Forskjell mellom versjoner av «Andet Kvad om Atle (F.W.Horn)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Linje 466: Linje 466:
 
::dog ej hendes Hænder skjalv.
 
::dog ej hendes Hænder skjalv.
  
 +
 +
::53. Vidt gik Rygtet ud i Verden,
 +
::om hvorlunde Gjukes Datter
 +
::og hans Sønner stod i Striden,
 +
::videre foer intet Frasagn,
 +
::Vaaben klang og Brynjer sledes,
 +
::tunge Hug paa Hjælme faldt.
 +
 +
 +
::54. Saa de stred den hele Morgen,
 +
::stred til Middag alt var leden,
 +
::mer end nok var da der kjæmpet,
 +
::Blodet strømmed over Marken,
 +
::atten hunske Kæmper laa der,
 +
::ogsaa Beras tvende Sønner
 +
::blege laa hos hendes Broder.
 +
 +
 +
::55. Vred tog Atle da tilorde:
 +
::»svart er sligt et Syn at skue,
 +
::Skylden lægger jeg paa Eder;
 +
::tred’ve bolde Mænd vi vare,
 +
::nu er elleve tilbage,
 +
::hugget i vor Flok I har.
 +
 +
 +
::56. Brødre fem vi var, da Budle
 +
::døde, nu staar jeg alene,
 +
::tvende sendte I til Helhjem,
 +
::tvende hugged I tilskamme,
 +
::mine Frænder I mig røved,
 +
::tidt for Guld og Gods I sveg mig,
 +
::og min Susters Død I voldte,
 +
::det er Atles største Sorg.
 +
 +
 +
::57. Gode vare mine Maage,
 +
::ej jeg dølger det, men lidet
 +
::baader det mig, onde Kvinde,
 +
::da du kom, veg Freden fra mig,
 +
::hvad til Tarv os skulde tjene,
 +
::vakled fra den Stund du kom.«
 +
 +
 +
::58. »Tidt har du fortalt mig, Atle,
 +
::hvad du nu igjen fortæller,
 +
::men hvad mig er timet, Atle,
 +
::derom ej et Ord du melder,
 +
::grumt du har min Moder myrdet
 +
::for at tage hendes Skatte,
 +
::mine bolde Søstersønner
 +
::sulted du ihjel i Hulen.
 +
 +
 +
::59. Stor var Sorgen, endnu større
 +
::vilde du den skulde vorde,
 +
::vilde fælde mine Brødre,
 +
::le jeg maa, naar du fortæller,
 +
::om hvad Sorg du maatte lide,
 +
::glad skal Guderne jeg takke,
 +
::om det maa dig ilde gaa.«
 +
 +
 +
::60. »Nu jeg ægger eder Jarler:
 +
::øger denne Kvindes Kummer,
 +
::stor hun er i Ord og Lader,
 +
::lad os høre hende klage,
 +
::se jeg gad, om intet mægter
 +
::hendes Graad at presse frem.
 +
 +
 +
::61. Griber Høgne og med Kniven
 +
::skjærer Hjertet af hans Side,
 +
::skynder jer, mit Bud at lyde,
 +
::griber saa den grumme Gunnar,
 +
::og i Galgen op ham klynger,
 +
::byder Ormene til Fest.«
 +
 +
 +
::''Høgne kvad:''
 +
::62. »Gjør som det dig lyster, Atle,
 +
::glad jeg paa min Skjæbne bier,
 +
::ikke skal du se mig modløs,
 +
::værre Kaar har før jeg prøvet;
 +
::mens vi endnu havde Kræfter,
 +
::evned vi os vel at værge,
 +
::saart nu vore Vunder svide,
 +
::ene faar du raade nu.«
 +
 +
 +
::63. Kvad da Bejte, Atles Bryde,
 +
::lad os tage Hjalle fangen,
 +
::og lad Høgnes Liv os spare,
 +
::kun til Hælvten Atle lyde;
 +
::Hjalle værdig er til Døden,
 +
::thi hvorlænge han end lever,
 +
::altid bliver han et Drog,«
 +
 +
 +
::64. Ræd da blev den stakkels Madsvend,
 +
::sad ej stille, smidig blev han,
 +
::om fra Krog til Krog han rendte,
 +
::usæl, raabte han, var Kampen,
 +
::at hans Liv den skulde koste,
