Kloge Marjun og vætterne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
|
Kloge Marjun og vætterne
Anker Eli Petersen
© 2006
Vætter er små og smukke, gode ånder, som lever i gode folks huse. I de hjem hvor vættre findes, hersker der fred og ro, alting lykkes og husfolket får støtte af dem. Den som er ven med vætterne kan ikke lide skade fra trolde eller huldefolk.
Marjun i Øravík, en bygd på Suðuroy, var oprindelig fra Kollafjørður på Streymoy. Det bliver sagt om hende, at hun var en af de mest troldomskyndige kvinder på øen og dertil klog og dygtig på alle måder. Hun var velhavende, havde masser af kvæg, får og rigdom, og alt dette skyldtes vættrene, som boede hos hende.
(I Hammershaimbs opskrift, følger siden en beretning om, hvordan Marjun forskrækkede tyrkiske sørøvere væk fra bygden med hjælp af en evnesvag dreng og en lille hund. Dette afsnit skærer vi bort her, men for den som vil læse det, findes det (på færøsk) i bogen FÆRØSK ANTHOLOGI af V. U. Hammershaimb, side 328).
Marjun havde held og medgang i alting. Årsagen til hendes velstand skyldtes vættrene som boede i hendes stald, men hun huskede også altid på at stille en spand mælk til dem, hver gang køerne var blevet malket.
Vættrene belønnede hende for hendes behandling. Al den tid de var i stalden, gav køerne masser af mælk, og hverken kvæg eller får blev ramt af sygdom så længe vættrene beskyttede dem. Hvis en ko skulle kælve, var det ikke nødvendigt at sidde hos den. Hvis kalven kom til verden om natten, stod den altid ved koens side om morgenen, bundet med et silkereb, så hun kunne slikke den ren. Pigen som passede køerne, skulle blot løsne kalven og lægge silkebåndet på en planke, så hentede vættrene det igen senere.
Marjun holdt af vættrene som var hende til så megen nytte, og hun prækede derfor for sin ælste søn, at når han blev bonde, skulle han behandle dem pænt og altid lade dem have et sted at bo. Hvis han rev stalden ned, ville det være til hans egen og andres ulykke, sagde hun.
Så døde Marjun, men sønnen var ligeglad med hvad hun havde fortalt ham og rev derfor stalden ned. Men da stak vættrene af og forbandede ham og hans familje – de skulle alle lide en brat død.
Den samme dag som stalden blev revet ned, kom en mand fra bygden Vágur gående nordefter øen. På vejen mødte han en lillebitte kvinde, med to usandsynligt små børn ved hånden og et på ryggen. Idet manden passerede den lille kvinde, hørte han hende sige:
“Vores flugt skal nok blive hævnet”.
Og hævnen kom. En aften, hvor de tre brødre var taget ud på en kort fisketur tæt ved land, blev de ramt af brændingen fra et undersøisk skær, som tippede båden omkuld. Alle tre brødre druknede ved ulykken.
Marjun havde også tre døtre i Øravík. De døde kort efter af en dræbende epidemi.
Alt dette var hævn fra vættrene, som havde måttet flygte fra deres hjem.
(Dette sagn er fortalt i en lidt speciel færøsk fortællerstil, med mange gentagelser og forklarende bemærkninger. Genfortællingen er derfor stærkt forkortet.
a. e. petersen)
