Om Thorgerd Hölgebrud
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
ved
Gustav Storm
Første bind, s. 124-135
Christiania 1885.
Thorgerd Hölgebrud har altid havt en Særstilling inden den nordiske Mythologi; hun syntes at være en Specialgudinde for Haakon Jarl og hans Æt og Beretningerne om hende saavel som det ejendommelige Tilnavn pegede ligesaameget paa Slægtskab med Jøtnerne som med Guderne. For at forklare denne Særstilling har man endog grebet til den mislige Udvei at gjøre hende til en finsk Gudinde, som med den nordlandske Håleyge-Æt skulde være kommet til et kortvarigt Herredømme i helø Norge under Ættens fornemste Repræsentant Haakon Jarl. Ved en nøiagtigere Sammenstilling af hvad vi kjende til hende skal jeg her søge at bringe mere Klarhed over hendes Væsen, og begynder derfor med at undersøge hendes Navn, derpaa at sammenstille Beretningerne om hende.
1. Denne Gudindes Navn forekommer paa følgende Steder:
I Haandskrifterne af Snorra Edda kaldes hun overalt Þorgerðr Havlga bruðr eller Hölgabruðr (I 400 efter Cod. Reg. og Cod. Worm., II 432 efter AM. 748 qv.) i Remserne blandt trollkvenna heiti findes særskilt Tilnavnet Hölgabruðr (I 552, II 554 og 471).
Af Haandskrifterne af den store Saga om Olaf Tryggvessøn kalder AM. 53 fol. og 54 fol. samt Bergsbók (Cod. Holm. 1 fol,) hende Þ. hölda brudr, derimod AM. 61 fol. (Fnm. S. I og II 108) hölga brudr, medens Flatøbogen i de forskjellige Þættir dels har Hördabrudr (I 144, 191 f.), dels Hörgabrudr (I 213) dels Hölgabrudr (I 487).
Af Haandskrifterne af Njálssaga kalder i Cap. 88 ADFG hende Havlda brúdr, B Haurga brúðr og I Haulga brúðr.
Af Haandskrifterne af Jomsvikingasaga kalder AM. 291 qv, hende Þ. haurþa troll, AM. 510 qv. "Þ. Hölda-brudi eða Hörda-troll, þuiat ymizt er hun kollud", Cod. Holm. 7 qv. haulgabrudr samt Arngrims Oversættelse Þ. holgatroll.
Af Haandskrifterne af Odd Munk har AM. 310 qv. Þorgerþi holða bruði eller holga bruði (ð og g er koblede sammen af samme Skriver, saa at man ikke med Sikkerhed kan se, hvilket er ældst)1 medens Cod. Holm. har Havlga brudr.
Af Haandskrifterne af Ketil Høings Saga har AM. 343 qv. Þ. haurda traull eller haurga t. (d og g er skrevet sammen, som ovenfor), medens AM. 471 qv. har Þ. holda troll. Det eneste bevarede Haandskrift af Hardar saga Grimkelssonar har Þ. Hörgabrudr.2
Hertil bør ogsaa regnes den thelemarkske Vise om Aasmund Frægdagævar (dvs. Flagda-gæva, "Trolde-lykke"), hvor Navnet efter Sophus Bugges Optegnelser findes i følgende Former:
Targjer Harebrú
- Hagaprú
- Húgabrúr
- Húkebrúr(i)
- Hýkebrúre
- Huskebrúri.
De fleste af disse Former (Húga, Húke-, Hyke-, Haga-brur) synes at stamme fra Hölgabruðr, idet Harebrú og Huskebrúri synes at maatte opfattes som nyere Forvanskninger.
Endelig hører ogsaa hid den islandske Fortælling om Asmund Flagdagæva, som Sira Eyjulfr Jonsson á Völlum (1670- 1745) optegnede efter Hukommelsen og som hans Mormoder Björg Olafsdottir á Bardi (1614-1690) havde berettet ham efter Rimer; her finde vi nemlig den samme Sagnfigur igjen under Navnet Þ. hölda tröll.
Som det vil sees kjendes altsaa Tilnavnet under ikke mindre end 8 Varianter:
Hölga bruðr
hölda -
hörþa -
hörga -holga troll
hölda -
hörþa -
horga -
Med Hensyn til Betydningen mærkes, at bruþr som 2det Sammensætningsled til et Substantiv i Genetiv betyder Brud eller Veninde, troll som 2det Sammensætningsled Trold eller Fiende.
Hölga bruðr betyder altsaa Hölges Brud (Veninde), hölda bruðr Holdernes (Bøndernes) Veninde, Hörða bruðr Hordernes (Hordalands Indbyggeres) Veninde og hörga bruðr Altrenes Veninde d. e. den, som blev dyrket paa Altre. Omvendt betyder altsaa Hölga troll Hölges Fiende, hölda troll Bøndernes Fiende, Hörða troll Hordernes Fiende, hörga troll Altrenes Fiende d. e. den, som omstyrter Altre. Selvfølgelig var Thorgerd ikke saa mangesidig, at alle disse Tilnavn kunde samtidigt passe eller med andre Ord at den samme Tidsalder kan have givet hende alle disse Tilnavn. Et kort Oversyn over Haandskrifterne vil nu ogsaa vise, at hele den ældre islandske Tradition viser hen til Sammensætninger med -bruðr (Snorres Edda, Olaf Tryggvessøns Saga, Njálssaga, Hardarsaga), og paa samme Side træder de faa Digte, hvori hendes Navn er bevaret (Biskop Bjarnes Jomsvikingadrápa fra c. 1200 og Remserne i Snorra-Edda) samt den norske Tradition i Visen om Aasmund Frægdagævar, medens Sammensætninger med -tröll kun støtter sig til nogle Haandskrifter af Jomsvikingasaga, til den senere Ketil Høings Saga og til de endnu nyere islandske Rimer om Aasmund Flagdagæva. Jeg har derfor ingen Betænkelighed ved at antage, at Sammensætningerne med -troll er en senere Udvikling, at de er opkommet med Jomsvikingasaga, hvor Thorgerd øver Troldebedrift, og derfra har udbredt sig videre uden dog at kunne fortrænge Sammensætninger med -bruðr.
Blandt Sammensætningerne med bruðr maa Hölgabruðr ubetinget tilkjendes Forrangen; ikke alene Biskop Bjarnes Jomsvikingadrápa og hans eller en anden samtidig Forfatters Trollkvennaheiti (i Snorra-Edda) har denne Form, men ogsaa to saa vegtige Autoriteter som Snorre Sturlassøn og Saxo Grammaticus vidner for den. Snorres Ord ere: "Svá er sagt, at konungr så er Hölgi er kallaðr, er Hálogaland er við nefnt, var faðir Þorgerðar Hölgabruðar". At Thorgerd var opkaldt efter Kong Hölgi i Haalogaland oplyser ogsaa, ret forstaaet, Saxo. Denne beretter, hvorledes Kong Helge i Haalogaland (Helgo, Halogiæ rex) frir til Finnekongen Guses Datter Thora, bliver afvist af Faderen, men endelig ved Hotherus's Hjelp vinder sin Brud.4 At Helges Brud Thora er den samme som Þorgerðr Hölgabruðr, behøver intet Bevis; Navnene Thora og Thorgerd falder ogsaa temmelig nær sammen, da Thora vel intet andet er end en "Kjæleform" for Thorgerd eller et lignende med Þor- sammensat Navn. Saxos Fremstilling af Forholdet mellem Hölge og Thorgerd er aabenbart rigtigere end Snorres, det fremgaar af Thorgerds Tilnavn.
Begge Forfattere er saaledes enige om at opstille en Eponym for Haalogaland; dennes rette Navn er aabenbart Kong Hölge, ikke som hos Saxo Helge, thi Tilnavnet lyder overalt Hölga-bruðr, ikke Helga-bruðr. Man har anseet disse Navneformer for identiske, og efter Vigfusson skulde Hölgi være den norske Form for den islandske Helgi. Men dette kan ikke være rigtigt; Navnet Helge forekommer i mængdevis i norske Diplomer (skrevet Helgi, Hælgi, Hælghi, Hæilgi, Hæilghi, en enkelt Gang endog Höilgi), men jeg har ikke i de udkomne 11 Bind af det norske Diplomatorium truffet et eneste Exempel paa Skrivemaaden Hölgi. Hölgi og Helgi maa saaledes betragtes som to forskjellige Navne: Hölgi kjendes kun som Eponym for Hálogaland, Helgi er et almindeligt, fælles-nordisk eller endog fælles-germanisk Mandsnavn med tilsvarende Feminin Helga. Derimod har vistnok Vigfusson Eet i at Hölgi er opstaaet af Hálogi; ialfald har vi i et Slægtregister i Njálssaga et Vidnesbyrd for, at Hölgi betragtedes som identisk med Háleygr. I Landnáma (I, 10) siges om Ketil Flatnevs Farfader Vedrar-Grimr, at "móðir Gríms var Hervör, dottir Þorgerðar Eylaugs dottur hersis or Sogni" (eller efter Hauksbók konungs), men Njálssaga C. 113 gjengiver dette saaledes: Móðir Gríms var Hervör, en móðir Hervarar var Þorgerðr dottir Háleygs (var. Helga) konungs af Hálogaland. Her er det tydeligt, at Forfatteren af Njálssaga - eller en Afskriver af Landnáma? - ved at støde paa Kongedatteren Thorgerd har maattet tænke paa Þorgerðr Hölgabruðr og derfor istedenfor "Eylaugr konungr" indsat "Háleygr (eller Helgi) konungr af Hálogalandi". Ogsaa det af S. Bugge (Norsk historisk Tidsskrift I. 140) citerede Stykke af Thorstein Vikingssøns Saga om Kong Hálogi i Hálogaland vidner for samme Etymologi.
Som Eponym for Haalogaland er Hölgi naturligvis tillige Stamfader for den fra Haalogaland udgaaende Jarle-æt, Háleygja-ætt. Vistnok nævnes han ikke, saavidt vides, i det af Eyvind Skaldespilder c. 990 for Haakon Jarl forfattede Håleygja-tal, der fører Haakon Jarls Æt op til Oden og Skade; men dette Slægtregister synes ogsaa i alt væsentligt at være digtet af Eyvind som Modvægt mod Kongeættens Ynglinga-tal, thi Ægteskabet mellem Oden og Skade har ingen ældre Hjemmel,5 og desuden finde vi i et ældre Digt Oplysning om Jarleættens Nedstammelse fra Hølge, som ganske udelukker Slægtregistret fra Oden og Skade. Snorre har bevaret et Vers af Hornklove (c. 900) i Anledning af Harald Haarfagres Ægteskab med den danske Kongedatter, hvori Digteren klager over at Kongen forskjød (eller foragtede) Døtre af de norske Fylkekonge-Ætter; han siger:
Hafnaði Hólmrýgjum
ok Hörða meyjum
hverri hinni heinversku
ok Hölga ættar
konungr hinn kynstóri
er tók konuna dönsku.6
Netop paa Grund af Pladsen ved Siden af Holmryger, Hörder og Heiner er det tydeligt, at "Hölga ætt" her betyder det samme som "Háleygja ætt", altsaa Haakon Jarls Æt; Sagnet hos Snorre vil jo ogsaa vide, at Harald Haarfagre havde ægtet en Datter af Haakon Jarl Grjotgardssøn.
Da "Hölges Æt" ved Eyvinds Digtning fik mere ansete Forfædre end Hölge, er det rimeligt nok, at Hölges Navn og Bedrifter og Ættens Nedstammelse fra ham glemtes; Navnet kunde ikke skabe nogen Sagndigtning, ingen Bedrift knyttede sig dertil, og kun den tilfældige Omstændighed, at en Digter fra Erik Jarls Tid kom til at nævne "Hölges Haug-tag" som Omskrivning for Guld,7 gjorde, at Navnet blev bevaret og Etymologien fremstillet af Snorre i Edda.
Denne Forklaring trængte imidlertid ikke gjennem; Afskriverne, som ikke kjendte Navnets Oprindelse, fik travlt med det underlige Tilnavn Hölga-brudr, som de afvexlende forandrede til Hörda-, Hölda- eller Hörga-brudr, medens det i den norske Folkevise undergik endnu voldsommere Forandringer.
2. Gaa vi over til Beretningerne om Thorgerd, vil det strax sees, at hun næsten overalt er knyttet til Haaleygjaætten eller rettere dennes fornemste Repræsentant, Jarlen Haakon Sigurdssøn. Allerede i Biskop Bjarnes Jomsvikingedrápa sender Holgabruðr Haglveiret "fra Nord" mod Jomsvikingerne, altsaa til Værn for Haakon. Sagnet er nærmere fremstillet - og maaske videre udviklet - i Jomsvikingasaga, der beretter, hvorledes Haakon Jarl under Slaget i Hjørungavaag drager nord til Øen Primsignd, gaar ind i Skoven, vender sig mod Nord og beder til Thorgerd "Hördatroll" (et Haandskrift har Holdabruðr); hun lover ham først Hjælp, da han tilbyder at ofre hende sin 7aarige Søn Erling; derefter sender hun nordenfra mod Jomsvikingerne et voldsomt Haglveir, ledsaget af Lynild og Torden; de Jomsvikinger, som er synske ("ófreskir"), se nu ombord paa Jarlens Skib først et Trold, siden to Trolde (Thorgerd og hendes Søster Irpa), der sender en Pileregn "saa at der fløi en Pil fra hver Finger" mod Jomsvikingerne, som derved drives paa Flugten. Hovedvægten synes her at være lagt paa den Omstændighed, at Haglveiret kom fra Nord d. e. fra Troldenes Hjem, saa at Thorgerd maa være et Trold; hvorfor ogsaa hendes Navn forandret til Hördatroll (Hordernes Trold). Det synes som om denne Omstændighed har bragt de mere historiske Forfattere, Forf. af Noregs Konungatal og Snorre Sturlassøn, som dog begge benyttede Jomsvikingesaga, til at tvivle om Sagnets Paalidelighed. Forf. af Noregs konungatal omtaler Haglveiret og dets Virkning, men udelader alt om Thorgerd Hölgabrud og om Ofringen. Snorre har taget Sagnet ud af dets Sammenhæng under Slaget, men han tilføier dog en kort Notits om Ofringen bagefter, uden at nævne Thorgerd Hölgabrud;8 paa den ene Side tillod Snorres historiske Principer ham ikke at følge den eventyrlige Jomsvikingesaga, og paa den anden Side maatte han ifølge sine Kilder lade Haakon Jarl være Gudedyrker, ikke ofre til et Trold. Andre Beretninger synes imidlertid forsaavidt at hælde til Jomsvikingesagaen, som de viser, at ifølge et almindeligt Sagn Haakon Jarl virkelig dyrkede Thorgerd Hölgebrud som sin personlige Beskytterinde. Ifølge Njálssaga ejede Haakon Jarl og Dale-Gudbrand sammen et Tempel (goða-hus), hvori fandtes Billeder af 3 Guder: Thorgerd, Thor paa sin Kjærre og Thorgerds Søster Irpa, alle prydede med en Guldring i Haanden eller paa Armen.9 Ifølge Færeyingasaga havde Haakon Jarl paa eller i Nærheden af Lade et Tempel, hvori fandtes flere Gudebilleder og mest anseet blandt disse var Thorgerd Hördabrud, som ogsaa her bærer en Ring i Haanden.10 Ogsaa i den senere Fortælling om Thorleiv Jarleskald kan læses om det samme Tempel, som her kaldes Søstrene Thorgerd Hörgabruds og Irpas Tempel, og et Spyd (atgeir) omtales, som Haakon havde taget fra disse Søstres Tempel og som Hörgi (dvs. Hölgi) havde ejet;11 rimeligvis er dette en Reminiscens af det sande Forhold, idet i Virkeligheden Hölge (ikke Thor) har havt sin Plads i Templet mellem Søstrene, men i Traditionen er fortrængt af Thor. Endelig havde ifølge Hardarsaga Grimkelssoner (som dog her kun kjendes i en omarbeidet Skikkelse fra det 15de Aarhundrede) Grimkel Gode, Søn af Høvdingen Bjørn Gullbere fra Orkedalen, ved Ølvusvatn et Tempel med Billeder af mange Guder, af hvilke Thorgerd maa have været den mest ansete, siden Templet kaldes hof Þorgerðar Hölgabruðar; men ogsaa her er kun mere et Trold end en Gudinde, siden hun er Søster af den onde Viking og Haugboer Sote. Den troldelige Side hos Thorgerd synes efterhaanden at blive mere fremtrædende: allerede i Remserne i Snorre-Edda regnes Hölga-bruðr blandt Trolla-heiti; i Ketil Høings Saga farer hun sammen med Skelkingr fra Dumbshav, Ofote fra Ofotefjord og "andre Storvætter nordenfra Landet" til Troldething; i de islandske Rimer om Aasmund Flagdagæva er hun en Troldkvinde, som bor paa en Ø nord i Landet og dræbes af en af St. Olafs Mænd, der bortfører hendes Datter; og i den norske Vise om Aasmund Frægdegevar er hun en almindelig Troldkvinde "nord i trollebotn", der har bortført Kongens Datter og derfor dræbes af Kongens tapreste Mand, som befrier Kongsdatteren.
3. I Forklaringen til denne tilsyneladende Modsigelse tør vi ikke følge Snorre, der aabenbart har korrigeret de gamle Sagn efter sine historiske Theorier: paa den ene Side har han gjort Thorgerd til en almindelig Kongedatter, som han dog selvmodsigende nok lader faa guddommelig Dyrkelse, og paa den anden Side har Snorre fjernet hende fra enhver Forbindelse med Haakon Jarl. I begge Dele har han vistnok Uret. Efter Sagnet hos Saxo var Thorgerd (Thora) Datter af den mythiske Finnekonge Guse, der overalt optræder som tryllekyndig; allerede dette Sagn antyder hende selv som trolde-agtig, og da som saa ofte Finner og Trolde gjøres til ét, var der ialfald for Sagnene nærliggende Grunde til at sammenblande hende med Trold og Jotner. Slægter, der stammede fra Haalogaland, betragtedes af andre Nordmænd som blandede, de vare "Halv-Trold"; naar Ladejarlenes Æt udlededes af et Ægteskab mellem Haaleygernes Konge og Finnekongens Datter, var det en ganske naturlig Konsekvens, at deres Stammoder regnedes til Troldene; Adam af Bremen udtrykker den samme Tanke ved at sige om Haakon Jarl, at han "stammede fra Troldene".12 Dette forhindrer imidlertid ikke, at Jarleætten selv regnede sin Stammoder blandt Mennesker eller endog blandt Gudinderne og indførte hende i Gudekredsen, saaledes som Sagnene antyder. Ladejarlenes Æt repræsenterede i sin Samtid den energiske Vedhængen ved den fædrene Religion; men da Kongeættens Repræsentanter havde styrtet denne, kunde Eftertiden, for hvem de gamle Guder og Troldene efterhaanden smeltede sammen til Djævle, have let for ogsaa at betragte den gamle Religions sidste Repræsentant som Troldenes Dyrker. Men at dette ikke var den oprindelige Betragtning, derom foreligger der uforkastelige Vidnesbyrd. Ikke blot er de ældre historiske Beretninger enige herom, men vi har ogsaa Vers af samtidige Skalde, der viser sammesteds hen. Snorres Beretning om, hvorledes Sigurd Jarl støttede Thrøndernes Modstand mod Kong Haakons Forsøg paa at indføre Kristendommen og hvorledes han med store Bekostninger opretholdt Ofringerne paa Lade til Guderne, stammer fra Skalden Kormak Øgmundssøns Sigurdardrápa, hvori Blot-gildet omtales og hvori Omkvædene overalt er taget af de ægte, religiøse Traditioner om Æserne, vistnok ligetil laante fra Billederne i Templet: Sitr Þórr i reitu; komz Urðr at brunni; véltu goð Þjazza; vá gramr til menja; fór Hroptr með Gungni; seið Yggr til Rindar.13 Sigurds Søn Haakon Jarls første politiske Handling efterat han var kommen til Magten var efter Snorre at gjenoprette Gudernes nedrevne Templer og han fik Løn derfor af Guderne ved udmærkede gode Aaringer i Landet. Ogsaa her er Kilden et Digt af en samtidig Skald, Einar Skálaglam, der beretter: "Den kyndige (dvs. Harald Graafeld) havde herjet Eindrides Tempellande og alle Gudernes sande Ejendomme, indtil Spyd-voldens Lórríde (dvs. Haakon) førte sit Skib hjem over hele Havet. Og Krigerne vende sig til Blotene, Skjoldets mægtige Vogter (Haakon) fremmes ved slig Gudestyrke. Nu gror Jorden som før, den gavmilde lader Spydsvingerne glade bygge Gudernes Helligdomme". Senere, da Haakon Jarl vendte hjem fra Danmark efter at være tvungen til at døbes, vil han atter vie sig til Odens Dyrkelse ved en krigersk Handling; han gjør ved Götalands Kyst et stort Offer til Oden: da kommer Eavne ham skrigende imøde og Jarlen skjønner, at Odin havde modtaget Ofret og da var der Tid at kjæmpe (ok þa mun jarl hafa dagráð til at berjast). Ligetil Udtrykkene stammer her Beretningen fra den samme Skald, Einar, og fra samme Digt: "Krigeren gik til Orakel paa Sletten; da mente han det være Tid (dagráð) til Kamp, da han saa de stærke Liggribbe (Eavne), han vilde Gøternes Død". Det er den samme Digter, som i Slutningsverset udtaler sin og Samtidens Tro, at Haakon er separat beskyttet af de mægtige Guder: "Hvem nærer Tvivl om, at Guderne leder Kongernes Ætte-udrydder (Jarlen); jeg siger, at de vældige Guder styrker Haakons Magt". Ogsaa andre Skalde besynge Haakon som Gude-dyrker: Eyvind Skaldaspilder, hvis Haleygjatal vrimler af mythologiske Hentydninger, fører i Digtet hans Slægt op "til Guderne", nærmere bestemt til Oden selv, og Digtet blev, som man kan se af den bevarede Indledning, fremsagt i Haakons og hans Hirdmænds Nærværelse, altsaa med hans Approbation. Ogsaa et bevaret Vers af Thorleif Jarleskald viser sammesteds hen: "Du har sendt 9 Fyrster (øðlingar) til Oden, Ravnen mætter sig af de givne Lig". Endog Jomsvikingasaga kjender Haakon som Gudedyrker: Lodderne i de Skaaler, som Haakon gav Einar "Skaaleglam", bar ifølge den ældste Form af Sagaen Billeder af Thor og Odin, de Guder, som Haakon dyrkede (se Jomsvikingasaga i lat. Oversættelse af Arngrim Jónsson S. 42); naar de senere Recensioner af Sagaen her udelader Gudenavnene og kun taler om "likneskia mannz", synes dette skeet under Paavirkning af Beretningen om, at den Guddom, som Haakon Jarl dyrkede, var "Hørdatroldet".
Kristiania, 12 Aug. 1883.
GUSTAV STORM.
Note under Trykningen. S. Bugge har mindet mig om, hvad jeg S. 125 har overseet, at Thorgerd i det færøiske Kvæde "Jomsvikingar" (Hamarshaimb II No. 7) bærer Navnet Gudrun illgerðsfru, hvor Tilnavnet ligeledes synes at stamme fra Hölgabruðr.
Noter:
1) Efter Meddelelse af Hr. Bibliothekar Dr. Kålund.
2) Isl. sögur II 59.
3) Sn. E. I. 400.
4) Saxo p. 116 f.: Ea tempestate Helgo, Halogiæ rex, Cusonis [dvs. Gusonis] Finnorum Biarmorumque principis filiam, nomine Thoram crebræ legationis officio procabatur. Adeo quod per se minus validum est, alieni indigum noscitur. Nam cum ejus temporis juvenes matrimonii postulationem propria voce prosequendi eonsuetudinem haberent, hic tanto oris vitio obsitus erat, ut non solum exteras sed etiam domesticas aures erubesceret. Adeo calamitas omnis conscios vitat. Eo siquidem naturæ damna molestiora sunt, quo liquidius patent. Hujus Cuso legatione spreta, conjugio indignum respondit qui propria parum virtute subnixus, ad id impetrandum precaria mutuaretur officia. Quod audiens Helgo Hötherum quem politioris facundiæ noverat, suis favere studiis obsecrabat, alacriter se quicquid is imperasset, executurum pollicitus. Ille sedula juvenis supplicatione devictus, armata classe Norvagiam petit, quod verbis non posset, viribus peracturus. Cumque pro Helgone per summam eloquii svavitatem egisset, refert Cuso mentern filiæ consulendam, ne quid contra nolentem paterna videretur severitate præsumptum. Accersitamque an proco allubesceret percontatus annuentis Helgoni nuptias pollicetur. Igitur Hötherus obseratas Cusonis aures ad ea quæ precabatur, exaudienda rotundæ volubilisque facundiæ dulcedine patefecit.
5) Man har villet finde en Antydning hertil i et Vers af Kormak Øgmundssøn (Hskr. S. 93) ved at forbinde "Þjazza" med "afspring", saa at man allerede c. 955 skulde have kjendt Slægtregistret. Men denne Fortolkning er urigtig, idet derved Omkvædet forsvinder, se Sn. E. III 466-69.
6) Heimskringla (Ungers Udgave) S. 63.
7) Sn. E. I. 400.
8) Þat er sögn manna, at Håkon jarl hafi í þessari orrustu blótit til sigrs sér Erlingi syni sinum, ok síðan gerði él ok þa snéri mannfallinu á Jómsvíkinga. Heimskringla S. 160 25.
9) Njálssaga Cap. 88.
10) Flatöbogen I. 144.
11) Flatöbogen I. 213. I Olav Trygvessøns Saga er ogsaa indflettet en vistnok ganske opdigtet Fortælling om, hvorledes Olav og Thorkel Dyrdel plyndre hendes Tempel og brænde hendes Billede (Flatöbogen I. 407-9).
12) Adam 11.22: Ex genere Inguar et giganteo sanguine descendens dvs.: paa den ene Side (Moderens) fra Ynglingeætten, paa den anden Side (Faderens) fra Trolde.
13) Sn. E. III. 466-69. Jón Sigurdsson forandrede - neppe med Rette - véltu til veittu; Unger læser (Hekr. S. 93) veizlu efter Jöfraskinna, medens Kringla har velto og Cod. Frisianus har velltu. Ved Ungers Læsning forsvinder Omkvædet.