 +
::usæl var den Dag at kalde,
 +
::da fra Svinene han toges,
 +
::og fra al den anden Gammen,
 +
::som han fordum havde havt.
 +
 +
 +
::65. Dog de greb den stakkels Madsvend,
 +
::kom med Kniven, Trællen brølte,
 +
::endnu før han  Odden kjendte;
 +
::om han bare maatte leve,
 +
::loved han at gjøde Jorden, 
 +
::gjøre alt det værste Arbejd,
 +
::om han bare maatte leve.
 +
 +
 +
::66. Høgne agted paa hans Klager,
 +
::Faa som han vist havde handlet,
 +
::vilde Trællen fri fra Døden:
 +
::»mig skal mindre Mén det volde,
 +
::om vi denne Leg skal lege,
 +
::hvorfor vil hans Skraal I høre?«
 +
 +
 +
::67. Greb de saa den bolde Konning,
 +
::andet Valg de ikke havde,
 +
::kunde ikke længer tøve,
 +
::Mændene med Undren hørte,
 +
::hvordan Høgne lo i Døden,
 +
::vel han bar sin bittre Kval.
 +
 +
 +
::<big><big>* * *</big></big>
 +
 +
 +
::68. Saa tog Gunnar til sin Harpe,
 +
::rørte den med Fodens Fingre,
 +
::slog den saa, at Kvindetaarer
 +
::randt, og alle Kjæmper sørged,
 +
::som fik Harpens Klang at høre;
 +
::Tagets Bjælker brast isønder,
 +
::da han for sin Søster kvad.
 +
 +
 +
::69. Saa de dyre Helte døde,
 +
::end det aarle var paa Dagen,
 +
::længer leved deres Stordaad,
 +
::faa som dem har Jorden skuet,
 +
::bedre Mænd den aldrig saae.
 +
 +
 +
::70. Atle tyktes, han var Stormand,
 +
::da han over dem var skredet,
 +
::Søsteren han Sorgen meldte,
 +
::pralende han den forkyndte:
 +
::»Gudrun, se, nu er det Morgen,
 +
::dine Venner har du mistet,
 +
::selv du har en Del af Skylden,
 +
::for hvad der idag er sket.«
 +
 +
 +
::71. »Atle du er glad og farer
 +
::frem og lyser Drab tilhænde,
 +
::men ifald du alt faar prøvet,
 +
::tænker jeg, skal du det angre;
 +
::jeg skal om en Arv fortælle,
 +
::som jeg fik fra mine Brødre:
 +
::ej Ulykken fra dig viger,
 +
::førend ogsaa jeg er død.«
 +
 +
 +
::72. »Imod Sligt et Værn jeg kjender,
 +
::Raad, som sig langt bedre sømmer,
 +
::tidt forkaste vi det Gode.
 +
::Tærner jeg til Trøst dig giver,
 +
::snehvidt Sølv og røde Ringe,
 +
::som du selv det vælge vil.«
 +
 +
 +
::73. »Haab ej det, saa gaar det aldrig,
 +
::Baand jeg brød for mindre Aarsag,
 +
::vild jeg før dig tyktes, Atle,
 +
::nu er vildere jeg vorden;
 +
::medens endnu Høgne leved,
 +
::føjed jeg mig tavs i alt.
 +
 +
 +
::74. Samme Kongsgaard saae os fostres,
 +
::mangen Leg vi sammen legte,
 +
::fulgtes ad i Mark og Lunde,
 +
::Grimhild gav os Guld og Smykker,
 +
::aldrig evner du at bøde
 +
::mine Brødres Død, og aldrig
 +
::faar du mer mig glad at se.
 +
 +
 +
::75. Ak, men Kvinders Kaar er kranke,
 +
::let kan Mændene dem magte,
 +
::hugges Kvistene af Træet,
 +
::snart det falder, snart det falder,
 +
::om I tage bort dets Rødder,
 +
::ene faar du raade, Atle«.
 +
 +
 +
::76. Ej Godtroenhed han savned,
 +
::da paa slige Ord han trode,
 +
::svær var Svigen ej at kjende,
 +
::om man brugte sine Øjne;
 +
::falsk var Gudrun i sit Hjerte,
 +
::talte andet, end hun tænkte,
 +
::lod, som hun var vel tilmode,
 +
::bar paa begge Skuldre Kappen.
  
  

Revisjonen fra 19. sep. 2013 kl. 14:05

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869


Det andet Kvad om Atle
(Atlamál)


1. Vidt de gruelige Frasagn
spurgtes, om hvorlunde fordum
Mændene i Samraad stode,
knytted dem med stærke Eder;
Enigheden steg, men siden
kom der Frygt, og Baandet brødes,
grumt de Gjukesønner sveges.


2. Voxede de Drotters Skjæbne
— slige burde Døden spare —
dengang raaded Atle ilde,
skjønt ej ellers Kløgt han savned,
styrted sine stærke Støtter,
mod sig selv han stred, da listig
han til sine Maage skikked Bud,
at brat de skulde komme.


3. Snild var Gudrun, ej hun savned
Mandevid, og grant hun hørte,
hvad i Løn de talte sammen;
da var gode Raad helt dyre,
Brødrene hun vilde hjælpe,
men nu skulde Snekken fare
over Søen og dem hente,
og hun selv kom ikke did.


4. Runer risted hun, men Vinge
— altid var til ondt han rede —
ændred dem, før frem de raktes;
foer saa Atles Mænd paa Fjorden did,
hvor Gjukes Sønner bode.


5. Gildeglæde blev i Hallen,
Baalet tændtes, ingen frygted
Svig, da Atles Mænd var komne;
hvad fra Søsteren dem bragtes,
hængte de paa Søjlen, tænkte,
at det ingenting betød.


* * *


6. Høgne bød de gjøre Følge,
om saa Gunnar vilde komme,
klart det var, paa Svig de pønsed,
havde blot de set sig for.


7. Gunnar lovede at komme,
dersom Høgne vilde følge,
Høgne lovede at gjøre,
hvad hans Broder tyktes bedst.


8. Kostbera, den snilde Kvinde,
Høgnes Viv, kom nu i Hallen,
hilsede de baade Brødre,
glad var ogsaa Gunnars Hustru,
Glaumvør, sørged for de komne,
ej paa Gjæstfrihed det skorted.


9. Mjøden bar de om i Hallen,
intet savnedes ved Gildet,
mange var de Horn, som tømtes,
indtil nok der tyktes drukket,
gik da Kjæmperne at sove,
ud gik ogsaa Mand og Viv.


10. Derom kunde alle melde,
at Kostbera Runer skjønned;
nu ved Ildens Skjær hun raaded
Runerne og bed i Læben,
Vinge havde svært dem vildet,
tunge vare de at tyde.


11. Gik de saa til deres Leje,
Høgne og hans snilde Hustru,
længe laa hun, før hun sovned;
drømte saa den bolde Kvinde
talte om det, da hun vaagned,
dulgte Drotten ej sin Drøm.


12. »Høgne, du at fare tænker,
tag mod Raad og gjør det ikke,
faa er fuldt i Runer kyndig,
til en anden Gang du bie;
Runerne, din Søster risted,
raaded jeg, den lyse Kvinde
bød dig ej til denne Færd.


13. Et der er, som mest mig undrer,
endnu kan jeg ej det fatte,
hvad der voldte, at den vise
Kvinde vildt har Runer ristet,
thi der tykkes underst ligge
Bud om eders bratte Bane,
om I giver jer paa Færden,
vist en Stav din Søster fattes,
eller andre volde det.«


14. »Alle Runer ere onde,
aldrig jeg paa sligt forstod mig,
ej jeg til det Onde søger,
om jeg ej har ondt at lønne;
gode Gaver jeg mig venter,
Guld og Gods, og frygter ikke,
vil man end mig gjøre ræd.«


15. Lidet agted sligt den Gjæve,
vendte sig og vilde sove,
endnu tav dog ej hans Hustru:
»Til jert Fald I stunder, spaar jeg,
om I ej fra Færden lade,
Gjæstevenskab hos Kong Atle
faar I ej for dennesinde.


16. Høgne hør, hvad nys jeg drømte,
aldrig skuffe mine Drømme,
vist jeg tror, det gaar jer ilde,
jeg dit Lagen saae i Luer,
Flammer leged her i Hallen.«


17. »Klæder ligger der herinde,
som ej meget værd I skatter;
brat, jeg tænker, vil de brænde,
derom varsled vel mit Lagen.« 
Lidet agted sligt den Gjæve,
vendte sig og vilde sove,
end dog ej hans Hustru tav.


18. »Tyktes mig, en Bjørn var kommen
ind i Hallen, Bjælker brød han,
rysted sine brede Labber,
saa det jaged Rædsel i os,
i sit Gab han tog os begge,
ej vi evned os at værge,
Gny og Bulder var at høre.«


19. »Vejret voxer, snart det raser,
Storm jeg tænker varsler Bjørnen.« 
Lidet agted sligt den Gjæve,
vendte sig og vilde sove,
endnu tav dog ej hans Hustru.


20. »Saa jeg saae en Ørn herinde,
frem igjennem Hallen foer den,
Blod var paa dens sorte Vinger,
vist jeg tror, det Vanheld varsler,
paa os alle Blod den stænked,
af dens Lader det mig tyktes,
det var Atles Ham, jeg saae.«


21. »Kvæg skal slagtes, Blod da flyder,
ofte varsler Ørn om Oxe,
Atles Sind er ærligt, tror jeg,
hvad saa du end ser i Drømme.« 
Endt var Talen, begge tav.


22. Glaumvør vaagned, om det samme
talede den ædle Kvinde,
kvad, at Drømmen varsled ilde,
bad saa Gunnar blive hjemme,
ikke lod han dog sig sige,
trode fast, han skulde fare
ej blot frem, men ogsaa hjem.


23. »Galgen tyktes mig dig vented,
og jeg saae dig hænge i den,
saae, du laa i Ormegaarden,
mens du leved, saae jeg Orme
gnave dig, og alt faldt sammen,
raad nu du, hvad det betyder.«


24. »Højt skal snart vort Banner vaje,
derom varslede din Galge,
Drøm om Orme Guld os lover.« 
Kvinden bad ham blive hjemme,
ikke lod han dog sig sige,
trode fast, han skulde fare
ej blot frem, men ogsaa hjem.


25. »Blodigt Sværd, mig tyktes,
droges af din Brynje — tungt at sige
slige Drømme til sin Husbond —
midt igjennem dig stod Sværdet,
tyktes mig, mens Ulve hyled.«


26. »Hundeglam vi faa at høre,
tænker jeg, thi Drøm om Vaaben
varsler tidt, vi møde Hunde.« 
Kvinden bad ham blive hjemme,
ikke lod han dog sig sige,
trode fast, han skulde fare
ej blot frem men ogsaa hjem.


27. Saa jeg saae en Aa herinde,
gjennem Hallen frem den bruste,
over Bænkene den vælted,
dine og din Broders Fødder
brød den, vilde ikke vige,
vel maa Sligt om noget varsle.«


28. »Agre, tænker jeg, betyder
Aaen, som du saae sig brede;
tidt om Fødderne vi hildes,
naar vi paa en Kornmark skride.« 
Kvinden bad ham blive hjemme,
ikke lod han dog sig sige,
trode fast, han skulde fare,
ej blot frem, men ogsaa hjem.


29. »Døde Kvinder saae jeg komme
hid i Nat i fagre Klæder,
dig de vilde kaare, Gunnar,
byde dig til deres Bænke,
nu er dine Diser svage.«


30. »Nu det er for sent at melde
sligt, thi Færden er besluttet,
ikke vil mit Ord jeg svigte,
og at fare har jeg lovet;
men ej længer vil jeg dølge,
at jeg tænker, det gaar ilde,
rimeligt mig tykkes, Livet
levnes os blot stakket Stund.«


31. Men saasnart blot lidt det lysned,
gik de ivrige fra Lejet
for til Færden sig at skynde,
skjøndt de andre bad dem blive;
fem blot foer, langt flere Kjæmper
blev tilbage der i Hallen,
ilde var kun det betænkt.


32. Der var Gunnar, der var Høgne,
begge Konning Gjukes Sønner,
Snævar, Solar, Høgnes Sønner,
som den femte fulgte Orkning,
Høgnes milde, blide Maag.


33. End var Atles Mænd i Følget,
begge Kvinderne dem fulgte,
ledte deres Mænd af Gaarde,
med de Fagre foer, til Fjorden
skilte dem, bestandig bad de
Kjæmperne om ej at fare,
men de agted ej derpaa.


34. Kvad da Glaumvør, Gunnars Hustru,
Ord til Vinge, som hun tyktes
vel var værd til ham at sige:
»Ikke véd jeg, om I lønner
som forskyldt min Gjæstemildhed,
men den kalder jeg en Niding,
der som Gjæst har Ondt isinde.


35. Svor da Yinge, lidt han spared
sligt, skjønt kun paa Svig han tænkte,
bad, at Jætter maatte tage
ham, ifald ej sandt han talte,
bød dem hænge ham i Galgen,
om han Fred og Venskab brød.


36. Blid i Sinde kvad saa Bera,
ønsked godt for sine Venner,
»sejler sæle og faar Sejer,
maa det gaa, som jeg det ønsker,
ve dem, som det hindre vil«.


37. Høgne trøsted dem og svared:
»vær ved godt Mod, gode Kvinder,
hvordan end vor Skjæbne bliver;
mange ønske godt som Bera,
og det gaar ej, som de ønsker,
mangen hjælper det kun lidet,
at han følges godt af Gaarde.«


38. Tidt de saae sig om til Afsked,
indtil Skjæbnen gik imellem,
og de hver gik sine Veje;
Glaumvør gik med Graad til Lejet,
smilende til Væven Bera.


39. Vældig rode de, saa Snekken
rysted under deres Aarer,
stærke var de Tag, de toge,
som i Raseri de rode,
Tolle brast og Hamler sprængtes,
ikke lod de Anker falde,
førend de fra Borde gik.


40. Og en liden Stund derefter
— derom er ej mangt at melde —
saae de for sig Budles Kongsgaard;
højt det hvén i Borgeledet,
dengang Høgne op det rusked;
kvad da Vinge Ord, som aldrig
burde have været sagt:


41. »Farer fjernt fra Huset, Kjæmper,
farligt er det did at søge,
snart jeg bærer jer paa Baalet,
flux I skal for Sværdhug falde;
fagert bad jeg Eder komme,
Svig der var dog i min Tale, —
eller bier her imedens
jeg faar eders Galge rejst.«


42. Kvad da Høgne, — lidet tænkte
han at vige, aldrig frygted
han, naar Modet var paa Prøve —:
»tror du, at du kan os skræmme?
sjelden tror jeg sligt dig lykkes;
om du gjør din Tale længer,
øges blot din egen Ufærd.«


43. Saa til Hel de sendte Vinge,
lagde deres Øxer paa ham,
mens han snapped efter Vejret.
Høgne raabte, saa det runged:
»Gjæster er i Gaarde komne,
Gjæstemildhed trænges nu.«


44. Flokkedes da Atles Kjæmper,
klædte sig i Staal og Plade,
og gik rustede til Muren;
da blev vrede Ord der skiftet:
»før I Vinge vog, vi agted
alt at tage eders Liv.«


45. Lo da Høgne højt og traadte
paa den slagne Vinges Lig
og sagde: »lidet ser man eders Hensigt,
endnu er I ikke rede,
og vi har en Mand alt fældet,
givet ham en Plads i Helhjem,
han var en af eders Flok.«


46. Rasende det Ord dem gjorde,
højt de gamle Kæmper brølte,
tog til Buerne og sigted,
vrede skjød de, som de evned,
skjærmed sig med deres Skjolde.


47. Tidender i Hallen spurgtes,
om hvad de derude øved,
højt de hørte Trællen sige:
»blodig Brad nu bydes Ørnen,
snart skal Arveøl vi drikke,
nu skal Niflungerne fare
ned at gjæste Niflhjem.«


48. Grum blev Gudrun, da hun hørte
dette Ord om Sorg og Kvide,
vild sprang op hun fra sit Sæde,
sine Ringe bort hun slængte,
kastede dem rundt omkring sig,
saa de dyre Smykker brast.


49. Saa gik Gudrun ud af Hallen,
ikke blidt hun aabned Døren,
foer ej frem, som var hun frygtsom,
hilsede de komne Gjæster,
kyssed sine bolde Brødre,
bragte dem sin sidste Hilsen,
vist oprigtig hun den mente,
saa den bolde Kvinde kvad:


50. »Uden Frugt jeg Midler søgte
til at vare jer for Færden, —
Ingen kjæmper mod sin Skjæbne, —
hid I kom, det skal saa være.« 
Snildt hun talte saa og prøved,
om de ej forliges kunde;
ej om Fred de vilde høre,
Alle svared nej dertil.


51. Saae den ædelbaarne Kvinde,
at med Sværd der skulde leges,
hærded saa sit Sind til Kampen,
kasted Kaaben, greb til Sværdet,
sine Brødres Liv hun værged,
ikke var hun spag i Striden,
da med Sværd i Haand hun stod.


52. Tvende Mænd for Gudrun segned,
Atles Broder var den ene,
bære maatte de ham siden,
thi hans ene Fod var borte;
og den anden saa hun hugged,
at han aldrig mer sig rejste,
thi til Helhjem hun ham skikked,
dog ej hendes Hænder skjalv.


53. Vidt gik Rygtet ud i Verden,
om hvorlunde Gjukes Datter
og hans Sønner stod i Striden,
videre foer intet Frasagn,
Vaaben klang og Brynjer sledes,
tunge Hug paa Hjælme faldt.


54. Saa de stred den hele Morgen,
stred til Middag alt var leden,
mer end nok var da der kjæmpet,
Blodet strømmed over Marken,
atten hunske Kæmper laa der,
ogsaa Beras tvende Sønner
blege laa hos hendes Broder.


55. Vred tog Atle da tilorde:
»svart er sligt et Syn at skue,
Skylden lægger jeg paa Eder;
tred’ve bolde Mænd vi vare,
nu er elleve tilbage,
hugget i vor Flok I har.


56. Brødre fem vi var, da Budle
døde, nu staar jeg alene,
tvende sendte I til Helhjem,
tvende hugged I tilskamme,
mine Frænder I mig røved,
tidt for Guld og Gods I sveg mig,
og min Susters Død I voldte,
det er Atles største Sorg.


57. Gode vare mine Maage,
ej jeg dølger det, men lidet
baader det mig, onde Kvinde,
da du kom, veg Freden fra mig,
hvad til Tarv os skulde tjene,
vakled fra den Stund du kom.«


58. »Tidt har du fortalt mig, Atle,
hvad du nu igjen fortæller,
men hvad mig er timet, Atle,
derom ej et Ord du melder,
grumt du har min Moder myrdet
for at tage hendes Skatte,
mine bolde Søstersønner
sulted du ihjel i Hulen.


59. Stor var Sorgen, endnu større
vilde du den skulde vorde,
vilde fælde mine Brødre,
le jeg maa, naar du fortæller,
om hvad Sorg du maatte lide,
glad skal Guderne jeg takke,
om det maa dig ilde gaa.«


60. »Nu jeg ægger eder Jarler:
øger denne Kvindes Kummer,
stor hun er i Ord og Lader,
lad os høre hende klage,
se jeg gad, om intet mægter
hendes Graad at presse frem.


61. Griber Høgne og med Kniven
skjærer Hjertet af hans Side,
skynder jer, mit Bud at lyde,
griber saa den grumme Gunnar,
og i Galgen op ham klynger,
byder Ormene til Fest.«


Høgne kvad:
62. »Gjør som det dig lyster, Atle,
glad jeg paa min Skjæbne bier,
ikke skal du se mig modløs,
værre Kaar har før jeg prøvet;
mens vi endnu havde Kræfter,
evned vi os vel at værge,
saart nu vore Vunder svide,
ene faar du raade nu.«


63. Kvad da Bejte, Atles Bryde,
lad os tage Hjalle fangen,
og lad Høgnes Liv os spare,
kun til Hælvten Atle lyde;
Hjalle værdig er til Døden,
thi hvorlænge han end lever,
altid bliver han et Drog,«


64. Ræd da blev den stakkels Madsvend,
sad ej stille, smidig blev han,
om fra Krog til Krog han rendte,
usæl, raabte han, var Kampen,
at hans Liv den skulde koste,
usæl var den Dag at kalde,
da fra Svinene han toges,
og fra al den anden Gammen,
som han fordum havde havt.


65. Dog de greb den stakkels Madsvend,
kom med Kniven, Trællen brølte,
endnu før han Odden kjendte;
om han bare maatte leve,
loved han at gjøde Jorden,
gjøre alt det værste Arbejd,
om han bare maatte leve.


66. Høgne agted paa hans Klager,
Faa som han vist havde handlet,
vilde Trællen fri fra Døden:
»mig skal mindre Mén det volde,
om vi denne Leg skal lege,
hvorfor vil hans Skraal I høre?«


67. Greb de saa den bolde Konning,
andet Valg de ikke havde,
kunde ikke længer tøve,
Mændene med Undren hørte,
hvordan Høgne lo i Døden,
vel han bar sin bittre Kval.


* * *


68. Saa tog Gunnar til sin Harpe,
rørte den med Fodens Fingre,
slog den saa, at Kvindetaarer
randt, og alle Kjæmper sørged,
som fik Harpens Klang at høre;
Tagets Bjælker brast isønder,
da han for sin Søster kvad.


69. Saa de dyre Helte døde,
end det aarle var paa Dagen,
længer leved deres Stordaad,
faa som dem har Jorden skuet,
bedre Mænd den aldrig saae.


70. Atle tyktes, han var Stormand,
da han over dem var skredet,
Søsteren han Sorgen meldte,
pralende han den forkyndte:
»Gudrun, se, nu er det Morgen,
dine Venner har du mistet,
selv du har en Del af Skylden,
for hvad der idag er sket.«


71. »Atle du er glad og farer
frem og lyser Drab tilhænde,
men ifald du alt faar prøvet,
tænker jeg, skal du det angre;
jeg skal om en Arv fortælle,
som jeg fik fra mine Brødre:
ej Ulykken fra dig viger,
førend ogsaa jeg er død.«


72. »Imod Sligt et Værn jeg kjender,
Raad, som sig langt bedre sømmer,
tidt forkaste vi det Gode.
Tærner jeg til Trøst dig giver,
snehvidt Sølv og røde Ringe,
som du selv det vælge vil.«


73. »Haab ej det, saa gaar det aldrig,
Baand jeg brød for mindre Aarsag,
vild jeg før dig tyktes, Atle,
nu er vildere jeg vorden;
medens endnu Høgne leved,
føjed jeg mig tavs i alt.


74. Samme Kongsgaard saae os fostres,
mangen Leg vi sammen legte,
fulgtes ad i Mark og Lunde,
Grimhild gav os Guld og Smykker,
aldrig evner du at bøde
mine Brødres Død, og aldrig
faar du mer mig glad at se.


75. Ak, men Kvinders Kaar er kranke,
let kan Mændene dem magte,
hugges Kvistene af Træet,
snart det falder, snart det falder,
om I tage bort dets Rødder,
ene faar du raade, Atle«.


76. Ej Godtroenhed han savned,
da paa slige Ord han trode,
svær var Svigen ej at kjende,
om man brugte sine Øjne;
falsk var Gudrun i sit Hjerte,
talte andet, end hun tænkte,
lod, som hun var vel tilmode,
bar paa begge Skuldre Kappen.