Tredje Afdeling Nordens Mytologi (NFSG 1808)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Catsten Lyngdrup Madsen

Nordens Mytologi

Tredje Afdeling
Fabellæren

af N. F. S. Grundtvig

For Den som har betænkt, at Gudelæren skal beskueliggøre Ideen om en høiere Tilværelse, hvoraf vores egen lader sig forklare, og at Fabellæren derimod maa vise Sporene og Genskinnet af eller Berøringspunkterne med hin høiere Tilværelse, vil det ei synes underligt, at disse behandles adskilte. I den fuldendte Mytologi maatte vist nok Fabellæren knytte sig paa det inderligste til Gudelæren, og egenlig kun være dens Symbolik; men let vil man indrømme at det aldrig endnu var Tilfældet med nogen Mytologi, der kaldtes saaledes. Den almindelige Grund hertil, og de nærmest virkende Aarsager i de enkelte Mytologier til den mindre eller større Forbindelse mellem de nævnte Dele, er her ikke Stedet at udvikle; men hvi Nordens mytiske Fabellære mangler det nøie Sammenhæng med Asalæren, og i sig selv den Enhed, Helhed og strænge Konsekvents som hin eier, maa angives.

Nordens Gudelære var ei opstaaet ved Refleksion over Fænomenernes Indtryk paa de ydre Sandser, men fremsprunget ved Livets og Tidens umiddelbare Beskuelse. Var nu en Digter opstaaet, som havde formet Gudernes Omgivelser til et værdigt Helt, og beskuet Naturen i sin Enhed og Mangfoldighed, da havde Norden kunnet opvise en Fabelring der i Herlighed og Betydning vilde overgaaet Sydens ligesaameget, som Asalæren fra denne Side overgaar Grækernes Gudelære; men saavidt Vi kunne skønne, er det aldrig sket, og kunde maaske ei heller ske. Naar det imidlertid ikke skete, da maatte Spiren til en forvirret Fabellære netop ligge i Gudelærens Herlighed og Uafhængighed; thi der var da intet Baand, som hindrede Digteren, Tænkeren og Iagttageren fra at bevæge sig efter eget Tykke i den aabne, vide Mark. Hvad Følgen maatte blive i det skjalderige Norden, er klart, og i det jeg indleder min Læser i Fabelens krydsende Irgange, maa jeg bede ham nedstemme den Forventning, som det skulde gøre mig ondt hvis Asalæren ei havde vakt! Ved det glædelige Syn og den liflige Duft af de enkelte Blomster, som halv skjules af Torne og høivokset Ukrud, forsone Han sig med den mindre behagelige, men dog, under visse Betingelser, nødvendige Vandring!

Med det Haab, at en længere Dvælen ved de faa egenlige Fabelvink Vola har, mulig kan lede til en bestemtere Skelnen mellem den ældste og senere Fabeldigtning, er mit Maal her ikke at udtømme Genstanden; men blot at meddele det Vigtigste i en passende Synskreds.

Rummet og Tiden ere saa aldeles Fabelens Grundlag, at jeg ei kan tro det upassende at begynde med hint Tidens Træ der favner Rummet.

Asken Ygdrasill.

Dette er Træet, hvorunder Norner bygge, Træet, hvorom Ingen ved, af hvad Rod det randt, fordi dets sande Rod er Toppen, over hvilken ingen Dødeligs Øie kan løfte sig. Saa siger Vola:

Ask heder Ygdrasill,

Hellig den staar, under

Klarhimlet Top.

Høit over Urdurs

Kilde den stander,

Stænket med hvide

Vande, og prydet

Stedse med friske,

Grønnende Løv.

Forstaa Vi dette, da behøve Vi ei at spørge længere, thi da vide Vi allerede, hvad den prosaiske Edda tilføier, at det er Nornerne, der øse Vand paa dens Grene, at de ei skulle raadne eller visne.

I Grimnismal beskrives dette mærkelige Træ mere udførlig. Trende ere dets Rødder, og under dem bo Mennesker, Hrimthusser og Hel, ja det er ei blot Tidens Børn den favner, men selv Tidens Guder; thi under Grenene bo de, og ved dens Rod er deres Thingsted. En Ørn, som ved mange Ting, sidder i Toppen, og Egernet Ratatoskur bærer dens Ord til Dragen Nidhøg forneden. Denne med sin hele Ormeskare: Goin og Moin Grafvitnirs Sønner, Grabadr og Grafvalludr, Ofnir og Svofnir, med de utallige navnløse Frænder, slide Rodtrevlerne. Fire Hjorte: Dain og Dvalin, Duneir og Dunathror, afbide Bladene, og Siden begynder at mørnes.

Ygdrasills Ask

Trænges og lider,

Mer end man ved.

