Forskjell mellom versjoner av «Andet Kvad om Atle (F.W.Horn)»
Hopp til navigering
Hopp til søk
Den ældre Edda
(Atlamál)
Linje 466: | Linje 466: | ||
::dog ej hendes Hænder skjalv. | ::dog ej hendes Hænder skjalv. | ||
+ | |||
+ | ::53. Vidt gik Rygtet ud i Verden, | ||
+ | ::om hvorlunde Gjukes Datter | ||
+ | ::og hans Sønner stod i Striden, | ||
+ | ::videre foer intet Frasagn, | ||
+ | ::Vaaben klang og Brynjer sledes, | ||
+ | ::tunge Hug paa Hjælme faldt. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::54. Saa de stred den hele Morgen, | ||
+ | ::stred til Middag alt var leden, | ||
+ | ::mer end nok var da der kjæmpet, | ||
+ | ::Blodet strømmed over Marken, | ||
+ | ::atten hunske Kæmper laa der, | ||
+ | ::ogsaa Beras tvende Sønner | ||
+ | ::blege laa hos hendes Broder. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::55. Vred tog Atle da tilorde: | ||
+ | ::»svart er sligt et Syn at skue, | ||
+ | ::Skylden lægger jeg paa Eder; | ||
+ | ::tred’ve bolde Mænd vi vare, | ||
+ | ::nu er elleve tilbage, | ||
+ | ::hugget i vor Flok I har. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::56. Brødre fem vi var, da Budle | ||
+ | ::døde, nu staar jeg alene, | ||
+ | ::tvende sendte I til Helhjem, | ||
+ | ::tvende hugged I tilskamme, | ||
+ | ::mine Frænder I mig røved, | ||
+ | ::tidt for Guld og Gods I sveg mig, | ||
+ | ::og min Susters Død I voldte, | ||
+ | ::det er Atles største Sorg. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::57. Gode vare mine Maage, | ||
+ | ::ej jeg dølger det, men lidet | ||
+ | ::baader det mig, onde Kvinde, | ||
+ | ::da du kom, veg Freden fra mig, | ||
+ | ::hvad til Tarv os skulde tjene, | ||
+ | ::vakled fra den Stund du kom.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::58. »Tidt har du fortalt mig, Atle, | ||
+ | ::hvad du nu igjen fortæller, | ||
+ | ::men hvad mig er timet, Atle, | ||
+ | ::derom ej et Ord du melder, | ||
+ | ::grumt du har min Moder myrdet | ||
+ | ::for at tage hendes Skatte, | ||
+ | ::mine bolde Søstersønner | ||
+ | ::sulted du ihjel i Hulen. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::59. Stor var Sorgen, endnu større | ||
+ | ::vilde du den skulde vorde, | ||
+ | ::vilde fælde mine Brødre, | ||
+ | ::le jeg maa, naar du fortæller, | ||
+ | ::om hvad Sorg du maatte lide, | ||
+ | ::glad skal Guderne jeg takke, | ||
+ | ::om det maa dig ilde gaa.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::60. »Nu jeg ægger eder Jarler: | ||
+ | ::øger denne Kvindes Kummer, | ||
+ | ::stor hun er i Ord og Lader, | ||
+ | ::lad os høre hende klage, | ||
+ | ::se jeg gad, om intet mægter | ||
+ | ::hendes Graad at presse frem. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::61. Griber Høgne og med Kniven | ||
+ | ::skjærer Hjertet af hans Side, | ||
+ | ::skynder jer, mit Bud at lyde, | ||
+ | ::griber saa den grumme Gunnar, | ||
+ | ::og i Galgen op ham klynger, | ||
+ | ::byder Ormene til Fest.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::''Høgne kvad:'' | ||
+ | ::62. »Gjør som det dig lyster, Atle, | ||
+ | ::glad jeg paa min Skjæbne bier, | ||
+ | ::ikke skal du se mig modløs, | ||
+ | ::værre Kaar har før jeg prøvet; | ||
+ | ::mens vi endnu havde Kræfter, | ||
+ | ::evned vi os vel at værge, | ||
+ | ::saart nu vore Vunder svide, | ||
+ | ::ene faar du raade nu.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::63. Kvad da Bejte, Atles Bryde, | ||
+ | ::lad os tage Hjalle fangen, | ||
+ | ::og lad Høgnes Liv os spare, | ||
+ | ::kun til Hælvten Atle lyde; | ||
+ | ::Hjalle værdig er til Døden, | ||
+ | ::thi hvorlænge han end lever, | ||
+ | ::altid bliver han et Drog,« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::64. Ræd da blev den stakkels Madsvend, | ||
+ | ::sad ej stille, smidig blev han, | ||
+ | ::om fra Krog til Krog han rendte, | ||
+ | ::usæl, raabte han, var Kampen, | ||
+ | ::at hans Liv den skulde koste, | ||
+ | ::usæl var den Dag at kalde, | ||
+ | ::da fra Svinene han toges, | ||
+ | ::og fra al den anden Gammen, | ||
+ | ::som han fordum havde havt. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::65. Dog de greb den stakkels Madsvend, | ||
+ | ::kom med Kniven, Trællen brølte, | ||
+ | ::endnu før han Odden kjendte; | ||
+ | ::om han bare maatte leve, | ||
+ | ::loved han at gjøde Jorden, | ||
+ | ::gjøre alt det værste Arbejd, | ||
+ | ::om han bare maatte leve. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::66. Høgne agted paa hans Klager, | ||
+ | ::Faa som han vist havde handlet, | ||
+ | ::vilde Trællen fri fra Døden: | ||
+ | ::»mig skal mindre Mén det volde, | ||
+ | ::om vi denne Leg skal lege, | ||
+ | ::hvorfor vil hans Skraal I høre?« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::67. Greb de saa den bolde Konning, | ||
+ | ::andet Valg de ikke havde, | ||
+ | ::kunde ikke længer tøve, | ||
+ | ::Mændene med Undren hørte, | ||
+ | ::hvordan Høgne lo i Døden, | ||
+ | ::vel han bar sin bittre Kval. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::<big><big>* * *</big></big> | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::68. Saa tog Gunnar til sin Harpe, | ||
+ | ::rørte den med Fodens Fingre, | ||
+ | ::slog den saa, at Kvindetaarer | ||
+ | ::randt, og alle Kjæmper sørged, | ||
+ | ::som fik Harpens Klang at høre; | ||
+ | ::Tagets Bjælker brast isønder, | ||
+ | ::da han for sin Søster kvad. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::69. Saa de dyre Helte døde, | ||
+ | ::end det aarle var paa Dagen, | ||
+ | ::længer leved deres Stordaad, | ||
+ | ::faa som dem har Jorden skuet, | ||
+ | ::bedre Mænd den aldrig saae. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::70. Atle tyktes, han var Stormand, | ||
+ | ::da han over dem var skredet, | ||
+ | ::Søsteren han Sorgen meldte, | ||
+ | ::pralende han den forkyndte: | ||
+ | ::»Gudrun, se, nu er det Morgen, | ||
+ | ::dine Venner har du mistet, | ||
+ | ::selv du har en Del af Skylden, | ||
+ | ::for hvad der idag er sket.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::71. »Atle du er glad og farer | ||
+ | ::frem og lyser Drab tilhænde, | ||
+ | ::men ifald du alt faar prøvet, | ||
+ | ::tænker jeg, skal du det angre; | ||
+ | ::jeg skal om en Arv fortælle, | ||
+ | ::som jeg fik fra mine Brødre: | ||
+ | ::ej Ulykken fra dig viger, | ||
+ | ::førend ogsaa jeg er død.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::72. »Imod Sligt et Værn jeg kjender, | ||
+ | ::Raad, som sig langt bedre sømmer, | ||
+ | ::tidt forkaste vi det Gode. | ||
+ | ::Tærner jeg til Trøst dig giver, | ||
+ | ::snehvidt Sølv og røde Ringe, | ||
+ | ::som du selv det vælge vil.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::73. »Haab ej det, saa gaar det aldrig, | ||
+ | ::Baand jeg brød for mindre Aarsag, | ||
+ | ::vild jeg før dig tyktes, Atle, | ||
+ | ::nu er vildere jeg vorden; | ||
+ | ::medens endnu Høgne leved, | ||
+ | ::føjed jeg mig tavs i alt. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::74. Samme Kongsgaard saae os fostres, | ||
+ | ::mangen Leg vi sammen legte, | ||
+ | ::fulgtes ad i Mark og Lunde, | ||
+ | ::Grimhild gav os Guld og Smykker, | ||
+ | ::aldrig evner du at bøde | ||
+ | ::mine Brødres Død, og aldrig | ||
+ | ::faar du mer mig glad at se. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::75. Ak, men Kvinders Kaar er kranke, | ||
+ | ::let kan Mændene dem magte, | ||
+ | ::hugges Kvistene af Træet, | ||
+ | ::snart det falder, snart det falder, | ||
+ | ::om I tage bort dets Rødder, | ||
+ | ::ene faar du raade, Atle«. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::76. Ej Godtroenhed han savned, | ||
+ | ::da paa slige Ord han trode, | ||
+ | ::svær var Svigen ej at kjende, | ||
+ | ::om man brugte sine Øjne; | ||
+ | ::falsk var Gudrun i sit Hjerte, | ||
+ | ::talte andet, end hun tænkte, | ||
+ | ::lod, som hun var vel tilmode, | ||
+ | ::bar paa begge Skuldre Kappen. | ||
Revisjonen fra 19. sep. 2013 kl. 14:05
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869
(Atlamál)
- 1. Vidt de gruelige Frasagn
- spurgtes, om hvorlunde fordum
- Mændene i Samraad stode,
- knytted dem med stærke Eder;
- Enigheden steg, men siden
- kom der Frygt, og Baandet brødes,
- grumt de Gjukesønner sveges.
- 2. Voxede de Drotters Skjæbne
- — slige burde Døden spare —
- dengang raaded Atle ilde,
- skjønt ej ellers Kløgt han savned,
- styrted sine stærke Støtter,
- mod sig selv han stred, da listig
- han til sine Maage skikked Bud,
- at brat de skulde komme.
- 3. Snild var Gudrun, ej hun savned
- Mandevid, og grant hun hørte,
- hvad i Løn de talte sammen;
- da var gode Raad helt dyre,
- Brødrene hun vilde hjælpe,
- men nu skulde Snekken fare
- over Søen og dem hente,
- og hun selv kom ikke did.
- 4. Runer risted hun, men Vinge
- — altid var til ondt han rede —
- ændred dem, før frem de raktes;
- foer saa Atles Mænd paa Fjorden did,
- hvor Gjukes Sønner bode.
- 5. Gildeglæde blev i Hallen,
- Baalet tændtes, ingen frygted
- Svig, da Atles Mænd var komne;
- hvad fra Søsteren dem bragtes,
- hængte de paa Søjlen, tænkte,
- at det ingenting betød.
- * * *
- 6. Høgne bød de gjøre Følge,
- om saa Gunnar vilde komme,
- klart det var, paa Svig de pønsed,
- havde blot de set sig for.
- 7. Gunnar lovede at komme,
- dersom Høgne vilde følge,
- Høgne lovede at gjøre,
- hvad hans Broder tyktes bedst.
- 8. Kostbera, den snilde Kvinde,
- Høgnes Viv, kom nu i Hallen,
- hilsede de baade Brødre,
- glad var ogsaa Gunnars Hustru,
- Glaumvør, sørged for de komne,
- ej paa Gjæstfrihed det skorted.
- 9. Mjøden bar de om i Hallen,
- intet savnedes ved Gildet,
- mange var de Horn, som tømtes,
- indtil nok der tyktes drukket,
- gik da Kjæmperne at sove,
- ud gik ogsaa Mand og Viv.
- 10. Derom kunde alle melde,
- at Kostbera Runer skjønned;
- nu ved Ildens Skjær hun raaded
- Runerne og bed i Læben,
- Vinge havde svært dem vildet,
- tunge vare de at tyde.
- 11. Gik de saa til deres Leje,
- Høgne og hans snilde Hustru,
- længe laa hun, før hun sovned;
- drømte saa den bolde Kvinde
- talte om det, da hun vaagned,
- dulgte Drotten ej sin Drøm.
- 12. »Høgne, du at fare tænker,
- tag mod Raad og gjør det ikke,
- faa er fuldt i Runer kyndig,
- til en anden Gang du bie;
- Runerne, din Søster risted,
- raaded jeg, den lyse Kvinde
- bød dig ej til denne Færd.
- 13. Et der er, som mest mig undrer,
- endnu kan jeg ej det fatte,
- hvad der voldte, at den vise
- Kvinde vildt har Runer ristet,
- thi der tykkes underst ligge
- Bud om eders bratte Bane,
- om I giver jer paa Færden,
- vist en Stav din Søster fattes,
- eller andre volde det.«
- 14. »Alle Runer ere onde,
- aldrig jeg paa sligt forstod mig,
- ej jeg til det Onde søger,
- om jeg ej har ondt at lønne;
- gode Gaver jeg mig venter,
- Guld og Gods, og frygter ikke,
- vil man end mig gjøre ræd.«
- 15. Lidet agted sligt den Gjæve,
- vendte sig og vilde sove,
- endnu tav dog ej hans Hustru:
- »Til jert Fald I stunder, spaar jeg,
- om I ej fra Færden lade,
- Gjæstevenskab hos Kong Atle
- faar I ej for dennesinde.
- 16. Høgne hør, hvad nys jeg drømte,
- aldrig skuffe mine Drømme,
- vist jeg tror, det gaar jer ilde,
- jeg dit Lagen saae i Luer,
- Flammer leged her i Hallen.«
- 17. »Klæder ligger der herinde,
- som ej meget værd I skatter;
- brat, jeg tænker, vil de brænde,
- derom varsled vel mit Lagen.«
- Lidet agted sligt den Gjæve,
- vendte sig og vilde sove,
- end dog ej hans Hustru tav.
- 18. »Tyktes mig, en Bjørn var kommen
- ind i Hallen, Bjælker brød han,
- rysted sine brede Labber,
- saa det jaged Rædsel i os,
- i sit Gab han tog os begge,
- ej vi evned os at værge,
- Gny og Bulder var at høre.«
- 19. »Vejret voxer, snart det raser,
- Storm jeg tænker varsler Bjørnen.«
- Lidet agted sligt den Gjæve,
- vendte sig og vilde sove,
- endnu tav dog ej hans Hustru.
- 20. »Saa jeg saae en Ørn herinde,
- frem igjennem Hallen foer den,
- Blod var paa dens sorte Vinger,
- vist jeg tror, det Vanheld varsler,
- paa os alle Blod den stænked,
- af dens Lader det mig tyktes,
- det var Atles Ham, jeg saae.«
- 21. »Kvæg skal slagtes, Blod da flyder,
- ofte varsler Ørn om Oxe,
- Atles Sind er ærligt, tror jeg,
- hvad saa du end ser i Drømme.«
- Endt var Talen, begge tav.
- 22. Glaumvør vaagned, om det samme
- talede den ædle Kvinde,
- kvad, at Drømmen varsled ilde,
- bad saa Gunnar blive hjemme,
- ikke lod han dog sig sige,
- trode fast, han skulde fare
- ej blot frem, men ogsaa hjem.
- 23. »Galgen tyktes mig dig vented,
- og jeg saae dig hænge i den,
- saae, du laa i Ormegaarden,
- mens du leved, saae jeg Orme
- gnave dig, og alt faldt sammen,
- raad nu du, hvad det betyder.«
- 24. »Højt skal snart vort Banner vaje,
- derom varslede din Galge,
- Drøm om Orme Guld os lover.«
- Kvinden bad ham blive hjemme,
- ikke lod han dog sig sige,
- trode fast, han skulde fare
- ej blot frem, men ogsaa hjem.
- 25. »Blodigt Sværd, mig tyktes,
- droges af din Brynje — tungt at sige
- slige Drømme til sin Husbond —
- midt igjennem dig stod Sværdet,
- tyktes mig, mens Ulve hyled.«
- 26. »Hundeglam vi faa at høre,
- tænker jeg, thi Drøm om Vaaben
- varsler tidt, vi møde Hunde.«
- Kvinden bad ham blive hjemme,
- ikke lod han dog sig sige,
- trode fast, han skulde fare
- ej blot frem men ogsaa hjem.
- 27. Saa jeg saae en Aa herinde,
- gjennem Hallen frem den bruste,
- over Bænkene den vælted,
- dine og din Broders Fødder
- brød den, vilde ikke vige,
- vel maa Sligt om noget varsle.«
- 28. »Agre, tænker jeg, betyder
- Aaen, som du saae sig brede;
- tidt om Fødderne vi hildes,
- naar vi paa en Kornmark skride.«
- Kvinden bad ham blive hjemme,
- ikke lod han dog sig sige,
- trode fast, han skulde fare,
- ej blot frem, men ogsaa hjem.
- 29. »Døde Kvinder saae jeg komme
- hid i Nat i fagre Klæder,
- dig de vilde kaare, Gunnar,
- byde dig til deres Bænke,
- nu er dine Diser svage.«
- 30. »Nu det er for sent at melde
- sligt, thi Færden er besluttet,
- ikke vil mit Ord jeg svigte,
- og at fare har jeg lovet;
- men ej længer vil jeg dølge,
- at jeg tænker, det gaar ilde,
- rimeligt mig tykkes, Livet
- levnes os blot stakket Stund.«
- 31. Men saasnart blot lidt det lysned,
- gik de ivrige fra Lejet
- for til Færden sig at skynde,
- skjøndt de andre bad dem blive;
- fem blot foer, langt flere Kjæmper
- blev tilbage der i Hallen,
- ilde var kun det betænkt.
- 32. Der var Gunnar, der var Høgne,
- begge Konning Gjukes Sønner,
- Snævar, Solar, Høgnes Sønner,
- som den femte fulgte Orkning,
- Høgnes milde, blide Maag.
- 33. End var Atles Mænd i Følget,
- begge Kvinderne dem fulgte,
- ledte deres Mænd af Gaarde,
- med de Fagre foer, til Fjorden
- skilte dem, bestandig bad de
- Kjæmperne om ej at fare,
- men de agted ej derpaa.
- 34. Kvad da Glaumvør, Gunnars Hustru,
- Ord til Vinge, som hun tyktes
- vel var værd til ham at sige:
- »Ikke véd jeg, om I lønner
- som forskyldt min Gjæstemildhed,
- men den kalder jeg en Niding,
- der som Gjæst har Ondt isinde.
- 35. Svor da Yinge, lidt han spared
- sligt, skjønt kun paa Svig han tænkte,
- bad, at Jætter maatte tage
- ham, ifald ej sandt han talte,
- bød dem hænge ham i Galgen,
- om han Fred og Venskab brød.
- 36. Blid i Sinde kvad saa Bera,
- ønsked godt for sine Venner,
- »sejler sæle og faar Sejer,
- maa det gaa, som jeg det ønsker,
- ve dem, som det hindre vil«.
- 37. Høgne trøsted dem og svared:
- »vær ved godt Mod, gode Kvinder,
- hvordan end vor Skjæbne bliver;
- mange ønske godt som Bera,
- og det gaar ej, som de ønsker,
- mangen hjælper det kun lidet,
- at han følges godt af Gaarde.«
- 38. Tidt de saae sig om til Afsked,
- indtil Skjæbnen gik imellem,
- og de hver gik sine Veje;
- Glaumvør gik med Graad til Lejet,
- smilende til Væven Bera.
- 39. Vældig rode de, saa Snekken
- rysted under deres Aarer,
- stærke var de Tag, de toge,
- som i Raseri de rode,
- Tolle brast og Hamler sprængtes,
- ikke lod de Anker falde,
- førend de fra Borde gik.
- 40. Og en liden Stund derefter
- — derom er ej mangt at melde —
- saae de for sig Budles Kongsgaard;
- højt det hvén i Borgeledet,
- dengang Høgne op det rusked;
- kvad da Vinge Ord, som aldrig
- burde have været sagt:
- 41. »Farer fjernt fra Huset, Kjæmper,
- farligt er det did at søge,
- snart jeg bærer jer paa Baalet,
- flux I skal for Sværdhug falde;
- fagert bad jeg Eder komme,
- Svig der var dog i min Tale, —
- eller bier her imedens
- jeg faar eders Galge rejst.«
- 42. Kvad da Høgne, — lidet tænkte
- han at vige, aldrig frygted
- han, naar Modet var paa Prøve —:
- »tror du, at du kan os skræmme?
- sjelden tror jeg sligt dig lykkes;
- om du gjør din Tale længer,
- øges blot din egen Ufærd.«
- 43. Saa til Hel de sendte Vinge,
- lagde deres Øxer paa ham,
- mens han snapped efter Vejret.
- Høgne raabte, saa det runged:
- »Gjæster er i Gaarde komne,
- Gjæstemildhed trænges nu.«
- 44. Flokkedes da Atles Kjæmper,
- klædte sig i Staal og Plade,
- og gik rustede til Muren;
- da blev vrede Ord der skiftet:
- »før I Vinge vog, vi agted
- alt at tage eders Liv.«
- 45. Lo da Høgne højt og traadte
- paa den slagne Vinges Lig
- og sagde: »lidet ser man eders Hensigt,
- endnu er I ikke rede,
- og vi har en Mand alt fældet,
- givet ham en Plads i Helhjem,
- han var en af eders Flok.«
- 46. Rasende det Ord dem gjorde,
- højt de gamle Kæmper brølte,
- tog til Buerne og sigted,
- vrede skjød de, som de evned,
- skjærmed sig med deres Skjolde.
- 47. Tidender i Hallen spurgtes,
- om hvad de derude øved,
- højt de hørte Trællen sige:
- »blodig Brad nu bydes Ørnen,
- snart skal Arveøl vi drikke,
- nu skal Niflungerne fare
- ned at gjæste Niflhjem.«
- 48. Grum blev Gudrun, da hun hørte
- dette Ord om Sorg og Kvide,
- vild sprang op hun fra sit Sæde,
- sine Ringe bort hun slængte,
- kastede dem rundt omkring sig,
- saa de dyre Smykker brast.
- 49. Saa gik Gudrun ud af Hallen,
- ikke blidt hun aabned Døren,
- foer ej frem, som var hun frygtsom,
- hilsede de komne Gjæster,
- kyssed sine bolde Brødre,
- bragte dem sin sidste Hilsen,
- vist oprigtig hun den mente,
- saa den bolde Kvinde kvad:
- 50. »Uden Frugt jeg Midler søgte
- til at vare jer for Færden, —
- Ingen kjæmper mod sin Skjæbne, —
- hid I kom, det skal saa være.«
- Snildt hun talte saa og prøved,
- om de ej forliges kunde;
- ej om Fred de vilde høre,
- Alle svared nej dertil.
- 51. Saae den ædelbaarne Kvinde,
- at med Sværd der skulde leges,
- hærded saa sit Sind til Kampen,
- kasted Kaaben, greb til Sværdet,
- sine Brødres Liv hun værged,
- ikke var hun spag i Striden,
- da med Sværd i Haand hun stod.
- 52. Tvende Mænd for Gudrun segned,
- Atles Broder var den ene,
- bære maatte de ham siden,
- thi hans ene Fod var borte;
- og den anden saa hun hugged,
- at han aldrig mer sig rejste,
- thi til Helhjem hun ham skikked,
- dog ej hendes Hænder skjalv.
- 53. Vidt gik Rygtet ud i Verden,
- om hvorlunde Gjukes Datter
- og hans Sønner stod i Striden,
- videre foer intet Frasagn,
- Vaaben klang og Brynjer sledes,
- tunge Hug paa Hjælme faldt.
- 54. Saa de stred den hele Morgen,
- stred til Middag alt var leden,
- mer end nok var da der kjæmpet,
- Blodet strømmed over Marken,
- atten hunske Kæmper laa der,
- ogsaa Beras tvende Sønner
- blege laa hos hendes Broder.
- 55. Vred tog Atle da tilorde:
- »svart er sligt et Syn at skue,
- Skylden lægger jeg paa Eder;
- tred’ve bolde Mænd vi vare,
- nu er elleve tilbage,
- hugget i vor Flok I har.
- 56. Brødre fem vi var, da Budle
- døde, nu staar jeg alene,
- tvende sendte I til Helhjem,
- tvende hugged I tilskamme,
- mine Frænder I mig røved,
- tidt for Guld og Gods I sveg mig,
- og min Susters Død I voldte,
- det er Atles største Sorg.
- 57. Gode vare mine Maage,
- ej jeg dølger det, men lidet
- baader det mig, onde Kvinde,
- da du kom, veg Freden fra mig,
- hvad til Tarv os skulde tjene,
- vakled fra den Stund du kom.«
- 58. »Tidt har du fortalt mig, Atle,
- hvad du nu igjen fortæller,
- men hvad mig er timet, Atle,
- derom ej et Ord du melder,
- grumt du har min Moder myrdet
- for at tage hendes Skatte,
- mine bolde Søstersønner
- sulted du ihjel i Hulen.
- 59. Stor var Sorgen, endnu større
- vilde du den skulde vorde,
- vilde fælde mine Brødre,
- le jeg maa, naar du fortæller,
- om hvad Sorg du maatte lide,
- glad skal Guderne jeg takke,
- om det maa dig ilde gaa.«
- 60. »Nu jeg ægger eder Jarler:
- øger denne Kvindes Kummer,
- stor hun er i Ord og Lader,
- lad os høre hende klage,
- se jeg gad, om intet mægter
- hendes Graad at presse frem.
- 61. Griber Høgne og med Kniven
- skjærer Hjertet af hans Side,
- skynder jer, mit Bud at lyde,
- griber saa den grumme Gunnar,
- og i Galgen op ham klynger,
- byder Ormene til Fest.«
- Høgne kvad:
- 62. »Gjør som det dig lyster, Atle,
- glad jeg paa min Skjæbne bier,
- ikke skal du se mig modløs,
- værre Kaar har før jeg prøvet;
- mens vi endnu havde Kræfter,
- evned vi os vel at værge,
- saart nu vore Vunder svide,
- ene faar du raade nu.«
- 63. Kvad da Bejte, Atles Bryde,
- lad os tage Hjalle fangen,
- og lad Høgnes Liv os spare,
- kun til Hælvten Atle lyde;
- Hjalle værdig er til Døden,
- thi hvorlænge han end lever,
- altid bliver han et Drog,«
- 64. Ræd da blev den stakkels Madsvend,
- sad ej stille, smidig blev han,
- om fra Krog til Krog han rendte,
- usæl, raabte han, var Kampen,
- at hans Liv den skulde koste,
- usæl var den Dag at kalde,
- da fra Svinene han toges,
- og fra al den anden Gammen,
- som han fordum havde havt.
- 65. Dog de greb den stakkels Madsvend,
- kom med Kniven, Trællen brølte,
- endnu før han Odden kjendte;
- om han bare maatte leve,
- loved han at gjøde Jorden,
- gjøre alt det værste Arbejd,
- om han bare maatte leve.
- 66. Høgne agted paa hans Klager,
- Faa som han vist havde handlet,
- vilde Trællen fri fra Døden:
- »mig skal mindre Mén det volde,
- om vi denne Leg skal lege,
- hvorfor vil hans Skraal I høre?«
- 67. Greb de saa den bolde Konning,
- andet Valg de ikke havde,
- kunde ikke længer tøve,
- Mændene med Undren hørte,
- hvordan Høgne lo i Døden,
- vel han bar sin bittre Kval.
- * * *
- 68. Saa tog Gunnar til sin Harpe,
- rørte den med Fodens Fingre,
- slog den saa, at Kvindetaarer
- randt, og alle Kjæmper sørged,
- som fik Harpens Klang at høre;
- Tagets Bjælker brast isønder,
- da han for sin Søster kvad.
- 69. Saa de dyre Helte døde,
- end det aarle var paa Dagen,
- længer leved deres Stordaad,
- faa som dem har Jorden skuet,
- bedre Mænd den aldrig saae.
- 70. Atle tyktes, han var Stormand,
- da han over dem var skredet,
- Søsteren han Sorgen meldte,
- pralende han den forkyndte:
- »Gudrun, se, nu er det Morgen,
- dine Venner har du mistet,
- selv du har en Del af Skylden,
- for hvad der idag er sket.«
- 71. »Atle du er glad og farer
- frem og lyser Drab tilhænde,
- men ifald du alt faar prøvet,
- tænker jeg, skal du det angre;
- jeg skal om en Arv fortælle,
- som jeg fik fra mine Brødre:
- ej Ulykken fra dig viger,
- førend ogsaa jeg er død.«
- 72. »Imod Sligt et Værn jeg kjender,
- Raad, som sig langt bedre sømmer,
- tidt forkaste vi det Gode.
- Tærner jeg til Trøst dig giver,
- snehvidt Sølv og røde Ringe,
- som du selv det vælge vil.«
- 73. »Haab ej det, saa gaar det aldrig,
- Baand jeg brød for mindre Aarsag,
- vild jeg før dig tyktes, Atle,
- nu er vildere jeg vorden;
- medens endnu Høgne leved,
- føjed jeg mig tavs i alt.
- 74. Samme Kongsgaard saae os fostres,
- mangen Leg vi sammen legte,
- fulgtes ad i Mark og Lunde,
- Grimhild gav os Guld og Smykker,
- aldrig evner du at bøde
- mine Brødres Død, og aldrig
- faar du mer mig glad at se.
- 75. Ak, men Kvinders Kaar er kranke,
- let kan Mændene dem magte,
- hugges Kvistene af Træet,
- snart det falder, snart det falder,
- om I tage bort dets Rødder,
- ene faar du raade, Atle«.
- 76. Ej Godtroenhed han savned,
- da paa slige Ord han trode,
- svær var Svigen ej at kjende,
- om man brugte sine Øjne;
- falsk var Gudrun i sit Hjerte,
- talte andet, end hun tænkte,
- lod, som hun var vel tilmode,
- bar paa begge Skuldre Kappen.