Vore fædres guder: Indledning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Vore fædres guder
– en kortfattet Nordisk Mythologi


Frederik Winkel Horn


Indledning


Det oprindelige Grundlag for de hedenske Religioner var vistnok altid Naturen; saaledes kom de omvandrende Hyrdefolk til at søge deres Guder blandt de evig uforanderlige Stjerner, der hver Nat blinkede ned til dem og ligesom syntes at hviske til dem om Hemmeligheder, de ej kunde udgrunde, om Magter, de ikke kjendte; saaledes skjød for Nordboen, naar han hørte Tordenen rulle og saae det flammende Lyn slaa ned, knusende Alt, hvad der stod paa dets Vej, et Billede frem af en vældig Gud, der agede hen over Himlen med Bulder og Gny, saa fast, at de klare Luer stode i hans Spor; og naar saa Guden var borte, og Alt stod friskere og skjønnere end før, hvor kunde han da tvivle paa, at denne Gud vilde Menneskene vel, og kun vilde deres Fjender tillivs?


Men de forskjellige Mennesker se paa Naturen med forskjellige Øjne, og ligesaa de forskjellige Folk; hvad der løftede eet Folk og lod det ane Guddommen, behøvede ikke at have en lignende Virkning paa et andet, og saaledes opstod de forskjellige Religioner efter de forskjellige Folkefærds Anlæg og Karakter. De to Folk her i Europa, hvis Gudelære eller Mythologi, som den med et fremmed Ord kaldes, vi kjende bedst, er Grækerne og Nordboerne. De vare grundforskjellige, derfor bleve deres Guder det ogsaa. Hvad Grækeren søgte overalt her i Verden, var Skjønhed og Harmoni; opfostret under Sydens klare, varme Himmel, bar han i sin Sjæl en Higen efter Skjønhed, der lod ham forme sig Guder, skjønne som vi ikke finde dem hos noget andet Folk. Anderledes hos Nordboerne. Et barskt, koldt Klima hærdede dem fra deres tidlige Barndom, de blev og maatte blive til et Kampens Folk, hvis Lyst det var at gynge paa det brusende Hav og at rødne det hvasse Sværd i Fjendeblod. Men saa blev ogsaa deres Guder vilde og kampgridske. Harmonisk Ro og Skjønhed brøde Nordboerne sig kun lidet om, nej, Valkyrjerne, der ride over Luft og Sø og kaare de Kæmper, der skulle falde og ride til Odin for der at kæmpe paany, til Verden gaar under med Bulder og Brag, de høre Norden til.


Er det saa, at et Folks Guder paa det Nøjeste hænge sammen med og ligefrem ere et Udtryk for dets hele Anlæg og Retning, saa er det indlysende, at det maa være af stor Betydning for os at lære vore Forfædres Guder at kjende, thi et Folk lærer først ret at forstaa sig selv, naar det kjender sin egen Fortid. Hvad vi ere nu, ere vi blevne til gjennem en Udvikling, i hvis Grundlag netop denne Gudelære er en Hovedhjørnesten. Vi se i den det Folk, hvortil vi høre, inden Sandheden var bleven det forkyndt, ligesom famle efter den, og se dets Ejendommelighed komme tilsyne i de Former, det giver sine Guder. Vi skulle i det følgende give en Skildring af de mest fremtrædende af vore Fædres Guder og fortælle de vigtigste af de Sagn, der ere bevarede os om dem fra Oldtiden af. Der er fremsat mangehaande Forklaringer og Fortolkninger af dem; dem ville vi lade uænsede her og simpelthen gjengive, hvad der er berettet i de gamle Skrifter.