Forskjell mellom versjoner av «Solens Sang (B.C.Sandvig)»
Hopp til navigering
Hopp til søk
Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda
af Sæmund Præst hin Frode
Siden er under opbygning. Teksten er ufuldstændig!
Linje 215: | Linje 215: | ||
::Sin Broders Drabsmand. | ::Sin Broders Drabsmand. | ||
+ | |||
+ | ::21. Fred han dem undte | ||
+ | ::Af ærligt Hjerte, | ||
+ | ::Og de loved’ ham Guld derimod. | ||
+ | ::Venner lod’ de; | ||
+ | ::Mens de sammen drukke, | ||
+ | ::Da kom dog Svigen frem. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::22. Men derefter | ||
+ | ::Paa anden Dagen, | ||
+ | ::Da de havde til Riardal redet, | ||
+ | ::Med Sverd de saared’ | ||
+ | ::Ham, som sagløs var, | ||
+ | ::Og lode hans Liv udfare. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::23. Hans Liig de bare | ||
+ | ::Til hemm’lig Afvei, | ||
+ | ::Og kasted’ det ned i en Brønd. | ||
+ | ::Dølge de vilde, | ||
+ | ::Men Herren det | ||
+ | ::fra Himlen saae. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::24. Hans Siel bød | ||
+ | ::Den sande Gud | ||
+ | ::I sin Fryd at være. | ||
+ | ::Men de Misdæd’re | ||
+ | ::Troer jeg seent at skulle | ||
+ | ::Fries ud af Pinen. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::______________ | ||
Revisjonen fra 26. aug. 2013 kl. 22:12
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785
af Sæmund Præst hin Frode
- 1. Om Utaknemmelighed.
- 1. Liv og Rigdom
- Røved’ Mennesket
- Hin den grumme Kiempe.
- Over det Stræde,
- Som han vogtede,
- Kunde ingen levende komme.
- 2. Eene gridsk
- Aad han ofte,
- Aldrig bød han
- Andre til Giest med.
- Førend træt
- Og Kræfter manglend’
- Giest gaaende
- Af Veien kom.
- 3. Drik behøved’
- Hiin den trætte Mand,
- Og hungrig var han.
- Med bange Hjerte
- Lod han som han troede
- Ham, som før havde
- Svigfuld været.
- 4. Mad og Drik gav han
- Den trætte Mand
- Af oprigtigt Hierte.
- Gud han lyded’,
- Og got ham beviste,
- Thi han syntes
- Ussel at være.
- 5. Hiin stod op,
- Ondt han tænkte;
- Ei var nødtøftige givet.
- Hans Synd svulmed,
- Sovende myrded’
- Han Vert den kloge.
- 6. Himlens Gud
- Bad han hielpe sig,
- Da han saaret vaagnede.
- Men ved hiin
- Syndens skyld hængde,
- Som ham havde
- Uskyldig sviget.
- 7. Hellige Engle komme
- Ovenfra Himlen,
- Og toge hans Siel til sig.
- I reenest’ Levnet
- Skal den evig leve
- Med Gud den almægtig’.
- ______________
- 2. At ingen skal stole paa sin Rigdom.
- 8. Penge og Helsen
- Raader ingen over,
- Er han end lykkelig.
- Det venter mange,
- Som de mindst haabe.
- Ingen raader selv for sig.
- 9. Det troede ikke
- Unnarr og Sævaldr,
- At de skulde Held tabe.
- Nøgne de bleve
- Og fattige begge,
- Og løbe som Ulve til Skoven.
- ______________
- 3. Om Elskov.
- 10. Mange fortryde
- Vellystigt Levnet;
- Tit kommer Ulykke af Qvinder.
- Besmitted’ blev’ de,
- Skiønt den mægtig’ Gud
- Dem skabte reene.
- 11. Forligte bleve
- Svafadr og Skart-Hedinn,
- Ingen kunde den anden undvære;
- Før de blev’ galne
- For en Kone,
- Hun var dem til Ondt beskikket.
- 12. Ikke de agted’
- For den hvide Møe,
- Leeg, ei lyse Dage.
- Ingen Ting vilde de
- Heller ønske
- End den lyse Krop.
- 13. Sorgfulde bleve
- Dem de mørke Nætter,
- Ikke kunde de sød Søvn nyde.
- Men af den Sorrig
- Had opspired’
- Mellem Hierte-Venner.
- 14. I Tvekamp ginge
- De for den skiønne Møe,
- Og fik der begge Bane.
- Onde Exempler
- De fleste Stæder
- Straffes grummelig.
- ______________
- 4. Om Stolthed
- 15. Stor Stolthed ingen
- Skal give sig til.
- Det haver jeg sandelig seet;
- Thi de fleste,
- Som Hovmod følge,
- Falde fra sin Gud.
- 16. Rige bleve
- Radny og Vebodi,
- Og troede eene Godt at giøre.
- Nu de sidde
- Og Saar’ne vende
- Fra og til mod Ild.
- 17. Paa sig de troede,
- Og tykkedes eene være
- Mere end andre;
- Men dog gik deres Hue
- Anden Vei,
- For Gud almægtig’.
- 18. Vellyst de fulgde
- Paa mange Maader,
- Og holdt Guld for deres Glæde;
- Nu er’ de straffed’,
- Da de leve skulle
- Mellem Iis og Hede.
- ______________
- 5. At man ei bør troe sine Uvenner.
- 19. Uvenner dine
- Troe maae du aldrig,
- Skiønt de venligt tale.
- Du skal love dem Godt;
- Godt er andens Skade
- Til Varsel at have.
- 20. Thi saa gik det
- Sørle den Godtroend’,
- Da han gav sin Sag i Viguls Tykke.
- Tryggeligen han troede,
- Dog hin med Svig bedrog
- Sin Broders Drabsmand.
- 21. Fred han dem undte
- Af ærligt Hjerte,
- Og de loved’ ham Guld derimod.
- Venner lod’ de;
- Mens de sammen drukke,
- Da kom dog Svigen frem.
- 22. Men derefter
- Paa anden Dagen,
- Da de havde til Riardal redet,
- Med Sverd de saared’
- Ham, som sagløs var,
- Og lode hans Liv udfare.
- 23. Hans Liig de bare
- Til hemm’lig Afvei,
- Og kasted’ det ned i en Brønd.
- Dølge de vilde,
- Men Herren det
- fra Himlen saae.
- 24. Hans Siel bød
- Den sande Gud
- I sin Fryd at være.
- Men de Misdæd’re
- Troer jeg seent at skulle
- Fries ud af Pinen.
- ______________
Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.