Anmeldelse af Faye's Norske Sagn (1833)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Peter Andreas Munch (1810-1863)

Anmeldelse af Faye's Norske Sagn (1833)

Af P. A. Munch

Samlede Afhandlinger
Udgivne efter offentlig Foranstaltning
af Gustav Storm
Christiania
1873

Anmeldelse af A. Fayes Norske Folke-Sagn

Enhver Beundrer af vort Fædrenelands glimrende Oldtidshistorie og de mange lysende Minder, som knytte sig dertil, maatte vel ønske at erfare, hvorledes disse Minder under Tidernes mangehaande, og for Folkets Charakteer tildeels ugunstige, Omvexlinger have gestaltet sig. Medens de fleste andre Lande have Rigdom paa Gjenstande, der kunne fastholde Erindringen om store Begivenheder, tidligere Oplysning og dermed forbundne skriftlige Mindesmerker, samt en tættere Befolkning, der ei saa let ved Krig, Pest og anden Ulykke kunde saaledes adspredes, at Traditioner stode Fare for at gaae tabte, har Norge stedse været fattigt paa saadanne Støttepunkter for Hukommelsen; faa vare de skriftlige Minder, og ubetydelig Befolkningen, saaat den sorte Død endog lagde hele Bygder aldeles øde; lægger man nu hertil, at Landet, førend det endnu var kommet til Kræfter igjen efter hiin Ødelæggelse, var blevet forenet med et andet Land, hvis Bestræbelse netop gik ud paa at svække dets Nationalcharakteer, og at omtrent halvandet Aarhundrede deretter Reformationsverket blev drevet med en Fanatisme, hvortil man i faa andre Lande saae Magen ; — da maa det ikke undres os, om en Sagnsamling i dette Land var ulige vanskeligere at istand bringe, end i et andet, og dobbelt kjært maa det være os, i Tide at see de endnu bestaaende Sagn reddede fra total Forglemmelse. Dog — til et saadant Foretagende hører noget mere, end til den simple historiske Fortælling; Sagnbeskriveren maa ikke alene troligen gjengive Indholdet af de ham meddeelte Sagn, men der udkræves en vis poetisk Opfatning, et vist eget Blik paa det meest Charakteristiske, og en Dygtighed til at udhæve dette, uden dog at synde mod Sanddruheden, eller at falde til Affektation, hvilket vistnok ei er let, og heller ikke Alle givet, men derfor ikke er desmindre nødvendigt, hvis ei Alt skal synes at være en blot livløs Masse, uden Tillokkelse, ja endog fordetmeste uden Betydning.

Tittelbladet til førsteutgaven av Andreas Fayes Norske Sagn, 1833.

Nærværende Samling indeholder en Deel Sagn fra Norges forskjellige Dele, samlede tildeels med ikke liden Møie (mange ere hidtil ubekjendte) og ordnede efter deres forskjellige Indhold i 6 Afdelinger, foran hver af hvilke der er forudskikket en Indledning. Omtrent samme Orden er fulgt, som i Grimms tydske Sagnsamling; først komme de overnaturlige, dernæst de mere historiske Sagn, hvoriblandt en Afdeling om Sagnene fra den sorte Død; ligeledes en, indeholdende Sagn, der ei kunne henføres til nogen af de foregaaende Afdelinger. Besynderligt er det, at der gjøres en egen Afdeling for St. Olaf, uagtet Sagnene om denne Konge gjerne kunde været optagne i den foregaaende Afdeling, med Overskrift "Kjæmper og Konger", thi uimodsigelig maa dog St. Olaf regnes blandt disse, og skulde han adskilles derfra, havde det dog været bedre at betitle Afdelingen: "Legender, religiøse Sagn" o. s. v. Besynderligt er det ogsaa, hvorledes Sagn, som det Pag. 180 anførte om "Haakens Heller" kan have indsneget sig i den 5te Afdeling, der blot indeholder de ægte historiske Sagn, medens det langt rimeligere havde kunnet staae i 2den "om Kjæmper og Konger." Ligesa ubegribeligt er det, hvorledes Forf., idetmindste efter Registeret at dømme, henfører Sagnene Ove Gedde, Carl X, Tordenskjold o. Fl. til Underafdelingen "Skottekrigen."

Men alt dette ere, hvorvel ikke ubetydelige, dog blot formelle Feil, der ikke derfor have nogen Indflydelse paa Sagnenes og Fremstillingens egentlige Værd. Dog heller ikke i Valget af Sagnene har Hr. Faye overalt været heldig.

At der i en saadan Mængde (over 170) altid maae findes endeel merkelige, og det meget merkelige (f. Ex. Pag. 3, 181, 175, 170), er nødvendigt, og kan ikke engang regnes Samleren til Ros; men derimod maa det regnes ham til Dadel, naar Noget optages, der enten ikke fortjener Navn af Sagn, eller og ligger vor Tid altfor nær til at have den egne Interesse, vi fordre hos egentlige Folkesagn. Blandt saadanne kunne vi regne "Haaken Gjedde" (Pag. 232), Hr. Adam (189), hvilke to her gjøre en yderlig slet Figur; Carl XII´s Historie med Præsten i Edsberg (212), Anna Colbjørnsen (218), hendes Søn Stud. Ramus (213), Frederikshalds Brand (217), P. Tordenskjold (218), Ove Gjedde (209), Peder Claussøn (199). Hiint saakaldte Sagn om Haaken Gjedde kan langthellere blot fortjene Navn af en Talemaade; de sidstnævnte angaae saa nye Begivenheder, at flere af. dem maaskee blot have passeret een Generation: for kort Tid til at de kunde antage Charakteer af et egentligt Folkesagn.

De fleste af Sagnene ere ledsagede med oplysende Anmerkninger, hvori de sammenlignes med fremmede Sagn, deres Oprindelse og Værd undersøges o. s. v. Denne Deel af Verket kunde, med noget større Udførlighed, blevet yderst interessant, og mangler heller ikke i sin nærværende Skikkelse al Interesse. Forf. har her især benyttet Grimms Verker, Walter Scott, Hibberts Beskr. over Hetland og flere saadanne Kilder. En strengere Kritik burde dog have været anvendt især paa de Sagn, der omhandle Oprindelsen til Steders Navne (f. Ex. Pag. 98, 96 o. fl.) Ofte er Navnet Aarsag til Sagnet; f. Ex., hvad Rec. selv har hørt, at Efteløds Kirke i Sandsvær skulde have faaet sit Navn, fordi man kastede Lod om, hvor den skulde staae (Eftelød — Efterlød — efter Lod), medens Gaarden, paa hvis Grund den ligger, allerede i gamle Diplomer kaldes Elftaleyti eller Ælptaleyti. Mangt et Sagn er ogsaa enten opkommet eller idetmindste modificeret ved Bøger, udbredte blandt Almuen, saaledes ere vistnok mange historiske Sagn ikke at stole paa, da Peder Claussøns Snorre er saare almindelig. I Sillegjord skal Willes Beskrivelse over Sognet aldeles have udryddet den gamle naive Fortællemaade, da Alle følge Bogens Ord. Saadanne Omstændigheder kunde i Anmærkningerne, f. Ex. Pag. 256, eller i Fortalen have været berørte.

Hvad Samlingens Fuldstændighed angaaer, kan i Grunden intet derpaa være at udsætte, da et saadant Foretagendes Natur neppe tillader Tale om Fuldstændighed, ettersom daglig flere og flere Sagn opdages, og andre tabe sig. Imidlertid kunde dog flere skriftlige Kilder have været benyttede, og da Forf. engang har gjort sig til Regel, ogsaa at optage Sagn fra de Provindser, som engang have tilhørt Norge, f. Ex. Pag. 30, 53, kunde ogsaa orknøiske og færøiske Sagn været omtalte, især de historiske, f. Ex. om Sigmund Bresterssøn, og det orknøiske om Briansslaget i Irland 1014, hvilket sidste er saameget merkeligere, som det i Njålssaga opbevarede herlige Kvad af Diserne efter Slaget for ikke lang Tid siden endnu kjendtes paa Orknøerne i dets ældgamle Skikkelse og i det oldnorske Sprog. (See Walter Scott i hans Anmærkninger til "the Pirate", Cap II. i den nye Udgave). Rec. vil og gjøre opmerksom paa en Sagnkreds, hvis Spor her burde have været forfulgt, nemlig den om Sigurd Fofnersbane, Vølsunger og Gjukunger. De gamle Eddakvad ere oprindelig norske; Vilkinasaga er fortalt i Bergen; paa Færøerne gives der endnu Sagn derom; mon man ikke ved nærmere Undersøgelse ogsaa nu hertillands skulde finde Levninger deraf? Rec. erindrer idetmindste at have hørt flere ægte norske Æventyr om Lindorme (lyng-ormar), Slangedrab, Ridning gjennem Luer og til Glasbjerg (Reminiscentser af Brynhilds sterke Borg) o. s. v., hvilke neppe burde oversees, og hvoraf der i enhver Bygd gives en Mængde. Vel kan man indvende, at man herved lettelig kommer ind paa Æventyrets Gebet, men for os er Sigurd Fofnersbane en saa merkelig historisk Person, at Alt, hvad der vedkommer ham, det være nok saa æventyr-lignende, bør inddrages under Folkesagn. Mange af de i Samlingen optagne overnaturlige Sagn bære ikke mindre Præg af Æventyr. Selv det merkelige og for en Deel Historien til hørende Sagn om Kraka paa Spangereid knytter sig til Vølsungernes Sagnkreds.

Alle disse Mangler ere dog intet at regne mod den Brist paa belivet Fremstilling, som røber sig overalt i Skriftet. Vi talte forhen om Vigtigheden deraf, endog til at give Sagnene Betydning, og — sandelig — man vil neppe kunne træffe en Sagnsamling, der er mere betydningsløs, end nærværende, hvor Fremstillingen synes næsten overalt at hvile som en kvælende Taage over den opbevarede Begivenhed. Nogen ægte poetisk Opfatning, nogen naiv og udtryksfuld Fortællemaade søger man forgjeves. Forf. anpriser i Fortalen Sanddruhed, men det er dog saa langt fra, at man ved en livlig Fortællemaade gjør Brud paa Sanddruheden, eller — som man kalder det — tilsætter noget af sit eget, at det megetmere er en nødvendig Fordring til enhver Sagnfortæller, at han øieblikkelig opfatter Hovedpunkterne, hvori det egentlige Point ligger, og forstaaer at gjøre disse fremtrædende. Ellers er den hele Fortælling en død Masse. Forf. har haft den ypperligste Forgjænger i Grimm, hvis tydske Sagn, og maaskee især Oversættelse af irske Alfeæventyr, fra Fremstillingens Side ere sande Mesterstykker. Muligt at Gjennemlæsningen af disse har gjort os mere nøieseende i Bedømmelsen af Hr. Fayes Verk, og at dette ellers vilde have haft færre Fordringer at fyldestgjøre: men vist er det, at bedre, end de i deres nærværende Skikkelse ere, kunde man billigen have væntet Hr. Fayes Sagn fremstillede. Etslags Forsøg paa Naivitet og poetisk Fremstilling sporer man vel, men det er ingen naturlig Bestræbelse, den er blot kunstlet og skader istedetfor at gavne. Forf. har tydelig følt denne Mangel, men er i sin Stræben efter at bøde derpaa kommen i endnu større Knibe. Saaledes kunne vi ogsaa forklare os den uheldige Idee, at forsyne Sagnene med Motto'er, tildeels lidet passende, og det er ikke mere end rimeligt, at Forf., naar hvertandet Sagn skulde have et Motto, tilsidst nødvendigviis kom i en saadan Trang, at han endogsaa maatte tye til Aalholm for ei aldeles at lide Mangel (Pag. 27), og anføre en Halvdeel af Visen paa Karlewistenen (Pag. 81), om hvilken vi have Grund til at betvivle, hvorvidt Hr. Faye rigtigt forstaaer den. Imod Slutningen af Bogen blive Mottoerne ogsaa alt sjældnere og sjældnere. I Sagnet om Axel og Valborg har den forfeilede Fremstillingsmaade ligesom kulmineret, thi Forf. har virkelig gjort Alt for at fremstille Begivenheden saa ynkeligt (ei saa sørgeligt) som muligt; et Par gammeldags Ordføininger og indflettede Vers af Visen bidrage endnu mere til denne Ynkelighed. "I Norriges Land levede i fordums Dage en Lillievaand"; saaledes begynder Historien; dernæst fortælles, hvorledes hendes Fader døde i hendes Barndom, og ligeledes at Moderen "hvilte i den sorte Muld, inden Datteren var voxen" ; nu fæster Axel hende, drager udenlands og gaaer i Keiserens Tjeneste, imidlertid sættes "hans liden Brud" i Kloster, at "hun skulde Sømmen lære"; hun kommer derpaa til Dronning Malfred. Axel føler Længsel efter sin Fæstemø, og da en Pillegrim fortæller ham, at "Valdborrig Immersdatter var den skjønneste Lillievaand i det ganske Land", drager han strax til Norge. Han træffer Valborg, da hun med Dronningen kommer fra "Aftensange", leverer hende det Bønnebrev stort, hvorudi stod Elskovs Ord, og laae Guldringe 5" o.s.v. Alt dette er ikke anført som Visens Ord, men staaer aldeles indlemmet i Fortællingen selv og gjør en yderst komisk ynkelig Effekt. Af og til citeres enkelte Vers, og da endelig Fortællingen er ude, anføres, for at drive Ynkeligheden til det yderste: "Gud dennem forlade" o.s.v. Exempler paa affekteret Foredrag, hvor der gjøres Attentat paa udtryksfuld Fortællemaade, ere ogsaa følgende Steder: "Rask trækker han sin Kniv — blinkende farer Staalet gjennem Gluggen over Brudens Hoved — Brudefølget forsvinder hurtigt som Blinket — kun den Fagre sidder, tryllebundet af Staalet, igjen" (Pag. 25); de skoggerlee og rasle svarligen med deres Jernstænger" (Pag. 70) o.s v. Denne Bestræbelse har ogsaa ledet Forf. til at indblande Provincial-Udtryk, hvor man mindst vil have dem, f. Ex. "de Atblivende" (Pag. 25), en fin "Gjente" (Pag. 23). Det meget interessante Sagn om Thor, som er det første i Samlingen, har Forf. vistnok, hvad man af Noten kan slutte, fundet sig forpligtet til at fortælle med et komisk Anstrøg. Følgen er, at man ved at gjennemlæse Sagnet, fortalt med den almindeligt i Bogen herskende Mathed, men spækket med et Par komiske Talemaader, faaer et høist ubehageligt Totalindtryk, da det ligesom skal smage af noget, men smager saagodt som af Intet. Den Flauhed, der paakommer En ved Gjennemlæsningen af Bogen, lader sig lettere føle end beskrive. Hvorhiin Foredragets Tamhed støder sammen med et slet Valg, der er det naturligviis allerværst. Rec. vil til Exempel anføre et Par korte Sagn, efter hvis Gjennemlæsning enhver Læser vistnok maa spørge med Forundring, hvad det egentlig var for Noget, saa flygtigt et Indtryk efterlade de.

Pag. 188. "Ole Vrange". Da Reformationen blev paabuden i Norge, var der i Vaale en Præst, Hr. Ole, som i lang Tid ikke vilde antage den nye Lære. Endelig maatte han dog nødtvungen finde sig deri; men viste saamegen Gjenstridighed og Vrangvillighed, at han derfor fik Tilnavnet "Vrange".

Pag. 189. Hr. Adam. I Øyers Sogn i Gudbrandsdalen var kort efter Reformationen en Præst, der hed Adam. Han brak sin Fod i en Grindstolpe, paa Gaarden Vedum, hvilket kort efter blev hans Død. Da han klagede over Smerte, sagde nogle Drenge, som stode i Nærheden:"Aa dæ va saa maate aat Hr. Adam" ɔ: det var til Pas til Hr. Adam.

Maa man her ikke spørge: "Hvad var dette"? "Hvilken flygtig Susen gik forbi mine Øren"? Ikke alle Relationer, som bæres om i enkelte Bygdelag, fortjene derfor at opbevares ved de "evige Typer".

For Digteren og Romanskriveren er saaledes denne Samling kun lidet brugbar. En mere end digterisk Phantasie kunde næsten behøves til at benytte Sagnene, saadanne som de her fortælles, thi endogsaa i de meest poetiske har Forf. paa en merkelig Maade vidst at skjule det sande Point, at dæmpe Indtrykket og saaatsige tæmme det.

Saavidt om Sagnenes egentlige Værd overhovedet. Men da, uagtet Samlingens Feil, ja tildeels Forfeilethed, Sagnene dog ere os opbevarede, og Forsøg gjort paa at oplyse og forklare dem, vil det ikke være afveien, her nærmere at betragte dem i den Orden, hvori de forekomme, og anmerke, hvad der kunde findes nødvendigt.

Pag. 5. Det skulde være interessant at vide, om Almuen paa Stedet, naar de fortælle dette Sagn, overalt bruge Udtrykket "Tungum-Hamri", eller blot paa første Sted, hvor Dativ-Formen passer. Muligt at Bøndernes Fortællemaade tilsteder Brugen af Dativ overalt; saaledes som Sagnet her fortælles, passer det ikke paa sidste Sted.

Pag. 9. Vor Almue bruger stedse Navnene paa Jøtnekvinderne i den bestemte Form: deraf Endelsen Gyvri og Gjögra (gygrin; de nuværende Femininendelser ere nemlig -i eller -a istedetfor Oldtidens -in).

Pag. 12. Forf. troer, at Sagnet om Gurri Kunuan betegner Kampen mellem Nordens Urindvaanere og de indtrængende Gother. Til en saadan Begivenhed sigter han ogsaa i Indledningen Pag. XV. Men hvorpaa støtter egentlig denne Tro sig? Ere Gother nogensinde indvandrede idetmindste her i Norge? De egentlige Nordmænd vare ikke af gothisk Stamme, thi Gotherne høre til den tydske 'Hovedafdeling af de nordiske Folkeslag: det røber deres Sprog noksom ; Nordmændene derimod høre til den anden saakaldte skandinaviske Hovedafdeling. Overhovedet er det ikke almindeligt i vore ældste Traditioner at betegne et heelt Folk ved en enkelt Mands Navn: det ligner mere Østerlænderne. Ved "Gaut" har man her vistnok blot tænkt sig et Individ.

Pag. 57. Kvernknurren er vel samme Væsen, som kaldes Kvernekarl, Kvernekall, og forekommer ofte i Æventyr, især dem, der høre til den store Cyclus af Askepot- eller Stifdatter-Historierne.

Pag. 76. Navnet "Vardøgle" bør vel rettest udledes af vörðr, Varetægt, og hugr, Tanke, Hu, hvoraf det i Sammensætninger brugelige — hygli, f. Ex. athygli. Vi kunne da tænke os det oprindelige Udtryk at være varðhygli. Herpaa synes og dets Kjøn (neutr.) at pege.

Pag. 87. Irlændernes Phuka er vel beslægtet med vor Mare, men har dog tildeels en endnu mere dæmonisk Charakteer, da den og angriber Vaagende.

Pag. 88 kunde ogsaa passende være omtalt den Talemaade hos vore Forfædre "at verða at gellti" (ɔ: blive til en Galt); de troede nemlig, at ved Synet af Kamp og Lyden af Vaabengny kunde der paakomme En en saadan Skræk, at han blev som et vildt Dyr og løb til Skovs. Dette kaldtes at blive til Galt. Baade Kongespeilet og Eyrbyggjasaga fortælle herom.

Pag. 137. Flere Sagn gives i Landet, der ligne det om Kypen i Justedal. Saaledes fortælles om en Thyre, der skal have givet Tyredal Navn. At slige Sagn ellers kunne være temmelig problematiske, viser noksom den Fortælling, at Osebakken skal have faaet sit Navn efter en Aase, der var den ene gjenlevende i Egnen efter Pesten, medens dog Stedets Beliggenhed ved en Elvs Udløb, saavelsom den constante Skrivemaade med o, noksom beviser, at Navnet bør udledes af os ós: Elvemunding. Her er Sagnet fabrikeret forat give Navnet Betydning.

Pag. 148. Næppe behøves der bedre Beviis paa disse Pest-Sagns Usikkerhed, end hvad der her findes anført, at Sognet "Triungen" har sit Navn af de tre gjenlevende Børn; thi Stedet hed allerede — hvad man af Diplomer kan see — Þriðjúngrinn, paa Grund af Thelemarkens ældre Inddeling.

Pag. 245. En Variant af Visen Tirrelil Tove synges ogsaa i Nordfjord, og er saamegetmere interessant, som den tydeligen viser, hvorledes Sagnet har lempet sig efter Localbeskaffenheden. Den lyder saaledes:

Tiljeri Tove,

Tolv Mand i Skove,

Tolv Mand ere dei,

Tolv Sverd bære dei,

Buhunden binde dei,

Store Stuten stingedei,

Gjetle-tulen dængje dei,

Me me, me me

Vil dei føre laangt utaf Lande.

Her har Stedets Beliggenhed ved Kysten været Aarsag i, at man har tænkt paa en Bortførelse til fremmede Lande. En merkelig Omstændighed, som har undgaaet Forf., og som beviser Sagnets høie Ælde, er de tydelige Spor af Rimbogstaver som findes i Visen; f. Ex. Tirrelil Tove Tolv; buhunden Binde; Store Stuten Stinge; Langt utaf Lande.

Enkelte Urigtigheder have hist og her indsneget sig. Saaledes fortælles Pag. 252 om Skiløberen, der opdagede Skien, at han foer ned ad den Bakke, der nu gaaer op imod Kirken. Siden fortælles, at han standsede paa Isen, ved den Klippe, hvorpaa Kirken byggedes. Dette er, som Enhver indseer, en fuldkommen Modsigelse. Pag. 201 omtales Peder Claussøns Portrait som malet al fresco paa en Træetavle. Talemaader som "en Bonde, der blev rakt et fyldt Horn", ere neppe grammatisk rigtige.

Dette er, hvad vi hovedsageligen have at bemerke om nærværende Skrift. Det gjør os ondt, at vi saa aldeles maae savne endog ethvert Spor af Genialitet i et Foretagende, der i sig selv er saa roesværdigt, og vistnok med stor Flid behandlet af Forfatteren. Det er et utaknemmeligt Arbeide at sysle med saadant, uden fjærneste Kald dertil, thi selv det Fortjenstfulde i Granskningen oversees let under en mangelfuld Fremstilling og det saamegetmere ved et saadant Verk, hvor Foredraget er af væsentlig Betydning. Vi maae derfor give den flittige og arbeidsomme Forfatter det horatsiske Raad:

''Tu nihil invitâ dices faciesve Minervâ".