Forskjell mellom versjoner av «Andet Kvad om Atle (F.W.Horn)»
Hopp til navigering
Hopp til søk
Den ældre Edda
(Atlamál)
(Andet Kvad om Atle (F.W.Horn)) |
|||
(8 mellomliggende revisjoner av samme bruker vises ikke) | |||
Linje 5: | Linje 5: | ||
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Atlamál in grænlenzku]] !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Grønlandske Atleord (Atlamǫ́l en grœnlenzko)]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Den grönlandske Sang om Atle]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den grönländska sången om Atle]] !! | ! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Atlamál in grænlenzku]] !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Grønlandske Atleord (Atlamǫ́l en grœnlenzko)]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Den grönlandske Sang om Atle]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den grönländska sången om Atle]] !! | ||
|- | |- | ||
− | ! !! | + | ! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Atlamǫ́l]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det grønlandske Kvad om Atle (Olaf Hansen)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Sången om Atle den grönlänske (NFS)]] !! |
|- | |- | ||
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Andet Kvad om Atle (F.W.Horn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den grönlänske sången om Atle (PAG)]] !! | ! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Andet Kvad om Atle (F.W.Horn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den grönlänske sången om Atle (PAG)]] !! | ||
|- | |- | ||
− | ! !! !! !! !! | + | ! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det Grönlandske Atlamaal (FM)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den Grönländska sången om Attle (AAA)]] !! |
+ | |- | ||
+ | ! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det grønlandske Digt om Atle (V.B.Hjort)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den grönlänske sången om Atle (KL)]] !! | ||
|- | |- | ||
|} | |} | ||
Linje 38: | Linje 40: | ||
::styrted sine stærke Støtter, | ::styrted sine stærke Støtter, | ||
::mod sig selv han stred, da listig | ::mod sig selv han stred, da listig | ||
− | ::han til sine Maage skikked | + | ::han til sine Maage skikked |
− | ::at brat de skulde komme. | + | ::Bud, at brat de skulde komme. |
Linje 55: | Linje 57: | ||
::— altid var til ondt han rede — | ::— altid var til ondt han rede — | ||
::ændred dem, før frem de raktes; | ::ændred dem, før frem de raktes; | ||
− | ::foer saa Atles Mænd paa Fjorden | + | ::foer saa Atles Mænd paa Fjorden |
− | ::hvor Gjukes Sønner bode. | + | ::did, hvor Gjukes Sønner bode. |
Linje 242: | Linje 244: | ||
+ | ::27. Saa jeg saae en Aa herinde, | ||
+ | ::gjennem Hallen frem den bruste, | ||
+ | ::over Bænkene den vælted, | ||
+ | ::dine og din Broders Fødder | ||
+ | ::brød den, vilde ikke vige, | ||
+ | ::vel maa Sligt om noget varsle.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::28. »Agre, tænker jeg, betyder | ||
+ | ::Aaen, som du saae sig brede; | ||
+ | ::tidt om Fødderne vi hildes, | ||
+ | ::naar vi paa en Kornmark skride.« | ||
+ | ::Kvinden bad ham blive hjemme, | ||
+ | ::ikke lod han dog sig sige, | ||
+ | ::trode fast, han skulde fare, | ||
+ | ::ej blot frem, men ogsaa hjem. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::29. »Døde Kvinder saae jeg komme | ||
+ | ::hid i Nat i fagre Klæder, | ||
+ | ::dig de vilde kaare, Gunnar, | ||
+ | ::byde dig til deres Bænke, | ||
+ | ::nu er dine Diser svage.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::30. »Nu det er for sent at melde | ||
+ | ::sligt, thi Færden er besluttet, | ||
+ | ::ikke vil mit Ord jeg svigte, | ||
+ | ::og at fare har jeg lovet; | ||
+ | ::men ej længer vil jeg dølge, | ||
+ | ::at jeg tænker, det gaar ilde, | ||
+ | ::rimeligt mig tykkes, Livet | ||
+ | ::levnes os blot stakket Stund.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::31. Men saasnart blot lidt det lysned, | ||
+ | ::gik de ivrige fra Lejet | ||
+ | ::for til Færden sig at skynde, | ||
+ | ::skjøndt de andre bad dem blive; | ||
+ | ::fem blot foer, langt flere Kjæmper | ||
+ | ::blev tilbage der i Hallen, | ||
+ | ::ilde var kun det betænkt. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::32. Der var Gunnar, der var Høgne, | ||
+ | ::begge Konning Gjukes Sønner, | ||
+ | ::Snævar, Solar, Høgnes Sønner, | ||
+ | ::som den femte fulgte Orkning, | ||
+ | ::Høgnes milde, blide Maag. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::33. End var Atles Mænd i Følget, | ||
+ | ::begge Kvinderne dem fulgte, | ||
+ | ::ledte deres Mænd af Gaarde, | ||
+ | ::med de Fagre foer, til Fjorden | ||
+ | ::skilte dem, bestandig bad de | ||
+ | ::Kjæmperne om ej at fare, | ||
+ | ::men de agted ej derpaa. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::34. Kvad da Glaumvør, Gunnars Hustru, | ||
+ | ::Ord til Vinge, som hun tyktes | ||
+ | ::vel var værd til ham at sige: | ||
+ | ::»Ikke véd jeg, om I lønner | ||
+ | ::som forskyldt min Gjæstemildhed, | ||
+ | ::men den kalder jeg en Niding, | ||
+ | ::der som Gjæst har Ondt isinde. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::35. Svor da Vinge, lidt han spared | ||
+ | ::sligt, skjønt kun paa Svig han tænkte, | ||
+ | ::bad, at Jætter maatte tage | ||
+ | ::ham, ifald ej sandt han talte, | ||
+ | ::bød dem hænge ham i Galgen, | ||
+ | ::om han Fred og Venskab brød. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::36. Blid i Sinde kvad saa Bera, | ||
+ | ::ønsked godt for sine Venner, | ||
+ | ::»sejler sæle og faar Sejer, | ||
+ | ::maa det gaa, som jeg det ønsker, | ||
+ | ::ve dem, som det hindre vil«. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::37. Høgne trøsted dem og svared: | ||
+ | ::»vær ved godt Mod, gode Kvinder, | ||
+ | ::hvordan end vor Skjæbne bliver; | ||
+ | ::mange ønske godt som Bera, | ||
+ | ::og det gaar ej, som de ønsker, | ||
+ | ::mangen hjælper det kun lidet, | ||
+ | ::at han følges godt af Gaarde.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::38. Tidt de saae sig om til Afsked, | ||
+ | ::indtil Skjæbnen gik imellem, | ||
+ | ::og de hver gik sine Veje; | ||
+ | ::Glaumvør gik med Graad til Lejet, | ||
+ | ::smilende til Væven Bera. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::39. Vældig rode de, saa Snekken | ||
+ | ::rysted under deres Aarer, | ||
+ | ::stærke var de Tag, de toge, | ||
+ | ::som i Raseri de rode, | ||
+ | ::Tolle brast og Hamler sprængtes, | ||
+ | ::ikke lod de Anker falde, | ||
+ | ::førend de fra Borde gik. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::40. Og en liden Stund derefter | ||
+ | ::— derom er ej mangt at melde — | ||
+ | ::saae de for sig Budles Kongsgaard; | ||
+ | ::højt det hvén i Borgeledet, | ||
+ | ::dengang Høgne op det rusked; | ||
+ | ::kvad da Vinge Ord, som aldrig | ||
+ | ::burde have været sagt: | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::41. »Farer fjernt fra Huset, Kjæmper, | ||
+ | ::farligt er det did at søge, | ||
+ | ::snart jeg bærer jer paa Baalet, | ||
+ | ::flux I skal for Sværdhug falde; | ||
+ | ::fagert bad jeg Eder komme, | ||
+ | ::Svig der var dog i min Tale, — | ||
+ | ::eller bier her imedens | ||
+ | ::jeg faar eders Galge rejst.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::42. Kvad da Høgne, — lidet tænkte | ||
+ | ::han at vige, aldrig frygted | ||
+ | ::han, naar Modet var paa Prøve —: | ||
+ | ::»tror du, at du kan os skræmme? | ||
+ | ::sjelden tror jeg sligt dig lykkes; | ||
+ | ::om du gjør din Tale længer, | ||
+ | ::øges blot din egen Ufærd.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::43. Saa til Hel de sendte Vinge, | ||
+ | ::lagde deres Øxer paa ham, | ||
+ | ::mens han snapped efter Vejret. | ||
+ | ::Høgne raabte, saa det runged: | ||
+ | ::»Gjæster er i Gaarde komne, | ||
+ | ::Gjæstemildhed trænges nu.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::44. Flokkedes da Atles Kjæmper, | ||
+ | ::klædte sig i Staal og Plade, | ||
+ | ::og gik rustede til Muren; | ||
+ | ::da blev vrede Ord der skiftet: | ||
+ | ::»før I Vinge vog, vi agted | ||
+ | ::alt at tage eders Liv.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::45. Lo da Høgne højt og traadte | ||
+ | ::paa den slagne Vinges Lig og sagde: | ||
+ | ::»lidet ser man eders Hensigt, | ||
+ | ::endnu er I ikke rede, | ||
+ | ::og vi har en Mand alt fældet, | ||
+ | ::givet ham en Plads i Helhjem, | ||
+ | ::han var en af eders Flok.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::46. Rasende det Ord dem gjorde, | ||
+ | ::højt de gamle Kæmper brølte, | ||
+ | ::tog til Buerne og sigted, | ||
+ | ::vrede skjød de, som de evned, | ||
+ | ::skjærmed sig med deres Skjolde. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::47. Tidender i Hallen spurgtes, | ||
+ | ::om hvad de derude øved, | ||
+ | ::højt de hørte Trællen sige: | ||
+ | ::»blodig Brad nu bydes Ørnen, | ||
+ | ::snart skal Arveøl vi drikke, | ||
+ | ::nu skal Niflungerne fare | ||
+ | ::ned at gjæste Niflhjem.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::48. Grum blev Gudrun, da hun hørte | ||
+ | ::dette Ord om Sorg og Kvide, | ||
+ | ::vild sprang op hun fra sit Sæde, | ||
+ | ::sine Ringe bort hun slængte, | ||
+ | ::kastede dem rundt omkring sig, | ||
+ | ::saa de dyre Smykker brast. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::49. Saa gik Gudrun ud af Hallen, | ||
+ | ::ikke blidt hun aabned Døren, | ||
+ | ::foer ej frem, som var hun frygtsom, | ||
+ | ::hilsede de komne Gjæster, | ||
+ | ::kyssed sine bolde Brødre, | ||
+ | ::bragte dem sin sidste Hilsen, | ||
+ | ::vist oprigtig hun den mente, | ||
+ | ::saa den bolde Kvinde kvad: | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::50. »Uden Frugt jeg Midler søgte | ||
+ | ::til at vare jer for Færden, — | ||
+ | ::Ingen kjæmper mod sin Skjæbne, — | ||
+ | ::hid I kom, det skal saa være.« | ||
+ | ::Snildt hun talte saa og prøved, | ||
+ | ::om de ej forliges kunde; | ||
+ | ::ej om Fred de vilde høre, | ||
+ | ::Alle svared nej dertil. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::51. Saae den ædelbaarne Kvinde, | ||
+ | ::at med Sværd der skulde leges, | ||
+ | ::hærded saa sit Sind til Kampen, | ||
+ | ::kasted Kaaben, greb til Sværdet, | ||
+ | ::sine Brødres Liv hun værged, | ||
+ | ::ikke var hun spag i Striden, | ||
+ | ::da med Sværd i Haand hun stod. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::52. Tvende Mænd for Gudrun segned, | ||
+ | ::Atles Broder var den ene, | ||
+ | ::bære maatte de ham siden, | ||
+ | ::thi hans ene Fod var borte; | ||
+ | ::og den anden saa hun hugged, | ||
+ | ::at han aldrig mer sig rejste, | ||
+ | ::thi til Helhjem hun ham skikked, | ||
+ | ::dog ej hendes Hænder skjalv. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::53. Vidt gik Rygtet ud i Verden, | ||
+ | ::om hvorlunde Gjukes Datter | ||
+ | ::og hans Sønner stod i Striden, | ||
+ | ::videre foer intet Frasagn, | ||
+ | ::Vaaben klang og Brynjer sledes, | ||
+ | ::tunge Hug paa Hjælme faldt. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::54. Saa de stred den hele Morgen, | ||
+ | ::stred til Middag alt var leden, | ||
+ | ::mer end nok var da der kjæmpet, | ||
+ | ::Blodet strømmed over Marken, | ||
+ | ::atten hunske Kæmper laa der, | ||
+ | ::ogsaa Beras tvende Sønner | ||
+ | ::blege laa hos hendes Broder. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::55. Vred tog Atle da tilorde: | ||
+ | ::»svart er sligt et Syn at skue, | ||
+ | ::Skylden lægger jeg paa Eder; | ||
+ | ::tred’ve bolde Mænd vi vare, | ||
+ | ::nu er elleve tilbage, | ||
+ | ::hugget i vor Flok I har. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::56. Brødre fem vi var, da Budle | ||
+ | ::døde, nu staar jeg alene, | ||
+ | ::tvende sendte I til Helhjem, | ||
+ | ::tvende hugged I tilskamme, | ||
+ | ::mine Frænder I mig røved, | ||
+ | ::tidt for Guld og Gods I sveg mig, | ||
+ | ::og min Søsters Død I voldte, | ||
+ | ::det er Atles største Sorg. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::57. Gode vare mine Maage, | ||
+ | ::ej jeg dølger det, men lidet | ||
+ | ::baader det mig, onde Kvinde, | ||
+ | ::da du kom, veg Freden fra mig, | ||
+ | ::hvad til Tarv os skulde tjene, | ||
+ | ::vakled fra den Stund du kom.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::58. »Tidt har du fortalt mig, Atle, | ||
+ | ::hvad du nu igjen fortæller, | ||
+ | ::men hvad mig er timet, Atle, | ||
+ | ::derom ej et Ord du melder, | ||
+ | ::grumt du har min Moder myrdet | ||
+ | ::for at tage hendes Skatte, | ||
+ | ::mine bolde Søstersønner | ||
+ | ::sulted du ihjel i Hulen. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::59. Stor var Sorgen, endnu større | ||
+ | ::vilde du den skulde vorde, | ||
+ | ::vilde fælde mine Brødre, | ||
+ | ::le jeg maa, naar du fortæller, | ||
+ | ::om hvad Sorg du maatte lide, | ||
+ | ::glad skal Guderne jeg takke, | ||
+ | ::om det maa dig ilde gaa.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::60. »Nu jeg ægger eder Jarler: | ||
+ | ::øger denne Kvindes Kummer, | ||
+ | ::stor hun er i Ord og Lader, | ||
+ | ::lad os høre hende klage, | ||
+ | ::se jeg gad, om intet mægter | ||
+ | ::hendes Graad at presse frem. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::61. Griber Høgne og med Kniven | ||
+ | ::skjærer Hjertet af hans Side, | ||
+ | ::skynder jer, mit Bud at lyde, | ||
+ | ::griber saa den grumme Gunnar, | ||
+ | ::og i Galgen op ham klynger, | ||
+ | ::byder Ormene til Fest.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::''Høgne kvad:'' | ||
+ | ::62. »Gjør som det dig lyster, Atle, | ||
+ | ::glad jeg paa min Skjæbne bier, | ||
+ | ::ikke skal du se mig modløs, | ||
+ | ::værre Kaar har før jeg prøvet; | ||
+ | ::mens vi endnu havde Kræfter, | ||
+ | ::evned vi os vel at værge, | ||
+ | ::saart nu vore Vunder svide, | ||
+ | ::ene faar du raade nu.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::63. Kvad da Bejte, Atles Bryde, | ||
+ | ::lad os tage Hjalle fangen, | ||
+ | ::og lad Høgnes Liv os spare, | ||
+ | ::kun til Hælvten Atle lyde; | ||
+ | ::Hjalle værdig er til Døden, | ||
+ | ::thi hvorlænge han end lever, | ||
+ | ::altid bliver han et Drog,« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::64. Ræd da blev den stakkels Madsvend, | ||
+ | ::sad ej stille, smidig blev han, | ||
+ | ::om fra Krog til Krog han rendte, | ||
+ | ::usæl, raabte han, var Kampen, | ||
+ | ::at hans Liv den skulde koste, | ||
+ | ::usæl var den Dag at kalde, | ||
+ | ::da fra Svinene han toges, | ||
+ | ::og fra al den anden Gammen, | ||
+ | ::som han fordum havde havt. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::65. Dog de greb den stakkels Madsvend, | ||
+ | ::kom med Kniven, Trællen brølte, | ||
+ | ::endnu før han Odden kjendte; | ||
+ | ::om han bare maatte leve, | ||
+ | ::loved han at gjøde Jorden, | ||
+ | ::gjøre alt det værste Arbejd, | ||
+ | ::om han bare maatte leve. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::66. Høgne agted paa hans Klager, | ||
+ | ::Faa som han vist havde handlet, | ||
+ | ::vilde Trællen fri fra Døden: | ||
+ | ::»mig skal mindre Mén det volde, | ||
+ | ::om vi denne Leg skal lege, | ||
+ | ::hvorfor vil hans Skraal I høre?« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::67. Greb de saa den bolde Konning, | ||
+ | ::andet Valg de ikke havde, | ||
+ | ::kunde ikke længer tøve, | ||
+ | ::Mændene med Undren hørte, | ||
+ | ::hvordan Høgne lo i Døden, | ||
+ | ::vel han bar sin bittre Kval. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::<big><big>* * *</big></big> | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::68. Saa tog Gunnar til sin Harpe, | ||
+ | ::rørte den med Fodens Fingre, | ||
+ | ::slog den saa, at Kvindetaarer | ||
+ | ::randt, og alle Kjæmper sørged, | ||
+ | ::som fik Harpens Klang at høre; | ||
+ | ::Tagets Bjælker brast isønder, | ||
+ | ::da han for sin Søster kvad. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::69. Saa de dyre Helte døde, | ||
+ | ::end det aarle var paa Dagen, | ||
+ | ::længer leved deres Stordaad, | ||
+ | ::faa som dem har Jorden skuet, | ||
+ | ::bedre Mænd den aldrig saae. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::70. Atle tyktes, han var Stormand, | ||
+ | ::da han over dem var skredet, | ||
+ | ::Søsteren han Sorgen meldte, | ||
+ | ::pralende han den forkyndte: | ||
+ | ::»Gudrun, se, nu er det Morgen, | ||
+ | ::dine Venner har du mistet, | ||
+ | ::selv du har en Del af Skylden, | ||
+ | ::for hvad der idag er sket.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::71. »Atle du er glad og farer | ||
+ | ::frem og lyser Drab tilhænde, | ||
+ | ::men ifald du alt faar prøvet, | ||
+ | ::tænker jeg, skal du det angre; | ||
+ | ::jeg skal om en Arv fortælle, | ||
+ | ::som jeg fik fra mine Brødre: | ||
+ | ::ej Ulykken fra dig viger, | ||
+ | ::førend ogsaa jeg er død.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::72. »Imod Sligt et Værn jeg kjender, | ||
+ | ::Raad, som sig langt bedre sømmer, | ||
+ | ::tidt forkaste vi det Gode. | ||
+ | ::Tærner jeg til Trøst dig giver, | ||
+ | ::snehvidt Sølv og røde Ringe, | ||
+ | ::som du selv det vælge vil.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::73. »Haab ej det, saa gaar det aldrig, | ||
+ | ::Baand jeg brød for mindre Aarsag, | ||
+ | ::vild jeg før dig tyktes, Atle, | ||
+ | ::nu er vildere jeg vorden; | ||
+ | ::medens endnu Høgne leved, | ||
+ | ::føjed jeg mig tavs i alt. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::74. Samme Kongsgaard saae os fostres, | ||
+ | ::mangen Leg vi sammen legte, | ||
+ | ::fulgtes ad i Mark og Lunde, | ||
+ | ::Grimhild gav os Guld og Smykker, | ||
+ | ::aldrig evner du at bøde | ||
+ | ::mine Brødres Død, og aldrig | ||
+ | ::faar du mer mig glad at se. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::75. Ak, men Kvinders Kaar er kranke, | ||
+ | ::let kan Mændene dem magte, | ||
+ | ::hugges Kvistene af Træet, | ||
+ | ::snart det falder, snart det falder, | ||
+ | ::om I tage bort dets Rødder, | ||
+ | ::ene faar du raade, Atle«. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::76. Ej Godtroenhed han savned, | ||
+ | ::da paa slige Ord han trode, | ||
+ | ::svær var Svigen ej at kjende, | ||
+ | ::om man brugte sine Øjne; | ||
+ | ::falsk var Gudrun i sit Hjerte, | ||
+ | ::talte andet, end hun tænkte, | ||
+ | ::lod, som hun var vel tilmode, | ||
+ | ::bar paa begge Skuldre Kappen. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | |||
+ | ::77. Arveøl hun gjorde rede | ||
+ | ::efter sine døde Brødre, | ||
+ | ::ogsaa Atle vilde fejre | ||
+ | ::sine døde Frænders Minde, | ||
+ | ::og tilsidst var alting rede, | ||
+ | ::lavet til til Drikkegildet, | ||
+ | ::da blev Larm og Gny i Hallen. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::78. Grumt var hendes store Hjerte, | ||
+ | ::grumt hun haded Budleætten, | ||
+ | ::Storhævn vilde hun nu tage | ||
+ | ::over Atle, og hun kaldte | ||
+ | ::paa de Pilte smaa, som legte | ||
+ | ::glade udenfor ved Væggen; | ||
+ | ::bange blev de, græd dog ikke, | ||
+ | ::spurgte, hvad hun vilde dem. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::79. »Spørger ikke, hvad jeg vil jer, | ||
+ | ::eder begge vil jeg dræbe, | ||
+ | ::længe har det alt mig lystet | ||
+ | ::imod Ælde jer at skjærme.« | ||
+ | ::»Myrd os, om det saa dig lyster, | ||
+ | ::Ingen mægter det at hindre, | ||
+ | ::stakket Ro din Vrede følger, | ||
+ | ::om du øver denne Daad.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::80. Deres unge Liv hun myrded, | ||
+ | ::dræbte sine raske Sønner, | ||
+ | ::ej hun som en Moder handled, | ||
+ | ::da hun sine Børn lod bløde. | ||
+ | ::Atle spurgte, hvor de drev nu | ||
+ | ::deres Spil og muntert legte, | ||
+ | ::thi han intetsteds dem saae. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::81. »Jeg skal sige dig det, Atle, | ||
+ | ::ej skal Grimhilds Datter dølge, | ||
+ | ::hvad der blev af dine Sønner; | ||
+ | ::ej vil det dig Glæde volde | ||
+ | ::at faa det at vide, Atle; | ||
+ | ::Ve du vakte mig og Vaande, | ||
+ | ::da du mine Brødre vog. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::82. Fra den Stund, da dem du fældte, | ||
+ | ::lukked sjelden jeg mit Øje; | ||
+ | ::haardt jeg loved mig at hævne, | ||
+ | ::du skal se, at jeg det mindes; | ||
+ | ::det var Morgen, da du meldte | ||
+ | ::mig om mine Brødres Bane, | ||
+ | ::nu er Aften kommen, Atle, | ||
+ | ::nu skal du faa Nyt at høre. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::83. Dine Sønner, som du vilde | ||
+ | ::mistet sidst af Alt i Verden, | ||
+ | ::har du mistet, Drik jeg brygged, | ||
+ | ::bød dig deres Blod at drikke, | ||
+ | ::deres Hjerter har jeg taget, | ||
+ | ::stegt paa Spid og budet dig dem, | ||
+ | ::Kalvehjerter jeg dem kaldte. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::84. Ene var du om det Maaltid, | ||
+ | ::spiste Alt og levned Intet, | ||
+ | ::vel du tyggede din Føde, | ||
+ | ::spared ikke dine Tænder. | ||
+ | ::Nu har jeg fortalt dig Atle | ||
+ | ::din og dine Sønners Skjæbne, | ||
+ | ::faa kan ønske sig den værre, | ||
+ | ::det er mig, som har den voldet, | ||
+ | ::ej dog praler jeg deraf.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::85. »Gudrun, grum og grusom var du, | ||
+ | ::da du øved slig en Udaad, | ||
+ | ::blanded Blod af mine Sønner | ||
+ | ::i min Mjød; dem har du myrdet, | ||
+ | ::som du sidst var til at myrde, | ||
+ | ::stakket Stund du Ro mig giver | ||
+ | ::for det Onde, som du gjør.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::86. »Taabe var du, da du trode, | ||
+ | ::Atle, paa din Hustrus Venskab, | ||
+ | ::altid har din Æt jeg hadet; | ||
+ | ::ét endnu min Sjæl begjærer, | ||
+ | ::Livet fra dig selv at tage; | ||
+ | ::Intet er for Ondt at regne, | ||
+ | ::som mod slig en Mand man gjør. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::87. Fordum havde du alt øvet, | ||
+ | ::hvad ej Verden før har skuet, | ||
+ | ::raset grusom som en Galning, | ||
+ | ::øget har du nu din Brøde, | ||
+ | ::øvet, hvad vi nylig spurgte, | ||
+ | ::øvet Storsvig, nu du fejrer | ||
+ | ::her dit eget Arveøl.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::88. »Brændt paa Baalet skal du vorde, | ||
+ | ::stenes først, saa har du vundet | ||
+ | ::det, hvorefter du har tragtet.« | ||
+ | ::»Sligt til Morgenen du gjemme, | ||
+ | ::skjønnere min Død skal blive, | ||
+ | ::naar jeg bort fra Jorden gaar.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::89. Sammen sad de, bistre Blikke | ||
+ | ::skiftedes og bister Tale, | ||
+ | ::ingen af dem kjendte Glæde; | ||
+ | ::Harmen steg i Høgnes Ætling, | ||
+ | ::paa et Storværk nu han tænkte, | ||
+ | ::sagde Gudrun sine Tanker, | ||
+ | ::om hvor gram han Atle var. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::90. Hun om Høgnes Død ham minded, | ||
+ | ::priste ham, om han ham hævned, | ||
+ | ::dræbt blev Atle, kort det vared, | ||
+ | ::Høgnes Søn og Gudrun vog ham. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::91. Brat han reves op af Søvnen, | ||
+ | ::kjendte, hvor hans Vunder blødte, | ||
+ | ::kjendte, Bind til intet nytted, | ||
+ | ::»siger mig, hvem har mig fældet? | ||
+ | ::ilde er der med mig leget, | ||
+ | ::det er ude med mit Liv.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::92. »Ej skal Grimhilds Datter dølge, | ||
+ | ::at hun volder nu din Bane, | ||
+ | ::Høgnes Søn har ogsaa voldet, | ||
+ | ::at af Saarsved nu du mattes, | ||
+ | ::han har hævnet Høgnes Død.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::93. Drotten rejste sig paa Lejet, | ||
+ | ::pressed Haanden over Saaret: | ||
+ | ::»troløs dette Drab du øved, | ||
+ | ::ondt det er, sin Ven at svige, | ||
+ | ::svige den, som paa dig tror. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::94. Raad de gav mig, og jeg lød dem, | ||
+ | ::foer at bejle til dig, Gudrun; | ||
+ | ::du var en navnkundig Enke, | ||
+ | ::Storsind, sagde de, du havde, | ||
+ | ::ej mit Haab jeg kjendte svigte, | ||
+ | ::da vi prøved det, du fulgte | ||
+ | ::hid, og mange Mænd foer med. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::95. Stateligt var alt at skue, | ||
+ | ::ej det skorted os paa Hæder, | ||
+ | ::stolte Mænd var med i Følget, | ||
+ | ::nok af Kvæg i vore Hjorder, | ||
+ | ::nok af Guld og Gods vi havde, | ||
+ | ::mange ydede os Skat. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::96. Brudeskat jeg gav dig, Kvinde, | ||
+ | ::gav dig mange dyre Skatte, | ||
+ | ::gav dig Trælle, gav dig Tærner, | ||
+ | ::gav dig Gangere og Vogne, | ||
+ | ::gav dig, hvad som var til Hæder, | ||
+ | ::ej det skorted dig paa Sølv. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::97. Alt du agtede for Intet, | ||
+ | ::ændsed ej det Land, jeg ejed, | ||
+ | ::Landet, jeg fra Budle arved, | ||
+ | ::tidt du lod din Husbonds Moder | ||
+ | ::sidde grædende, og aldrig | ||
+ | ::fandt jeg mer i mine Haller | ||
+ | ::nogen, der var glad som før.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::98. »Det er Løgn, du taler, Atle, | ||
+ | ::lidet dog paa det jeg agter, | ||
+ | ::sjelden var jeg blid i Sindet, | ||
+ | ::du har gjort det endnu værre; | ||
+ | ::Kamp var mellem eder Brødre, | ||
+ | ::Tvist I havde med hverandre, | ||
+ | ::Hælvten af dit Hus tog Hel. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::99. Trende Søskende vi vare, | ||
+ | ::trodsige vi tyktes alle, | ||
+ | ::foer af Landet, fulgte Sigurd, | ||
+ | ::hver af os sin Snekke styred, | ||
+ | ::lod staa til, som Skjæbnen vilde, | ||
+ | ::indtil østerpaa vi kom. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::100. Først en Konning der vi fældte, | ||
+ | ::gjorde Landet til vort eget, | ||
+ | ::Herser ginge os tilhaande, | ||
+ | ::Rædsel havde alle for os, | ||
+ | ::frem af Skoven dem vi kaldte, | ||
+ | ::som vi vilde Frihed skjænke, | ||
+ | ::sæl vi evned den at gjøre, | ||
+ | ::som var intet i sig selv. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::101. Fældtes saa den hunske Konning, | ||
+ | ::brat blev vore Kaar da andre, | ||
+ | ::tungt var i saa ung en Alder | ||
+ | ::Enkenavn at faa at bære; | ||
+ | ::Kval dog tyktes det mig være | ||
+ | ::til Kong Atles Gaard at komme; | ||
+ | ::før en Kjæmpe var min Husbond, | ||
+ | ::tungt var Tabet, som jeg led. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::102. Aldrig, naar du kom fra Thinge, | ||
+ | ::spurgtes det, at Sag du søgte | ||
+ | ::eller havde tvunget andre, | ||
+ | ::altid veg du, aldrig stod du, | ||
+ | ::altid var du spag, hvor Konger | ||
+ | ::skulde have Kongemod.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::103. »Det er Løgn, du taler, Gudrun, | ||
+ | ::lidet bødes saa vor Skade, | ||
+ | ::alt har nu du hugget sønder; | ||
+ | ::tag nu, Gudrun, af din Rigdom, | ||
+ | ::hvad som trænges til min Hæder, | ||
+ | ::naar de bære mig til Graven.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::104. »Aldrig mens du var ilive | ||
+ | ::elsked jeg dig, men i Døden | ||
+ | ::skal det ej paa Hæder skorte, | ||
+ | ::Knorr<ref>Et Skib.</ref> og Kiste skal jeg kjøbe, | ||
+ | ::svøbe dig i vokset Lagen, | ||
+ | ::skaffe Alt, som kan behøves, | ||
+ | ::som var jeg dig god og huld.« | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::105. Atle døde, Frænder, sørged, | ||
+ | ::Alt, hvad Gudrun loved, holdt hun, | ||
+ | ::foer saa for sig selv at dræbe, | ||
+ | ::ej dog gik det, som hun vilde, | ||
+ | ::ej hun døde dennegang. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | ::106. Sæl er hver, som siden avler | ||
+ | ::slig en Æt som Konning Gjukes; | ||
+ | ::altid skal dens Minde leve, | ||
+ | ::og for alle Folk skal kvædes | ||
+ | ::Gjukeættens Sørgesang. | ||
+ | |||
+ | |||
+ | |||
+ | |||
+ | |||
+ | ---- | ||
+ | |||
+ | ==Fodnoter== | ||
+ | |||
+ | <references/> | ||
+ | <br> | ||
[[Kategori:Alfabetisk indeks]] | [[Kategori:Alfabetisk indeks]] |
Nåværende revisjon fra 17. jul. 2022 kl. 07:54
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869
(Atlamál)
- 1. Vidt de gruelige Frasagn
- spurgtes, om hvorlunde fordum
- Mændene i Samraad stode,
- knytted dem med stærke Eder;
- Enigheden steg, men siden
- kom der Frygt, og Baandet brødes,
- grumt de Gjukesønner sveges.
- 2. Voxede de Drotters Skjæbne
- — slige burde Døden spare —
- dengang raaded Atle ilde,
- skjønt ej ellers Kløgt han savned,
- styrted sine stærke Støtter,
- mod sig selv han stred, da listig
- han til sine Maage skikked
- Bud, at brat de skulde komme.
- 3. Snild var Gudrun, ej hun savned
- Mandevid, og grant hun hørte,
- hvad i Løn de talte sammen;
- da var gode Raad helt dyre,
- Brødrene hun vilde hjælpe,
- men nu skulde Snekken fare
- over Søen og dem hente,
- og hun selv kom ikke did.
- 4. Runer risted hun, men Vinge
- — altid var til ondt han rede —
- ændred dem, før frem de raktes;
- foer saa Atles Mænd paa Fjorden
- did, hvor Gjukes Sønner bode.
- 5. Gildeglæde blev i Hallen,
- Baalet tændtes, ingen frygted
- Svig, da Atles Mænd var komne;
- hvad fra Søsteren dem bragtes,
- hængte de paa Søjlen, tænkte,
- at det ingenting betød.
- * * *
- 6. Høgne bød de gjøre Følge,
- om saa Gunnar vilde komme,
- klart det var, paa Svig de pønsed,
- havde blot de set sig for.
- 7. Gunnar lovede at komme,
- dersom Høgne vilde følge,
- Høgne lovede at gjøre,
- hvad hans Broder tyktes bedst.
- 8. Kostbera, den snilde Kvinde,
- Høgnes Viv, kom nu i Hallen,
- hilsede de baade Brødre,
- glad var ogsaa Gunnars Hustru,
- Glaumvør, sørged for de komne,
- ej paa Gjæstfrihed det skorted.
- 9. Mjøden bar de om i Hallen,
- intet savnedes ved Gildet,
- mange var de Horn, som tømtes,
- indtil nok der tyktes drukket,
- gik da Kjæmperne at sove,
- ud gik ogsaa Mand og Viv.
- 10. Derom kunde alle melde,
- at Kostbera Runer skjønned;
- nu ved Ildens Skjær hun raaded
- Runerne og bed i Læben,
- Vinge havde svært dem vildet,
- tunge vare de at tyde.
- 11. Gik de saa til deres Leje,
- Høgne og hans snilde Hustru,
- længe laa hun, før hun sovned;
- drømte saa den bolde Kvinde
- talte om det, da hun vaagned,
- dulgte Drotten ej sin Drøm.
- 12. »Høgne, du at fare tænker,
- tag mod Raad og gjør det ikke,
- faa er fuldt i Runer kyndig,
- til en anden Gang du bie;
- Runerne, din Søster risted,
- raaded jeg, den lyse Kvinde
- bød dig ej til denne Færd.
- 13. Et der er, som mest mig undrer,
- endnu kan jeg ej det fatte,
- hvad der voldte, at den vise
- Kvinde vildt har Runer ristet,
- thi der tykkes underst ligge
- Bud om eders bratte Bane,
- om I giver jer paa Færden,
- vist en Stav din Søster fattes,
- eller andre volde det.«
- 14. »Alle Runer ere onde,
- aldrig jeg paa sligt forstod mig,
- ej jeg til det Onde søger,
- om jeg ej har ondt at lønne;
- gode Gaver jeg mig venter,
- Guld og Gods, og frygter ikke,
- vil man end mig gjøre ræd.«
- 15. Lidet agted sligt den Gjæve,
- vendte sig og vilde sove,
- endnu tav dog ej hans Hustru:
- »Til jert Fald I stunder, spaar jeg,
- om I ej fra Færden lade,
- Gjæstevenskab hos Kong Atle
- faar I ej for dennesinde.
- 16. Høgne hør, hvad nys jeg drømte,
- aldrig skuffe mine Drømme,
- vist jeg tror, det gaar jer ilde,
- jeg dit Lagen saae i Luer,
- Flammer leged her i Hallen.«
- 17. »Klæder ligger der herinde,
- som ej meget værd I skatter;
- brat, jeg tænker, vil de brænde,
- derom varsled vel mit Lagen.«
- Lidet agted sligt den Gjæve,
- vendte sig og vilde sove,
- end dog ej hans Hustru tav.
- 18. »Tyktes mig, en Bjørn var kommen
- ind i Hallen, Bjælker brød han,
- rysted sine brede Labber,
- saa det jaged Rædsel i os,
- i sit Gab han tog os begge,
- ej vi evned os at værge,
- Gny og Bulder var at høre.«
- 19. »Vejret voxer, snart det raser,
- Storm jeg tænker varsler Bjørnen.«
- Lidet agted sligt den Gjæve,
- vendte sig og vilde sove,
- endnu tav dog ej hans Hustru.
- 20. »Saa jeg saae en Ørn herinde,
- frem igjennem Hallen foer den,
- Blod var paa dens sorte Vinger,
- vist jeg tror, det Vanheld varsler,
- paa os alle Blod den stænked,
- af dens Lader det mig tyktes,
- det var Atles Ham, jeg saae.«
- 21. »Kvæg skal slagtes, Blod da flyder,
- ofte varsler Ørn om Oxe,
- Atles Sind er ærligt, tror jeg,
- hvad saa du end ser i Drømme.«
- Endt var Talen, begge tav.
- 22. Glaumvør vaagned, om det samme
- talede den ædle Kvinde,
- kvad, at Drømmen varsled ilde,
- bad saa Gunnar blive hjemme,
- ikke lod han dog sig sige,
- trode fast, han skulde fare
- ej blot frem, men ogsaa hjem.
- 23. »Galgen tyktes mig dig vented,
- og jeg saae dig hænge i den,
- saae, du laa i Ormegaarden,
- mens du leved, saae jeg Orme
- gnave dig, og alt faldt sammen,
- raad nu du, hvad det betyder.«
- 24. »Højt skal snart vort Banner vaje,
- derom varslede din Galge,
- Drøm om Orme Guld os lover.«
- Kvinden bad ham blive hjemme,
- ikke lod han dog sig sige,
- trode fast, han skulde fare
- ej blot frem, men ogsaa hjem.
- 25. »Blodigt Sværd, mig tyktes,
- droges af din Brynje — tungt at sige
- slige Drømme til sin Husbond —
- midt igjennem dig stod Sværdet,
- tyktes mig, mens Ulve hyled.«
- 26. »Hundeglam vi faa at høre,
- tænker jeg, thi Drøm om Vaaben
- varsler tidt, vi møde Hunde.«
- Kvinden bad ham blive hjemme,
- ikke lod han dog sig sige,
- trode fast, han skulde fare
- ej blot frem men ogsaa hjem.
- 27. Saa jeg saae en Aa herinde,
- gjennem Hallen frem den bruste,
- over Bænkene den vælted,
- dine og din Broders Fødder
- brød den, vilde ikke vige,
- vel maa Sligt om noget varsle.«
- 28. »Agre, tænker jeg, betyder
- Aaen, som du saae sig brede;
- tidt om Fødderne vi hildes,
- naar vi paa en Kornmark skride.«
- Kvinden bad ham blive hjemme,
- ikke lod han dog sig sige,
- trode fast, han skulde fare,
- ej blot frem, men ogsaa hjem.
- 29. »Døde Kvinder saae jeg komme
- hid i Nat i fagre Klæder,
- dig de vilde kaare, Gunnar,
- byde dig til deres Bænke,
- nu er dine Diser svage.«
- 30. »Nu det er for sent at melde
- sligt, thi Færden er besluttet,
- ikke vil mit Ord jeg svigte,
- og at fare har jeg lovet;
- men ej længer vil jeg dølge,
- at jeg tænker, det gaar ilde,
- rimeligt mig tykkes, Livet
- levnes os blot stakket Stund.«
- 31. Men saasnart blot lidt det lysned,
- gik de ivrige fra Lejet
- for til Færden sig at skynde,
- skjøndt de andre bad dem blive;
- fem blot foer, langt flere Kjæmper
- blev tilbage der i Hallen,
- ilde var kun det betænkt.
- 32. Der var Gunnar, der var Høgne,
- begge Konning Gjukes Sønner,
- Snævar, Solar, Høgnes Sønner,
- som den femte fulgte Orkning,
- Høgnes milde, blide Maag.
- 33. End var Atles Mænd i Følget,
- begge Kvinderne dem fulgte,
- ledte deres Mænd af Gaarde,
- med de Fagre foer, til Fjorden
- skilte dem, bestandig bad de
- Kjæmperne om ej at fare,
- men de agted ej derpaa.
- 34. Kvad da Glaumvør, Gunnars Hustru,
- Ord til Vinge, som hun tyktes
- vel var værd til ham at sige:
- »Ikke véd jeg, om I lønner
- som forskyldt min Gjæstemildhed,
- men den kalder jeg en Niding,
- der som Gjæst har Ondt isinde.
- 35. Svor da Vinge, lidt han spared
- sligt, skjønt kun paa Svig han tænkte,
- bad, at Jætter maatte tage
- ham, ifald ej sandt han talte,
- bød dem hænge ham i Galgen,
- om han Fred og Venskab brød.
- 36. Blid i Sinde kvad saa Bera,
- ønsked godt for sine Venner,
- »sejler sæle og faar Sejer,
- maa det gaa, som jeg det ønsker,
- ve dem, som det hindre vil«.
- 37. Høgne trøsted dem og svared:
- »vær ved godt Mod, gode Kvinder,
- hvordan end vor Skjæbne bliver;
- mange ønske godt som Bera,
- og det gaar ej, som de ønsker,
- mangen hjælper det kun lidet,
- at han følges godt af Gaarde.«
- 38. Tidt de saae sig om til Afsked,
- indtil Skjæbnen gik imellem,
- og de hver gik sine Veje;
- Glaumvør gik med Graad til Lejet,
- smilende til Væven Bera.
- 39. Vældig rode de, saa Snekken
- rysted under deres Aarer,
- stærke var de Tag, de toge,
- som i Raseri de rode,
- Tolle brast og Hamler sprængtes,
- ikke lod de Anker falde,
- førend de fra Borde gik.
- 40. Og en liden Stund derefter
- — derom er ej mangt at melde —
- saae de for sig Budles Kongsgaard;
- højt det hvén i Borgeledet,
- dengang Høgne op det rusked;
- kvad da Vinge Ord, som aldrig
- burde have været sagt:
- 41. »Farer fjernt fra Huset, Kjæmper,
- farligt er det did at søge,
- snart jeg bærer jer paa Baalet,
- flux I skal for Sværdhug falde;
- fagert bad jeg Eder komme,
- Svig der var dog i min Tale, —
- eller bier her imedens
- jeg faar eders Galge rejst.«
- 42. Kvad da Høgne, — lidet tænkte
- han at vige, aldrig frygted
- han, naar Modet var paa Prøve —:
- »tror du, at du kan os skræmme?
- sjelden tror jeg sligt dig lykkes;
- om du gjør din Tale længer,
- øges blot din egen Ufærd.«
- 43. Saa til Hel de sendte Vinge,
- lagde deres Øxer paa ham,
- mens han snapped efter Vejret.
- Høgne raabte, saa det runged:
- »Gjæster er i Gaarde komne,
- Gjæstemildhed trænges nu.«
- 44. Flokkedes da Atles Kjæmper,
- klædte sig i Staal og Plade,
- og gik rustede til Muren;
- da blev vrede Ord der skiftet:
- »før I Vinge vog, vi agted
- alt at tage eders Liv.«
- 45. Lo da Høgne højt og traadte
- paa den slagne Vinges Lig og sagde:
- »lidet ser man eders Hensigt,
- endnu er I ikke rede,
- og vi har en Mand alt fældet,
- givet ham en Plads i Helhjem,
- han var en af eders Flok.«
- 46. Rasende det Ord dem gjorde,
- højt de gamle Kæmper brølte,
- tog til Buerne og sigted,
- vrede skjød de, som de evned,
- skjærmed sig med deres Skjolde.
- 47. Tidender i Hallen spurgtes,
- om hvad de derude øved,
- højt de hørte Trællen sige:
- »blodig Brad nu bydes Ørnen,
- snart skal Arveøl vi drikke,
- nu skal Niflungerne fare
- ned at gjæste Niflhjem.«
- 48. Grum blev Gudrun, da hun hørte
- dette Ord om Sorg og Kvide,
- vild sprang op hun fra sit Sæde,
- sine Ringe bort hun slængte,
- kastede dem rundt omkring sig,
- saa de dyre Smykker brast.
- 49. Saa gik Gudrun ud af Hallen,
- ikke blidt hun aabned Døren,
- foer ej frem, som var hun frygtsom,
- hilsede de komne Gjæster,
- kyssed sine bolde Brødre,
- bragte dem sin sidste Hilsen,
- vist oprigtig hun den mente,
- saa den bolde Kvinde kvad:
- 50. »Uden Frugt jeg Midler søgte
- til at vare jer for Færden, —
- Ingen kjæmper mod sin Skjæbne, —
- hid I kom, det skal saa være.«
- Snildt hun talte saa og prøved,
- om de ej forliges kunde;
- ej om Fred de vilde høre,
- Alle svared nej dertil.
- 51. Saae den ædelbaarne Kvinde,
- at med Sværd der skulde leges,
- hærded saa sit Sind til Kampen,
- kasted Kaaben, greb til Sværdet,
- sine Brødres Liv hun værged,
- ikke var hun spag i Striden,
- da med Sværd i Haand hun stod.
- 52. Tvende Mænd for Gudrun segned,
- Atles Broder var den ene,
- bære maatte de ham siden,
- thi hans ene Fod var borte;
- og den anden saa hun hugged,
- at han aldrig mer sig rejste,
- thi til Helhjem hun ham skikked,
- dog ej hendes Hænder skjalv.
- 53. Vidt gik Rygtet ud i Verden,
- om hvorlunde Gjukes Datter
- og hans Sønner stod i Striden,
- videre foer intet Frasagn,
- Vaaben klang og Brynjer sledes,
- tunge Hug paa Hjælme faldt.
- 54. Saa de stred den hele Morgen,
- stred til Middag alt var leden,
- mer end nok var da der kjæmpet,
- Blodet strømmed over Marken,
- atten hunske Kæmper laa der,
- ogsaa Beras tvende Sønner
- blege laa hos hendes Broder.
- 55. Vred tog Atle da tilorde:
- »svart er sligt et Syn at skue,
- Skylden lægger jeg paa Eder;
- tred’ve bolde Mænd vi vare,
- nu er elleve tilbage,
- hugget i vor Flok I har.
- 56. Brødre fem vi var, da Budle
- døde, nu staar jeg alene,
- tvende sendte I til Helhjem,
- tvende hugged I tilskamme,
- mine Frænder I mig røved,
- tidt for Guld og Gods I sveg mig,
- og min Søsters Død I voldte,
- det er Atles største Sorg.
- 57. Gode vare mine Maage,
- ej jeg dølger det, men lidet
- baader det mig, onde Kvinde,
- da du kom, veg Freden fra mig,
- hvad til Tarv os skulde tjene,
- vakled fra den Stund du kom.«
- 58. »Tidt har du fortalt mig, Atle,
- hvad du nu igjen fortæller,
- men hvad mig er timet, Atle,
- derom ej et Ord du melder,
- grumt du har min Moder myrdet
- for at tage hendes Skatte,
- mine bolde Søstersønner
- sulted du ihjel i Hulen.
- 59. Stor var Sorgen, endnu større
- vilde du den skulde vorde,
- vilde fælde mine Brødre,
- le jeg maa, naar du fortæller,
- om hvad Sorg du maatte lide,
- glad skal Guderne jeg takke,
- om det maa dig ilde gaa.«
- 60. »Nu jeg ægger eder Jarler:
- øger denne Kvindes Kummer,
- stor hun er i Ord og Lader,
- lad os høre hende klage,
- se jeg gad, om intet mægter
- hendes Graad at presse frem.
- 61. Griber Høgne og med Kniven
- skjærer Hjertet af hans Side,
- skynder jer, mit Bud at lyde,
- griber saa den grumme Gunnar,
- og i Galgen op ham klynger,
- byder Ormene til Fest.«
- Høgne kvad:
- 62. »Gjør som det dig lyster, Atle,
- glad jeg paa min Skjæbne bier,
- ikke skal du se mig modløs,
- værre Kaar har før jeg prøvet;
- mens vi endnu havde Kræfter,
- evned vi os vel at værge,
- saart nu vore Vunder svide,
- ene faar du raade nu.«
- 63. Kvad da Bejte, Atles Bryde,
- lad os tage Hjalle fangen,
- og lad Høgnes Liv os spare,
- kun til Hælvten Atle lyde;
- Hjalle værdig er til Døden,
- thi hvorlænge han end lever,
- altid bliver han et Drog,«
- 64. Ræd da blev den stakkels Madsvend,
- sad ej stille, smidig blev han,
- om fra Krog til Krog han rendte,
- usæl, raabte han, var Kampen,
- at hans Liv den skulde koste,
- usæl var den Dag at kalde,
- da fra Svinene han toges,
- og fra al den anden Gammen,
- som han fordum havde havt.
- 65. Dog de greb den stakkels Madsvend,
- kom med Kniven, Trællen brølte,
- endnu før han Odden kjendte;
- om han bare maatte leve,
- loved han at gjøde Jorden,
- gjøre alt det værste Arbejd,
- om han bare maatte leve.
- 66. Høgne agted paa hans Klager,
- Faa som han vist havde handlet,
- vilde Trællen fri fra Døden:
- »mig skal mindre Mén det volde,
- om vi denne Leg skal lege,
- hvorfor vil hans Skraal I høre?«
- 67. Greb de saa den bolde Konning,
- andet Valg de ikke havde,
- kunde ikke længer tøve,
- Mændene med Undren hørte,
- hvordan Høgne lo i Døden,
- vel han bar sin bittre Kval.
- * * *
- 68. Saa tog Gunnar til sin Harpe,
- rørte den med Fodens Fingre,
- slog den saa, at Kvindetaarer
- randt, og alle Kjæmper sørged,
- som fik Harpens Klang at høre;
- Tagets Bjælker brast isønder,
- da han for sin Søster kvad.
- 69. Saa de dyre Helte døde,
- end det aarle var paa Dagen,
- længer leved deres Stordaad,
- faa som dem har Jorden skuet,
- bedre Mænd den aldrig saae.
- 70. Atle tyktes, han var Stormand,
- da han over dem var skredet,
- Søsteren han Sorgen meldte,
- pralende han den forkyndte:
- »Gudrun, se, nu er det Morgen,
- dine Venner har du mistet,
- selv du har en Del af Skylden,
- for hvad der idag er sket.«
- 71. »Atle du er glad og farer
- frem og lyser Drab tilhænde,
- men ifald du alt faar prøvet,
- tænker jeg, skal du det angre;
- jeg skal om en Arv fortælle,
- som jeg fik fra mine Brødre:
- ej Ulykken fra dig viger,
- førend ogsaa jeg er død.«
- 72. »Imod Sligt et Værn jeg kjender,
- Raad, som sig langt bedre sømmer,
- tidt forkaste vi det Gode.
- Tærner jeg til Trøst dig giver,
- snehvidt Sølv og røde Ringe,
- som du selv det vælge vil.«
- 73. »Haab ej det, saa gaar det aldrig,
- Baand jeg brød for mindre Aarsag,
- vild jeg før dig tyktes, Atle,
- nu er vildere jeg vorden;
- medens endnu Høgne leved,
- føjed jeg mig tavs i alt.
- 74. Samme Kongsgaard saae os fostres,
- mangen Leg vi sammen legte,
- fulgtes ad i Mark og Lunde,
- Grimhild gav os Guld og Smykker,
- aldrig evner du at bøde
- mine Brødres Død, og aldrig
- faar du mer mig glad at se.
- 75. Ak, men Kvinders Kaar er kranke,
- let kan Mændene dem magte,
- hugges Kvistene af Træet,
- snart det falder, snart det falder,
- om I tage bort dets Rødder,
- ene faar du raade, Atle«.
- 76. Ej Godtroenhed han savned,
- da paa slige Ord han trode,
- svær var Svigen ej at kjende,
- om man brugte sine Øjne;
- falsk var Gudrun i sit Hjerte,
- talte andet, end hun tænkte,
- lod, som hun var vel tilmode,
- bar paa begge Skuldre Kappen.
- 77. Arveøl hun gjorde rede
- efter sine døde Brødre,
- ogsaa Atle vilde fejre
- sine døde Frænders Minde,
- og tilsidst var alting rede,
- lavet til til Drikkegildet,
- da blev Larm og Gny i Hallen.
- 78. Grumt var hendes store Hjerte,
- grumt hun haded Budleætten,
- Storhævn vilde hun nu tage
- over Atle, og hun kaldte
- paa de Pilte smaa, som legte
- glade udenfor ved Væggen;
- bange blev de, græd dog ikke,
- spurgte, hvad hun vilde dem.
- 79. »Spørger ikke, hvad jeg vil jer,
- eder begge vil jeg dræbe,
- længe har det alt mig lystet
- imod Ælde jer at skjærme.«
- »Myrd os, om det saa dig lyster,
- Ingen mægter det at hindre,
- stakket Ro din Vrede følger,
- om du øver denne Daad.«
- 80. Deres unge Liv hun myrded,
- dræbte sine raske Sønner,
- ej hun som en Moder handled,
- da hun sine Børn lod bløde.
- Atle spurgte, hvor de drev nu
- deres Spil og muntert legte,
- thi han intetsteds dem saae.
- 81. »Jeg skal sige dig det, Atle,
- ej skal Grimhilds Datter dølge,
- hvad der blev af dine Sønner;
- ej vil det dig Glæde volde
- at faa det at vide, Atle;
- Ve du vakte mig og Vaande,
- da du mine Brødre vog.
- 82. Fra den Stund, da dem du fældte,
- lukked sjelden jeg mit Øje;
- haardt jeg loved mig at hævne,
- du skal se, at jeg det mindes;
- det var Morgen, da du meldte
- mig om mine Brødres Bane,
- nu er Aften kommen, Atle,
- nu skal du faa Nyt at høre.
- 83. Dine Sønner, som du vilde
- mistet sidst af Alt i Verden,
- har du mistet, Drik jeg brygged,
- bød dig deres Blod at drikke,
- deres Hjerter har jeg taget,
- stegt paa Spid og budet dig dem,
- Kalvehjerter jeg dem kaldte.
- 84. Ene var du om det Maaltid,
- spiste Alt og levned Intet,
- vel du tyggede din Føde,
- spared ikke dine Tænder.
- Nu har jeg fortalt dig Atle
- din og dine Sønners Skjæbne,
- faa kan ønske sig den værre,
- det er mig, som har den voldet,
- ej dog praler jeg deraf.«
- 85. »Gudrun, grum og grusom var du,
- da du øved slig en Udaad,
- blanded Blod af mine Sønner
- i min Mjød; dem har du myrdet,
- som du sidst var til at myrde,
- stakket Stund du Ro mig giver
- for det Onde, som du gjør.«
- 86. »Taabe var du, da du trode,
- Atle, paa din Hustrus Venskab,
- altid har din Æt jeg hadet;
- ét endnu min Sjæl begjærer,
- Livet fra dig selv at tage;
- Intet er for Ondt at regne,
- som mod slig en Mand man gjør.
- 87. Fordum havde du alt øvet,
- hvad ej Verden før har skuet,
- raset grusom som en Galning,
- øget har du nu din Brøde,
- øvet, hvad vi nylig spurgte,
- øvet Storsvig, nu du fejrer
- her dit eget Arveøl.«
- 88. »Brændt paa Baalet skal du vorde,
- stenes først, saa har du vundet
- det, hvorefter du har tragtet.«
- »Sligt til Morgenen du gjemme,
- skjønnere min Død skal blive,
- naar jeg bort fra Jorden gaar.«
- 89. Sammen sad de, bistre Blikke
- skiftedes og bister Tale,
- ingen af dem kjendte Glæde;
- Harmen steg i Høgnes Ætling,
- paa et Storværk nu han tænkte,
- sagde Gudrun sine Tanker,
- om hvor gram han Atle var.
- 90. Hun om Høgnes Død ham minded,
- priste ham, om han ham hævned,
- dræbt blev Atle, kort det vared,
- Høgnes Søn og Gudrun vog ham.
- 91. Brat han reves op af Søvnen,
- kjendte, hvor hans Vunder blødte,
- kjendte, Bind til intet nytted,
- »siger mig, hvem har mig fældet?
- ilde er der med mig leget,
- det er ude med mit Liv.«
- 92. »Ej skal Grimhilds Datter dølge,
- at hun volder nu din Bane,
- Høgnes Søn har ogsaa voldet,
- at af Saarsved nu du mattes,
- han har hævnet Høgnes Død.«
- 93. Drotten rejste sig paa Lejet,
- pressed Haanden over Saaret:
- »troløs dette Drab du øved,
- ondt det er, sin Ven at svige,
- svige den, som paa dig tror.
- 94. Raad de gav mig, og jeg lød dem,
- foer at bejle til dig, Gudrun;
- du var en navnkundig Enke,
- Storsind, sagde de, du havde,
- ej mit Haab jeg kjendte svigte,
- da vi prøved det, du fulgte
- hid, og mange Mænd foer med.
- 95. Stateligt var alt at skue,
- ej det skorted os paa Hæder,
- stolte Mænd var med i Følget,
- nok af Kvæg i vore Hjorder,
- nok af Guld og Gods vi havde,
- mange ydede os Skat.
- 96. Brudeskat jeg gav dig, Kvinde,
- gav dig mange dyre Skatte,
- gav dig Trælle, gav dig Tærner,
- gav dig Gangere og Vogne,
- gav dig, hvad som var til Hæder,
- ej det skorted dig paa Sølv.
- 97. Alt du agtede for Intet,
- ændsed ej det Land, jeg ejed,
- Landet, jeg fra Budle arved,
- tidt du lod din Husbonds Moder
- sidde grædende, og aldrig
- fandt jeg mer i mine Haller
- nogen, der var glad som før.«
- 98. »Det er Løgn, du taler, Atle,
- lidet dog paa det jeg agter,
- sjelden var jeg blid i Sindet,
- du har gjort det endnu værre;
- Kamp var mellem eder Brødre,
- Tvist I havde med hverandre,
- Hælvten af dit Hus tog Hel.
- 99. Trende Søskende vi vare,
- trodsige vi tyktes alle,
- foer af Landet, fulgte Sigurd,
- hver af os sin Snekke styred,
- lod staa til, som Skjæbnen vilde,
- indtil østerpaa vi kom.
- 100. Først en Konning der vi fældte,
- gjorde Landet til vort eget,
- Herser ginge os tilhaande,
- Rædsel havde alle for os,
- frem af Skoven dem vi kaldte,
- som vi vilde Frihed skjænke,
- sæl vi evned den at gjøre,
- som var intet i sig selv.
- 101. Fældtes saa den hunske Konning,
- brat blev vore Kaar da andre,
- tungt var i saa ung en Alder
- Enkenavn at faa at bære;
- Kval dog tyktes det mig være
- til Kong Atles Gaard at komme;
- før en Kjæmpe var min Husbond,
- tungt var Tabet, som jeg led.
- 102. Aldrig, naar du kom fra Thinge,
- spurgtes det, at Sag du søgte
- eller havde tvunget andre,
- altid veg du, aldrig stod du,
- altid var du spag, hvor Konger
- skulde have Kongemod.«
- 103. »Det er Løgn, du taler, Gudrun,
- lidet bødes saa vor Skade,
- alt har nu du hugget sønder;
- tag nu, Gudrun, af din Rigdom,
- hvad som trænges til min Hæder,
- naar de bære mig til Graven.«
- 104. »Aldrig mens du var ilive
- elsked jeg dig, men i Døden
- skal det ej paa Hæder skorte,
- Knorr[1] og Kiste skal jeg kjøbe,
- svøbe dig i vokset Lagen,
- skaffe Alt, som kan behøves,
- som var jeg dig god og huld.«
- 105. Atle døde, Frænder, sørged,
- Alt, hvad Gudrun loved, holdt hun,
- foer saa for sig selv at dræbe,
- ej dog gik det, som hun vilde,
- ej hun døde dennegang.
- 106. Sæl er hver, som siden avler
- slig en Æt som Konning Gjukes;
- altid skal dens Minde leve,
- og for alle Folk skal kvædes
- Gjukeættens Sørgesang.
Fodnoter
- ↑ Et Skib.