Ungen Sveidal

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Ernst von der Recke

Dansk folkedigtning
Ungen Svejdal

Ungen Sveidal

Ernst von der Recke:
Danmarks Fornviser, Bind 1,
København, 1927

DENNE høipoetiske Vise, der hører til Fornvisens ypperste Perler, er den eneste Levning af endnu existerende nordiske Oldkvad, der som en Helhed tør siges at være opbevaret hos os. I ældre Behandling forefindes dens Stof i de eddiske Digte Grógaldr og Fjølsvinnsmál, hvis forhen uforstaaede Samhørighed først ved den er opklaret gjennem Bugges skarpsindige Undersøgelse. Visen, der som saadan hverken kjendes i Vestnordisk eller viser Spor af Oprindelse fra denne Side, — vilde man see et saadant i Hvidbjørnene, kunde man gjerne see et orientalsk i Løven, — er udpræget dansk; den foreligger hos os i fire Haandskrifter fra 16. og 17. Aarhundrede og i en halv Snes Nutidsoptegnelser fra Sjælland og Jylland. Til de første slutter sig en vigtig svensk (Arw. 143) af dansk Afstamning; en nysvensk (Afz. 10), hvori alle Pointer og endog Versemaalet er glemt, kan ikke gjælde som Bevis for en svensk Særform. Strophen er overalt — den sidstnævnte undtagen — en fireliniet, der ingensteds viser tilbage til en ældre toliniet.

Heltens Navn, der overalt er bevaret i nærliggende Former, er oprindelig Svipdag; Jomfruens Navn Menglad, ɔ: „smykkeglad" eller „-skinnende", som andensteds er tabt, er i den gammelsvenske Optegnelse, der trods en Del Molest gjennemgaaende viser ældre Tradition, gjengivet ved Spegelklar.

1.

Det var ungen Sveidal,

Han skulde Bolden lege;

Bolden drev i Fruens Bur;

Det gjorde Kinder blege.

Du lad dine Ord vel!

2.

Bolden drev i Fruens Bur,

Og Svenden efter gik;

Før han kom af Buret ud,

Stor Sorg han i Hjertet fik:

3.

„Hør du, unge Sveidal,

Hvad jeg beder dig:

Du kast din Bold paa din Fæstemø,

Du kast den intet paa mig.

4.

„Kast den paa stolten Jomfru,

Dig haver kjærer end jeg:

Der sidder en Mø i fremmed Land;

Hun lider fast efter dig.

5.

„Du skalt aldrig Søvnen sove

Og aldrig Roen faae,

Før du faaer løst det sorrigfuld Hjerte,

Som ligger for dig i Traa!"

6.

Bort gik ungen Sveidal,

Han var bleg om Kind;

Saa gaaer han i Stuen

For raske Hovmænd ind:

7.

„Her sidder I, gode Hovmænd,

I drikker Mjød af Skaal,

Men jeg ganger til Bjerget

Og giver Døde Maal.

8.

„Sidder I Alle, gode Mænd,

I drikker Mjød og Vin,

Men jeg ganger til Halden ud

Og vækker op Moder min."

9.

Det var ungen Sveidal,

Han tog til at kalde;

Der revned ved de Mure

Og saa de haarde Halde.

10.

„Hvo er det, mig kalder

Og vækker mig saa mod?

”Maa jeg ikke med Ro forlide

Opunder den sorte Jord?"

11.

„Det er unge Sveidal,

Eneste Sønnen din;

Fuld gjerne vil han have Raad

Af kjære Moder sin."

12.

„Jeg gav dig baade Sølv og Guld,

Mer end du vilde have;

Maa jeg ikke med Freden ligge

Udi min egen Grave?"

13.

„Nok gav du mig af Sølv og Guld

Og Pendinge nok at tære;

Ikke vil jeg Mer af Moder have

Og ikke over hende kære:

14.

„Saa ilde gjorde mig Stemoder,

Mig haver lagt i Traa

Alt for saa stolt en Jomfru,

Jeg aldrig med Øien saae.

15.

„Hun bad mig aldrig Søvnen sove

Og aldrig Roen bide,

Før jeg faaer løst den skjønne Mø,

Som længe haver ligget i Kvide."

16.

„Skal jeg mig opreise

Af Søvn og haarden Leie,

Fuld vel da skal du fare

Alle dine Veie.

17.

„Jeg skal give dig Folen,

Han vorder ret aldrig mod,

Han løber saa vel paa vilden Hav

Som paa den grønne Jord.

18.

”Jeg skal give dig Sværdet,

Som du skal binde ved Side;

Hver den Tid, du tænker paa mig,

Med Freden skal du ride.

19.

„Jeg skal give dig Guldring,

Som glimme skal dig paa Hænde:

Første du kommer den Jomfru nær,

Saa gjørlig skal hun dig kjende."

20.

Det var ungen Sveidal,

Han tog sin Hest med Spore;

Red han over det vilde Hav

Og gjennem de mørke Skove.

21.

Det var ungen Sveidal,

Han rider paa fremmede Land;

Møder han der den Hyrde,

Han driver det Fæ udi Vand.

22.

„Vel mødt, goden Hyrde!

Sandingen siger du mig:

Hvis er dette meget Fæ,

Du driver her for dig?"

23.

„Her er en Jomfru paa dette Land;

Hun ligger i stærken Traa

Efter én Svend, hedder Sveidal,

Hun aldrig med Øien saae."

24.

„Veedstu om den Jomfrus Vist,

Du dølg den ikke for mig:

Bliver jeg Konge paa dette Land,

Til Ridder gjør jeg dig!"

25.

„Midt udi den grønne Lund

Stander min Jomfrus Gaard;

Huset er af Marmelsten

Og Porten er lagt med Staal.

26.

„Tolv saa ere de hvide Bjørne,

De ligge der inden fore;

Der kommer ingen levende Mand

Uden han Sveidal i Gaarde.

27.

„Udenfor min Jomfrus Bur

Der stander en Løve gram;

Men est du den rette Sveidal,

Da maat du frit gaae fram."

28.

Bort red ungen Sveidal

Og ind ad Porten saae:

Alle de Laase, der hængde,

De fulde der selver ifraa.

29.

Løven og de hvide Bjørne

De fulde den Herre til Fod;

Linden med sine Grene

Hun bugner neder til Rod.

30.

Linden hun bugner neder til Jord

Med sine gyldte Blade;

Op da vaagned den stolte Jomfru,

Som længe havde ligget i Dvale.

31.

Op da stod den skjønne Mø,"

Hun hørde de Sporer klinge:

„Hjelp nu, Gud Fader i Himmerig,

Jeg maatte blive løst af Tynge!

32.

„Stander I op, I Ridder tolv,

I tager Sveidals Hest!

Stander I op, I Jomfruer,

I følger mig selver næst!"

33.

Ind kom ungen Sveidal,

Var baade faur og from;

Det var den stolte Jomfru,

Hun fagned saa vel hans Komme:

34.

„Velkommen, ungen Sveidal,

Ædelig Herre min!

Tak have Gud Fader i Himmerig,

Os baade haver løst af Pine!"

35.

Det var den stolte Jomfru,

Tog Sveidal i sin Favn:

„Alt mit Land og Rige

Skal være os Baade til Gavn!"

Du lad dine Ord vel!