Hvem der selv i de herligste Myter ei vil eller mægter at erkende Andet end en vilkaarlig Sammensætning, Han nøies med det her Sagte; men hvem som tænker anderledes, skue med mig en Del af denne Mytes Sands!

Tidens Sønner, Mænd paa Jord!

Vil I Eders Moder skue,

Vender Øiet op mod Nord!

Stirrer stivt paa Himlens Bue!

Denne Bue er en Rod

Af det Træ, som længe stod,

Og som staar til Verden falder.

Træets Navn er Ygdrasill,

Vidt udsprede sig dets Grene,

Under dem i Vekselspil,

Alt som blev maa sig forene.

Ingen saa, det randt af Rod,

Alt ved Tidens Fødsel stod

Grønt det over Urdas Kilde.

Træets andet Navn er Tid

Mange Løv dets Grene tvinge,

Hver en Daad og hver en Id

Maatte af dets Saft udspringe.

Underligt at end det staar;

Som det stod utalte Aar,

At det raadned ei og visned!

Trende Rødder har det vel,

Men de kan det ei oplive.

En nedruger over Hel,

Som en tung og dunkel Skive;

En nedtrykker Jetters Æt;

Under Solen klar og let,

Over Midgard en sig hvælver.

Kommer Tidens Sønner! Hører

Hvad det er, som Livet rører

I det alderstegne Træ!

Nornerne som Tiden lænke,

Tidens tørre Ask bestænke,

Lædske den af Urdas Brønd.

Derfor kneiser end i Vælde

Stammen trods sin høie Ælde,

Derfor visned ei dens Løv.

Dog kan Ingen ret udmaale

Al den Trængsel, den maa taale,

Evig kan den ikke staa.

Kan I høre hvor den stønner?

Fire Hjorte, Søvnens Sønner,

Stande i dens høie Top,

Og som Tiderne fremskride,

Bladene de dybt afbide,

Bladet med den unge Knop.

Ved I vel, hvad Hjorten bider?

At det er de gamle Tider,

Som fortæres af dens Tand?

Derfor mørke Glemsel ruger

Over dem, og tungt nedknuger

Spiren til hver herlig Old.

Mere Trængsel Asken lider,

Thi ved Roden Nidhog slider,

Dragen med sin Ormeflok.

Selv den ældes gennem Tiden,

Mør og trøsket bliver Siden,

Og den stunder mod sit Fald.

Høre I det høie Kvæde

Lyde hist fra Ørnens Sæde,

Paa det underfulde Træ?

Ratatoskur brat nedspringer,

Kvadet ned fra Toppen bringer

Den til Dragen under Rod.

Ørnen kvad om Træets Alder,

Om at, naar engang det falder,

Skal det knuse Jetters Æt.

Dobbelt flinke Orme gnave,

Asken vil de undergrave

Før den frygtelige Stund.

Tidens Sønner! Vil I stride

Lumskelig ved Ormes Side,

Imod Norners høie Raad.

Vil I Eders Moder trænge?

Vil I stræbe at forlænge

Jetters syndefulde Liv?

Vel! Saa stræber som I stræbte,

Da i Eder selv I dræbte

Andengang den svundne Old!

Hevnen kommer. Asken raver,

Naar den falder, den begraver

Eder til en evig Død.

Ygdrasills Rod, som hvælver sig over Midgard, favner det synlige Rum, og ligesom paa den, funkle de Lys der lære Os at maale Tiden.

Himlen og dens Lys, Dag og Nat.

Fædrene kaldte, ligesom Vi, Jordens underlige Hvælving Himmelen; men i den senere Tid synes de at have antaget flere end en. I det mindste nævnes i Gylfeginning to over den nederste. Aundlangr og Vidblain, og Skalda har ni

Ymers Hoved, Hjelmen som Dværgene: Nord og Sønder, Øster og Vester bære, ere blandt de Tilnavne, der i den prosaiske Edda gives Himlen.

Om Sol, Maane og Stierner, siger Vola, at de fore vildt omkring i Luften, indtil Aserne gave dem stadig Gang paa Himlen, for at Dage, Aar og Alder derefter kunde regnes.

I Grimnismal siges, at Aserne satte Svalin det skinnende Skiold for Solen, samt at Hav og Jord vilde brænde, hvis det faldt fra. Heraf sluttes vel med Føie, at dette Lys ei ansaaes skabt af Aserne, da det ellers maatte passet med det Øvrige. Alting bliver derimod konsekvent naar Vi tillægge Solen en anden og ældre Oprindelse; thi da var den beregnet for hin Verden der skulde blevet til, hvis Aserne havde opfyldt deres Bestemmelse, og det er intet Under, at dens usvækkede Straale vilde tændt den Pindeverden, som byggedes af Ymers Krop. Saaledes indse Vi ogsaa hvorfor en tredobbelt Vinter, uden nogen Sommer imellem, skulde gaa foran Ragnaroke; thi naar Solen ved Tidens Ende var trukket tilbage, da bleve kun paa Himlen det skinnende Skiold og Stiernerne som ei kunde varme. Svag blev Lysningen, og denne Tidspunkt fik derfor Tusmørkets Navn.

Nu kunne Vi ogsaa indse at Vola taler Sandhed, naar Hun siger, at af Surturs luende Sværd skinner Valguders Sol.

I Vaftrudnismal siges, at Fenris sluger Solen, men at Hun først føder en Datter, som skal lyse efter Ragnaroke. Dette er en senere Digtning, men selv den peger hen paa en Solfader høiere end Aserne, thi da de selv gaa under, kunne de jo dog ikke bevare Soldatteren. I samme Digt siges, at Sols og Maanes Fader er Mundilfør, og dette forklarer den prosaiske Edda sig meget nemt, ved at fortælle følgende Eventyr: Der var engang en Mand ved Navn Mundilfør, som havde to Børn, en Søn og en Datter. Sønnen hed Maane, og Datteren Sol; men Guderne bleve vrede, fordi Han havde givet sine Børn saa prægtige Navne, tog Børnene fra ham, og nu maatte Sol styre Solen, og Maane Maanen. Var dette Eventyr ei saa ungt og utilforladeligt, kunde det vise at Guderne agtede Sol og Maane høiere end sig selv; thi de vrededes aldrig over, at Mennesker hedte som de.

I Grimnismal tillægges Solen tvende Heste Arvakr og Alsvidr, som have en Blæsebælg under Bugen, for at køles. Her siges ogsaa, at Ulven Hate gaar foran Solen, og Skol forfølger den. Dette fortæller den prosaiske Edda saaledes: at Skol vil sluge Solen, og Hate Maanen, beraabende sig paa Vola, som Borgen for at det Sidste ogsaa engang vil ske. Begge ere Jetter i Ulveham, og Sønner af den Gamle i Jernskoven .

Mange have ahnet en Forbindelse mellem Solen og Baldur, ja vel endog anset ham enten for Solen selv, eller dens Glands. Saa urimeligt det Sidste er, saa rimeligt kan det være, at Man i senere Tid saa i Solen et Symbol paa Baldur, især da Naturen syntes at have optaget den hele Katastrofe. Dagen dræbes af Natten, som Baldur af Hødur, og hævnes af Morgengryet, som Han af Vale. Ved at gøre det til mere end Symbol, siger Man at Vale erstattede Baldurs Tab.

For umuligt anser jeg ei heller det, at Sol og Maane kunne engang være blevne agtede for Symboler paa Freia og Frei, da det er bekendt, at Fædrene tilskreve Maanen stor Indflydelse paa Frugtbarhed og De vel kunde tiltro Solstraalen Kraft til at trænge gennem Menneskets Ydre, og tænde Freias hellige Ild i Hjertet.

Solens brugeligste Tilnavne ere: Maanens Søster, Gudglands, Evigglands.

Maanen kaldes Solens Broder, Nattens Lys.

Kraftig og snar til Daad stod den gamle Nordbo, men Han følte selv at det var Nattens Styrke, som boede i Ham og laante villig Glands af den kvindelige Sol.

Om Stiernerne siger den prosaiske Edda , at Aserne skabte dem af Muspelheims Gnister.

For Den som havde glemt vores Fabellæres Oprindelse maatte det synes underligt, at Vi, foruden disse Digtninger, endnu finde en anden, der vil lære Os Dagens og Nattens Herkomst.

Vaftrudnismal siger, at Delling er Dagens, og Njorve Nattens Fader. Deres Heste ere Skinfakse (Straalemanke) og Hrimfakse. Den prosaiske Edda har et helt Ættal (Slægtregister) hvoraf kun det er mærkeligt at Delling kaldes En af Asaslægten og Njorve en Jotun, hvorved der henpeges paa det forskellige Hiem for Lys og Mørke og disses Sammenblanding i Tiden, som en nødvendig Følge af Samfundet mellem Aser og Jetter.

Efter Saaledes at have beskuet Tidens Træ, dette alt betinget Livs Stamtræ, vender Øiet sig selv hen mod de forskellige Livsformer. Forsaavidt Vi her ere i Fabelens Mark omgærdes Vi af Mørke, fordi det ikke er en Tidsalder, der har afpræget sin Beskuelse, men flere Aldere der ere sammenflydte, uden at kunne enes, og dog uden at kunne atter bestemt adskilles. Norner, Aser, de egenlige Jetter og Mennesker have Vi i Gudelæren beskuet; men her møde Vi flere Modifikasioner af Livet.

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE