Udgivelsen til omtr. 1825 (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
af Finnur Jónsson
Udgivet 1918
IX. UDGIVELSEN TIL OMTR. 1825.
Når der nu skal gives en oversigt over udgivelsen af oldskrifter i tidsrummet 1730-1823 (bortset fra de sidstnævnte svenske udgaver), træffer vi atter først og fremmest på Arne Magnusons navn. Som før bemærket, skænkede han universitetet alt sit; tillige stiftede han et legat til fremme af de studier, der havde været hans et og alt, og til udgivelse af oldskrifter. Hans testament er undertegnet 6. januar 1730 men først 30 år efter, 1760, er fundatsen skreven og stadfæstet. Her hedder det bl.a., at »legatum beati Arnæ Magnæi...skal til ævig tid være bestemmet og henlagt til at oplyse, forbedre og til trykken at befordre lade alt hvad der angår de nordiske nemlig Danmarkes, Norges og underliggende landes historie, sprog og antiquitæter, hvorunder de ældre tider i Norden, deres geographie, love, skikke og sædvaner, levemåde, konster og videnskaber, myntevæsen, monumenter og alt andet deslige skal forstås«. De, som skulde udgive skrifterne, var de to stipendiarer, der årlig skulde nyde en vis sum af renterne, men under eforernes tilsyn og kun ifølge deres billigelse. Om udgaverne hedder det, at »de bøger, som således af legato oplægges, skulle alle trykkes på godt hvid papir, samt med nye, rene og ziirlige typis«. Først 12 år efter blev den egenlige Arnamagnæanske kommission oprettet (1772), og da først begyndte legatets udgivervirksomhed. Men det havde til at begynde med ikke ret mange midler til at trykke for. Der udkom først Kristnisaga 1773, Gunnlaugss. 1775, Hungrvaka 1778 (dog kun tildels knyttet til legatet), Egilss. 1809 og samme år en latinsk oversættelse af Njála, — teksten var blevet udgivet 1772 af Olavius, men oplaget blev købt af P. F. Suhm (1728-98) og skænket til legatet. Suhm selv bekostede afskrifter af en mængde isl. sagaer m. m. og udgav på egen bekostning en del af de sagaer, som den Arnam. kommission skulde besørge eller bidrog med penge til udgivelsen deraf, nemlig Landnámabók (1774), en i det hele respektabel udgave besørget af Hannes Finsen (senere biskop, d. 1796), Orkneyingasaga (1780), Hervarar saga (1785), Vigaglúmssaga (1786) og Eyrbyggjasaga (1787). Fremdeles udgaves Gulaþingslög 1817 og Laxdæla 1826. Den vigtigste af alle legatets publikationer var dog den ældre Edda: Edda Sæmundar hins fróða, hvoraf 1. del udkom 1787, 2. del 1818 og 3. del endelig 1828. Denne sidste del indeholdt Völuspá, Havamál og Rígsþula, 2. del heltedigtene. Hver del ledsagedes af et ordregister foruden den sædvanlige latinske oversættelse; desuden fandtes i udgaven Sæmunds Vita, i sin tid skrevet af Arne Magnusson selv. Tredje del ledsagedes af det overordenlig righoldige og i flere henseender vigtige Lexicon mythlogicum af Finnur Magnússon. Udgaven selv blev besørget af forskellige lærde, Guðm. Magnússon, Jón Ólafsson, F. Magnússon og fl. Udgaven blev, trods sine mangler, banebrydende, idet den overalt gav stødet til et flittigt studium af oldkvadene og til at de blev oversatte på forskellige sprog; ikke mindst i Tyskland vakte udgaven stor opmærksomhed. For sin tid var den ret god og sikkert en af de bedste af legatets udgaver, der i øvrigt var ret ukritiske. De forhåndenværende håndskrifter benyttedes og sammenlignedes; varianter anførtes, men uden system, og der manglede enhed i bearbejdelsen. Det bedste var den latinske oversættelse, der gjorde digtene tilgængelige for det lærde publikum, der ikke forstod grundsproget. Det er fra disse oversættelser at former som »Valhalla« og lign. hidrører. Oversættelser findes på dansk af Sandvig 1783-85, langt bedre af F. Magnusson 1821-23, på svensk af Afzelius 1818, på engelsk af Cottle 1797, på tysk af Schimmelmann 1777, denne kalder sin bog for Die geheime gotteslehre der ältesten Hyperboräer. Også enkelte digte oversattes særskilt, Skírnismál enndogså på græsk af Gräter (heksametrisk) 1810.
Endnu skal bemærkes, at de fleste af de nævnte udgaver ledsages af tildels meget værdifulde særafhandlinger om forskellige antikvariske æmner (Gunnlaugss. f.eks. af en om børns udsættelse, udtrykkene »dansk tunge«, »viking« osv.).
Foruden disse sagaer blev også andre udgivne på privat bekostning, således på Suhms, som før bemærket. Et af de større sagaværker, der (for det AM’ske legat) først skulde udgives i Danmark, var Knytlingasaga, men det trak i langdrag med udgaven; selve teksten blev dog færdig, medens indledningen m.m. var under arbejde; imidlertid blev næsten hele oplaget fortæret af mus, og dermed var det forbi med det værk. Den første virkelige udgave var Kongespejlet ved Halfdan Einarsson 1768 med dansk og lat. oversættelse, en såre fortjænstfuld og god publikation undt. hvad det rent sproglige angik. Rímbeygla ved matematikeren Stefán Björnsson (ukritisk, men med god oplysende anmærkninger) udgaves 1780. Kristenretterne udgaves 1775 og 1777 af Gr. Thorkelin. Den allervigtigste udgave var dog den af kongen bekostede store folioudgave af Heimskringla, besørget af G. Schöning, Skule og Børge Thorlacius, Werlauff og fl. i 3 statelige bind med dansk og lat. oversættelse i årene 1777-83; den ledsagedes af Snorres Vita (af biskop F. Jónsson) m.m. Endnu føjedes hertil 4. og 5. bind indeholdende fortsættelsen, sagaerne om Sverre, Hakon og Hakon d. gamle med Sturlas Vita m. m., samt endelig det 6. bind, der indeholdt en fuldstændig versforklaring m.m. ved Jón Ólafsson og F. Magnússon. Heller ikke denne prægtige udgave besørgedes kritisk nok, håndskrifterne blandedes sammen, og uægte stykker blev optagne; P. Claussöns oversættelse blev endogså benyttet. Versfortolkningen hører derimod til de bedre i sin art. Denne tekst blev genoptrykt i Stockholm 1816-29 (3 bind) og en svensk oversættelse udkom i de samme år. 1818-22 udkom N. Fr. S. Grundtvigs drastiske oversættelse; desuden kom senere to på tysk og en på engelsk.
1812 udgav Werlauff (1781—1871) Finnbogas. og Vatnsdælas., 1818 udgav Rask i Stockholm før sin store østerfærd bægge Eddaerne i let læselige og på sin vis kritiske håndudgaver, der fik en stor og fortjænt udbredelse. Det isl. litterære selskab (stiftet 1816) gjorde sig fortjænt ved at udgive — for første gang — det overordenlig vigtige værk Sturlungasaga 1817-20. 1822 blev Fóstbræðrasaga udgivet; flere mindre þættir blev også trykte.
På Island selv udkom to større publikationer, besørgede af lagmanden Björn Markússon (1716-91), trykte på Holar 1756: Margfróðir söguþættir (ialt 9 sagaer, både historiske og uhistoriske om hinanden, deriblandt Grettiss.) og Ágætar fornmannasögur (deribl. Vigaglumss., Gislas., 5 i alt). 1782 udkom, trykt på Hrappsø, Egilss., samt Ármannss. (uhistorisk). Disse udgaver var ganske ukritiske og trykte efter dårlige papirsafskrifter, men de opnåede sikkert hensigten, at tjæne til underholdning for det isl. publikum; i henvendelsen til læseren hedder det også, at udgaven er fremkommen »på grund af manges ønske«.
Foruden den nævnte svenske udgave af Heimskringla udgaves, i Sverrig kun Jómsvikingas. 1815, i Tyskland heltedigtene i den ældre Edda ved v. der Hagen 1812 (oversættelse 1814), der var den allerførste udgave af heltedigtene (med undtagelse af Helga-qvida haddingiascata — ɔ: Helgakv. Hjörv. — , der 1811 udgaves for sig af Gräter); de udgaves atter 1815 af brødrene Grimm.
Til alt dette skal endelig føjes, at det ældste isl. dokument, Reykjaholtsmáldagi blev udgivet, facsimileret (kobberstik) i F. Jónssons Historia eccl. Isl., således at man får et begreb om originalen trods gengivelsens ufuldstændighed. Også enkelte håndskriftprøver havde ledsaget nogle af de ældre udgaver.
Den ovenfor skildrede udgivervirksomhed og beskæftigelse med den gamle litteratur er, som omtalt, fortrinsvis knyttet til det Arnamagnæanske legat og dets stipendiarer. Et par ord om disse må her indføjes.
Den første af disse var Jón Ólafsson (d. ældre; 1705— 79). Denne, en isl. præstesøn, kom som student (fra Holar 1723) til København (1726) og blev straks nøje knyttet til Arne Magnusson, efter hvis død han forfattede en katalog over hans efterladte håndskrifter og hvis Vita han forfattede. 1732-43 var han stipendiar og igen 1751 til sin død. Sin tid anvendte han til at forfatte skrifter af ret forskellig art; således f.eks. en ret værdifuld runologia, samt et i mange henseender særdeles værdifuldt islandsk-latinsk leksikon, et vastum opus, der ikke blev endelig redigeret, men forefindes i 9 store folianter i den Arnamagn. samling; det indeholder en overordenlig mængde af antikvarisk og andet stof. For middelislandsk er værket til stor nytte. Også en udgave af Snorres Edda forberedte han til trykning, men arbejdet druknede i vidtløftighed. Hans arbejdskraft var utrættelig, men han blev aldrig andet end en kritikløs samler; tiltrods for ret gode sproglige kundskaber henfaldt han til en ganske umulig etymologiseren. Hans hukommelse, var i hans yngre dage fænomenal. Det er denne, vi skylder vor viden om indholdet af den første del af Heiðarvigasaga, der — fra Stockholm — var udlånt til Arne Magnusson og brændte 1728. Efter hukommelsen optegnede han hovedindholdet af det således tabte, og det ser ud til at være pålideligt nok i det hele. Alt hvad han efterlod sig af manuskripter findes i den Arnam. samling.
Jón Ólafsson (d. yngre; 1731—1811), en isl. bondesøn og broder til måske den berømteste islænder i det 18. årh., Eggert Olafsson (d. 1768). Han kom 1753 til København og blev teologisk kandidat 1765, men filologi og nordiske antikviteter blev altid hans yndlingsstudium, som han med utrættelig flid dyrkede til det sidste. Han var nøje knyttet til det Arnam. legat også som stipendiar. Han forfattede et par for sin tid særdeles gode skrifter: De baptismo og De cognatione spirituali, (1770 og 1771), efter et grundigt kildestudium. Hans hovedværk er dog: Om Nordens gamle digtekonst (1786), som senere skal omtales. I øvrigt var han en af hovedmændene ved den førnævnte Heimskringlaudgave (hvor blandt a. den danske oversættelse skyldes ham) og — mærkeligt nok — i en række af år ved udarbejdelsen af Videnskabernes Selskabs store ordbog. I modsætning til sin navnefælle var han kritisk og forstod at begrænse sig på rette måde under behandlingen af det valgte æmne, og gør som lærd et meget tiltalende indtryk.
Guðmundur Magnússon (1741-98), en isl. præstesøn, kom til København 1761, hvor han til begyndelse især studerede klassisk filologi; en frugt af disse studier var en med en vidtløftig kommentar forsynet udgave af Terents. Men de nordiske studier tog ham snart helt fangen, og han blev stip. Arnam. 1776. Det er særlig to værker, som hans navn er knyttet til, 1. bind af Sæmundar Edda (1787) med lat. oversættelse og glossar, samt Egilssaga med lat. oversættelse (1809, glossaret udkom aldrig). Uagtet Guðmundur var en ret dygtig filolog, savnede han dog den nødvendige indsigt i sprogets historie, og han er ret ukritisk i behandlingen af de gamle tekster og usikker med hensyn til opfattelsen af enkeltheder og den filologiske metode.
Jón Jónsson (Johnsonius), 1749-1826, isl. bondesøn, kom til København 1770 og var stip. Arnam. 1779-96. Han, der ellers var jurist og blev sysselmand 1796, udmærkede sig ved særdeles gode filologiske kundskaber, og han var en af datidens dygtigste og indsigtsfuldeste skjaldekvadstolkere. Han var nøje knyttet til udgaven af Sæmundar Edda, men især er det den fortræffelige latinske oversættelse af Njála med det gode glossar (udk. 1809), der skyldes ham. Den hviler på et grundigt kendskab til håndskrifterne, hvorfra varianter anføres og diskuteres.
Biskop Finnur Jónsson (1704—89), den berømte forfatter af hovedværket Historia ecclesiastica Islandiæ (I— IV; 1772—78), må også her nævnes; han var i sine studenterår knyttet til Arne Magnusson, og han var en af dem, der ivrigst hjalp til at redde hans skatte 1728. I øvrigt er han ikke kendt som udgiver, når man ser bort fra, hvad han optog af breve og dokumenter i sin kirkehistorie (hvor dog digtet Lilja også findes for første gang trykt i sin oprindelige form); herved var hans søn, den bekendte biskop, Hannes Finnsson (Finsen; 1739—96) ham behjælpelig. Under sit ophold i København (efter 1755) beskæftigede denne sig med den gamle litteratur; han udgav Borgartings kristenret (1760) og skrev en fortræffelig afhandling om Kongespejlet (i udg. 1768). Af særlig betydning var hans udgave af Landnámabók (1774; se ovf. s. 35). Han var en af de første, der grundig undersøgte den isl. håndskriftsamling i Stockholm (1772). Han blev den første sekretær ved den Arnamagnæanske Kommission. H. Finsen var en overmåde flittig og alsidig mand, der også virkede for folkeoplysning og almennyttig belæring.
Endnu fortjæner to mænd at nævnes. Den ene er den ædle person og patriot Jón Éiriksson (Erichsen; 1728— 87). Efter at være bleven juridisk kandidat 1758 beklædte han forskellige stillinger (professor i Sorø; deputeret i rentekammeret og generaltoldkammeret; bibliotekar ved det kgl. bibliotek fra 1781) og viste i dem alle en fremragende dygtighed. Den islandske litteratur og litterære virksomhed omfattede han med den største interesse, og han støttede af al kraft tidens videnskabelige bestræbelser. Han forfattede selv adskillige antikvariske afhandlinger, om bersærker, om barneudsættelse og fl.; og han var den, der havde hovedfortjænesten af Kongespejlets fremkomst, hvortil han også skrev en dansk indledning. Som medlem af den Arnamagnæanske kommission fra 1772 fik han rig lejlighed til at støtte legatets virksomhed og han gjorde det ufortrødent. I det hele var det vist ikke mange foretagender af videnskabelig art, som han ikke havde en eller anden andel i. Han skrev også Torfæus' biografi (ikke fuldendt) og katalog over håndskrifter i det kgl. bibliotek (deriblandt de islandske). Hans virksomhed for praktiske fremskridt hører ikke hid.
Grímur Jónsson, kaldt Thorkelin (1752-1829), gehejmearkivar i København (fra 1791) er mest bekendt som fremdrager af det berømte Bjovulfhåndskrift og som den, der først afskrev dette (udg. 1815 med lat. oversættelse). Ovenfor er nævnt, at han udgav Kristenretter, og han havde en andel i forarbejderne til Heimskringlaudgaven; ligeledes er han den første, der har udgivet en samling af oldbreve (Diplomatarium Arnamagnæanum I— II 1786), et for sin tid ret fortjænstfuldt værk. Men noget kritisk hoved var han ikke.
Når hertil kommer, at mænd som Skule Thorlacius og hans søn Børge var virksomme i litterær-antikvarisk retning (bægge tog del i Heimskringla-udg. m. m.), samt at flere ikke-Islændere som Schöning var ivrig beskæftigede med historisk-antikvarisk virksomhed, er det let at se, hvor overordenlig frodig videnskabelig virksomhed der udfoldedes i den sidste halvdel af det 18. årh. Uagtet den naturligvis bærer præg af datidens mangel på videnskabelig metode og kundskaber i forskellige henseender — hvad der jo ikke på nogen måde er mærkeligt —, må den betegnes som fortjænstfuld i det hele.
