Lapland - Ind over Lapmarken

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Knud Rasmussen (1879-1933)

Temaside: Samisk religion og mytologi

Knud Rasmussen
Lapland
1907

Første del: Ind over Lapmarken

Indledning

"Hov! Silock! Si–i–ilo–o–ock!! Kløften, den blanke Elv, Snestyrtning" – Silock! Kan vi staa nedover?"

"Hold dig tæt op mod Fjældet! Hop over Elven, hvor den svinger!"

Paabindingerne knagede i den skarpe Skraastilling, og Sneskorpen peb, vigende for de slanke Vesterbotten–Ski. Silocks Renskindskofte foldede sig i Fald om hans Lænder, og Tophuen piskedes i Vejret som af en Kastevind. Han drejede til venstre, bremsede Sneen i Røg op om sig, satte Farten op igen i et Tilløb, sank lidt i Knæ, tog Afstød ved en Styrtning, kastede sig ud over Elv og Ur og forsvandt gennem Kløften.

Jeg fulgte efter, og da vi stod Side om Side ved Foden, var vi hvide som Fjældet selv.

Silock var en Lap, jeg havde truffet paa en lille Lapmarkskro, og da han vilde søge Arbejde ved et Malmbrud, jeg ogsaa skulde besøge, havde vi slaaet Følge; og vi blev gode Venner undervejs. Han var lille, men tætbygget, rask og smidig i halsbrækkende Stormløb; Ansigtet var sort af Baalrøg og Solbrand, og det lange Haar flagrede som forpjuskede Ravnefjer om Øjne og Øren. Naar han stod ned over de stejleste Fjælde med fremludende Hoved og løftede Arme, næppe synlig i Snehvirvlen, saa han ud som en Fugl, der sejlede med Vinden. Hen over Sletterne slog han Skistavene skiftevis ned i Sneen og lo ubehersket af Glæde over det fortræffelige Føre. Engang søgte han sig den bratteste Skrænt ud, spændte sin ene Ski af og styrtede sig ned paa eet Ben under en Latter, som fik selve de gamle Grundfjælde til at ryste.

Vi skulde naa Malmberget inden Aften, og for hver ny Fjerdingvej satte vi Farten op. Der var underlig dødt omkring os. Vi hørte ingen anden Lyd end Skienes Sang i Frostsneen; Dyrespor, et lille fattigt Nybygge eller en ensom Lapkaate var alt, hvad vi fandt af Livstegn paa vor Vej. Ingen af os havde løbet den før, og det begyndte allerede saa smaat at blive mørkt.

"Nu er vi der snart," sagde Silock pludselig. "Kan du ikke høre noget langt borte?"

Jeg kunde intet høre, og vi løb videre en halv Times Tid endnu uden at tale til hinanden.

Men med eet var det, som om Skovene gav sig til at skælve og ryste Snepudderet af sig.

"Ser du nu Lysene?" spurgte Silock.

Jeg saa intet, men hørte langt borte fra en buldrende Torden; det dønede gennem Fjældene, og Ekko skreg gennem de tavse Skove. Det var Mennesket og Dynamitten, som tog Vildmarken i Besiddelse.

Nu sprang vi sansesløst af Sted; en Times Løb endnu, det sidste Fjæld krydsedes op, og saa stod vi ud over den sidste Bakke i susende Fart med Sneen fygende om os.

Jeg kom fra en længere Tids omstrejfende Liv blandt Lapper. Vi havde rejst sammen, sovet sammen, spist sammen, døjet ondt sammen; og det forekom mig, at jeg havde oplevet meget mærkeligt sammen med disse Naturbørn, hvis eneste Livsbetingelse netop er de store Vildmarker, som Civilisationen endnu ikke har lagt under Aaget.

Det havde været dejligt at fare med disse smaa, nøjsomme Mennesker, der elskede deres Midnatssol og deres Nordlys, deres Rener og deres lune Skove højere end Hus og Hjem. Den havde været æventyrlig, min Rejse deroppe; og netop som Skiene bar mig ned over det sidste Fjæld til en larmende By, syntes jeg, at Æventyret kulminerede. En straalende Række moderne Administrationsbygninger, opad Fjældskraaningerne Direktør– og Ingeniørboliger knejsende som smaa Jagtslotte, foran Stationsbygningen malmbelæssede Jernbanevogne, en Forvirring af Smalsporbaner, Rutschebaner og Traadbaner, Dresiner oppe, paa og inde i Bjerget, et elektrisk Værk med hvæsende Kæmpemaskiner, elektriske Lastvogne og Bue– og Glødelamper som straalende Glorier om Fjæld og By.

Og en eneste lille Bakke var Skellet; i faa Sekunder fløj man fra vildeste Ødemark ind i en mægtig Civilisations Center; – et eneste Hop, og man kastedes ind i en ny Verden.

Dagen efter vor Ankomst til Malmberget søgte jeg min Ven Silock op. Det varede længe, før jeg fandt ham; paa et Logi havde han ikke engang været om Natten, han havde ligget fuld i en Snedrive lige siden den foregaaende Aften. Det var Ilddaaben til det nye Liv blandt de nye Kammerater. Han sad i Sneen og lo fjollet og dumt op imod mig; hans Øjne var røde, og Koften modbydelig overspyttet.

"Inte brädtom, inte brädtom," (ganske langsomt) vrængede han ustandseligt hen for sig.

Det var Resterne af min raske Kammerat fra Fjældene og de store Snemarker, – Silock, der kunde flyve som en Fugl og springe som et sultent Rovdyr.

Og med eet var det, som om Gaarsdagens straalende Æventyr brast. Nu forstod jeg Introduktionen til Malmbergsbyens Virvar: Vildmarkernes Ekkoskrig, da Dynamitten tordnede sin Dødsdom ud over Lappernes Land.

"Inte brädtom." Nej, kære Silock; men det vil ske lidt efter lidt; Renflokkene vil svinde, og dine Venner vil dø sammen med deres Ødemark. Silock, dit Folk er dødsdømt...

Der er Krig nu i Lapmarken, og de kæmpende er to Kulturer. Og det nye maa sejre, fordi det bærer Fremtiden i sig.

Men enhver Sejr gaar over Lig. Lapperne vil trænges i deres eget Land og vige med de dødsdømtes stille Resignation for de nye Mennesker, der stormer frem med Jernbaner og Dynamit.

Og de vil dø lige saa stille og ubemærket, som de altid har levet deroppe ....

Mod vinter

Den, som ikke elsker Vinteren, har aldrig oplevet den.

Ved Vinter forstaar man ikke en Smule Sne, som smelter, før den endnu har faaet Jorden dækket; ikke en tynd Isskorpe, som lægger sig over Søerne, bare for at Politiet kan slaa Plakater op om, at "Isen er usikker"; ikke bundløst Føre og klam Frosttaage, som gør Menneskene endnu mere kedsommelige, end de er fødte; ikke en Tid, man slæber sig igennem, udelukkende i Haabet om en bedre Tid, der skal komme, i Længselen efter Foraaret, der skal komme med mere Lys og mere Varme.

Den, som kender Vinteren, ved, at det er en Aarstid, hvor man glemmer alle andre; og den, som i Sandhed har oplevet den, kan aldrig glemme den. Han kommer til at føle den i Slægt med det stærke i sig selv; og kommer han Syd paa, hvor man ikke ved noget af Vinter, vil han en skønne Dag slaa alle Hindringer over Ende og styrte Nord over; og han hviler ikke, før han er naaet op til Nordlysene og Fjældene, Sneen og den stærke Kulde.

Tilbage staar maaske en Skare Venner og ler ad den gale; men det er alle sammen Mennesker, som ikke aner, hvad det er, de ler af.

En frisk Vinterdag stod jeg i den By i Lapmarken, hvor Jernbane og Civilisation stopper op. Det var Vinterlængsel, som havde drevet mig hjemmefra, og nu var jeg, hvor jeg vilde. Og jeg følte det haandgribeligt nok: Det stærke, hvide Lys sved i Øjnene, Frosten bed min Næse hvid, og et fejende Snefog, der skjulte Omegnen i Byger, fik mig til at snappe efter Vejret. Slæder, forspændt med smaa Nordlandsheste og Rener, for forbi mig, og alle de Mennesker, jeg mødte, var klædt i mærkelige Dragter. Alt virkede saa nyt og fremmed, og dog maatte jeg sunde mig lidt, før jeg rigtig kunde begribe, at jeg virkelig var Norden for Krebsens Vendekreds. Det var dog kun tre Døgns Jernbanerejse fra København.

Jeg drev op gennem Byen uden at ville noget bestemt. Husene dukkede sig mellem opkastede Snedriver, der næsten var højere end de selv, og tykke Islag paa Ruderne syntes ganske at stænge Lyset ude.

Imidlertid faldt det mig endelig ind, at jeg jo maatte opsøge Gæstgivergaarden, og jeg henvendte mig derfor paa Svensk til to Bønder, jeg mødte.

Da de havde givet mig de Oplysninger, jeg ønskede, spurgte den ene mig, hvorfra jeg var.

"Fra København," svarede jeg.

Der gled et vemodigt Smil over hans Ansigt.

"Nej virkelig?" svarede han hjerteligt. "Min salig Fader havde ogsaa været i Amerika."

Og da vi skiltes, hørte jeg den ene af de brave Mænd falde i Forundring over, at Kammeraten forstod saa godt – Engelsk!

Saa søgte jeg fornøjet mit Logi op; for nu havde jeg erfaret, at jeg var langt fra Danmark.

Folk, der har rejst, vil have gjort den Iagttagelse, at de ofte, naar de følte Forventningerne om det nye stærkest, maatte spærre sig inde en lille Tid for at faa sig samlet sammen. Saaledes gik det mig den første Dag i Lapmarken. Jeg blev siddende inde ved mit Vindue den meste Tid og kunde ikke blive træt af at se ud over det hvide Landskab med Fjældene og Skovene.

Det føg dygtigt; Snehvirvlerne paa Bjergtoppene stod helt op i Skyerne, og mellem Vindstødene skimtede man kun Skovene gennem et tyndt Flor af skinnende Snestøv.

En Del Lapper drog forbi, men jeg søgte dem ikke op; i Øjeblikket var jeg alt for forventningsspændt til at kunne foretage mig noget.

Mine Værtsfolk er fulde af Omsorg for mig og meget bekymrede over, at jeg allerede vil forlade dem i Morgen. Konen forsikrer, at det aldrig vil gaa mig godt, om jeg vover mig paa Rejse sammen med Lapper alene. For Resten kom jeg ikke til at bo paa Gæstgivergaarden, som var overfyldt i Anledning af et Ting, der skulde holdes næste Dag; og i min Raadvildhed blev jeg fisket op af en driftig Skrædder, som tog mig med sig hjem. Nu bor jeg hos ham sammen med tre underligt udseende handelsrejsende i et lille, usselt Værelse.

"De Herrer maa hjælpe sig, som de kan," sagde Skrædderen, da han førte mig ind til dem; "thi der er jo ikke Rum i Herberget!"

Skrædderkonen søger at paavirke mig; hun kaldte mig ud i Køkkenet og pegede demonstrativt paa sin Brændekasse.

"Se, vil Herren virkelig op til saadanne Mennesker?" sagde hun hovedrystende. Paa Kassen sad en gammel Fattiglap og gnavede en Brødskorpe i sig. Han forstod intet af, hvad vi sagde til ham, men pegede blot paa sin Mund, der var uden Tænder; han vilde have mere Mad. Der stod en frygtelig Stank om hans Pjalter, hans rynkede Ansigt var fuldt af sorte Frostpletter, og de gamle, stive Ben rystede under ham.

Da jeg kom ind igen til mine handelsrejsende, lo de mig ud og spurgte, om jeg virkelig troede, at der var Forretninger at gøre mellem den Slags Folk.

Forberedelser i Langdrag er altid af det onde paa en Rejse. Da jeg paa en Handelsbod fik at vide, at en Lap, Ole Jonsson Swonni, der skulde forstaa lidt Svensk og Norsk, netop den foregaaende Dag var rejst mod Skovene i Vitangi–Jukasjärvi–Egnen, bestemte jeg mig straks til at forsøge paa at indhente ham for at slaa Følge med ham.

Jeg var snart rejsefærdig: En kort, russisk Skindpels, et Par lodne Lapstøvler og en Skindhue var Kostumet. Over Ryggen slængte jeg en Rygsæk med lidt Uldtøj, Chokolade, Figner, finske Tobaksblade, korte Snadder, brogede Tørklæder og Mundgodt til vordende Venner og Veninder. Og saa blot mine Ski.

I min arktiske Udrustning gik jeg nu op til Byens Lensmand, som straks ved min Ankomst havde vist mig den største Forekommenhed; han havde nemlig forvekslet mig med en anmeldt Menageridirektør, over hvis Komme den lille By var geraadet ud i stor Nervøsitet.

Jeg forklarede, at det nu var min Hensigt at løbe en vis Swonni op paa Ski; man havde fortalt mig, at han rimeligvis med sin Karavane skulde overnatte i Muoijeware Kro, som jeg antog, jeg kunde naa ud paa Natten.

"Det er jo første Gang, De besøger Lapland?"

"Jo!"

Lensmanden brast i Latter.

"Og saa mener De, at De straks skal begynde med at tage ganske ene ud i Vildmarken?"

"Der var jo ikke saa langt til Muorjeware," mente jeg og trak mit Lommekort frem.

"Jamen, bedste Mand! Tror De da, at vi holder Vejvisersten med Inskription i Ødemarksskovene? Hvordan vil De klare den, om De farer vild? Kan De Finsk?"

"Nej!"

"Kan De Lappisk?"

"Nej!"

Lensmanden lo igen, og jeg begyndte at se dum ud.

"Og saa vil De endda paa Ekskursioner efter en Karavane, der skal være et Sted borte i en Skov langt herfra! Skal det lykkes Dem, maa De nok lade mig reformere Deres Rejseplan en Smule."

Vi blev enige om at sende Bud efter Bonden Söderberg; kunde vi faa ham til at køre for mig, mente Lensmanden nok, at jeg i Løbet af et Par Dage kunde faa indhentet Lappen, der allerede havde halvanden Dags Forspring.

Det bankede ganske sagte paa Døren, og før der endnu blev svaret, stod den bankende allerede inde i Stuen; det var Söderberg. Han blev staaende i ærbødig Afstand, idet han af og til slog Overkroppen ned over sine Ben for at tilkendegive os sin Respekt.

"Söderberg, De kender jo Vejen til Muorjeware?"

Söderbergs smaa runde Øjne løb i Vand over Udsigten til at tjene Penge, og han kunde næppe faa sit Svar frem for Iver.

"Herr Länsmand, jag känner alla vägar i Lappland."

"Vil De paatage Dem at skytse denne Herre?"

"Hr. Länsmand, har inte jag skjutsat både Herr Länsmanden själf och Landshöfdingen och domaren?"

"Det er godt, Söderberg. Vil De saa have Køretøjet rede om en Time; De skal indhente en Lap, Swonni, og hans Karavane. Kender De Swonni?"

"Om jag känner Swonni? Herr Länsmand, jag känner alla Lappar!"

Saa var den Sag afgjort. Lensmanden hentede sin krasseste Cognak og skænkede en dygtig Dram til Söderberg. Og saa drak vi alle tre paa et lykkeligt Udfald af Jagten.

En Time efter suste jeg i Slæde ud af Byen med Söderberg ved min Side.

Ødemarkskroen

En lille Kro ude i det store Øde. Hesten blev træt af at trave gennem den dybe Sne, og saa maatte vi tage herind. Der er langt til næste Kro, og vi har nu kørt hele Dagen.

Udenfor løber en hæslig Kvinde med en kort Snadde i Munden og skændes med en Bonde. Det er Kromadammen; hun er halvgal og fordrukken. Skønt enhver Kro heroppe naturligvis skal staa aaben for de vejfarende, maatte vi love hende Brændevin for at faa Lov til at komme ind i Gæstestuen. Nu er hun overstrømmende imod os og har oven i Købet lovet os kogt Renkød. Vi var ogsaa slemt forkomne af Kulde, ganske stive i Lemmerne, da vi skulde rejse os af Slæden.

Gæstgivergaarden ligger paa en Skrænt; man har Udsigt til alle Sider over Skove, Sletter og hvide Fjælde.

Solen gaar ned, og Skyerne lægger røde Skygger over Sneen. Men det begynder at blæse, og Vinden tager stærke Tag i det lille Hus.

Man har vist os ind i Stadsestuen, hvor Kong Oscar pranger i tysk Farvetryk midt imellem Udvisningen af Paradis og Syndfloden. Stuens hele Inventar er et langt Bræddebord med Bænke om; i et Hjørne af Stuen staar en umalet Løjbænk af Fyrretræ.

Vi har ingen Lampe; det behøves heller ikke, et stort, hvidt Fyrsted lyser hele Stuen op. Store Birke– og Granstykker kastes ind paa det aabne Baal; vi sidder barfodede og stirrer ind i Ilden, den knitrer og knalder saa fornøjeligt. En tyk Gren ligger glødende og straaler af Varme; saa er Ilden ved at dø hen, hele Baalet styrter sammen; men nyt Ved kastes paa, og det begynder forfra med Smaaeksplosioner og en Regn af Gnister.

Nu fyger det ude; Vinden tager til. Hunden begynder at tude. Paa et Øjeblik er det blevet mørkt udenfor.

Granerne vaander sig i Stormen, og Huset knager i Fugerne. Men det store Baal i Stuen knitrer muntert hen for sig; gennem Ruden kaster det sit røde, flakkende Skær ud mellem Granstammerne, og Snefoget hvirvler op ad de lyskastende Ruder som kælne Flammer.

Man bliver saa stille i en saadan Stemning; det er, som om alt det stumme om en fik Mæle. En Sneklump, der ryger mod Ruden, kan faa en til at fare sammen, og man kommer til at holde af den fremmede, som deler Ensomheden med en ...

Nu kom der flere Gæster til Kroen: En finsk Nybygger og en norsk Bjergværksarbejder. De var hvide af Sne, og deres Skæg var frosne til Is. Det er nu et forrygende Vejr.

Og vi, som skal køre hele Natten!

Der var Glæde over Maden. Vi fik de nyankomne ind til os, og det dampende Renkød jog øjeblikkelig al Træthed bort.

Det blev bragt os i et stort Lerfad, og vi langede til det med Fingrene. En sad paa Bordet ved Siden af Fadet, en anden havde anbragt sig paa Hug henne ved Fyrstedet; de øvrige gik tyggende og smaasludrende op og ned ad Gulvet.

Saa snart Mætheden var over os, fandt Nordmanden ud af, at vi burde slutte med en skandinavisk Dram. Det var ikke saa dumt heller, for vi havde virkelig faaet hele Skandinavien repræsenteret i den lille Ødemarkskro: Finland, Sverige, Norge og Danmark. Han gik ud i Køkkenet og kom tilbage med Husets største Kaffespølkumme og – Husets Herskerinde.

Det var Finnen, som sad inde med en privat Spritforsyning, thi Brændevin er en forbuden Vare paa alle Lapmarkskroer, Spølkummene blev "randede", og Giveren slog i Bordet og raabte:

"Hej, Brødre! Saa skolder vi Tarmene ud!"

"Den Sup var Norden værdig!" skreg Svenskeren og smed sin Spølkum hen ad Bordet.

Og som Drikkelaget skred frem, steg ogsaa Stemningen. Fin–Kællingen begyndte at tage Dansetrin paa Gulvet, og Finnen og Nordmanden kom i Klammeri. De raabte højt og talte hurtigt i Munden paa hinanden; men da det var Finsk, forstod jeg intet deraf. Naturligvis trak de Kniv til sidst, men da de var for fulde, vilde der ikke rigtig komme Gang i Slagsmaalet.

Kromadammen især nød Klammeriet; hun var gledet ned paa Gulvet. Rødøjet, fuld og spyttende frem for sig var hun gribende i sin Hæslighed.

Paa dette Stadium af det skandinaviske Symposion bad jeg Söderberg om at gøre Slæden rede. Og saa fortsatte vi vor afbrudte Jagt efter Swonni.

"Herren forstår väl, hvarfor dom slog’s?" spurgte Söderberg, da vi var komne ud paa Vejen.

"Ja, de var jo fulde," svarede jeg.

"Ja, det forstås. Men nu gälder det allt nattkvarteret; krögaren här brukar få nöja sig med golfvet! Men kärringa – – – hæ, hæ, hæ!"

Endnu et Stykke hen ad Vejen kunde vi høre dem raabe og skændes deroppe. Men snart døvede Stormen vore Øren, og Sneen føg ind over os og tvang os i Ly under Renskindene.

Snestorm

Söderbergs gode Humør sank betydeligt, efterhaanden som Natten skred frem. Han havde ikke mere sine utallige naive Spørgsmaal og Svar paa rede Haand, og han begyndte saa smaat at slaa paa, at en Slædetur heroppe i Snestorm gik paa Liv og Død. Der var ikke et Nybygge i mange Mils Omkreds, og halvfjerde Mil havde vi til næste Kro – hvis vi da ikke skulde vende?

Vi kørte et lille Stykke videre, og saa standsede han Hesten. Om da Herren ikke syntes, at det var bedst at vende? Men den gode Söderberg, som havde rost sig af at kunne finde Vej overalt i Lapmarken med lukkede Øjne, maatte atter fortsætte. Vi skulde jo indhente Swonni og maatte frem. Men intet Sted havde man set ham, og Snefoget havde slettet ethvert Spor.

Stormen hærgede ind over Skovene som Svøbeslag, der strakte Stammerne hen over Jorden. Naar Vindstødene kastede sig frem, mødtes Himmel og Jord i Røg. Snemasser hvirvledes hen over Sletterne, og Hesten, der havde Vinden imod sig, rejste sig paa Bagbenene og vrinskede.

Øverst oppe paa Fjældene tog Uvejret sine Stormløb, og der var mange Træer, som den Nat blev pløjede op af Sneen.

Vi stred os ganske langsomt frem gennem Snemasserne; det blev overladt til Hesten at finde Vej, selv dukkede vi os ind under Slædetæppet.

Laplandsslæderne er fortrinlige paa en saadan Færd; de er varme og lune som Senge og minder om grønlandske Soveposer, der er indrammede i Træ og sat paa Meder.

I Begyndelsen havde det moret mig at se paa det fejende Vejr; men da det frøs en Snes Grader, lagde Snefoget sig som Is over Ansigtet, og da man stadig maatte være optaget af at tø Isen af for ikke at faa Frostsaar, blev Nydelsen efterhaanden af en saa tvivlsom Art, at jeg foretrak at følge min Skytskarls Eksempel. Vi kravlede ned i Bunden af Slæden og forsvandt i Høet og Skindene; her laa man lunt og godt og hørte blot, hvorledes Snebølgerne brødes over vor lille, overdækte Slæde.

Hesten vadede gennem Sneen, skød sig prustende gennem Driverne og satte i Luntetrav, naar vi kom lidt i Læ. Lydløst gled Slæden hen over den nyfaldne Sne, og de bløde, ensformige Bevægelser vuggede mig til sidst i Søvn.

Hvor længe jeg havde sovet, ved jeg ikke, men pludselig fik jeg en Følelse af, at jeg fløj gennem Luften. Jeg vilde gnide Øjnene, men fik Næse og Mund fyldt med Sne; og da jeg søgte at rejse mig op, fandt jeg ingen Bund, intet at gribe fat i, alt om mig veg og gled bort. Med stort Besvær fik jeg dog endelig rejst mig op, men stod saa i Sne lige til Halsen.

Vi var væltede i en Snedrive, og Kusken havde faaet sig en Dukkert Mage til min; af Hesten saa man kun Hoved og Hale. Den snøftede og prustede, og Söderberg raabte og bandte højt i Raseri. Og han kunde, som han havde pralet af, bande baade paa Svensk, Finsk og Lappisk!

Vi fik Hesten spændt fra og trukket op af Driven, og langt om længe blev Slæden gravet ud og halet frem.

Vejret havde imidlertid bedaget sig. Det sneede ikke mere, var fuldstændig stjerneklart og føg kun oppe i Højderne. Hesten lod til at være forfrisket af Snebadet og satte i lystigt Trav hen ad Vejen.

Føret var udmærket. Sneen bar, og kun hist og her havde der samlet sig Driver, som hæmmede Farten. Jeg var kravlet ud af Soveposen og saa paa det Land, vi for igennem.

Vi var ikke mere inde i de store, lukkede Skove, nu gik det hen over hvide Sletter og gennem unge, aabne Skove. Der var noget let og friskt over Landskabet. Hesten pilte af Sted, og det varede ikke længe, før Moskojervi–Kroens Lys skød frem af Skoven som en skælvende lille Stjerne.

Der skulde være Marked i Nærheden, og hele Gæstgivergaarden var overfyldt af vejfarende; udenfor var der fuldt af Slæder. Hestene vrinskede og rykkede utaalmodigt i Tøjret, og Bjældeklang blandede sig med Raab og Latter.

Der var en Larmen og højrøstet Forvirring, der virkede voldsomt og øredøvende efter den lange, natlige Færd gennem øde Stilhed.

Vi svingede for Døren i Galop, og Kromandens Datter tog imod os. Hun var en bredhoftet, fladnæset Kvinde med skæve, søvnigt godmodige Øjne.

"Swonni! Swonni! Ole Jonsson Swonni!"

Ja, han var kørt gennem Moskojervi ved Middagstid og havde ikke sagt noget om, hvor langt han agtede sig.

Söderberg spændte uden nærmere Forespørgsel Hesten fra, og da jeg selv var baade træt og sulten, gik jeg ind i Krostuen sammen med Pigen.

Lapper og Finner laa kastede om mellem hverandre paa Gulvet og snorkede i sund Søvn. De laa fuldt paaklædt med Pels og Hue paa, tæt sammenstuvede, næsten oven paa hverandre, Sidemand med Sidemand som Hovedpude. Der var kvælende hedt i Stuen, og en stærk Lugt af Sved og vaadt Skindtøj tog næsten Vejret fra en.

Som altid heroppe var den store, hvide Arne eneste Lys; og det urolige, blafrende Baal, der kastede sit stærke Skær ud over de sovende, gjorde Interiøret endnu mere ejendommeligt.

Finnepigen satte straks Renkød over Ilden; og mens hun kogte Kødet, og jeg sad ved Baalet for at faa en Smule Varme i Kroppen, forsøgte vi at underholde os med hinanden. Hun kunde nogle svenske Brokker, og jeg hjalp til, naar det kneb, med Tegn og en og anden finsk Glose.

Men da Kødet omsider stod dampende foran os i et stort Lerfad, var vi ikke kommen længere i vort Bekendtskab, end at jeg havde faaet at vide, at hun hed Aina, og at jeg havde Aina’s fulde Foragt, siden jeg kunde forlade mit gode, lune Hjem der langt Syd paa, blot for at stifte Bekendtskab med en sølle Lap; – "for Lapperne, de var nu bare nogle dumme Svin."

Vi skulde blot sove nogle faa Timer, mens Hesten pustede ud. Det var langt ud paa Natten, og Klokken fem skulde vi være paa Farten igen. Næppe havde jeg faaet sluttet mit Maaltid, før jeg hørte Söderberg snorke et lille Stykke fra mig; saa lagde ogsaa jeg mig til at sove. Min Hovedpude var en Mandsling med smaa tobaksgødede Skægstubbe, langt, sort Haar, røgsværtet Hud, flad Næse, buskede Øjenbryn og en bred, halvaaben Mund, der viste hvide Tænder, naar han drog Vejret.

Ganske tidligt paa Morgenen vækkedes jeg af Larm udenfor. Døren blev revet op, og min Ven Nordmanden tumlede ind, fuld og skældende.

Finnen var altsaa gaaet af med Sejren!

Söderberg blev vækket, Aina kom med Kaffe og Renkød, og saa sad vi et Øjeblik efter atter paa Slæden.

Swonni funden

Solen staar højt paa Himlen, og jeg har fundet Swonni.

Söderberg er hjemsendt, og min sidste Kontakt med Civilisationen er brudt.

Da jeg saa min Slæde forsvinde i Skoven, fik jeg pludselig en underlig Fornemmelse af, at jeg med eet blev sat Aarhundreder tilbage i Tid og Udvikling. Jeg var alene med Lapper, og jeg skulde nu forsøge at leve deres Liv.

Men det var uden Højtidelighed, at jeg rystede den dyrekøbte Kultur af mig, og det var med et Smil, at jeg kravlede ud af de gamle Vaner. Værdierne blev med eet Slag helt andre. Et Par kraftige Arme og Ben og en fast Tillid til, at man i dem havde, hvad man behøvede – det var alt!

Frigjort hilste jeg Skovene og den tavse Vildmark, lykkelig over, at jeg kunde spænde mine Ski under Fødder og løbe fra Andegaardskævlet derhjemme ...

Swonni smilte mistroisk, da jeg spurgte, om jeg maatte slaa Følge med ham. Han sad med korslagte Ben paa Gulvet og holdt Frokost, rørte sig ikke af Stedet, røbede ikke den mindste Smule Overraskelse, men tyggede blot uforstyrret videre paa sin Mad.

"Du er jo en fin Herre fra en stor By," sagde han og saa undersøgende op og ned ad mig, "du kan ikke følge med mig. Se her den Mad, vi spiser," tilføjede han leende og viste mig et muggent Stykke vindtørret Renkød, der var haardt som Sten. "Det er fjorgammelt, men vi maa spise det alligevel. Husk ogsaa," fortsatte han efter et lille Ophold, "at jeg ikke har noget Hus at bo i. Du maa ligge i et tyndt Lærredstelt ude i den bare Sne. Det kan du ikke holde ud i en 40 Graders Kulde. Opgiv du det hellere!"

Han rejste sig og pakkede sit tørrede Kød sammen, fuldt overbevist om, at jeg var omstemt. Men da jeg fortalte ham, at jeg straks havde hjemsendt min Slæde, maatte han leende opgive sin Modstand.

"Naa ja, som du vil," sagde han i en helt anden Tone; "du kan jo forsøge, og saa skal vi gøre for dig, hvad vi kan."

Ole Jonsson Swonni var et halvhundrede Aar, lille og bredskuldret, med et for Lapper usædvanlig skarpskaaret Ansigt, der var halvt dækket af Haar og Skæg. Smuk var han ikke. Forhaaret hang ned som Gardiner paa begge Sider af Næsen, helt ned til Munden omtrent; hans ene Øje var blindet, Kinderne indfaldne og magre, og Panden foldede sig op i Rynker som Bølgeblik. Men der var noget saa kammeratligt og godmodigt i hans Maade at behandle mig paa, at jeg hurtigt kom til at synes om ham.

Det Nybyggersted, hvor vi havde truffet hinanden, hed Sandojervi; Nybyggeren var paa Rejse, og hjemme var kun Konen og to smaa Børn.

Man var netop i Færd med at lave Kaffe, da jeg kom, og vi lejrede os i en Rundkreds omkring Fyrstedet. Samtalen tog livlig Fart efterhaanden. Der var over den fattige, renskurede Stue en saadan Hygge, at man selv fik Lyst til at være hyggelig. Og jeg maatte fortælle omstændeligt om, hvorledes der saa ud "dernede Syd paa", som de udtrykte sig. Hvor Danmark egentlig laa, havde de ingen klar Forestilling om. Swonni, der var den eneste, som kunde forstaa mig, optraadte som Tolk.

Naar Lapperne skal overnatte paa en Rejse, slipper de bare Renerne løs i Skoven; der maa de saa grave sig Føden op, til Rejsen fortsættes. Deres Indfangst volder ofte meget Besvær, thi de bliver aldrig rigtig tamme som andre Husdyr.

Da vi efter en Del Søgen havde fundet Hjorden, satte jeg mig paa en Træstub og saa til, mens de blev lagt i Sele.

Lapperne fo’r hujende og skrigende efter de opskræmte Dyr; Lassoerne hvislede gennem Luften, og den lille Vogterhund halsede gennem den dybe Sne og søgte at holde Renerne inden for Lassoens Rækkevidde. De sprang omkring, ind i hverandre, over hverandre, forvirrede og stumme i deres Angst. Og naar de saa til sidst følte det susende Rebs faste Greb i deres Takker, sank de skælvende i Knæ, lukkede de store, melankolske Øjne til og lod sig uden Kny lægge i Selen.

Karavanen bestod af 16 vellastede "Kerres", og da den satte af Sted, sprang jeg efter paa mine Ski.

Swonni sad i den forreste Pulk, der blev trukken af den største og rappeste Tyr; bagefter ham kom saa alle de lastede Slæder i en lang, bugtende Linie, hver Kerres trukken af sin Ren, der saa igen var fastbunden til den foregaaende Kerres – en Forholdsregel, der skal forebygge, at den enkelte Ren bag sin Herres Ryg skal tage sig en lille Afstikker til Skovs, om den fik Lyst.

Hen over flade Sletter og store Søer styrede Swonni nu sin "Raido". Stormen havde føget Sneen haard, og Slæderne slingrede pibende fremefter uden at volde Renerne noget Besvær. Kun inde i Skovene, hvor Sneen adskillige Steder havde taamet sig op i vældige Driver, maatte Dyrene lægge Kræfterne i.

Den lille, pelsklædte Lap blev næsten borte i sin Snebaad; man saa blot den store, toppede Mossa stikke af mod Sneen, der perlede rundt om Pulkens Stævn.

Renerne sprang tavse af Sted med de tunge Takker svingende i Luften; deres dampende Aande lagde sig som et Rimdække over deres Pels, og Solen kastede glitrende Glans over de isvundne Haar.

Mod Aften gjorde vi Holdt i en Skov, og Renerne blev slupne løs. Swonni brød nogle store Grangrene af og tændte et Baal op i Sneen. Brændestykkerne blev stukne sammen i en Pyramide, hvis øverste Ende antændtes; saa smeltede Sneen ikke bort under den. Kaffekedelen blev sat over, og det tørrede Renkød kom frem. Dagsrejsen havde givet god Appetit. Lejrstedet var omgivet af tætstaaende Træer, der ganske tog af for Vinden. Ilden flammede derfor roligt og klart op mod Aftenhimlen og kastede Skær langt om sig. Strejflysene faldt helt ind over den bedende Renflok.

Da jeg var stærkt ophedet af det lange og hurtige Løb, raadede Swonni mig til at søge Nattely i et Nybygge i Nærheden; og det gjorde jeg.

Næste Morgen tidligt fandt jeg ham sovende i Sneen ved Siden af det udbrændte Baal.

En nat hos Tuorminen

Dagen igennem havde vi faret hen over Snemarkerne. Det lod til, at baade Swonni og Renerne havde faaet Hjemlængsel. Farten øgedes altid hen mod Aften; og naar det kneb med at vinde med paa Skiene, bandt jeg mig fast med et Reb til den sidste Slæde og lod mig slæbe med.

Da Stjerner og Nordlys tændtes over os, slap vi Renerne ud i en Skov og søgte ind til en gammel Eneboer, som Swonni kaldte Tuorminen.

Gennem en lille isblomstret Rude faldt der ud over Sneen en smal Lysstrime, som viste, at den gamle endnu var oppe. Vi bankede paa Vinduerne, men da der ikke svaredes, rystede vi Sneen af os og brød Døren op.

Vi kom ind i et lille sodet og lavloftet Rum med Lergulv og uhøvlede Bræddevægge; Loftet var spækket med Avispapir, der hang ud af Sprækkerne som røgsværtede Tjavser. En indestængt, muggen Luft slog os i Møde, og gennem Halvmørket og Ovnrøgen skimtede vi Husets Herre, der sad paa en Briks ved Sengen. I Skødet havde han en stor, hvid Blok, som han ivrigt bearbejdede med en flad Sten; hver Gang en lille Flis røg af, puttede han den graadigt i Munden og knaste den mellem Tænderne. Først da vi kom helt hen til ham, saa vi, at det var en Sukkertop, han delikaterede sig med.

Da han saa os, fik han travlt med at putte den i en Sæk, som han hængte op under en Loftsbjælke, flov som et Barn, der overraskes i et Spisekammer.

Tuorminen lignede en Bjergtrold. Hans Ryg var kroget som en Tøndestage, Benene var korte og skæve, og lange, knoglede Arme daskede ham ned over Knæene. Haaret var langt og hvidt, og Ovnrøgen havde gjort hans Øjne røde og rindende. Naar han talte, skælvede Læberne saa stærkt, at hans Ord døde hen som en hviskende Mimren.

Her i denne usle Rønne havde han stridt sig igennem en Menneskealder, altid i Nød. Om Sommeren fangede han Laks i en Fos, der faldt lige uden for Hytten; men nu var hans Ben snart for stive til, at han turde vove sig ud paa de mosglatte Sten.

Hele Vinteren igennem maatte han nøjes med den Sultekost, de forbirejsende kunde give ham. Hans Hus var efterhaanden blevet til en fast Holdeplads; alle skulde ind og koge sig en Kop Kaffe hos Gubben Tuorminen.

Da nu ogsaa vi kom frem med vor Kaffepose, vred den gamle sin brede, tandløse Mund i en overgiven Grimasse og satte øjeblikkelig sin Kedel over Ilden. Imidlertid fik vi vore Knive frem og begyndte at file løs paa Swonni’s vindtørrede Renkød. Det smagte os fortræffeligt efter den anstrengende Dag. Kaffen lod ikke vente længe paa sig, og snart sad vi i nydende Velvære med en dampende Spølkum i den ene Haand og Lapsnadden i den anden.

Vi kunde nu have tilbragt en ganske ejendommelig Aften i hyggeligt Kammeratskab, hvis blot ikke Ovnrøgen havde gjort os Opholdet i det lille Rum uudholdeligt; fra Væg til Væg kunde man knap skimte hinanden. Og da der kom flere Gæster – en Finne, to Lapper og en fuld Svensker – var Temperaturen ikke fri for at være trykkende. Udsigterne for Natten var brogede; vi skulde være otte Sovekammerater i dette Hul. Og saa Atmosfæren! Muggen, indelukket Luft, Ovnrøg, sur Skindlugt, Svenskerens Brændevinsos og – Lapsveden!

De nyankomne bragte friskt Humør og mere Mad. Vi blev som altid heroppe budne til at være med, og Swonni og de andre tog fat igen som sultne Ulve.

Men Lapmaverne er ogsaa vidunderlige. Lapperne har sikkert ikke deres Overmand i Evnen til at sulte – det skulde da være Eskimoerne – de kan undvære Føde og dog holde ud Dage igennem. Forholdene tvinger dem ikke saa sjældent til at flakke om paa Ski et Par Døgn i Træk med tomme Maver; men faar de først anbragt sig paa Hug foran deres Nationalret, er deres Mave ogsaa uden Bund. Naar hertil kommer, at de som Regel indtager deres Hovedmaaltid om Aftenen, kan man uden Overdrivelse sige, at de spiser, til Søvn og Træthed lukker Munden paa dem. Deres Maaltid er forøvrigt heller ikke uden Anstrengelse: At file i Stykker og siden tygge Bid for Bid det sejge, stenhaarde Tørrekød fordrer Kræfter; det tørrede Kød opløses i Munden og bliver større og større, jo mere man tygger; til sidst har man mellem Tænderne en senet, uhandlelig Klump, som man kan svælge i sig med et kraftigt Vejrdrag.

Mens de andre sad og underholdt sig i et Sprog, jeg ikke forstod, kunde jeg ikke helt lade være med at lade Tankerne kredse om det kommende Natteleje.

Jeg saa ud over Gulvet. Gæsterne havde anbragt sig paa Hug langs med Væggene, og alt mens de talte og lo, krydrede de Samtalen med en sand Krydsregn af Spyt, der suste ud over det Gulv, vi skulde ligge paa, tungt og klaskende som Tagdryp.

Jeg kom til at tænke paa et Opslag, jeg engang havde set i en Finnebod: "Spyt ikke paa Væggene!", og søgte nu forgæves at tilegne mig hin Købmands dybe Resignation; thi man maatte vel heroppe anse Gulvet for det naturligste Oplagssted for sin saftige Overflod.

Saa ubemærket som muligt, for ikke at støde mine Rejsefæller, fik jeg ved Hjælp af noget Hø, jeg havde haft i mine Pjäksor, aftørret den Del af Gulvet, der kunde tilkomme mig, og lagde mig saa til Rette med min Rypsæk som Hovedpude. Min Magelighed maatte have virket smittende, thi i Løbet af et Øjeblik blev alt stille omkring mig. Tuorminen slukkede Lyspraasen og bød Godnat.

Et skarpt Lys faldt ind gennem den frosne Rude; Maanen fik Isblomsterne til at glitre, og en skælvende Vifte af Nordlys legede over Skovbrynet.

Alle sov nu. Man hørte dybe Vejrdrag fra alle Sider; kun den fulde Svensker, der laa yderst henne ved Døren, talte uafbrudt. Han kunde slet ingen Hvile finde, vred sig og kastede sig om paa Gulvet, alt mens han fordybede sig i forvirrede Betragtninger over Livet og dets Daarskab:

"Ja, nu känner jag, att det är slut med mig; men det är lika bra, dö ska’ vi allsammen. Och det är bäst, – utom för dom, som kommar till helvetet – fy tusan! Men jag kommar till himmelriket, och där är bra. Där ska’ jag bara spela harpa hela dagen for Gudfader och sankte Per. For Resten gir jag fa’n alltihop, – ta hit flaskan, hör ni! Ge mej bränvinsflaskan! — Det var da sjelfva djevulen – uf!"

– – –

Jeg var for træt til i Længden at kunne følge hans Tanker, og snart sov jeg lige saa fast som Lapperne omkring mig.

Først hen paa Morgenen vaagnede jeg ved en underlig tør, skrattende Lyd, der kom fra et Menneske, som var ved at kvæles. Jeg fik rejst mig over Ende, halvt vaagen, halvt sovende, og skimtede de utydelige Omrids af Tuorminens Hoved; jeg laa lige under hans Seng.

Han havde om Aftenen talt om, at det var galt fat med Lungerne, og nu saa jeg, hvorledes han stakaandet laa og snappede efter Vejret under et Hosteanfald.

Jeg vilde lægge mig om paa den anden Side for at sove videre, da jeg fik Haanden i en klæbrig, vaad Masse, der havde samlet sig paa mit Bryst: Den gamle havde i Mørket taget mit Bryst for Gulvet. . .

Jeg fo’r i Vejret og løb over noget blødt, der gav efter; det var Sovekammeraterne. Men henne ved Døren faldt jeg over Svenskeren og løb Panden mod Døren, der fløj op og slap mig ud i den friske Luft.

I Hytten blev der megen Larm. Efter forskellige Gisninger over Grunden til mit pludselige Hastværk hørte jeg, at Ordet Mavepine druknede i hjertelig Latter. Lidt efter snorkede alle videre igen.

Jeg kastede mig i Sneen og rullede mig hen over Vejen; og da jeg ikke havde Lyst til at udsætte mig for Gentagelser, spændte jeg mine Ski paa og løb over Fossen ind i Skoven. . .

Dag brødes med Nat, og Stjerner og Nordlys stod blegnende for Morgenskæret.

Teltlejren

Swonni og jeg havde nu rejst sammen en Uge. Vi havde haft baade ondt og godt Vejr, og hver Aften havde vi trætte og ordknappe hvilet os ud sammen. For hver ny Dag, der kom, havde jeg gjort ham det samme Spørgsmaal om, hvor langt der nu var til hans Lejr – jeg tror, vi længtes lige stærkt begge to – og han havde taalmodigt forklaret mig, hvor langt vi havde igen.

Endelig en Dag, da vi var kommen til en stor, snedækket Skov, gjorde han et vældigt Greb i den forreste Rens Takker; den rejste sig paa Bagbenene, drejede ved et pludseligt Ryk bort fra Kørevejen og løb i Firspring gennem den bløde Sne lige ind i Skoven.

Swonni vendte sig om imod mig og lo; jeg satte i Hop over Snedriverne og stod et Øjeblik efter ved Siden af ham. Jeg behøvede ikke at spørge om, hvad dette betød, hagede mig blot fast med Skistaven til hans Pulk og lod mig føre med i Galopaden.

Det gik strygende. Store Sneklumper slyngedes os i Ansigtet, smuttede ind under Pelsen og trillede smeltende ind over den bare Krop; eller vi fik dem i Øjnene, saa vi ikke kunde se, i Næsen og i Munden, saa vi spyttede og nyste hele Snekager ud under Latter og Raab. Der var kommet et ystyrligt Humør over de før saa trætte Dyr; ingen vilde være den sidste, alle vilde frem i Linie. Slæderne trimlede om i Kappestriden, og Swonni, som ellers aldrig lod sig tage af nogen Stemning, sprang af og løb ved Siden af.

Inde i Skoven var der stille og lydt som i en stor Kirke. Naar Sneen faldt ned fra Træerne og skræmte Flokke af Ryper op, gav deres Vingesus et Ekko, der voksede fra Træ til Træ.

Swonni’s Ryg rankedes, og hans Øjne straalede, da en springende Renflok kom til Syne paa en lille aaben Slette i Skoven. Det var hans alle sammen. Vogterhunden gav sig til at logre og forsvandt bjæffende i Forvejen. Et Øjeblik efter genlød hele Skoven af Hundeglam.

Renerne sprang i vildere og vildere Fart. Et lille Stykke foran os skød en tynd, lyseblaa Røgsøjle i Vejret; den kom fra Swonni’s Kaate. Han vendte sig om imod mig og pegede paa den. Raabende Lapbørn skød frem af Sneen og kilede af Sted paa deres Ski for at fortælle Nyheden.

Ned over en lille Bakke havde vi et saadant Hastværk, at Slæderne trillede om mellem hverandre. Sneen stod i Røg om os. Gennem en Dal drejede vi ind i Skovbrynet, og inde mellem de yderste Træer standsede Raido’en. Vi var ved Teltene.

Fru Birgit Swonni kom ud af Teltet og gik os smilende i Møde, stilfærdig og uden unødige Udbrud. Swonni gav sig straks til at tumle med Renerne, der vilde slide sig løs og fare til Skovs. Han raabte og sprang omkring, skændte og kommanderede, men Dyrene kendte ikke til Forstillelse. De var ellevilde, stod paa Bagbenene, stangede Pulkene, saa de rullede rundt med deres kostbare Indmad, søgte at sprænge Skaglerne, gravede Sneen op, og saa ofte en Køreren slap løs og sprang bort, blev Resten endnu mere utaalmodig.

Da endelig alle Dyr var fraspændt, var Swonni rød i Ansigtet af Anstrengelse, og Sveden drev ned over hans Pande. Jeg stod ved Siden af og ventede med Utaalmodighed paa, at han skulde gaa ind. Men først skulde nu Slæderne tømmes, og Indholdet efterses.

Der var Kaffe i Overflod, Sukker, Mel, Brød, brogede Tørklæder, finske Tobaksblade og et Par uldne Tæpper. Swonni maatte være en velhavende Lap.

Endelig gav han sig til at slaa Sneen af sig for at gaa ind. Teltforhænget blev draget til Side, og vi kravlede ind. Birkeris og Renskind var bredt ud om Kaateilden, og vi smed os ned og hældte Velkomstkaffen i os.

Børnene kom løbende en for en og krøb sammen bag Moderen. Ogsaa Hundene vilde være med og lagde sig ved vore Fødder. Efter den første Kaffeomgang kom Renkødet frem, baade friskkogt og vindtørret, og saa Kaffen igen.

I tavst Velvære tændte vi vore Piber og strakte os paa Renhuderne. Swonni gav sig til at fortælle om sine Oplevelser, men jeg hørte intet af, hvad han sagde. En eneste Tanke optog mig: Nu var jeg ved mit Maal; jeg var blandt Lapper. . . .