Haakon jarls saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►			Soga um Haakon jarl
			Haakon jarls saga

Snorre Sturlasøn

Kongesagaer

oversat af

Gustav Storm

Kristiania
J.M. Stenersen & Co
1900

Nationaludgave (2den udgave)

Haakon jarls saga

[963-968]

1. Sigurd jarls søn Haakon var da inde i Trondhjem og spurgte denne tidende; strax blev det et stort hærløb over hele Trondhjem; hvert skib, som kunde føres til kamp, blev der draget paa vandet. Men da den hær kom sammen, tog de til jarl og høvding over hæren Haakon, søn af Sigurd jarl. Han førte hæren ud efter Trondhjemsfjorden. Men da Gunhilds sønner spørger dette, farer de syd til Raumsdal og Søndmøre; begge flokker holdt øie med hverandre. [963] Sigurd jarl blev dræbt 2 vintre efter kong Haakons fald. Saa siger Øivind Skaldespilder i Haaløigje-tal:

Og Sigurd, han som

hærfaders

ravner gav

det røde blod

at drikke,

i døden segnede

paa Åglo

for Eiriks sønner.

Og ætlingen

i ilden

uforfærdet

op give

livet maatte,

da landsherrerne

troløst sveg

Ty’s ætling.

Haakon jarl holdt i 3 vintre ved sine frænders hjælp Trondhjem, saa at Gunhilds sønner ikke fik nogen skatter i Trondhjem. Han havde nogle kampe med Gunhilds sønner, og de dræbte mange mænd for hverandre. Om det taler Einar Skaaleglam i Vellekla, som han digtede om Haakon jarl:

Ed-faste kriger havde

ude sin brede flaade;

gramen, som i Gånduls uveir

glædedes, dvæled’ ei længe.

Og krigeren hævede

heftig skjoldet opad,

da stanse han vilde

stridslysten hos kongerne.

At ravnenes mætter

i pile-regnen skulde,

mangle mod til at kjæmpe,

magtede ingen at sige.

Hærmanden rystede pilene,

som haglede fra buerne

ud af skjoldet; han barskt

bergede ulvenes liv.

Mange mægtige kampe

maatte til, førend jarlen

arvede landene øster

efter gudernes vilje.

Endvidere taler Einar om, hvorledes Haakon jarl hevnede sin fader:

For hevnen, som bølgehestens

herre tog for sin fader,

lov jeg bærer frem;

sverde han lærte at svinge.

Vaaben-regnen strømmed’

vide mod hersers liv.

Sverdbygens øver øged’

Odens følge vældig

Og imod hålders liv

havhestenes fører

lod sverdenes veir

voxe, det dødskolde.

Efter dette gik begges venner imellem og bar forligsbud mellem dem; thi bønderne blev kjed af hærtog og ufred indenlands. [966] Og med mægtige mænds raad kom det dertil, at forlig blev gjort saaledes mellem dem, at Haakon jarl skulde have sligt rige i Trondhjem, som hans fader Sigurd jarl havde havt, men kongerne skulde have sligt rige, som kong Haakon havde havt før dem, og dette blev bundet med fulde løfter. Da blev det stort venskab mellem Haakon jarl og Gunhild, men stundom lagde de svigfulde raad imod hinanden; saaledes led det frem i 3 andre vintre; sad da Haakon rolig i sit rige.

2. Kong Harald sad oftest i Hordaland og Rogaland, og ligesaa flere af hans brødre; de sad ofte i Hardanger. Det var en sommer, at det kom fra Island et havskib, som islandske mænd eiede. Det var ladet med skindfelder, og de styrede skibet ind til Hardanger, thi de spurgte, at der var det samlet en mængde folk. Men da man kom for at kjøbslaa med dem, vilde ingen kjøbe skindfeldene. Da gaar styremanden til kong Harald, thi han var før kjendt med ham, og fortæller ham om denne forlegenhed. Kongen siger, at han vil komme til dem, og han gjør saa. Kong Harald var en nedladende og meget lystig mand. Han var kommen did med en fuldrustet skute. Han saa paa deres varer og sagde til styremanden: «Vil du give mig en af graafeldene?» «Gjerne,» svarede styremanden, «om det end var flere.» Da tog kongen en feld og lagde den om sig: siden gik han ned i skuten. Men inden de roede bort, havde hver af hans mænd kjøbt sig en feld. Faa dager senere kom det der saa mange mænd, som alle vilde kjøbe feld, at ikke halvdelen af dem, som vilde, fik kjøbt. Siden blev han kaldt Harald «Graafeld».

