette: »Tempus tacendi et tempus loquendi. Der er en tid til at tie og en tid til at tale.« Og han går straks ud, efter at han havde sagt dette, og tilbage ad den samme vej, som han havde fulgt hjem. Han undte sig ikke tid til at indtage føde, sådan længtes og tørstede han efter at møde Paul for anden gang; han så ham både for sine øjne og i sine tanker, for han frygtede det, som også skete, nemlig at Paul ville forlade denne verden og give Gud sin sjæl, uden at han var til stede.

Og da det blev den anden dag, efter at Antonius gik hjemmefra, og der var så langt tilbage, som man kunne gå på under en dag, så han engleskarer i luften med profeter og Guds apostle. I denne flok så han også den salige eneboer Paul stige op til Himlen i stor stråleglans og med sådanne ledsagere. Ved dette syn faldt Antonius straks til jorden, og han kastede muld på sit hoved og sagde derefter grædende: »Paul! Hvorfor drog du fra mig? Hvorfor forlader du mig, så jeg ikke kan hilse på dig, så sent som jeg lærte dig at kende? Jeg sørger, fordi vi skiltes så hurtigt.« Den salige Antonius fortalte siden, at han tilbagelagde resten af vejen i en sådan fart, som en fugl flyver, og det var ikke uden grund, for da han kom ind i klippehulen, nåede han at se, at Paul stod dér på sine knæ, mens han kiggede op i luften og rakte sine hænder mod himlen — men legemet var dog livløst. Antonius troede først, at Paul var i live, og han begyndte på sin bøn, som eneboere plejer at gøre, når de mødes. Men da han ikke hørte det suk, som Paul plejede at lade følge efter bønnen, går han grædende hen til ham og kysser ham. Og han forstod, at denne hellige mands lig så op mod Gud, der selv lader alting leve på passende vis, på den måde, som han havde ønsket.

8.

Nu svøber Antonius Pauls lig i den kappe, han havde hentet efter hans ønske, og han bærer liget ud og synger over det. Men han havde ikke noget redskab til at grave en grav med. Han bliver derfor ganske bedrøvet og tænker meget over, hvad han skal gøre, og siger: »Hvis jeg går hjem til munkeklosteret efter et graveredskab, er det en færd, der tager fire dage, men hvis jeg bliver her, får jeg ikke gjort arbejdet. Så må jeg rimeligvis dø her hos din kæmpe — Kristus!«

Og mens han tænkte og talte sådan, kom to løver løbende fra ødemarken; de løb af sted i en rasende fart, og da Antonius så dem, blev han først skræmt. Men så snart han vendte sit sind mod Gud, blev han straks så frygtløs, at han så på dem, som var det duer, der kom flyvende. De løb direkte hen, hvor Pauls lig lå, og standsede dér og kastede sig ned ved hans fødder og logrede med halerne og brølede højt, så man kunne forstå, at de begræd hans død på den måde, som de nu kunne. Derefter begyndte de at grave en grav ikke langt fra, hvor liget lå, og med poterne fik de snart fjernet sandet, og de forstod nok at lave graven så lang, som Paul behøvede. Og så snart de var færdige med at grave, gik de hen til Antonius og gjorde tegn med deres haler og ører, som om de bad om løn for arbejdet; de slikkede hans hænder og fødder og var så medgørlige, at det faldt ham ind, at de bad om hans velsignelse. Antonius takker øjeblikkelig Gud for, at selv umælende dyr kunne forstå hans vilje og være så lydige imod deres skaber, og han sagde: »Herre!« sagde han, »— ikke et blad falder til jorden, medmindre det er din vilje, og ikke en spurv dør, uden at du har bestemt det. Giv du nu disse dyr den løn, som det behager dig, og som du finder passende for dem.« Og derpå gav han dem med sin hånd tegn til, at de skulle gå igen. Da de nu går deres vej, lægger han det hellige lig i den grav, som dyrene havde gjort klar til ham, og han fylder derpå graven med den muld, som de tidligere havde gravet op.

Og den følgende dag kigger Antonius på de ejendele, som Paul havde efterladt sig, men ikke havde fortalt, hvad der skulle ske med. Han tager Pauls kjortel med sig — den, som han med sine egne hænder havde lavet af palmeblade — og der forlyder ikke noget om, at han efterlod sig andet. Han går derefter tilbage til sit kloster og fortæller sine disciple udførligt om alt det, der var sket på hans færd. Han plejede siden at bruge den hellige Pauls kjortel ved de største højtider, påskedag og pinsedag.

9.

Jeg kunne tænke mig, siger den salige Hieronymus i slutningen af denne fortælling, at spørge dem, der ikke kender størrelsen på deres formue og ikke mener, at deres haller er fine nok, medmindre de er pyntet og indrettet med marmor, eller dem, der bekoster en vævning med så stort et beløb, at de kunne købe gode jorder for det — jeg kunne tænke mig, siger han, at spørge dem, der svælger sådan i deres overflod, hvad denne fremragende mand, eneboeren Paul, manglede i hele sit liv. I drikker af skåle, som er besat med kostbare sten; han drak af sine hænder og opfyldte på den måde et naturligt behov. I bærer guldvævede klæder; Paul ejede ikke så gode klæder som den ringeste af jeres tjenere. Men til gengæld er Paradis åbent for denne fattige mand, mens I guldhalse ender i Helvede. Paul tog vare på Kristi klædning, selv om han var nøgen, mens I i jeres kostbare tøj har fortabt Kristi klædedragt. Han hviler indhyllet i den usleste muld, men skal genopstå med megen herlighed, mens I, der ligger under en smukt forsiret gravsten, skal brænde sammen med jeres rigdomme. Jeg beder jer, siger den hellige Hieronymus, der henviser til den skik, der på hans tid var i disse lande, Jorsalaland og Egypten, efter hvilken formuende mennesker begravede ligene af dem, de elskede — jeg beder jer, siger han, om at spare på pengene, selv om I elsker dem så højt. Hvorfor svøber I døde mennesker i guldvævede klæder? Hvorfor er der ingen ende på hovmodet, når I begræder jeres frænder og venner? Eller kan rigmænds lig kun rådne op, hvis de er iført kostbare klæder?

Jeg beder enhver, som læser denne saga, om at ihukomme den syndige Hieronymus; såfremt han måtte få et ønske opfyldt af Gud, så ville han snarere vælge Pauls kjortel med tilhørende fortjeneste end kongers purpur med tilhørende pinsler. Måtte den hellige præst Hieronymus, som ikke længere har behov for vores bønner, og de herlige mænd, Guds riddere Paul og Antonius, gå i forbøn for os og bevirke, at vi skænkes barmhjertighed og syndsforladelse af Vorherre Jesus Kristus, som sammen med Faderen og Helligånden lever og regerer som Gud i al evighed.

---

Noter: