Samtale mellem frygten og modet

Hauksbók
AM 544 4to      

Samtale mellem frygten og modet

Viðrœða æðru ok hugrekki

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Heilagra Manna Sögur, Christiania, 1877

---

Den lærde Valltir skrev denne bog om mødet mellem to mænd, som taler sammen fra hvert sit ståsted. Den ene iagttager denne verden og dem, der bebor den; han har forstået menneskers forskellighed, og at nogle lægger vægt på at møde alle med fred og godhed og at nøjes med deres eget og at lade alle nyde retfærdighed og at tilbyde alle venskab — og han vil gerne selv behandles på samme måde. Den anden har en anden tilgang: Han dyrker det onde, elsker ufred, er utilfreds med sine vilkår, tager og stjæler, hvad han kan få fat i, og møder alle med had og fjendtlighed og uvenskab. Nu begreb den, der satte denne tekst sammen, at ikke alle mennesker har samme natur. Hvis en er stærk, er en anden skrøbelig; hvis den ene er hård, så er den anden blød. Og derfor sætter han to til at drøfte denne verdens sorger og tildragelser: Frygten og modet taler sammen; den ene jamrer sig, den anden trøster. Frygten begynder med at jamre over døden, som om det, at vi mister livet, er den ufuldkommenhed, der fuldender alle verdens ufuldkommenheder.

Frygten tager til orde over for en stor, stærk mand og siger i rædsel: »Du skal dø!«

Modet svarer: »Dette er ikke noget nyt påfund. Når jeg træder ind i et hus, er det oftest i den hensigt at gå ud igen; på samme måde blev jeg sat i verden, for at jeg skulle forlade den igen.«

Frygten gentager: »Du skal dø!«

Modet svarer: »Det er menneskets natur, ikke en straf.«

Frygten siger: »Du skal dø!«

Modet svarer: »Det er lov i alle lande, at lån skal betales tilbage; jeg har fået denne verden til låns, ikke som gave.«

Frygten siger: »Du skal dø!«

Modet svarer: »De fleste, der er ude at gå, plejer at vende hjem, når de er færdige med at gå. Et menneskes liv i det jordiske rige foregår i udlandet, og man længes efter hjemlandet, men ledes ved at være i udlandet, og det er forkert, at et menneske jamrer over at blive sendt hjem fra udlandet.«

Frygten siger: »Du skal dø!«

Modet svarer: »Dette kom jeg for, og dette imødeser jeg, og alle mine levedage fører mig derhen. Naturen har stævnet mig til møde denne dag, og dette må jeg overholde, som havde jeg svoret en ed, for dette kan ingen tilsidesætte.«

Frygten siger: »Du skal dø!«

Modet svarer: »Det er tåbeligt at frygte det, som intet menneske kan undgå, uanset hvor længe det trækkes ud.«

Frygten siger: »Du skal dø!«

Modet svarer: »Jeg bliver hverken den første eller den sidste; mange er døde før mig, og mange vil dø efter mig.«

Frygten siger: »Du skal dø!«

Modet svarer: »Alt, der har en begyndelse, må også have en slutning.«

Frygten siger: »Jeg forstår, at du ikke bekymrer dig om dødens natur. Men lad os nu sige, at dit hoved bliver hugget af.«

Modet svarer: »Jo hurtigere død, des kortere smerte.«

Frygten siger: »Det kan være, at mange angriber dig, og at du bliver såret af mange mænd.«

Modet svarer: »Antallet af sår har ikke noget at sige; ét af dem vil være mit banesår, og desuden kan jeg ikke dø mere end én gang.«

Frygten siger: »Det må være mere ønskeligt for dig at dø i dit hjemland, men det kan jo være, at du opholder dig i udlandet og dør i udlandet.«

Modet svarer: »Jeg må ikke undvære mit hjemland, for der er én vej til Himlen for alle, én adgang; ingen døde formenes denne vej.«

Frygten siger: »Det kan være, du dør i udlandet.«

Modet svarer: »Det vil være lige ærefuldt for mig ude som hjemme.«

Frygten siger: »Det kan være, du dør ung. Det må da gøre dig bedrøvet.«

Modet svarer: »Naturen byder unge og gamle de samme vilkår og øger eller formindsker antallet af år efter sit forgodtbefindende; alle er underlagt de samme betingelser. Men det er dog meget bedre at dø ung end at leve så længe, at man ønsker at dø. En vismand ved navn Seneca siger sådan på latin: ‘Det er bedst at dø, mens man ønsker at leve. Hec datur pena diu viventibus ut renovata clare domus multis in luctibus mox perpetuo memore et nigra veste senescat. Det sker for dem, der lever længe, at deres hus til stadighed lider nye tab, og de må hele tiden sørge i uophørlig gråd og ældes i sorte klæder.’ Det var førhen skik, at man skulle være iført sorte klæder, når man begræd døde mennesker og andre trængsler.«

Frygten siger: »Du skal dø!«

Modet svarer: »Det vil skåne mig for mange lidelser, men det ville dog være stort, såfremt jeg ikke behøvede at frygte andet end alderdommen. Juvenal siger: ‘Man skal ikke frygte en hurtig eller voldsom død; man skal frygte alderdommen, ikke døden, for alderdommen er en plage, og det er bedre, at vanskelighederne får ende, end at de tager til.’«

Frygten siger: »Det kan være, du dør ung.«

Modet svarer: »Jeg bliver så gammel, som jeg gør.«

Frygten siger: »Du skal dø og bliver måske ikke begravet!«

Modet svarer: »Vergil siger: ‘Det betyder mindre, om man bliver begravet; Himlen hyller den, der ikke hylles af en ligsten. Det er ligemeget, om dyr eller ild fortærer et menneske, for alt ender i jorden; jorden gav og tager imod.’«

Frygten siger: »Du bliver måske ikke begravet.«

Modet svarer: »Hvis jeg ikke kan mærke det, lider jeg ingen skade.«

Frygten siger: »Måske kommer du til at ligge ubegravet; dyr vil flå i dig, eller du ender i en stenhob.«

Modet svarer: »Men er det bedre at ligge begravet og være aldeles opløst med en rådden og stinkende bug, der er gennemædt af maddiker, og så frastødende, at dine venner ikke vil ønske at se dig?«

Frygten siger: »Alt dette regner du for mindre væsentligt: Hvorvidt døden indtræffer naturligt eller for våben, hvor liget kastes hen, og tilmed om du ikke bliver begravet. Men hvad vil du sige, hvis du plages længe af sygdom?«

Modet svarer: »Selv om jeg ikke bliver begravet, kommer jeg i jorden. En grav er nytteløs for den døde, men til gavn og trøst for dem, der lever: Til gavn, fordi de ikke skal indånde stanken med deres næser til skade for deres helbred; og til trøst, fordi sorgen mindskes jo hurtigere, des før liget bliver skjult. Men langvarig sygdom er en prøvelse for mennesket. Man kan ikke alene bedømme et menneske på, hvor hård han er i modgang, eller hvor tapper han er i strid. Sygdom prøver et menneske ikke mindre end kamp; et menneskes styrke kan prøves både af våben og et sygeleje.«

Frygten siger: »Men hvilken styrke har du, hvis du skælver af koldfeber?«

Modet svarer: »Enten gør den det af med mig, eller også får jeg bugt med den; vi kan ikke være sammen for evigt.«

Frygten siger: »Heller ikke dette anser du for at være væsentligt. Men hvad nu, hvis din trodsighed og din egenrådighed får folk til at tale ondt om dig?«

Modet svarer: »Ingen undgår omtale. Men det vil bedrøve mig, hvis jeg har gjort sådan, at jeg ikke véd, hvordan jeg skal forsvare mig mod ordene, såfremt gode og karakterfaste mennesker taler ondt om mig. Hvis det derimod er ildesindede mennesker, er det måske ikke så galt, for det er en indgroet vane blandt nogle hunde, at de ofte galper uden grund, og det er mere en dårlig vane end deres egentlige natur. Det samme gælder ildesindede mennesker; når de taler ondt om andre, skyldes det mere en dårlig vane end noget, man har gjort dem, og det er beskæmmende for dem, men ikke for mig.«

Frygten siger: »Også dette anser du for at være uvæsentligt. Men hvad nu, hvis du bliver landsforvist?«

Modet svarer: »Her er du på vildspor! For enhvert dueligt menneske er alle lande som hans hjemland. Jeg kan forbydes ophold hvorsomhelst, men ikke i mit hjemland, for hvor end jeg kommer, så kommer jeg til mit hjemland. Jeg skifter hjemland, men jeg mister intet; hvis noget er godt ved et menneske, så ændrer det sig ikke med, hvor han opholder sig.«

Frygten siger: »Men din bortvisning må volde dig evig sorg.«

Modet svarer: »Hvilken forskel gør det? Hvis sorgen er lille, er den let at bære; hvis den er stor, bliver anseelsen endnu mere udbredt og belønningen større.«

Frygten siger: »Den slags volder mange mennesker store sorger.«

Modet svarer: »Ikke de bedste og de klogeste.«

Frygten siger: »De udgør et fåtal, for det er en hård skæbne at blive landsforvist.«

Modet svarer: »Det er ikke hårdt, men meget få kan bære det; så lad os være i deres tal!«

Frygten siger: »Det er ikke let; det er selve vores natur at være skrøbelige.«

Modet svarer: »Jeg kender ikke noget til naturlig svaghed; naturen skabte os stærke.«

Frygten siger: »Hvordan havde du tænkt dig, at jeg skulle flygte fra sorgen?«

Modet svarer: »Du skal ikke flygte fra den, men bringe den til ophør. Trøst dig selv! Sorg skal fordrives med glæde.«

Frygten siger: »Jeg tynges af min fattigdom.«

Modet svarer: »Du tynger fattigdommen mere, end den tynger dig. Naturen fordrer kun lidt for at bestå, og derfor har du kun lidt, men det er ikke fattigdom. Dit sind er fattigt, men du er ikke selv fattig. Du kom til verden med mindre, end du har nu, og du skal have mindre med herfra. Hvis du har det, som naturen kræver, så er du ikke fattig, men hvis du kommer til at mangle det, har du et sted for hånden, som tilbyder dig ophold i al evighed. Fugle og andre væsener lever, men er ikke oplært i særlige færdigheder, og det er mærkeligt, at mennesket ængstes, når han kan se, at disse dyr klarer sig.«

Frygten siger: »Det er kun et fåtal, der ikke ønsker at have penge, og mange har store formuer.«

Modet svarer: »Mange lider stor skade på grund af deres formue, for den forårsager pral og overmod, synd og utugt hos mange.«

Frygten siger: »Det bedrøver mig, at jeg ikke har mange penge og stor magt.«

Modet svarer: »Det er forkert, hvad du siger, for en mægtigere mand kunne berøve dig dine mange penge og din magt, og meget andet kunne ske, og det ville da være uretfærdigt gjort af ham, men en skam og en vanære for dig. Men som det er nu, vil denne vanære ikke overgå dig.«

Frygten siger: »Mægtige folk kan jo stadig bringe mig i vanære,«

Modet svarer: »Glæd dig over, at du har en ringe evne til at forvolde ondt!«

Frygten siger: »Det er en stor glæde for dem, der har penge.«

Modet svarer: »Det er forkert, hvad du siger, for pengepugeri giver anledning til bekymringer og spekulationer. Hvis en ødsel mand har penge, forsvinder de hurtigt, og hvis en begærlig mand har dem, så er det nytteløst, for han bruger dem ikke, men er hele tiden sulten efter at tjene flere og bange for at miste.«

Frygten siger: »En gavmild mand kan også have penge, og han glæder sine huskarle med pengene.«

Modet svarer: »Tror du, at disse mennesker følger manden? Sådan er det ikke! Fluer søger honning, myrer hvede, ulve ådsler. Disse mennesker følger pengene, ikke manden.«

Frygten siger: »Hvad skyldes det, at de fleste sørger, når de mister penge? Det gør jeg også.«

Modet svarer: »Det er bedre, at du har mistet pengene, end at pengene har gjort det af med dig. Du lever nu i mindre fare for at pengene sviger dig, hvis du har mistet dem og pengebegærligheden. Og hvis pengene er væk, men begærligheden efter dem endnu findes, så føl dog velbehag over, at midlerne er borte, skønt griskheden stadig er der. Din lod er bedre, fordi du har mistet pengene, for penge har gjort det af med mange.«

Frygten siger: »Ske med pengene, hvad der vil! Men det bedrøver mig, at jeg mangler penge, og at jeg foruden pengene heller ikke har nogen arving.«

Modet svarer: »Hvis du sørger over ikke at have nogen arving, så glæd dig over, at du ikke har nogen grund til at bekymre dig om ham, som du mangler. Mange er blevet ængstelige på grund af en arving, for man bekymrer sig meget, og det, som man forventer at have til trøst, bliver ofte til sorg. Regn nu ikke lettelsen for en byrde eller hjælpen for en skade!«

Frygten siger: »Jeg får ikke meget ud af at tale med dig. Men jeg skal nævne noget, som jeg vil anse for at være sørgeligt: Hvad vil du sige, hvis jeg mistede øjnene? Da vil det være, som om alle andre legemsdele var nytteløse.«

Modet svarer: »Synssansen kan føre til megen fordærv, og megen forfængelighed er taget fra dig. Et slukket øje forhindrer mange skader og er til gavn for mange mennesker. Øjnene har vist mange hen til tyveri, hor og anden utugt og mange andre misgerninger, og mangen en mand ville være lykkelig, såfremt han selv havde stukket sine øjne ud i stedet for at følge det, som de viste ham, og som de øvrige dele af legemet gav samtykke til.«

Frygten siger: »Du modsiger mig nu som tidligere, og du sætter ikke videre stor pris på dine legemsdele. Men hvad med dine børn, som er avlet af dit legeme — du vil vel græde over deres død?«

Modet svarer: »Tåbelig er den, der græder over at have mistet et menneske. Det er forkert at sørge over, at ikke jeg, men Kristus nu har vedkommende. Det, at Kristus modtager, er mere værd, end at jeg mister.«

Ordstriden mellem frygten og modet er sådan, som den nu er blevet fortalt. Og det vil gå den godt i alle henseender, som retter sig efter vismandens ord: ‘Det er passende for et dueligt menneske at vælge sig de rette gøremål og siden være standhaftig i dem, for et fast sind rystes hverken af stridbare borgere, der vil det urette, eller en uretfærdig magthavers vrede blik.’ Og Lucanus siger sådan: ‘Frygten for ulykker, der endnu ikke er sket, har bragt mange i stor fare, og derfor er den stærkest, som uophørligt er rede til at møde det, han frygter.’ Tullius siger: ‘Det sømmer sig ikke for en standhaftig mand at lade sig slå ud, så snart han møder modgang, han skal derimod ikke lade sig lede sig bort fra det rigtige, hverken af folks jamren eller knurren.’ Seneca siger: ‘Der er mange ting, der volder os trængsler. Vores frygt udspringer ofte af vores egne forestillinger og indbildninger, men ikke af de virkelige omstændigheder, og det sømmer sig ikke for en mand at gøre sig mere vanslægtet, end nødvendigheden byder, for det, som man tror kommer til at ske, bliver ofte ikke til noget.’ Dette er visdomsord, og rimeligvis vil en god sag næppe vil få et dårligt udfald, når sagen er rejst med rette, ført med redelighed og forfulgt med ihærdighed.

---

Noter: