Ryd Klosters Krønike

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ryd Klosters Krønike

efter håndskriftet E don Var, 3º

oversat fra gammeldansk af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2016

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Rydårbogen (EDV 3) på www.middelaldertekster.dk

---

Her begynder en kortfattet beretning om det folk, der findes i Danmark, og hvordan deres oprindelse var — således som det findes skrevet i gamle historiebøger — og hvordan landet fik navnet Danmark, og hvor mange sejre, lande og kampe de vandt eller tabte, og på hvilken tid det skete.

Indledning

Danmark

Danerne kommer — som det findes skrevet i gamle historiebøger fra Serugs tid, han var Abrahams oldefader — fra nogle folk, man kalder goter, som kom fra et land, der hed Gotia. Og vi finder skrevet, at goterne stammede fra Magog — Jafets søn.

Nogle bøger fortæller noget andet og siger, at danskerne stammer fra et folk, som kaldes danæere, i Grækenland. Men ingen historie redegør fuldstændig for, hvilket folk der først kom til Danmark for at bo.

I begyndelsen hed det ikke Danmark og indbyggerne heller ikke danskere, men hvert land havde sit særlige navn. De havde heller ingen konge før på kong Davids tid, men dengang kom Dan — søn af Humble, konge i Sverige — og regerede over Sjælland, Møn, Falster og Lolland, og man kaldte hans rige for Videslet. På den tid kom en overordentligt mægtig konge fra Tyskland og ville tvinge jyderne under sig. Da jyderne fandt ud af det, blev de meget skræmte. De befæstede da et sted, man kalder Kovirke, med grave og planker og sendte bud til kong Dan af Videslet, at han skulle komme og hjælpe dem, og de lovede ham, at hvis han sejrede, ville de vælge ham til deres herre. Kong Dan samlede mændene i sit rige og mødte fjenden ved Kovirke, og han dræbte umådeligt mange af fjenderne, og resten flygtede, og på den måde blev Dan herre over jyderne, og med jydernes hjælp vandt han Fyn og Skåne og alle små ølande i Danmark og blev herre over dem. Og derefter slog Dan alle landene sammen, og man kom til fuld enighed og kaldte det Danmarks rige, og landets folk skulle hedde danskere.

Dan

Den første konge i Danmark hed Dan Humblesøn, og efter ham fik danskerne deres navn og tilsvarende riget Danmark. Men nogle vil hævde, at kejser Julius kom til Danmark, og så deres gæstfrihed med mad og øl og husrum, og kaldte det Danmark på grund af denne gæstfrihed. Det kommer af ordene dare og dapsilitate.

Dan var den første konge i Danmark, og han var en mægtig kæmpe og meget frygtet, og han vandt mange store sejre.

Humble

Han var slem og vanvittig og udrettede kun få bemærkelsesværdige ting. Derfor indgik hans broder — Løder — et hemmeligt forbund med danskerne og anstiftede trætte og kamp imod sin broder — Humble — og fordrev ham fra magten og regerede i hans sted.

Løder

Denne konge var meget hård mod rigets indbyggere, og han teede sig slet og begik mange onde gerninger mod riget. Men danskerne ville ikke tåle hans strenghed, og derfor slog de ham ihjel.

Skjold

Før han blev 15 år gammel, gik han alene imod en stor bjørn og bandt den med sit bælte. Og han vandt først Tyskland og gjorde dem skatskyldige til Danmark. Og han udførte mange tapre bedrifter.

Gram

Efter ham fik Gram Herred sit navn. Denne samme Gram sloges ene mand i Sverige mod en mægtig kæmpe og slog ham ihjel. Han dræbte også Sveriges konge og dennes seksten brødre og gjorde Sverige skatskyldig til Danmark. Siden stred han mod kongen af Norge — Svipdag — og dér faldt han. Efter denne kæmpe — Gram — har man en talemåde i Danmark: Når nogen er meget hård og uræd, så siger man, at han er en gram.

Svipdag

Han var dansk på sin faders side, men nordbagge på sin moders side. Han drev sin egen fader, som var konge, ud af Norge og regerede i Norge efter sin fader. Siden gik han ind i Danmark for at regere. Da kom Grams søn — Hadding — imod ham for at hævne sin faders død, og han slog ham ihjel og blev konge efter ham.

Hadding

Hadding dræbte kongen af Sverige og kongen af Hellesponten. Han undertvang sig Norge og en by, der hedder Demmin, og han udførte et utal tapre bedrifter i sine dage. Da han havde vundet mange sejre, fandt han det skammeligt og vanærende at skulle dø i sin seng som et dyr, og for verdens lov og pris og til evig påmindelse for sine efterkommere hængte han sig selv.

Frode

Hans søn — Frode den Gavmilde — efterfulgte ham og blev konge i riget. Denne samme forarmede sig selv og riget, så han led stor nød. Han erfarede da, at der i Vendsyssel lå en drage på en mængde guld og sølv. Han vovede sig derfor ene mand imod den grumme orm og overvandt den og dræbte den, og så tog han dette guld og sølv, og med denne samme formue vandt han mange lande og gjorde dem skatskyldige under Danmark. Det var Britannien, som nu hedder England, Frisland, Skotland, Tyskland, Vendland, Rusland og flere andre lande, og siden stred han i et søslag ved Skåne, og han blev ikke dræbt af nogen af sine uvenner, men han blev kvalt af tørst og hede på grund af den tunge rustning, han var iført.

Hans søn — Halfdan — fulgte efter ham og blev konge. Denne Halfdan dræbte alle sine brødre fordi han så uskikkeligt ønskede at blive konge i riget. Hans søn — Ro — arvede riget efter ham.

Ro

Denne konge flyttede en by, som i gamle dage hed Højebjerg, fra et sted, der hed Højekøbing, og genopbyggede denne by ved en havn i Isefjord og gav byen et andet navn, og han sammensatte førnævnte bys navn af sit eget navn og en kilde, så den nu hedder Roskilde. Hans to sønner tog arv efter ham.

Halfdan og Helge

De to brødre delte magten mellem sig, således at Halfdan skulle være konge til lands og Helge til vands. Halfdan udførte ikke mange store bedrifter, og Helge tog arv efter ham. Søkongen Helge var en stor kriger, han dræbte Hødbrod — kongen af Sverige — og han overvandt for tredje gang tyskerne og tvang dem til lydighed under Danmark. Han udførte mange store og bemærkelsesværdige gerninger til havs på sit skib. Han kom engang til en havn på Lolland, og dér traf han datteren af en bonde, som man kaldte Rolfkarl, og han lå med hende om natten og avlede en datter, og hun hed Thora. Efter hende fik Thurø sit navn, fordi hun blev begravet dér. Da der var forløbet 15 år, kom han dertil igen og lod sin egen datter — Thora — lede til sig og til sin seng, men han vidste ikke, at det var hans datter. Han avlede dér en søn med hende og kaldte ham Rolf Krake. Da det gik op for ham, at han havde ligget med sin egen datter, hængte han sig selv på grund af den skam og vanære, det påførte ham. Mens Rolf Krake var barn, tvang kong Adils af Sverige danskerne under sig, for at de skulle være pligtige til at betale ham skat. Og som et tegn på den fulde trældom gjorde han en hundehvalp til konge i Danmark — og den hed Hate — og svor og sagde, at »— den første, der fortæller mig, at hundekongen er død, skal bøde derfor med sit liv.«

Hate

Hundekongen Hate sprang rundt mellem andre hunde og nappedes med dem om kødben, men derved blev han flået ihjel af hundene. Ingen turde overbringe kong Adils denne nyhed på nær en hyrde, der hed Sne. Sne tog hundekongens skind og drog til kongsgården i Sverige og bar det over sine skuldre. Han blev kaldt for kongen, og kongen spurgte da, hvor han kom fra. »Fra Danmark,« svarede han. Kongen sagde: »Så er hundekongen måske død?« Sne svarede: »Det sagde du — herre! — og ikke jeg.« Kongen svarede: »Tag til Danmark og bliv konge dér, men lad mig erfare, at du gør dem megen skade.«

Sne

Efter han blev konge, var han på utallige måder ond mod danskerne, for det havde kong Adils bedt ham om, og han havde sagt ja. Det skete engang, hvor han satte sig på landstinget i Viborg, at da begyndte lusene at såre og bide ham. Han sprang på sin hest og begyndte at ride, men nåede ikke længere end til Lusehøj, og dér åd lusene ham op i ridderes og gode mænds nærværelse. Og Rolf Krake — kong Helges søn, som der tidligere blev skrevet om — blev konge.

Rolf Krake

Han vandt mange store sejre. Han og to gæve kæmper — Bjarke og Hjalte — og alle hans hofsinder blev ved forræderi af en greve ved navn Hjørvard — en greve i Skåne, der havde Rolfs egen søster i sin seng — dræbt i en kongsgård på Sjælland, og den gård hed Lejre, og Hjørvard blev konge efter ham.

Hjørvard

Hjørvard var kun konge en stakket stund: Ikke længere end fra om morgenen og til prim. Da slog Hake Håmundsøn ham ihjel og blev konge i Danmark.

Hake

Dengang han var konge, kom der en mand nordfra og fæstede Rolf Krakes datter til hustru, og han hed Fridleif.

Fridleif

Fridleif regerede kun en stakket stund. Efter ham kom Odin.

Odin

Han led en pludselig død nær Odense, og dér blev han også begravet. Odin var meget kyndig i kogleri, og han bedrev megen sortekunst, hvorfor alle lande rundt om Danmark hædrede ham som en gud og tilbad ham. Danskerne fremstillede således et billede af ham i guld og sendte det til Grækenland som en stor gave, og grækerne tog meget højtideligt imod det. Han efterfulgtes af sin søn — Balder.

Balder

Bæltsund fik navn efter ham. Det hed førhen Baldersund, fordi han kæmpede dér. Høder slog ham ihjel og blev konge efter ham. I en skov i Sverige fandt Høder et sværd, der hed Miming, med hvilket han dræbte Balder. Efter ham fik Haderslev navn, fordi han flygtede dertil, men blev dræbt af kong Boye af Sverige. Boye blev konge efter ham, og hans søn — Rorik — efter ham. Efter Rorik blev Ørvendel konge. Ørvendel sejrede i mange kampe, men hans broder — Fegge — slog ham ihjel og blev konge efter ham. Efter broderens død tog Fegge hans hustru og gjorde hende til sin hustru.

Amled

Ørvendels søn — Amled — hævnede sin faders død og dræbte Fegge og alle de braveste mænd i riget, som var Fegges venner, og brændte kongens gård og alle, som opholdt sig dér, så ikke én slap ud. Så blev Amled konge. Amled var meget listig og med kløgt blev han herre over England, Skotland og Danmark, men hans stedfader — kong Vigleik af Norge — dræbte ham i kamp i Øresund og blev konge efter ham.

Vigleik

Han tog Amleds hustru og giftede sig med hende, men forskød sin egen kone og søn. Vermund den Blinde blev konge efter ham. Vermund den Blinde var meget stridbar. På hans tid dræbte Frovins sønner — Kette og Viggo — kong Adils af Sverige og hævnede deres faders død. Uffe den Stærke blev konge efter ham.

Uffe den Stærke

Fra han var 7 år gammel til han var 30, ville han ikke tale, førend kongen af Tyskland bød kong Vermund at kæmpe på det vilkår, at kongen af Danmarsk skulle udpege en mand, der turde kæmpe mod den tyske konges søn, og på den betingelse, at hvis den tyske konges søn vandt kampen, skulle kongen af Tyskland have magten over Danmark, men vandt den danske kriger, skulle den danske konge have Tyskland til Danmark. Da kong Vermund fik denne besked, blev han svært bedrøvet. Da talte hans søn, som længe havde tiet, og sagde: »Sørg ikke — min fader! — for jeg tør møde den tyske konges søn og derforuden den største kæmpe, der findes i Tyskland, og jeg vil kæmpe mod dem begge på de stillede betingelser.« Og Uffe den Stærke gik til kamp på stedet Kongekamp ved Ejderen og besejrede dem begge og vandt Tyskland til Danmark, og det var fjerde gang, Tyskland blev skatskyldig til Danmark. Hans søn — Oluf — efterfulgte ham.

Oluf den Storladne

Hugleik blev konge efter ham. Hugleik dræbte Håmod og Hagrim — to umilde høvdinge fra Sverige. Efter ham kom Frode den Tapre. Han dræbte den norske kong Froger og ti af dennes høvdinge med ham. Hans søn — Dan — blev konge efter ham. I hans syvende år blev Tyskland for femte gang skatskyldig til Danmark. Efter ham kom Fridleif. Han vandt en by, der hed Dublin, og Britannien. Han blev efterfulgt af sin søn — Frode Fredegod.

Frode Fredegod

På hans tid blev Jesus Kristus født. Han vandt Sverige, Britannien, Irland, hele Norge, Sachsen, Frisland, Ungarn og alle riger østpå til Grækenland. Alle konger og indbyggere i de førnævnte lande betalte ham skat og var ham lydig. På hans tid kom Erik den Ordsnilde og broderen Rold — Regnars sønner — og de dræbte Grep og dennes fem brødre. Hunnerkongen kom med 49 konger for at kæmpe mod kong Frode. De gav seks af dem magt til at forestå striden, og hver af dem rådede over fem tusinde skibe, og på hvert skib var der tre hundrede krigere. Når alle skibene blev talt sammen, var der tredive tusinde skibe, og mandskabet udgjorde ni tusinde tusinder. Imod alle dem stred han på havet ved Blekinge, og han dræbte dem alle. Han skabte så stor fred i sit rige, at han hængte en guldring op ved Ejderen — den var så stor, at man kunne trække den på armen — og en anden ved Skanør og en tredje lige ved alfarvej ved Vordingborg, og ingen vovede at tage dem, hverken ved nat eller dag. Men han blev dræbt af en kælling. Efter ham kom Hjarne.

Hjarne

Hjarne regerede kun en stakket stund. Fridleif slog ham ihjel. Fridleif — Frode Fredegods søn — dræbte kong Åmund og en drage. Hans søn — Frode — blev konge.

Frode den Tapre

På hans tid kom Storværks søn — Stærkodder — til Danmark. Han dræbte en kæmpe i Rusland og en kæmpe, der hed Tauen, i Byzans, en kæmpe, der hed Wasce, i Polen og en i Sachsen, der hed Hame. Han hadede tyskere umådeligt meget, og han tilføjede dem al den forsmædelse, han kunne. Han foldede fire eller seks tyskere sammen om hinanden og gjorde sig — med forlov at sige — et skidehus af dem. Og han udrettede mange storværker. Da Frode var 12 år gammel, vandt han Tyskland og gjorde dem for sjette gang skatskyldige til Danmark. Sverting slog denne Frode ihjel. Hans søn — Ingjald — fik magten efter ham.

Stærkodders bedrifter
Fra Olaus Magnus: Historia de Gentibus Septentrionalibus (1555)

Ingjald

På hans tid dræbte Stærkodder Svertings syv sønner som hævn for Frodes død. På samme tid dræbte han Angantyr og dennes otte brødre. Efter Ingjalds død blev hans søn — Oluf — konge.

Oluf

Hans søn — Harald — efterfulgte ham og blev konge i riget.

Harald

Frode Rådbane fældede ham og blev konge.

Frode Rådbane

Han blev dræbt af sin egen brodersøn — Halfdan den Bjørngramme Haraldsøn — som hævnede sin faders død. Kong Erik af Sverige tog magten.

Erik

Også han blev dræbt af den førnævnte Halfdan Haraldsøn.

Halfdan den Bjørngramme

Han var en mægtig stor kriger. Han blev også udfordret af en kæmpe fra Sverige, som hed Sigvald, og han skulle kæmpe mod ham og hans syv sønner. Han sagde ja til kampen og dræbte dem alle, idet han smed sværdet og rykkede et egetræ op med rode, og med dette egetræ dræbte han dem. Desuden var der en anden gang en kæmpe i Sverige, og han hed Hardben og var 11 alen høj. Han dræbte også ham og hans tolv kampfæller, og han udførte mange tapre bedrifter, hvorefter folk kaldte ham den Bjørngramme. Han blev efterfulgt af sin broder — Høgne — og efter Høgne kom dennes søn — Sigvald.

Sigvald

På hans tid flygtede Stærkodder fra kamp, og Hake dræbte Sigvald. Han blev efterfulgt af sin søn — Siger — og han gik til kamp imod Hake, men de faldt begge. Sigers søstersøn — Gøtrik — blev konge.

Efter Gøtriks død blev Danmark delt i fem dele.

Burkhard, som havde Sigvalds datter — Tole hed hun — til hustru, regerede i Skåne og Hunding på Sjælland. Når Hunding angreb andre, tabte han. Når han forsvarede sin ret, vandt han. Derfra har vi et ordsprog: Hjemme er hunden mægtigst.

Hane regerede på Fyn, Høder i Sønderjylland, Regnar i Nørrejylland.

Halfdan den Stærke blev herre over Skåne efter Burkhard. Han kunne ikke forsvare sig, og Vesete fra Sjælland slog ham ihjel. Burkhards søn — Harald Hildetand — tog magten.

Harald Hildetand

Harald Hildetand dræbte de førnævnte fem konger og blev mægtig, og alle konger på denne side af Jorsalhavet betalte ham skat. Men hans søstersøn i Sverige — Ring — nægtede at betale ham skat, og derfor gik Harald ind i Sverige for at kæmpe mod Ring, men der faldt han sammen med kong Ubbe af Frisland og tredive tusinde velbyrdige mænd med dem, og Ring mistede tyve tusinde velbyrdige mænd. Desuden kæmpede tre hundrede unge kvinder, som kaldtes skjoldmøer, på Haralds side, og en af dem, som hed Hede, bar deres banner. Efter hende fik Hedeby navn, og efter denne siger man også hedeskæppe. Men Ring — Haralds søstersøn — tog magten, efter at Harald havde været konge i 50 år. Efter Ring kom hans broder — Harald — og efter ham tog hans broder — Ole — magten.

Ole den Tapre

Han var så rask, at han ikke ville have stigbøjler til sin sadel. Desuden var han så grum, at han tvang Stærkodder i knæ med sit blik. Ole gik ind i Sverige, og dér blev han nødet til kamp. Første dag kæmpede han mod én, næste dag mod to, tredje dag mod tre, fjerde dag og så videre, og sådan øgede han antallet hver dag, indtil han havde besejret elleve mand i kamp. Det står skrevet om ham, at Stærkodder for guld lod sig købe af den svenske konge for at slå Ole ihjel på den måde, at mens kong Ole var i badstuen på en af sine avlsgårde i Lejre på Sjælland, da sneg Stærkodder sig ind i stuen til kongen, men i det samme hævede kongen blikket og så på Stærkodder, og da blev denne så bange, at han sank i knæ af rædsel. Men i stedet for sin grumhed gav kongen ham en belæring, og dér dræbte han kongen. Efter han havde begået dette forræderi og denne forbrydelse imod sin rette herre, da græd han hele tiden — både dag og nat. Men det guld, han modtog af kongen af Sverige, bar han altid på sig, indtil han gav det til den, der slog ham ihjel. Ømund Olesøn blev konge i Danmark efter sin faders død.

Ømund

På hans tid blev Stærkodder gammel og vanfør og sorgfuld, fordi han skulle dø i sengen som andre mænd, men mest fordi han dræbte kong Ole. Engang kom der en, der hed Høder, hvis fader han tidligere havde dræbt, og han sagde: »Jeg dræbte din fader, og du har ret til at hævne hans død. Dette guld, du ser mig have, vil jeg give dig, hvis du dræber mig.« Da han således kunne hævne sin faders død og få alt dette guld, tog han Stærkodders eget sværd, som hed Skum, og huggede hovedet af ham ved Ryne Bro i Skåne. Han spændte Skum — det førnævnte gode sværd — om livet og ville krydse den nævnte bro. Da han var midt på broen, gled Skum ud af skeden og faldt ned under broen, og siden har ingen mand formået at fiske sværdet op, men når der er meget lavvandet, kan man undertiden se det endnu. Denne Stærkodder kom på kong Ingjalds tid fra Sverige med en stor kurvfuld kul på ryggen for at sværte den nævnte konges næse dermed. Stærkodder drog omkring i mange lande for at strides med andre kæmper. Derfor støbte grækerne et billede i kobber, som lignede ham, og sendte det til Valland og sagde: »I kunne ikke forsvare jer, medmindre I havde nogle kæmper, der turde stride mod en sådan.« En ridder ved navn Henrik Æmeltorp bragte Stærkodders tand til Tyskland som et stort vidunder, og da man målte dens omkreds, var den så tyk som seks tommelfingre. Efter Ømund regerede hans søn — Sigvard.

Sigvard

En mand ved navn Simon — en høvding fra Skåne — kivedes og stred med ham, men de faldt begge. Han efterfulgtes af sin broder — Budle — og efter ham blev Jarmerik konge.

Jarmerik var meget stridbar. Han gik med en stor hær ind i Slavien og hærgede og dræbte deres konge — Ismar. Derefter gik hellesponterne ind i Danmark med en stor hærstyrke, og kong Jarmerik turde ikke møde dem, men tog til Kullen i Skåne og befæstede stedet og lukkede sig inde dér med de bedste mænd i riget. Siden, da hellesponterne havde ødelagt hele riget, forlod han Kullen for at kæmpe mod dem og lide og undgælde, som skæbnen ville, og han stred mod dem i Øresund, og dér faldt han. Efter ham kom hans broder — Broder — og efter hans broder kom Sigvald.

Sigvald efterfulgtes af sin søn — Sne.

Sne

På hans tid var der stor hungersnød i Danmark, og kongen lod byde, at alle mænd og kvinder, der ikke kunne eller ikke ville bære våben i strid, skulle dræbes. Der var en god kvinde i Skåne, og hun hed Magge. Hun gav det råd, at man skulle beholde otte, men udvise hver niende, og disse vandt alle lande lige til Rom og lod deres skæg gro, og derfor blev de kaldt longobarder, og de kom til det land, som hedder Longobardiet — landet blev opkaldt efter dem — og dér blev de til kong Karls tid, hvorefter de kom til Apulien og blev der, og dér er de endnu i dag.

Efter Sne regerede Bjørn, efter Bjørn hans søn — Harald, efter Harald hans søn — Gorm.

Gorm

Han gav sig meget af med at erfare nye og underlige ting. Denne kong Gorm udvalgte sig fire hundrede brave mænd og sejlede med dem langt væk til Geirrøds hjem i det yderste nord, og dér så han mange underlige og opsigtsvækkende ting og var meget ofte i stor fare. Han mistede således alle sine kumpaner på nær 30, og de blev dræbt af trolde. Kun med nød og næppe kom han tilbage til Danmark. Hans søn — Gøtrik — blev konge efter ham.

Gøtrik

Gøtrik den Gavmilde hed han. Han var meget dygtig til at føre krig. Han vandt hele Tyskland og gjorde dem skatskyldige til Danmark, og det var syvende gang det blev vundet til Danmark. Han vandt også Sverige og Frisland.

776

Kejser Karl gik ind i Danmark med hele sin kejsermagt og mod kong Godfred af Danmark. Da kongen erfarede dette, gik han mod kejseren med sine folk og mødte dem på modsatte side af Elben og bortdrev kejser Karl af Tyskland og ødelagde hele landet dér.

Kejser Karl havde samme år indført den kristne tro i Tyskland. Han kæmpede også i 36 år mod frankerne.

Efter han havde fordrevet kejser Karl og hærget Tyskland, stak en af hans egne riddere ham ihjel med en kniv, og således døde han. Hans søn — Oluf — blev konge efter ham. Oluf hed også Goddranker. Hans søn — Hemming — efterfulgte ham. Hemming regerede i 18 år, og han og kejseren holdt møde sammen og kom således overens, at Danmark skulle gå til Ejderen og ikke længere. Hans to sønner — Ring og Sigvard — arvede riget. Ring var konge i Jylland. Sigvard var konge over alle de små ølande. Disse to konger, som var brødre, kæmpede længe mod hinanden, og til sidst faldt de begge i kamp. Regnar Ringsøn tog magten.

Regnar Lodbrog

Han vandt England, Skotland, Irland, Norge, Sverige, Tyskland, Vendland, Rusland og alle kongeriger vest derfor. Han havde ni sønner, og hver af dem fik sit rige at være konge i, men selv drog han fra det ene rige til det andet. Til sidst blev han dræbt i Irland, og det samme blev næsten alle hans sønner — nogle på ét sted, andre på et andet. I 40 år førte Regnar Lodbrog krig i Frankerriget. Han satte sine heste i stald i Sankt Germains kirke i Paris. Også på taget af kejserens palads satte han sine heste i stald. Og han voldte hellige kirker meget ondt.

Hans søn — Ingvar — var mere umild end alle sine brødre. Efter ham kom en anden søn — Sigvard. Efter ham kom Anulo og Sigfred.

Anulo og Sigfred

Disse to var Godfreds søstersønner.

Der var krig mellem disse to brødre i 10 år, og de kunne på ingen måde blive enige om, hvem der skulle råde for riget. Til sidst gav de på begge sider løfte om en kamp om, hvem der skulle råde for riget, men i den kamp faldt de begge og elleve tusinde mand med dem. Anulos folk sejrede dog på slagmarken og gjorde Regnfred og Harald lige mægtige i riget. De stred om magten i 9 år.

Harald

Han fordrev Regnfred fra magten og blev enekonge. Så kom Sigfreds sønner og fordrev Harald fra magten, og så flygtede Harald bort til kejser Ludvig og bad om hjælp. Da blev Harald kristnet i Mainz sammen med sin hustru og sin broder — Erik. Og med kejserens hjælp kom han igen til magten, men straks derefter forkastede han den hellige tro.

Ansgar

Sankt Ansgar kom for første gang til Danmark og prædikede kong Harald tilbage til den hellige tro igen og lod den første kirke opføre ved Hedeby. Efter Haralds død fik hans broder — Erik — magten.

Erik

Straks han blev konge, lod han alle kirker lukke og forbød gudstjeneste i hele Frankerriget, i Frisland, England, Lothringen og i Tyskland. Og han huggede hænder og fødder af klerkene, brændte og ødelagde. På hans tid var der en hertug i Danmark ved navn Rollo. Han gik ind i Frankerriget og tvang kong Karl til at give sig det land, som nu hedder Normandiet.

Derefter begyndte krigen mellem Erik og hans brodersøn — kong Guttorm af Norge. Der døde et utal af folk på begge sider. Begge konger faldt også, og ingen af hele kongeslægten overlevede på nær et lille barn, der hed Erik Barn — den førnævnte kong Eriks søn.

Erik Barn

Han begik flere onde gerninger end nogen af sine forfædre i alle riger. Han ødelagde og fordærvede Sachsen. Desuden dræbte han Brun, der var hertug, og tolv grever. Endvidere huggede han hænderne af nogle og fødderne af andre biskopper og øvrige gode mænd, og han dræbte mange gode mænd og brændte kirker. Han lod biskopperne Theodorik og Markvad dræbe. Kejser Arnulf gik ind i Tyskland, hvor han mødte danskerne i kamp. Danskerne tabte denne kamp, og de blev næsten alle slået ihjel. Det skyldtes ikke kun kejserens styrke, men Gud i himlen viste dér sin vrede mod danskerne for deres overvældende umildhed.

Det samme år døde kong Erik Barn, og kong Olof af Sverige blev konge i Danmark.

Olof

Olof vandt Danmark med magt og våben og regerede i 5 år. Efter ham kom hans søstersøn — Gjord — og blev konge.

Gjord

Gjord var dansk født. Han regerede i 10 år. Efter ham kom Lodden-Knud — Erik Barns søn. Han havde stor vilje til kamp, og desuden var han meget troldkyndig. Han regerede i 11 år. På hans tid forlod hver tredje af trællene og almuen Danmark, men vandt hele Preussen, Semgallen, Karelen og mange flere lande. De fandt, at landene var gode og frugtbare, og blev der og bor der endnu i dag.

Denne Lodden-Knud døde som hedning. Hans søn — Frode — blev konge efter ham.

Frode

Han vandt England og blev konge over to riger: Danmark og England. I England antog han kristendommen og lod sig døbe på den tid, da Agapetus var pave i Rom. Han regerede i 10 år. Hans søn — Gorm — blev konge efter ham. Gorm den Engelske var også kristen. Hans søn — Harald — blev konge efter ham. Efter Harald kom Gorm den Gamle.

Gorm den Gamle

Hans dronning hed Tyra Danebod, og efter Gorms død styrede Tyra Danmark meget dygtigt. Hun lod Danevirke befæste med planker og stolper. Gorm og Tyra døde begge som hedninge og er begravet i Jellinge Høje. I Gorms tid satte danskerne ild til kirker og brændte dem, stak og huggede og slog præster og lægmænd foran alteret i kirkerne og huggede arme og ben af dem, begik mange mord og stjal eller fordrev korsene fra kirkerne, og de tilføjede kors og billeder i kirkerne og kristne folk al den spot og hån, de formåede.

I det Herrens år halvniende hundred efter Guds fødsel døde Gamle-Gorm. Derefter kom hans søn — Harald.

Harald Blåtand

Harald Blåtand var konge i 50 år. Han tog til England og vandt landet, og så tog han til Danmark igen. På den tid planlagde kejser Otto — som man kaldte den Store — at tage til Danmark for at tvinge danskerne under sig og plyndre landet. Dengang hans udsendinge kom til Slesvig, slog danske mænd dem ihjel og en markgreve med dem. Da kejseren erfarede dette, blev han ganske vred og fór til Danmark med en stor hær for at hævne deres død. Men kong Harald befandt sig langt borte i Halland, og derfor lod kejseren afbrænde og plyndre i Jylland frem til Oddesund, og kejseren kastede sit spyd deri til en evig påmindelse. Da Harald erfarede dette, blev han meget vred og hastede til Jylland. Da kejseren fik bud om dette, flygtede han, men Harald kom til Lohede og dræbte Yppe, som var overhoved for kejserens folk, og alle de øvrige tyskere flygtede. Da dette var sket, gav hans moder ham det råd, at han skulle udbygge Danevirke. Desuden tog hans søn — Svend — ved kristendommen og lod sig døbe af pavens kapellan, som hed Poppo, men han fordrev sin fader fra magten. De stred mod hinanden tre gange, og han tabte hver gang, men til sidst dræbte en ridder, der hed Hake, kong Harald i Vendland. Hans søn — Svend — blev konge i riget.

Svend Tveskæg

For sin ondskabs skyld blev han tre gange taget til fange af venderne. Første gang blev han frikøbt for så meget guld, som han vejede i fuld harnisk, og to gange for samme vægt i sølv. Til sidst fordrev danskerne ham fra magten, og i 14 år var han landflygtig hos kongen af Sverige. Men han antog den hellige tro og lod sig døbe, og snart derefter — som Gud ville — fik han magten igen, og i Øresund dræbte han kongen af Norge, som holdt riget med magt. Og så blev han konge over både Danmark og Norge. Han vandt også England, men dér døde han og blev ført til Roskilde på Sjælland, og dér blev han begravet. Hans søn — Harald — blev konge efter ham.

Harald Svendsøn

Harald var ustadig og meget utugtig. Derfor fratog danskerne ham kongeværdigheden, og de valgte hans broder — Hardeknud — til konge, fordi han var en mægtig kriger. Men det trættede danskerne, at de aldrig var hjemme i riget, men altid skulle være i krig i fremmede lande, og derfor afsatte de ham fra kongedømmet, men det var ikke viseligt gjort. Og Harald var ustadig og til ingen nytte for riget. Ham tog de igen til konge, men snart derefter døde han, og hans broder — Gamle-Knud — blev konge.

Gamle-Knud

Han vandt England og Estland med mange skibe. Han fordrev også hertug Rikard af Normandiet fra Frankrig, og han giftede sig med dronningen til kongen af England, som var fordrevet og død, og han avlede en søn med hende, og han hed Hardeknud, og en datter hed Gunhild, og hende tog kejser Konrads søn til hustru.

Det Herrens år 1028

Da led den hellige Olav, konge af Norge, martyrdøden, og kongen af Danmark — Gamle-Knud — blev konge i Norge, og han var konge over tre riger: Danmark, England og Norge. Og han var en meget smuk og from og gavmild mand. Han var den første, der fik munke til Danmark, og han indførte mange biskopper fra England til Danmark.

Gamle-Knud døde, da han havde været konge i 33 år, og han efterlod sig tre sønner, som var konger: Hardeknud blev konge i Danmark, Harald — hans uægte søn — i England, og Svend — hans uægte søn — blev konge i Norge. Harald var kun konge i 4 år, så døde han. Hardeknud blev konge i England efter ham. Svend var ikke konge i mere end 5 år. Men Magnus — den hellige Olavs søn — blev konge i Norge. Da kong Hardeknud erfarede dette, samlede han en hær af danskere og englændere og drog til Norge, men deres venner stiftede et sådant forlig mellem dem — Magnus og Hardeknud — af den af dem, der levede længst, skulle have begge riger.

Hardeknud

Hardeknud var konge over Danmark, Vendland, Sverige og England. Han havde desuden altid seks tusinde væbnere hos sig foruden de daglige tjenere. Dertil havde han tres langskibe, som om sommeren sejlede fra det ene rige til det andet. Om vinteren opholdt hans væbnere sig fremdeles på borge og i fæstninger, og han havde skrevet dem love og statutter om deres gøren og laden, og hvordan de skulle straffes, og de var sammen som andre munke. Imens han levede, nød han lov og pris mere end alle konger over andre lande, og alle rundt omkring frygtede ham. Han drog også med kejseren til Vælskland for sammen med ham at sætte alle lande deromkring i rette.

I det Herrens år 1043 døde Hardeknud i England

    Svend Estridsøn
Kalkmaleri i Roskilde Domkirke

Efter ham blev Svend Estridsøn konge — grev Ulfs søn, som denne havde med Hardeknuds søster. Da kongen af Norge hørte det, ihukom han det forlig, der blev stiftet mellem ham og kong Hardeknud: At den, som levede længst, han skulle have riget. Og derfor gik Magnus imod Svend og tvang ham til at blive sin undergivne. Den førnævnte Svend tvang desuden sin egen broder — den hellige kong Edvard i England — til at betale sig skat, og han tvang ham til at erklære, at han skulle være konge og arve magten efter ham.

Den førnævnte kong Magnus af Norge samlede en hær — utallig som sandkorn på havets bund — for at gå i strid mod Svend, og han ankom til Øresund på skib. Da han trådte fra et skib til et andet, gled han ned mellem begge skibe og druknede. Da Svend erfarede dette, vandt han riget. Mens kong Svend befandt sig i Norge, gik venderne ind i Jylland og ødelagde alt frem til Ribe. Samtidig kom kongen til landet, men han vidste ikke noget om det, og fjenderne drog af sted med et stort bytte. De mødtes ved Slesvig. Han dræbte femten tusinde mand dér, og resten flygtede.

I det Herrens år 1074 døde Svend Estridsøn

Svend Estridsøn lå med en kvinde, og denne samme kvinde hed Tora. Hun forgav dronning Gyda med edder. Toras søn — Magnus — drog af sted for at lade sig krone, men han døde på vejen. Efter Svend regerede hans søn — Harald. På hans tid gik England fra Danmarks krone, men landet havde været under Danmark i 120 år og aldrig været skilt fra Danmark.

Knud den Hellige. Hans broder — Knud — var konge efter ham i 8 år. Han var hellig og god på alle måder og byggede mange kirker i riget, og med al sin magt og møje styrkede han folket i sit rige til at tjene Gud, men i nogle egne af riget kunne han ingenlunde formå dem til at betale tiende. En tid udbød han folk til at møde til leding i Fiskbæk ved Viborg og krævede ret til at angribe England, men hans broder — hertug Oluf i Jylland — forspildte dette ved forræderi og forvoldte med råd og svig, at jyderne slog ham ihjel.

Det Herrens år 1084

Karteuserordenen blev indstiftet.

Det Herrens år 1087

Knud den Hellige, konge af Danmark, led martyrdøden i Odense, idet hans egen broder — hertug Oluf — forrådte ham, og han blev dræbt i Sankt Albans Kirke. Han efterfulgtes af Oluf — Oluf Hunger — men i hans tid var der så stor hungersnød i Danmark, at folk kivedes om de urter, der groede på marken, for i 7 år var vejrliget så hård, at alle hånde såsæd forgik. I det syvende år efter han blev konge, fandt hans tjener ham i sengen, hvor han pludselig var død. Han broder — Erik — blev konge i riget.

Det Herrens år 1094

Den førnævnte Erik efterfulgte sin broder.

Det Herrens år 1078

Sankt Nikolaus — biskoppen af Myra — blev overført til Bari.

Det Herrens år 1098

Cistercienserordenen blev indstiftet den 21. marts.

Erik Ejegod

Da han blev konge, blev jorden straks så frugtbar, at en lille skæppe korn ikke var mere værd end 2 penning i gangbar mønt. Han hed for det andet Ejegod, fordi han var så høj, at man kunne se ham over alle folk fra skuldrene og op. Han var også så stærk som de fire stærkeste mænd i riget. Han hed for det tredje Ejegod, fordi han var så god for riget, at dengang han forberedte sig til at rejse til den hellige grav, da tilbød danske mænd ham en tredjedel af deres formue, så han dermed kunne fritages for sin pilgrimsfærd og blive hjemme. Men han ville ingenlunde opgive sin rejse. Han drog til Rom med en stor ridderskare, og andre velbyrdige mænd fulgte ham ud af riget. Og da erhvervede han ærkebiskoppen i Lund fuldmagt over disse tre riger. Siden drog han til Konstantinopel, og den græske kejser modtog ham med stor værdighed.

Det Herrens år 1101

Erik Ejegod døde på en ø, der hedder Kypern, og ligeledes hans dronning Bodil. Men efter hans død udvirkede Gud mange mirakler for hans skyld dér på den førnævnte ø. Hans broder — Niels — blev konge efter ham.

Det Herrens år 1111

Pave Paschalis blev taget til fange af kong Henrik.

1113

Sankt Bernhard blev optaget i ordenen.

1120

Klosteret i Clairvaux blev grundlagt.

1127

Tatarerne fór med magt ind i Ungarn og tog kardinaler og abbeder til fange.

1130

    Mindekors for Knud Lavard
Haraldsted Skov ved Ringsted

Den hellige hertug Knud — Erik Ejegods søn — blev dræbt som martyr ved Ringsted af sin farbroder kong Niels᾿ søn — Magnus. Det samme år blev kong Knud den Helliges søn, der var hertug af Flandern, dræbt af sine egne riddere i en kirke i Flandern. Magnus — kong Niels᾿ søn — blev konge over danskerne og goterne, mens faderen endnu levede, men skåningerne valgte Erik Ejegods søn — Erik Emune — til konge. To konger gik i kamp mod ham: Niels og dennes søn — Magnus.

Det Herrens år 1135

De mødtes i Fodevig, og dér faldt Magnus og seks biskopper med ham — fire fra Jylland, én fra Sjælland og én fra Sverige — og mange velbyrdige danske mænd faldt med dem, men kong Niels flygtede til Slesvig, og dér blev han dræbt af skomagere. Den førnævnte Erik Emune blev konge efter ham, og han slog Harald og alle dennes børn ihjel.

1137

I fasten omsluttede et stort mørke hele verden.

Asser — den første ærkebiskop i Danmark — døde, og Eskil blev valgt.

1139

Erik Emune blev dræbt af Sorte-Plov på et ting. Erik Lam blev konge efter ham.

1140

Oluf Haraldsøn. En del af Danmark valgte ham til konge, og han kæmpede mod kong Erik Lam tretten gange på ét år, men hver gang flygtede Oluf for Erik.

Den 30. marts blev der mørkt over hele verden.

1141

Ærkebiskop Eskil blev belejret af Oluf.

1142

Erik og Oluf kæmpede tre gange på én dag, og hver gang flygtede Oluf.

Klosteret i Alvastra blev grundlagt.

1143

Oluf dræbte biskop Rike af Roskilde.

1144

Erik blev gift med ærkebiskop Henrik af Bremens søster.

Klostrene i Herrevad og Nydala blev grundlagt.

1145

Pave Sankt Lucius var pave i 2 år og 3 måneder.

Klosteret i Lyse blev grundlagt.

1147

Erik Lam døde som munk i Sankt Knuds Kloster i Odense.

Et kloster kom til Hovedøya.

Der stod et slag ved Slangerup.

1146

Ærkebiskop Eksil blev taget til fange af kong Svend.

Efter kong Erik Lams død gjorde jyderne Knud — kong Magnus’ søn — til konge. Folk i Skåne og på alle de små øer valgte Svend — Erik Emunes søn — og så blev der krig i 12 år.

1149

Kong Svend tog ærkebiskop Eskil til fange.

Et kloster kom til Varnhem.

1150

Sankt Keld blev provst i Viborg.

Der stod et slag ved Viborg, og Knud flygtede ud af landet.

1152

Knud tog til Rusland, hvor han stred med tysk hjælp, men flygtede.

1153

Sankt Bernhard af Clairvaux døde.

Et kloster kom til Esrum.

Kongen vendte hjem fra Rusland og tog til Frisland, og med frisernes hjælp byggede han borgen Mildeborg, Da Svend erfarede dette, udbød han leding fra Danmark og kom til Slesvig og lod skibene trække over land til Hollingsted og belejrede den førnævnte borg — Mildeborg — og han brændte og ødelagde en stor del af Frisland. Kongen besejrede ham da i strid med hjælp fra friserne, og mange af skåningerne og andre velbyrdige mænd faldt dér.

1154

Den hellige hertug Knud søns — Valdemar — blev gift med kong Knuds søster — Sofia. Danskerne valgte førnævnte Knud og Valdemar — den hellige hertug Knuds søn — til konger, og Svend flygtede til Sachsen i Tyskland.

Det Herrens år 1155. Anastasius var pave i tre år

Svend vendte tilbage fra Sachsen sammen med hertug Henrik, men de flygtede hurtigt. Så langt som de drog frem mod Danmark på femten dage, lige så langt flygtede de væk fra Danmark på to dage.

1156

Der blev stiftet fred og forlig mellem de tre konger, og riget blev delt i tre dele: Knud fik Jylland, Valdemar Skåne og Svend Sjælland. Få dage derefter indbød kong Svend af Sjælland kong Knud af Jylland og kong Valdemar af Skåne som gæster til fest i Roskilde. Om natten var de alle berusede af vin. Mens folk dansede i kongsgården, dræbte kong Svend kong Knud og dennes slægtning — Constantin — på Sankt Laurentius’ aften. Kong Valdemar blev såret, men flygtede til Jylland. Svend fór efter ham med sine folk for at slå ham ihjel. Det skete på dagen, hvor de elleve tusinde jomfruer led martyrdøden i Køln.

1157

Kong Svend og kong Valdemar mødtes på Grathe Hede for at kæmpe. Dér blev Svend dræbt og begravet i Grathe kirke.

Det Herrens år 1158

Adrianus var pave i 4 år.

Vitskøl Kloster blev grundlagt.

1160

Et kloster kom til Saba.

1161

Den 15. juli: Sorø Kloster blev grundlagt.

1162

Tuta Vallis — Tvis Kloster — blev grundlagt.

1163

Kong Valdemars søn — Knud — blev født.

Kong Valdemar tog til kejserens råd i Metz, og dér bemærkede han, at kejseren gav sig af med mange hånde svig og falskhed. Men kongens folk optrådte klogt og omhyggeligt og tog sig på alle måder i agt med Guds store hjælp. Også fra hertug Henrik af Braunschweig fik de støtte, og med hans råd og hjælp kom han velbeholden til Danmark. Men han fornemmede tyskernes falskhed og ondskab, og derfor lod han mure opføre ved Danevirke, hvor der førhen var træværk.

Det Herrens år 1164. Den 13. september

Gudvala Kloster blev grundlagt.

1165

Øm Kloster blev opført. Cara Insula, således kaldes Øm Kloster ved Ry.

1166

Kong Valdemar undertvang Vendland.

1167

Kongen lod Buris’ øjne udstikke af hulerne, og han blev desuden gildet.

1169

Valdemar — den hellige hertug Knuds søn — blandt andre store gerninger overvandt han rygboerne og lod dem omvende til den hellige tro.

1170

Da blev Valdemar Valdemarsøn født.

Kongen af England lod Sankt Thomas af Canterbury dræbe og blive martyr.

1171

Den hellige hertug Knud blev kanoniseret og skrinlagt i Ringsted. Kongen — Knuds søn — betvang alle danskernes fjender vidt omkring med magt.

Kong Valdemar den Anden. Han vandt Estland og omvendte dem til troen. Med mange hårde kampe betvang han tyskere og pommeranere og vender og gjorde dem skatskyldige til Danmark.

Ærkeenglen Mikael og den hellige hertug Knud Lavard
Kalkmaleri i Vigersted Kirke

1172

Et kloster kom til Dargun den 25. juni. Siden til Hilde. Et kloster kom til Insula Dei.

1173

Et kloster kom til Locus Dei — Løgum.

Hertug Christoffer døde.

1176

Danskerne belejrede borgen ved Stettin.

1177

Sankt Margrethe led martyrdøden i Roskilde.

Knud Valdemarsøn blev konge over Skåne og Halland.

Eskil — den anden ærkebiskop i Danmark — forlod Danmark og tog til Clairvaux — stedet hvor Sankt Bernhard døde — og trak sig tilbage. Absalon blev ærkebiskop.

Solen blev formørket Helligkorsaften om onsdagen.

1180

Sankt Niels i Århus døde.

Der stod et slag ved Dösjö.

1181

Han mødte kejser Frederik ved Trave, og dér bortgiftede han sine to døtre: Den ene gav han til kejserens søn, den anden til grev Sigfred. Dér fik han også af kejseren herredømmet over hele Nordalbingen — det vil sige over alt land nord for Elben — og han fik kejserens bevis derpå med indsegl af guld samt pavens bulle — pave Innocens den Tredje — til stadfæstelse af evigt eje. Men efter kong Abels død ødelagde en tysk kvinde — djævelens datter — alle brevene af had til danskerne.

1182

Valdemar den Første — den hellige hertug Knuds søn — døde efter at have været konge i 25 år. Knud Valdemarsøn blev herre over hele Danmark efter sin faders død.

1184

Kongen udbød leding til Wolgast i Vendland.

1187

Jerusalem blev indtaget af kong Sultan og hedningerne, og de kristne blev dengang fordrevet.

Solen blev formørket.

1188

Sankt Keld blev helgenkåret og skrinlagt.

1191

Danskerne drog på leding i Vendland

1192

Der blev udbudt ledning til Finland, og danskerne vandt landet.

1194

Første brand i Esrum.

1195

Ås Kloster blev grundlagt.

1194

Biskop Valdemar satte sig op mod kongen, men han havde ingen grund til det og flygtede til Norge. Siden kom han igen med 35 skibe, men han blev taget til fange og sad 14 år i Søborg Tårn.

Kongen udbød leding til Estland.

1198

Sankt Trinitatis-ordenen blev indstiftet. Der var desuden jordskælv i Danmark.

1200

Danskerne vandt Rendsborg Slot og Ditmarsken.

1202

Kong Knud Valdemarsøn († 1202)
Kalkmaleri i Skt. Bendts kirke i Ringsted

Abbed Sankt Vilhelm døde.

Biskop Anders og hans brødre førte hæren ind i Finland.

Grev Adolf blev taget til fange.

Segeberg blev indtaget.

Grev Albrecht blev slået til ridder.

Kong Knud døde, og hans broder — Valdemar — blev kronet efter ham det samme år.

1203

Grev Adolf blev løsladt og stillede gidsler for sig i 10 år.

Lauenborg blev genopbygget.

1204

Esbern Snare døde.

1205

Kong Valdemar udbød leding til Norge, og dér gjorde han Erling til konge og Philippus til jarl, og de blev begge hans mænd ved Tønsberg.

Esrum brændte for anden gang.

1206

Kong Valdemar blev gift med Dagmar — kongen af Bøhmens datter. Og dronning Dagmar bad om, at biskop Valdemar blev løsladt fra fængslet på det vilkår, at han aldrig igen skulle komme til Danmark. Han blev siden ærkebiskop i Bremen, og derefter satte han sig op mod kongen af Danmark. Kongen skrev til paven og klagede over ham, og derfor fratog paven ham bispedømmet og lyste ham i band.

Ærkebiskop Anders og hans brødre førte en stor hær frem til Reval.

1207

Kong Valdemar jog kejseren ud af Danmark.

1208

Danskerne Ebbe og Lars Sunesøn og deres følge faldt ved Lena.

Kong Valdemar nedbrød Wittenborg, og han lod Harborg opføre.

Der blev bygget bro over Elben.

1209

Kong Valdemar den Andens søn — Valdemar den Tredje — blev født.

Et kloster kom til Dargun.

Det samme år blev Guds  . . .  flyttet fra Guldholm til Rus Regis — Ryd Kloster — på Sankt Magnus’ dag, og denne flytning blev stadfæstet med et åbent brev kundgjort på Husby ting. Med biskop Claus, som blev biskop næst efter biskop Valdemar, skiftede man også fra at oppebære tiende af tre kirker — og det var Holdernes-Brotorp, Broager og Grumtoft — til tiende af fire kirker — som var Sankt Mikaels kirke på Bjerget, Kalleby, Nybøl og Tolk, og det skifte stadfæstede de med gode privilegier, som var pavens bulle og ærkebiskoppens brev, deres eget åbne brev og et brev fra domkapitlet i Slesvig. Denne tiende oppebar en lægbroder Sivert og førte den til munkenes nytte og efter deres vilje til Ryd Kloster — Rus Regis — for did kom munkene for at bo. Ryd Kloster flyttede fra Insula Aurea til dér, hvor det nu hører til, og på Sankt Thomas apostels aften læste munkene deres første regel.

1206

Danskerne udbød leding til Preussen og Samland, og dér faldt kong Sverker.

1211

Danskerne byggede borgen i Demmin i Vendland og nedbrød Nienborg.

1212

Dronning Dagmar døde. Hendes rigtige navn var Margrete — hun blev kaldt Dagmar på grund af sin skønhed.

1213

Gamle biskop Peder af Roskilde og biskop Niels af Ribe døde.

Brødrene grev Gunzelin og grev Henrik fik deres land igen af kongen, og de svor og lovede ham et trofast venskab.

Danskerne vandt borgen i Stettin og Wotmund — markgrevens borg.

1214

Kong Valdemar blev gift med Bengerd — en søster til grev Ferdinand af Flandern. Hendes rigtige navn var ellers Bringenild.

1215

Valdemar den Tredje blev kåret til konge, og de ypperste i riget mødtes på Samsø og blev hans mænd og svor, at de ville være ham tro og hengivne. Kejser Otto brød den troskab, han havde svoret og lovet, og gik ind i Holsten for at tvinge landet under sig. Men kong Valdemar gik mod ham med en stor hær og havde fyrre tusinde frisere med sig. Da kejseren erfarede dette, turde han ikke vente og kæmpe, men flygtede over Elben, og to af hans fremmeste krigere blev dræbt i kamp dér, og to frisere — som hed Svend Stærke og broder Gauling — kæmpede mod dem.

Det Herrens år 1216

Prædikebrødrenes orden blev stadfæstet af pave Honorius.

Kong Valdemar red over isen på Elben og kom ind i pfalzgreve Henriks land og ødelagde det med brand, indtil landets indbyggere overgav sig til ham. Han opførte desuden to borge ved Hamborg, og til sidst vandt han byen Hamborg.

Kong Valdemars søn — Erik — blev født, og det samme år gjorde han ham til hertug af Jylland. Han gav sin slegfredsøn — Claus — grevskabet Halland.

I England kom kong Johan i trætte med sine egne mænd.

1217

Grev Albrecht byggede på kong Valdemars bud en borg ved Travemünde, og danskerne byggede en borg i Ditmarsken.

1218

Kejser Otto døde.

Kong Valdemar samlede de ypperste i riget — femten biskopper, tre hertuger, tre grever, abbeder og en række andre gode mænd — og lod sin søn — Valdemar — krone i Slesvig på Sankt Johannes Døberens dag.

Grev Claus døde det samme år.

1219

Kong Valdemar drog med en stor hær og fem hundrede langskibe frem til Estland og vandt landet og gjorde dem lydige under Danmarks krone, og han tog ikke derfra, før de alle var blevet omvendt til den hellige tro.

1220

Sankt Thomas af Canterbury blev helgenkåret og skrinlagt.

Det samme år vandt de kristne Jerusalem.

1221. Desuden døde dronning Bengerd. Ligeledes døde dronning Richiza — kong Eriks og kong Abels og kong Christoffers moder.

Endvidere opgav ærkebiskop Anders bispedømmet, og abbed Gunnar i Øm blev valgt.

1223

Kong Valdemar og hans søn — Valdemar den Tredje — blev af grev Henrik pågrebet i deres seng på Lyø, og deres egen hofsinde forrådte dem på Sankt Johannes ved Latinerportens dag. De blev ført til Vendland og var i Schwerin i næsten 3 år, men danskerne løskøbte dem for 40.210 lybske mark.

1221

Sankt Dominicus døde.

Danskerne og andre høviske mænd skænkede de heste og klæder, hvormed danskerne ærede de ypperste mænd i Tyskland den dag, de tog afsked med kongen. Disse ting havde den dobbelte værdi af det, de løskøbte ham med. Og I skal vide, at tyskerne sjældent eller aldrig har vundet nogen ære eller sejr over danskerne, uden at det er sket med svig og bedrag, som det kan bevises med disse to konger og i mange andre henseender.

1224

En ved navn Peder Saxesøn blev ærkebiskop.

Andreas Kammermester døde.

1225

Biskoppen i Roskilde — Per Jakobsøn — døde. En ved navn Niels Stigsøn blev biskop.

1226

Sankt Frans døde.

Mange frisere faldt i Ditmarsken, som blev underlagt Danmark.

1227

Der var kamp ved Bornhøved, og danskerne tabte. Det skyldtes ditmarskerne, som var på danskernes side og tog opstilling på den yderste flanke, hvor striden var hårdest, men da begik de forræderi og faldt danskerne i ryggen.

1228

Ærkebiskop Anders og ærkebiskop Peder døde.

1229

Kong Valdemar den Tredje blev på Sankt Johannes Døberens dag gift med Eleonore — datter af kongen af Portugal.

1230

Kardinal Otto var i Danmark.

Uffe blev ærkebiskop.

Både folk og fæ døde i stort tal.

1231

Kong Valdemar den Tredje døde, og kort efter ham døde hans dronning — Eleonore — i barselssengen.

1232

Kong Erik — Valdemar den Andens søn — blev kronet af ærkebiskop Uffe, og hans broder — Abel — fik hertugdømme i Jylland.

Det samme år kom gråbrødrene til Danmark på bare fødder og byggede i Ribe.

1234

Lund kirke og Roskilde kirke brændte.

1236

Biskop Valdemar døde i Luccum. Han grundlagde Guldholm Kloster.

1237

Hertug Abel blev gift med grev Adolphs datter — Mechtilde — men det var meget imod hans faders — kong Valdemars — vilje, idet denne såre frygtede, at der skulle opstå trætte mellem brødrene. Og således blev det, og fra da af var der ingen mangel på indbyrdes strid mellem landsmænd i Danmark og mellem konger og hertuger i Danmark, og det hele hidrørte fra disse grever, som altid vil Danmark det værste.

Der stod i desuden et slag i Skanør mellem danskere og nordmænd.

Endvidere var der stærk storm på Sankt Clements dag.

1238

Sankt Vilhelm blev skrinlagt i Æbelholt.

Desuden døde hertuginde Hedwig.

1239

Kong Erik blev gift med Jutta af Sachsen — hertugens datter — uagtet at de var beslægtede i fjerde led. Pave Gregorius dispenserede og gav sin tilladelse til, at det kunne ske.

1240

Kong Håkon dræbte hertug Skule af Norge.

1241. Den 28. marts

Valdemar den Anden døde skærtorsdag. Da han døde, faldt kronen i sandhed af danskernes hoved. Efter hans død begyndte landsmænd at kives og strides og skade hinanden — til spot og spe for dem siden i alle landene rundt omkring — og det land, deres forfædre havde vundet med sværd og sejr, svandt fra kronen, fordi de ikke kunne enes, og det blev dem siden mest til modgang og skade, som vi nu dagligt oplever. Og alt dette har overhovederne selv bevirket ved at bekæmpe hinanden indbyrdes.

Som Herren siger i evangeliet: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde.«

Desuden døde Per Strangesøn.

Endvidere blev kong Erik — Valdemar den Andens søn — konge over hele Danmark.

1242

Striden indledtes mellem de to brødre kong Erik og hertug Abel.

Desuden brændte Ringsted Kloster.

Frueklosteret i Roskilde brændte ligeledes.

1244

Kong Erik førte en hær mod sin broder — Abel — ved Kolding.

1245

Generalkoncilium. I Lund samledes klerkene i et menigt råd.

Desuden flygtede biskop Niels af Roskilde ud af Danmark.

Endvidere døde biskop Johannes af Slesvig, og Eskil blev biskop.

1246

Kong Erik førte en hær mod sin broder — Abel — og denne mødte ham med en stor hær, som var samlet i Tyskland, men der blev for en stund indgået forlig imellem dem.

Desuden døde Jakob Simonsøn.

1247

Både Sorø og Colbaz Kloster brændte ned.

Tyskerne brændte desuden Odense.

Endvidere nedbrændte kongen Svendborg.

Og hvad kan man mere sige? Jammerligt fordrede de begge magten og bragte riget i stort vanry i alle lande, og den ene ønskede den anden død.

1248

Tyskerne brændte København.

Desuden døde biskop Niels af Roskilde i Clairvaux.

Endvidere døde Oluf Skænk.

1249

Kong Erik af Sverige døde.

Det Herrens år 1250

Kong Eriks lig sænkes i Slien
Kalkmaleri i Skt. Bendts kirke i Ringsted

Ved forræderi tog hertug Abel sin broder til fange i Slesvig Sankt Laurentius’ nat, og en af hertug Abels riddere, der hed Laue Gudmundsøn, førte ham bort på et skib. Siden dræbte han ham og sænkede ham i Slien.

Det samme år kom Valdemar — hertug Abels søn — hjem fra skolen i Paris, men han blev taget til fange af biskoppen af Kølns svende.

Desuden blev hertug Abel kåret og kronet til konge det samme år.

1251

Kejser Frederik døde.

Desuden døde også grev Claus.

Endvidere blev kong Ludvig af Frankrig taget til fange og hans broder — Robert — dræbt.

1252

Kong Abel drog frem til Ejdersted for at kæmpe, men dér faldt han. Hans broder — Christoffer — blev konge.

Desuden døde ærkebiskop Uffe af Danmark.

Endvidere . . .

Det Herrens år 1253

Kong Christoffer gav i Kolding kong Abels søn — Valdemar — hertugdømme i Jylland med fane.

Desuden var der kamp i Skælskør mellem kong Christoffer og Henrik af Æmeltorp.

1256

Alle kådkarlene blev rasende med deres køller.

Desuden døde kejser Wilhelm i Frisland.

Lex Clauica udformes.

1257

Kong Håkon af Norge var i Danmark.

Desuden døde Valdemar — kong Abels søn.

1258

Christoffer — kong Eriks broder — lod førnævnte kong Erik opgrave fra Sankt Peders kirke og føre bort, mens biskop Niels ikke var til stede.

Desuden blev Ruppin med alle tilliggender ødelagt ved Guds vrede og hans straf.

1259

Ærkebiskop Jacob blev taget til fange og sat i tårn på Hagenskov.

Desuden døde kong Christoffer i Ribe.

Da blev Erik Christoffersøn herre over hele Danmark, og han gjorde mange onde og syndige gerninger. Han frarøvede kirkerne deres tiende. Blev nogen udsat for uret og kærede sagen for ham, ydede han dem ingen bod. De klostre, hans forfædre byggede, forarmede han og tvang med sit eget gæsteri og med sine heste og hunde. Desuden lagde greverne af Holsten en stor del af hertugdømmet øde på hans tid, og Jarmer af Rygen ødelagde meget på Sjælland.

1260

Jarmer dræbte mange bønder ved Næstved på Sjælland og døde det samme år.

Desuden fik hertug Erik — kong Abels søn — hertugdømme.

Biskop Oluf blev dræbt.

1261

Der var kamp på Lohede mellem kong Erik Christoffersøn og hertug Erik Abelsøn på Sankt Olavs aften, og dem på kongens side faldt og tabte, og kongen og hans moder — dronning Margrete — blev taget til fange.

1262

Dronningen blev løsladt fra fængslet.

Desuden blev fru Ingeborg af Kalundborg fordrevet.

1263

Bemeldte kong Eriks moder lod Per Finsøn hænge.

Desuden belejrede skåningerne Helsingborg.

1264

Kong Erik blev løsladt fra fængslet.

1265

Borgen i Møgeltønder blev nedbrudt.

1266

Kardinal Guido var i Danmark.

Og da døde hertug Birger af Sverige.

1267

Biskop Niels af Slesvig døde, og Bonde blev valgt.

Desuden døde fru Ingeborg af Kalundborg i Hedeby.

1268

Kong Erik Christoffersøn byggede Koldinghus.

1270

Andreas Skænk — Oluf Skænks søn — døde.

Eclipsis solis. Solen blev formørket søndag i midfasten.

Kong Ludvig af Frankrig døde i leding til Terra Sancta på vej til Jerusalem.

1271

Ribe brændte.

Desuden var der jordskælv somme steder i Sverige.

Endvidere begyndte kong Erik at ødelægge Sønderjylland.

1272

Johannes Erlandsøn døde i fængsel.

Desuden døde hertug Erik — kong Abels søn — og hans søn.

Endvidere døde biskop Eskil af Ribe.

1274

Tyge blev valgt til biskop i Ribe.

1275

Der var generalkoncilium i Lund. Klerkene mødtes i pave Gregor den Tiendes regeringstid.

Desuden døde ærkebiskop Jacob. Erland blev valgt.

1276

Det forbud, som Danmark var omfattet af, blev løst.

Der var desuden kamp i Sverige, og svenskerne tabte. Kong Valdemar blev drevet ud af riget.

1277

Hertug Erik af Sverige døde.

Trugot blev udvalgt til ærkebiskop.

1278

Biskop Peder af Roskilde døde. Stig blev udvalgt.

Desuden blev Trugot ophøjet til ærkebiskop.

Junker Alf døde.

Ærkebiskop Trugot holdt koncilium med klerke og lægmænd i Vejle.

1280

Ærkebiskop Trugot døde, og Johannes Dros blev valgt.

1282

Biskop Bonde af Slesvig døde, og provst Jacob blev valgt sammesteds.

Desuden døde dronning Margrete.

1283

Tårnet i Ribe styrtede sammen.

Valdemar fik hertugdømme, og Jacob blev greve i Halland

1284

Munkene ved Ryd Kloster blev adskilt med stor sorg og bedrøvelse ved Kyndelmisse-tid.

1285

Kongen fangede hertug Valdemar ved Helsingør og sendte ham i lænker ind til Søborg.

Alf Erlingsøn — Alf den Milde — fra Norge var en mægtig sørøver. Han plyndrede Kalundborg og mange øer i Danmark.

Grev Jacob af Halland blev slået til ridder af kongen af Norge.

Desuden blev kong Philippus af Frankrig dræbt i den strid, han førte mod kong Peter af Aragonien.

1286

   Mindekors for kong Erik Christoffersøn
Finderup ved Viborg

Kong Erik Christoffersøn blev i Finderup ved Viborg i Nørrejylland myrdet af dem, han anså for sine mest betroede venner.

Desuden brændte nonneklosteret i Slesvig.

Endvidere blev hertug Valdemar løsladt fra fængslet.

1287

Kong Erik blev af sin morbroder — markgreve Otto — slået til ridder i Nyborg. Den samme dag slog kong Erik hertug Valdemar til ridder.

Desuden blev grev Jacob af Halland og marsk Stig forvist sammen med flere velbyrdige mænd, og deres gods blev tilbageholdt af kongen.

Endvidere blev kongen viet og ophøjet til konge i Lund af ærkebiskop Johannes på juledag.

I øvrigt blev hertug Valdemar gift med hertugen af Sachsens datter.

Fremdeles døde kongens kansler — biskoppen af Slesvig. Ærkedegn Berthold blev valgt til biskop.

16. april brændte Vitskøl Kloster.

1288

. . .   gik igen ind i Danmark og udgav sig for at være kejser Frederik.

Desuden blev kong Erik gift med kongen af Sveriges datter.

Endvidere døde biskop Tyge af Ribe og biskop Tyge af Århus.

1289

Kong Erik af Norge belejrede København med skibe, og mange blev dræbt af nordbaggerne, men til sidst drog han væk uden sejr.

Desuden døde ærkebiskop Johannes af Lund, og efter ham kom Johannes Grand.

1290

Biskop Ingvar af Roskilde døde, og efter ham kom Johannes Krag.

Desuden blev den store sørøver Alf Erlingsøn fanget i Skåne og lagt på stejle ved Helsingborg.

1291

Herrevad Kloster brændte.

Desuden indtog kong Sultan Akko by og dræbte eller gjorde alle fortræd, der troede på Gud — både mænd og kvinder.

1292

Skjalm Dros blev dræbt, mens kongen var til stede.

Desuden var der koncilium i Lund.

Endvidere døde grevinde Elisabeth.

1293

Den tredje leding fra Norge drog ind i Danmark.

1294

Johannes Grand — ærkebiskoppen af Lund — og sammen med ham en kannik, der hed mester Jacob Lang, blev taget til fange af kongens broder — Christoffer.

Desuden blev Rane Jonsøn lagt på stejle.

1295

Ærkebiskop Johannes undkom i hemmelighed fra fængslet.

Desuden opbyggede hertug Valdemar Gottorp på ny.

Endvidere var pavens udsending — Isarnus — i Danmark.

1296

Næsten hele Slesvig gik til i en brand nytårsnat.

Desuden blev hertug Erik gift med kong Magnus’ datter.

Endvidere mødtes kongen og hertugen med hver sin hær på det sted, der hedder Sommersted.

1299

Pavens udsending — Isarnus — var for anden gang i Danmark.

Desuden blev Danmark omfattet af et forbud.

1300

Biskoppen i Roskilde — Johannes Krag — døde.

1301

Kongen udbød leding til Vendland for at kæmpe mod de høvdinge, der var i landet, og for at hjælpe og værge og beskærme sin by Rostock.

1303

Den dom og det forbud, Danmark var omfattet af, blev kundgjort løst og bortfaldet på danehoffet i Nyborg skærtorsdag.

1304

Junker Valdemar døde.

I Rom blev desuden mester Oluf viet til biskop i Roskilde.

Endvidere døde dronning Agnes.

1305

Kongen af Sverige, hans dronning og hans børn blev taget til fange af kongens brødre — grev Erik og grev Valdemar.

1307

Kong Erik drog med en stor hær ind i Sverige.

1308

Kongen drog for anden gang ind i Sverige og ødelagde mange byer med røveri og brand.

1309

Kongen drog for tredje gang ind i Sverige, og gik ind i Østergøtland.

Desuden blev biskop Eskil af Århus ærkebiskop i Lund.

Endvidere blev Johannes Grand ærkebiskop i Bremen.

1310

Hertug Erik af Langeland døde.

Desuden blev der holdt hof i Helsingborg, og dér mødtes kongen af Danmark, kongen af Sverige og kongen af Norge og greverne — den svenske konges brødre — for at indgå et stadfæstet forlig.

1311

Der var stor tørke og mangel på korn.

Kongen havde sin gård i Rostock og opholdt sig dér og havde stor pragt og slog desuden markgreverne dér til riddere.

1312

Søstæderne havde en stor styrke og afbrændte mange steder ved sønderstranden i Danmark.

Desuden belejrede kongen Warnemünde Tårn og indtog det og byggede det om til en borg.

1313

Kongen drog med en stor hær til Nørrejylland for at tugte dem, som var gået sammen imod kongen, og han hængte mange af dem. Og han pålagde da Jylland den skat, man kalder guldkorn.

1314

Og han fordrev slægten Abildgård, fordi de havde forpligtet sig til samling mod kongen.

---

Noter: