Mjøden der ikke slap op

Fra heimskringla.no
(Omdirigert fra Mjøden, der ikke slap op)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Marialegender


Mjøden der ikke slap op


oversat fra gammeldansk af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2016



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Legendefragmenter (K48) på www.middelaldertekster.dk


— — [1]

I en by i dette land ejede en ærlig og god kone et godt hus på et stræde. Kongen søgte herberg dér. Hun kom af en fornem slægt og holdt meget af den barmhjertige moder Sankt Maria og ærede hende og tjente hende til stadighed. Kongen viste hende ære og kom ofte i hendes hus, og alle høvdinge hædrede hende, fordi hun var en retskaffen kone.

Men engang, da hun fik besked om, at kongen ville komme dertil, bød hun sine svende sørge for, at kongen på ingen måde skulle mangle, hvad han behøvede. De syslede med det og sagde, at der var fyldt op af vin og øl, men mjød var der kun lidt af.

Så snart hun forstod dette, syntes hun, at det var ganske forfærdeligt, og hun vidste dårligt, hvad hun skulle stille op, men hun ihukom da Gud og hans hellige moder og bad hende hjælpe sig i denne nød, og hun gik til hendes alter og sagde stilfærdigt således: »Hør du — alle menneskers frue! — jeg beder dig være mig nådig. Hjælp mig straks i denne nød og bed Vorherre om, at der må komme mere af denne drik, således at jeg kan tjene dig og dit hellige embede.«

Hun gik hjem og hilste kongen gladelig og beværtede ham godt, og det var tilmed meget forunderligt at se, at jo mere folk drak af et kar, des mere blev der, og des bedre var indholdet. Derfor takkede hun Gud og hans hellige moder — Sankt Maria — for dette mirakel.




Note:

  1. Tekstens indledende linje er mangelfuld og læsningen usikker.