Grimner og Geirrød

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Grimner og Geirrød

Grímnismǫ́l

oversat (gendigtet) og forkortet af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.

---

Om kong Rødungs sønner

Lorenz Frølich: Geirrøds død

Kong Rødung havde to sønner. Den ene hed Agnar, den anden Geirrød. Agnar var 10 år gammel og Geirrød var 8. De to roede ud i en båd med deres fiskesnører for at småfiske. Vinden drev dem ud på havet. I nattemørket strandede de og gik op i land, hvor de mødte en fattig bonde. De opholdt sig dér vinteren over. Kællingen fostrede Agnar, mens manden fostrede Geirrød og oplærte ham. Om foråret skaffede manden dem et skib, og da han og kællingen fulgte dem ned til stranden, talte manden med Geirrød under fire øjne. De fik gavnlig vind og kom til deres fars landingsplads. Geirrød stod forrest i skibet. Han sprang i land, men stødte skibet ud igen og sagde: »Drag du nu hen, hvor trolden taʼr dig!« Skibet drev ud på havet, og Geirrød gik op til gården. Han blev godt modtaget, men hans far var da død. Så blev Geirrød taget til konge, og han blev en navnkundig mand.

Odin og Frigg sad i Lidskjalv og så ud over alle verdener. Odin sagde: »Ser du hvordan Agnar — din fostersøn — avler børn med en jættekælling i en hule, mens Geirrød — min fostersøn — er konge og nu regerer landet?« Frigg sagde: »Han er en sådan madnidding, at han plager sine gæster, hvis han synes, der er kommet for mange.« Odin sagde, at det var den største usandhed. De væddede om denne sag. Frigg sendte sin tjenestepige — Fulla — til Geirrød. Hun bad kongen tage sig i agt, så han ikke blev forgjort af den troldkyndige mand, der var kommet til landet — og hun sagde, at han kunne kendes ved, at selv ikke den mest ondskabsfulde hund ville springe på ham. Det var ren snak, at kong Geirrød skulle være nærrig med maden, men han lod dog den mand, som hundene ikke ville fare på, pågribe. Denne bar en blå skindkappe og kaldte sig Grimner, men fortalte ikke mere om sig selv, selv om han blev udspurgt. Kongen lod ham pine for at få noget ud af ham og satte ham mellem to bål, og dér sad han i otte dage.

Kong Geirrød havde en 10 år gammel søn, der hed Agnar efter kongens bror. Agnar gik hen til Grimner og gav ham et fuldt horn at drikke og sagde, at det var forkert af hans far at pine denne mand uden grund. Grimner drak ud. Da var flammerne kommet så tæt på, at der var ild i Grimners kappe. Han sagde:

1.

I varmer — flammer! —

vældig meget;

hold dig — ild — på afstand!

Kappen er sveden,

og kanten brænder,

selv om jeg holder den hævet.

2.

Hil dig — Agnar! —

du ønskes af Veratyr

held og lykke i livet;

bedre betalt

bliver du aldrig

end for denne ene øldrik.

3.

Landet er helligt;

det ligger — ser jeg —

nær ved alfer og aser.

— — — — —

4.

Ydale er stedet,

hvor Ull byggede

sine sale selv;

guderne overdrog

Alfheim til Frej

i tidernes morgen som tandgave.

5.

Den tredje bolig,

hvor blide guder

tækkede sale med sølv:

Valaskjalv blev

vældigt bygget

af den mægtige i tidernes morgen.

6.

Søkkvabekk er den fjerde,

som svale bølger

buldrer evigt over,

hvor Odin og Saga

altid drikker

i glæde af gyldne bægre.

7.

Gladsheim er den femte,

hvor den gulddækkede

Valhal står strålende,

og hver dag

vælger Hropt

blandt folk som faldt for våben.

8.

Den kendes let,

når man kommer derhen

for at se Odins sal:

Med skafter af spyd som spær,

og med skjolde tætlagt på taget,

og med brynjebeklædte bænke.

9.

Den kendes let,

når man kommer derhen

for at se Odins sal:

Ved halportens vestfløj

hænger en ulv

og ovenover en ørn.

10.

I Ildrimner

la’r Andrimner

Særimner simre:

Flæsk som bedst,

men et fåtal véd,

hvad einherjerne indtager.

11.

Gere og Freke

giver han maden —

hærens fejrede fader;

af vin alene

den våbengæve

Odin evigt lever.

12.

Hugin og Munin

haster hver dag

over den udstrakte jord;

jeg frygter for Hugin

— finder han hjem? —

men spejder mere efter Munin.

13.

Tund bruser

fra Tjodvitne,

og i elven flyder dens fisk;

de faldnes skare

finder at strømmen

er for voldsom at vade over.

14.

Et helligt led

for de hellige døre —

Valgrind kaldes værnet;

en gammel låge,

som ganske få

forstår at lukke og låse.

15.

Fem hundrede døre

og fyrre dertil

findes der vel i Valhal;

otte hundrede einherjer

skal ud ad hver,

når de styrter til strid mod Ulven.

16.

Heidrun er geden

på hallens tag;

hun æder af Lærads løv,

og fylder baljer

med den fineste drik,

så der aldrig mangler mjød.

17.

Hjorten Eiktyrne

øverst på hallen

æder af Lærads løv;

dryp fra geviret

daler i Hvergelme

som alle elves udspring.

18.

Horn skal bringes

af Hrist og Mist,

Skeggjøld og Skøgul,

Hild og Trud,

Hløk og Herfjøtur,

Gøll og Geirahød,

Randgrid og Rådgrid,

og Reginleiv

— de henter øl til einherjer.

19.

Ull vil ære

— og alle guder —

den første, der dæmper flammerne;

det vil åbne verdener

om asernes sønner,

når kedlerne går af kog.

20.

Stridsgudssønnerne

har nu set mit ansigt,

så vil befrielsen følge;

alle aserne

vil det komme for øre

inde på Ægirs bænke,

inde ved Ægirs gilde.

21.

Du er fuld — Geirrød! —

farligt beruset

— — — — —

du har mistet meget,

når du mangler støtte

fra alle einherjer og Odin.

22.

Meget har jeg skildret,

mindre har du fattet:

Du blev vildført af egne venner.

Jeg ser min vens

sværd, der ligger

med bladet smurt i blod.

23.

Den sværdtrætte mand

skal snart til Ygg;

dit liv lakker mod enden.

Nornerne harmes,

og nu ser du Odin —

fang mig kun, hvis du kan!

Kong Geirrød sad med sværdet over knæene, og det var halvvejs trukket. Da han forstod, at det var Odin, der var kommet, rejste han sig for at fjerne ham fra ilden. Sværdet gled ud af hænderne på ham og vendte med grebet nedad. Kongen snublede og faldt forover, så sværdet stod igennem ham, hvorved han døde. Da forsvandt Odin fra stedet, men Agnar var længe derefter konge dér.