3. Haakon jarl fór en vinter til Oplandene og var i et gjestebud; der sov han hos en kvinde af lav æt. Men da tiden led derfra, gik den kvinden med barn, og da barnet blev født, var det en gut; han blev øst med vand og kaldt Eirik. Moderen førte gutten til Haakon jarl og sagde, at han var faderen. Jarlen lod gutten opfødes hos den mand, som hed Torleiv den spake; han boede oppe i Medaldal; han var en mægtig og rig mand og jarlens gode ven. Eirik tegnede sig snart godt, var meget vakker, tidlig stor og sterk. Jarlen likte ham lidet. Haakon jarl var ogsaa meget vakker af udseende, ikke høi, men sterk og en stor idrætsmand, klog og en stor hærmand.

4. Det var en høst, at Haakon jarl fór til Oplandene; men da han kom ud paa Hedemarken, kom der kong Trygve Olavsøn og kong Gudrød Bjørnsøn ham imøde; der kom ogsaa Dale-Gudbrand. De havde stevne sammen og sad længe i enetale; men det blev kjendt, at hver af dem vilde være den andens ven. Derefter skiltes de, og hver fór hjem til sit rige. Dette spørger Gunhild og hendes sønner, og de faar mistanke om at de har havt raad imod kongerne; de taler ofte om dette sig imellem. [968] Men da det vaaredes, kundgjør kong Harald og hans broder kong Gudrød, at de til sommeren vil fare i viking vester over havet eller i Østervei, som de var vante til. Derpaa drager de folk til sig sætter skibe paa vandet og ruster sig. Men da de drak sit udfærds-øl, var det et stort drikkelag, og meget blev talt ved drikken. Det kom dertil, at det blev holdt mandjevning, og det taltes da om kongerne selv. En mand sagde, at kong Harald var fremmest af brødrene i alle deler. Derover blev Gudrød meget vred og sagde, at han ikke vilde staa tilbage i noget for Harald, og at han var rede til, at de prøvede det; begge blev da strax saa vrede, at hver bød den anden til kamp, og begge løb til vaaben. Men de, som var forstandige og mindst drukne, stansede dem og løb imellem; fór da begge til sine skibe, men det var nu ikke at vente, at de vilde fare sammen. Seilede da Gudrød øster langs landet, men Harald stævnede ud til havs og sagde, at han vilde seile vester over havet; men da han kom ud forbi øerne, stævnede han indenskjærs øster langs landet. Kong Gudrød seilede indenskjærs øster til Viken og derpaa øster over Folden. Da sendte han bud til kong Trygve, at han skulde komme til møde med ham, og at de skulde fare sammen om sommeren for at herje i Østervei. Kong Trygve tog vel og villig imod budskabet. Han hørte, at Gudrød havde faa folk, og Trygve fór da imod ham med én skute. De mødtes østenfor Sotenes ved Vegger. Men da de gik til talestævne, løb Gudrøds mænd til og dræbte kong Trygve og 12 mænd med ham; han ligger der, som nu kaldes Trygve-rør.

5. Kong Harald seilede mest den ydre led; han stævnede ind i Viken og kom om natten til Tunsberg. Da spurgte han, at kong Gudrød var paa gjestning kort derfra oppe i landet. Kong Harald og hans mænd fór op did, kom der om natten og slog ring om huset. Kong Gudrød og hans mænd gik ud, og det blev der en kort kamp, inden Gudrød faldt og mange mænd med ham. Farer da kong Harald bort og til møde med sin broder, kong Gudrød; de lægger nu hele Viken under sig.

6. Kong Gudrød Bjørnsøn havde faaet sig et godt og passende gifte; de fik en søn, som hed Harald. Han blev sendt i opfostring op i Grenland til Roe den hvite, en lendermand. Roes søn var Rane den vidfårle; han og Harald var næsten jevnaldrende og fostbrødre. Efter sin fader Gudrøds fald flyede Harald, som blev kaldt «den grenske», først til Oplandene, og med ham hans fostbroder Rane, og faa mænd med dem. Der dvælte han en tid hos sine frænder. Eiriksønnerne ledte meget efter de mænd, som var i strid med dem, og mest efter dem, som de kunde vente modstand af. Haralds frænder og venner raadede ham til at fare bort fra landet. Harald Grenske fór da øster til Svitjod og søgte sig skibsleilighed og at komme i følge med de mænd, som fór i hærfærd for at vinde sig gods. Harald var en meget duelig mand. Toste hed en mand i Svitjod, en af de mægtigste og gjæveste blandt dem, som ikke bar fyrste-navn. Han var en stor hærmand og var lange tider i hærfærd; han blev kaldt Skågul-Toste. Harald Grenske kom i følge med ham og blev med Toste om sommeren i viking og blev agtet vel af hver mand. Vinteren efter var Harald hos Toste. Sigrid hed Tostes datter, ung og smuk og meget kjæk; hun blev siden gift med sveakongen Eirik den seiersæle, og deres søn var Olav Svenske, som siden var konge i Svitjod. Eirik døde sottedød i Upsaler 10 vintre efter Styrbjørns fall.

7. Gunhildssønnerne byder en stor hær ud fra Viken, farer saa nord langs landet og har folk og skibe fra hvert fylke; de kundgjør, at de med den hær vil stævne nord til Trondhjem imod Haakon jarl. [968] Denne tidende spørger jarlen, samler hær sammen og ruster skibe ud. Men da han hører om Gunhildsønnerne, hvor stor hær de har, styrer han med sin hær syd til Møre, herjer overalt, hvor han kommer, og dræber mange folk, og da sendte han Trøndernes hær og bondeflokken tilbage, men fór med hærskjold over begge Mører og Raumsdal og holdt folk til at speide om Gunhildsønnernes hær helt sønden om Stad, og da han spurgte, at de var komne til Fjordene og ventede bør for at seile nord om Stad, seilede Haakon jarl syd forbi Stad den ydre led, saa at man ikke saa hans seil fra land, lod det saa gaa udenskjærs øster langs land og kom frem i Danmark, seilede derpaa i Østervei og herjede der om sommeren. Gunhildsønnerne førte sin hær nord til Trondhjem dvælte der meget længe og tog der alle skatter og skylder men da det led paa sommeren, blev Sigurd Sleva og Gudrød efter der, men Harald og de andre brødre fór da øster i landet, og med dem den ledingshær, som havde fulgt dem om sommeren.

8. Haakon jarl fór om høsten til Helsingeland og satte der sine skibe op; siden fór han landveien gjennem Helsingeland og Jæmteland, derpaa vester over Kjølen og kom saa ned i Trondhjem; strax drev folk til ham, og han skaffede sig skibe. Men da Gunhildsønnerne spørger det, stiger de paa sine skibe og styrer ud efter fjorden. Haakon jarl fór da ud til Lade og sad der om vinteren, men Gunhildsønnerne sad paa Møre, og begge gjorde overfald paa de andre og dræbte mænd for hverandre. Haakon jarl holdt fast ved sit rige i Trondhjem og var der oftest om vintrene; men om somrene fór han stundom øst til Helsingeland, tog der sine. skibe og fór i Østervei og herjede da om somrene, men stundom sad han i Trondhjem og havde hær ude, og Gunhildsønnerne kunde da ikke holde sig nordenfor Stad.

9. Harald Graafeld fór en sommer med sin hær nord til Bjarmeland og herjede der og havde en stor strid med Bjarmerne paa bredden af Vina; der fik kong Harald seier og dræbte mange, herjede derpaa vide om i landet og fik overmaade meget gods. Om det taler Glum Geiresøn:

Øster svang fyrsters uven

ivrig sit brændende

sverd nordenfor byen,

der jeg saa Bjarmerne rende.

Spyd-veir godt fik fyrsten

i denne færd paa Vina’s

bred; om unge ædling

ordet gik saa vide.

Christian Krohg: Klypp herse dræber Sigurd Sleva

Kong Sigurd Sleva kom til Klypp herses gaard; Klypp var søn af Tord, Horda-Kaares søn; han var en mægtig og ætstor mand. Klypp var da ikke hjemme, men hans hustru Aalov tog vel imod kongen, og der var et godt gjestebud og et stort drikkelag. Aalov, Klypp herses hustru, var datter af Asbjørn og søster til Jarnskjegge nordenfra Yrjar. Asbjørns broder var Reidar, fader til Styrkaar, fader til Eindride, fader til Einar Tambeskjelve. Kongen gik om natten til Aalovs seng og laa der imod hendes vilje; siden fór kongen bort. Høsten efter fór kong Harald og hans broder Sigurd op paa Voss og stævnte der ting med bønderne. Paa tinget gik bønderne imod dem med vaaben og vilde dræbe dem, men de kom sig unda og fór siden bort. Kong Harald fór til Hardanger, men kong Sigurd til Aalrekstader. Men da Klypp herse spørger det, samler han og hans frænder sig sammen og farer imod kongen; høvding for denne færd var Vemund Vålve-bryder. Men da de kommer til gaarden, bærer de vaaben paa kongen. Klypp herse stak sit sverd gjennem kongen, og det blev hans bane; men Erling Gamle dræbte Klypp strax paa stedet.

10. Kong Harald Graafeld og hans broder kong Gudrød drager en stor hær sammen østen fra landet og holder med den hær nord til Trondhjem. Men da Haakon jarl spurgte det, samlede han folk til sig, styrede syd til Møre og herjede der. Da var hans farbroder Grjotgard der og skulde have landevern for Gunhildsønnerne. Han bød hær ud, saa som kongerne havde sendt bud om. Haakon jarl fór til møde med ham og til strid; der faldt Grjotgard og to jarler med ham og mange andre mænd. Om det taler Einar Skaaleglam:

Med hjelm-storm fik fyrsten,

den haarde, sine fiender

— derved kom det vext

i Odens vin — slaaet.

At dengang tre modige

jarlssønner mistede livet

i sverd-veiret, giver

folke-vennen hæder.

Siden seilede Haakon jarl ud til havs og derpaa den ydre led sydover langs landet. Han kom frem syd i Danmark og fór derefter til Harald Gormsøn, danekongen; der fik han god modtagelse og dvælte hos ham vinteren over. Der hos danekongen var ogsaa den mand, som hed Harald; han var søn af Knut Gormsøn og kong Haralds brodersøn; han var kommen fra viking, havde herjet længe og samlet sig derved overmaade meget løsøre; han blev kaldt Guld-Harald; han tyktes at have ikke liden ret til at være konge i Danmark.

11. Kong Harald og hans brødre førte sin hær nord til Trondhjem og fik ikke der nogen modstand; de tog der skat og skyld og alle kongeindtægter og lod bønderne betale store pengesummer, thi kongerne havde i lang tid faaet lidet skat fra Trondhjem, fordi Haakon jarl havde siddet der med stor styrke og havt ufred imod kongerne. Om høsten fór kong Harald syd i landet med det meste af den hær, som havde sit hjem der, men kong Erling sad efter der med sine mænd. Han havde da fremdeles store krav hos bønderne og gjorde deres vilkaar haarde, men bønderne knurrede og taalte lidet denne skade. Og om vinteren samlede bønderne sig sammen og fik en stor flok, stævner siden imod kong Erling der, han var til gjest, og holder strid imod ham; der faldt kong Erling og en stor skare mænd med ham.

Da Gunhildsønnerne raadede for Norge, blev det stort uaar, og dette voxte, jo længer de styrede landet; men bønderne gav kongerne skylden, og det saa meget mere, som kongerne var griske efter gods og var haarde imod bønderne. Saa vidt kom det, at landsfolket savnede næsten overalt korn og fisk. Paa Haalogaland var det saa stor sult og nød, at det næsten ikke voxte korn der, men sneen laa da over hele landet midt paa sommeren. Saa kvad Øivind Skaldespilder — han kom ud, da det føg sterkt —:

Det sner paa Odens hustru

(inde vi som Finner

fodrer med birke-bromen

fæet) midt om sommeren.

Øivind digtede en draapa om alle Islændinger, men de lønnede ham saa, at hver bonde gav ham en skatpenning, den gjaldt 3 penninger af veiet sølv, som var hvidt i bruddet. Men da sølvet kom sammen paa altinget, blev man enig om at faa smeder til at rense sølvet; siden blev deraf smedet en kappespænde, men da smedningen var betalt, var spænden værd 50 mark; den sendte de til Øivind, men Øivind lod spænden hugge itu og kjøbte sig fæ derfor. Da kom ogsaa om vaaren et indsig af sild did ved nogle udvær. Øivind tog sine huskarler og leilændinger med paa en ro-skute og roede did, hvor silden var drevet ind. Han kvad:

Lad os sydover spore

sjøhesten med aaren

efter langhalet sild,

fisket i lange not,

at friste (herlige kvinde!)

at faa tilkjøbs for mine

venner havets rødder,

som bølge-svinet roder op.

Da havde hans løsøre, som han havde kjøbt fæ med, gaaet saa aldeles op, at han kjøbte sild for sine piler. Han kvad:

For fjorde-fangst vi bytted’

det fine kappe-spænde,

som til os der udefra

Islændinger sendte.

Mest jeg mine egne

piler maatte sælge

for at kunne sanke

sjøens gode gave.

Noter: