Tredje Afdeling Nordens Mytologi (NFSG 1808)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen

Nordens Mytologi

Tredje Afdeling
Fabellæren

af N. F. S. Grundtvig

For Den som har betænkt, at Gudelæren skal beskueliggøre Ideen om en høiere Tilværelse, hvoraf vores egen lader sig forklare, og at Fabellæren derimod maa vise Sporene og Genskinnet af eller Berøringspunkterne med hin høiere Tilværelse, vil det ei synes underligt, at disse behandles adskilte. I den fuldendte Mytologi maatte vist nok Fabellæren knytte sig paa det inderligste til Gudelæren, og egenlig kun være dens Symbolik; men let vil man indrømme at det aldrig endnu var Tilfældet med nogen Mytologi, der kaldtes saaledes. Den almindelige Grund hertil, og de nærmest virkende Aarsager i de enkelte Mytologier til den mindre eller større Forbindelse mellem de nævnte Dele, er her ikke Stedet at udvikle; men hvi Nordens mytiske Fabellære mangler det nøie Sammenhæng med Asalæren, og i sig selv den Enhed, Helhed og strænge Konsekvents som hin eier, maa angives.

Nordens Gudelære var ei opstaaet ved Refleksion over Fænomenernes Indtryk paa de ydre Sandser, men fremsprunget ved Livets og Tidens umiddelbare Beskuelse. Var nu en Digter opstaaet, som havde formet Gudernes Omgivelser til et værdigt Helt, og beskuet Naturen i sin Enhed og Mangfoldighed, da havde Norden kunnet opvise en Fabelring der i Herlighed og Betydning vilde overgaaet Sydens ligesaameget, som Asalæren fra denne Side overgaar Grækernes Gudelære; men saavidt Vi kunne skønne, er det aldrig sket, og kunde maaske ei heller ske. Naar det imidlertid ikke skete, da maatte Spiren til en forvirret Fabellære netop ligge i Gudelærens Herlighed og Uafhængighed; thi der var da intet Baand, som hindrede Digteren, Tænkeren og Iagttageren fra at bevæge sig efter eget Tykke i den aabne, vide Mark. Hvad Følgen maatte blive i det skjalderige Norden, er klart, og i det jeg indleder min Læser i Fabelens krydsende Irgange, maa jeg bede ham nedstemme den Forventning, som det skulde gøre mig ondt hvis Asalæren ei havde vakt! Ved det glædelige Syn og den liflige Duft af de enkelte Blomster, som halv skjules af Torne og høivokset Ukrud, forsone Han sig med den mindre behagelige, men dog, under visse Betingelser, nødvendige Vandring!

Med det Haab, at en længere Dvælen ved de faa egenlige Fabelvink Vola har, mulig kan lede til en bestemtere Skelnen mellem den ældste og senere Fabeldigtning, er mit Maal her ikke at udtømme Genstanden; men blot at meddele det Vigtigste i en passende Synskreds.

Rummet og Tiden ere saa aldeles Fabelens Grundlag, at jeg ei kan tro det upassende at begynde med hint Tidens Træ der favner Rummet.

Asken Ygdrasill.

Dette er Træet, hvorunder Norner bygge, Træet, hvorom Ingen ved, af hvad Rod det randt, fordi dets sande Rod er Toppen, over hvilken ingen Dødeligs Øie kan løfte sig. Saa siger Vola:

Ask heder Ygdrasill,

Hellig den staar, under

Klarhimlet Top.

Høit over Urdurs

Kilde den stander,

Stænket med hvide

Vande, og prydet

Stedse med friske,

Grønnende Løv.

Forstaa Vi dette, da behøve Vi ei at spørge længere, thi da vide Vi allerede, hvad den prosaiske Edda tilføier, at det er Nornerne, der øse Vand paa dens Grene, at de ei skulle raadne eller visne.

I Grimnismal beskrives dette mærkelige Træ mere udførlig. Trende ere dets Rødder, og under dem bo Mennesker, Hrimthusser og Hel, ja det er ei blot Tidens Børn den favner, men selv Tidens Guder; thi under Grenene bo de, og ved dens Rod er deres Thingsted. En Ørn, som ved mange Ting, sidder i Toppen, og Egernet Ratatoskur bærer dens Ord til Dragen Nidhøg forneden. Denne med sin hele Ormeskare: Goin og Moin Grafvitnirs Sønner, Grabadr og Grafvalludr, Ofnir og Svofnir, med de utallige navnløse Frænder, slide Rodtrevlerne. Fire Hjorte: Dain og Dvalin, Duneir og Dunathror, afbide Bladene, og Siden begynder at mørnes.

Ygdrasills Ask

Trænges og lider,

Mer end man ved.

Hvem der selv i de herligste Myter ei vil eller mægter at erkende Andet end en vilkaarlig Sammensætning, Han nøies med det her Sagte; men hvem som tænker anderledes, skue med mig en Del af denne Mytes Sands!

Tidens Sønner, Mænd paa Jord!

Vil I Eders Moder skue,

Vender Øiet op mod Nord!

Stirrer stivt paa Himlens Bue!

Denne Bue er en Rod

Af det Træ, som længe stod,

Og som staar til Verden falder.

Træets Navn er Ygdrasill,

Vidt udsprede sig dets Grene,

Under dem i Vekselspil,

Alt som blev maa sig forene.

Ingen saa, det randt af Rod,

Alt ved Tidens Fødsel stod

Grønt det over Urdas Kilde.

Træets andet Navn er Tid

Mange Løv dets Grene tvinge,

Hver en Daad og hver en Id

Maatte af dets Saft udspringe.

Underligt at end det staar;

Som det stod utalte Aar,

At det raadned ei og visned!

Trende Rødder har det vel,

Men de kan det ei oplive.

En nedruger over Hel,

Som en tung og dunkel Skive;

En nedtrykker Jetters Æt;

Under Solen klar og let,

Over Midgard en sig hvælver.

Kommer Tidens Sønner! Hører

Hvad det er, som Livet rører

I det alderstegne Træ!

Nornerne som Tiden lænke,

Tidens tørre Ask bestænke,

Lædske den af Urdas Brønd.

Derfor kneiser end i Vælde

Stammen trods sin høie Ælde,

Derfor visned ei dens Løv.

Dog kan Ingen ret udmaale

Al den Trængsel, den maa taale,

Evig kan den ikke staa.

Kan I høre hvor den stønner?

Fire Hjorte, Søvnens Sønner,

Stande i dens høie Top,

Og som Tiderne fremskride,

Bladene de dybt afbide,

Bladet med den unge Knop.

Ved I vel, hvad Hjorten bider?

At det er de gamle Tider,

Som fortæres af dens Tand?

Derfor mørke Glemsel ruger

Over dem, og tungt nedknuger

Spiren til hver herlig Old.

Mere Trængsel Asken lider,

Thi ved Roden Nidhog slider,

Dragen med sin Ormeflok.

Selv den ældes gennem Tiden,

Mør og trøsket bliver Siden,

Og den stunder mod sit Fald.

Høre I det høie Kvæde

Lyde hist fra Ørnens Sæde,

Paa det underfulde Træ?

Ratatoskur brat nedspringer,

Kvadet ned fra Toppen bringer

Den til Dragen under Rod.

Ørnen kvad om Træets Alder,

Om at, naar engang det falder,

Skal det knuse Jetters Æt.

Dobbelt flinke Orme gnave,

Asken vil de undergrave

Før den frygtelige Stund.

Tidens Sønner! Vil I stride

Lumskelig ved Ormes Side,

Imod Norners høie Raad.

Vil I Eders Moder trænge?

Vil I stræbe at forlænge

Jetters syndefulde Liv?

Vel! Saa stræber som I stræbte,

Da i Eder selv I dræbte

Andengang den svundne Old!

Hevnen kommer. Asken raver,

Naar den falder, den begraver

Eder til en evig Død.

Ygdrasills Rod, som hvælver sig over Midgard, favner det synlige Rum, og ligesom paa den, funkle de Lys der lære Os at maale Tiden.

Himlen og dens Lys, Dag og Nat.

Fædrene kaldte, ligesom Vi, Jordens underlige Hvælving Himmelen; men i den senere Tid synes de at have antaget flere end en. I det mindste nævnes i Gylfeginning to over den nederste. Aundlangr og Vidblain, og Skalda har ni

Ymers Hoved, Hjelmen som Dværgene: Nord og Sønder, Øster og Vester bære, ere blandt de Tilnavne, der i den prosaiske Edda gives Himlen.

Om Sol, Maane og Stierner, siger Vola, at de fore vildt omkring i Luften, indtil Aserne gave dem stadig Gang paa Himlen, for at Dage, Aar og Alder derefter kunde regnes.

I Grimnismal siges, at Aserne satte Svalin det skinnende Skiold for Solen, samt at Hav og Jord vilde brænde, hvis det faldt fra. Heraf sluttes vel med Føie, at dette Lys ei ansaaes skabt af Aserne, da det ellers maatte passet med det Øvrige. Alting bliver derimod konsekvent naar Vi tillægge Solen en anden og ældre Oprindelse; thi da var den beregnet for hin Verden der skulde blevet til, hvis Aserne havde opfyldt deres Bestemmelse, og det er intet Under, at dens usvækkede Straale vilde tændt den Pindeverden, som byggedes af Ymers Krop. Saaledes indse Vi ogsaa hvorfor en tredobbelt Vinter, uden nogen Sommer imellem, skulde gaa foran Ragnaroke; thi naar Solen ved Tidens Ende var trukket tilbage, da bleve kun paa Himlen det skinnende Skiold og Stiernerne som ei kunde varme. Svag blev Lysningen, og denne Tidspunkt fik derfor Tusmørkets Navn.

Nu kunne Vi ogsaa indse at Vola taler Sandhed, naar Hun siger, at af Surturs luende Sværd skinner Valguders Sol.

I Vaftrudnismal siges, at Fenris sluger Solen, men at Hun først føder en Datter, som skal lyse efter Ragnaroke. Dette er en senere Digtning, men selv den peger hen paa en Solfader høiere end Aserne, thi da de selv gaa under, kunne de jo dog ikke bevare Soldatteren. I samme Digt siges, at Sols og Maanes Fader er Mundilfør, og dette forklarer den prosaiske Edda sig meget nemt, ved at fortælle følgende Eventyr: Der var engang en Mand ved Navn Mundilfør, som havde to Børn, en Søn og en Datter. Sønnen hed Maane, og Datteren Sol; men Guderne bleve vrede, fordi Han havde givet sine Børn saa prægtige Navne, tog Børnene fra ham, og nu maatte Sol styre Solen, og Maane Maanen. Var dette Eventyr ei saa ungt og utilforladeligt, kunde det vise at Guderne agtede Sol og Maane høiere end sig selv; thi de vrededes aldrig over, at Mennesker hedte som de.

I Grimnismal tillægges Solen tvende Heste Arvakr og Alsvidr, som have en Blæsebælg under Bugen, for at køles. Her siges ogsaa, at Ulven Hate gaar foran Solen, og Skol forfølger den. Dette fortæller den prosaiske Edda saaledes: at Skol vil sluge Solen, og Hate Maanen, beraabende sig paa Vola, som Borgen for at det Sidste ogsaa engang vil ske. Begge ere Jetter i Ulveham, og Sønner af den Gamle i Jernskoven .

Mange have ahnet en Forbindelse mellem Solen og Baldur, ja vel endog anset ham enten for Solen selv, eller dens Glands. Saa urimeligt det Sidste er, saa rimeligt kan det være, at Man i senere Tid saa i Solen et Symbol paa Baldur, især da Naturen syntes at have optaget den hele Katastrofe. Dagen dræbes af Natten, som Baldur af Hødur, og hævnes af Morgengryet, som Han af Vale. Ved at gøre det til mere end Symbol, siger Man at Vale erstattede Baldurs Tab.

For umuligt anser jeg ei heller det, at Sol og Maane kunne engang være blevne agtede for Symboler paa Freia og Frei, da det er bekendt, at Fædrene tilskreve Maanen stor Indflydelse paa Frugtbarhed og De vel kunde tiltro Solstraalen Kraft til at trænge gennem Menneskets Ydre, og tænde Freias hellige Ild i Hjertet.

Solens brugeligste Tilnavne ere: Maanens Søster, Gudglands, Evigglands.

Maanen kaldes Solens Broder, Nattens Lys.

Kraftig og snar til Daad stod den gamle Nordbo, men Han følte selv at det var Nattens Styrke, som boede i Ham og laante villig Glands af den kvindelige Sol.

Om Stiernerne siger den prosaiske Edda , at Aserne skabte dem af Muspelheims Gnister.

For Den som havde glemt vores Fabellæres Oprindelse maatte det synes underligt, at Vi, foruden disse Digtninger, endnu finde en anden, der vil lære Os Dagens og Nattens Herkomst.

Vaftrudnismal siger, at Delling er Dagens, og Njorve Nattens Fader. Deres Heste ere Skinfakse (Straalemanke) og Hrimfakse. Den prosaiske Edda har et helt Ættal (Slægtregister) hvoraf kun det er mærkeligt at Delling kaldes En af Asaslægten og Njorve en Jotun, hvorved der henpeges paa det forskellige Hiem for Lys og Mørke og disses Sammenblanding i Tiden, som en nødvendig Følge af Samfundet mellem Aser og Jetter.

Efter Saaledes at have beskuet Tidens Træ, dette alt betinget Livs Stamtræ, vender Øiet sig selv hen mod de forskellige Livsformer. Forsaavidt Vi her ere i Fabelens Mark omgærdes Vi af Mørke, fordi det ikke er en Tidsalder, der har afpræget sin Beskuelse, men flere Aldere der ere sammenflydte, uden at kunne enes, og dog uden at kunne atter bestemt adskilles. Norner, Aser, de egenlige Jetter og Mennesker have Vi i Gudelæren beskuet; men her møde Vi flere Modifikasioner af Livet.

Hrimthurser og Jetter.

Thurs og Jette ere hos Vola enstydige Ord, og i Vaftrudnismal, hvor Navnet Hrimthurs først findes, bruges det iflæng med Jotun. Da der imidlertid tales om en Jetteæt paa Jorden og anvises den faste Bopæle, kunne Vi ei tvivle om at Fædrene have antaget en dobbelt Art, og det er rimeligt at ved Hrimthurser (Frosttrolde) ene forstodes hine Massens Børn som kæmpede mod Aserne, og ved Jotuner dem som strede mod Odins Sønner paa Jorden, samt at Navnet Jotun selv har historisk Oprindelse. Siden, da Asamanden Odin sammenblandedes med Asodin, blandedes ogsaa disse Navne, dog saaledes, at de paa Jorden Boende aldrig kaldes Hrimthurser.

Alfer og Dværge.

Snart sammenblandes, og snart adskilles disse, og Vi maa her, som stedse, søge tilbage til Vola. Hun nævner to Slags Dværge: Modsagners og Dvalins Skare. Saavidt Vi kunne se, forstaaes ved de første kun Tingenes Vætter, de levende Egenskaber og Kræfter, ved de andre derimod et Slags Væsner som Hun paa et Sted kalder Stenætten og paa et andet Alfer. Hermed stemmer ogsaa det Sted i Runekapitelet hvor der skelnes mellem Dværge og Alfer; thi Dvalin sættes her som disses Formand.

I den prosaiske Edda hersker den yderste Forvirring, og der finde Vi førstegang Inddelingen i Lysalfer og Mørkalfer, som neppe er andet end en Anvendelse af Englelæren.

Saavidt kunne Vi komme; men naar Vi nu skulle anvise Alferne eller Dvalins Dværgeæt deres Trin paa Livsstigen og bestemte Forholde; da ere Vi nær ved at famle i Mørke, og Alt hvad Vi med nogen Rimelighed kunne sige, er, at de vare en Middelting mellem Aser og Jetter. Vola siger, at De skabtes af Brimis Blod og blaa Ben, og den prosaiske Edda fortæller at de først havde faaet Liv, som Maddiker i Jorden, Ymers Krop, men at Guderne siden gave dem Manvid, og lode dem bo i Jord og Stene. Da Brim ogsaa skal betyde en hastig udviklet Varme, saa lade disse to Beretninger sig vel forene i følgende Beskuelse: da Solen første Gang bestraalede den af Ymers Krop byggede Jord, udviklede sig et Liv af det opvarmede Blod og de smuldrende Ben, og saaledes forklares paa engang deres Frændskab med Guder og Jetter, samt deres konstige Natur.

Jorden.

At Jorden og Alt hvad den frembragte, ansaaes for levende, lære Vi af Gudernes Bøn til alle Vætter om at skaane Baldur, og jeg kan ikke nægte mig selv den Glæde at udskrive et Sted af den prosaiske Eddas berygtede Fortale om Jordens Liv, skønt jeg naturligvis ei kan afgøre i hvilken Alder denne Beskuelse har hiemme.

Menneskene grundede og undredes paa, hveden det maatte komme, at Jord og Dyr og Fugle have samme Vilkaar i somme Dele, og ere dog atter i visse Maader ulige. Det er et Jordens Vilkaar, at Man gravede paa høie Fjeldtinde, og der sprang Vand op, saa Man behøvede ei længere at grave der, end i de dybe Dale. Saa er og med Fugle og Dyr, at ligelangt er til Blodet paa Hovedet og paa Fødderne.

Saa er Jordens anden Natur, at hvert Aar vokser paa Hende Græs og Blomme, og i samme Aar falder det Alt og falmer. Saa vokse paa Dyr og Fugle Haar og Fjedre, og falde af hvert Aar.

Det er den tredie Jordens Natur, at naar Hun bliver aabnet og gravet, da groer Græs paa det Muld, som yderst bliver. Bjerge og Stene tydede De som Dyrenes Tænder og Ben.

Deraf skønnede De, at Jorden ikke var død, men havde paa nogen Maade Liv. De vidste ogsaa, at Hun var overmaade gammel paa Aarstal, og mægtig i Vilkaar, thi ligesom Hun fostrede alt Levende, saa tilegnede Hun sig Alt som døde.

Fabler om Gudelivet.

Efter at have, efter Evne, draget Grændselinier mellem de forskellige Livsformer, vende Vi tilbage til den ypperste, til Gudelivet, for at se hvilke Forestillinger Fabelen hæftede dertil.

Gudernes Symboler og Eiemon.

Vola nævner Valhal og Fensal, men ved Intet om særegne Mon, der skulle tilhøre Guderne, thi Hun sluttede vel saa, at De kunde Intet erholde som forøgede Guddomsstyrken, eller som de ikke eiede ved at eie Alt. Dog, saasom Menneskene vilde have den guddommelige Natur nærmere for Øiet, da tillagde de Guderne visse Dele, som skulde kundgøre Naturen, der boede i dem. Siden, eftersom Hu og Sind droges mere fra de himmelske til de jordiske Ting, mente De, at Guderne maatte vel eie, hvad dem selv syntes herligst at være. De tillagde Dem derfor Borge og Høieloftssale, Sværde og allehaande Vaaben, Guld og Heste, Ringe og dyre Stene. De Ting som tillægges Guderne, maa da siges at være som af Art, saa og af Vigtighed adskillige, eftersom man enten ene vilde ved Symboler mere grant beskue dem, eller Man troede at kunne give Dem Noget.

Det Vigtigste Odin har, er vel Ravnene: Hugin og Munin (Tanken og Hukommelsen); thi, som herlig valgte Symboler paa Hans Kløgt, lære de Os at kende den nøiere. De flyve hver Dag over Ormegrund, og mærkeligt er Odins Udsagn i Grimnismal:

Om Hugin jeg spaar;

Han ei kommer tilbage,

Dog mere for Munin jeg frygter.

Intet Under; thi vel maatte Tanken tabe sig i Ragnarokes Nat, men Mindet (om Hans Id i Tids Fødsel) maatte forvisse Ham om den Undergang, Tanken ei kunde beskue.

Dette var da den ulyksalige Kløgt, som Odin tilkøbte sig, og Ravnene vare mindre Hans Tienere, end sande Plageaander af Rovfugleæt. Først da den høiere Sands var tabt, kunde De (i den prosaiske Edda og Heimskringla) omtales som blotte Kløgtorganer.

Guldringen Drupner nævnes førstegang i Kvadet om Skirners Reise, og fortiente noget Enkelt at eies af Odin, maatte det vel være denne, der, som det reneste drevne Guld, staar paa Spidsen af den uorganiske Natur, og, ved sin Evne til, hver niende Nat at avle otte Ringe lige tunge, fordrer sig høi Fylde af organisk Liv tillagt.

Sleipner nævnes i Grimnismal som den bedste Hest, og af Vegtams Kvæde se Vi, at den tilhørte Odin. I Hyndlas Sang siges den at være Lokes Søn med Svadilfare, og den prosaiske Edda, som tillægger den otte Fødder, fortæller vidtløftig dens Oprindelse.

I Grimnismal tillægges Odin den sølvtækkede Borg Valaskjalf, og den prosaiske Edda siger, at der var et Høisæde: Hlidskialf, hvorfra Han kunde se ud over al Verden. I den Sidste tillægges Ham ogsaa Spydet Gugner, en Guldhjelm og et fagert Brynie.

Da Thor var Odins og Jordens Søn var Han naturligvis især Udtrykket for den besmittede Kraft, og derfor er Han ogsaa den As, som, indtil Ragnaroke, næsten udelukkende fører Kampen mod Jetterne. Derfor tillagde Man Ham Mjølner, den knusende Hammer som Kraftens Symbol og det Redskab hvorigennem den især yttrede sig. Efterhaanden overflyttedes Kraften fra Guden til Hammeren, saa Man troede at med denne maatte hin næsten ganske tabes. I Vaftrudnismal nævnes Mjølner førstegang, og i den prosaiske Edda siges at den stedse vender tilbage til sin Eier, hvor langt den end kastes bort. Tilsidst syntes Man ei at Hammeren var nok til at forklare Thors Daad, og i de senere Skjaldekvad og den prosaiske Edda tillægges Ham derfor endnu en Styrkegjord (Megingjardur), der kan fordobble Hans Kræfter, ret som om de kunde fordobbles, og et Par Jernhandsker til at tage om Hammerskaftet med, som om det var at befrygte, at Huden ellers gik af Hans Haand. Oprindelsen til Styrkegjorden er imidlertid let at finde; thi temmelig gammel har den Mening været, at Thor kunde, efter eget Tykke, bortlægge og atter iføre sig Asastyrken. En Gjord, som spændtes af og paa, syntes ret beskuelig at kundgøre denne Evne, og først sildig antog Man den Urimelighed, at Gudens Styrke forøgedes naar Han idrog sig Guddomsstyrken.

Saaledes stræbte Menneskene at udrive Kraften fra Gudernes Inderste, for destobedre at se den, og begrebe ikke, at, naar Dette lykkedes Dem, maatte de afkræftede Guder falde, og den fraskilte Kraft staa tom og betydningsløs, som Fantasiens vilkaarlige Skabning.

Kerren (Vognen) og Bukkene omtales i Tryms og i Hymers Kvæde, men først i den prosaiske Edda nævnes Bukkene Tangnjostr og Tangrisner. Det er vel uvist om denne Vogn tillagdes Guden ene for at motivere Tordønnet, eller tillige fordi ingen Hest troedes at kunne bære Ham, hvilken Tro synes at have avlet hint Sagn i Grimnismal at Thor maatte gaa til Thinge, medens de andre Guder rede.

Thors Borg nævnes i Grimnismal: Thrudvangr, hvori Salen Bilskirnir med 540 Gulve.

Frei tillagdes et Sværd, som ingensteds nævnes, men som Skirners Kvæde lærer at have været af stor Vigtighed, da det synes at være Udtrykket for Freis Delagtighed i Asastyrken. Hans Borg kaldes i Grimnismal Alfheim og siges (mærkeligt nok) at være givet Ham af Guderne i Tandfe. Samme Kvad tillægger Ham det bedste af alle Skibe: Skidbladnir, og siger at Dværgene Ivalds Sønner havde dannet og foræret det til ham i Tids Fødsel. Dette synes at pege hen paa hint vidtbølgende Hav, der bredte sig mellem Aser og Vaner, og som Frei kun med et synderligt Skib kunde overseile. Den prosaiske Edda troer ret at opløfte Skibet, ved at fortælle at det kan rumme alle Guderne med Vaaben og Mere; at det har Bør overalt, og er saa listelig giort, at det kan svøbes sammen og puttes i Lommen.

Den prosaiske Edda lader Frei eie og ride paa Galten Gullinbørste; men i Hyndlas Sang tillægges Denne udtrykkelig Freia, og i Hervarar Saga helliger Kong Heidrek Hende en Galt hvis Børster ere guldskinnende.Desuden se Vi af Skirners Reise at Frei havde en Hest.

I Tryms Kvæde tillægges Freia en Fjederham og Kærlighedens Gudinde har den vel ei uden Føie; thi ligesom Kærlighed nedfarer i den, hurtig flyvende, til Jordens Børn, saa løftes Disse atter i den mod Himlen. I samme Kvad tillægges Hende, som et herligt Smykke, Brysings Halsbaand (Brysinga Men) og i Olaf Trygvasons Saga findes et skammeligt Eventyr om Maaden, hvorpaa Hun fik det. Isteden for Galten, har den prosaiske Edda foræret Hende et Kattespand.

Freias Borg nævnes i Grimnismal Folkvangr og siges at være Hiemmet for Valhælvten. Den prosaiske Edda nævner Salen deri Sesrumner.

Njord, Folkenes menløse Konge bor i Noatun, i det høitømrede Offertempel.

Baldurs Borg hed Breidablik hvorhen intet Urent kunne komme, og ingen Troldruner naa. Den prosaiske Edda tillægger Ham en Hest, og Skibet Hringhorne.

Glitnir, Forsetes Sal, er bygt af Guld og med Sølv belagt. Den synes at have ligget i Breidablik.

Ogsaa Vidar tillægges en Borg, men Hans tause Bolig fik intet Navn. Saa siger Grimner:

Høit vokser Græsset

Hist mellem Torne,

Der bygger Vidar,

Sønnen som rask skal

Stige af Hesteryg,

Hævne sin Fader.

Vola tillægger Heimdal Gjallarhornet hvormed Han i Ragnaroke skal vække de Kæmpende; Grimner kalder Hans Borg Himmelbjerg, og den prosaiske Edda giver Ham Guldtænder og Hesten Gulltop.

End nævner Grimner: Søknabek under de kolde Floder, hvor Odin og Saga drikke Mjød af gyldne Bægere; Ydalir, hvor Uller skal bo, og Thrymsheim, der er anvist Skade.

Den prosaiske Edda anfører Vingolf som alle Gudindernes Bolig, og Man kan vel antage baade Fensal og Folkvangr for Sale i Samme Borg.

Den guldtækkede, solskinnende Borg, som Vola saa efter Ragnaroke, kalder Hun Gimle. Den prosaiske Edda fortæller at den skal ligge i den tredie Himmel Vidblain, at de Hvide Alfer nu bo der, og at Surturs Lue ei kan skade den. Det Sidste var ei underligt; thi hvorledes skulde den svovlede, urene Lue kunne skade den hellige, evige Flamme som den end ei turde nærme sig?

Følgende Heste nævnes af Grimner som Asers uskiftede Eiendom: Glad, Gyller, Gler, Skeidbrimir, Sølvtop, Sinir, Gisl, Falhofnir og Letfod.

Om Maaden, hvorpaa Aserne finge de kostbareste af Deres rørlige Mon, læses et Eventyr i den prosaiske Edda, hvis Omrids jeg vel maa give.

Loke havde skaaret Haaret af Sif Thors Kone, og maatte, af Frygt for Thor, love Hende et Guldhaar isteden. Dette, tilligemed Skibet Skidbladnir og Spydet Gugner, fik Han smeddet hos Dværgene Ivalds Sønner; men væddede derpaa med en anden Dværg Brokur om sit Hoved, at dennes Broder Sindre ei kunne gøre Magen. Dog, se! Sindre smeddede Galten Gullinbørste, Ringen Drupner og Hammeren Mjølner. Odin, Thor og Frei skulde afsige Dommen, og fik Salariet i Forveien. Mjølner blev agtet for det Ypperste, og Loke skulde miste Hovedet, men løb sin Vei. Thor greb Ham, men Loke vidste end Udflugter, i det Han villig afstod Hovedet, naar kun Halsen, som var udenfor Væddemaalet, ei led noget derved. Over saadant Drilleri blev Dværgen bister og syede Lokes Mund sammen.

Dersom en Kristen ei har vævet dette, da har det hjemme i en Epoke, da Man kunde tro, at Symboler kunde komme udenfra.

Mytisk Beskuelse af Jordlivet.

Da det sande Gudeliv, saaledes som Vi skue det i Asalæren, var fremsprunget ved Jordlivets dybe Beskuelse, maatte dette nødvendig atter fremtræde som et Billede af hint. Derfor finde Vi ogsaa heligennem samme Dobbelthed. Asken, som stænkes af Norner, gnaves af Orme; Rummet, som oplyses af Dagen, formørkes af Natten, og ligesom det er med Tilværelsens Grundform, saa er det og med dens Udvikling.

Guderne dannede Jorden af Ymers Krop, og Alt maa bære Præg af det dobbelte Udspring, Alt være Resultatet af Kampen mellem de modsatte Kræfter. Under trende Former saa Fædrene denne Kamp aabenbare sig paa Jorden: fortløbende gennem Historien i Heltelivet, paa enkelte Punkter i Tiden gennem det individuelle stærkere Liv, og i Rummet gennem Naturkræfterne.

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE