Samisk religion ifølge Johannes Schefferus
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Fil:SchefferusJohannes.jpgJohannes Schefferus
(1621–1679)Temaside: Samisk religion og mytologi
Samisk religion ifølge
Johannes Schefferus
Carsten Lyngdrup Madsen
© 2026
Indledning
Johannes Schefferus (1621–1679) var en tyskfødt humanist, historiker og filolog, der det meste af sit liv virkede i Sverige. Han blev professor ved Uppsala Universitet og regnes for en af de lærde, der i 1600-tallet bidrog til at udbrede europæisk viden om Nordskandinavien.
Han blev født i Strasbourg, men blev i 1640’erne kaldt til Sverige efter invitation fra dronning Kristina. Her arbejdede han som professor i retorik og statskundskab i Uppsala. Schefferus var en produktiv lærd og skrev om både klassisk filologi, svensk historie og antikke emner.
Lapponia (1673). I dag er Schefferus især kendt for værket Lapponia, den første større videnskabelige fremstilling af samernes liv, religion og samfund. Bogen blev skrevet på opfordring af den svenske stat for at give et mere korrekt billede af samerne i Europa, hvor der cirkulerede mange fantasifulde historier om trolddom og magi. Schefferus byggede værket på skriftlige kilder og rapporter fra præster og embedsmænd i Nordskandinavien.Omkring en fjerdedel af bogens ca. 400 sider handler om religiøse forhold under disse kapiteloverskrifter:
- Om lappernes hedenske religion
- Om lappernes anden religion eller kristendommen
- Om rester af hedendom hos vor tids lapper
- Om lappernes hedenske guder og hvorledes de endnu dyrkes
- Om lappernes trolddom.
- Om bjørnejagten
- Om død og begravelse
Lapponia, der var skrevet på latin, blev hurtigt oversat til flere europæiske sprog og fik stor betydning for Europas forestillinger om samisk kultur i 1600- og 1700-tallet. I Norden skulle der dog gå mange år inden værket blev oversat. Først i 1956 udkom en svensk oversættelse under titlen Lappland i serien Acta Lapponica (nr. 8). Ernst Manker stod for udgivelsen, Henrik Sundin for oversættelsen og John Granlund for noter og kommentarer.
Herunder skal indholdet af de kapitler, som vedrører samisk religion, kort ridses op. Af ophavsretslige grunde kan der kun bringes korte smagsprøver fra Schefferus' tekst.
Kap. 7.
Om lappernes hedenske religion
"SEDAN vi avhandlat lapparnas ursprung och tidigare öden, är det tid att komma till folket självt. Först av allt vilja vi då kasta en blick på deras religion, icke blott sådan den nu är utan även sådan den var, innan kristendomen kom till dem. Det fanns även före kristendomens insteg i vårt land invånare i vad vi nu kalla Lappland, nybyggare som enligt, vad som framgått av det föregående benämnts finnar, lappfinnar, skridfinnar eller bjarmer. Men även lapparna i egentlig mening antogo ganska sent kristendomen. Därför ha vi anledning undersöka, vilken religion de hade förut. Det kan ju icke råda något tvivel om att de voro hedningar. Det var alla Nordens folk på den tiden. Men då icke alla hedningar ha samma religion, kan man fråga, vilken lapparnas var. Jag tror, att de knappast kunna ha haft någon som avvikit från finnarnas, då de ju ha utgått från dem och säkerligen även fått sin religion från dem. Om denna finnarnas religion råder stor oklarhet, då det ej finns några urkunder, som klarlägga folkets äldre förhållanden. Vi måste därför gå till de forna bjarmerna och skridfinnarna samt till de hedniska sedvänjor, som ännu i dag fortleva hos lappar och finnar, för att få stoff för vår undersökning." (s. 92).
Med afsæt i to af de islandske sagaer, hvor handlingen til dels foregår i det samiske område, når Schefferus frem til, at samernes ældste guder har været Jumala, Tor (torden) og Solen. Han finder det også sandsynligt, at de i lighed med finnerne har haft andre "småguder", som på forskellig vis var knyttet til naturen, vejret og jagtbyttet – ikke mindst bjørnen.
Kap. 8.
Om lappernes anden religion eller kristendommen
"Liksom till andra folk kom efter hedendomens långa mörker kristendomens ljus även till lapparna. Vi vilja nu tala även därom. Framför allt vilja vi utreda, när det skedde och vid vilken tid lapparna först fingo höra Kristi namn. Detta är emellertid ganska svårt att säga, då vi icke ha något skriftligt vittnesbörd därom." (s. 99).
For Schefferus er der ingen tvivl om, at de ældste spor efter kristendom blandt samerne går tilbage til tiden før reformationen, måske så langt tilbage som til 1200-tallet. "Jag tror tvärtom, att det från Magnus Ladulås' tid bland lapparna alltid funnits sådanna som varit kristne eller låtsas vara det." (s. 100). Magnus Ladelås var svensk konge fra 1275-1290. Ifølge Schefferus har der dog kun været tale om et overfladisk kendskab til kristne ritualer. Der var ikke tale om et religionsskifte, for de mente ikke, "att den var nödvändig för deras frälsning, utan de ha antagit den endast till skenet och på ytan, för att den skulle vara dem ett medel att vinna kunglig gunst och avvända det onda, som kunde hota dem, om de visade sig motspänstiga. I detta syfte firade de även bröllop inför en tillkallad kristen präst, buro de barn som föddes till kyrkan och läto döpa dem efter kristen ritual. Detta var det väsentliga i deras religion. Olaus Magnus nämner därför endast dessa. Ty Guds ords predikande och övrig undervisning i kristendomens huvudstycken var då nästan alldeles obekant för dem." (s. 101). – Vi skal helt frem til Gustav Vasas tid midt i 1500-tallet, før der tages konkrete skridt til at indføre kristendommen blandt samerne.
"Men vad har gjorts, sedan konung Gustav kom till makten? Liksom man då inom riket i övrigt tog bättre vård om den sanna religionen än förut, så gjorde man det även i Lappland. Härtill bidrog framför allt, att lapparna, som förut varit skattskyldiga till birkarlarna snarare än till kungarna och därför försummats av dessa, av Gustav ställdes direkt under kronan, såsom vi nedan skola visa mera utförligt. Han förordnade nämligen, att de skulle samlas vid vissa tider på året, då de icke blott skulle erlägga skatt till kungens fogdar utan även höra predikningar och få undervisning i Guds ord. Bureus omnämner denna förordning i sin Svecia sålunda: »Om vintern, då de skola erlägga skatten, samlas de liksom i horder på vissa platser och vid viss tid. Då äro präster tillfinnandes, som döpa deras barn och utlägga för dem trons artiklar och andra kristendomens huvudstycken och pröva vad de föregående år inhämtat, för att lära känna hur långt de kommit i sin kristendomskunskap.»" (s. 102).
De enorme afstande, samernes nomadiske liv, manglen på præster og kirker gjorde imidlertid opgaven tæt på umulig. Men i første halvdel af 1600-tallet var der blevet bygget kirker flere steder, ligesom der under Gustav Adolf blev oprettet den første skole "för att befästa kunskaper och kristen tro" (s. 106). Med samme mål blev de første bøger trykt på samernes eget sprog "för att lapparna ur dem skulle kunne lära sig den kristne religionens grunder." (s. 107). – At få samernes børn i skole foregik dog ofte med tvang og mod forældrenes vilje. Et af formålene med skolen var, at undervisningen skulle motivere nogle af drengene til at uddanne sig til præster. Stort set ingen af de præster, som allerede var i embede kunne prædike på samisk og samerne forstod ikke svensk.
Skolens efterfølger – Den skytteanska Skolan eller Lycksele Skolan – etableret af statsmanden Johan Skytte fik dog langt større betydning og var virksom i mere end 200 år. Tilknyttet til denne skole var bl.a. præsterne Olaus Niurenius og Olaus Graan. "Dette är nu den skola, varifrån sedan ha utgått och fortfarande utgå begåvade ynglingar, genom vilka lapparna mer och mer lära sig förstå och efterfölja den kristne religionen." (s. 113).
Flere kirker blev opført og nye præster kom til, hvoriblandt var enkelte samer. Et præstekald til Lapland var ikke attraktivt for mange svenske præster, for ud over de kirkelige handlinger skulle præsterne foretage lange og besværlige rejser rundt blandt den spredte befolkning. Schefferus afslutter kapitlet med nogle bemærkninger om forholdet mellem det gamle og det nye:
"Såsom de nu i allt följa kristna religionens föreskrifter, så undfly och avsky de å andra sidan allt som stöter på gammal övertro. Trummorna undanskaffa och förstöra de, avgudabilderna av trä och sten, vilka de fordom dyrkade som gudar, slå de sönder och bränna upp." Herefter citerers Johannes Tornæus' fortælling om Peder Päiwiä, der er gengivet i Berättelse om Lapmarckerna och Deras Tillstånd. En lignende fortælling, der også har sit ophav hos Tornæus handler om en mand ved navn Klemet. "Härom berättar Tornæus, att Klemet icke velat utlämna sin trumma, ehuru han flera gånger uppmanats härtill av prästen. När slutligen hans moder fallit i en svår sjukdom, hade han sökt bot mot den med trummans hjälp, men modern hade trots allt avlidit. Därför hade han skurit trumman i småbitar och sagt, att han insåg, att den ej var till någon nytta. Vi se alltså, att den kristna religionen numera trängt väsentligt djupare in i det lapska folket än fordom, då den nu mottagits av lapparna själva och präglar deras dagliga liv." (s. 118f.). Schefferus er dog ikke blind for, at det stadig er nærliggende for samerne at ty til den gamle religion.
Kap. 9.
Om rester af hedendom hos vor tids lapper
"Det kan icke råda delade meningar om att kungarna, lika fromma som prästerna, nedlagt all möjlig omsorg och insikt på att utrota den gamla vantron och därmed sammanhängande annat ont. Men ännu lever ganska mycket kvar, som kräver ytterligare omsorg och vaksamhet." (s. 120).
Til trods for at Schefferus i det foregående kapitel har påvist kristendommens tilstedeværelse blandt samerne, gør hans informanter det også klart, at dele af den gamle religion lever i bedste velgående i mange samers tankegang og kommer til udtryk i dagliglivet. Samuel Rheen siger således: "Dhet finnes hoos them ännu myken widskepelse, och grofwa willfarelser." Schefferus dokumenterer dette med et brev, som biskop Erik Emporagrius (1606-1674) havde skrevet til Johannes Tornæus: "Du åtog dig mödan med lapparna, ett folk av halvt mänsklig karaktär, för att ej bruka ett starkare ord, då ju deras sinnen alltjämt äro intagna av mycken vidskepelse och avgudadyrkan. Ehuruwäll the willia synas dyrka, tiena, och troo på Gudh, doch lijkwäll älska the myket sina förfäders willfarelser." (samme). Ifølge Schefferus er mange af den opfattelse, at samerne blot foregiver at være kristne men inderst inde er hedninger. Og selv om dette ikke gælder alle, "kan man dock icke förneka, att hos ganska många är den kristna religionen snarare hycklad än sann och uppriktig." (samme).
Årsagen hertil skyldes for en stor del kirkens forsømmelighed, men hænger også sammen med de skatter, som skulle betales til præsterne. Mange samer var i forvejen fattige og havde svært ved at undvære noget. Historikeren Olaus Magnus anfører landets enorme udstrækning som endnu en grund: "Att det dröjer så länge härmed, har ögonskenligen sin orsak däri, att de befinna sig på så långt avstånd — 200 italienska mil och däröver — från de kristna kyrkorna." (s. 121). 200 italienske mil svarer ca. til 300 km. Det var vanskeligt for ikke at sige umuligt for præsterne at tilbagelægge så store afstande ofte gennem uvejsomt terræn.
Schefferus mener, at det lå i samernes mentalitet at have en tilbøjelighed til overtro. Han forklarer:
"Denna deras benägenhet beror väl i första hand på att de leva i otillgängliga ödemarker och skogstrakter med vilda djur, utan umgänge med andra människor, i det varje familj lever för sig mycket långt, ibland flera mil, från andra, samt slutligen på att de leva som jägare, vilket levnadssätt brukar befordra all slags vidskepelse och gemenskap med demoner." (Samme).
Respekten for forfædrene var endnu en grund. At forkaste anerkendte gamle skikke var respektløst overfor forfædrene. Det var det samme, som at sige, at disse havde været ugudelige og uvidende.
De levn, som stadig kan findes blandt samerne, er ifølge Schefferus for det første "vidskepliga, gudlösa och hedniska sedvänjor" og for det andet "trolldom och djävulskonster". Til den første gruppe hører, hvad Schefferus betegner "barnlig overtro" om naturfænomener. For eksempel forklares måneformørkelse med at en dæmon har slugt månen og at den må have hjælp. Også lyn og torden forklares med stærke magter i luften, som kræver sine forholdsregler. Visse dage fx omkring julen kunne luften være fuld af sådanne magter, som måtte formildes med ofre. Også tegn i naturen, som for eksempel hvilket dyr de møder først, tillægger de betydning. Også jagtritualer, hvor en skudt rens benknogler kastes i søen, udspringer af samme overtro. Flere eksempler anføres fra forskellige kilder.
Det skyldes også overtro, når samerne ikke frivilligt vil komme i kirken men skal føres dertil med tvang eller når de ikke vil tro på kristne læresætninger som opstandelsen fra de døde. Dertil kommer, at de ved siden af Gud og Kristus dyrker deres egne falske guder både større og mindre. Blandt de større er Tor (Torden), Storjunkeren og Solen. Disse dyrkes ved sten- og træskikkelser, som kaldes seiter. Blandt de mindre guder nævner Schefferus særskilt en kvindelig guddom ved navn Vires-akka (skrevet med forskellig ortografi). Der bliver ofret til hende, men der siges ellers intet om hendes rolle. Frygten for at de døde stadig kan blande sig i tilværelsen har også spillet ind, og det i en sådan grad, at man ifølge flere kilder har ofret til dem.
Ud over store og små guder findes der i det samiske landskab ånder og andre mytiske væsner overalt:
"Förutom manerna finnas också andra väsen eller andar, som sägas ströva omkring bland klippor och berg, älvar och sjöar; även dessa visa de vördnad, liksom de gamla romarna dyrkade sina herde-, skogs- och havsgudomligheter. Om dem säger Samuel Rheen: »Troll mena the wara allestädes i fiällen, i bärg och siöar.» . . . Sådana äro nu de flesta gudar som lapparna ännu i dag anse sig kunna dyrka och hedra jämte den sanne Guden och Kristus. Om alla dessa gudar var och en för sig och deras dyrkan skola vi tala i följande kapitel." (s. 128).
Kap. 10.
Om lappernes hedenske guder og hvorledes de endnu dyrkes
I de foregående kapitler har Schefferus berørt især tre af de samiske guder. I dette kapitel tegner han et mere fuldstændigt billede af den samiske forestillingsverden og den religiøse praksis. De guder, som beskrives her, er guder, "som lapparna ännu idag dyrka."
Tordenguden, der både kaldes Tor og Tiermes og undertiden Aijeke, er en mægtig gud, som viser sin styrke både gennem lyn og tordenskrald. Denne gud råder over liv og død, helse og sygdom. Hans opgave er at jage og dræbe trolde og andre onde magter i fjelde, bjerge og søer. Hans attributter er buen (regnbuen) og hammeren i lighed med nordboernes Tor.
"Han är den gode och välgörande guden, som vakat över dem såsom över sina barn och skyddar dem emot trollen . . . Emedan nu lapparna vänta sig så mycket gott av sin Tiermes, troende att han ger livet åt människorna och vakar över deras hälsa, ja att icke ens döden mot hans vilja hotar dem, och då de tro, att han driver bort de övernaturliga väsen som uppträda störande vid deras jakt, fågelfänge och fiske, och om dessa gjort någon skada, bestraffar dem efter förtjänst, så anse de, att honom tillkommer dyrkan framför alla andra." (s. 130).
Den anden af de store guder er Storjunkeren. Schefferus undrer sig over navnet, som er kommet fra Norge. Han mener, at det er et yngre kaldenavn for Stourra [Stuorra] Passe, dvs. "den store helige", som kendes fra en gammel sang, som synges i forbindelse med offerritualet. "De sätta denne gud synnerligen högt och offra mera och oftare till honom än till de andra gudarna" (samme), siger Schefferus. Hvor Tiermes råder over guderne, ånderne og menneskene, råder Storjunkeren over alle dyr og alt vildt – fugle, fisk og vilde dyr. Det er ham, som giver jægeren bytte eller tilbageholder det fra ham. Og da samerne næsten udelukkende nærer sig ved jagt og fiskeri, forstår man, hvor nødvendigt det er at dyrke netop Storjunkeren. Schefferus mener ikke, at man har benyttet det særprægede navn på guden i alle dele af Lapland.
Den tredje af de store guder er Solen – Beiwe (Peive). I et land præget af kulde og mørke er det naturligt at føle taknemmelighed til solen, som bringer varme og lys. Derfor tilbedes solen som en guddom. De er også af den opfattelse, "att solen är all allstrings upphov och att allt blir till genom dess välvilja. Samuel Rheen skriver: »Solen hålla the för een moder för alle lefwande diur.» Lapparna anse, att den framför allt annat vederkvicker renarna och värmer dem och deras avkomma, så att den hastigt och skönt tillväxer och blir kraftig och stark. . . Emedan de nu anse solen bereda dem så många välgärningar. . . anse de det rätt och billigt att visa solen den största heder." (s. 132).
Disse tre guder, siger Schefferus, dyrker de "var och en med sin särskilda kult." Den religiøse praksis har tre grundformer: For det første har de kultsteder – særlige pladser, som er viet til kulten, for det andet opstiller de på sådanne pladser figurer for den enkelte gud og for det tredje foretager de ofringer. Tor dyrkes ofte bag kåten. Her stilles gudefigurerne op på en alterlignende platform – en såkaldt lave – som pyntes med friske grene. Solen dyrkes samme sted som Tor og ofre bringes på den samme lave. Derfor lufter Schefferus en teori om, at de to guder i virkeligheden var én og samme gud.
Storjunkerens kultplads er derimod helt anderledes. "Men den plats, där Storjunkaren dyrkas, är helt annorlunda beskaffad, nämligen vissa bestämda berg och sjöstränder. De ha vissa fjäll helgade för detta ändamål, och nästan varje familj har sitt eget, avsett för denna kult." (s. 133). I sin beskrivelse af offersteder gengiver Schefferus, hvad Rheen og Tornæus anfører. De bjerge eller fjelde, hvor Storjunkeren dyrkes regnes for hellige og kaldes for passe-vare (ɔ: hellige bjerge). Da hver familie har sin egen offerplads er antallet heraf meget stort. Mange hemmeligholder dog sin offerplads for ikke at blive anklaget for afguderi. Alle offerpladser vises den største ære og så hellige er de, at ingen kvinde må besøge dem. At kvinder udelukkes fra helligstederne skyldes ifølge Schefferus, at kvinder betragtes som urene, især når de har deres menstruation. Denne oplysning bekræftes af Damianus á Goës.
Guderne hyldes med særskilte gudefigurer. Ved offerpladsen for Tor er denne altid fremstillet af træ og kaldes Muora Jubmel (ɔ: træguden). Træet skal være birketræ og rodenden skal være øverst. Roden udgør hovedet og stammen kroppen. I roden udhugges et groft ansigt, og som et særligt kendetegn for Tor anbringes en hammer i hans højre hånd. – Der er dog også samer, som blot benytter en nedgravet pæl eller en rodfast træstub, kaldet en offerstub.
Til solen har man ikke brugt noget gudebillede. Schefferus forklarer, at dette måske skyldtes, at solen allerede var synlig. En anden forklaring kunne være, at Solen og Tor i virkeligheden var den samme guddom.
Storjunkeren var ikke repræsenteret af træ men af sten. Disse stenguder var store opretstående sten, som kunne findes på fjeldet eller ved søerne. Og det var netop sådanne steder, at Storjunkeren blev dyrket. Nogle af kilderne fortæller, at disse sten kunne have form af en fugl. Andre siger, at de havde menneske-skikkelse. Ligheden var dog ikke oplagt, da stennene ikke var forarbejdede men stod i deres naturlige form. Sådanne sten blev kaldt Kiedkie Jubmal (ɔ: stenguder). Stenene blev dyrket som var de Storjunkeren selv. Flere mindre sten kunne stå sammen med stenguden. Disse blev tolket som Storjunkerens hustru, børn og tjenere. På dette sted indsætter Schefferus en tegning, som han selv erkender er "noget fantasifuld": en mand bøjer sig i tilbedelse af en stengud (Storjunkeren), som er omgivet af rensdyrgevir.
Schefferus indsætter også et par løst tegnede blyantsskitser af konkrete seitesten og påpeger, at ingen af dem har nogen lighed med hverken menneske eller dyr.
Den tredje og sidste del af kulten er selve offerceremonien. Under trommeslagning og sang finder man ud af, hvilken gud, der skal ofres til. Schefferus citerer her en anonym kilde:
"Då lapparna vilja offra, föra de offret till Storjunkaren, och en slår på trumman, de övriga, såväl män som kvinnor, sjunga unisont följande sång: 'Maiide siäl kak tun stourra passe seide', dvs. Vad säger du, store helige gud, vill du hava det offer, jag dig göra vill? Under sången säges också namnet på det berg varest djuret skall offras. Om Storjunkaren mottager offret, förblir ringen orörlig på det ställe på trumman, där Storjunkarens bild är målad. Om Storjunkaren försmår offret, bjuder man det åt Tor och sjunger: 'Maiide Aiikik Ietti, maiide werro', dvs. Vad säger du, Fader Gud (därmed avses Tor), vill du hava mitt offer? Om nu ringen stannar på Tors bild, slaktas djuret åt honom." (s. 142f).
Almindeligvis er offerdyret en ren, men Schefferus har også hørt om ofring af katte, hunde, lam og høns. Nogle offerdyr måtte købes i Norge, hvilket bekræftes af flere kilder.
At de fleste højtidelige ofre finder sted om efteråret tolker Schefferus som udtryk for, at den forestående vinter med mørke, kulde og måske småt med føde særligt kræver gudernes hjælp. Dette er også tidspunktet, hvor der hvert år fremstilles en ny trægud til ære for Tor.
"Nils Spirri säger: »Fiorton daghar för Michaelismässe[1] uthugge the sigh een ny trägudh.» Därefter inviga och helga de den nya bilden enligt en bestämd ritual, ty ett offerdjur slaktas, vars blod och fett strykes på guden. Så säger Spirri: »Bredhe wijd träguden slachta the reenen, sedan thaga the alla beenen uthur Reen, och smöria alt öfwer sin afgud, både blood och Reenflådt, den de sedan tillijka medh beenen i Iorden nedergrafwa.» Detta är den högtidliga, årligen upprepade invigningen av Torsbilden. Dock uppresa de mer än en bild till hans ära, i regel en för varje offerren . . . Dessa uppsättas det ena bredvid det andra på det invigda stället, den ovannämnda laven bakom kåtan, varefter offret förrättas." (s. 144).
Ofring til Storjunkeren foregår stort set som ofring til Tor. Renen stikkes med en kniv i hjertet, blodet nærmest hjertet opsamles, dyret parteres, visse dele af dyret såsom – gevir, klove m.m. – bringes til det fjeld til hvis ære dyret er ofret.
"När lappen kommit dit och nu närmar sig stenguden, blottar han först vördnadsfullt sitt huvud, bugar, faller på knä och utför andra hedersbetygelser, därefter smörjer han in guden med blod och något fett från offerdjuret. Bakom guden ställer han hornen." (s. 145).
Schefferus følger næsten ordret Samuel Rheens beskrivelse. Han bemærker også, at Tornæus' beskrivelse af ofring til seiten er stort set enslydende. "Härav framgår tydligt, att seitarna voro föremål för samma kult som Storjunkaren." (samme).
De mange gevir, som efterhånden samlede sig ved guden, blev anbragt i en kreds omkring guden for at indhegne helligstedet. Man kaldte det tjårve-karte dvs. horngård. At der senere fandtes store dynger af horn ved offerstederne fik nogle til fejlagtigt at tro, at samerne havde dyrket disse.
Ifølge Schefferus' informanter hænder det også, at offerdyret føres levende ud til stenguden og ofres på samme vis der, hvorefter kødet tilberedes og spises ved et gæstebud for Storjunkeren. Ligesom man hvert år tilhuggede nye træguder til Tor, sørgede man for altid at holde stenguderne pyntet med friske grønne kviste til Storjunkerens ære.
Ofring til solen adskiller sig ved, at der kun bringes hundyr, og gerne helt unge dyr. Offerritualet adskiller sig ikke meget fra de øvrige. Dyret slagtes ligesom Torsofre bag kåten og offergaverne lægges på en særlig lave, som er opstillet til Solens ære. Som før nævnt er der ikke nogen kultfigur af solen. Da unge dyr endnu ikke har gevir, anbringes forskellige ben på laven. "Alla the förnembste been läggia the i cirkelwiis på lafwan" (s, 148).
Ud over ofring til de tre store guder bringer samerne også ofre til de mindre guder og til forfædrene – "de dödas andar, manerna". Når man skal ofre til dem spørges trommen til råds.
"Därvid söka de först att med sin trumma utforska, om den döde vill ha offret. Det tillgår så, att de slå på trumman på vanligt sätt och sjunga: »Maijte werro jabmike sitte?» [Maite väro japmekah sihtih?] dvs. Vilket offer kräven I, döde? När sedan ringen utvisat, vilket djur de döda vilja ha, drages genom offerdjurets högra öra en svart tråd. . . Djurets kött uppätes, förutom en bit av hjärtat och en bit av lungan, vilka var för sig delas i tre stycken och fästas på tre käppar, som sedan bestrykas med offerdjurets blod och nedgrävas i marken." (samme). Ifølge Schefferus praktiseres sådanne ofre stadig af mange samere "för blidkandet av de dödas andar".
Særlig mange ritualer knyttede sig til tiden omkring jul. Her bragte man ofre til "julfolket", der var ånder, som vandrede omkring i luften, i skoven og på fjeldet. Schefferus sammenfatter:
"Detta vare sagt om avguderiet och den vidskepliga gudakulten, som ännu idag fortlever hos lapparna, visserligen icke hos alla men hos många, såsom erfarenheten dagligen visar. Avguderiet är dock av den arten, att man endast med mycket arbete kan utforska det hos dem själva, ty allt hos dem kan man ej få veta, emedan de dölja det med den största ihärdighet."
Kap. 11.
Om lappernes trolddom
Den latinske overskrift til dette kapitel er "De sacris magicis et magia laponum", hvilket kan oversættes med "Om lappernes hellige magi og trolddom". Dette er bogens klart længste kapitel. Schefferus indleder det med at citere en række ældre kilder fra Saxo til Olaus Magnus om samernes flittige brug af usædvanligt virksomme besværgelser, trolddom og sortekunster, hvorved de kan øve indflydelse på andre menneskers liv og ændre begivenhedernes gang. Nyere kilder viser dog, siger Schefferus, at brugen heraf ikke er så udbredt som tidligere, men at mange samere ikke desto mindre stadig er tilbøjelige til at ty til trolddom.
Der fandtes lærere (noaider), som undervitse i trolddom, men også fædre underviste deres sønner, ligesom faderens stærke ånder kunne gå i arv fra fader til søn. Andre igen fik trolddomsevner ude i naturen. Her kunne en mand tilbringe lange tider i skoven eller ødemarken i ensomhed og faste. Når spådomsånden kom til ham, kunne det være i skikkelse af en fugl, en fisk eller små mennesker. I flere af præsterelationerne beskrives denne initiering nærmest som en besættelse eller en form for sindssyge. Men den, som fik trolddomskunsten, var et forandret menneske. Visse slægter havde ligefrem et antal ånder i deres tjeneste, som både kunne beskytte mod fjendtlig trolddom og udføre trolddom mod modstandere og fjender. Sådanne hjælpeånder blev kaldt sueie, dvs. hjælper.
Shefferus deler trolddom op i den, der udføres ved hjælp af instrumenter og den, der udføres uden. Det vigtigste instrument i den første kategori er trommen, som samerne selv kalder kannus eller quobdas men af de forskellige informanter kaldes laptromme, spåtromme, troldtromme. Schefferus gengiver, hvad Rheen, Tornæus og Lundius har skrevet om trommen i deres relationer. Han beskriver dens materiale, udseende og tilbehør. Frem for alt beskriver han trommeskindet, der er dækket af symbolske figurer malet med saften fra elletræets rødbrune bark. Betydningen af disse figurer undersøges ud fra enkelte afbildede trommer.
Motiverne på de samiske trommer er forskellige og ikke to trommer er ens. Schefferus fortæller, at han selv ejer tre, hvoraf tromme B herover er én af disse. Han gengiver tolkningen af flere forskellige trommer som beskrevet i præsterelationerne. Schefferus erkender, at han ikke kender forklaringen på trommernes forskellighed, men han har dog hørt, at nogle trommers trolddomskraft er stærkere end andre. Til illustration indsætter han billeder (kobberstik) af flere trommer, som viser både for- og bagside.
Både trommerne C og D havde Schefferus lånt og i kapitlet tolker han de mange tegn. Ud over disse trommer havde han lånt tromme E, en tromme, der er så stor, at han ikke tror, at dens lige findes noget sted. Endelig afbilder han en tromme F, som han havde fået foræret.
Der er ingen tvivl om, at Schefferus' optagethed af trommen skyldtes, at han så den som nøglen til at forstå samernes trolddom. Han kan ikke undlade at nævne en helt særlig tromme G, som adskiller sig fra andre dels ved sin enorme størrelse og dels ved antallet af tegn på trommeskindet. Den tilhørte en mand i Stockholm, og Schefferus fik en tegning af den med udførlig forklaring på de 150 tegn. Schefferus gengiver den således:
"Figurförklaringen är följande:
1 Torne träsk; 2 Torne å; 3 Torne älv; 4 Vädervisare, som visar norr med det streck som är märkt med dubbelkors; 5 Gud; 6 Solen; 7 Månen; 8 Åska eller Tor; 9 Guds ängel; 10 Ängeln Gabriel; 11 Sankt Johannes; 12 Sankt Petrus; 13 Sankt Matthias; 14 Sankt Martin; 15 Sankt Lukas; 16 Guds profoss; 17 Regn; 18 Solsken; 19 Vind; 20 Lycka; 21 Olycka; 22 Jord; 23 Vatten;. 24 Eld; 25 Den gamle på offerberget; 26 Den gamla på offerberget; 27 Stadeberg, ett offerberg; 28 Ferro, ett offerberg; 29 Sverige; 30 Ryssland; 31 Holland; 32 England; 33 Spanien; 34 Frankrike; 35 Polen; 36 Turkiet; 37 Lappland; 38 Finland; 39 Finska städer; 40 Svenska städer; 41 Tyska städer; 42 Bondbyar; 43 Krig; 44 Fred; 45 Kyrkfolk; 46 Stort skepp; 47 Båt; 48 Lapsk avgud; 49 Djävulens båt; 50 Lapparnas heliga träd; 51 Borgare; 52 Borgarhustru; 53 Bonde; 54 Bondhustru; 55 Lappen eller hans hustru; 56 Lappfogden; 57 Fogdens ryttare; 58 Profoss; 59 Lappkyrka; 60 Torne stadskyrka; 61 Torne sockenkyrka; 62 Lapparnas heliga sten; 63 Lapparnas heliga trästubbe; 64 Björn; 65 Ko; 66 Oxe; 67 Varg; 68 Ren; 69 Får; 70 Svin; 71 Häst med släde; 72 Trana; 73 Svan; 74 Gås; 75 Tjäder; 76 Lapp körande en akja; 77 Lapparnas offerberg; 78 Lappkåta; 79 Onda och farliga trollkarlar; 80 Präst; 81 En man; 82 Ekorre; 83 Tall; 84 Gran; 85 Hare; 86 Räv; 87 Renkalv; 88 Björk; 89 Katt; 90 Get; 91 Träsk med fiskar och båt; 92 Bäver; 93 Järv; 94 Bock; 95 Hund; 96 Orneskrö eller Ormskro, ett korrumperat ord, kanske ormskinn; 97 Orm; 98 Groda; 99 Nå en gud: 100 Djävlars kula; 101 Bergsrå; 102 Helvetets kulle; 104 Utter; 105 Lucifer; 106 Asmodeus; 107 Tyre, dvs. en trollkula; 108 Trollskott: 109 Trollets vilja sker; 110 Trollets vilja sker icke; 111 Djävulen själv; 112 Hans ständiga följe; 113 Helvetets kittel; 114 spöken: 115 Nattgastar; 116 Helvetets korp; 117 Förste uppsyningsman på häxsabbaten: 118 Andre uppsyningsman på samma häxsabbat; 119 Tredje uppsyningsman på häxsabbaten; 120 Fjärde uppsyningsman på samma Blåkulla; 121 Häxor som resa till sin häxsabbat med barn för att lära dem trolldom; 122 Platsen där häxorna komma tillsammans, deras högste herre; 123 Trondheims trakten; 124 Galge; 125 Bödel; 126 Länsman; 127 Ting eller lag; 128 Tolvmän; 129 Tingsstuga; 130 Fjärdingsman; 131 Rätt; 132 Orätt: 133 Julhelgen; 134 Påskhelgen; 135 Pingsthelgen; 136 Trettondagen; 137 Marie bebådelsedag; 138 Söndag; 139 Ersmässan: 140 Sankt Johannis dag; 141 Persmässan; 142 Jakobsdagen; 143 Mickelsmässan; 144 Måste offras utan undantag; 145 Siare; 146 Skadegörare till lands och sjöss; 147 Hälsa; 148 Sjukdom; 149 Dödligt trollskott; 150 Man skall ej offra åt någon gud, berg, stubbe eller sten, emedan det är förgäves och utan framgång, något som detta tecken visar." (s. 162ff). [2]
Schefferus fortæller, at viseren kan være fremstillet af messing, kobber eller ben og at den kan være en ring, en knippe ringe, en figur som en orm, en padde eller lignende. Han ejer selv nogle og har set andre. Hammeren er lavet af rensdyrtak og benyttes ikke så meget til at fremkalde lyd som til at få viseren i bevægelse. Også disse har han afbildet (under trommerne A og B). Anvendt rigtigt kan trommen give ekstraordinær viden om 1) jagt og fiskeri, 2) ofring til guderne og 3) hvad der sker på fjerne egne. Det var denne tredje funktion, som gjorde, at trommen også kaldtes en spåtromme. Når man ville udforske, hvad der foregik på fjerne steder, kunne det ifølge Olaus Magnus være "500 eller till och med 1000 mil borta". At det virkelig forholdt sig således dokumenteres med flere eksempler.
Seancen, hvor trommen tages i brug, belyses bl.a. med en kort beskrivelse fra Olaus Magnus' historie:
"Det sätt, på vilket lappen ser i det fördolda, skildras dock icke lika av alla. Så beskrives det av Olaus Magnus, 3: 17: »Han går in i ett rum endast åtföljd av en följeslagare jämte sin hustru, och med vissa föreskrivna slag med en hammare får han en groda eller orm av koppar att hoppa omkring på ett städ och låter den fara hit och dit, allt under det han mumlar besvärjelser. Härvid faller han snart omkull och råkar i extas samt ligger en stund som död. Under tiden bevakas han på det noggrannaste av sin nämnde följeslagare, på det att intet levande väsen, myggor eller flugor eller andra djur, må komma vid honom. Ty styrkt av besvärjelsernas makt hämtar nu hans själ, ledsagad av en ond ande, från människorna i fjärran något vårdtecken, en ring eller kniv, till bevis att han utfört sin beskickning eller sitt uppdrag. Därpå stiger han upp och förklarar betydelsen av detta vårdtecken jämte övriga omständigheter för den som betalat honom härför.»" (s. 169).
Schefferus gengiver, hvad præsterelationerne har at sige om seancen. Han fortæller bl.a., hvorledes både mænd og kvinder engagerer sig med sang, som de kalder joik eller duura. Trommeslagerens[3] ekstase beskrives med eksempler fra kilderne, der bruger udtryk som at falde livløs til jorden, at være som en død, at besvime og ligge med forvredet ansigt, at sjælen forlader kroppen, at kroppen bliver hård som sten osv. Således ligger trommeslageren livløs på jorden, hvilket kan vare omkring en time. En enkelt af informanterne siger dog op til 24 timer.
Når der søges svar på andre spørgsmål af betydning, foregår det på samme måde. Er nogen syg og et offer skal bringes, svigter jagtlykken og skæbnen skal vendes, så er der hjælp at finde i trommens svar. Enkelte samer har så stor kraft, at de ikke behøver trommen men kan sende deres hjælpeånder afsted, hvorefter disse fortæller, hvad de har set, når de kommer tilbage. Folk med sådanne evner kalder man fjeldherrer eller fjeldkonger og de vises stor respekt.
Men trommen kan også bruges til at skade og påføre andre ondt. Ikke alle trommeslagere har en spådomsånd, men nogle har, og disse kan ved hjælp af samme ånd påføre andre sygdom eller anden skade. Også her spiller trommen en rolle, men Shefferus har ikke kendskab til den nærmere fremgangsmåde.
Efter denne meget omfattende gennemgang af trommens anvendelse går Schefferus nu over til at give eksempler på andre former for trolddom eller sortekunst, hvor trommen ikke indgår. Først tales der om vejrmagi.
Kvinder, som er født om vinteren, kan fremkalde kulde. Dette foregår på følgende måde: en lille figur formes af sne, hvorefter de tygger ellebark for at fremskaffe rødt spyt. Dette stryges på snemandens hoved, hænder og fødder for til sidst at blive spyttet ud over hele figuren. – Varmere vejr fremkaldes ved at tage et bjørneskind, hænge det op i et træ og piske det med et ris. Derved bliver vejret mildere. – Legendarisk var også samernes måde at styre vinden på. På en snor eller en rem bandt de tre knuder, som var forheksede. Løser de den ene knude, begynder en svag vind at blæse. Løser de den anden, tager vinden til. Men løser de den tredje, opstår en voldsom storm. Denne fremgangsmåde er bevidnet i mange kilder. Da denne form for magi sættes i forbindelse med havet, mener Schefferus dog, at den har hørt til blandt finnerne og de norske samer. Det samme gælder evnen til at kunne standse et sejlende fartøj på havet, så selv de stærkeste vinde ikke kunne rokke det. Når søfolk kommer ud for sådanne kræfter, findes der kun ét middel som hjælper: menstruationsblod fra en jomfru skal stryges over skibsdæk og roerbænke.
En berygtet form for sortekunst var knyttet til såkaldte gandfluer, der beskrives som blå fluer, som den troldkyndige opbevarede i en lille æske. Særligt kyndige samer kunne udsende disse mod andre og derved kaste sygdom og død på deres fjender. Schefferus gengiver et eksempel, som omtales af den norske præst og historiker Peder Claussøn Friis (1545-1614):
"En finne, Asbjörn, som på grund av sin trollkunnighet kallades Gankonge, hade råkat i tvist med en annan. Denne sökte förgöra honom men kunde icke, Asbjörn var honom för stark. Så hände sig, att Asbjörn låg och sov under en klipphäll. Den andre sköt då sin gan, som sprängde klippan över den sovande, så att den föll ned och dödade honom. Peder Claussøn säger, att detta hänt i hans tid, kort innan han nedskrev det." (s. 181f). Lundius fortæller, at når to troldkyndige samer bliver uvenner, kan den, som er stærkest, bringe voldsom skade over den anden ". . . och fördärvar ofta hans hela välfärd, både hans renar och lycka till fågelfänge och fiske, och angriper honom stundom så, att det gäller livet. Lundius anför några rader längre ned följande exempel: »Det hände sig en gång, att tvenne lappar satte sig emot varandra i den enes kåta, den ene på den ena sidan, den andre på den andra. Medan de nu spå, får den ene makt över den andre, som faller död till marken. Blodet rinner ur ögon, öron, näsa och mun. Så stor var segrarens kraft i förhållande till den andres." (s. 182).
I lighed med andre forskere på den tid havde Schefferus sin egen etnografiske samling af forskellige genstande. Han kaldte samlingen "mit museum". Blandt disse artefakter var en lille kuglerund bold, som han havde fået foræret. Den var på størrelse med et lille æble og bestod af sammenfiltret dyrehår eller mos og var fuldstændig jævn. Dette var en såkaldt tyre. Samerne mente, at troldkyndige folk kunne skyde denne bold af sted mod fjender, og dermed udrette stor skade på disse. For eksempel kunne de fremkalde rotter, tudser eller slanger for at genere fjenden. Man sagde, at tyren fór afsted som en afskudt pil, og at den derfor ofte utilsigtet kunne ramme uskyldige. Schefferus vedlægger en tegning af hans eget eksemplar.
Trolddom kan som tidligere nævnt også udføres uden andre hjælpemidler end spådomsånden eller trolddomsformler og -sange. Flere eksempler med drabelige følger for den, det gik ud over, nævnes i kapitlet.
Kap. 19.
Bjørnejagten
Bjørnejagten og ceremonierne i forbindelse dermed beskriver Schefferus som "alldeles säregen och förbunden med kult och mångfaldig vidskepelse". En af hans kilder, den unavngivne Anonymus, har efterladt en beretning herom. Han fortæller bl.a., at bjørnejagten så småt begynder om efteråret, når den første sne falder. Den jæger, som først får indkredset bjørnen og finder dens hi, tager føringen og leder an i resten af jagten. I første omgang lader han bjørnen sove, men går til venner og slægtninge for at invitere dem til at tage del i jagten og den efterfølgende fest. Man lader bjørnen i fred frem til marts eller april, hvor alle mændene gør sig klar til den store dag. Lederen udpeger den, han mener er bedst til at betjene trommen. Når de har fået et gunstigt svar fra trommen, begiver de sig mod skoven i nøje rækkefølge efter hvilken opgave, de hver især havde. Lederen går forrest med en kæp, hvorpå en messingring er fastgjort. Ved hiet trænger nogle af mændene ind og dræber bjørnen med spyd eller gevær. Straks bjørnen er dræbt, bryder de ud i sang. Schefferus refererer igen sin anonyme kilde:
"När biörn är dräpin, siunga the första gången, således: »Kittulis pourra pottomis, Kittulis iskada tekamis, soubbi jälla Zaiiti.» Betydelsen av dessa lapska ord uppgiver meddelaren vara: »The tacka biörn, som är dräpin, bedia och honom wällkommen, tackandes honom, at han intet hafwer giort dem någon skada, ike sönderbrutit theras staffrar eller spiut, därmed the honom dräpit hafwa.» Under det de sjunga denna och övriga sånger brukar den som bär käppen med mässingsringen, alltså ledaren, vara körens anförare och försångare. Härom skriver Anonymus: »Den skall wara som een chora eller capellmestare, som alltiid moste begynna sången eller biörnwiisa.» Sedan de sålunda firat sin seger, draga de björnen ur hans ide och slå honom med spön eller ris." (s. 263). Bjørnen trækkes ud af hiet, en ren spændes for og hjemturen foregår under sang. "Alla följa med jublande av glädje och sjungande en annan sång, om vilken Anonymus skriver: »När the föra biörn, siunga the på wägen således: Ii paha talki oggio, ii paha talki pharonis.» Dessa ord sägas betyda: »The bédia biörn, det han intet wille låta komma något owäder, eller giöra dem något ondt, som hafwa warit i sällskap när biörn blef dräpin.»" (samme).
Efterhånden som de nærmer sig hjemmet, udvikler sangen sig til en vekselsang mellem mændene og kvinderne. Kvinderne har forinden tygget elletræsbark, og når mændene ankommer, spytter de den røde saft i ansigtet på jægerne.
"Anonymus skriver: »När the komma till thet rum, ther the willia förtera biörn, ther äro theras hustror oc quinfolk församblade, som med frögd förwänta sine mäns heemkompst från biörnefänge. Tå siunga Lapparna således: Läibi ja tuoli susco, dät är, the bedia sine hustrur tugga aalbark, ther med de skola, bestänkia eller spotta sine män i ansichten.» Orsaken till denna bön är, att sedan den dödade björnen förts till den kåta, där han skall kokas, envar beger sig till en annan kåta för att där mottagas av hustrun på nämnda sätt. Kvinnorna använda albark, emedan den genom tuggning alstrar en röd färg, alldeles som mönja, och måla med den även husgeråd. Men den rödfärgade saliven spotta de i ansiktet på sina män, för att de, bestänkta liksom med björnblod efter jakten, skola synas ha kämpat tappert och icke utan fara och besvär. De bruka icke återvända till kåtan genom stora dörren utan genom bakdörren. Var och en, som tittar in genom denna, bestänkes av hustrun, så som sagts. Anonymus berättar allt detta och tillägger, att kvinnorna bruka med ena ögat slutet kika genom en mässingsring, liksom siktade de mot ett mål, och så avgiva saliven. Hans berättelse är ganska utförlig och har följande lydelse: »När lapparna återvända till sina hustrur, gå de först in i kåtan, dock icke genom den vanliga dörren utan de öppna luckan på baksidan. Då de titta in genom den, äro deras hustrur redo med tuggad albark i munnen, kika med högra ögat genom en mässingsring, liksom bösskyttar mot sitt mål, och spotta så i ansiktet på sina män, vilka bliva såsom bestänkta med björnblod.»" (s. 264).
Herefter gengiver Schefferus det videre forløb især på baggrund af Samuel Rheens og Anonymus' oplysninger: bjørnen parteres og tilberedes, de indbudte gæster samles – mænd og kvinder fester hver for sig. Anføreren og trommeslageren spiller en særlig rolle under festen. Flere bjørnesange synges. Hver handling følger nøje fastlagte ritualer. Efter måltidet samles alle bjørnens ben sammen og nedgraves. Skindet hænges op på en træstub, kvinderne får bind for øjnene og skal forsøge at skyde til måls efter det. Under denne leg synges endnu en sang. Manden til den kvinde, som rammer skindet, vil blive den næste, som får ram på en bjørn. Lykkebringende og beskyttende amuletter hænges om halsen på de mænd, som tog del i jagten. At nedlægge en bjørn var en virkelig bedrift blandt jægerne, derfor sys der som et ærestegn tintråde ind i den ledende bjørnejægers hue. Efter festen må ingen mand ligge hos sin hustru i tre døgn og anføreren i fem døgn. Herefter følger et særligt renselsesritual. "Anonymus skriver: »Effter tre dagars förlöp, när Lapparna skola få lof att komma till sina hustrur igen, tå taga the hwar effter andra i den kädja, som hänger öfwer elden, ther på the hängia sine kokekättlar, och springa tree gånger kring om elden, och ther effter springa the dhen ena effter den andra ut genom kottädören, och tå siunga quinfolken således: Todna kalka kaino oggio, det är, tu skall nu få en skopa eller skof[w]ell full med aska på tina been. . . » (s. 269). Herefter må mændene igen sove hos deres hustruer.
Kap. 27.
Død og begravelse
I kapitlet "Sygdom, død og begravelse" kommer Schefferus ind på samernes syn på døden. Efterlivet berøres kort, men synet på den døde og på gravskikke gengives i nogen længde, således flere af de ceremonier, som knyttede sig til gravlægningen, herunder brugen af gravgaver.
Schefferus' kilder siger samstemmende, at samerne sjældent er syge og har et stærkt helbred. Mange bliver gamle, nogle bliver sågar over hundrede år uden at miste deres arbejdsevne og er stadig i stand til at gå i skoven og på marken. Derfor dør de fleste samer ikke af sygdom men af alderdom. Bliver nogen liggende længe i sengen af den ene eller anden grund, rådspørger man trommen, om han kan genvinde helbredet, eller om han skal dø. Schefferus refererer her til et brev, som han har fået fra den "höglärde magister Matthias Steuchius", hvori han skriver: "Jag kommer ihåg, att jag av en lapp hört, att de kunna med denna sin spåtrummas hjälp veta timmen för sin död och dödssättet." (s. 340).
Når nogen døde, forlod alle straks den kåte, hvor den døde lå. At opholde sig sammen med lig kunne være farligt. De har, siger Schefferus "den tron, att efter de avlidna bliver något kvar, liknande vad de gamla romarna kallade maner, och att detta icke alltid visar sig välvilligt utan ofta farligt. Derför sky de lik." (s. 341). Liget svøbes ind og anbringes i en kiste eller på en båre. For at udføre denne handling gav den afdødes slægtninge en messingring til en, som var villig til at påtage sig opgaven. Mens han håndterede liget skulle han bære ringen på sin højre arm. Den tjente uden tvivl som en beskyttende amulet.
Kisten kunne være en udhulet træstamme, eller man kunne bruge en pulk. Førhen begravede man den afdøde i skoven eller, hvis de ikke kunne komme i jorden, en klippehule eller sprække i fjeldet. Schefferus afviser forlydender om, at samerne har begravet deres døde under ildstedet eller hængt dem op i træerne.
Brugen af gravgaver var en udbredt skik. Det kunne være en økse eller stål og flint, så der kunne tændes op i det store mørke, og træer, som stod i vejen, kunne fældes. Måske kan tanken med stålet også have været, at det kunne beskytte mod onde magter. Da man troede, at livet efter døden lignede dette liv, kunne man også lægge jagtredskaber som bue og pil i kisten. En lille pose med mad – ost, fisk, kød m.m. – kunne gives den døde med i graven.
De samer, som varr kristne og ikke boede for langt fra en kirke, bragte deres afdøde til kirkegården, for at give dem en kristen begravelse. De ville dog nødig selv grave graven og betalte gerne en anden for at gøre dette. Pulken, som den døde blev transporteret i, efterlod de på kirkegården sammen med al den afdødes tøj, da dette blev betragtet som værende farligt. Herefter blev der drukket gravøl, som af samerne kaldtes benøl. Tre dage efter begravelsen blev den ren slagtet, som havde trukket pulken med den døde, og slægtninge blev inviteret til sammenkomst, hvor renen blev fortæret. Efterfølgende indsamlede man alle renens ben og lagde dem i en lille kiste, som blev begravet. – Selv om Schefferus her beskriver begravelsesskikke blandt kristne samer, siger han:
"Detta sker till deras avguds ära. Med följande ord skildrar Nicolaus Lundius detta bruk: »De offra renben åt sin avgud efter någons död. De fälla stora stockar och föra fram dem till stora stenar. Därefter uthugga de ett beläte av trä. Detta nedlägga de under nämnda stora stockar tillika med renbenen, som så omsorgsfullt hopsamlats, att icke det minsta förfares och förskingras. Stockarna belasta de slutligen med andra stenar och block, som man bär dit.» Om de ha möjlighet att skaffa brännvin, så dricka de det till den dödes minne och kalla detta vin »saligawiin»." (s. 345).
En særlig skik blandt dem er, at nogle få dråber af brændevinen smøres i ansigtet, hvilket Schefferus kalder "ett slags reningsoffer" (s. 346). Schefferus har dog intet at sige om den udskårne træfigur, som begraves sammen med kisten med rensdyrbenene ud over, at den er omtrent af samme størelse som den afdøde. Han omtaler heller ikke skikken med at bringe småofre til den døde ved graven.
Fodnoter
