Prædiken på dagen for Vorherre Jesu Kristi omskærelse

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gammelnorsk homiliebog

Prædiken på dagen for Vorherre Jesu Kristi omskærelse

In circumcisione domini nostri Jesu Cristi sermo

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2025

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Gammel norsk Homiliebog, Christiania, 1864

---

Jesu omskærelse
BL Royal 19 B XVII (1372)

På denne dag blev Vorherre Jesus Kristus renset ved den jødiske omskærelse, sådan som Lukas fortæller det i evangeliet, og han fik navnet Jesus, sådan som englen havde forudsagt det, før han blev undfanget i moders liv.

Homilie

Der er kun få ord i denne evangelietekst, men selv om de er få, er de dog meget betydningsfulde. Lad os først se på, hvorfra skikken med omskærelse kommer, sådan at vi bedre kan forstå dens betydning.

Patriarken Abraham var den første, der blev omskåret, dengang Gud påbød ham og hele hans slægt det. Og han brugte denne renselse som et tegn på sin tro, for ved dette tegn adskilte hele hans slægt sig fra andre folk, der ikke troede på Gud. Og på den dag, da Abraham lod sig omskære, velsignede Gud ham og forlængede hans navn, for han havde hidtil heddet Abram — og det betyder den høje fader — men siden blev han kaldt Abraham — det vil sige fader til mange. For Herren sagde dette til ham: »Jeg gør dig til fader til mange folkeslag.« Dette Guds løfte opfyldes nu så vidt omkring, at vi, som har bevæget os fra at være hedenske skarer til at tro på ham, kan kalde os Abrahams åndelige sønner i efterligningen af hans tro og hellighed. Men vi skal vide, at renselsen ved omskærelse kunne hjælpe til frelse efter jødernes lov, sådan som nu dåbsrenselsen gør, dog sådan at ingen kunne opnå adgang til Himmerige, før den udfrielse kom, som det blev lovet Abraham skulle udgå fra hans slægt. Og denne udfrielse nød alle de godt af, som dyrkede jødernes renselse med den rette tro og gode gerninger, helt indtil Kristus afskaffede omskærelsen og helligede dåben til udfrielse fra synderne. Dette håb om udfrielse blev tidligere givet folk ved omskærelsen, men nu opfyldes det ved dåben. Abraham skiftede navn ved omskærelsen, og vi får også et andet navn ved vores dåb, for vi kalder os kristne og gøres til Guds sønner, mens vi før var syndens trælle.

Herren Jesus lod sig omskære, for han ville overholde den lov, han selv havde givet, og ikke bryde den. Og når han syndfri og af ydmyghed nedlod sig til at opfylde lovens påbud, som var givet til retledning af syndige mennesker, så kan vi forstå, hvilken pligt vi syndige mennesker har til at overholde hans bud. Det er unødvendigt at forklare, hvorfor Herren fik navnet Jesus — det betyder frelser — men snarere bør vi grundigt overveje, hvordan vi kan få glæde af dette navn og blive frelst gennem det, for Guds engel tydede dette navn og sagde: »Hans navn skal være Jesus, for han skal frelse sit folk fra synder.« Og vi tror derfor på, at den, der frelser os fra synder, vil frelse os fra alt ondt, for som David sagde i salmen: »Den, der tilgiver synder, han helbreder alle dine sygdomme.«

Ved tilgivelsen af vores synder helbredes alle vores sygdomme, når den sidste opstandelses evige herlighed åbenbarer sig i overvindelsen af døden og al ondskab. Dette er vores sande og fulde omskærelse, når alle legemlige og åndelige svagheder forlader os på dommedag, og vi bliver ledt ind i Himmeriges hal for vores skabers åsyn. For på samme måde som børn førhen blev båret ind i templet i Jerusalem med offergaver efter omskærelsen, sådan går de ydmyge på dommedag ind i det himmelske Jerusalem med de gode gerningers offergaver, rensede og skilt fra alle dødelige svagheder. Denne samme indtræden i Himmerige symboliseres ved det, at omskærelsen blev foretaget på den ottende dag, for der er seks verdensaldre, hvor det er nødvendigt at gøre gode gerninger og udholde slid til gengæld for den evige hvile. Den syvende verdensalder findes ikke i dette liv, men i den næste verden, hvor sjælene hviler sig helt indtil genopstandelsen. Men den ottende alder er selve dagen for genopstandelsen — fuld af lykke og uden tidsmæssig begrænsning — hvor hele omskærelsens herlighed viser sig.

Men hvis vi vil have del i denne herlighed i Himlen — gode brødre! — så skal vi tage vare på den åndelige omskærelse i vores hjerter og legemer. Det vil sige, at vi skal bortskære vore legemlige og sjælelige lyster, for Herrens omskærelse symboliserer vores afholdenhed og forbedringen af vores livsførelse, såfremt vi vender os bort fra synden. Denne åndelige omskærelse omtalte Guds profet, da han sagde: »Sønderriv hellere jeres hjerter end jeres legemer.« På denne dag gik det, profeten sagde, i opfyldelse, for Herren påtog sig at blive omskåret legemligt, for at vi skulle blive det åndeligt. Og vi skal vide, at vi kan iagttage Herrens omskærelse med alle sanserne — i både det ydre og det indre menneske — såfremt vi fører et sædeligt liv.

Den renser sit sinds og sit legemes øjne, som ikke lader nogen legemlig skønhed besnære sit sind, men holder blikket væk fra alle de ting, som vil drage hans tanker mod vrangt begær. For det øje er urent, som gerne vil se det, der frister hans sind eller legeme. På samme måde er også tankens øjne urene, når de glæder sig over de syndige billeder, som den urene sjæl lader opstå i hans tanker. Den renser både det ydre og det indre menneskes ører, som ikke vil høre på unyttige eller ondskabsfulde ord, og som i sine tanker og i sin adfærd ikke viger fra den rette tankegang, selv om han hører vrange tilskyndelser. For urent er det øre, som finder glæde ved at høre om onde hændelser eller ved beskidt snak. Og allermest urent er det sindets øre, som bliver værre ved andres ord.

Den renser sin mund ved Guds omskærelse, som tager sig i agt for unyttige ord, men allermest for dem, der er værre end tom snak. Og den renser det indre menneskes mund, som ikke taler ondt om sine medmennesker i tankerne, og som ikke i sit hjerte bærer på det, som er en stor synd at sige. Den renser sin munds nydelse, som holder sig fra frås og overdrevet drikkeri og udviser mådehold i enhver lyst til mad og drikke. Men det er den indre nydelse, som enhver nødvendigvis må udskære af sit hjerte; det er den lyst til synd, der tynger sindet og gør det forvirret, sådan som frås og overdrevet drikkeri gør det ved legemet. For den har endnu ikke opnået Kristi omskærelses renselse af sin mund, hvis tale bringer skam over vedkommendes medmennesker, eller som forbander dem i sit hjerte, eller som tilsmudser sit legeme med umådeholden indtagelse af mad og drikke, eller som i sit hjerte spiser den indre urenhed — det vil sige at have lyst til synd og at give efter for den.

Løsagtige kvinder har for vane at hente velduftende urter ind i deres huse for med disse dufte at lokke de mænd til sig, der ikke kan gennemskue deres list. Det er nødvendigt, at enhver kristen mand, som vil rense sin lugtesans, holder sig fra sådanne dufte. Enhver kristen mand må også tage sig i agt for den røgelse, som hedenske folk frembringer for deres afgudsbilleder. Der findes endnu en lugt for det indre menneske, som behøver renselse ved Kristi omskærelse, og det er, når stanken fra hans medmenneskers synder bliver overført til ham. Den kommer til at stinke af andres synder, som elsker sine venner så højt, at han ikke hader deres onde gerninger, men snarere ansporer dem til at synde.

Den renser sine hænder ved omskærelsen, som holder dem fra ran og tyveri og enhver ulovlig modtagelse af penge. For en mands hænder er urene, også selv om han ikke stjæler eller raner fra andre, hvis han modtager bestikkelse eller pengegaver for at fremme noget ulovligt. Der er også det indre menneskes omskærelse — og det vil sige, at han holder sin tankes hænder fra begær efter alt det, som han ikke har lov til. For en mands åndelige hænder er urene, når han i sit hjerte begærer noget, som andre ejer, også selv om han ikke griber det med hænderne. Den renser sine fødder, der gør som Salomo sagde: »Hvis syndige mennesker lokker dig med til at narre uskyldige, så gå ikke med dem, men forbyd dine fødder at følge deres vej, for deres fødder løber efter det onde.« Tankerne er det indre menneskes fødder, og de bærer sindet forskellige steder hen, sådan som fødderne bærer legemet. Og denne føddernes omskærelse vil sige, at man ikke lader stygge tanker lede sindet bort fra Guds vej.

Lad os derfor — gode brødre! — rense vores hjerte og legeme og gøre vores syn rent, sådan som David sagde: »Vend mine øjne bort — Herre! — så jeg ikke ser det, som er unyttigt.« Lad os rense vores ører, sådan som det er skrevet i evangeliet: »Den, der er af Gud, han hører Guds ord.« Lad os rense vores mund og smagssans, som salmedigteren sagde: »Sødere end honning er din tale for min mund — Herre!« Lad os rense vores lugtesans, så vi med apostlen Paulus kan sige: »Vi er vellugt for Gud.« Lad os rense vores hænder, som David sagde: »Jeg løfter mine hænder mod dine befalinger — Herre!« Lad os rense vores fødder, som salmedigteren sagde: »Jeg forbød mine fødder at følge alle onde veje.« Lad os rense vores hjerte og legeme, som David ligeledes sagde: »Mit hjerte og mit kød glædede sig ved den levende Gud.« Såfremt vi iagttager disse ting i ord og i gerninger og i tankerne, da skal vi komme til det himmelske Jerusalem, når dette liv slutter, og dér skal vi finde al omskærelsens herlighed i Vorherre Gud, Jesus Kristus — ham, som med Faderen og Helligånden lever og regerer per omnia secula seculorum. Amen.

---

Noter: